Det næste punkt på dagsordenen er:

19) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 137:

Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats over for allergikere.

Af Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 12.05.2011).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er så indenrigs- og sundhedsministeren.

Forslagsstillerne ønsker at pålægge regeringen, at der oprettes fem regionale netværksbaserede specialer, et i hver region, der skal varetage uddannelse og videndeling i netværket af speciallæger med indsigt i allergisygdomme. Regeringen er enig i målet, nemlig at allergipatienter skal have tidssvarende behandlingsmuligheder, optimal støtte og adgang til allergimedicin, men det er jo altså ikke kun allergipatienter, det er alle patienter, som skal have tidssvarende behandlingsmuligheder. Det mål er vigtigt, men det kan ikke bruges som begrundelse for, at vi som Folketing skal gå ind at detailstyre den regionale organisering af alle behandlinger. Det er regionerne, som har driftsansvaret for sygehusene, og det er derfor en regional driftsbeslutning, hvordan man ønsker at organisere behandlingen af både dette og andre sygdomsområder, og det skal selvfølgelig ske inden for rammerne af Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning.

Med reformen af den lægevidenskabelige videreuddannelse i 2003, der trådte i kraft i 2004, blev medicinsk allergologi nedlagt som selvstændigt grenspeciale og konverteret til et fagområde. Det betyder, at allergologiske kompetencer nu kan erhverves under flere speciallægeuddannelser. Nedlæggelsen af allergologi som selvstændigt grenspeciale tog udgangspunkt i Speciallægekommissionens betænkning fra maj 2000. Den anbefalede at fjerne begrebet grenspeciale og ændre de eksisterende grenspecialer til egentlige specialer eller fagområder. Det var kommissionens overbevisning, at et speciale, der involverer betydelig teknologisk og tværfaglig indsats på de diagnostiske og behandlingsmæssige områder, er bedst tjent med at være et fagområde, hvor tilgangen kan ske fra alle relevante specialer. Speciallægekommissionen baserede bl.a. sit forslag om konvertering af grenspecialet medicinsk allergologi til et fagområde på, at allergologi ikke alene blev varetaget af medicinske allergologer, men også at det på en række områder allerede havde karakter af et fagområde. Allergologiske lidelser findes inden for flere specialer og varetages af speciallæger med uddannelse i f.eks. almen medicin, pædiatri, intern medicin, lungesygdomme, hud- og kønssygdomme og øre-, næse- og halssygdomme. I forlængelse af Speciallægekommissionens betænkning anbefalede Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse ligeledes, at specialet medicinsk allergologi blev konverteret til et fagområde, og regeringen valgte at følge disse anbefalinger med reformen af den lægelige videreuddannelse i 2003.

Jeg forstår det ikke således, at forslagsstillerne vil ændre på anbefalingerne fra Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse, sådan at Folketinget skal til at oprette nye lægefaglige specialer, jeg forstår beslutningsforslaget sådan, at forslagsstillerne vil have Folketinget til at gå ind i den regionale planlægning af opgavevaretagelsen af allergisygdom.

Som mange andre sygdomme varierer kompleksiteten af allergisygdomme fra patient til patient, og derfor varetages undersøgelse og behandling på flere niveauer i sundhedsvæsenet. Hovedparten af alle allergisygdomme udredes og behandles i almen praksis. De, der ikke kan udredes og behandles i almen praksis, henvises til sygehus eller speciallæge. Med Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning er allergi i stort omfang hovedfunktion i hud- og kønssygdomme, lungemedicin, øre-, næse- og halssygdomme og pædiatri. Hertil kommer 17 speciallægepraksis, der overvejende tager sig af udredning og behandling af allergi. Herudover er der en del specialfunktioner, som handler om allergi, hvor Sundhedsstyrelsen har stillet en række faglige krav og truffet beslutning om placering på konkrete regionale sygehuse som led i specialeplanen. Man kan sige, at specialfunktion svarer til et center for de mere specialiserede allergisygdomme, selv om Sundhedsstyrelsen i specialeplanlægningen ikke bruger udtrykket center. Specialfunktionerne varetages i et multidisciplinært samarbejde mellem flere specialer, det giver gode muligheder for at varetage uddannelse og videndeling. Det fremgår af specialeplanlægningen, at svær astma behandles som regionsfunktion på seks sygehuse, højt specialiseret behandling for allergi i samarbejde med lungemedicin og hud- og kønssygdomme samt anæstesiologi varetages på Gentofte Hospital, Odense Universitetshospital og Århus Sygehus.

Både Sundhedsstyrelsen og jeg er enige med forslagsstillerne i, at det er fornuftigt med samarbejde mellem specialer, også på allergiområdet, men jeg er samtidig enig med Sundhedsstyrelsen i, at der på dette område er taget hånd om den specialiserede behandling i specialeplanlægningen. Man kan i den forbindelse godt overveje, om specialerne, der er organiseret på hovedfunktionsniveau, vil kunne have gavn af at have samme samarbejde mellem specialerne, som er gældende for den specialiserede behandling, men det er jo en regional driftsbeslutning. Den fordeling af ansvaret for opgaverne må vi respektere. Som jeg var inde på tidligere, var konsekvensen af reformen af den lægelige videreuddannelse, der trådte i kraft den 1. juli 2004, at medicinsk allergologi blev nedlagt som selvstændigt grenspeciale og konverteret til et fagområde. Som opfølgning på denne reform igangsatte Sundhedsstyrelsen i 2010 en status og en perspektivering af speciallægeuddannelsen, og i den forbindelse er der bl.a. nedsat en arbejdsgruppe vedrørende specialestruktur, der specielt skal fokusere på opdelingen i specialer og fagområder og på, om den nuværende specialestruktur svarer til behovet nu og i fremtiden. I arbejdsgruppen deltager bl.a. repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber. Dette forum synes jeg er det rette til at belyse, om bestemte funktioner, herunder f.eks. behandling af allergi, organiseres mest hensigtsmæssigt som et fagområde eller som et speciale. Det igangsatte arbejde forventes afsluttet inden udgangen af dette år.

Samlet set mener regeringen, at der er taget hånd om den specialiserede behandling af allergisygdomme i specialeplanlægningen, og det er herudover regeringens holdning, at den regionale planlægning af opgavevaretagelsen af allergisygdomme bedst varetages af regionerne og ikke af Folketinget. Regionerne har her mulighed for at etablere samarbejde mellem specialerne på regionsfunktionsniveau i lighed med det samarbejde, der er på det specialiserede niveau. Desuden er der nedsat en arbejdsgruppe, der fokuserer på opdelingen i specialer og fagområder og på, om den nuværende specialestruktur svarer til behovet nu og i fremtiden.

Regeringen kan på den baggrund ikke støtte beslutningsforslaget. Vi er helt med på, at allergi er en alvorlig lidelse, men vi synes ærlig talt, at der er gjort, hvad der kan gøres, og når vi har regionerne til at tage sig af udmøntningen af vores lovgivning og Sundhedsstyrelsens henstillinger, synes jeg også, det er der, man skal have ansvaret placeret for den nærmere organisering, og det mener vi altså også gælder allergibehandling.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken. Den første ordfører er fru Birgitte Josefsen.

Indimellem tænker jeg på, hvorfor så mange rammes af en allergisk reaktion, og det synes jeg faktisk man bør fokusere mere på. Derfor vil jeg opfordre de eksperter, vi har på området, til at fokusere på det og sætte forskningsprojekter i gang, så vi kan få belyst, hvorfor så mange danskere har en allergisk reaktion og allergiske sygdomme.

Hvad angår det konkrete beslutningsforslag, vil jeg starte med at sige, at vi har betænkeligheder ved at bakke op om forslagsstillerens ønske om via lov at oprette fem regionale netværksbaserede specialer af den grund, at vi er orienteret om, at Sundhedsstyrelsen i 2010 igangsatte en status og perspektivering af speciallægeuddannelsen, og i den forbindelse blev der nedsat en arbejdsgruppe, som specielt skulle fokusere på opdeling af specialer og fagområder og på, om den nuværende specialestruktur svarer til behovet nu og i fremtiden. I arbejdsgruppen deltager bl.a. repræsentanter for de lægevidenskabelige selskaber. Det forum er det rette til at belyse, om bestemte funktioner, herunder f.eks. også behandling af allergi, organiseres mest hensigtsmæssigt som et fagområde eller et speciale. Den igangværende perspektivering forventes afsluttet inden udgangen af 2011, er jeg blevet oplyst om. Allerede i specialeplanlægningen er der sat krav om funktioner, der svarer til centre. Herudover har vi konstateret, at regionerne allerede i dag kan etablere samarbejde mellem specialerne på regionsfunktionsniveau.

Så for det første vil vi i Venstre meget gerne afvente det arbejde, der er igangsat af Sundhedsstyrelsen. For det andet har vi stor tillid til, at de praktiserende læger og regionerne har fokus på området, så alle får en god udredning og behandling. Jeg vil derfor opfordre forslagsstilleren til, at vi afslutter processen omkring B 137 med at skrive en beretning.

Tak til fru Birgitte Josefsen. Der er ikke ønske om korte bemærkninger. Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen som ordfører.

I Socialdemokratiet vil vi gerne sikre, at folk, der har en sygdom, de skal leve med resten af livet, som f.eks. astma eller allergi, dels får en hurtig udredning og dels får klar oplysning, hvor de bliver inddraget med hensyn til behandlingsformerne, sådan at de kan være med til at tage ansvar for den sygdom, de nu har og skal leve med. Vi vil gerne være med til at sikre, at der træffes kloge beslutninger, når det angår vores miljø, fødevarer, trafik og boliger, for der er jo mange årsager til, at folk bliver allergikere.

Helt overordnet set dækker det jo over, at man kan være allergisk over for fødevarer, medicin, dyr, miljøet, skimmelsvamp, solcreme, brændeovne eller konserveringsmidler – der er rigtig mange ting. Derfor er det rigtig vigtigt, at det ikke kun er på sundhedsområdet, at man gør en øget indsats, men at man i høj grad også sætter fokus dels på forskning og dels på, hvordan man kan lære af de forskellige områder, der er, således at man kan lave klog lovgivning, der handler om, hvordan vi undgår, at der kommer mere skimmelsvamp i vores boliger, i takt med at vores klima ændrer sig og der kommer flere tunge regnskyl osv. osv.

Dansk Folkeparti har fremsat et forslag til folketingsbeslutning, som handler om, at man, punkt 1, vil have, at de fem eksisterende kliniske allerginetværk skal formaliseres – i hvilken grad de skal formaliseres synes jeg ikke fremgår så tydeligt – og punkt 2, ønsker at få skabt overblik over de tilskudsordninger, der er til allergikere.

Jeg vil gerne sige, at vi fra Socialdemokratiets side synes, at begge ting er meget sympatiske. Vi synes måske ikke, det er noget, man decideret behøvede at tage op i Folketingssalen for at få gjort, men vi er enige i, at det er godt at sætte fokus på det, fordi der stadig er ting i den danske allergiindsats, der halter.

Vi kan dog ikke støtte forslaget, som det ligger her – og det skulle jeg også hilse og sige på SF's vegne – bl.a. fordi vi, som andre også har været inde på, ikke mener, at det her er noget, som vi kan stemme os til i Folketinget, med tanke på at vi også har regioner og andre, der bør tage ansvar. Men vi vil da gerne takke forslagsstillerne for at sætte fokus på området, og vi indgår gerne i drøftelser om, hvordan vi kan styrke behandlingen og få de her ting til at blive virkelighed, også uden for Folketingssalen

Med de ord vil jeg sige, at Socialdemokratiet ikke kan støtte forslaget.

Tak til fru Sophie Hæstorp Andersen. Så er det fru Kier som ordfører.

Der findes rigtig, rigtig mange forskellige sygdomme og diagnoser, og uanset den enkle diagnose skal vi sikre, at alle patienter med symptomer får en hurtig udredning og diagnose, hvis det er muligt. Derfor er det også glædeligt, at i gårsdagens aftale om en sundhedspakke er der givet tilsagn om en udrednings- eller diagnosegaranti på 30 dage.

I det her beslutningsforslag gælder det så patienter med allergisymptomer. Jeg kan ikke lade være med at sige, også i forlængelse af den foregående taler, at vi godt nok kan ende med rigtig, rigtig mange beslutningsforslag i den her sal, hvis vi skal igennem alle diagnoser og igennem alle symptomer.

En ny specialeopdeling så dagens lys tilbage i 2004, hvor specialet allergi blev lagt sammen med nogle andre specialer. Som ministeren var inde på i sin tale, blev der i 2010 nedsat en arbejdsgruppe, der lige nu sidder og vurderer hele den omlægning af specialerne, vi lavede, og især evaluerer på, om den nuværende struktur svarer til det reelle behov, vi kan se der er.

På den baggrund kan vi heller ikke fra konservativ side støtte det her beslutningsforslag, som jeg også mener mangler et økonomisk skøn. Jeg vil gerne sige, at allergi er dybt generende for den enkelte patient. Det kan også være rigtig, rigtig svært at diagnosticere, hvad det er, man er allergisk over for, så jeg er også helt enig med de tidligere ordførere i, at forskning i, hvorfor så mange mennesker får allergiske symptomer, er meget, meget vigtigt. Sluttelig vil jeg sige, at hvis der er et ønske om at skrive en beretning, deltager jeg selvfølgelig gerne i det.

Tak til fru Vivi Kier. Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører.

Man må sige, at Dansk Folkeparti tager fat på de forskellige sygdomme sådan rimelig systematisk, og man kan også sige, at det er meget godt, at vi nærmer os afslutningen på folketingsåret, for ellers kunne vi komme langt omkring, så vidt jeg kan forstå.

Jeg synes, det er vigtigt at sætte fokus på allergi. Jeg synes måske, det havde været ønskeligt, for det tror jeg er et af de helt store problemer, hvis Dansk Folkeparti med alle de millioner og milliarder, de har fået gennem de sidste forhandlinger – også her på sundhedsområdet er der kommet en del penge – havde satset på, at vi havde fået en udredningsgaranti, fordi det måske kunne være nyttigt i den her sammenhæng. Jeg føler ikke … nej, jeg mener ikke, for det er ikke en følelsessag, at Folketinget skal behandle samtlige sygdomme her i landet her i Folketingssalen. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan være ting, man skal have fokus på, men så synes jeg måske, at der findes mere egnede fora end lige her fra Folketingets talerstol.

Når dette er sagt, skal jeg bare henholde mig til det, ministeren sagde, som jeg synes var en udmærket fremstilling af tingenes tilstand. Og hvis der er ønske om en beretning, har vi da heller ikke noget imod at bruge tid på det.

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt.

Først og fremmest vil jeg sige om de forskellige måder, som vi driver politik på, og om, hvorvidt det er mit ønske at tage bestemte sygdomsgrupper op, at hvis der er noget, hvor vi godt kunne gøre det bedre på landsplan, så agter jeg også at tage det op, og hvis jeg skal igennem alle sygdomsgrupper, og jeg ønsker det, så gør jeg det også.

Flere og flere får allergi. Cirka en million danskere har allergi lige nu. Cirka hver fjerde nyfødte får allergi på et eller tidspunkt i sit liv. Statens Institut for Folkesundhed vurderer, at der i 2020 vil være 1,7 millioner voksne mennesker med allergi. Hertil kommer så stadig flere børn og unge, der rammes af denne ubehagelige lidelse.

Hvorfor så en øget indsats? I Danmark findes der ikke længere nogen special- eller efteruddannelse af allergologer. Det betyder, at de mere end en million danskere, der lider af allergi, alt overvejende er overladt til de alment praktiserende lægers begrænsede kendskab til området eller i bedste fald til de få tilbageværende speciallæger med indsigt i allergi. Det indebærer meget lange ventetider for patienter med moderat svær allergi, som har behov for adgang til relevant faglig ekspertise på området. Dette har også betydet, at der i dag er betragtelige og utilfredsstillende regionale forskelle. I enkelte regioner er der slet ingen specialister. Eksempelvis i Region Sjælland bliver man sendt til Gentofte, hvis man har en svær allergi. Der er lang vej fra Nakskov til Gentofte, vil jeg hilse at sige.

Problemet kommer jo, når de specialister, vi har i dag, går på pension. Vi må alle sammen kunne se, at vi så står over for nogle problemer, fordi allergipatienterne så er overladt til tilfældigheder, alternativ behandling og mulige kapaciteter blandt de alment praktiserende læger. Naturligvis kan en praktiserende læge klare en del af det, og det skal de også blive ved med, men når vi når til svær allergi, hvor man har brug for en mere specialiseret behandling, så står man på bar bund, når færre og færre har brugt tid på at sætte sig ind i de forskellige komplikationer. Desuden kan intet erstatte målrettet professionalisme i en trods alt ganske kompleks sygdom, som allergi må siges at være.

Så er der måske nogle, der mener: Pyt, det er jo bare allergi. Det er det måske også for nogle. Blot ser vi en vækst i komplicerede tilfælde. F.eks. er der en kvinde, der siger: Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde mig selv – besværlig, allergiker, multiallergiker, handicappet? Jeg ved kun, at min allergi har afholdt mig fra at leve et helt normalt liv, fra en del oplevelser og fra mit drømmejob som kok. Når andre med en sygdom oplever disse tre ting, kalder vi dem jo for handicappede. Så måske er jeg det.

Det estimeres, at hen ved 20 pct. af alle voksne danskere lider i større eller mindre grad under generne fra allergirelaterede symptomer. Heraf oplever halvdelen af danskerne, der lider af en eller flere allergier, perioder af livet, hvor deres livskvalitet er kraftigt nedsat, og hvor de ikke er i stand til at passe deres job på fuld kraft, hvis ikke de er decideret sygemeldte. I det hele taget ville de være ude af stand til at fungere normalt.

Ud over den nedsatte livskvalitet har allergirelaterede symptomer den bivirkning, at det øger presset på sundhedsvæsenet betydeligt, ikke mindst i pollensæsonen, hvilket medfører et milliardstort produktionstab og deraf følgende velfærdstab for samfundet. Det er således kun i samfundets interesse, at allergikere, som har behov for det, opnår en behandling, som giver disse patienter deres livskvalitet igen, og at de dermed igen bliver fuldt funktionsdygtige. Alternativet er samfundsøkonomiske tab, samtidig med at de moderat svært allergiramte må døje med markant nedsat livskvalitet.

Hvad er det så, vi vil med det her forslag? Vi ville jo gerne have, at regeringen skulle arbejde for, at der oprettes fem regionale netbaserede specialer, et i hver sygehusregion, der skal varetage uddannelse, videndeling i netværket af speciallæger med indsigt i allergisygdomme. Udgangspunktet er en formalisering af eksisterende kliniske allerginetværk i alle de fem regioner for at sikre, at patienterne får den højeste standardbehandling, på trods af at specialuddannelsen inden for allergologer er nedlagt.

Med de fem kliniske netværker skal der sættes en stopper for videns- og specialisttabet inden for alle allergiområder gennem udbud af forskningsstillinger til relevante speciallæger og udviklingen af det kliniske faglige miljø, som gør det muligt at fastholde og tiltrække faglig specialkapacitet på området. Disse fem centre skal samle specialerne og deres indsigt under sig og sørge for, at vidensniveauet i forhold til den aktuelle forskning og indsigt i området løbende er i top, således at hver af de fem regioner kan tilbyde deres borgere den bedst mulige behandling.

Endvidere indstilles det, at den nødvendige og tilstrækkelige specialekapacitet til diagnose og behandling af allergiske patienter genetableres i hver af de fem regioner, idet den diagnostiske indsats i de fem regioner opprioriteres ud fra en behandlingsgaranti. Det er nødvendigt at få skabt muligheder for, at patienten med allergilignende symptomer hurtigt kan blive udredt med henblik på at få iværksat en behandling, der virker, i alle regioner i landet. Forudsætningen for, at behandlingen af alle allergipatienter optimeres, er, at patienterne får stillet den bedste og nyeste allergimedicin til rådighed for på den vis at sikre en kosteffektiv behandlingsstrategi. Derfor pålægges regeringen at skabe et overblik over, hvilke tilskudsordninger der findes til allergikere, for at sikre dem en behandling, således at deres sygefravær mindskes og deres livskvalitet højnes.

Vi er klar over, at vi ikke med det nuværende personale kan oprette fem centre her og nu, for vi har været ude at tale med specialisterne på området, de specialister, der arbejder med det hver dag. Det er grundlaget for forslaget, og det er dem, der har været med til at se på, hvad der skal gøres, for at vi kan nå med i Danmark.

Derimod kan vi også være med til at oprette nogle satellitter visse steder og med ny telemedicin udføre konsultationer, vidensdeling og sparring, så folk ikke behøver at rejse fra den ene ende af landet til den anden. Der er således nok at gå i gang med, og vi står over for en stor opgave i forhold til at diagnosticere, behandle og forebygge det stadig stigende antal allergipatienter, som får nedsat deres livskvalitet og bliver mindre arbejdsdygtige i en tid, hvor vi må gennemføre reformer for at sikre tilstrækkeligt med arbejdskraft i fremtidens stadig ældre samfund.

Jeg har haft anledning til at tale med mange allergikere, som alle har haft det til fælles, at de føler, at deres sygdom ikke er helt anerkendt. De føler sig socialt handicappede, og at deres venner, familie, kollegaer måske skuler lidt til dem og anser dem for at være pjevsede. Sagen er jo den, at det kan være svært at håndtere en sygdom, hvor man nyser, gnider sig i øjnene, mens man forsøger at opretholde en kølig facade. De allergiramte får nedsat deres koncentrationsevne, de trækker sig fra sociale så vel som professionelle sammenhænge, når deres allergi er værst – ofte i pollensæsonen.

Intet samfund har råd til eller reel mulighed for at risikere at have over en million ukampdygtige mennesker blandt sig, hver gang birken blomstrer eller græsset udskiller sin fine pollen. Vi kan ganske enkelt ikke forsvare, at vi lader stå til over for vores medmennesker med mere eller mindre svære symptomer på grund af deres allergier. Allergikerne fortjener både respekt og anerkendelse af deres sygdom. De fortjener, at vi tager dem alvorligt – og så alvorligt, at vi igen begynder at uddanne allergologer, læger med speciale i den triste lidelse.

Jeg vil derfor appellere til jer, kollegaer i Folketinget, hvoraf måske også en del af jer lider under allergiens svøbe, at man sætter i værk og genopretter et allergispeciale, så vi hjælper de mange allergikere med bedre støtte, især til at komme igennem pollensæsonen og til at få den rette medicin til en pris, som alle kan betale. Det var forslaget i al sin enkelhed, og jeg takker for tilsagnene om en beretning. Jeg tror, at vi måske er lidt for langt fra hinanden til en beretning, men jeg vil i hvert fald arbejde videre med sagen, uanset om det er på den ene eller den anden måde. Tak.

Tak til fru Liselott Blixt.

Der er ikke ønsker om korte bemærkninger, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget, hvis ingen protesterer.

Det ses ikke at være tilfældet.