Spørgsmål nr. 2 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om af-

skaffelse af forældelsesfristen i pædofilisager (B 124) fra Folketingets

Retsudvalg:

”Det bedes redegjort for, hvilke problemer der måtte væreved at ophæve forældelsesfristen eller eventuelt forlængeden, ligesom der bedes redegjort for, hvorfor den lige netopskal være 10 år.”

Svar:

Efter straffelovens § 93 afhænger forældelsesfristens længde som ud-gangspunkt af strafferammen for den pågældende forbrydelse. Baggrun-den herfor er, at jo grovere en lovovertrædelse er, desto større behov vilder typisk være for at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efterat den er begået, og desto svagere vil de hensyn, der kan tale imod en så-dan forfølgning, typisk være.Herudover følger det af straffelovens § 94, at forældelsesfristen som ud-gangspunkt regnes fra den dag, hvor den strafbare virksomhed eller und-ladelse er ophørt.Efter § 94, stk. 4, regnes forældelsesfristen for bl.a. en række sædelig-hedsforbrydelser (f.eks. straffelovens §§ 210 om incest, § 222 om samle-je med en person under 15 år og § 223 om samleje bl.a. med adoptivbarn,plejebarn mv. under 18 år) dog tidligst fra den dag, hvor den forurettedefylder 18 år. Baggrunden herfor er et ønske om at sikre, at personer, dersom børn bliver udsat for seksuelt misbrug, har mulighed for som voksne– hvor de bedre vil være i stand til at varetage egne interesser – at reagereover for dette misbrug, uden at forældelsesreglerne udelukker mulighe-den for strafferetlig forfølgning.Samtidig må det dog tages i betragtning, at der kan forekomme megetbetydelige bevismæssige vanskeligheder, når retsforfølgning rettes modforbrydelser, der er begået for lang tid siden. Det gælder ikke mindst i detilfælde, hvor der ikke er tekniske beviser – f.eks. i form af lægeerklæ-ringer om skader eller spor af blod mv. – men hvor beviserne i det væ-sentlige eller udelukkende består af vidneforklaringen fra ofret. Det skal iden forbindelse fremhæves, at en ændring af forældelsesreglerne ikkesamtidig indebærer en ændring af kravene til bevisernes styrke. Det måderfor forudses, at der ved indførelse af en længere forældelsesfrist i sa-ger om seksuelt misbrug af børn vil være en del sager, der tidligere måtte2

opgives, fordi strafansvaret var forældet, som alligevel ikke kan gennem-føres til domfældelse - medmindre den sigtede tilstår - fordi der ikke fo-religger tilstrækkelige beviser.Hertil kommer, at samfundets interesse i at gennemføre strafforfølgningsvækkes, når der går længere tid, efter at overtrædelsen blev begået. Ved”gamle” lovovertrædelser vil generalpræventive hensyn ikke i alminde-lighed nødvendiggøre, at sådanne forhold konsekvent forfølges.De nuværende forældelsesregler i sager om seksuelt misbrug af børn,som blev indført ved lov nr. 441 af 31. maj 2000, er udtryk for en samletafvejning af på den ene side hensynet til offeret og samfundets interessei, at disse forbrydelser så vidt muligt bliver genstand for retsforfølgning,og på den anden side bl.a. hensynet til at undgå omfattende efterforsk-ning af sager, der ikke vil kunne gennemføres på grund af utilstrækkeligebeviser, og hvor den forurettede formentlig vil opleve en frifindelse somen yderligere krænkelse.Der er imidlertid løbende konkrete sager fremme i pressen, der giver an-ledning til politisk og offentlig debat om forældelsesfristerne i pædofili-sager.På den baggrund har Justitsministeriet anmodet Straffelovrådet om i for-bindelse med rådets gennemgang af kapitel 24 om forbrydelser modkønssædeligheden at overveje, om der efter rådets opfattelse er grundlagfor at ophæve eller ændre forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrugog andre former for seksuel krænkelse af børn.