Socialudvalget 2010-11 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 58
Offentligt
Vejledning om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelses-retten overfor voksne, herunder pædagogiske principper(Vejledning nr. 8 til serviceloven)
Indledning1.Vejledning nr. 8 til lov om social service indgår som del af en mere samlet fremstilling af Soci-alministeriets vejledning til serviceloven. Der foreligger hermed følgende vejledninger:- Vejledning om formål og andre generelle bestemmelser i serviceloven. Vejledning nr. 1 til ser-viceloven).- Vejledning om personlig og praktisk hjælp, træning, forebyggelse m.v. (Vejledning nr. 2 tilserviceloven).- Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier. (Vejledning nr. 3 til servicelo-ven).-Vejledning om botilbud m.v. til voksne. (Vejledning nr. 4 til serviceloven).- Vejledning om særlig støtte til voksne. (Vejledning nr. 5 til serviceloven).- Vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. (Vejledning nr. 6 til serviceloven).- Vejledning om magtanvendelse over for børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, (Vej-ledning nr. 7 til serviceloven)Nærværende vejledning er en revision af vejledning nr. 54 af 21. juni 2010 om magtanvendelsem.v. over for voksne. Vejledning 54 af 21. juni 2010 var en opfølgning på ændringen af servicelo-ven som led i kommunalreformen og som følge af de præciseringer, der blev gennemført med lovnr. 211 af 13. marts 2007, om hvilke personalegrupper der kan forestå akutindgreb i form af fast-holdelse. I vejledningen er indarbejdet de præciseringer, der følger af lov nr. 408 af 21. april 2010.Vejledningen erstatter ovennævnte vejledning fra 2010 om magtanvendelse m.v. efter lov om so-cial service.Kapitel 1(Emneord: Lovgivningen, intentionerne, det værdimæssige grundlag).
Intentionerne bag reglerne om magtanvendelseSeneste lovændringer - de politiske intentioner2.Med lov nr. 392 af 2. juni 1999 blev reglerne i henholdsvis lov om social service og lov omretssikkerhed og administration på det sociale område om magtanvendelse og andre indgreb i selv-bestemmelsesretten nyformuleret. Bestemmelserne blev justeret med lov nr. 343 af 14. maj 2003.Ved lovændringen i forbindelse med kommunalreformen blev lovbestemmelserne videreført ind-holdsmæssigt uændrede. Ved lov nr. 211 af 13. marts 2007, som trådte i kraft 1. april 2007, er detpræciseret, at indgreb i selvbestemmelsesretten efter servicelovens § 126 lovligt vil kunne iværk-sættes også af ansatte i tilbud, der drives af regionsrådene eller af private leverandører, der efterkommunal visitation yder service over for en borger. Ved lov nr. 408 af 21. april 2010 er der gen-nemført lempelser i mulighederne for at benytte personlige alarm- og pejlesystemer over for perso-ner med demens samt ændringer i beslutningskompetencen, så denne bringes i bedre overensstem-melse med intentionerne bag kommunalreformen. Samtidig indeholder lov nr. 408 af 21. april 2010,
ud over visse mindre sproglige justeringer, ændringer i mulighederne for, uden samtykke fra borge-ren, at træffe beslutning om at gennemføre en flytning.Udformningen af servicelovens og retssikkerhedslovens regler i 1999 om magtanvendelse sketeud fra et ønske om at styrke retssikkerheden for voksne, der er berørt af reglerne om tvangsmæssigeforanstaltninger inden for den sociale lovgivning. Behovet for at styrke retssikkerheden gjaldt delsden personkreds, der lovligt kan underkastes tvangsmæssige foranstaltninger, nemlig personer medbetydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og dels det personale, der arbejder med dennepersongruppe.Som magtanvendelsesreglerne har været formuleret siden 1999 med senere ændringer, senest i2010, understøtter reglerne, at det pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige arbejde med personermed nedsat psykisk funktionsevne inden for det sociale område udføres i forhold til selvstændigeborgere. Det grundlæggende holdningsmæssige tema bag lovgivningen er så vidt muligt at undgåtvangsmæssige foranstaltninger.Ønsket om at styrke retssikkerheden er bl.a. udmøntet i:- En præcisering af de sociale myndigheders aktive omsorgspligt, § 82, samt en præcisering afvigtigheden af at inddrage de pårørende i varetagelsen af interesserne for en person med nedsatpsykisk funktionsevne.- Positivt afgrænsende regler for lovlige indgreb i selvbestemmelsesretten, §§ 124-129.- Særlige retsgarantier i form af sagsbehandlings- og klageregler samt regler om domstolsprøvel-se, §§ 130-135.Efter formålsbestemmelsen i § 124 er hensigten med reglerne at begrænse magtanvendelse til detabsolut nødvendige. Mulighederne for efter reglerne i §§ 125-129 at iværksætte tvangsmæssige for-anstaltninger skal derfor betragtes som en undtagelse. Samtidig blev det med lovændringen i 2003understreget, at mennesker, som på grund af betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne erude af stand til at tage vare på sig selv, og som derfor kan have særdeles svært ved at udøve deresselvbestemmelsesret, skal have den nødvendige hjælp, omsorg og pleje m.v. samtidig med, at rets-sikkerheden for den enkelte opretholdes. Med lovændringen i 2010 er de pårørendes inddragelse ivaretagelsen af interesserne for en person med psykisk nedsat funktionsevne præciseret.Oversigt over det retlige grundlag3.For arbejdet med persongrupper, som ikke formodes at være i stand til at tage vare på egen til-værelse, gælder det, at der påhviler de sociale myndigheder en pligt til at tilbyde disse menneskerpleje, omsorg og socialpædagogisk hjælp. Hjælp ydet efter serviceloven forudsætter normalt etsamarbejde mellem bruger og myndighed, men afvises et tilbud, gælder der stadig en pligt for myn-digheden til at undgå omsorgssvigt.Pligten til at undgå omsorgssvigt fremgår af § 82, hvor det også er præciseret, at hjælpen ikke måydes ved brug af fysisk tvang.Reglerne om iværksættelse af tvangsmæssige foranstaltninger findes i servicelovens kapitel 24.Det er vigtigt at bemærke, at reglerne gælder uanset boform eller dagtilbud. Reglerne omfatter der-for også private hjem, hvor der fx ydes praktisk hjælp.I denne vejledning beskrives reglerne i servicelovens § 82 om pligten til at undgå omsorgssvigt ogkapitel 24 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i forhold til voksne medbetydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.
Ikrafttrædelse4.Vejledningen finder anvendelse fra 1. januar 2011.Hensigten med reglerne i servicelovens kapitel 24 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbe-stemmelsesretten er at give en udtømmende opregning af, hvilke tvangsmæssige foranstaltningerder lovligt kan sættes i værk på det sociale område.Bekendtgørelse om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten§ 137.Socialministeren fastsætter i en be-kendtgørelse regler om iværksættelse af for-anstaltninger, registrering, indberetning,godkendelse og udarbejdelse af handlepla-ner, jf. §§ 125-131 og § 136.Stk. 2.Socialministeren fastsætter i en be-kendtgørelse regler om udpegning af advoka-ter, der yder hjælp i sager efter §§ 127 og129 og om advokaternes medvirken ved sa-gens behandling, jf. § 132.5.Socialministeren har i medfør af § 137 udstedt bekendtgørelse nr. 688 af 21. juni 2010 ommagtanvendelse. Heri findes bestemmelser om visse foranstaltninger efter §§ 125-129 samt omgodkendelse, registrering og indberetning. Herudover indeholder bekendtgørelsen bestemmelser omanvendelse af fysisk magt i form af fastholdelse i hygiejnesituationer samt om særlige døråbnere.Det holdnings- og værdimæssige grundlag6.Grundlaget for servicelovens bestemmelser om magtanvendelse og andre indgreb i den person-lige selvbestemmelsesret er respekten for individets integritet uanset den enkeltes psykiske funkti-onsevne. Både holdningsmæssigt og retligt er udgangspunktet derfor princippet om den personligefriheds ukrænkelighed. Dette princip er lovfæstet i grundlovens § 71 og er desuden anerkendt i DenEuropæiske Menneskerettighedskonvention, ligesom det indgår i den FN- konvention om rettighe-der for personer med handicap, som Danmark underskrev i marts 2007 og ratificerede i 2009.Det overordnede formål med bestemmelserne er at øge retssikkerheden for mennesker med nedsatpsykisk funktionsevne, dvs. mennesker, der som følge af nedsat psykisk funktionsevne ikke er istand til selv at tage vare på egen tilværelse, og som ofte ikke er i stand til at give et gyldigt sam-tykke. Også for de personalegrupper, såvel kommunalt, regionalt som privat ansatte, der arbejdermed disse borgere, er reglerne med til at sikre det grundlag, arbejdet udføres på. Med reglerne styr-kes dermed retssikkerheden både for borgerne og for det personale, der møder borgerne i deres ar-bejde.Hensynet til den enkelte kan dog ikke alene afgøres ud fra overvejelser om selvbestemmelsesret-ten. I en række situationer vil det være relevant og nødvendigt at overveje hensynet til den enkeltesværdighed og sociale tryghed, ligesom hensynet til andre – fx en ægtefælle – skal indgå i den sam-lede vurdering af, hvordan omsorgen skal tilrettelægges. Det er en del af den sociale tryghed, at derer andre, der tager vare på én, hvis man har behov for det.Respekten for den enkeltes personlige integritet og frihed er således en samlet konkret afvejningaf forskellige ofte modstridende hensyn. Når fx. personer med demens forlader boligen uden at væ-re påklædt eller modsætter sig grundlæggende hygiejne, kan det være forbundet med tab af værdig-hed. Overvejelser om værdighed kan derfor indgå i den samlede afvejning af, hvordan omsorgen
tilrettelægges og sikres. Den samlede afvejning af de forskellige hensyn skal dog altid finde sted udfra en konkret vurdering af den enkeltes forhold.Når man skal tage stilling i de konkrete situationer, vil man hurtigt erfare, at de forskellige værdi-er kan »støde sammen«. Når man med magt fx gennemfører et bleskifte i de såkaldte »personligehygiejnesituationer« vil det være udtryk for, at hensynet til den pågældendes værdighed er vurderetvigtigere end hensynet til selvbestemmelsesretten.At begrænse en borger med svær demens i at forlade en plejebolig el. lignende vil tilsvarende væ-re et indgreb i selvbestemmelsesretten, men kan også være en sikring af den pågældendes socialetryghed.Ved anvendelse af magt og andre indgreb i selvbestemmelsesretten er der således tit tale om af-vejning af en række modstridende hensyn. Det er derfor vigtigt, at personale og ledelse tilrettelæg-ger omsorgen og beslutningerne herom på en måde, der giver mulighed for en åben dialog om deforskellige hensyn og svære beslutninger.Hovedreglen er, at magtanvendelse ikke må finde sted, jf. § 124. Når det alligevel som en undta-gelse fra hovedreglen kan tillades at anvende magt i en række nøje afgrænsede tilfælde, er det pri-mære formål at afværge risikoen for eller forhindre yderligere personskade, jf. §§ 125 – 129. Hen-synet til den enkeltes almene velbefindende kan dog også undtagelsesvis komme på tale i forbindel-se med magtanvendelse, jf. § 126 a, om fastholdelse i personlige hygiejne situationer.De retssikkerhedsprincipper, reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i den personlige fri-hed bygger på, er:- Socialpædagogisk bistand, omsorg og pleje går altid forud for magtanvendelse;- Mindsteindgrebsprincippet, dvs. den mindst indgribende løsning skal altid have første prioritet;- Individualitetsprincippet, dvs. indgreb i den personlige frihed skal tilpasses den enkeltes situati-on og behov, ligesom den enkeltes behov ikke kan begrunde uforholdsmæssige indgreb overforandre, fx øvrige beboere i en plejebolig, et bofællesskab eller lignende;- Åbenhed, dvs. det skal være klart for den enkelte eller pårørende, værge eller bisidder, hvilkebeslutninger der træffes og hvorfor, ligesom borgerne generelt bør have adgang til viden omgældende regler og praksis;- Legalitet, dvs. krav om klar lovhjemmel for indgreb i den personlige frihed;- Særlige krav til beslutningsgrundlag og klageadgang.Endelig har målsætningen om øget retssikkerhed betydet, at reglerne om magtanvendelse og andreindgreb i selvbestemmelsesretten er samlet ét sted. Bestemmelserne findes i servicelovens kapitel24 og er udformet som en positivliste, så det tydeligt fremgår, at det er i meget begrænsede undta-gelsestilfælde, at magtanvendelse må ske.Kapitel 2(emneord: Grundloven, formål, rådgivning, omsorgspligt, samtykke, samtykkebegrebet, bisiddere, indgreb i selvbe-stemmelsesretten.)
Det generelle retlige grundlagGrundlovens § 71§ 71.Den personlige frihed er ukrænkelig.Ingen dansk statsborger kan på grund af sinpolitiske eller religiøse overbevisning ellersin afstamning underkastes nogen form for
frihedsberøvelse.Stk. 2.Frihedsberøvelse kan kun finde stedmed hjemmel i loven.Stk. 3. - 5.…Stk. 6.Udenfor strafferetsplejen skal lov-ligheden af en frihedsberøvelse, der ikke erbesluttet af en dømmende myndighed, ogsom ikke har hjemmel i lovgivningen omudlændinge, på begæring af den, der er berø-vet sin frihed, eller den, der handler på hansvegne, forelægges de almindelige domstoleeller anden dømmende myndighed til prøvel-se. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.Stk. 7.…7.I grundlovens § 71, stk. 1, 1. pkt., er den personlige friheds ukrænkelighed slået fast. Begrebetfrihedsberøvelse omfatter enhver form for indespærring eller internering, hvor et afgrænset områdeikke må forlades uden tilladelse. Indespærring omfatter også aflåsning af områder, afdelinger m.v.,når den indespærrede ikke fysisk har mulighed for uden videre at forlade området.Der er derfor tale om frihedsberøvelse, når en beboer i et botilbud, plejebolig eller lignende, somudtrykker ønske om at komme ud, i ord eller handling hindres i at gå ud.Også den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FNs handicapkonvention beskytter denpersonlige frihed.Af konventionerne fremgår det, at enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed. Det fremgårdesuden, at ingen må berøves friheden undtagen i en række nærmere beskrevne tilfælde. Af deneuropæiske menneskerettighedskonvention fremgår det fx, at lovlig frihedsberøvelse af personerkan være for at hindre spredning af smitsomme sygdomme eller af personer, der er sindslidende.Endelig gælder det, at enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, harret til at indbringe sagen for en domstol.Den beskyttelse af den personlige frihed, der er fastsat i grundlovens § 71 og i den EuropæiskeMenneskerettighedskonvention og FNs handicapkonvention, er ikke et generelt forbud mod fri-hedsberøvelse. Beskyttelsen består derimod i en række krav, dels til den procedure og det retligegrundlag, der skal foreligge, når der skal træffes afgørelse om frihedsberøvelse, dels til den kontrol,der skal kunne iværksættes over for en beslutning om frihedsberøvelse.Det er således fastsat i grundlovens § 71, stk. 2, at frihedsberøvelse kun kan finde sted medhjemmel i lov. Et eksempel på hjemmel til indgreb i den personlige frihed og selvbestemmelsesret -uden for strafferetsplejen - er lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.Hjemmel til at forhindre en person i at forlade en social boform kan også være en dom til ophold isikret boform.I servicelovens kapitel 24 er der foretaget en udtømmende opregning af, hvilke former for fri-hedsberøvelse der lovligt kan iværksættes over for voksne inden for det sociale område, og underhvilke betingelser foranstaltningerne kan sættes i værk.Den generelle pligt til at yde rådgivning og støtte8.Generelt gælder der en pligt for de sociale myndigheder til at yde rådgivning og støtte for at fo-rebygge sociale problemer, jf. servicelovens §§ 1 og 10.
§ 1.Formålet med denne lov er1) at tilbyde rådgivning og støtte for at fo-rebygge sociale problemer,2) at tilbyde en række almene serviceydel-ser, der også kan have et forebyggendesigte, og3) at tilgodese behov, der følger af nedsatfysisk eller psykisk funktionsevne ellersærlige sociale problemer.Stk. 2.Formålet med hjælpen efter dennelov er at fremme den enkeltes mulighed forat klare sig selv eller at lette den daglige til-værelse og forbedre livskvaliteten.Stk. 3.Hjælpen efter denne lov bygger påden enkeltes ansvar for sig selv og sin fami-lie. Hjælpen tilrettelægges ud fra den enkeltepersons behov og forudsætninger og i sam-arbejde med den enkelte.§ 10.Kommunalbestyrelsen skal sørge for,at enhver har mulighed for at få gratis råd-givning. Formålet med rådgivningen er atforebygge sociale problemer og at hjælpeborgeren over øjeblikkelige vanskeligheder.På længere sigt er formålet, at sætte borgereni stand til at løse opståede problemer vedegen hjælp. Rådgivningen kan gives særskilteller i forbindelse med anden hjælp efterdenne eller anden lovgivning.Stk. 2.Rådgivningen skal kunne gives somet anonymt og åbent tilbud.Stk. 3.Kommunalbestyrelsen skal i for-bindelse med rådgivningen være opmærk-som på, om den enkelte har behov for andenform for hjælp efter denne eller anden lov-givning.Stk. 4. ….9.For voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemerskal der ydes en særlig indsats, jf. servicelovens § 81.Formålet med denne indsats er forebyggelse, forbedring af funktion og udviklingsmuligheder ogforbedring af livsudfoldelsesmuligheder. Der påhviler i den forbindelse de kommunale myndighe-der en særlig forpligtelse til at yde rådgivning til denne persongruppe.
Rådgivningspligten omfatter også opsøgende arbejde, jf. § 12§ 81.Kommunalbestyrelsen skal tilbyde ensærlig indsats til voksne med nedsat fysiskeller psykisk funktionsevne eller med særligesociale problemer. Formålet med indsatsener1) at forebygge, at problemerne for denenkelte forværres,2) at forbedre den enkeltes sociale og per-sonlige funktion samt udviklingsmulig-heder,3) at forbedre mulighederne for den enkel-tes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbudom samvær, aktivitet, behandling, om-sorg og pleje og4) at yde en helhedsorienteret indsats medservicetilbud afpasset efter den enkeltessærlige behov i egen bolig, herunder ibotilbud efter lov om almene boligerm.v., eller i botilbud efter denne lov.§ 12.Kommunalbestyrelsen skal sørge fortilbud om gratis rådgivning til personer mednedsat fysisk eller psykisk funktionsevneeller med særlige sociale problemer. Tilbud-det om rådgivning skal også omfatte opsø-gende arbejde.Stk. 2.…For voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal der ydes en helhedsorienteret ind-sats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov. Kommunalbestyrelsen har derforen pligt til at sikre helheden i og en sammenhæng mellem de tilbud, der gives denne gruppe.Kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde hjælp modsvares ikke af en pligt for borgeren til atmodtage hjælpen. Hvis en borger med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemerafviser den tilbudte hjælp, kan det være udtryk for, at den måde hjælpen er tilbudt på bør ændres.Det kan også være udtryk for, at myndigheden har overset forhold af betydning for den enkelte.Et enkelt afslag indebærer ikke, at kommunalbestyrelsens pligt til at tilbyde hjælp ophører. Menforetager den pågældende generelt et bevidst og aktivt fravalg af kommunalbestyrelsens tilbud, skaldette fravalg respekteres, med mindre den nedsatte psykiske funktionsevne er af et sådant omfangog en sådan karakter, at den pågældende er omfattet af lov om frihedsberøvelse og anden tvang ipsykiatrien.Der henvises i øvrigt til vejledning 1 for så vidt angår vejledningspligten generelt.
Pligten til at undgå omsorgssvigt§ 82.Kommunalbestyrelsen skal yde hjælpefter denne lov i overensstemmelse medformålet, jf. § 81, til personer med betydelignedsat psykisk funktionsevne, der ikke kantage vare på deres egne interesser, uanset omder foreligger samtykke fra den enkelte.Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fy-sisk tvang.Stk. 2…10.For de sociale myndigheder gælder der således en pligt til aktivt at undgå omsorgssvigt, jf.servicelovens § 82.Omsorgspligten er de sociale myndigheders pligt til at undgå omsorgssvigt over for borgere, dersom følge af nedsat psykisk funktionsevne åbenlyst ikke er i stand til at tage vare på egen tilværelse.Pligten er begrundet i, at personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i flere tilfælde ikkevil være i stand til at afgive det fornødne samtykke til tilbud efter serviceloven i forbindelse med ensærlig indsats.Bestemmelsen giver dermed grundlaget for, at sociale myndigheder kan sætte ind med bistand,der tilgodeser, at målsætningen med indsatsen i forhold til de svageste grupper kan opfyldes.Omsorgspligten gælder, uanset om den pågældende samtykker, men bestemmelsen giver ikkehjemmel til at anvende fysisk magt.Er man efter et konkret skøn over den enkeltes behov nået til den konklusion, at hensynet til atundgå personskade eller sikring af den enkeltes almene tilstand nødvendiggør, at omsorgen må gen-nemføres med magt, skal hjemlen til magtanvendelse findes i servicelovens kapitel 24.Reglerne om omsorgspligt er således nært forbundet med reglerne om magtanvendelse. Det gene-relle grundlag for indsatsen over for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne findessåledes i § 82. Er det nødvendigt at anvende magt i udøvelsen af omsorgen, skal sådanne indgrebhave hjemmel i servicelovens kapitel 24.Formålet med at yde omsorgen er at øge den enkeltes selv- og medbestemmelse, værdighed ogsociale tryghed samt at forbedre den enkeltes generelle handlemuligheder og livsvilkår.Indsatsen efter § 82 forudsættes ydet inden for servicelovens rammer.Selv om § 82 giver adgang til at yde en særlig indsats for personer med betydelig nedsat psykiskfunktionsevne, forpligter bestemmelsen ikke i sig selv kommunerne til yderligere opsøgende virk-somhed.Der er ikke i serviceloven regler om underretningspligt for voksne. Men § 82 medfører, at kom-munen har en vis orienteringspligt, hvis en person, der er omfattet af bestemmelsen, flytter til enanden kommune, således at denne kommune har mulighed for at vurdere pågældendes behov forhjælp.Den kommune, hvor en person med en betydelig nedsat psykisk funktionsevne bor, har ansvaretfor personen. Hvis personen fx flytter til en anden kommune, som måske ikke kender personen ogbehovet for hjælp, har fraflytningskommunen i overensstemmelse med omsorgspligten også pligt tilat give besked til den nye kommune om behovet for hjælp. Det gælder naturligvis kun i de situatio-ner, hvor en pårørende, som bor sammen med pågældende, ikke selv magter at varetage pågælden-
des tarv. Omsorgspligten følger således personen hen over kommunegrænser. Der er ikke tale omovervågning, men en meddelelse til en anden kommune om, at den pågældende har behov for hjælp.Personkredsen11.Pligten til at undgå omsorgssvigt omfatter personer, for hvem det allerede er besluttet at ydeen indsats efter servicelovens bestemmelser.Den persongruppe, som ikke er visiteret til nogen form for hjælp efter lov om social service, erdermed ikke omfattet af den aktive omsorgspligt i § 82.Personkredsen omfattet af § 82 er derimod bredere end den personkreds, som er omfattet at ser-vicelovens kapitel 24, idet der efter § 82 ikke stilles krav om, at funktionsnedsættelsen skal værevarig. Det betyder, at kommunalbestyrelsen kan iværksætte den særlige indsats i forhold til personermed en betydelig psykisk funktionsnedsættelse, som midlertidigt befinder sig i en tilstand, der gørdem ude af stand til at varetage egne interesser.Omsorg kan ydes uanset samtykke12.Der er hverken i retssikkerhedsloven eller serviceloven opstillet særlige regler eller formkrav iforbindelse med anmodning om ydelser. Det er alene fastslået i § 5 i retssikkerhedsloven, at kom-munen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findesfor at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.Det retlige udgangspunkt er derfor, at den særlige indsats, der skal ydes overfor personer mednedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, alene kan iværksættes med borgerens samtykke, idet dersom følge af princippet om den personlige friheds ukrænkelighed er krav om særlig hjemmel for ativærksætte foranstaltninger uden borgerens samtykke.Pligten til at undgå omsorgssvigt gælder imidlertid, uanset om den pågældende samtykker i foran-staltningen. Men omsorgen skal ydes med respekt for den enkeltes selvbestemmelsesret.Hvis modtager aktivt modsætter sig eller ikke forholder sig til den tilbudte omsorg, må der foreta-ges et konkret skøn over, om omsorgen kan tilbydes på andre måder, som er mere imødekommendeover for den pågældende, eller om pligten til at undgå omsorgssvigt tilsiger, at netop denne indsatsskal ydes her.Modsætter den pågældende sig aktivt, dvs. fysisk, skal hjemlen til fysiske indgreb findes i service-lovens kapitel 24. Udviser den pågældende derimod passivitet, kan omsorgen ydes med hjemmel i§ 82.Kan man fx motivere en person til at deltage i en aktivitet eller afstå fra en handling ved at visevej, tage i hånden og følge med, gå bagved og berøre personens ryg etc., er der ikke tale om magt-anvendelse, og sådanne anvisninger er hjemlede i § 82 om omsorgspligt.Omsorgspligtens omfang13.Omsorgspligten er grundlaget for at yde den nødvendige pleje, omsorg og socialpædagogiskeindsats over for borgere, der mangler forståelse for, hvad et samtykke indebærer.Omsorgspligtens omfang og indhold for den enkelte bygger på en afvejning af hensynene til denenkeltes selvbestemmelse, sociale tryghed og værdighed.
Omfanget af omsorgspligten er nært forbundet med forståelse for og indlevelse i det enkelte men-neskes konkrete livssituation. Omsorgspligtens indhold udvikler sig derfor hele tiden med de gene-relle samfundsmæssige holdninger og værdier.Det er meget centralt at overveje etiske aspekter i forbindelse med omsorgspligten.Eksempelvis vil ingen være i tvivl om, at en medarbejder på bytur med en udviklingshæmmet el-ler en borger med demens ikke bare kan se på, hvis vedkommende tager tøjet af og sætter sig påfortovet. Denne adfærd indebærer et element af uværdighed, og omsorgspligten er grundlaget for athjælpe borgeren i tøjet igen.Hvis borgeren beholder tøjet på, men sætter sig på en stærkt trafikeret vej, er der heller ikke tvivlom, hvad det ansvarlige personale bør gøre. I dette eksempel kan der være en nærliggende risiko forpersonskade, og hjemlen til at fastholde personen for at undgå, at denne sætter sig, findes i § 126.Sætter borgeren sig derimod på en stille villavej, kan der ikke uden videre gives et entydigt svar.Svaret afhænger af den pædagogiske, omsorgs- og plejemæssige professionelle vurdering.Det er derfor hverken muligt eller hensigtsmæssigt at fastsætte regler, der nærmere regulerer om-fanget af den aktive omsorgspligt.Der vil derfor være et område, hvor en individuel og konkret vurdering samt faglighed og profes-sionalisme medfører, at der bør handles, uanset om den pågældende har takket nej eller på andenmåde givet udtryk for, at vedkommende absolut ikke deler opfattelsen af, hvordan situationen børbedømmes. Den pågældende kan i disse tilfælde ikke gøres ansvarlig for sin egen hjælpeløshed, ogder er derfor et område, som alene kan reguleres efter en individuel vurdering og en konkret afvej-ning af værdier med udgangspunkt i den pågældendes værdisæt – og ikke i personalets værdisæt.I dette ikke skarpt afgrænsede område kan mindre indgribende tvangsmæssige foranstaltningerfinde sted på grundlag af pligten til at undgå omsorgssvigt. Det kan fx være indsats i form af atklæde en person på som i eksemplet, uanset aktiv modstand. Det kan også være at udstyre en borgermed selvdestruktiv adfærd generelt med hjelm og bløde specialhandsker.Hjemlen til at give borgeren tøj på igen i eksemplet er derfor omsorgspligten og ikke reglerne ommagtanvendelse i servicelovens kapitel 24. Heraf følger, at påklædningen ikke kan ske med anven-delse af magt, som omhandlet i kapitel 24. Anvendelse af reglerne om magtanvendelse forudsætteren nærliggende risiko for væsentlig personskade, en forudsætning som er til stede i eksemplet medden befærdede vej.Det er vigtigt løbende at følge, om hjælpen tilgodeser den enkeltes behov, så det sikres, at der lø-bende kan foretages nødvendige justeringer.Bisiddere§ 82…Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal påse, omder er pårørende eller andre, der kan inddra-ges i varetagelsen af interesserne for en per-son med betydelig nedsat psykisk funktions-evne. Kommunalbestyrelsen skal være op-mærksom på, om der er behov for at bedestatsforvaltningen om at beskikke en værgeefter værgemålsloven.
14.Bestemmelsen præciserer, at det er nødvendigt at få det bedst mulige grundlag for den hjælp,der skal gives. Det er derfor vigtigt at inddrage pårørende eller andre, der har et nært kendskab tilden pågældende, i beslutningsprocessen. Det kan fx være en ægtefælle, samboer, søskende, børn, enværge eller andre, som er i nær kontakt med den pågældende, som kender ham eller hende godt, haret nært tilknytningsforhold til den pågældende, og som kan varetage den pågældendes interesser.Kommunalbestyrelsen skal derfor påse, om der er andre personer, der kan varetage den pågælden-des interesser. Der er tale om at den eller de pårørende skal inddrages i tilrettelæggelsen af omsor-gen for den pågældende, uden at den eller de pårørende overtager pågældendes egen selvbestem-melse.Retten til at have en bisidder fremgår af forvaltningslovens § 8. Herefter har den, der er part i ensag på ethvert tidspunkt af sagens behandling adgang til at lade sig repræsentere eller bistå af andre.Men forvaltningslovens regler forpligter ikke myndigheden til at sørge for en bisidder eller repræ-sentant for den, som er part i en sag.I forbindelse med den særlige indsats for personer med betydeligt og varig nedsat psykisk funkti-onsevne er kommunalbestyrelsen imidlertid forpligtet til at påse, om den pågældendes interesserbliver varetaget på betryggende vis.Hvis kommunalbestyrelsen har formidlet, at en person er bisidder, er det reglerne i forvaltningslo-ven § 8, der gælder.Bisidderen har ikke krav på betaling.Myndigheden skal være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at be-skikke en værge efter værgemålsloven. Det gælder fx i de situationer, hvor den pågældende somfølge af den psykiske funktionsnedsættelse ikke er i stand til at indgå i et habilt samarbejde medbisidderen. Specielt i situationer, hvor der er uenighed om interessevaretagelsen mellem pårørendeog myndighed, bør man være opmærksom på muligheden for at udpege en værge. Også i de tilfæl-de, hvor der ikke er mulighed for at udpege en bisidder med personligt kendskab til den pågælden-de, bør det overvejes at udpege en værge efter værgemålsloven.I tilfælde, hvor en særlig indsats iværksættes uden samtykke over for en borger, som på grund afden psykiske funktionsnedsættelse ikke kan varetage egne interesser, skal kommunalbestyrelsensåledes sikre sig, at der er en pårørende eller andre, som kan indgå i dialog med myndigheden omden pågældendes behov samt tilrettelæggelsen og afgrænsningen af indsatsen.I »Vejledning om lov om retssikkerhed og administration på det sociale område« af 3. oktober2006 er det beskrevet, at kommunen som led i samarbejdet med de frivillige organisationer kan ud-pege frivillige bisiddere i forbindelse med ansøgninger om personlig og praktisk hjælp. En tilsva-rende ordning kan etableres i forhold til den særlige indsats for personer med betydelig og varigtnedsat psykisk funktionsevne. En bisidder eller en pårørende kan dog ikke træffe aftaler eller lig-nende, der kræver borgerens tilslutning eller godkendelse.Magtanvendelse - indgreb i den personlige selvbestemmelsesret15.Princippet om den personlige friheds ukrænkelighed regulerer adgangen til at foretage fri-hedsberøvelse og til at gribe ind i den personlige selvbestemmelsesret. Hermed ydes beskyttelse afden enkelte persons frihed til at bevæge sig og fungere i normal kontakt med omverdenen.Magtanvendelse omfatter i relation til servicelovens kapitel 24 fysiske indgreb i selvbestemmel-sesretten, jf. bekendtgørelsens § 1.
Et fysisk indgreb i selvbestemmelsesretten er et aktivt indgreb, som sættes i værk overfor en bor-ger, der aktivt modsætter sig eller forholder sig passivt til et konkret tilbud eller opfordring.Samtykkebegrebet16.Princippet om den personlige friheds ukrænkelighed indebærer, at hjælp efter servicelovensom udgangspunkt forudsætter, at den pågældende er indforstået med at modtage hjælpen.Gyldigheden af et samtykke forudsætter, at det foreligger inden den handling eller undladelse, derer givet samtykke til, udføres. Det er en forudsætning, at vedkommende forstår, hvad samtykketindebærer. Der kan dog kun opstilles meget overordnede retningslinier for, hvornår den, der sam-tykker, kan siges at have forståelse for samtykket, dvs. være habil i forhold til det, vedkommendehar samtykket i.Der kan ikke opstilles en fast aldersgrænse, og vurderingen af den enkeltes habilitet beror på enkonkret vurdering af personens fysiske og psykiske tilstand. Spørgsmålet er, om man på baggrundaf den enkeltes udvikling og dømmekraft kan antage, at pågældende har tilstrækkelig forståelse forbetydningen af egne og andres handlinger. Der kan ikke opstilles absolutte grænser, idet vurderin-gen også er afhængig af foranstaltningens karakter og intensitet.Det er væsentligt at være opmærksom på, at et samtykke opnået ved tvang eller svig ikke er gyl-digt.Et samtykke er en udtrykkelig eller stiltiende tilkendegivelse om, at en handling godt må foreta-ges.Et gyldigt samtykke kan således foreligge i form af- Et udtrykkeligt samtykke, hvor der klart gives udtryk for, at man er indforstået med den pågæl-dende handling. Det kan foreligge skriftligt eller mundtligt.- Et stiltiende samtykke, hvor den enkeltes signaler og opførsel må tolkes således, at der forelig-ger et samtykke. For personer med nedsat psykisk funktionsevne kræver det, at man har et godtkendskab til den pågældende person.Et samtykke omfatter derimod aldrig passivitet.Med lovændringen i lov 408 af 21. april 2010 er brug af personlige alarm- og pejlesystemer overfor personer, hvis nedsatte psykiske funktionsevne er en følge af en erhvervet fremadskridendemental svækkelse (demens) undtaget fra de særlige regler om beslutning om magtanvendelse i si-tuationer, hvor der foreligger passivitet.I andre tilfælde, hvor en borger, som ikke er i stand til at give udtryk for sine ønsker, men somman må antage ville have samtykket, hvis det havde været muligt, er der ikke tale om gyldigt sam-tykke, selvom vedkommende ikke modsætter sig foranstaltningen.Pligten til at undgå omsorgssvigt gælder, uanset om den pågældende samtykker i den konkreteindsats. Samtykker borgeren ikke, og er det nødvendigt at handle mod den pågældendes vilje for atundgå personskade eller af hensyn til den pågældendes almene velbefindende, kan omsorg i form afindgreb i den personlige frihed kun ydes i overensstemmelse med reglerne i servicelovens kapitel24.Det er vigtigt at være opmærksom på bestemmelserne i lovens § 130 og § 131. I § 130 stilles kravtil, hvilke oplysninger der skal foreligge inden kommunalbestyrelsen vil kunne træffe afgørelse i enrække situationer at tillade anvendelse af magt.
I § 131, stk. 1, der angår det sociale nævns afgørelser i sager om optagelse i botilbud uden sam-tykke, er det beskrevet, hvilke retssikkerhedsgarantier, der skal iagttages i situationer, hvor den på-gældende ikke samtykker. Dette omfatter både aktiv modstand og passivitet.Kapitel 3(Emneord : Faglighed og professionalisme, pædagogiske principper, tryghed, eksempler og dilemmaer, betydning afboligens indretning.)
Magtanvendelse – omsorgspligt. Pædagogisk vejledningIndledning17.Magtanvendelse skal altid være undtagelsen og må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpæ-dagogisk bistand. Omsorgen er og skal være central – at anvende magt overfor andre er meget ind-gribende og skal derfor så vidt muligt undgås.I dette kapitel beskrives nogle pædagogiske anbefalinger. Kapitlet er ikke en facitliste, men illu-strerer de dilemmaer og overvejelser, man som medarbejder hele tiden må forholde sig til, når manskal samarbejde med mennesker med betydelig nedsat psykisk funktionsevne. Disse dilemmaer ogovervejelser kan være med til at kvalificere diskussionen om, hvornår der er pligt til at yde omsorg.Når man arbejder med mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, er der generelt en hold-ningsmæssig forventning om, at der bliver draget omsorg over for dem, der ikke længere er i standtil at klare sig selv, så disse mennesker opnår den sociale tryghed og værdighed, de har krav på.Man kan ikke bare passivt se på, at et menneske, med fx svær demens eller et psykisk handicap,som ikke har indsigt i eller kan give udtryk sit behov for hjælp, mangler den nødvendige hjælp ogomsorg. Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at det er pågældendes eget værdi-sæt, behov og historie, der skal tages udgangspunkt i, og ikke personalets egne holdninger.Pædagogiske principper18.Når den personlige frihed indskrænkes ved brug af metoder eller midler, der i almindelig for-stand opfattes som tvang, kan det alene ske på grundlag af et skøn om, at friheden for en person idenne situation vil være til ubodelig skade eller gene for den pågældende selv eller andre.Stillingtagen til, om der bør kunne foretages indgreb i den personlige frihed, beror på en løbendeafvejning af hensynet til den enkeltes selvbestemmelse og hensynet til, at den pågældende ikke ska-der sig selv eller omgivelserne, og at der i øvrigt kan ydes en hjælp, der er afpasset efter den enkel-tes særlige behov.Dette skøn er en af medarbejdernes allersværeste opgaver, men der er det fælles udgangspunkt, atformålet er at sikre omsorgen for nogle af de allersvageste borgere.Hvis en persons evner til at klare sig selv fejlvurderes i enten negativ eller positiv retning, kan deti det ene tilfælde betyde, at vedkommende skader sig selv eller andre, og i det andet føre til enunødvendig uselvstændiggørelse.Udgangspunktet for forståelsen, tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til mennesker med be-tydelig nedsat psykisk funktionsevne er, at de har samme grundlæggende behov, rettigheder ogpligter, som alle andre mennesker i samfundet. Men disse personer har ofte behov for hjælp i mangeaf dagligdagens forhold.Alle mennesker har behov for at blive oplevet og behandlet på en menneskeværdig måde.
Mange vil opleve, at denne urørlighedszone nedbrydes, når syge placeres på hospitalsgange, ellernår man kører et halvnøgent menneske i en kørestol gennem gangarealet i et bofællesskab for atkomme til badeværelset.Det hører også under den socialfaglige indsats at hjælpe andre beboere, således at fx en borgermed svær demens ikke overskrider deres grænser. Det falder derfor uden for magtanvendelsesreg-lerne og inden for omsorgspligten, at bede - og om nødvendigt ved almindelig kropsstøtte føre –den pågældende borger med svær demens ud fra en anden beboers bolig i en situation, hvor ved-kommende måske ikke selv kan overskue, at han eller hun kan være til gene.Nedværdigende behandling er ikke noget enkelt og entydigt begreb, men alle mennesker har dogen temmelig klar fornemmelse af, hvad de selv kan acceptere, og hvad de gerne vil have sig frabedtfra omgivelsernes side.Ingen vil formentlig bryde sig om, at andre har uhindret adgang til ens private område. På sit egetværelse eller på toilettet vil man gerne kunne være i fred, og skal nogen ind i ens private stuer, serman i det mindste gerne, at de banker på.Der er næppe heller uenighed om, at det kan være nedværdigende at skulle klæde sig af eller visesig afklædt over for andre, eller at der bliver talt hen over hovedet på én, eller at der bliver talt til énpå en nedladende eller »barnlig« måde.Der kan ikke gives en facitliste over begrebet nedværdigende behandling, men følger man dengrundregel, at man aldrig udsætter andre for noget, man ikke selv ville bryde sig om at blive udsatfor, så indskrænkes mulighederne for at begå fejl betydeligt.Man må altid holde sig for øje, at det er den måde, situationen af den enkelte opleves på, der af-gør, om den føles menneskeværdig eller ej.Det er altså ikke nok, at en medarbejder selv mener at handle i overensstemmelse med et rimeligtværdighedsniveau, hvis en borger opfatter situationen anderledes. Man skal altså prøve at bruge sitkendskab til borgeren og vurdere situationen ud fra dette kendskab.Man må herefter vurdere de muligheder og hensyn, man har fået tydeliggjort. Det giver ikke au-tomatisk en beslutning, men man må forsøge at foretage en samlet konkret afvejning. I den proceskan det være vigtigt også at have blik for, at man skal vælge den beslutning, som andre også villesynes var den rigtige.I samvær med mennesker er udgangspunktet altså altid, at man ikke bør udsætte andre for hand-linger, som man ikke selv ville bryde sig om at blive udsat for. Voksne med betydelig nedsat psy-kisk funktionsevne skal altid omgås som voksne mennesker uanset funktionsniveau.Derfor forudsætter gensidig værdighed og respekt mennesker imellem også et rimeligt kendskabtil og forståelse for de følelser og holdninger, der er oplevelsesgrundlag hos de mennesker, manomgås. En værdig omgangsform vil ofte kunne afværge tilspidsede situationer.Enhver har ret til at give udtryk for sine følelser og frustrationer. Det er naturligvis uhensigtsmæs-sigt, hvis dette sker på en måde og med en styrke, der bringer andre i fare, og derved tvinger omgi-velserne til at handle på en måde, der kan indebære magtanvendelse.I sådanne situationer findes ingen patentløsninger. Den pædagogiske indsats består først og frem-mest i at forebygge sådanne situationer, bl.a. ud fra den grundregel, at der altid er en årsag til, at enkonflikt opstår. I langt de fleste tilfælde kan årsagen ligge i samspillet mellem personen og omgi-velserne, eller der kan være tale om en brist i kommunikationen, eller at man ikke bliver forstået.
Når kommunikationen svigter, og man ikke bliver hørt eller forstået, er det ofte kun aggressionenssprog, der er tilbage. Vold er ofte udtryk for personens afmagt, frustration og fortvivlelse.I arbejdet med andre mennesker vil der altid være en række overvejelser og dilemmaer, som manskal forholde sig til. På den ene side skal medarbejderen give plads til, at en person kan udfolde sigi den retning, vedkommende ønsker. På den anden side skal det afvejes, hvilke ønsker der lader sigrealisere, og hvordan der etableres et rum for udvikling. Det er en svær balancegang, som til stadig-hed kræver en høj faglig etik, dialog og overvejelser.Som personale bliver man stillet i et dilemma. På den ene side skal man respektere den pågælden-de persons frihed og selvbestemmelse, og på den anden side skal man yde omsorg. Det kan oplevessom to modstridende ting.Men der kan være forskellige overvejelser, man som personale kan gøre, før man beslutter, hvor-dan man vil handle.For det første kan man overveje de forskellige handlemuligheder, man har. Kan man fx se tidenan? Kan man få en kollega, som har et andet forhold til den pågældende, til at overtage opgaven?Ofte er der mange forskellige handlemuligheder, og det er vigtigt, at man ikke på forhånd låser sigfast på, hvilke handlemuligheder man har.For det andet kan man prøve at tydeliggøre, hvad man selv mener, der bør gøres. Det skal man gø-re for at undersøge, om det virkelig er den pågældendes behov eller ens eget behov, man har vurde-ret situationen ud fra. Hvis det fx handler om renlighed, er det så ens egne tærskler, der overskrides,eller er der tale om et problem, som man er nødt til at handle ud fra?Hjælpen har overordnet til formål at øge det enkelte menneskes muligheder for at leve et liv, derer værd at leve. Den professionelle indsats handler derfor om at etablere og stille rammer til rådig-hed for den enkelte eller sørge for, at rammerne ikke indsnævres unødigt.I diskussionen om hvornår omsorgssvigt opstår, er der ingen entydige svar, men der vil altid værebehov for diskussionen om, hvornår der er pligt til at yde omsorg over for mennesker, som ikke er istand til at tage vare på sig selv, og således sørge for at de har et værdigt liv, og ikke udsætter sigfor at lide skade.Eksempel 1.Fru Hansen er urenlig og bruger ble. I perioder vil hun ikke have skiftet bleen og må derfor gåmed våde bukser.Personalet har mange gange forsøgt at tale med hende og overtale hende til at få skiftet bleen,hvilket resulterer i, at hun bliver aggressiv, råber og skriger.Hvad skal medarbejderne gøre?Skal medarbejderen respektere fru Hansens selvbestemmelsesret, eller er det omsorgssvigt, hvispersonalet ikke skifter bleen?Skal personalet gennemtvinge, at bleen skiftes med tvang?I en sådan situation må medarbejderen ud fra kendskabet til fru Hansen vurdere, om der vil skenoget ved at vente med at skifte bleen, også selv om der kan gå lang tid. Selvbestemmelsen skal herafvejes i forhold til værdighed. Man kan også vurdere, om en anden medarbejder er bedre til at ud-føre bleskiftet, således at fru Hansen falder til ro, og bleskiftet kan foretages uden brug af tvang.Hensynet til borgeren er afgørende og ikke hensynet til medarbejdernes holdninger og rutiner.
Af hensyn til fru Hansen er det vigtigt, at omsorgspligten vurderes i lyset af hendes ret til selv atbestemme.Eksempel 2.Hr. Andersen har i flere dage nægtet at spise og drikke.Hvad skal medarbejderen gøre?Der kan være forskellige årsager til, at Hr. Andersen nægter at spise og drikke. Det er derfor vig-tigt at finde årsagen.I denne og mange andre situationer er det en pædagogisk udfordring at tilrettelægge arbejdet på enhensigtsmæssig måde. Hvis Hr. Andersen ikke kan motiveres til at spise og drikke, er det lægensopgave at hjælpe. Det er derfor omsorgssvigt ikke at sørge for lægebistand eller anden relevanthjælp.Også i denne situation handler det om at afveje hensynet til selvbestemmelsesretten mod hensynettil den sociale tryghed, der ligger i, at andre tager vare på én, hvis man har behov for det.Generelle tryghedsskabende initiativer19.For nogle personer med nedsat psykisk funktionsevne gælder det, at de nok sansemæssigt re-gistrerer omgivelserne, men intellektuelt har svært ved - eller kan være ude af stand til - at bearbej-de dem. For disse mennesker kan der derfor være behov for en pædagogisk, omsorgs- og plejemæs-sig indsats med den afgørende vægt på tryghed og værdighed.Derfor er det vigtigt, at det er de samme medarbejdere, der hjælper den pågældende. Da forståelsefor, hvorfor den enkelte bliver urolig i visse situationer, kan have afgørende betydning for, ommagtanvendelse kan undgås, er det af stor betydning, at den eller de ansatte, som har med dissemennesker at gøre, har kendskab til deres tidligere liv, vaner og samspil med familie og venner. Fxkan en levnedsbeskrivelse i form af et hæfte eller en bog med familiebilleder og små notater væreen stor hjælp som en fælles referenceramme.Man bør altid tiltale med navn, og personalet bør sørge for øjenkontakt og langsomme bevægel-ser. Fysisk kontakt og god tid er afgørende for den enkeltes sindsstemning, og dermed for om dag-ligdagen kan forløbe som et samarbejde. På den måde kan man undgå eller minimere behovet for atgribe ind i selvbestemmelsesretten.Også boligens indretning har betydning for, om borgeren kan orientere sig og dermed føler sigtryg. Det er i den forbindelse vigtigt at indrette boligen så enkelt og overskueligt som muligt, mensamtidig sådan, at borgeren føler sig hjemme. Hensigtsmæssige boliger kan fx være organiseret sombofællesskaber eller som mindre boliger tæt ved hinanden med tilknyttede fællesarealer. Boligenbør desuden så vidt muligt placeres i rolige omgivelser. Indretning kan have betydning for behovetfor at bruge personlige alarm- eller pejlesystemer og for at tilbageholde i boligen.Uanset om der kan fastsættes regler om, hvad der er rigtigt og forkert i konkrete situationer, vilder ikke i alle tilfælde kunne gives rigtige svar. Der er derfor ikke fastsat nærmere regler om om-sorgspligtens indhold.Reglerne kan tydeliggøre det retlige »spillerum« for det konkrete praktiske arbejde med personermed betydelig nedsat psykisk funktionsevne, fx på grund af svær demens, som er ude af stand til attage vare på sig selv, herunder tydeliggøre hensynet til disse menneskers retssikkerhed samt medar-bejderens retsstilling, men reglerne kan ikke erstatte behovet for faglige og etiske diskus-sioner.
Mange ting i dagligdagen, fx at der handles hen over hovedet på en, at der stilles for store krav, atman ikke forstår, hvad der sker, eller at man skal bo sammen med mennesker, man ikke selv harvalgt at bo sammen med, kan medføre, at der opstår konflikter, herunder aggressiv adfærd.Forudsætningen hos medarbejderen er, ud over kravet om respekt og interesse for personens be-væggrunde, at man er åben og lydhør. Nogle personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevnehar intet eller kun begrænset verbalt sprog, hvorfor ønsker og holdninger udtrykkes på andre måder.Dette bør selvfølgelig betragtes og respekteres på præcis samme måde, som hvis vedkommendehavde sagt eller skrevet det. Mange af de situationer, hvor et menneske får kraftige affektudbrud,som kan resultere i brug af magt, er ofte startet ved, at man har tvunget vedkommende ind i situati-oner eller til at udføre handlinger, som vedkommende var imod.Derfor er evnen til at kommunikere og tolke signaler samt en faglig viden om metoder til kom-pensation for funktionsnedsættelsen hos den enkelte også vigtige og nødvendige forudsætninger.Kapitel 4(Emneord: Personsager, lukkede døre, kommunalbestyrelsen, det sociale nævn,)
Myndighedsstruktur m.v.Myndighedsstruktur og myndighedsudøvelse20.Med virkning fra 1. juli 2010 har kommunalbestyrelsen, jf. lov 408 af 21. april 2010, kompe-tence til at træffe afgørelse om anvendelse af foranstaltninger i form af- alarm- eller pejlesystemer efter servicelovens § 125, stk. 1, og efter § 125, stk. 2, 2. pkt.,- særlige døråbnere efter lovens § 125, stk. 3,- fastholdelse efter lovens § 126,- fastholdelse i hygiejnesituationer efter lovens § 126a,- tilbageholdelse i boligen efter lovens § 127 og- anvendelse af stofseler efter § 128.- optagelse i særligt botilbud efter lovens § 129, stk. 2, hvis værgen tiltræder kommunalbestyrel-sens indstilling herom.Beslutninger om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, som nævnt oven for,samt beslutninger om optagelse i særlige botilbud uden samtykke, hører ikke under den faktiskeudførelse af sociale opgaver. Beslutning om at iværksætte disse indgreb skal derfor altid træffes afden ansvarlige myndighed, det vil sige kommunalbestyrelsen, efter anmodning fra det personale,der har umiddelbar berøring med den pågældende.Brug af personlige alarm- eller pejlesystemer over for borgere, for hvem den psykiske nedsattefunktionsevne skyldes en erhvervet fremadskridende svækkelse, dvs. en demenssygdom, kan dogbesluttes som led i omsorgen for den pågældende af dem, der konkret har ansvaret for udøvelsen afomsorgen, såfremt den pågældende ikke modsætter sig brugen, jf. lovens § 125, stk. 2, 1. pkt.I tilfælde, hvor borgeren direkte modsætter sig brugen af et personligt alarm- eller pejlesystem, vileventuel beslutning om at anvende et sådant system over for den pågældende kunne besluttes afkommunalbestyrelsen.I sager om optagelse i et bestemt botilbud uden pågældendes samtykke efter § 129, stk. 1 og 3 af-giver kommunalbestyrelsen indstilling til det sociale nævn om at træffe afgørelse. Kommunalbesty-relsen afgiver også indstilling til det sociale nævn i sager om optagelse i bestemt botilbud uden denpågældendes samtykke efter § 129, stk. 2, hvis værgen i denne situation ikke er enig i kommunalbe-styrelsens indstilling. Hvis værgen derimod er enig i kommunalbestyrelsens indstilling om flytning,
jf. § 129, stk. 2, skal spørgsmålet ikke forelægges for det sociale nævn, idet kommunalbestyrelsensindstilling får karakter af en afgørelse.En sådan afgørelse vil eksempelvis af værgen kunne påklages til det sociale nævn efter reglerne ikapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.21.Beslutning om akut at fastholde en person efter lovens § 126 træffes af det personale, der om-gås den pågældende, der fastholdes akut. Det kan, jf. servicelovens § 124, stk. 5, både være kom-munalt, regionalt eller privat ansat personale, herunder personale i friplejeboliger. Fastholdelse in-debærer pr. definition, at den pågældende modsætter sig. Det er således det personale, der handler iden akutte situation, der træffer beslutningen. Det akutte indgreb, hvis berettigelse vil kunne påkla-ges til det sociale nævn, træffes således på kommunalbestyrelsens vegne.Det er kommunalbestyrelsen i personens opholdskommune efter § 9 i retssikkerhedsloven, somtræffer afgørelse eller indstiller efter reglerne i kap. 24 om magtanvendelse. Indberetninger ommagtanvendelse efter lovens § 136 behandles af kommunalbestyrelsen i opholdskommunen, eller afregionsrådet, hvis et botilbud drives af regionsrådet eller efter aftale med regionsrådet.Opholdskommunen har forpligtelsen til at føre tilsyn med indhold og kvalitet i forhold til den en-kelte person, herunder om den faktiske magtanvendelse stemmer overens med den trufne afgørelse.Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade kompetencen til at træffe afgørelse til andre. Det er hel-ler ikke muligt for det sociale nævn at overlade kompetencen til at godkende en foranstaltning ellertil at træffe afgørelse i enkeltsager til andre.Beslutningen om at iværksætte indgreb i form af magtanvendelse træffes typisk efter anmodningfra det personale, der udfører de socialpædagogiske og plejemæssige opgaver. Det kan fx være per-sonalet i et botilbud. Men også pårørende og andre, der har daglig eller jævnlig kontakt med denpågældende, vil kunne medvirke til, at spørgsmålet rejses overfor kommunalbestyrelsen, der træfferafgørelse.Udførelse af opgaverne22.Med reglerne om magtanvendelse foreligger der ikke en begrænsning i adgangen til at overla-de udførelsen af opgaver til andre, men ansvaret for opgaveløsningen påhviler kommunalbestyrel-sen i overensstemmelse med § 15 i retssikkerhedsloven. Endvidere er den, der udfører opgaverne,forpligtet til at foretage registrering og indberetning i henhold til § 136, ligesom udførelsen af opga-verne er underkastet kommunalbestyrelsens eller regionsrådets tilsyn. Der henvises til servicelovenskapitel 26 og til lovens § 5, stk. 7.Der er således ingen bestemmelser i den sociale lovgivning, der forhindrer, at kommunalbestyrel-sen overlader den faktiske udførelse af sociale opgaver til andre, herunder selvejende institutionereller andre private. Det kan fx være det socialpædagogiske arbejde, der skal udføres, når der er truf-fet afgørelse om optagelse i en bestemt boform, pædagogens arbejde i et dagtilbud eller omsorgs-personalets arbejde i hjemmet.Også personer, som ikke er kommunalt ansat, er omfattet af reglerne i forvaltningsloven og of-fentlighedsloven, når de udfører kommunale opgaver.Personsager23.Personsager efter den sociale lovgivning behandles af kommunalbestyrelsen efter regler i rets-sikkerhedslovens § 17, det vil sige for lukkede døre.
Det sociale nævns afgørelser24.Afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter § 129, stk. 1, og § 129, stk. 3,træffes af det sociale nævn efter indstilling fra kommunalbestyrelsen, jf. § 131. Manglende samtyk-ke omfatter både de situationer, hvor indgrebet sker mod pågældendes vilje, og de situationer hvorden pågældende udviser passivitet. Afgørelser om optagelse i særlige botilbud uden samtykke efter§ 129, stk. 2, træffes ligeledes af det sociale nævn, hvisværgen beskikket afstatsforvaltningen eruenig i kommunalbestyrelsens indstilling om flytning, jf. § 129, stk. 5.Det sociale nævns afgørelse skal træffes senest to uger efter modtagelse af kommunalbestyrelsensindstilling. Flytning kan ikke iværksættes, før nævnet har truffet afgørelse herom.Kravene til sagsbehandlingen, som er beskrevet i kapitlerne 11, 12 og 13 medfører, at sagen skalvære fuldt ud belyst i kommunalbestyrelsens indstilling til nævnet. Der bør normalt ikke være brugfor supplerende oplysninger i forbindelse med nævnsbehandlingen.Det forudsættes imidlertid, at kommunalbestyrelsen på et tidligt tidspunkt, i forbindelse med enindstilling om optagelse i særligt botilbud, har orienteret det sociale nævn om den kommende sag,fx i forbindelse med en anmodning til statsforvaltningen om værgebeskikkelse.Det sociale nævns afgørelse er en førsteinstansafgørelse, som derfor kan indbringes for Ankesty-relsen, uanset om sagen har principiel eller generel karakter, jf. § 134.I de sager efter § 129, stk. 2, hvor den af statsforvaltningen beskikkede værge er enig i kommu-nalbestyrelsens indstilling om flytning, vil det sociale nævns afgørelse dog være en 2. instans afgø-relse., jf. § 129, stk. 5, 1. pkt.Ankestyrelsen vil evt. kunne antage sagen til principiel eller generel behandling.Sagsbehandlingstid25.Når nævnet skal træffe afgørelse om optagelse i særlige botilbud uden samtykke, skal nævnetsafgørelse træffes senest 2 uger efter modtagelsen af kommunalbestyrelsens indstilling herom. Denret korte sagsbehandlingstid betyder, at det er vigtigt med et nært samarbejde mellem kommunen påden ene side og det sociale nævn på den anden side. Fx bør kommunen give besked til det socialenævn om, at der formentlig er en sag på vej, så snart man i kommunen er blevet opmærksom på, atder vil være behov for at nævnet skal involveres i en sag om flytning uden borgerens samtykke.Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelserne er ekstra omhyggelige med at tilvejebringe derelevante oplysninger, inden sagen sendes til nævnet, da der typisk ikke vil være tid til at udredeselv mindre mangler i oplysningsgrundlaget. Indeholder sagen ikke de krævede oplysninger, jf. §131, må sagen afvises, med mindre manglen kan udbedres inden for ganske kort tid.Det kan bl.a. lette sagsgangen for begge parter, hvis fx det sociale nævn oplyser kommunerne omnævnenes mødeplan.Den ansvarlige person/personalegruppe26.Kommunalbestyrelsen har efter retssikkerhedslovens § 15 ansvaret for planlægning og udfø-relse af kommunal virksomhed på det sociale og det sundhedsmæssige område.Det er således kommunalbestyrelsen, der har det overordnede ansvar for arbejdets tilrettelæggelse,herunder hvem der i organisationen træffer afgørelser eller beslutter at indstille til det sociale nævn isager efter servicelovens kapitel 24. Dette følger også af den kommunale styrelseslov.
Kommunalbestyrelsen har endvidere efter § 16 i retssikkerhedsloven pligt til at føre tilsyn med,hvordan de kommunale opgaver løses, herunder også med kvaliteten af afgørelser og indstillinger.
Kapitel 5(Emneord: Omsorgspligt, personkreds, målgruppe, samtykke, beboere i sikret tilbud efter sel. § 108, stk. 6, tvang i psy-kiatrien , fiksering, medicinering, sundhedsmæssig behandling, behandling)
Anvendelsesområdet§ 82.Kommunalbestyrelsen skal yde hjælpefter denne lov i overensstemmelse medformålet, jf. § 81, til personer med betydelignedsat psykisk funktionsevne, der ikke kantage vare på deres egne interesser, uanset omder foreligger samtykke fra den enkelte.Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fy-sisk tvang.Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal påse, omder er pårørende eller andre, der kan inddra-ges i varetagelsen af den pågældendes inte-resser. Kommunalbestyrelsen skal være op-mærksom på, om der er behov for at bedestatsforvaltningen om at beskikke en værgeefter værgemålsloven.27.Generelt er udgangspunktet for fastsættelsen af reglernes anvendelsesområde givet med om-sorgspligten, som beskrevet oven for i kapitlerne 2 og 3.§ 124.Formålet med bestemmelserne i detteafsnit er at begrænse magtanvendelse og an-dre indgreb i selvbestemmelsesretten til detabsolut nødvendige. Disse indgreb må aldrigerstatte omsorg, pleje og socialpædagogiskbistand.Stk. 2-5.…
§ 124 a.Bestemmelserne i §§ 124 -137gælder for personer med betydelig og varigtnedsat psykisk funktionsevne, der får person-lig og praktisk hjælp samt socialpædagogiskbistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter§§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter§§ 103 og 104, og som ikke samtykker i enforanstaltning efter §§ 125-129. Det er en
forudsætning, at der foreligger den fornødnefaglige dokumentation for den nedsatte psy-kisk funktionsevne.Personkredsen28.I medfør af § 124 a omfatter reglerne om magtanvendelse m.v. i servicelovens kapitel 24:- personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne,- som modtager hjælp i form af personlig og praktisk hjælp samt socialpædagogisk bistand efterservicelovens §§ 83-87, behandling efter servicelovens §§ 101 og 102 (tilbud til stofmisbrugereog personer med betydelig og varigt nedsat funktionsevne eller med særlige sociale problemer),eller aktiverende tilbud efter servicelovens §§ 103 og 104 (beskyttet beskæftigelse og samværs-tilbud),- og som ikke samtykker i den foranstaltning, der tænkes iværksat efter bestemmelserne i §§ 125-129.I servicelovens kapitel 24 er kriteriet, at der foreligger en betydelig og varig nedsættelse af denpsykiske funktionsevne, og at den pågældende derfor er ude af stand til at handle fornuftsmæssigteller overskue konsekvenserne af sine handlinger.Det er graden af den enkeltes funktionsnedsættelse, der er det afgørende element i vurderingen afden pågældende i den konkrete situation. Der skal derfor foretages et individuelt og fagligt forsvar-ligt skøn over graden af funktionsevnenedsættelsen og dens følger, hver gang det overvejes ativærksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten.Afhængig af funktionsnedsættelsens art og omfang og af intensiteten af det indgreb, der tænkesiværksat, kan en lægefaglig diagnose være nødvendig for at dokumentere nødvendigheden og for-svarligheden af indgrebet. Et led i den konkrete vurdering kan således være, at en lægefaglig diag-nose bør indgå i den faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne. Det skal i den forbin-delse bemærkes, at der, jf. § 124 a, skal foreligge den fornødne faglige dokumentation for den på-gældendes psykiske funktionsnedsættelse samt for, at denne funktionsnedsættelse forhindrer borge-ren i selvstændigt af varetage egne interesser.En tidligere stillet diagnose medfører derimod ikke automatisk at iværksættelse af indgreb i selv-bestemmelsesretten efter servicelovens kapitel 24 er berettiget, fordi det ikke er diagnosen, der erafgørende for, om en person er omfattet af personkredsen. Det afgørende er de følger af lidelseneller funktionsnedsættelsen, som giver sig udslag i handlinger og adfærd, der konkret medfører farefor personskade, eller at den personlige hygiejne hos den pågældende er særdeles ringe.Udviklingshæmmede og personer med en sindslidelse vil ofte have været inden for systemet i enårrække og vil bl.a. derfor ofte have en diagnose, hvorimod nogle personer med demens ikke har enegentlig diagnose. Det er derfor vigtigt at få lavet en faglig beskrivelse af den psykiske tilstand, derkan benyttes som dokumentation.Kravet om, at funktionsnedsættelsen skal være både betydelig og varig, indebærer, at reglerne ommagtanvendelse bl.a. ikke omfatter tilfælde, hvor den pågældende alene lider af en forbigående for-virringstilstand, og ej heller personer, som har demens i mindre grad.Boformen er uden betydning29.Adgangen til at anvende magt eller andre indgreb er ikke knyttet til en bestemt boform. Detafgørende er, at borgeren modtager tilbud efter servicelovens bestemmelser, og at borgeren ikke er istand til at handle fornuftsmæssigt på grund af den psykiske nedsatte funktionsevne.
Som en konsekvens af servicelovens sondring mellem botilbud og servicetilbud kan indgreb sombeskrevet i servicelovens kapitel 24 iværksættes uafhængigt af boformen - også i borgerens oprin-delige eller almindelige bolig, som ikke er en boligform efter servicelovens bestemmelser.Samtykke til foranstaltninger - § 124 a.30.Reglerne i serviceloven om magtanvendelse omfatter kun borgere, der ikke giver samtykke tiliværksættelse af en foranstaltning beskrevet i bestemmelserne i §§ 125 -129, jf. § 124 a.Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på sagsbehandlingsreglerne i henholdsvis §§130 og 131.Når kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter §§ 125, 126 a, 127, og 128 skal der ske en grun-dig sagsbehandling med henblik på at få et fagligt solidt beslutningsgrundlag, hvor der eksempelviser redegjort for borgerens nedsatte funktionsevne og for, hvilke foranstaltninger der er eller tidligerehar været iværksat for at mindske behovet for magtanvendelse, ligesom en eventuel værges be-mærkninger skal indhentes, jf. § 130.Dette gælder også i situationer, hvor den pågældende forholder sig passivt til foranstaltningen.Efter lov nr. 408 af 21. april 2010 er det for en borger, hvis psykiske funktionsnedsættelse skyldesen erhvervet og fremadskridende lidelse, dvs. en demenslidelse, dog kun i situationer, hvor den på-gældende direkte modsætter sig at bære et alarm- eller pejlesystem, at kommunalbestyrelsen skaltræffe afgørelse under iagttagelse af reglerne i § 130, jf. § 125, stk. 2. I andre tilfælde, dvs. hvorborgeren med demens ikke modsætter sig, vil beslutningen om at anvende et personligt alarm- ellerpejlesystem kunne træffes af dem, som konkret har ansvaret for omsorgen og plejen af den pågæl-dende.Når optagelse i et særligt botilbud sættes i værk uden den pågældendes samtykke, skal de særligeretssikkerhedsgarantier iagttages, jf. § 131, stk. 1. Dvs. når den pågældende er passiv eller modsæt-ter sig.For så vidt angår § 129, stk. 2, henvises der til pkt. 78.Særligt om beboere, der har ophold i tilbud efter serviceloven § 108, stk. 6§ 108Stk. 6.Socialministeren fastsætter i en be-kendtgørelse regler for særlige sikkerhedsfor-anstaltninger i boformer, der er omfattet afstk.1, og om pligt for en region eller en ellerflere kommuner til at modtage personer i deboformer, der er omfattet af stk.1, når dissepersoner1) efter retskendelse skal underkastes men-talundersøgelse,2) i henhold til dom eller kendelse skal an-bringes i en boform for personer med be-tydelig nedsat psykisk funktionsevne el-ler undergives tilsyn, herunder med mu-lighed for administrativ anbringelse, eller3) som vilkår for tiltalefrafald eller prøve-løsladelse skal anbringes i en boform for
personer med betydelig nedsat psykiskfunktionsevne eller undergives tilsyn,herunder med mulighed for administrativanbringelse.31.Efter servicelovens § 108, stk. 6, har kommunerne pligt til at modtage personer med betydeligog varigt nedsat psykisk funktionsevne, der med retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse,der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes i en boform for personer med betydelig nedsatpsykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herunder med mulighed for administrativ frihedsbe-røvelse, eller personer, der som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i en bo-form for personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller undergives tilsyn, herundermed mulighed for administrativ frihedsberøvelse.Pligten til at fastsætte regler herom er udmøntet i magtanvendelsesbekendtgørelsen.Borgere med nedsat psykisk funktionsevne kan dømmes til en særlig sikret institution eller en bo-form efter servicelovens § 108.Forsorgen udøves efter servicelovens regler, men da der her ikke er mulighed for at anbringe enborger i et lukket botilbud, specificerer dommen efter straffelovens § 68 anbringelsessted og forhol-dene under anbringelsen.Hjemmelsgrundlaget for at tilbageholde domsanbragte borgere i boligen er derfor dommen, mensmagtanvendelse m.v. i øvrigt skal have hjemmel i serviceloven. Det betyder fx at magtanvendelseskal indberettes efter § 136, ligesom der skal gives et tilbud om udarbejdelse af en plan efter § 141.Forholdet til lov om tvang i psykiatrien32.Lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien regulerer brugen af tvangsmæssige for-anstaltninger i psykiatrisk regi og omfatter i medfør af lovens § 1, stk. 1, kun personer, der er ind-lagt på en psykiatrisk afdeling.Herved forstås såvel psykiatriske afdelinger og afsnit på psykiatriske sygehuse, som psykiatriskeafdelinger i tilknytning til somatiske sygehuse.Derimod omfatter psykiatriloven ikke borgere med ophold i et botilbud efter servicelovens kapitel20.Psykiatriloven finder således anvendelse i sundhedsvæsenets psykiatriske regi, mens reglerne ommagtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten i serviceloven alene finder anvendelsepå det sociale område.Der vil derfor alene opstå samspil mellem psykiatriloven og reglerne om magtanvendelse og an-dre indgreb i selvbestemmelsesretten i serviceloven i den overgangsfase, hvor en borger udskrivesfra det psykiatriske system og straks skal have tilbud efter den sociale lovgivning.I denne fase påhviler det sundhedsmyndigheder og sociale myndigheder at samarbejde i forbin-delse med udarbejdelsen af udskrivningsaftaler hhv. koordinationsplaner og handleplaner, jf. psyki-atrilovens § 3, stk. 3 og 4, samt servicelovens § 141.Fiksering33.Reglerne i servicelovens §§ 124 -129 giver ikke mulighed for at fiksere inden for det socialeområde.Fiksering kan derfor ikke lovligt finde sted inden for det sociale område.
Fiksering omfatter mekanisk tvang i form af fastspænding med bælte, håndremme, fodremme el-ler livstykke. Indgrebet har til formål at forhindre borgeren i at gå, løbe, sparke, slå, kradse osv. ogsker altså med et beroligende sigte.Fiksering vil derfor kun lovligt kunne iværksættes efter psykiatriloven. Her er der fx efter § 16 ibekendtgørelsen om tvangsbehandling, fiksering, tvangsprotokoller m.v. på psykiatriske afdelinger,også mulighed for at fiksere patienter, der af tryghedsgrunde selv anmoder herom.Beskyttelsesmidler, i form af bløde stofseler, der bruges for at hindre fald, jf. § 128, som omtalt ikapitel 9, har et andet formål end fiksering og er derfor ikke omfattet af fikseringsbegrebet, uansetat beskyttelsesmidler i form af bløde stofseler indebærer fastspænding.Forholdet til sundhedslovenPatienters retsstilling34.Patienters retsstilling er reguleret i sundhedsloven. Det fastslås heri, at patienters medinddra-gelse i beslutninger er centralt på hele sundhedsområdet, og at behandling ikke må indledes udenden pågældendes samtykke.Kapitel 5 og 6 i sundhedsloven indeholder regler om selvbestemmelse og samtykke i forhold tilmodtagelse af sundhedsydelser. Reglerne omfatter kravene til informeret samtykke, samt regler om,hvornår andre, herunder pårørende eller en værge, kan give samtykke på hovedpersonens vegne.Det fremgår, at pårørende vil kunne give samtykke til behandling i situationer, hvor hovedpersonenikke selv kan give et informeret samtykke. Hvis der er udpeget en værge i medfør af værgemålslo-vens § 5 vil det være denne, der kan give samtykke.I sundhedslovens kap. 8 og 9 er der fastsat bestemmelser om aktindsigt, tavshedspligt og videre-givelse af helbredsoplysninger mv.Sundhedsloven gælder både inden for det offentlige og private sundhedsvæsen, og den gælder og-så i tilfælde, hvor der udføres sundhedsmæssige opgaver i hjemmet, herunder i plejeboliger og iandre boformer.Som sundhedspersoner regnes autoriserede sundhedspersoner og personer, der fungerer som med-hjælp for disse.Sundhedsloven gælder for sundhedsmæssig behandlingSundhedslovens bestemmelser gælder i en bred sammenhæng, hvor der udføres både sociale op-gaver og sundhedsmæssige opgaver. Den sundhedsmæssige behandling af borgere med betydelig ogvarigt nedsat psykisk funktionsevne sker i det daglige i sammenhæng med den almindelige socialeomsorg, således at de sociale omsorgsopgaver og den sundhedsmæssige behandling kan være sværeat adskille. Der kan være tale om udskiftning af forbinding og rensning af sår samtidig med hjælp tilpersonlig pleje, ligesom medicin ofte udleveres sammen med maden.Det er vigtigt at være opmærksom på, at der gælder forskellige regler for den sociale omsorgsud-øvelse og den sundhedsmæssige behandling og pleje.Det er især inden for det område, der er omfattet af sundhedslovens bestemmelser om fx samtyk-ke, aktindsigt m.v., altså bestemmelserne om patienternes retsstilling, at der kan opstå usikkerhedom forholdet mellem sociale og sundhedsmæssige ydelser.
Sundhedsmæssig behandlingVed sundhedsmæssig behandling forstås undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, gen-optræning, sundhedsfaglig pleje og sundhedsfaglige forebyggelsestiltag over for den enkelte patientm.v. Eksempler på sundhedsmæssig behandling er: medicingivning, insulinbehandling, øjendryp-ning, tandbehandling, sårbehandling, blodprøvetagning og vaccinationer.Information og samtykke (selvbestemmelsesretten)De spørgsmål, der kan opstå i forhold til sundhedsmæssig behandling af patienter med betydeligog varigt nedsat psykisk funktionsevne, drejer sig især om information og samtykke til behandlingog pleje af patienten. Det drejer sig om retten til selv at bestemme, om man ønsker behandling.Enhver form for behandling kræver således et samtykke fra patienten på grundlag af fyldestgø-rende information om sygdommen og behandlingsmulighederne – et informeret samtykke.Men et samtykke til behandling og pleje er kun gyldigt, hvis patienten er i stand til at forstå deninformation, der bliver givet, og i stand til at træffe en beslutning på det grundlag.Stedfortrædende samtykkeHvis patienten varigt mangler evnen til at give et informeret samtykke - fx på grund af nedsatpsykisk funktionsevne, hvad enten denne tilstand er opstået ved fødslen eller senere - kan de nær-meste pårørende, fx en ægtefælle eller voksne børn eller en anden person, som patienten er nærtknyttet til, ifølge sundhedsloven give samtykke til behandlingen. Hvis der er udpeget en personligværge, der har kompetence til at træffe beslutning vedrørende den sundhedsmæssige behandling,kan denne også give samtykke til behandling. De nærmeste pårørende eller værgen indtræder i pati-entens rettigheder. De skal således have den information, som patienten ellers skulle have haft.Efter serviceloven, herunder i forhold til magtanvendelsesreglerne, er det som udgangspunkt alenehovedpersonen selv eller en eventuel værge, der vil kunne give samtykke.Patientens inddragelseSelv om patienten ikke kan give samtykke til behandling og pleje, skal vedkommende informeresog inddrages i drøftelserne vedrørende behandlingen og plejen i det omfang, patienten forstår be-handlingssituationen, medmindre dette kan skade patienten. Patientens tilkendegivelser skal, i detomfang de er aktuelle og relevante, tillægges betydning.TvangsbehandlingSundhedsloven åbner ikke mulighed for, at man kan behandle en voksen patient mod dennes vilje.Der er altså ikke hjemmel til tvangsbehandling. Hvis en voksen patient, der ikke selv er i stand til atgive samtykke til behandling, i ord eller handling tilkendegiver, at vedkommende ikke vil behand-les, kan man uanset samtykke fra de nærmeste pårørende eller en værge ikke gennemtvinge behand-lingen. Hvis patienten protesterer mod fx at tage medicin eller mod at modtage tandbehandling, erder således ikke hjemmel til at gennemtvinge behandlingen, medmindre der foreligger et øjeblikke-ligt behandlingsbehov, jf. nedenfor.Skjult medicineringDer er heller ikke hjemmel i sundhedsloven til at foretage det, som man betegner som »skjult me-dicinering«, fx de situationer, hvor personalet skjuler medicinen i maden for på den måde at få me-dicinen i patienten.
Ingen pårørende eller værge m.v.I sundhedsloven er der fastsat regler for de situationer, hvor der ikke er en nærmeste pårørende el-ler en værge. I disse situationer kan sundhedspersonen gennemføre en påtænkt behandling, hvis enuafhængig sundhedsperson, som ikke tidligere har været involveret i behandlingen af patienten,giver sin tilslutning hertil. Hvis behandlingen er af mindre indgribende karakter med hensyn til om-fang og varighed, kan sundhedspersonen dog i disse situationer, hvor der ikke er pårørende ellerværge, umiddelbart gennemføre behandlingen.Der er også regler om, hvordan man skal forholde sig, hvis de nærmeste pårørende eller værgentræffer beslutninger, der åbenbart vil skade patienten eller behandlingsresultatet. I disse situationerskal sundhedspersonen have Sundhedsstyrelsens tilslutning til behandlingen for at kunne gennemfø-re den.Der er heller ikke i disse situationer hjemmel til at tvangsbehandle patienten.Øjeblikkeligt behandlingsbehovHvis en patient, der midlertidigt eller varigt er ude af stand til at give informeret samtykke, befin-der sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller forpå længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat afbehandlingen, kan sundhedspersonen indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra pati-enten, nærmeste pårørende eller værge, jf. sundhedslovens 19.I en akut livstruende situation kan man uanset protest fra patienten mod behandlingen således altidbehandle.Yderligere retsreglerUd over de nævnte regler i sundhedsloven findes der regler om tvangsbehandling i lovbekendtgø-relse nr. 11 af 1. nov. 2006 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og regler om tvangsmæssigbehandling i medfør af lovgivningen om smitsomme sygdomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 814 af27. august 2009 af lov om foranstaltninger mod smitsomme og andre overførbare sygdomme medtilhørende bekendtgørelser.Oplysning om indholdet af disse regelsæt fås ved henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministe-riet.
Kapitel 6(Emneord: Formål, forudsætninger, socialpædagogisk bistand, nødvendig faglig dokumentation, frivillig medvirken,mindsteindgrebsprincippet)
Forudsætninger for at iværksætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten§ 124.Formålet med bestemmelserne i det-te afsnit er at begrænse magtanvendelse ogandre indgreb i selvbestemmelsesretten tildet absolut nødvendige. Disse indgreb må
aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpæda-gogisk bistand.Stk. 2.Forud for enhver form for magtan-vendelse og andre indgreb i selvbestemmel-sesretten skal kommunen foretage, hvad derer muligt for at opnå personens frivilligemedvirken til en nødvendig foranstaltning.Stk. 3.Anvendelse af magt skal stå i rime-ligt forhold til det, der søges opnået. Er min-dre indgribende foranstaltninger tilstrækkeli-ge, skal disse anvendes.Stk. 4.Magtanvendelse skal udøves såskånsomt og kortvarigt som muligt og medstørst mulig hensyntagen til den pågældendeog andre tilstedeværende, således at der ikkeforvoldes unødig krænkelse eller ulempe.Stk. 5.Indgreb efter § 126 kan udføres afansatte i tilbud, der drives af regionen eller afde private leverandører, der efter kommunalvisitation yder service over for den pågæl-dende, jf. § 124 a. Det påhviler kommunal-bestyrelsen at vejlede private leverandører afservice om betingelserne for at foretage ind-greb i medfør af § 126, herunder om kravetom indberetning, jf. § 136. I tilbud etableretaf regionsrådet påhviler vejledningsforpligti-gelsen efter 2. pkt. regionsrådet.§ 124 a.Bestemmelserne i §§ 124 – 137gælder for personer med betydelig og varigtnedsat psykisk funktionsevne, der får person-lig og praktisk hjælp, samt socialpædagogiskbistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter§§ 101 og 102 eller aktiverende tilbud efter§§ 103 og 104. og som ikke samtykker i enforanstaltning efter §§ 125-129. Det er enforudsætning, at der foreligger den fornødnefaglige dokumentation for den nedsatte psy-kiske funktionsevne.35.Lovligheden af en foranstaltning efter reglerne i kapitel 24 er betinget af, at reglernes over-ordnede formål er opfyldt. I § 124, stk. 1, fremgår det overordnede formål med magtanvendelses-reglerne..Det overordnede formål med bestemmelserne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbe-stemmelsesretten er at begrænse magtanvendelsen mest muligt. Det er de indgreb, der er absolutnødvendige for at undgå personskade, der lovligt kan iværksættes, jf. § 124, stk. 1.
Da formålet først og fremmest tilgodeses gennem pædagogiske, omsorgsmæssige og plejemæssi-ge virkemidler, er der i forbindelse med de enkelte betingelser knyttet bemærkninger om pædagogi-ske, omsorgsmæssige eller plejemæssige forhold, der tilgodeser formålet.En lovligt iværksat foranstaltning skal opfylde tre sæt betingelser:- de generelle betingelser, som er fastsat i §§ 124 og 124 a,- de betingelser, som er fastsat i bestemmelserne om de enkelte foranstaltninger, §§ 125-129, ogendelig- de betingelser, som følger af sagsbehandlingsreglerne i §§ 130 og 131.Bestemmelserne i §§ 125-129 om de enkelte foranstaltninger skal derfor altid læses i nær sam-menhæng med formålsbestemmelsen i § 124 og personkredsafgrænsningen i § 124 a.Iværksættelsen af foranstaltninger forudsætter generelt at:- indgrebene aldrig træder i stedet for personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand,§ 124, stk. 1;- der foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne, § 124 a- man, forinden foranstaltningen sættes i værk, så vidt muligt har forsøgt at opnå vedkommendesfrivillige medvirken, § 124, stk.2;- den mindst indgribende foranstaltning (mindsteindgrebsprincippet) altid går forud for den mereindgribende, § 124, stk. 3;- magtanvendelse altid skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt, § 124, stk.4.Ved kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 130 og det social nævns afgørelse efter § 131 og be-handling af klager efter §§ 133 og 134 er det derfor myndighedens opgave at påse, at disse betingel-ser er opfyldt.Af lovens § 124, stk. 5, fremgår, at akutte indgreb kan foretages af det personale, der efter kom-munal visitation rent faktisk udfører service over for den pågældende borger. Det kan således væreregionalt ansat personale, personale i friplejeboliger eller personale hos en privat serviceleverandør.Det er kommunalbestyrelsen, henholdsvis regionsrådet, der har ansvaret for at vejlede de privateleverandører om betingelserne for at foretage indgreb i medfør af § 126, herunder om indberetnin-ger.Personlig omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand36.Udgangspunktet er, at omsorgen for de allersvageste borgere skal sikres. Udøvelsen af om-sorgspligten er derfor meget central. Det betyder, at der skal fokuseres på respekten for det enkeltemenneskes værdighed – og ikke på personalets holdninger og daglige rutiner.Tvangsmæssige foranstaltninger må aldrig træde i stedet for personlig omsorg, pleje og socialpæ-dagogisk bistand. Betingelsen gælder både i den konkrete situation og generelt. Den personlige kon-takt og omsorg er således det vigtigste element i samværet med mennesker med nedsat psykiskfunktionsevne. Tvangsmæssige foranstaltninger kan derfor ikke lovligt anvendes i stedet for perso-nalemæssig indsats, jf. § 124, stk. 1. Den mulighed, der er blevet skabt med lov nr. 408 af 21. april2010 for at anvende personlige alarm- og pejlesystemer over for borgere med demens, der ikkemodsætter sig brugen heraf, ændrer ikke på det grundlæggende princip om, at tvangsmæssige foran-staltninger aldrig må erstatte den personalemæssige indsats.Er det på nogen måde muligt at opnå det ønskede samarbejde, resultat eller mål gennem en indsatsi form af personlig omsorg, pleje eller socialpædagogisk bistand, vil de tvangsmæssige foranstalt-ninger derfor ikke lovligt kunne sættes i værk.
Eksempelvis må akut fastholdelse ikke må benyttes som alternativ til beroligende initiativer iform af fx tale, fysisk kontakt og lignende, hvor dette er tilstrækkeligt.Betingelsen om, at tvangsmæssige indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og socialpædagogiskbistand, gælder både generelt og i den konkrete situation. Det er derfor ikke lovligt generelt i fx enhandleplan at fastsætte retningslinier, hvorefter der skal gribes ind med forud fastsatte foranstalt-ninger i de situationer, hvor den pågældende måtte blive urolig. Det vil heller ikke være lovligt atbegrunde et tvangsmæssigt indgreb med henvisning til de personalemæssige ressourcer.Nødvendig faglig dokumentation37.En forudsætning for at kunne iværksætte foranstaltninger efter §§ 125-129 er, at der foreliggerden nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne, jf. § 124 a.Det er forudsat, at der allerede i forbindelse med visitationen til tilbud efter servicelovens §§ 83-87, §§ 101-102 og §§ 103-104 i vidt omfang er skabt overblik og klarhed over arten og omfanget afden nedsatte psykiske funktionsevne.Den nødvendige faglige dokumentation kan bestå i fx lægefaglig, pædagogisk eller psykologiskdokumentation for, at netop dette indgreb ikke bare er forsvarligt, men også nødvendigt for at undgåpersonskade.Da personkredsen, der er omfattet af § 124 a, er meget varieret, er der også tale om, at de foran-staltninger, der vil kunne være iværksat i forhold til personkredsen, vil være af meget forskelligkarakter. Der kan derfor ikke opstilles en positiv afgrænsning af, hvilken form for faglig dokumen-tation der anses for nødvendig, men det er en forudsætning, at der på indstillingstidspunktet ikke ertvivl om det helbredsmæssige grundlag.Kravet om den nødvendige faglige dokumentation skal desuden ses i nær sammenhæng med§ 136 om indberetning, registrering og planer efter servicelovens § 141. § 136 pålægger de socialemyndigheder at udarbejde en plan efter servicelovens § 141 for de borgere, der har været anvendtmagtanvendelse overfor. På denne måde sikres den faglige opfølgning på den enkeltes situation.Er der tale om en foranstaltning efter § 129, stk. 2, skal der foreligge den fornødne speciallæge-faglige dokumentation for den pågældendes psykiske funktionsnedsættelse samt for, at denne funk-tionsnedsættelse forhindrer borgeren i selvstændigt at varetage egne interesser, se kap 11.Frivillig medvirken38.Inden man skrider til tvangsmæssige foranstaltninger efter §§ 125-129, skal man altid haveforsøgt at undgå personskade uden brug af tvang.I medfør af § 124 a omfatter reglerne om magtanvendelse de situationer, hvor den pågældende ik-ke samtykker. Dvs. i situationer, hvor der foreligger passivitet, og i situationer, hvor den pågælden-de aktivt modsætter sig foranstaltningen.Magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten er generelt en undtagelse, som aldrigmå erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand.Almindelige pædagogiske virkemidler træder altid i stedet for anvendelse af fysisk magt, og detønskede samarbejde, resultat eller mål skal derfor så vidt muligt opnås ad frivillighedens vej.Passivitet må ikke forveksles med frivillig medvirken. Allerede når den pågældende forholder sigpassivt, er det derfor nødvendigt at være opmærksom på de særlige betingelser for at iværksætte deenkelte foranstaltninger.
Brug af personlige alarm- og pejlesystemer over for borgere med demens, der ikke modsætter sigbrugen, vil kunne iværksættes, jf. § 125, stk. 2.Ved samtykke til optagelse i særlige botilbud efter § 129 kræves en klar forståelse hos den pågæl-dende af, hvad det er for en foranstaltning, der er tale om. Her kan være tale om en borger, sommodsætter sig en flytning, eller en borger, der mangler evnen til at give informeret samtykke.Manglende evne til at give informeret samtykke kan forekomme hos borgere, der ikke er i stand tilat tage stilling til spørgsmålet, hos borgere, som forholder sig helt passivt til spørgsmålet om flyt-ning eller hos borgere, der hverken ønsker at give udtryk for et ja eller nej.Spørgsmålet om, hvornår en borger kan siges at forholde sig passivt, kan kun afklares i det enkeltetilfælde. Den konkrete vurdering omfatter den enkeltes psykiske tilstand på den ene side og indgre-bets karakter og intensitet på den anden side.Tvangsmæssige foranstaltninger kan ikke lovligt iværksættes, før det i det konkrete tilfælde ikkelængere skønnes formålstjenligt at forsøge at opnå samarbejde og derved undgå personskade. I vur-deringen indgår den pågældendes psykiske tilstand på den ene side, og på den anden side den risikofor personskade, der er forbundet med at undlade at iværksætte foranstaltningen.Udviser en beboer i et botilbud eller i en plejebolig el. lign. truende adfærd, som kan resultere iegentlig vold mod beboere, personale eller andre, vil det ikke være lovligt at skride til fastholdelseallerede ved de første tegn på, at en ny situation er under optræk. Ikke før beroligende tiltag og for-søg på at lede den pågældendes opmærksomhed bort fra det, der udløser vreden eller angsten, harvist sig umulige i det konkrete tilfælde, og risikoen for personskade er overhængende, vil det værelovligt at gribe ind med tvangsmæssige foranstaltninger.Det er derfor vigtigt, at man i hver enkelt situation er bevidst om, hvornår det må skønnes, at re-sultater ikke længere vil kunne opnås ad frivillighedens vej.Samtidig understreger betingelsen også behovet for generelt at prøve at foregribe nødvendighedenaf at gribe til tvangsmæssige foranstaltninger. Et af formålene med at registrere alle tilfælde afmagtanvendelse er at synliggøre og finde metoder til at undgå brug af magt. Det er vigtigt at gørebrug af de erfaringer, registreringen skaber grundlag for, i planlægningen af det fremtidige arbejdemed hver enkelt borger. Herved skabes et grundlag for at analysere, hvad det er, der udløser vreden,sorgen, angsten, modviljen osv. Ved altid at søge at mindske eller fjerne de årsager, der synes atudløse behovet for indgreb i den personlige frihed, vil den enkeltes livskvalitet kunne forbedres.Disse overvejelser bør indgå i beslutningsgrundlaget til henholdsvis kommunalbestyrelsen og detsociale nævn, jf. §§ 130 og 131.Mindsteindgrebsprincippet39.Hvis et indgreb i selvbestemmelsesretten er absolut nødvendigt for at undgå personskade, erdet en betingelse, at man forsøger med den form for tvang, der konkret er den mindst indgribende,men samtidig tilstrækkelige, jf. § 124, stk. 3.Bestemmelsen understreger således, at der gælder et forbud mod at anvende en mere indgribendeforanstaltning, hvis en mindre indgribende foranstaltning er tilstrækkelig.Anvendelsen af tvangsmæssige foranstaltninger skal også stå i rimeligt forhold til det, der søgesopnået.Hvis en borger ofte i bestemte situationer er truende eller voldelig over for andre beboere ellerpersonale, fx, ved spisning, bør man forsøge at finde frem til årsagen til episoderne og i en periodefx spise alene med borgeren, således at fastholdelse som udgangspunkt undgås.
Princippet om altid at vælge den mindst indgribende foranstaltning gælder generelt, men er speci-elt indarbejdet i reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 24. Ved at medtage mind-steindgrebsprincippet i loven, præciseres betydningen, ligesom den vægt, hvormed princippet ind-går i afgørelser, øges.En beboer med demens i fx en plejebolig kan være i stand til at gå ture alene i haven eller i umid-delbar nærhed af boligen. Men kommer beboeren for langt væk, bliver vedkommende forvirret ellermister orienteringen. Kan dette problem løses ved at udstyre vedkommende med et personligtalarm- eller pejlesystem, således at personalet bliver opmærksomt på, hvornår den pågældende gårog kan opspore vedkommende igen, vil det ikke være lovligt at tilbageholde den pågældende påbopælen.I denne situation vil magtanvendelsen kunne begrænses ved brugen af den type alarmsystemer,som også kan bruges som kaldeanlæg. Kan beboeren motiveres til at benytte alarmen som kaldeap-parat, er formålet opnået ad frivillighedens vej, jf. § 124, stk. 2, og forholdet falder uden for de situ-ationer, som er omfattet af reglerne om magtanvendelse, jf. § 124 a. Hvis beboeren med demensikke direkte modsætter sig, kan vedkommende udstyres med systemet i henhold til § 125, stk. 2.Man kan som udgangspunkt ikke lovligt tilbageholde en beboer, som udtrykker ønske om at for-lade sin bolig, herunder en plejebolig.Princippet er udtryk for et proportionalitetsprincip. Det er derfor en forudsætning for at iværksætteet indgreb lovligt, at indgrebet altid i den givne situation skal stå i rimeligt forhold til det, der søgesopnået, og at den tidsmæssige udstrækning skal begrænses mest muligt, jf. § 124, stk. 4.En flytning til et særligt botilbud uden den pågældendes samtykke kan ikke lovligt gennemføres,hvis faren for personskade kan fjernes på anden og mindre indgribende måde. Fx kan farerne forpersonskade for en ældre i eget hjem mindskes væsentligt ved, at hjemmeplejen hver dag medbrin-ger og giver den livsvigtige medicin, som den pågældende ikke længere er i stand til at dosere. Derkan også være behov for at kombinere med en mere hensigtsmæssig indretning af hjemmet såsomudskiftning af gaskomfuret til noget, der er indebærer færre risici.Det bør generelt tilstræbes at finde årsagerne til de adfærdsmønstre, som giver anledning til magt-anvendelse, sådan at man kan ændre rutiner mv. og herved undgå de situationer, hvor magtanven-delse og tvangsmæssige foranstaltninger kan opstå.Skånsom og kortvarig magtanvendelse40.Er det efter en konkret vurdering ikke muligt at undgå (yderligere) personskade uden at gribeind i selvbestemmelsesretten, skal det ske så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mu-lig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, jf. § 124, stk. 4.I afvejningen indgår hensynet til, at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe mod hver-ken den pågældende eller andre tilstedeværende for at undgå personskade.Kapitel 7(Emneord: fastholdelse, akut fastholdelse, fastholdelse i hygiejnesituationer)
FastholdelseAnvendelsesområdet for § 126§ 126.Kommunalbestyrelsen kan træffe
afgørelse om at anvende fysisk magt i formaf at fastholde en person eller føre denne tilet andet opholdsrum, når1) der er nærliggende risiko for, at personenudsætter sig selv eller andre for at lidevæsentlig personskade, og2) forholdene i det enkelte tilfælde gør detabsolut påkrævet.
§ 126 a.Kommunalbestyrelsen kan undta-gelsesvis for en afgrænset periode træffeafgørelse om at anvende fysisk magt i formaf at fastholde en person, hvis dette må ansesfor en absolut nødvendighed for at udøveomsorgspligten i personlige hygiejne-situationer. Det skal samtidig gennem denfaglige handlingsplan, jf. § 136, stk. 2, søgessikret, at magtanvendelse i personlige hygi-ejne-situationer i fremtiden kan undgås.41.Bestemmelsen i § 126 giver adgang til at anvende fysisk magt i form af at fastholde en personeller føre personen til et andet opholdsrum, når:- der er nærliggende risiko for, at vedkommende udsætter sig selv eller andre for at lide væsentligpersonskade, og- forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet at gribe fysisk ind ved at fastholde forat undgå væsentlig personskade.Bestemmelsen giver adgang til akut at anvende magt i form af at fastholde en borger eller føredenne borger til et andet lokale, når dette er nødvendigt for at undgå, at pågældende skader sig selv,eller når der i konfliktsituationer er risiko for, at pågældende skader andre.Afgørelsen om at fastholde i den akutte situation træffes af det kommunale, regionale eller privat-ansatte personale.Et lovligt indgreb i form af fastholdelse omfatter aldrig vold, såsom føregreb, slag og spark. Be-stemmelsen giver heller ikke hjemmel til at føre en person til et lokale med aflåst dør, da dette vilvære ensbetydende med frihedsberøvelse.Magtanvendelse i form af at fastholde eller at føre en person til et andet lokale skal altid kombine-res med tryghedsskabende initiativer. Generelt gælder det, at en hurtig, forebyggende indsats medberoligelse og afledning ofte vil kunne hindre, at tilspidsede situationer opstår.Da en beslutning om at anvende fastholdelse i sagens natur altid skyldes en akut opstået situation,vil det således i praksis være det kommunale, regionale eller privatansatte personale, der på kom-munalbestyrelsens eller regionsrådets vegne træffer den konkrete beslutning om indgrebet.42.Hver enkelt beslutning efter § 126 skal efter servicelovens § 136 registreres og indberettes tilkommunalbestyrelsen eller regionsrådet, og fastholdelsen må aldrig udstrækkes ud over det tidsrum,der er absolut nødvendigt, jf. det generelle princip, der fremgår af bestemmelsen i servicelovens§ 124, stk. 4.
Nærliggende risiko for væsentlig personskade43.Magtanvendelse i form af fastholdelse er tilladt i situationer, hvor der er risiko for, at pågæl-dende skader sig selv, eller der i konfliktsituationer er risiko for, at den pågældende skader andrebeboere, personale eller andre personer.Risikoen skal være nærliggende og skal indebære, at den pågældende udsætter sig selv eller andrefor at lide væsentlig personskade.Hvis en person er truende over for andre beboere, skal der tages hensyn til de andre beboere. Harpersonen fx kort forinden været voldelig, og er personen stadig stærkt ophidset, kan der være nær-liggende risiko for, at den pågældende vil gribe til vold igen.Hensynet til de andre beboere kan i den konkrete situation indebære, at denne person bør holdesfast og evt. føres til et andet lokale.Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende vil foretage sig noget, derkan udsætte personen selv eller andre for at lide væsentlig personskade.Der skal i den konkrete situation være en reel og begrundet risiko for, at vedkommende vil foreta-ge sig handlinger, der kan føre til, at personen skader sig selv eller andre.Det er således ikke tilstrækkeligt til at bringe bestemmelsen i anvendelse, at en person skubber el-ler tjatter til en anden. Verbale trusler er heller ikke i sig selv nok til at udgøre en risiko.Eksempler på væsentlig personskade er brækkede lemmer, hjernerystelser, kraniebrud, tabte ellerløse tænder, snitsår og kvæstelser opstået enten ved grov fysisk vold eller ved brug af skarpe in-strumenter som knive, sakse m.v. eller andre redskaber. Væsentlig personskade kan også være for-giftningstilstande, forbrændinger og bid.Absolut påkrævet44.Anvendelsesområdet for § 126 er begrænset til tilfælde, hvor anvendelsen er absolut påkrævetfor at afværge en nærliggende risiko for væsentlig personskade på pågældende person selv ellerandre.Magtanvendelse i form af fastholdelse kan derfor ikke lovligt finde sted i de tilfælde, hvor risiko-en for personskade kan afværges på andre og mindre indgribende måder.At indgrebet er absolut påkrævet for at undgå personskade indebærer, at den pågældende er insi-sterende og vedholdende i sin udtryksform. Alle andre, og mindre indgribende metoder og midlerskal have vist sig nyttesløse, ligesom det er en forudsætning, at pågældende ikke viser tegn til atville ændre adfærd.Hvis en borger fx kontinuerligt slår hovedet ind i væggen, og den pågældende ikke holder op,selvom personalet har forsøgt at berolige vedkommende ved at tale med ham eller hende, ved athenlede opmærksomheden på noget andet, ved at forsøge at motivere vedkommende til at holde opeller ved at skælde ud, og er der risiko for væsentlig personskade, hvis den pågældende fortsætter,kan det være nødvendigt at fastholde fx hoved og arme.Da bestemmelsen omhandler indgreb i akutte situationer, er den konkrete vurdering af, hvornårder er behov for at fastholde eller føre til et andet rum, i sagens natur af en anden og mere akut ka-rakter, end de overvejelser, man skal igennem i relation til indgreb efter bestemmelserne i §§ 125,127, 128 og 129.Beslutning om og klage over indgreb truffet i medfør af § 126.
45.Beslutning om fastholdelse efter § 126 træffes på stedet af det personale, der er til stede, nåren situation opstår. Ved et akutindgreb foreligger der ikke formelt en myndighedsafgørelse, men detpågældende personale har truffet en afgørelse på myndighedens vegne. I lovens § 133 er det fastsat,at klager over indgreb, der foretages efter § 126, kan indbringes for det sociale nævn.Klagereglerne er nærmere behandlet i kapitel 12, se nedenfor.Anvendelsesområde for § 126 a, fastholdelse i hygiejnesituationer, bekendtgørelsens § 4Bekendtgørelsen§ 4.Fysisk magt i form af fastholdelse vilefter servicelovens § 126 a kunne tillades ifølgende personlige hygiejnesituationer:1) Tandbørstning.2) Barbering.3) Hårvask, badning og tøjskift.4) Klipning af hår og negle.5) Skiftning af bleer og bind.6) Pleje af hud.7) Fjernelse af madrester i kindpose ogmundhule.Stk. 2.Det skal præciseres i kommunalbe-styrelsens afgørelse, hvilke konkrete hygiej-neforhold afgørelsen vedrører.Stk. 3.Der må ikke bruges hjælpemidler tilfastholdelsen og der skal være proportionali-tet mellem karakteren af den fastholdelse,der udøves, og det der søges opnået ved fast-holdelsen.Stk. 4.Fysisk magt i form af fastholdelse ihygiejnesituationer vil kunne tillades i entidsperiode på indtil 3 måneder. Kommunal-bestyrelsen vil kunne forlænge tidsperioden,der dog ikke kan overstige i alt 6 måneder,idet andre metoder til at fremme hygiejne-forholdene hos den pågældende sideløbendeskal udvikles efter servicelovens § 126 a, 2.pkt.Stk. 5.Hvis den betydelig og varigt nedsat-te psykiske funktionsevne hos en person forhvem, der tidligere er truffet afgørelse efterservicelovens § 126 a, senere forværres ellernedsættes på ny, vil der igen kunne træffesafgørelse om tilladelse af fysisk magt i formaf fastholdelse i hygiejnesituationer for enperiode på indtil 3 måneder med mulighedfor forlængelse i op til 6 måneder. Samtidigskal handleplanen efter servicelovens § 141
revurderes og gennemarbejdes efter de nyeforhold.46.Bestemmelsen i § 126 a giver adgang til, at kommunalbestyrelsen undtagelsesvis og for en af-grænset periode kan træffe afgørelse om at tillade fysisk magtanvendelse i form af at fastholde enborger ved gennemførelse af personlig hygiejne, hvis dette må anses som en absolut nødvendighedfor at udøve omsorgspligten.Det skal i kommunalbestyrelsens afgørelse præciseres, hvilke konkrete hygiejneforhold afgørelsenomfatter, og hvor intens fastholdelsen må være i forhold til den konkrete person, jf. bekendtgørel-sens § 4, stk. 3.Fysisk magt i disse situationer vil kunne tillades i en tidsperiode på indtil 3 måneder, jf. bekendt-gørelsens § 4, stk. 4, men vil senere kunne forlænges, hvis den pågældendes tilstand senere forvær-res eller den psykiske funktionsevne nedsættes påny, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 5.Omsorgspligten skal dog i den forbindelse ses i lyset af servicelovens grundlæggende udgangs-punkt om, at det er frivilligt, om man vil modtage hjælp.Det handler først og fremmest om den enkeltes selvbestemmelsesret set i lyset af vedkommendesværdighed. I hygiejnesituationer handler det om at sørge for at varetage borgerens grundlæggendebehov med respekt, herunder set i forhold til personens selvværd og livsførelse.I bekendtgørelsens § 4 er det, jf. oven for, angivet, i hvilke situationer der vil kunne træffes be-slutning om at tillade magtanvendelse i form af fastholdelse:- Tandbørstning.- Barbering- Hårvask, badning og tøjskift- Klipning af hår og negle- Skiftning af bleer og bind- Plejning af hud- Fjernelse af madrester i kindpose og mundhule.Ved fastholdelse forstås i denne sammenhæng, at personalet holder personen fast, så eksempelvistandbørstning kan ske. Der må ikke, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3, bruges hjælpemidler til fast-holdelsen, og intensiteten må ikke få karakter af et legemligt overgreb.I de tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om, at det er tilladt at anvende fysisk magt i en begræn-set periode, bør personalet få supervision af en socialfaglig konsulent, så der udvikles og indarbej-des metoder til den faglige handlingsplan for, hvordan hygiejnen kan gennemføres uden magtan-vendelse.Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for, at hjælpen ydes inden for lovgivningens ram-mer. Det er derfor en forudsætning for, at personalet kan varetage omsorgspligten uden anvendelseaf fysisk magt, at kommunalbestyrelsen har vejledt og givet retningslinier for, hvordan hjælpen ihygiejnesituationer forventes gennemført uden brug af fysisk magt.Derudover er det nødvendigt, at ledelsen i botilbuddet giver anvisninger til personalet om, hvor-dan arbejdet skal tilrettelægges, så fysisk magtanvendelse undgås.Der kan være behov for løbende uddannelse om reglernes anvendelse, herunder metoder til atundgå brug af fysisk magt ved varetagelse af omsorgspligten.Det har vist sig, at en øget uddannelsesindsats, udvikling af nye pædagogiske metoder og fagligediskussioner har dæmmet op for en del problemer. Derfor er det vigtigt, at uddannelsesinitiativer og
udvikling af nye pædagogiske metoder sker som led i den løbende forpligtelse, som de driftsansvar-lige myndigheder i forvejen har.Det har endvidere vist sig, at man kan komme langt med motivation og overtalelse. Etik og reflek-sion over måden, der hjælpes på, herunder også overvejelser om, hvordan man kan finde alternativemåder at hjælpe på, er derfor meget vigtig.Ændring af rutiner kan ofte medvirke til at undgå brug af magt – fx. at der ikke skal fortages badeller tandbørstning på en bestemt tid, men at der i stedet tages hensyn til den enkeltes behov.Fysisk støtte:Fysisk støtte, som har til formål at modvirke effekten af rykvise kramper, spasticitet etc. eller somhar til formål at berolige, betragtes ikke som magtanvendelse.
Kapitel 8(Emneord:Alarmsystem, pejlesystem, alarm, GPS, demens, særlige døråbnere, tilbageholdelse, risiko for personskade,advokatbistand, klageadgang)
Alarm- eller pejlesystemer og særlige døråbnere samt tilbageholdelseAnvendelsesområde
§ 125.Kommunalbestyrelsen kan træffeafgørelse om at anvende personlige alarm-eller pejlesystemer for en person i en afgræn-set periode, når1) der er risiko for, at personen ved at for-lade bo- eller dagtilbuddet udsætter sigselv eller andre for at lide personskade,og2) forholdene i det enkelte tilfælde gør detpåkrævet for at afværge denne risiko.Stk. 2.For personer, hvor den nedsattefunktionsevne, jf. § 124 a, er en konsekvensaf en erhvervet mental svækkelse, der erfremadskridende, kan anvendelse af person-lige alarm- og pejlesystemer iværksættes,med mindre den pågældende modsætter sig
dette. Hvis personen modsætter sig anven-delsen af et personligt alarm- eller pejlesy-stem, kan kommunalbestyrelsen træffe afgø-relse om anvendelsen heraf, jf. stk. 1. Afgø-relsen efter 2. pkt. kan gøres tidsubegrænset.Stk. 3.Kommunalbestyrelsen kan træffeafgørelse om at anvende særlige døråbnereved yderdøre for en eller flere personer i enafgrænset periode, når1) der er nærliggende risiko for, at en ellerflere personer ved at forlade bo- ellerdagtilbuddet udsætter sig selv eller andrefor at lide væsentlig personskade, og2) forholdene i det enkelte tilfælde gør detabsolut påkrævet for at afværge dennerisiko og3) lovens øvrige muligheder forgæves harværet anvendt.Stk. 4.Hvis foranstaltninger efter stk. 3iværksættes, skal der af hensyn til beboernesfrie færden opsættes en døralarm, som sikrer,at beboere, der ikke selv kan betjene densærlige døråbner, får den nødvendige hjælphertil. Beboere, der er omfattet af foranstalt-ningen efter stk. 3, vil således alene kunnetilbageholdes, hvis bestemmelsen i § 127samtidig hermed finder anvendelse.47.Bestemmelsen i § 125, stk. 1, giver adgang til at anvende personlige alarm- eller pejlesystemeri visse tilfælde når:- der er risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide personskade ved at forladeboligen, og- forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet at anvende alarm- eller pejlesystemer for atafværge risikoen.Når der træffes afgørelse om anvendelse af alarm- eller pejlesystemer og de særlige døråbnere evt.kombineret med en afgørelse om tilbageholdelse i boligen, sker det primært af hensyn til den på-gældendes sociale tryghed og sikkerhed. Men det kan også være af hensyn til den pågældendesværdighed. I forbindelse med sagens behandling vil der således være foretaget en konkret afvejningmellem hensynene til den pågældendes selvbestemmelse, sociale tryghed og værdighed.Anvendelsen af personlige alarm- eller pejlesystemer gælder både i bo- og/eller dagtilbud samt ieget hjem. Men det er forudsat, at der er personale eller andre, der kan reagere på alarmen.48.Efter lovændringen med lov nr. 408 af 21. april 2010 kan der for en borger, der er omfattet afpersonkredsafgrænsningen i § 124 a, og hvis nedsatte psykiske funktionsevne er en konsekvens afen erhvervet mental svækkelse - dvs. en borger med demens - anvendes personlige alarm- eller pej-lesystemer uden forudgående myndighedsafgørelse, med mindre den pågældende direkte modsættersig anvendelsen, jf. servicelovens § 125, stk. 2.
Baggrunden for lovændringen er, at det for borgere med en betydelig og varigt nedsat psykiskfunktionsevnenedsættelse på grund af en demens kan være vanskeligt at opnå et informeret samtyk-ke, og at tilstanden samtidig over tid ikke forbedres grundet sygdommens fremadskridende karakter.Alarm- eller pejlesystemet kan medvirke til, at en borger med demens kan findes, inden han ellerhun risikerer at komme til skade. Formålet er således ikke at overvåge, hvad den pågældende fore-tager sig, men derimod at medvirke til, at borgeren med demens kan opretholde sin bevægelsesfri-hed, samtidig med, at det er muligt at forhindre, at den pågældende forvilder sig bort og dermedudsætter sig selv for skade.Uanset ændringen med lov nr. 408 må anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer eller an-dre teknologiske redskaber ikke erstatte den socialpædagogiske indsats eller tjene som erstatning forden direkte kontakt mellem borgeren med demens og personalet.Hvis en borger med demens modsætter sig at bære et personligt alarm- eller pejlesystem, vil evt.afgørelse om, at pågældende alligevel skal udstyres med et sådant, kræve en myndighedsafgørelseaf kommunalbestyrelsen. For at der kan træffes afgørelse, skal der foreligge den fornødne doku-mentation for den nedsatte psykiske funktionsevne og for den indsats, der i øvrigt udøves, samt på-rørendes, herunder en eventuel værges, bemærkning til foranstaltningen. Afgørelse om anvendelseaf et personligt alarm- eller pejlesystem over for borgere med demens, der modsætter sig brugen, vilhenset til sygdommens fremadskridende karakter kunne træffes uden tidsbegrænsning, jf. loven §125, stk. 2, 3. pkt.. Kommunalbestyrelsens afgørelse vil kunne indbringes for det sociale nævn.At en afgørelse om anvendelse af alarm – eller pejlesystemer kan gøres tidsubegrænset betyderikke, at man ikke løbende skal påse, at betingelserne for at opretholde beslutningen er til stede.Vurderes det derfor, at de materielle betingelser for at opretholde en beslutning om anvendelse afalarm- eller pejlesystem ikke længere er til stede, skal beslutningen ophæves.For borgere, derikkeer omfattet af den personkredsafgrænsning, der fremgår af servicelovens §125, stk. 2, som formuleret med lov nr. 408 af 21. april 2010, fx udviklingshæmmede, er der ikkesket ændringer i, hvordan reglerne om alarm- eller pejlesystemer kan anvendes.Risiko for personskade49.Alarm- eller pejlesystemer kan alene anvendes, når der er en risiko for, at den pågældende ud-sætter sig selv eller andre for at lide personskade.Dette indebærer, at man med kendskab til den enkelte borger og vedkommendes livshistorie medovervejende sandsynlighed kan forudsige, at den pågældende ikke vil være i stand til at overskue atforlade boligen på egen hånd pga. manglende forståelse for fx trafikale eller geografiske forhold.Personskade kan fx være følgerne af at blive påkørt af biler, cykler, busser og tog. Det kan ogsåvære følgerne af at falde i søer, moser, åer og havnebassiner, eller falde ned fra broer eller følger afvejrlig som fx forfrysninger.Risikoen for personskade skal være dokumenteret på det tidspunkt, hvor anvendelsen af alarmsy-stemerne kommer på tale. Kendskabet til borgeren skal have vist, at pågældende er »dørsøgende«.Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende måske vil forlade boligenog derved udsætte sig for en risiko.Der skal fx foreligge en konkret viden om:- at den pågældende ofte forlader boligen, eller- at den pågældende ofte bevæger sig mod et farligt område, som fx en stærkt trafikeret vej elleret havneområde.
Betingelserne vil normalt ikke være opfyldt, hvis den pågældende ofte forlader boligen og følgeren kendt og sikker rute. Det kan fx være til den tidligere bolig, hvor pågældende ikke skal passerestærkt trafikerede områder.50.Brug af alarm- og pejlesystemer er også betinget af en risiko for, at den pågældende udsættersig selv eller andre for at lide personskade. Der er derfor ikke tale om de skader, som almindeligviskan påregnes ved udendørs færdsel til fods som fx fald på et sneglat fortov eller forvridning af ank-len på en ujævn vej.Reglen omhandler alene risikoen for personskade, hvilket udelukker tilfælde, hvor der alene er ri-siko for materiel skade. Tilfælde, hvor en borger fx forsøger at trænge ind i en tidligere bolig ogderved forvolder materiel skade, er ikke omfattet.Ved vurderingen af, om der skal anvendes alarm- eller pejlesystemer, skal udover hensynet til denfysiske sikkerhed indgå hensynet til, om foranstaltningen giver borgeren større udfoldelsesmulighe-der og livskvalitet, end hvis overvågningen ikke blev etableret.Påkrævet51.Anvendelsesområdet for personlige alarm- eller pejlesystemer er begrænset til de tilfælde,hvor anvendelsen er påkrævet for at afværge en risiko for personskade. Denne betingelse medfører,at systemerne ikke kan anvendes i forhold til borgere, hvor risikoen kan afværges på andre måder,som er mindre indgribende.Der er i de seneste år indhøstet en del erfaringer på demensområdet med at forebygge, at fx borge-re med demens forlader boligen og herefter kommer til skade. Der er f.eks.gjort forsøg med et sær-ligt farvevalg og med placering af planter eller lignende for at undgå, at en beboer med demens for-vilder sig ud af boligen. Endvidere er der indhøstet positive erfaringer med at tilrettelægge forskel-lige aktivitetstilbud, som beskæftiger den enkelte i boligen eller med at etablere overskuelige fysi-ske rammer både inde og ude, således at beboere med demens ikke bliver rastløse eller modløse ogderfor forsøger at komme tilbage til tidligere trygge rammer.Det er muligt at skabe en række alternativer til alarm- eller pejlesystemer, som er mindre indgri-bende og samtidig kan skabe tryghed. Det kan fx være sociale tilbud, herunder sociale relationer ogmenneskelig kontakt.Etablering af sådanne alternativer bør indgå i overvejelserne om, hvorvidt alarm- eller pejlesyste-mer er påkrævet i de enkelte tilfælde.Endvidere vil de lokale fysiske rammer spille en afgørende rolle ved afgørelsen af, om anvendelseaf alarm- eller pejlesystemer er påkrævet. Nogle boliger er overskuelige og har alene en enkelt ud-gangsdør, mens de fysiske forhold andre steder gør det vanskeligt at overvåge, om en borger forla-der boligen.Endelig bør boligens geografiske beliggenhed indgå i overvejelserne om, hvorvidt det er påkrævetat bruge alarm- eller pejlesystemer.Nogle bor i mindre og rolige bysamfund. Her er borgeren måske kendt i nærmiljøet og kan derforlet hjælpes »på rette vej«. Bor pågældende derimod i et befærdet storbymiljø eller tæt ved øde om-råder, er risikoen for at pågældende kommer i en situation, som indebærer fare for personskade me-re nærliggende. Det kan fx være, fordi det er vanskeligt at finde den pågældende, eller fordi områ-det geografisk byder på mange farer i form af trafikerede veje, broer, ubevogtede jernbaneoverskæ-ringer, havneområder, søer, moseområder, grusgrave osv.
Alarm - eller pejlesystemer52.Bestemmelsen omhandler to former for systemer:- alarmsystemer, der har til formål at advare det sociale servicepersonale eller andre, fx pårøren-de eller naboer, hvis en borger med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne forladerboligen, og- pejlesystemer, der kan anvendes til at lokalisere en bortkommen borger.I bekendtgørelsens § 3 er der foretaget en afgrænsning af de systemer, som lovligt kan anvendesfor at begrænse eller holde øje med den enkeltes udgang fra boligen.Det er derfor ikke lovligt at anvende:- systemer, som kontinuerligt overvåger den enkelte i eller uden for boligen, såsom videokamera-er eller lignende,- kodelåse, der forudsætter indtastning af en særlig kode for, at døren kan åbnes, når beboerenikke har forudsætninger for at indtaste koden,- aflåsning af udgangsdøren med henblik på at tilbageholde beboeren i boligen.Der er ikke tale om et generelt forbud mod aflåsning af hoved- eller gadedøre. Det afgørende er,at vedkommende kan komme ud, når han eller hun ønsker det. At låse en borger inde er ensbety-dende med frihedsberøvelse, hvilket der er et generelt forbud imod, hvis det ikke har hjemmel i lov,jf. grundlovens § 71. Der er således intet i regelsættet, der forbyder aflåsning indefra af hoved- oggadedøre i det omfang, man normalt holder disse døre låste i almindelig beboelse for at forhindretyveri eller besøg af uvedkommende. Dette gælder både i dag- og nattetimer.I nogle botilbud og plejeboliger m.v. er det almindeligt, at hovedindgangen ikke er aflåst i dagti-merne. Det er vigtigt at være opmærksom på, at aflåsning af en hoveddør kan være ensbetydendemed, at ikke alle beboere er i stand til at gå ud, hvis de ønsker det. Er dette tilfældet, er aflåsningensbetydende med frihedsberøvelse.Hvis det er muligt at forlade boligen gennem en eller flere centralt placerede udgangsdøre, er reg-lerne ikke til hinder for at andre og mindre centralt placerede udgangsdøre låses af.Personlige53.Det er en betingelse for anvendelse af alarm- og pejlesystemer, at der er tale om personlige sy-stemer. Herved forstås, at systemerne kun må registrere den enkelte beboers udgang fra boligeneller færden uden for boligen. Det er ikke lovligt at anvende systemer, som kortlægger samtligebeboeres færden.En dørklokke eller lignende, som gør opmærksom på færdsel - indkommende og udgående - vedhoveddøren eller havedøren, er ikke registrering af beboernes færden.Sammenhæng med § 12754.Anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer skal ses i sammenhæng med bestemmelseni § 127 om tilbageholdelse i boligen. Efter § 127 kan en beboer fastholdes for at forhindre denne i atforlade boligen, eller vedkommende kan føres tilbage ved brug af fysisk magt, hvis man fx vedhjælp af alarm- eller pejlesystemet bliver opmærksom på, at en beboer er ved at forlade boligeneller allerede har forladt den. Brugen af alarmsystemer forudsætter derfor også, at der er personaleeller pårørende tilstede, som kan reagere, når alarmen aktiveres.
Afgrænset periode55.Oplysning om perioden skal indgå i den afgørelse, der træffes af kommunalbestyrelsen, jf.§ 130, nr. 3. Kommunalbestyrelsen tager stilling til periodens længde på baggrund af en konkretvurdering i hver enkelt sag.Der kan fx være tale om en kortere periode efter en flytning til plejebolig eller en periode med til-vænning til ændret medicinering.Da behovet kan ændre sig i forhold til den enkeltes helbredstilstand og oplevelse af fortrolighedmed omgivelserne, skal det løbende vurderes, om en mindre indgribende foranstaltning kan anven-des. Den pågældende kan tilpasse sig hurtigere til nye omgivelser end forventet eller påbegyndedeltagelse i diverse dagtilbud, sådan at behovet for at bruge alarm- eller pejlesystemer mindskeseller eventuelt forsvinder.I bekendtgørelsens § 8 er det fastsat, at revurdering senest skal ske 8 måneder efter det socialenævns godkendelse.For den gruppe, der er omfattet af servicelovens § 125, stk. 2, 2. pkt. - dvs. borgere med demens -der modsætter sig at bære et personligt alarm- eller pejlesystem, kan kommunalbestyrelsens afgø-relse om, at et personligt alarm- eller pejlesystem alligevel må anvendes over for vedkommende,henset til sygdommens fremadskridende karakter træffes uden tidsbegrænsning. Det gælder dogfortsat, at et indgreb skal ophøre, hvis grundlaget for indgrebet ikke længere er til stede.Særlige døråbnere.56.Bestemmelsen i § 125, stk. 3 giver adgang til at anvende særlige døråbnere, i visse tilfældenår:- der er nærliggende risiko for, at en eller flere borgere ved at forlade bo- eller dagtilbuddet ud-sætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og- forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge denne risiko, og- lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.Kommunalbestyrelsen kan i visse særlige situationer, og når alt andet har været forsøgt forgæves,anvende særlige døråbnere. Der kan fx være tale om dobbelte dørgreb, dobbelttryk for døråbning oglignende for at forhindre eller vanskeliggøre, at visse borgere med betydelig og varigt nedsat psy-kisk funktionsevne går ud og udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade. Der måikke anvendes egentlige aflåsningssystemer.Der kan eksempelvis være tale om farefyldte trafikale forhold, særlige naturområder, hvor denpågældende kan blive væk eller vejrforhold (voldsom kulde eller varme), som vil kunne begrunde atdisse midler bringes i anvendelse, når andre og mindre indgribende foranstaltninger forgæves harværet forsøgt afprøvet.Muligheden for at anvende af særlige døråbnere ved yderdøren ændrer således ikke på det for-hold, at de i den forbindelse mindre indgribende foranstaltninger i form af alarm- eller pejlesyste-mer først forgæves skal være afprøvet inden, der sættes ind med den mere indgribende foranstalt-ning i form af en særlig døråbner.Det vil således være hensigtsmæssigt, hvis botilbud m.v. fysisk indrettes således, at personalet letkan overskue, om en borger, der ikke kan klare sig selv på egen hånd, er ved at forlade stedet, såman i tide kan træffe de nødvendige forholdsregler.Alle, der ikke kan betjene de særlige døråbnere, skal have den nødvendige hjælp hertil, medmin-dre der er tale om en borger, som er omfattet af bestemmelsen om tilbageholdelse i boligen.
Tilbageholdelse i boligen
§ 127.Under samme betingelser som i§ 125, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen træf-fe afgørelse om at anvende fysisk magt iform af at fastholde en person for at forhin-dre denne i at forlade boligen eller for at føredenne tilbage til boligen.Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal træffeafgørelse om, for hvilken periode tilbagehol-delse i boligen kan anvendes, og skal løben-de vurdere, om en mindre indgribende foran-staltning kan anvendes.57.Bestemmelsen i § 127 giver adgang til ved fysisk magt at fastholde en borger for at hindredenne i at forlade boligen eller for at føre vedkommende tilbage til boligen.Bestemmelsen finder anvendelse når:- der er nærliggende risiko for, at borgeren ved at forlade boligen udsætter sig selv eller andre forat lide væsentlig personskade, og- forholdene i det enkelte tilfælde gør, at det er absolut påkrævet for at afværge denne risiko atanvende fysisk magt, således at borgeren forhindres i at forlade boligen eller føres tilbage til bo-ligen, og- lovens øvrige muligheder forgæves har været anvendt.58.Boligen omfatter foruden den individuelle bolig, også de fælles opholdsområder i tilknytningtil boligen samt dagtilbud m.v.Nærliggende risiko for væsentlig personskade59.Anvendelse af fysisk magt i form af at fastholde en person for at forhindre vedkommende i atforlade boligen eller for at føre vedkommende tilbage til boligen kan alene anvendes, når der fore-ligger en nærliggende risiko, for at den pågældende udsætter sig selv eller andre for at lide væsent-lig personskade.Der skal fx foreligge en konkret viden om:- at personen ofte forlader boligen, og/eller- vedvarende udtrykker ønske om at forlade boligen.Det er således ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at borgeren vil forlade boligen ogderved udsætte sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.Der er ikke hjemmel til at føre borgeren tilbage til et lokale med låst dør. Fysiske indgreb i formaf at føre en borger tilbage skal kombineres med tryghedsskabende initiativer m.v. og forudsættersåledes altid, at der er personale eller andre tilstede, som kan yde denne hjælp.Der henvises i øvrigt til pkt. 62.Absolut påkrævet60.Anvendelsesområdet for § 127 er begrænset til de tilfælde, hvor tilbageholdelse i boligen erabsolut påkrævet for at afværge en nærliggende risiko for personskade.
Denne betingelse medfører, at anvendelse af fysisk magt for at tilbageholde en borger i boligenikke kan anvendes, hvor risikoen kan afværges på andre måder, som er mindre indgribende, jf.mindsteindgrebsprincippet.De situationer, hvor en borger er ved at forvilde sig ud af boligen, og hvor personalet kan tilbage-holde borgeren uden at anvende magt, er ikke omfattet af § 127.Det afgørende er således ikke det, at borgeren vil gå, men de synliggjorte risici, der er forbundetmed at gå på tidspunkter, hvor der ikke er mulighed for ledsagelse.Sammenhæng med § 125, stk.3.61.Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 125, stk. 3, som giver hjemmel til at anvende desærlige døråbnere, når de samme betingelser er opfyldt.§ 125, stk. 3 giver adgang til, at der kan træffes afgørelse om, at personalet eller andre kan tilba-geholde en borger, når man - eventuelt ved hjælp af alarmsystemet - bliver opmærksom på, at ved-kommende har forladt boligen eller er ved at forlade boligen og dermed bringer sig i en farefuldsituation.Afgrænset periode62.Det fremgår af § 125, stk. 3, at kommunalbestyrelsens beslutning skal indeholde oplysningerom, for hvilken periode tilbageholdelsen skal anvendes. Oplysning om periodens længde skal ogsåfremgå af den afgørelse kommunalbestyrelsen skal træffe, jf. § 130, nr. 3.Der kan fx være tale om en kortere periode i forbindelse med tilvænning til ændret medicinering,til ændrede ydre forhold eller en ganske kort venteperiode i forbindelse med, at det sociale nævn hartruffet afgørelse om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke, i det omfang betingelserne i øv-rigt er opfyldt.Da behovet kan ændre sig i forhold til den enkeltes helbredstilstand og oplevelse af fortrolighedmed omgivelserne, skal det løbende vurderes, om en mindre indgribende foranstaltning kan anven-des. Den pågældende kan tilpasse sig hurtigere til nye omgivelser end forventet eller fx påbegyndediverse aktiviteter, som mindsker eller fjerner behovet for tilbageholdelse.I bekendtgørelsens § 8 er det fastsat, at revurdering senest skal ske 8 måneder efter det socialenævns godkendelse.Advokatbistand§ 132.Kommunalbestyrelsen skal sørgefor, at personen under sagen får bistand fraen advokat til at varetage sine interesser, isager om1) tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 127mod den pågældendes vilje eller2) …Stk. 2.Myndigheden betaler udgifterne tiladvokaten, der modtager salær og godtgørel-se for udlæg efter samme regler, som gælderi de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,jf. kapitel 31 i retsplejeloven.
63.I sager om tilbageholdelse i boligen mod pågældendes vilje skal kommunalbestyrelsen sørgefor, at den pågældende får bistand fra en advokat samt afholde udgiften hertil.Den udpegede advokat har til opgave at varetage borgerens interesser på et så tidligt tidspunkt isagen som muligt. Det vil i praksis betyde, at advokaten skal inddrages under sagens behandling ogafgørelse, når det i kommunalbestyrelsen er besluttet at indstille, at der træffes afgørelse om tilba-geholdelse eller om optagelse i særlige botilbud uden samtykke.
Kapitel 9(Emneord: Bløde stofseler, beskyttelsesmidler, fastspænding, hindre fald)
Anvendelse af stofseler§ 128.Kommunalbestyrelsen kan træffeafgørelse om at anvende fastspænding medstofseler til kørestol eller andet hjælpemid-del, seng, stol eller toilet for at hindre fald,når der er nærliggende risiko for, at en per-son udsætter sig selv for at lide væsentligpersonskade, og forholdene i det enkelte til-fælde gør det absolut påkrævet.Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal træffeafgørelse om, for hvilken periode de i stk. 1omhandlede beskyttelsesmidler kan anven-des, og skal løbende vurdere, om en mindreindgribende foranstaltning kan anvendes.64.Bestemmelsen i § 128 giver hjemmel til at fastspænde en person med stofseler for at hindrefald når:- der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade- og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.Bestemmelsen har navnlig praktisk betydning for personer, der foruden at have en nedsat psykiskfunktionsevne også har en nedsat fysisk funktionsevne.Beskyttelsen mod skade som følge af fald består i at spænde den pågældende fast til kørestolen,sengen, toilettet osv. med bløde stofseler. Selerne kan fx placeres over brystet, om livet eller overbenene.Hvis en borger fx har mistet evnen til at gå, men til trods herfor til stadighed forsøger at gå medbenbrud og andre skader til følge, vil man med hjemmel i bestemmelsen kunne anvende fastspæn-ding som beskyttelse.Det samme gælder, hvis en person med nedsat psykisk funktionsevne også lider af hyppige kram-per, spasmer eller andre ufrivillige kraftige bevægelser og dermed er i fare for at falde.Denne form for fastspænding opfattes ikke som fiksering.Beskyttelsesmidler i form af bløde stofseler efter § 128 kan alene bruges for at hindre fald. Be-stemmelsen i § 128 kan derimod ikke benyttes til at spænde en borger fast i en stol eller kørestol for
at forhindre vedkommende i at gå. De kan heller ikke anvendes med det formål at begrænse mobili-teten, når den pågældende er utryg eller aggressiv.Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens principafgørelse C-36-00 .Resumé af principafgørelse C-36-00:Ankestyrelsen har i et principielt møde behandlet 2 sager om magtanvendelse i forbindelse medanvendelse af beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler.I begge sager blev det lagt til grund, at de pågældende personer - der begge led af svær demens -var omfattet af personkredsen og at fastspændingen med stofseler visse gange skete mod deres vilje.Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort i nogen af sagerne, at betingelserne for anvendelse af fast-spænding med stofseler var opfyldt, idet der ikke fandtes at være en nærliggende risiko for at perso-nerne ville udsætte sig selv for at lide væsentlig personskade ved fald, eller at forholdene gjordeanvendelsen af stofseler absolut påkrævet for at hindre fald.Ankestyrelsen lagde i sagerne vægt på, at stor motorisk uro, fysisk og verbal aggressivitet og etbehov for hvile ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at anse betingelserne for opfyldt.Fastspænding med stofseler kan alene anvendes for at hindre fald og ikke for at begrænse en per-sons mobilitet ved fx utryghed, aggressivitet, hvileløs omvandring og træthed.65.Servicelovens magtanvendelsesbegreb omfatter ikke beskyttelsesmidler i form af bløde speci-alhandsker, hjelme m.v., der bruges med det formål at forhindre selvdestruktiv adfærd. Denne formfor omsorg er omfattet af pligten til at undgå omsorgssvigt, jf. § 82. Undlader man at forhindreselvdestruktiv adfærd, fx ved at bruge sådanne beskyttelsesmidler, vil det kunne udgøre et brud påpligten til at undgå omsorgssvigt.Ved anvendelse af en foranstaltning efter § 128 vil der være tale om, at hensynet til den pågæl-dendes sociale tryghed, herunder sikkerhed, er vurderet vigtigere end hensynet til selvbestemmel-sesretten. Dette er endnu et eksempel på, at de sociale værdier, der ligger bag reglerne om magtan-vendelse i serviceloven, ikke altid peger i den samme retning og i visse tilfælde støder mod hinan-den. En konkret afvejning af de forskellige hensyn kan i så fald blive nødvendig.Nærliggende risiko for væsentlig personskade66.Beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler for at forhindre fald kan alene anven-des, når der er nærliggende risiko, for at borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig personska-de.Det er ikke tilstrækkeligt at have en formodning om, at den pågældende kan komme til at foretagesig noget, der kan medføre, at han eller hun udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade. Derskal derimod foreligge en konkret viden om, at den pågældende enten ofte har forsøgt at udførehandlinger, der kan indebære en risiko for fald og deraf følgende personskade, eller ofte plages afkramper, spasmer og lignende, som medfører risiko for væsentlig personskade.Væsentlig personskade kan bl.a. være brækkede lemmer, kraniebrud, hjernerystelse, tabte eller lø-se tænder m.v. Derimod kan fx en mindre forstuvning i denne sammenhæng ikke opfattes som væ-sentlig personskade. Den væsentlige personskade skal dog individuelt vurderes ud fra den pågæl-dendes helbredstilstand.
Absolut påkrævet67.Beskyttelsesmidler kan alene anvendes i de tilfælde, hvor det er absolut påkrævet for at af-værge en nærliggende risiko for væsentlig personskade.Det følger af mindsteindgrebsprincippet, at beskyttelsesmidler ikke lovligt kan anvendes, hvis ri-sikoen kan afværges ved brug af andre og mindre indgribende metoder.Der vil være borgere, for hvem en bedring af den fysiske funktionsevne ikke kan forventes. Det erderfor vigtigt at være opmærksom på mulighederne for at indrette omgivelserne sådan, at fald kanhindres på mindre indgribende måder. Dette gælder naturligvis også for de borgere, for hvem beho-vet herfor kan mindskes.En borger med dårlig balanceevne og delvise lammelser eller hyppige spasmer kan fx forhindres iat falde ned fra stol, seng eller toilet ved at anbringe gelændere, sengehest, eller madras tæt ved gul-vet.For borgere med fx stærkt nedsat muskelkraft, som ikke kan rette kroppen ud, og derfor sidderdårligt i en stol, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt at bruge stofseler for, at disse borgereoverhovedet kan sidde i en kørestol uden risiko for at falde ud, og dermed komme til skade.Der skal således være tale om en konkret risiko for personskade, som det ikke er lykkedes at af-værge ad mindre indgribende veje, og som det af hensyn til at undgå væsentlig personskade, ernødvendigt at forhindre.Periode68.Det fremgår af § 128, stk. 2, at kommunalbestyrelsens afgørelse skal indeholde oplysningerom, for hvilken periode beskyttelsesmidler i form af fastspænding med stofseler kan anvendes, jf.lovens § 130, nr. 3.Da behovet kan ændre sig i forhold til den enkeltes helbredstilstand, skal det løbende vurderes,om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.I bekendtgørelsens § 8, stk. 2, er det fastsat, at revurdering senest skal ske 18 måneder efter kom-munalbestyrelsens afgørelse.Kommunalbestyrelsens kompetence – klageadgang§ 130.Som grundlag for kommunalbesty-relsens afgørelser efter §§ 125, 126 a, 127 og128 skal der foreligge:1) den nødvendige faglige dokumentationfor den nedsatte funktionsevne,2) oplysninger om den socialpædagogiskehjælp og pleje efter kapitel 16, der harværet iværksat før den påtænkte afgørel-se om iværksættelse af foranstaltninger-ne,3) oplysninger om den forventede periode, ihvilken foranstaltningerne vil være nød-vendige, og4) pårørendes og en eventuel værges be-mærkninger til de påtænkte foranstalt-
ninger.69.Efter lov nr. 408 af 21. april 2010, der trådte i kraft 1. juli 2010, træffes afgørelse om at iværk-sætte fysiske indgreb i selvbestemmelsesretten i form af at anvende personlige alarm- eller pejlesy-stemer, jf. § 125, stk. 1 og § 125, stk. 2, 2.pkt., særlige døråbnere, jf. § 125, stk. 3, fastholdelse ihygiejnesituationer, jf. § 126 a, fastholdelse. jf. § 127, samt afgørelser om anvendelse af bløde stof-seler, jf. § 128, af kommunalbestyrelsen som en myndighedsafgørelse.Kommunalbestyrelsens afgørelser vil kunne indbringes for Det Sociale Nævn, jf. lovens § 133, ef-ter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.§ 133.Kommunalbestyrelsens afgørelserefter §§ 125, 126, 126 a, 127 og 128, kanindbringes for det sociale nævn efter reglernei kapitel 10 i lov om retssikkerhed og admi-nistration på det sociale område.Stk. 2-4.Den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne70.I medfør af § 124 a, er det en generel betingelse for at iværksætte foranstaltninger omfattet af§§ 125-129, at der foreligger den fornødne faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funkti-onsevne.Når der i § 130 stilles krav om, at der som grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelse skal fo-religge en redegørelse for den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne, erdet derfor ensbetydende med, at der i grundlaget for afgørelsen ikke blot kan anføres en diagnoseeller lignende. Der skal gives en fyldestgørende redegørelse for den pågældendes nedsatte psykiskefunktionsevne.Den socialpædagogiske hjælp og pleje, der har været iværksat før indstilling om iværksættelse afindgreb71.Magtanvendelsesreglerne bygger på princippet om, at socialpædagogiske virkemidler og om-sorgs- og plejemæssig indsats går forud for enhver form for tvang. Det er derfor en generel betin-gelse, at målet altid skal søges nået gennem frivillighed, forinden der skrides til tvangsmæssige for-anstaltninger.Som grundlag for kommunalbestyrelsens afgørelse skal der således foreligge en redegørelse forden indsats, der har været iværksat med henblik på at afhjælpe følgerne af den nedsatte psykiskefunktionsevne samt den indsats, der har været ydet med henblik på at undgå brugen af tvang.Den forventede periode, i hvilken foranstaltningerne vil være nødvendige72.I § 125, stk. 1 og 3, § 127, stk. 3, og § 128, stk. 2, stilles der krav om, at der i forbindelse mediværksættelsen af disse foranstaltninger fastsættes en periode, inden for hvilken det forventes atvære nødvendigt at anvende foranstaltningen, jf. også formuleringen af § 130.Afgørelser i medfør af § 125, stk. 2, 2. pkt., kan træffes uden, at der fastsættes en periode, indenfor hvilken afgørelsen gælder. Som nævnt oven for under pkt. 48 og 55 må en foranstaltning eller etindgreb ikke opretholdes ud over den periode, det er nødvendigt. Hvis det ikke længere er relevant
at forlange, at en borger med demens skal benytte et personligt alarm- eller pejlesystem, kan afgø-relse herom ikke opretholdes.Periodens længde er bestemt af den pågældendes behov og hensynet til at afværge personskade.Pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til foranstaltningen73.Borgerens egne bemærkninger til sagen følger reglerne i forvaltningsloven, hvorefter den, derer part i en sag, altid har ret til at udtale sig, jf. forvaltningslovens § 21.For at sikre den bedst mulige indsats er der desuden stillet krav om, at der som grundlag forkommunalbestyrelsens afgørelse skal foreligge en redegørelse fra personer med et nærmere kend-skab til den pågældende om de påtænkte foranstaltninger. Dette kan fx være ægtefællen, pårørende,nære bekendte eller en værge.
Kapitel 10Optagelse i særlige botilbud uden samtykke (Emneord: flytning uden samtykke, flytning, når borgeren ikke modsættersig, flytning mellem to egnede botilbud, optagelse i særligt botilbud, værgens rolle, advokatbistand)
Anvendelsesområde for § 129, stk. 1§ 129.Kommunalbestyrelsen kan, jf.§ 131, indstille til det sociale nævn at træffeafgørelse om, at en person, der modsætter sigflytning eller mangler evnen til at give in-formeret samtykke hertil, jf. dog stk. 2, skaloptages i et bestemt botilbud efter denne lov,botilbud i boliger opført efter den nu ophæ-vede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boligerfor ældre og personer med handicap ellerbotilbud efter lov om almene boliger samtstøttede private andelsboliger m.v., når1) det er absolut påkrævet for, at den på-gældende kan få den nødvendige hjælp,og2) hjælpen ikke kan gennemføres i perso-nens hidtidige bolig og3) den pågældende ikke kan overskue kon-sekvenserne af sine handlinger og4) udsætter sig selv for at lide væsentligpersonskade og5) det er uforsvarligt ikke at sørge for flyt-ning.Stk. 2-5.…74.Det sociale nævn har efter § 131, stk. 1, hjemmel til at træffe afgørelse om, at en person skaloptages i et særligt botilbud uden dennes samtykke. Afgørelsen kan alene træffes efter indstillingfra kommunalbestyrelsen, jf. § 129, stk. 1.
Afgørelse om at optage en person i et særligt botilbud uden samtykke kan træffes når:- det er absolut påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og hjælpen ikkekan gennemføres i vedkommendes hidtidige bolig,- pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætter sig for væsentligpersonskade,- det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning.Det forudsættes, at der er tale om optagelse i et særligt botilbud, en plejebolig eller lignende medhenblik på varigt ophold, således at den hidtidige bolig fraflyttes. Bestemmelsen omfatter dermeden personkreds for hvem, der typisk ikke er udsigt til bedring.Bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor en person med betydelig og varigt nedsat psykiskfunktionsevne bor i en almindelig bolig - lejebolig, andelsbolig eller ejerbolig - og det vurderesuforsvarligt ikke at sørge for flytning til et botilbud m.v. Bestemmelsen vil dog også skulle anven-des i situationer, hvor en borger allerede er visiteret til et botilbud, men efterfølgende får behov, derikke kan dækkes her.Begrebet flytning omfatter således flere situationer. Der kan for det første være tale om, at der vi-siteres fra en oprindelig bolig til et botilbud. Dernæst kan der være tale om situationer, hvor dervisiteres fra ét botilbud til et andet og særligt indrettet kommunalt eller regionalt botilbud. Endeliger der de situationer, hvor den pågældende flyttes til/fra en skærmet enhed inden for samme bebyg-gelse.75.Der er opstillet en række meget strenge betingelser for at anvende reglen om optagelse i sær-ligt botilbud m.v. uden samtykke, da der er tale om den mest indgribende sociale foranstaltning iforhold til voksne. Det er derfor forudsat, at reglen kun anvendes i få og enkeltstående tilfælde.Absolut påkrævet for at give den nødvendige hjælp76.Det er en betingelse, at flytningen er absolut påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendigehjælp, og at hjælpen ikke kan gennemføres i den hidtidige bolig.Denne vurdering tager alene hensyn til den enkeltes behov for hjælp og hensynet til, hvor den en-kelte bedst muligt kan modtage den nødvendige hjælp.Den nødvendige hjælp er den hjælp, borgeren efter en faglig vurdering har behov for som følge afden nedsatte psykiske funktionsevne. Hjælpen kan fx bestå i hjælp til personlig pleje og hygiejne,sygepleje og omsorg eller lægeligt tilsyn eller behandling.At flytningen er absolut påkrævet for at yde den nødvendige hjælp indebærer, at hjælpen efter enkonkret og faglig vurdering ikke kan ydes forsvarligt på en anden og mindre indgribende måde.Kan behovet opfyldes ved fx at ændre boligens indretning, tilrettelægge hjemmehjælp og dag- el-ler andre tilbud mere hensigtsmæssigt eller ved at stille hjælpemidler til rådighed, er flytningen ikkeabsolut påkrævet.Hensynet til kommunalbestyrelsens udnyttelse af ressourcer og tilrettelæggelse af de sociale til-bud m.v. indgår ikke i vurderingen.Kan en risiko for væsentlig personskade således afhjælpes på en anden mindre indgribende mådeend ved flytning, er der ikke hjemmel i § 129, stk. 1, til at flytte en borger mod pågældendes vilje.
Uforsvarligt at undlade flytning - væsentlig personskade77.For at en flytning kan anses som lovligt iværksat, er det en betingelse, at det er uforsvarligt atundlade flytning, idet borgeren kan blive udsat for væsentlig personskade, hvis ikke den nødvendigehjælp ydes.Det er således en betingelse, at pågældende ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlingerog derfor udsætter sig for væsentlig personskade.Det centrale i denne vurdering er hensynet til borgerens helbredstilstand. Betingelsen forudsætter,at der er risiko for, at den pågældende som følge af den nedsatte psykiske funktionsevne udsættersig for væsentlig personskade ved at forblive i den hidtidige bolig.Der kan fx være tale om risiko for at brænde inde som følge af uforsvarlig omgang med ild ellerelektriske installationer. Det kan være risiko for medicinforgiftning, fordi borgeren ikke selv kandosere medicin. Det kan være risiko for livstruende tilstande, fordi den pågældende ikke husker ateller ikke vil tage livsvigtig medicin. Det kan være risiko for fysiske kvæstelser, fordi den pågæl-dende foruden den nedsatte psykiske funktionsevne desuden har en nedsat fysisk funktionsevne.Risikoen skal være reel og ikke kun hypotetisk. Dvs. der skal være en vis sandsynlighed for, atborgeren kommer ud for væsentlig personskade.Risiko for »væsentlig personskade« omfatter kun de tilfælde, hvor borgeren selv er udsat for dennævnte risiko. Det er ikke tilstrækkeligt, at naboer eller andre føler sig truet eller generet af den på-gældende. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at pårørende føler sig utrygge ved, at borgeren bor, somhan eller hun har valgt at bo.Imidlertid skal hensynet til samlever eller ægtefælle også indgå i den samlede afvejning. Disse på-rørende er tillagt adgang til at klage over kommunalbestyrelsens afslag på at indstille til optagelse isærlige botilbud, jf. § 131, stk. 3. Det er navnlig i situationer, hvor den syge blankt afviser at mod-tage den nødvendige omsorg eller pleje fra ægtefællen eller samleveren, at dette hensyn skal indgå.I de situationer, hvor eksempelvis en borger med svær demens har kunnet forblive i sit eget hjem -fordi en ægtefælle, samlever eller anden pårørende har været til stede og har kunnet yde en del afhjælpen - vil der ligeledes skulle indgå et hensyn til dennes mulighed for at føre en normal tilværel-se uden at blive påført store belastninger.Borgere med en psykisk funktionsnedsættelse af fremadskridende karakter, der ikke er i stand til attage stilling til et forslag om flytning, § 129, stk. 2§ 129. …Stk. 2.For personer med betydelig og va-rigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 124a, der ikke modsætter sig flytning, men sommangler evnen til at give informeret samtyk-ke til en flytning, og hvor den psykiske funk-tionsnedsættelse er en konsekvens af en er-hvervet mental svækkelse, som er fremad-skridende, kan kommunalbestyrelsen træffeafgørelse om optagelse i et bestemt botilbud,hvis kommunalbestyrelsens indstilling til-trædes af den værge, statsforvaltningen harbeskikket, jf. § 131, når1) ophold i et botilbud med tilknyttet ser-
vice er påkrævet for, at den pågældendekan få den nødvendige hjælp, og2) det i det konkrete tilfælde omsorgsmæs-sigt vurderes at være mest hensigtsmæs-sigt for den pågældende.Stk.3.Kommunalbestyrelsen kan i ganskesærlige tilfælde indstille til det sociale nævn,at der træffes afgørelse om, at en person, derer optaget i et botilbud, som nævnt i stk. 1,og som mangler evnen til at give informeretsamtykke, kan flyttes til en anden tilsvarendebolig, hvor omsorgen for personen kan vare-tages, selv om betingelserne i stk. 1, nr. 1-5,ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være iden pågældendes egen interesse, herunder afhensyn til mulighederne for at den pågæl-dende kan bevare tilknytning til sine pårø-rende.Stk. 4 og 5.…78.Betingelserne for flytning, jf. § 129, stk. 2, er lempeligere for så vidt angår borgere, der ikkemodsætter sig flytning, men som heller ikke er i stand til at give et informeret samtykke på grund afen erhvervet mental svækkelse. Det er en betingelse, at der er tale om en fremadskridende lidelse,som det fx kan ses ved fremskreden demens. Det er endvidere en betingelse, at ophold i et botilbud,herunder et andet botilbud med tilknyttet service, er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendi-ge hjælp, samt at det i det konkrete tilfælde vurderes mest hensigtsmæssigt for den pågældende atflytte til det pågældende botilbud m.v.Det er desuden en betingelse for flytning uden samtykke, at den beskikkede værge kan tiltrædekommunalbestyrelsens afgørelse om flytning. Værgen, som typisk vil have et indgående kendskabtil borgeren, og kommunalbestyrelsen vurderer, om borgerens særlige pleje- og omsorgsbehov, somfølge af den erhvervede mentale svækkelse, nødvendiggør en flytning, når de i stk. 2, nr. 1 og nr. 2,nævnte betingelser ellers er opfyldt. Er værgen og kommunalbestyrelsen ikke enige, og fastholderkommunalbestyrelsen indstillingen, skal kommunalbestyrelsen indstille til det sociale nævns afgø-relse, jf. § 129, stk. 1.Reglen vil således omfatte borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvorden psykiske funktionsnedsættelse er en følge af en erhvervet mental svækkelse, der er fremadskri-dende og indebærer et væsentligt stigende eller ændret pleje- og omsorgsbehov.Ved erhvervet mental svækkelse forstås en i de voksne år erhvervet mental svækkelse. Der vil ty-pisk være tale om borgere med demens.Personkredsen omfatter dog også andre, der ofte sent i deres livsforløb rammes af andre formerfor fremadskridende mental svækkelse. Eksempelvis vil der kunne være tale om borgere, hvor be-lastningen efter alvorlig sygdom, følger efter apopleksi, hjerneblødning eller hjernetraumer ellerandet bliver den faktor, der udløser en progredierende svækkelse af pågældendes mentale tilstand.Det afgørende er således den fremadskridende mentale svækkelse og ikke den udløsende faktor.Borgere med udviklingshæmning, der rammes af en fremadskridende mental svækkelse, vil ligele-des være omfattet af de lempeligere regler.
Borgere, der har en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, men hvor den psykiskefunktionsnedsættelse ikke er fremadskridende, fx visse borgere med udviklingshæmning, er ikkeomfattet af de lempeligere regler i § 129, stk. 2. Disse borgere vil ikke have et væsentligt stigendeeller ændret pleje- og omsorgsbehov.Der skal foreligge den fornødne speciallægefaglige dokumentation for borgerens psykiske funkti-onsnedsættelse samt for, at denne funktionsnedsættelse forhindrer borgeren i selvstændigt at vareta-ge egne interesser.Hvis en borger, der er omfattet af den beskrevne personkreds, positivt modsætter sig flytningen,vil borgeren ikke være omfattet af stk. 2. I så fald vil bestemmelsen i stk. 1 finde anvendelse.79.Med lov nr. 408 af 21. april 2010 er mulighederne for at træffe afgørelse om flytning af enborger fra et egnet botilbud til et andet egnet botilbud uden personens samtykke yderligere lempet,jf. § 129, stk. 3. Dette gælder i situationer, hvor vedkommende mangler evnen til at give informeretsamtykke, og hvor det må skønnes at være i borgerens egen interesse at flytte til et andet egnet bo-tilbud af hensyn til mulighederne for, at pågældende og pårørende kan bevare tilknytningen til hin-anden.Der kan således i vurderingen af, om betingelserne for at gennemføre en flytning uden borgerenssamtykke er til stede, indgå en samlet vurdering af hensynet til den pågældende og til de pårørendesmulighed for at opretholde forbindelsen. Afgørelse om flytning uden borgerens samtykke, kan kuntræffes, hvis det påtænkte botilbud opfylder de behov for omsorg og pleje, som borgeren har. Enflytning skal endvidere skønnes at være i borgerens interesse. Der kan være tale om situationer,hvor den pårørende eller familien er flyttet bort fra den egn, hvor borgeren er optaget i et særligtbotilbud. Under forudsætning af, at det påtænkte botilbud må anses for egnet til at imødekommeborgerens behov i samme omfang, som det hidtidige botilbud, og det må anses for at være i pågæl-dendes egen interesse at flytte, vil hensynet til at opretholde kontakten mellem borgeren og de pårø-rende begrunde en flytning uden borgerens samtykke.§ 129. …Stk. 4.Det skal indgå i kommunalbestyrel-sens vurdering efter stk. 1 og 2, hvis en even-tuel ægtefælle, samlever eller anden pårø-rende ikke længere kan varetage den nød-vendige hjælp samt opsyn i forhold til denpågældende.Stk. 5.…80.Flytningen efter stk. 1 og 2 skal ske af hensyn til borgeren. I de tilfælde, hvor en eventuel æg-tefælle, samlever eller anden pårørende hidtil har bidraget med varetagelse af den nødvendige hjælpsamt opsyn i forhold til borgeren, og hvor den pårørende ikke længere føler sig i stand til at kunneløfte denne byrde, skal dette indgå i den samlede vurdering. Men hensynet til ægtefællen eller denpårørende kan, jf. § 129, stk. 4, ikke selvstændigt begrunde en flytning efter stk. 1 og 2.I de situationer, hvor eksempelvis en borger med svær demens har kunnet forblive i sit eget hjem,fordi en ægtefælle, samlever eller anden pårørende har været til stede og har kunnet yde en del afdenne hjælp, skal der således indgå et hensyn til dennes mulighed for at føre en normal tilværelseuden at blive påført store belastninger. Der kan ikke ske flytning alene med den begrundelse, at æg-tefællen ikke længere magter at medvirke til pasningen af fx ægtefællen med demens i det fælleshjem. Der er alene tale om, at dette skal indgå som et element i vurderingen af, om der skal skeflytning uden samtykke.
§ 129. …Stk. 5.Kommunalbestyrelsens afgørelse ef-ter stk. 2 vil kunne påklages til det socialenævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om rets-sikkerhed og administration på det socialeområde. Kan kommunalbestyrelsens indstil-ling ikke tiltrædes af den værge som stats-forvaltningen har beskikket, jf. § 131, indstil-ler kommunalbestyrelsen til det sociale nævnat træffe afgørelse om optagelse eller flyt-ning til et bestemt botilbud efter stk. 2.81.Hvis den af statsforvaltningen beskikkede værge er enig i kommunalbestyrelsens indstillingom optagelse i et bestemt botilbud, skal det sociale nævn efter bestemmelsen ikke træffe afgørelse isagen, med mindre afgørelsen påklages til det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om rets-sikkerhed og administration på det sociale område. Værgens vurdering af kommunalbestyrelsensindstilling om optagelse i et bestemt botilbud er således afgørende for, om det sociale nævn altidskal behandle sagen, eller dette kun skal ske efter en konkret klage over kommunalbestyrelsens af-gørelse.Særlige botilbud82.Forud for afgørelse om optagelse i et botilbud, en plejebolig eller lignende skal der som ud-gangspunkt ske en visitation hertil i overensstemmelse med retssikkerhedslovens bestemmelser ombl.a. klageadgang. Dette er tilfældet, uanset om borgeren hidtil har boet i eget hjem eller i et andetbotilbud.Herudover kan der alene træffes afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud m.v. uden borgerenssamtykke efter § 129, som også gælder ved flytning mellem forskellige botilbud.I § 129 nævnes de særlige botilbud, som en borger kan optages i.Der er tale om:- botilbud efter serviceloven,- boliger efter den nu ophævede lov nr. 378 af 10. juni 1987 om boliger for ældre og personermed handicap,- boliger efter lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v.Ved botilbud efter serviceloven forstås:- boliger i kommunale eller regionale plejehjem eller beskyttede boliger oprettet efter de hidtilgældende regler i lov om social bistand, som fortsat drives af kommunalbestyrelsen eller af re-gionsrådet, jf. § 192 i serviceloven,- kommunale botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108,De nævnte botilbud efter serviceloven er omtalt i Vejledning nr. 4 til serviceloven om botilbud tilvoksne.Forholdet til boliglovgivningen83.Bestemmelsen om optagelse i et særligt botilbud giver ikke mulighed for at træffe afgørelseom, at en borger skal flytte - hverken varigt eller midlertidigt - til en boform, som ikke er nævnt i§ 129, stk. 1.
Reglerne i lov om leje og lov om leje af almene boliger om opsigelse og ophævelse af lejemål fin-der anvendelse uafhængigt af bestemmelsen i § 129. Et lejemål kan fx opsiges efter reglerne omgod skik og orden i lov om leje af almene boliger, selvom betingelserne i § 129 ikke er opfyldt.I serviceloven er der ingen særlige regler om opsigelse eller ophævelse af en oprindelig lejebolig iforbindelse med optagelse i et særligt botilbud efter § 129, idet denne opgave vil kunne varetages afborgerens værge efter de almindelige regler om lejers adgang til at opsige lejeaftalen.Når der er tale om en bolig, som kommunalbestyrelsen har anvisningsretten til, skal kommunalbe-styrelsen være opmærksom på ikke at foretage anvisning til den pågældende bolig, før der er vishedfor, at lejeren rent faktisk skal flytte til en anden bolig, idet klager over afgørelser efter § 129 haropsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5.Forholdet til værgemålsloven84.Reglerne om personligt værgemål giver ikke værgen ret til at beslutte tvangsmæssigt at flytteborgeren til et botilbud, sygehus eller lignende.Er borgeren indforstået med og har forståelse for at skulle flytte, vil flytningen ikke i sig selv be-grunde en værgebeskikkelse. Men har vedkommende et personligt værgemål af andre årsager, kanværgen efter reglerne i værgemålsloven træffe beslutninger i forbindelse med flytningen på borge-rens vegne.I de tilfælde, hvor borgeren - i ord eller handling - modsætter sig en flytning, er værgens medvir-ken derimod ikke tilstrækkelig, idet den retssikkerhedsmæssige procedure, der er foreskrevet i§ 131, jf. § 129, samt § 132 skal følges. I disse tilfælde skal afgørelsen om optagelse i et særligtbotilbud træffes af det sociale nævn efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrel-sen skal også sørge for, at borgeren får advokatbistand.Det beror på en konkret vurdering af borgerens tilstand, hvorvidt den pågældende har forstået ogerklæret sig indforstået med en flytning til et særligt botilbud.Forholdet til straffelovgivningen85.Hvis en voksen borger omfattet af reglerne om magtanvendelse i servicelovens kapitel 24idømmes en dom efter straffelovgivningen, gælder de foranstaltninger, der i dommen er fastsat forden enkelte om eksempelvis tilbageholdelse.Magtanvendelsesreglerne i servicelovens kapitel 24 vil have virkning som et supplement til dom-men. Dommen vil således have forrang i forhold til magtanvendelsesreglerne.Hvis eksempelvis det ikke fremgår af en dom, at borgeren må tilbageholdes, vil borgeren kunkunne tilbageholdes, hvis betingelserne i servicelovens § 127 er opfyldt.Advokatbistand§ 132.Kommunalbestyrelsen skal sørgefor, at personen under sagen får bistand fraen advokat til at varetage sine interesser, isager om1) …2) optagelse i særlige botilbud efter § 129,stk. 1.Stk. 2.Myndigheden betaler udgifterne til
advokaten, der modtager salær og godtgørel-se for udlæg efter samme regler, som gælderi de tilfælde, hvor der er meddelt fri proces,jf. kapitel 31 i retsplejeloven.86.I sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykke, jf. § 129, stk. 1, skal borgeren haveadvokatbistand til at varetage sine interesser under sagens behandling og afgørelse. Advokatbistandskal tilbydes, når det af kommunalbestyrelsen er besluttet at indstille, at der træffes afgørelse omoptagelse i særlige botilbud uden samtykke. Der er tale om en obligatorisk ordning, dvs. at kommu-nalbestyrelsen skal sørge for, at borgeren får en advokat, og kommunalbestyrelsen skal afholde ud-gifterne hertil efter de almindelige regler for beskikkede advokater.
Kapitel 11(Emneord: Afgørelseskompetence ved flytning uden samtykke, kravene til indstilling om flytning uden samtykke, ægte-fællens klageadgang i sager om flytning uden samtykke, værgebeskikkelse, gennemførelse af flytning uden samtykke)
§ 131, sagsbehandlingsregler - indgreb efter § 129Det sociale nævns kompetence§ 131.Det sociale nævn træffer afgørelseom optagelse i særlige botilbud uden sam-tykke efter § 129 efter indstilling fra kom-munalbestyrelsen. Nævnets afgørelse skaltræffes senest 2 uger efter modtagelse afkommunalbestyrelsens indstilling.Stk. 2-5.…87.Kompetencen til at træffe afgørelse i sager om optagelse i særligt botilbud uden samtykke erhenlagt til det sociale nævn efter § 131, stk. 1. Nævnets kompetence omfatter således både sager,hvor der indstilles til flytning af en borger, som giver aktivt udtryk for sin modvilje, og sager, hvorder indstilles til flytning af en borger, som forholder sig passivt. Nævnet træffer afgørelsen efterindstilling fra kommunalbestyrelsen og skal træffe afgørelsen senest 2 uger efter modtagelse afkommunalbestyrelsens indstilling.En ægtefælle eller anden nærtstående, der deler bolig med pågældende, har også mulighed for atklage over kommunalbestyrelsens manglende indstilling om optagelse i særligt botilbud. I dissetilfælde kan der alene klages til det sociale nævn og eventuelt, hvis sagen er principiel eller generel,til Ankestyrelsen.Kommunalbestyrelsens indstilling§ 131.…Stk. 2.Indstillingen skal indeholde en re-degørelse for1) grundlaget for, at betingelserne i § 129anses for opfyldt,2) den nødvendige faglige dokumentationfor den nedsatte funktionsevne,
3) den hjælp og pleje efter kapitel 16, derhar været iværksat eller har været tilbudtden pågældende eller familien, før ind-stilling om optagelse i et særligt botilbudblev besluttet,4) indretningen af den nye bolig og denpersonlige hjælp, pleje og støtte m.v.,som herefter vil kunne stilles til rådig-hed, og5) personens egne samt de pårørendes ogden eventuelle værges bemærkninger tilflytningen.Stk. 3-5.…88.Servicelovens § 131 indeholder procedureregler for behandling af sager om optagelse af enborger i et særligt botilbud efter § 129. Kravene til kommunalbestyrelsens indstilling til det socialenævn findes i stk. 2.Redegørelse for den hidtidige indsats m.v.89.Kommunalbestyrelsens redegørelse for den hidtidige indsats m.v. skal, jf. § 131, stk. 2, inde-holde:- grundlaget for, at betingelserne i § 129 anses for opfyldt,- den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte funktionsevne,- den hjælp og pleje efter kapitel 16, der har været iværksat eller har været tilbudt borgeren ellerfamilien, før indstillingen om optagelse i et særligt botilbud blev besluttet.Redegørelsen for, at betingelserne i § 129 er opfyldt, skal tage udgangspunkt i den hjælp og pleje,der har været iværksat efter kapitel 16, og beskrive, hvorfor denne er utilstrækkelig. Det skal endvi-dere beskrives, hvorfor det ikke er muligt at yde den tilstrækkelige hjælp i borgerens nuværendebolig. Hvis anden hjælp har været iværksat, skal dette også nævnes. Endvidere skal redegørelsenindeholde en beskrivelse af den antagne risiko for alvorlig personskade. Endelig skal redegørelsenbeskrive, hvorfor undladelse af flytning vil være uforsvarlig samt de forhold, der må opfattes somudtryk for, at borgeren ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger.Redegørelsen kan tage udgangspunkt i eksisterende afgørelser om tildeling af personlig og prak-tisk hjælp, jf. § 89, eller de eksisterende skriftlige planer, jf. § 141 i serviceloven.Redegørelse for indretningen af den nye bolig m.v.90.Kommunalbestyrelsens indstilling skal desuden, jf. § 131, stk. 2, indeholde en redegørelse for:- indretning af den nye bolig og den personlige og praktiske hjælp, støtte m.v., som herefter vilkunne stilles til rådighed.Redegørelsen for indretning af den nye bolig og den personlige og praktiske hjælp og støtte m.v.,som vil kunne stilles til rådighed, skal beskrive det konkrete botilbud, som borgeren indstilles tiloptagelse i. Endvidere skal der foreligge en beskrivelse af de særlige tilbud om støtte, personlig ogpraktisk hjælp m.v., som tilbydes i tilknytning til botilbuddet m.v. Indstillingen bør indeholde ensammenfattende begrundelse for indstillingen.En kommunalbestyrelse kan indstille en borger til optagelse i et af de botilbud, der er nævnt i lo-vens § 129, stk. 1. Der kan både være tale om kommunale og regionale botilbud, jf. regionsrådenesforpligtelse til at drive botilbud efter servicelovens § 5.
Redegørelse for bemærkninger til flytningen91.Endelig skal kommunalbestyrelsens indstilling, jf. § 131, stk. 2, indeholde en redegørelse for:- borgerens egne samt de pårørendes og den eventuelle værges bemærkninger til flytningen.Bemærkningerne vil hovedsagelig vedrøre de nævnte personers indstilling til flytningen, men kanogså indeholde spørgsmål som fx ægtefællens fortsatte boligforhold og økonomiske forhold.Ægtefællens særlige klageadgang§ 131.…Stk. 3.En ægtefælle eller anden nært-stående person, der deler bolig med den per-son, som sagen vedrører, er berettiget til atklage over kommunalbestyrelsens afslag påat indstille til optagelse i særlige botilbudefter denne bestemmelse. Klagen kan ind-bringes for det sociale nævn efter reglerne ikapitel 10 i lov om retssikkerhed og admini-stration på det sociale område, men ikke foranden administrativ klagemyndighed.Stk. 4-5.…92.En ægtefælle eller en anden nærtstående person, som deler bolig med en borger med betydeligog varigt nedsat psykisk funktionsevne, er berettiget til at klage over kommunalbestyrelsens afslagpå at indstille borgeren til flytning. Den særlige klageadgang fremgår af § 131, stk. 3.Bestemmelsen omhandler de situationer, hvor borgerens funktionsnedsættelse og de forskelligeforanstaltninger i hjemmet vanskeliggør ægtefællens eller den nærtståendes tilværelse i hjemmet.Værgebeskikkelse§ 131.…Stk. 4.Har pågældende ikke allerede enværge, skal kommunalbestyrelsen, når derindstilles til flytning, anmode statsforvalt-ningen om at beskikke en værge efter vær-gemålsloven.Stk. 5.…93.Der henvises til kapitel 18 om reglerne i værgemålsloven.Kommunalbestyrelsen skal senest på tidspunktet for fremsendelse af indstillingen til det socialenævn anmode statsforvaltningen om at beskikke en værge. Da der må påregnes en vis sagsbehand-lingstid i statsforvaltningen, bør anmodningen fremsendes til statsforvaltningen så tidligt som mu-ligt i sagsforløbet.Er der allerede beskikket en værge efter værgemålslovens § 5, dvs. personligt eller økonomiskværgemål, kan man anmode om, at dette ændres efter værgemålslovens § 9.En flytning og eventuelt afhændelse af tidligere bolig vil forudsætte, at der er tale om et værgemålbåde for personlige og for økonomiske anliggender.
I tilfælde, hvor et familiemedlem er beskikket som værge for borgeren, eller hvor der alene er taleom et økonomisk værgemål efter § 5, stk. 3, i værgemålsloven, kan der være behov for beskikkelseaf en særlig værge til at varetage borgerens interesser i forbindelse med behandling af sagen omflytning.Fuldbyrdelse af afgørelse om flytning§ 131.…Stk. 5.Kommunen kan om fornødent an-mode om bistand af politiet til at gennemføreen afgørelse om flytning.94.En afgørelse om optagelse i et særligt botilbud gennemføres af kommunalbestyrelsen, som harafgivet indstilling i sagen. En klage over en afgørelse efter § 129 om optagelse i særlige botilbududen samtykke har opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5.Der er ingen frist for iværksættelse af flytningen.Flytningen, dvs. fuldbyrdelsen af afgørelsen, skal foretages i overensstemmelse med reglen i§ 124, stk. 4, hvorefter magtanvendelse skal »udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og medstørst mulig hensyntagen til borgeren og andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødigkrænkelse eller ulempe.«Efter § 131, stk. 5, kan kommunalbestyrelsen om fornødent anmode om bistand af politiet til atgennemføre en afgørelse om flytning. Henvendelsen til politiet bør så vidt muligt ske skriftligt,eventuelt ledsaget af kopi af nævnets afgørelse. Henvendelsen skal angive, hvilken bistand der øn-skes, og hvorfor det anses for nødvendigt med politiets bistand. Kommunalbestyrelsen kan endvide-re anmode om, at politiet ikke optræder i uniform, såfremt dette ud fra en konkret vurdering måanses for at være en fordel.
Kapitel 12Emneord: klage til det sociale nævn, klage til ankestyrelsen, værgens rolle, klage til ankestyrelsen, optagelse i særligtbotilbud, det sociale nævn som 1. instans, domstolsprøvelse, klagefrister, opsættende virkning, tilsyn,)
Klageregler og tilsyn95.Klager over godkendelser og afgørelser indgives gennem den myndighed, der har truffet afgø-relsen.Klage til det sociale nævn§ 133.Kommunalbestyrelsens afgørelserefter §§ 125, 126, 126 a, 127 og 128, kanindbringes for det sociale nævn efter reglernei kapitel 10 i lov om retssikkerhed og admi-nistration på det sociale område.Stk. 2.Klager over indgreb efter § 126 somudføres af private leverandører, kan indbrin-ges for det sociale nævn, jf. stk. 1. klagenindsendes til kommunalbestyrelsen, somvurderer klagen efter § 66 i lov om retssik-
kerhed og administration på det sociale om-råde, jf. dog stk. 3.Stk. 3.Klager over indgreb efter § 126 somudføres af ansatte i regionale tilbud eller afprivate leverandører i tilbud etableret af re-gionsrådet, kan indbringes for det socialenævn, jf. stk. 1. Klagen indsendes til regions-rådet, som vurderer klagen efter § 66 i lovom retssikkerhed og administration på detsociale område.Stk. 4.En ægtefælle, en pårørende, en vær-ge eller en anden repræsentant for den per-son, som foranstaltningen vedrører, kan kla-ge over kommunalbestyrelsens beslutning,når den person, som afgørelsen vedrører,ikke selv er i stand til at klage.De almindelige klageveje96.Afgørelsen om at fastholde en person efter § 126 træffes i den akutte situation af det persona-le, der efter kommunal visitation udfører service, jf. § 124, stk. 5. Der kan være tale om både kom-munalt ansat personale, regionalt ansat personale eller personale ansat hos private leverandører afservice, herunder personale i friplejeboliger. Afgørelsen om at sætte dette indgreb i værk skal, somal anden magtanvendelse, efterfølgende registreres og indberettes til hhv. den kommunalbestyrelseeller det regionsråd, jf. § 136, som fører tilsyn med tilbuddet. Den pågældende kommunalbestyrelseeller det pågældende regionsråd skal orientere personens opholdskommune, jf. § 9 i retssikkerheds-loven.Klage over disse afgørelser kan i henhold til § 133 indbringes for det sociale nævn efter de almin-delige klageregler i retssikkerhedslovens kapitel 10, dog således at klager over indgreb udført afansatte hos private leverandører indsendes gennem kommunalbestyrelsen, som vurderer klagen ef-ter proceduren i retssikkerhedslovens § 66.Er der tale om klager over indgreb efter § 126 foretaget af personale ansat i regionale tilbud eller iprivate tilbud etableret af regionsrådet, indgives klagen til det sociale nævn via regionsrådet, derforetager en vurdering efter retssikkerhedslovens § 66.97.Afgørelser om fastholdelse efter § 126 a og afgørelser om alarm - eller pejlesystemer efter §127, stk. 1, og § 127, stk. 2,2 pkt., særlige døråbnere, tilbageholdelse i boligen og beskyttelsesmid-ler træffes, jf. oven for, af kommunalbestyrelsen. Disse afgørelser kan indbringes for det socialenævnt efter reglerne i retssikkerhedslovens kap. 10.For at sikre, at det sociale nævn kan efterprøve disse sager, selvom den pågældende forholder sigpassivt eller ikke er i stand til selv at klage, kan en pårørende eller en repræsentant indbringe klagenfor det sociale nævn. Det kan fx være en ægtefælle, samlever, søskende, bisidder, advokat eller enværge, der på den pågældendes vegne sørger for, at sagen bliver indbragt for det sociale nævn.Klage til Ankestyrelsen – optagelse i særlige botilbud uden samtykke§ 134.Det sociale nævns afgørelser efter§ 131 om optagelse i bestemte botilbud efter
§ 129 kan indbringes for Ankestyrelsen in-den 4 uger efter, at klageren har fået medde-lelse om afgørelsen.Stk. 2.Det er den person, som afgørelsenvedrører, eller kommunalbestyrelsen, der kanklage over de afgørelser, der er nævnt i stk.1.Stk. 3.En ægtefælle, en pårørende, en vær-ge eller en anden repræsentant for den per-son, som foranstaltningen vedrører, kan kla-ge over det sociale nævns godkendelse samtdet sociale nævns afgørelse, når den person,som afgørelsen vedrører, ikke selv er i standtil at klage.Stk. 4.…98.Når kommunalbestyrelsen uden pågældendes samtykke, dvs. når den pågældende udviser ak-tiv modstand/modvilje eller passivitet, indstiller til det sociale nævn, at der træffes afgørelse omoptagelse af en borger i et særligt botilbud uden borgerens samtykke, gælder der særlige retssikker-hedsgarantier for sagsbehandlingen jf. de krav til sagens oplysning der fremgår af lovens § 131.Det sociale nævns godkendelse i disse sager, dvs. sager efter § 129, stk. 1, og § 129, stk. 3, er før-steinstans-afgørelser. Klage over disse afgørelser kan indbringes for Ankestyrelsen efter § 134.Det samme gælder, hvis kommunalbestyrelsen for en borger omfattet af personkredsen efter§ 129, stk. 2, har truffet beslutning om, at betingelserne for flytning efter § 129, stk. 2, er opfyldt,men hvor den pågældendes værge ikke er enig heri.I så fald vil den pågældende ikke have modsat sig flytning, men den pågældende vil heller ikkehave givet et informeret samtykke til flytningen.I disse tilfælde gælder proceduren efter § 129, stk. 1.Førsteinstansafgørelse m.v.99.Hvis kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om, at betingelserne for flytning efter § 129,stk. 2 er opfyldt og den pågældendes værge er enig heri, vil kommunalbestyrelsens beslutning fåkarakter af en afgørelse, som herefter bliver førsteinstansafgørelsen. Denne afgørelse vil efter be-stemmelsen i § 129, stk. 5, 1. pkt., kunne påklages til det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 ilov om retssikkerhed og administration på det sociale område.Ankestyrelsen kan evt. antage sagen til principiel eller generel behandling.Hvis den pågældende ikke er i stand til selv at klage, fx på grund af passivitet eller manglendeforståelse for indgrebets følger, kan pårørende eller repræsentanter for den pågældende indbringeklagen for Ankestyrelsen. Klagen kan indbringes af fx ægtefælle, samlever, søskende, bisidder, ad-vokat eller værge.Klagefristen er fire uger fra afgørelsen er meddelt klageren.Som en særlig retsgaranti i forbindelse med sager om optagelse i særlige botilbud uden samtykkehar en klage over denne type afgørelse opsættende virkning, jf. retssikkerhedslovens § 72, stk. 5, seneden for i kapitel 14.
Af hensyn til muligheden for at indbringe sager om tilbageholdelse i boligen mod pågældendesvilje og optagelse i særlige botilbud uden samtykke for domstolene er der en frist for Ankestyrel-sens afgørelse på otte uger.Myndighedernes pligt til at genvurdere en afgørelse, når borgeren klager over afgørelsen, gælderikke ved klager over optagelse i særlige botilbud uden samtykke, jf. retssikkerhedslovens § 66.Når Ankestyrelsen efterprøver afgørelserne fra de sociale nævn, gælder de almindelige regler,bl.a. retssikkerhedslovens § 69, således at Ankestyrelsen efterprøver de retlige spørgsmål.Da der er tale om almindelig 2. instans behandling, gælder princippet i retssikkerhedslovens § 63om Ankestyrelsens behandling af principielle eller generelle sager ikke.Opsættende virkningRetssikkerhedsloven§ 72.Klage over en afgørelse har ikke op-sættende virkning, jf. dog stk. 2-6.Stk. 2.…Stk. 3.…Stk. 4.Ankestyrelsen og det sociale nævnkan efter begæring tillægge en klage over enafgørelse efter kapitel 20 i lov om social ser-vice opsættende virkning…Stk. 8100.At en klage har opsættende virkning betyder, at fuldbyrdelsen af afgørelsen udskydes, indtilklageinstansen har truffet afgørelse. Det kan være vigtigt, at en afgørelse ikke iværksættes, fordi derherved kunne ske en uoprettelig skade. Dette gælder især i sager, hvor afgørelsen har en meget ind-gribende betydning for den pågældendes privatliv.Hovedreglen i sociale sager er, at en klage over en social myndigheds afgørelse ikke har opsæt-tende virkning.Hvis borgeren får tilkendt den ydelse, der er søgt om, af det sociale nævn, efter en klage overkommunalbestyrelsens afslag, skal kommunen straks udbetale eller yde hjælpen. Hvis kommunenindbringer sagen for Ankestyrelsen, kan kommunens indbringelse ikke tillægges opsættende virk-ning.Opsættende virkning - klage over optagelse i særlige botilbud uden samtykke, retssikkerhedslovens§ 72, stk 5Retssikkerhedsloven§ 72.Klage over en afgørelse har ikke op-sættende virkning, jf. dog stk. 2-5, og 7.Stk. 2-4.…Stk. 5.Klage til Ankestyrelsen over opta-gelse i særlige botilbud uden samtykke efter§ 129 i lov om social service har opsættende
virkning. Hvis særlige forhold gør det på-krævet, træffer det sociale nævn samtidigmed afgørelsen om optagelsen i et særligtbotilbud afgørelse om at iværksætte optagel-sen straks. Afgørelsen om at ophæve en op-sættende virkning kan ikke indbringes forAnkestyrelsen.Stk. 6.Sager efter stk. 4, behandles i Anke-styrelsen efter § 57.Stk. 7-9.…101.Optagelse i et særligt botilbud uden samtykke er af så omfattende og indgribende karakter, atder er behov for, at klageren kan blive i boligen, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse i sagen,bl.a. således at personen undgår tab af den hidtidige bolig, hvis Ankestyrelsen ændrer nævnets afgø-relse.En klage over en afgørelse efter § 129 om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke har auto-matisk opsættende virkning. Klageren, dennes advokat eller repræsentant behøver derfor ikke sær-skilt at bede om, at klagen får opsættende virkning. Hvis der klages over nævnets afgørelse, skaloptagelsen i det særlige botilbud sættes i bero, indtil Ankestyrelsen har truffet afgørelse.Kommunalbestyrelsen kan således ikke lovligt iværksætte fuldbyrdelsen af en afgørelse om flyt-ning uden samtykke, truffet af det sociale nævn, hvis der klages over afgørelsen. Da der er en klage-frist på 4 uger, må fuldbyrdelsen afvente denne frist.I visse situationer kan der imidlertid være særlige forhold, der gør det påkrævet at iværksætte enoptagelse i et særligt botilbud straks. Behovet for hjælp kan være så overhængende, at flytningenikke kan udskydes længere. Det sociale nævn kan i sådanne tilfælde, samtidig med afgørelsen omoptagelse i særlige botilbud uden samtykke, beslutte, at afgørelsen om at flytte pågældende skalsættes i værk straks.Hvis der fx i den hidtidige bolig også er en ægtefælle, kan hensynet til denne ægtefælle betyde, atoptagelsen i det særlige botilbud ikke kan udsættes yderligere. Hvis pågældende bor alene, kan dertrods massiv hjælp fx være stor risiko for, at personen skader sig selv i den hidtidige bolig. Det kanfx være, fordi boligen ikke er indrettet til de særlige behov, eller fordi personen ved sine handlingereller undladelser er til fare for andre.Det sociale nævn skal ved sin beslutning om, hvorvidt den opsættende virkning af en klage børophæves, især lægge vægt på hensynet til at forhindre den pågældende i at skade både sig selv ellerandre, fx i forbindelse med brug af hjemmets forskellige installationer, såsom el - og gaskomfur,eller ved at udsætte sig for fare i trafikken.Hensynet til ægtefælle eller andre pårørende, som lever sammen med den pågældende, skal ogsåindgå i afgørelsen. Der kan fx være situationer, hvor pårørende pga. den pågældendes tilstand ikkemagter at passe pågældende i hjemmet, eller situationer, hvor den pågældende afviser at modtageeksempelvis ægtefællens pleje eller omsorg.Det kan i sådanne situationer skønnes nødvendigt at iværksætte en optagelse i særligt botilbudstraks, fordi den nødvendige hjælp ikke kan ydes i hjemmet.Den opsættende virkning gælder alene, hvor personen eller dennes repræsentant indbringer enklage over en afgørelse truffet efter §§ 129 og 131 direkte for Ankestyrelsen. En ægtefælle eller
anden nærtstående kan alene klage efter § 131, stk. 3, til det sociale nævn over et afslag på optagel-se i et ærligt botilbud. Opsættende virkning bliver derfor ikke i dette tilfælde aktuel.Afgørelsen om ophør af den opsættende virkning af en klage efter retssikkerhedslovens § 72, stk.5, dvs. en afgørelse om sagsbehandlingen, træffes samtidig med selve afgørelsen om optagelse i etsærligt botilbud. Da afgørelsen om at ophæve klagens opsættende virkning er begrundet i særligeomstændigheder, som gør det påkrævet at iværksætte optagelsen straks, kan en klage over nævnetsafgørelse om at ophæve den opsættende virkning ikke indbringes for Ankestyrelsen.Domstolsprøvelse m.v.
§ 135.Ved henvendelse til Ankestyrelseninden 4 uger efter, at klageren har fået med-delelse om afgørelsen, kan klageren kræveafgørelsen forelagt retten efter reglerne rets-plejelovens kapitel 43 a, når Ankestyrelsensafgørelse omhandler1) tilbageholdelse i boligen m.v. efter § 127eller2) optagelse i særlige botilbud efter § 129102.Tilbageholdelse i boligen og optagelse i særlige botilbud uden samtykke er de alvorligsteindgreb i den personlige frihed, og der er derfor særlig adgang til at få prøvet disse indgreb veddomstolssystemet.Klage over det sociale nævns afgørelse efter § 131 om optagelse af en person i særligt botilbududen samtykke kan indbringes for Ankestyrelsen.Ankestyrelsens afgørelser om optagelse i botilbud uden samtykke efter § 129 og om tilbagehol-delse i boligen efter § 127 kan indbringes for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a, jf.punkt 102.103.Efter grundlovens § 71, stk. 6, skal lovligheden af en administrativ frihedsberøvelse kunneforelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.Grundlovsbestemmelsen skal sikre, at der er en let adgang til at få prøvet lovligheden af en admi-nistrativ frihedsberøvelse af domstolene blot ved fremsættelse af begæring herom.I medfør af § 135 kan Ankestyrelsens afgørelser i sager om tilbageholdelse i boligen og om opta-gelse i særlige botilbud uden samtykke indbringes for retten af den person, som afgørelsen vedrører,eller af den, der handler på hans vegne. Forelæggelse for retten kan ske ved henvendelse til Anke-styrelsen. Ankestyrelsen sørger herefter for, at sagen indbringes for retten.Fristen for at forlange sagen indbragt for domstolene er 4 uger efter, at klageren eller dennes re-præsentant, advokat eller værge har fået meddelelsen om afgørelsen.Tilsyn104.Efter retssikkerhedslovens § 15 har kommunalbestyrelsen ansvaret for, hvordan kommunenplanlægger og udfører sin virksomhed på det sociale område. Efter § 16 har kommunalbestyrelsen
pligt til at føre tilsyn med, hvordan de kommunale opgaver løses. Dette gælder også for indsatsenover for personer med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.Tilsynet er mere uddybende beskrevet i Vejledningen om lov om retssikkerhed og administrationpå det sociale område og Vejledning nr. [xx] om lov om social service.Tilsyn efter grundlovens § 71105.I bekendtgørelsens § 16 er det fastsat, at borgere omfattet af foranstaltninger efter servicelo-vens § 127 (tilbageholdelse i boligen) skal underrettes om adgangen til at rette henvendelse til Fol-ketingets udvalg i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, om tilsyn med borgere, der er underkastetadministrativ frihedsberøvelse. Der skal også ske underretning, hvis der er givet samtykke til foran-staltningen.Kapitel 13Registrering, indberetning og handleplaner (Emneord: Frist for registrering og indberetning, nødværge, nødret,handleplaner ved magtanvendelse)
§ 136.Optagelse i særlige botilbud efter§ 129 og enhver form for magtanvendelse,herunder magtanvendelse i forbindelse medforanstaltninger efter §§ 125-128, skal regi-streres og indberettes til kommunalbestyrel-sen for de tilbud, kommunalbestyrelsen førertilsyn med, jf. § 148 a, og til regionsrådet forde tilbud, regionsrådet fører tilsyn med, jf.§ 5, stk. 7. Kommunalbestyrelsen eller re-gionsrådet orienterer opholdskommunen, jf.§ 9 i lov om retssikkerhed og administrationpå det sociale område, om indberetningen.Stk. 2.…Registrering og indberetning106.Hver gang, der iværksættes indgreb i den personlige frihed, skal indgrebet registreres og ind-berettes til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet på Socialministeriets skema, jf. bekendtgørel-sens § 9.Dvs. at både optagelse i særlige botilbud efter § 129, lovligt iværksatte foranstaltninger efter§§ 125 - 128, nødværge og nødret og endelig ulovlige indgreb samt magtanvendelse iværksat medsamtykke skal registreres og indberettes.Indberetningen skal ske på de af Socialministeriet (Servicestyrelsen) udarbejdede skemaer. Ske-maerne findes påwww.sm.dk.eller www.servicestyrelsen.dk.På skema 1 indberettes godkendt magtanvendelse efter §§ 125, 126 a, 127 og 128, dvs. alarm- el-ler pejlesystemer samt særlige døråbnere, fastholdelse i hygiejnesituationer, tilbageholdelse og be-skyttelsesmidler. Efter bekendtgørelsens § 11 skal registrering ske straks og senest dagen efter, atindgrebet har fundet sted.Indberetning af iværksatte foranstaltninger skal ske 1 gang om måneden, jf. bekendtgørelsens§ 11, stk. 2.
Registreringspligten for lovligt iværksatte foranstaltninger knytter sig til selve iværksættelsen afen godkendt foranstaltning. Registreringen skal derfor ikke gentages for hver gang, der dagligt gø-res brug af en godkendt foranstaltning. Benyttes tilladelsen til magtanvendelse kontinuerligt påsamme forhold over en periode kan det i indberetningen nævnes, at tilladelsen har været benyttet ifx tandbørstningssituationer dagligt (evt. to eller tre gange dagligt) i perioden fra dato x til dato y.Bliver der behov for at anvende tilladelsen til andre hygiejnesituationer, omfattet af tilladelsen, skaldette ligeledes indberettes, herunder hvornår forholdet har fundet sted.På skema 2 indberettes magtanvendelse, som der ikke er givet tilladelse til. Det kan fx være til-fælde, hvor der foretages indgreb, selv om kommunalbestyrelsen endnu ikke har truffet afgørelseefter §§ 125, 126 a, 127 og 128, eller det kan være indgreb foretaget i nødværge eller som led i nød-ret, akut iværksatte indgreb, samt al anden magtanvendelse. På skema 2 registreres og indberettesogså fastholdelse i medfør af servicelovens § 126.Efter bekendtgørelsens § 10 skal registrering ske straks og senest dagen efter indgrebet.Disse indgreb skal indberettes straks og senest på 3. dagen efter iværksættelsen, jf. bekendtgørel-sens § 10, stk. 2. For registreringer og indberetninger efter § 126 gælder dog, at indberetning afiværksatte foranstaltninger skal ske 1 gang om måneden, jf. bekendtgørelsens § 11, stk. 2.På skema 3 indberettes flytning iværksat i henhold til § 129. Det vil sige flytning uden samtykkefra borgeren. Disse registreringer skal i henhold til bekendtgørelsens § 12 foretages senest med ud-gangen af den måned, hvor flytningen er sat i værk.Registrerede flytninger skal indberettes kvartalsvist, jf. bekendtgørelsens § 12, stk. 2.Registreringen skal foretages af den person, der har iværksat indgrebet, eller af den, der har in-struktionsbeføjelsen over for det involverede personale, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 1.Kommunalbestyrelsens, hhv. regionsrådets vurdering107.På baggrund af indberetningerne vurderer kommunalbestyrelsen, hhv. regionsrådet, om derer behov for påtale eller anden form for opfølgning, og der udarbejdes en årlig beretning over magt-anvendelsen, som forelægges for kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, jf. bekendtgørelsens§ 14.Det er således væsentligt, at der løbende er politisk bevågenhed om disse forhold, og at problemerog metoder kan indgå i en dialog mellem kommunalbestyrelsen og brugerorganisationer samt dekommunale ældreråd, handicapråd og pårørende.I medfør af bekendtgørelsens § 14, stk. 2, skal der forelægges en årlig beretning for kommunalbe-styrelsen.Hvis der bruges behandling af personoplysninger, som helt eller delvist foretages ved hjælp afelektronisk databehandling eller ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vilblive indeholdt i et register, skal man være opmærksom på anmeldelsespligten til Datatilsynet efterkapitel 12 i Persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer om behandlingaf personoplysninger samt vejledning nr. 125 af 10. juli 2000 om anmeldelse i henhold til kapitel 12i lov om behandling af personoplysninger.Nødværge og nødret - straffelovens §§ 13 og 14108.Straffeloven indeholder nogle bestemmelser, der som udgangspunkt forbyder personer, her-under det offentlige plejepersonale, at foretage bestemte handlinger over for andre, herunder deborgere, der er omfattet af personkredsen i § 124 a. Et eksempel er straffelovens § 261, stk. 1, hvor-
efter den, der berøver en anden friheden, kan straffes med fængsel i indtil 4 år. Hvis betingelsernefor nødret eller nødværge er opfyldt, vil sådanne indgreb kunne blive straffrie.For både nødværge og nødret er det vigtigt at bemærke, at der er tale om ekstraordinær hjemmeltil brug i ekstraordinære situationer. Bestemmelserne kan derfor ikke anvendes som hjemmels-grundlag for at foretage jævnligt forekommende tvangsmæssige indgreb. Nødværge og nødret kankun anvendes som hjemmel til handlinger af forsvarsmæssig karakter og kan ikke anvendes somhjemmel til at foretage aktive handlinger, der ikke er strengt nødvendige for at værne om beskyttederetsgoder.Straffeloven§ 13.Handlinger foretagne i nødværge erstraffri, for så vidt de har været nødvendigefor at modstå eller afværge et påbegyndt elleroverhængende uretmæssigt angreb og ikkeåbenbart går ud over, hvad der under hensyntil angrebets farlighed, angriberens person ogdet angrebne retsgodes betydning er forsvar-ligt.Stk. 2....Handlinger, der har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængen-de uretmæssigt angreb, kan efter straffelovens § 13, stk. 1, være straffri. Det forudsætter dog, atafværgehandlingen ikke åbenbart går ud over, hvad der er forsvarligt under hensyn til angrebetsfarlighed, angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.Bestemmelsen beskriver forudsætningerne for straffrit at afværge et angreb på et retsgode, mensiger intet om, hvad angrebet skal være rettet mod. Det vil typisk dreje sig om fysiske angreb på fxliv, legeme, personlig frihed og formuegenstande. Det kan fx være angreb i form af vold, brandstif-telse og tingsbeskadigelse, men kan fx også være krænkelse af blufærdighed.Bestemmelsen finder også anvendelse, når angriberen er psykisk utilregnelig, selvom angriberen isådanne tilfælde vil være strafuegnet. I disse situationer er der dog en videre pligt end normalt til atvælge flugt eller opgive det angrebne gode, hvis dette er muligt i situationen.Der er indbygget et krav om forholdsmæssighed (proportionalitet) mellem angrebet og den hand-ling, der imødegår angrebet, således at ikke ethvert angreb kan gøre enhver handling straffri. Af-værgehandlingen må ikke gå åbenbart ud over, hvad der er forsvarligt. Der kan med andre ord ikkeangives nøjagtige grænser for, hvilke handlinger der er straffrie, men straffrihed forudsætter, athandlingen aktuelt sker for at afværge et angreb. Afværgehandlingen skal rettes mod angriberenselv, aldrig mod en tredje person.Grænsen for, hvilke handlinger af forebyggende karakter der kan foretages med hjemmel i nød-værgebestemmelsen, må findes ud fra en bedømmelse af, hvornår den truende handling er konkreti-seret i en grad, der gør, at den betegnes som påbegyndt eller overhængende. Hvis angrebet endnuikke er påbegyndt, skal det være så umiddelbart truende, at der er grund til at afværge det alleredenu. Er der tid til at vente, fx fordi der endnu kun er tale om en verbal trussel, vil dette som regelvære ensbetydende med, at modhandlingen endnu ikke er nødvendig. Den truede må da gribe til delovlige afværgemidler, som tiden tillader. Afværgehandlingen skal være nødvendig, hvilket vil sige,
at der ikke er tale om nødværge, hvis en mindre indgribende foranstaltning kunne have opfyldt for-målet. Nødværge kan derfor ikke anvendes i rent præventivt øjemed.Straffeloven§ 14.En handling, der ellers ville værestrafbar, straffes ikke, når den var nødvendigtil afværgelse af truende skade på personeller gods, og lovovertrædelsen måtte ansesfor at være af forholdsvis underordnet betyd-ning.Straffelovens § 14 om nødret er et udslag af en almindelig grundsætning om, at nød - til en visgrad - bryder alle love. Nødret er i praksis kun aktuel, når nødværge ikke finder anvendelse.En ellers strafbar handling kan være straffri, når den er nødvendig for at afværge truende skade påperson eller gods, og lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.Bestemmelsen finder anvendelse ved truende integritetskrænkelser, legemsskade eller skade påfysiske genstande. Faren kan fx skyldes akut sygdom, tekniske svigt i installationer og maskinereller naturbegivenheder såsom tordenvejr, oversvømmelse og selvantændelse.Det er et krav, at der er en væsentlig forskel mellem den truende skade, der afværges, og den (el-lers strafbare) handling, der afværger faren. Fx vil forsætlig legemsbeskadigelse og andre i sig selvgrove handlinger kun være straffri midler til at afværge en truende større skade.I modsætning til nødværgesituationerne kan handlinger i nødretssituationer rettes mod andre endden, der angriber.I nødretssituationer er der ikke hjemmel til straffrihed, hvis grænsen for lovlig afværgelse er over-skredet på grund af skræk eller ophidselse fremkaldt af situationen.Handleplaner§ 141.…Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal tilbydeat udarbejde en handleplan, når hjælpen ydestil1) personer med betydelig nedsat fysisk ellerpsykisk funktionsevne eller2) personer med alvorlige sociale problemer,der ikke eller kun med betydelig støttekan opholde sig i egen bolig, eller som iøvrigt har behov for betydelig støtte forat forbedre de personlige udviklingsmu-ligheder.Stk. 3-4109.§ 136, stk. 2, pålægger kommunalbestyrelsen at udarbejde handleplaner i overensstemmelsemed servicelovens § 141 for de borgere, der har været anvendt magt overfor.Disse handleplaner udarbejdes på baggrund af, at der er sket indgreb i selvbestemmelsesretten.Handleplanerne har til formål at beskrive overvejelser og pædagogiske metoder, som skal tages i
anvendelse for at undgå at behovet for magtanvendelse opstår i fremtiden samt for at minimere va-righeden af foranstaltningen.For denne gruppe af borgere er der derfor ikke kun tale om et obligatorisk tilbud om at få udarbej-det en skriftlig handleplan for indsatsen. Der er derimod tale om en pligt for kommunalbestyrelsentil at udarbejde en handleplan for den borger, der har været iværksat magtanvendelse overfor.Det overordnede formål med udarbejdelsen af handleplaner efter § 141 er at tilrettelægge en hand-lingsorienteret indsats. Herved fastlægges perspektivet og sammenhængen i indsatsen i samarbejdemed den enkelte, ligesom grundlaget for samarbejdet for de involverede parter klargøres.Handleplanen skal også medvirke til at koordinere indsatsen i forhold til tilbud og aktiviteter medhensyn til bolig, beskæftigelse, fritid og undervisning.Udgangspunktet for udarbejdelse af handleplanen er den enkelte borgers forhold og livsomstæn-digheder. Udarbejdelsen af handleplaner forudsætter derfor et udredningsarbejde af væsentlige ele-menter i borgerens liv, som fx den pågældendes familieforhold, og af de tilbud vedkommende mod-tager, fx uddannelse, beskæftigelse, bolig og fritid.Det er også vigtigt at se på den personlige udvikling, herunder evt. psykologiske problemer, somkan påvirke borgerens selvopfattelse, motivation, og engagement i egen udvikling. Det kan værepositive og negative sociale relationer, den enkelte borger møder i sine omgivelser, fx sociale bin-dinger og barrierer.Udarbejdelse af handleplanen skal altid ske ud fra den enkelte borgers forudsætninger og i samar-bejde med denne, således at vedkommende inddrages i en aktiv proces, hvor de tilbud, der stilles tilrådighed som led i opfyldelse af handleplanen, synliggøres for borgeren og andre involverede.Handleplanen skal indeholde en beskrivelse af målet med den aktuelle indsats. Det kan fx være enbeskrivelse af, hvilke hjælpemidler, boligindretning og /eller socialpædagogisk bistand i hjemmet,der kan støtte borgeren i at få hverdagen til at fungere, eller hvilke tilbud om uddannelse eller kur-ser, der kan være behov for. Der kan også være behov for at revurdere et allerede givet beskæftigel-sestilbud.Udarbejdelse af handleplaner efter § 141 har afgørende betydning for borgerens retssikkerhed. Iforbindelse med, at der opstår tvivl om, hvorvidt den tildelte hjælp tilgodeser borgerens behov ogopfylder målsætningen for indsatsen efter § 81, vil handleplanen være et væsentligt element i prø-velse heraf.Udarbejdelse af handleplaner er også af væsentlig betydning for personalets retssikkerhed, idet detaf handleplanen skal fremgå, hvilke handlinger og metoder der forventes af medarbejderen. Dennebeskrivelse sikrer, at tilrettelæggelsen og udførelsen af hjælpen til borgeren ikke overlades til denenkelte medarbejder, men gøres til genstand for en fælles dialog. En dialog, hvor handlinger og me-toder i hjælpen til borgere med særlige behov fortsat drøftes på baggrund af etiske overvejelser.For at undgå omsorgssvigt eller for at undgå, at det bliver nødvendigt at iværksætte foranstaltnin-ger som beskrevet i servicelovens kapitel 24, er det vigtigt, at det løbende vurderes, om hjælpentilgodeser borgerens behov, eller om der bør foretages justeringer i hjælpen.
Kapitel 14Emneord: værgemål, hvem træffer afgørelse om værgemål, økonomisk værgemål, personligt værgemål,hvem kan væreværge, samværgemål).
Forholdet til værgemålslovenVærgens rolle i sager om magtanvendelse§ 82…Stk. 2.Kommunalbestyrelsen skal påse, omder er pårørende eller andre, der kan inddra-ges i varetagelsen af interesserne for en per-son med betydeligt psykisk funktionsevne.Kommunalbestyrelsen skal være opmærk-som på, om der er behov for at bede statsfor-valtningen om at beskikke en værge efterværgemålsloven.§ 130.…Stk. 2.Forelæggelse for det sociale nævn ide tilfælde, der er nævnt i stk. 1, skal inde-holde en redegørelse for1-4) …5) pårørendes og den eventuelle værgesbemærkninger til foranstaltningen.§ 131.…Stk. 2.Indstillingen skal indeholde en re-degørelse for1-4) …5) personens egne samt de pårørendes ogden eventuelle værges bemærkninger tilflytningen.Stk. 3.…Stk. 4.Har pågældende ikke allerede enværge, skal kommunalbestyrelsen, når derindstilles til flytning, anmode statsforvalt-ningen om at beskikke en værge efter vær-gemålsloven.Stk. 5.…110.Der er i visse situationer pligt til enten at være opmærksom på behovet for at beskikke enværge til den borger, der ydes en indsats over for.I sager om indgreb i form af magtanvendelse §§ 125, 126 a, 127 og 128 skal der i forbindelse medsagsbehandlingen ved forelæggelse indhentes bemærkninger fra pårørende og en eventuel beskikketværge. Formålet hermed er at give den pågældende en særlig retsgaranti, men det er ikke hensigten,at værgen eller den pårørende skal foretage en pædagogisk eller lægefaglig vurdering.I det følgende findes en kort beskrivelse af reglerne om værgemål.Anmodning om værgemål111.Yder kommunalbestyrelsen hjælp i medfør af omsorgspligten, jf. § 82, skal kommunalbesty-relsen være opmærksom på, om der er behov for at beskikke en værge efter værgemålsloven.
I forbindelse med indstilling til optagelse i et særligt botilbud skal statsforvaltningen anmodes omat beskikke en værge efter værgemålsloven, hvis den pågældende ikke allerede har en værge, jf.§ 131, stk. 4.Anmodning om værgemål kan, jf. værgemålsloven § 16, fremsættes af:- den pågældende selv,- dennes ægtefælle, børn, forældre, søskende eller andre blandt de nærmeste,- værgen eller en særlig værge,- kommunalbestyrelsen,- regionrådet eller- politidirektøren (politimesteren).Anmodning om værgemål efter værgemålslovens §§ 5 og 6 indsendes til statsforvaltningen på detsted, hvor den, som begæres sat under værgemål, har bopæl eller ophold. Værgemålsloven stilleringen formkrav til ansøgningen, men statsforvaltningerne har udfærdiget et skema til brug for an-søgninger om iværksættelse af værgemål, som man ønsker udfyldt og indsendt i forbindelse medansøgningen. Det er vigtigt for sagens hurtige behandling at udfylde og indsende dette skema i vi-dest muligt omfang, idet statsforvaltningen har brug for disse oplysninger ved behandling af sagen.I øvrigt sørger statsforvaltningen for sagens oplysning, hvilket betyder, at statsforvaltningen skalsørge for, at de nødvendige oplysninger er til stede til brug for sagens behandling. Der skal såledesbl.a. indhentes en lægeerklæring om den pågældendes helbred samt en udtalelse fra det botilbud,hvor den pågældende eventuelt bor.Inden statsforvaltningen træffer afgørelse i sagen, har den, som sagen angår, ret til at gøre sig be-kendt med grundlaget for den påtænkte afgørelse.Det er statsforvaltningen, der afgør, hvorvidt betingelserne for at iværksætte værgemål er opfyldt,herunder intensiteten af værgemålet og om værgemålet skal tidsbegrænses. Statsforvaltningen ersåledes ikke bundet af, at der i ansøgningen er foreslået en bestemt type værgemål.Statsforvaltningen træffer herefter afgørelse om værgemål.Dog træffes afgørelsen af retten, hvis det findes betænkeligt at behandle sagen administrativt. Deter fx tilfældet, når den, der begæres sat under værgemål, protesterer mod, at der træffes afgørelseom værgemål.Statsforvaltningens afgørelse kan indbringes for retten.Retten træffer altid afgørelser om værgemål med fratagelse af den retlige handleevne (tidligereumyndiggørelse). Retten skal på tilsvarende vis sørge for sagens oplysning.Værgemål efter værgemålslovens § 5112.Ved iværksættelse af et værgemål skal der altid tages stilling til værgemålets omfang.Udgangspunktet er værgemål efter lovens § 5.Følgende tre betingelser skal alle være opfyldt, hvis der skal kunne iværksættes værgemål efterdenne bestemmelse:- Den pågældende er ude af stand til at varetage sine anliggender.- Den pågældende skal opfylde et medicinsk kriterium, som er enten sindssygdom, svær demens,hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorligt svækket helbred, som kan være fxhjerneblødninger, hjernesvind eller andre former for hjerneskade.- Der skal være et behov for værgemål.
Værgemål efter § 5 omfatter som udgangspunkt både personlige og økonomiske anliggender, menkan også begrænses til blot en af delene. Værgemålet kan endvidere begrænses til at angå bestemteøkonomiske forhold eller personlige anliggender.Værgemålet kan endvidere tidsbegrænses.Værgemålet skal afpasses efter de konkrete behov hos den borger, som sagen drejer sig om, ogværgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt. Værgemålet skal således skræddersysefter den enkeltes behov.Personer under værgemål er myndige og er ikke frataget muligheden for på egen hånd at råde overderes formue og indgå retshandler, medmindre der konkret er truffet afgørelse om fratagelse af denretlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6.Særligt om økonomisk værgemål113.Værgemål efter § 5 kan som nævnt begrænses til at angå økonomiske forhold, herunder be-stemte aktiver eller anliggender. Værgemålet kan således begrænses til fx salg eller forvaltning affast ejendom, indgåelse af lejemål eller indgåelse af bestemte økonomiske aftaler.Særligt om personligt værgemål114.Værgemålet kan endvidere begrænses til at angå personlige forhold, herunder bestemte per-sonlige anliggender.Værgemålet medfører en ret for værgen til at repræsentere den, der er under værgemål, i vigtigereforhold af personlig karakter, som den pågældende på grund af sin tilstand ikke selv kan tage stil-ling til. Men et personligt værgemål medfører ikke indgreb i den pågældendes selvbestemmelse oghandlefrihed. Det er ikke muligt at fratage handleevnen på det personlige plan.Det er vanskeligt at fastlægge grænserne for det personlige værgemål. Selv om flytning er etspørgsmål, der hører under de personlige forhold, vil værgen - i et personligt værgemål - i forholdtil netop dette spørgsmål som udgangspunkt ikke alene kunne beslutte, hvad der efter værgens op-fattelse er bedst for den pågældende. Årsagen hertil er, at en flytning er en så vidtgående dispositi-on, at der foruden værgens medvirken også er en række objektive betingelser, der skal være opfyldt,for at en flytning uden samtykke kan gennemføres efter serviceloven. Ved værgens medvirken veden flytning uden samtykke gælder der således efter servicelovens særlige regler i forhold til de al-mindelige regler i værgemålsloven.Værgens medvirken til en flytning uden samtykke er forskellig afhængig af, om der er tale om enflytning efter servicelovens § 129, stk. 1 eller stk. 2. Ved flytning efter stk. 1 skal værgens bemærk-ninger til en flytning uden samtykke fremgå af kommunalbestyrelsens redegørelse i indstillingen tildet sociale nævn, jfr. § 131, stk. 2, nr. 5. Ved flytning efter stk. 2 vil værgen udtrykkeligt skulle tagestilling til, om værgen er enig i kommunalbestyrelsens indstilling om en flytning uden samtykke.Hvis dette er tilfældet, vil sagen ikke skulle gå videre til det sociale nævn med mindre, der klagesover kommunalbestyrelsens afgørelse, jf. § 129, stk. 4.Et personligt værgemål kan omfatte kontakt med de sociale myndigheder om sociale ydelser, ind-givelse af klage eller begæring om aktindsigt.Andre typer af beslutninger vil klart ligge uden for det personlige værgemåls grænser. Det kan -navnlig hvis vedkommende bor i et botilbud - være, fordi beslutningen vedrører rent dagligdagsspørgsmål, og der ikke er tale om en opgave af retlig karakter. Det kan fx være tilfældet ved beslut-ninger om spisetider i botilbuddet eller beslutning om deltagelse i en mindre udflugt.
En personlig værge er en beslutningstager med opgaver af primært retlig art. Det er således ikkeen omsorgs- eller tilsynsperson.Lovgivningen om værgemål hører under Justitsministeriets ressortområde.Fratagelse af den retlige handleevne115.Et værgemål efter værgemålslovens § 5 kan suppleres med fratagelse af den retlige handle-evne efter værgemålslovens § 6. Der kan alene ske fratagelse af den retlige handleevne, for så vidtangår økonomiske forhold, og fratagelsen omfatter samtlige økonomiske forhold, men den kan dogtidsbegrænses.Betingelse for fratagelse af den retlige handleevne er, at en sådan foranstaltning er nødvendig forat hindre, at den pågældende udsætter sin formue, indkomst eller andre økonomiske interesser forfare for at forringes væsentligt eller for at hindre økonomisk udnyttelse. Et sådant behov vil for-mentlig især opstå i tilfælde, hvor den pågældende - trods eller snarere på grund af sin psykiskesvækkelse - er så aktiv, at der er behov for at hindre egne dispositioner, eller der er behov for atbeskytte den pågældende mod at blive udnyttet af omgivelserne.Borgere, der fratages den retlige handleevne, er umyndige og kan ikke selv forpligte sig ved rets-handler eller råde over deres formue.Samværgemål116.Det vil i nogle tilfælde være aktuelt at iværksætte samværgemål, jf. værgemålslovens § 7,hvilket dog forudsætter, at den pågældende selv anmoder herom.Samværgemål kan iværksættes for den, der på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller andenlignende tilstand har behov for hjælp til at administrere sin formue eller varetage andre økonomiskeanliggender. Der kan således ikke iværksættes samværgemål, for så vidt det angår personlige for-hold.Samværgemål kan begrænses til at angå bestemte aktiver eller anliggender.Samværgemål indebærer, at samværgen og den pågældende handler i forening i anliggender, derer omfattet af samværgemålet. Ved samværgemål gælder de almindelige tilsynsregler, fx at værgenskal aflægge regnskab og sørge for, at formuen bestyres i et godkendt forvaltningsinstitut, ikke.Derfor forudsætter et samværgemål, at den pågældende har en vis indsigt i egne forhold, således athan eller hun er i stand til reelt at handle i forening med samværgen.Anmodning om samværgemål sendes til statsforvaltningen.
Bilag 1Oversigt over beslutningskompetence og retsgarantierBestemmel-seKommunenGodkendelse/Afgørelse i detsociale nævnKommunalbe-styrelsen, jf §130.KlageAdvokatDom-stols-prøvelse
Alarm ogpejle-systemer§ 125, stk. 1
Betingelser forkommunensbeslutning vedpassivitet elleranvendelse modpågældendesviljeDirekte mod-stand fra ho-vedpersonen.Mulighed forbeslutning udentidsbegræns-ning.Skærpede be-tingelser forkommunensbeslutning vedpassivitet ellerved anvendelsemod pågælden-des viljeSkærpede be-tingelser formagtanvendelseBetingelser forkommunensbeslutning vedpassivitet elleranvendelse modpågældendesvilje
Det socialenævn, jf. §133
Alarm ogpejlesyste-mer § 125,stk. 2, 2.pkt.
Kommunalbe-styrelsen, jf.130
Det socialenævn, jf.§ 133
Særlige dør-åbnere§ 125, stk. 2
Kommunalbe-styrelsen, jf.§ 130.
Det socialenævn, jf.§ 133.
Fastholdelse§ 126, stk. 1
Det socialenævn,§ 133.Kommunalbe-styrelsen, jf. §130.Det socialenævn§ 133.
Fastholdelsei hygiejnesi-tuationer§ 126 a
Tilbagehol-delse i boli-gen m.v.§ 127
Skærpede be-tingelser forkommunensbeslutning vedpassivitet elleranvendelse modpågældendesvilje
Kommunalbe-styrelsen, jf.§ 130.
Det socialenævn, jf.§ 133
Obliga-to-riskadvokat§ 132
Ja, hvisAnkesty-relsen harbehandleten sag,mulighedfor ind-bringelsefor retten,jf. § 135.
Beskyttel-sesmidler§ 128
Skærpede be-tingelser forkommunensbeslutning vedpassivitet elleranvendelse modpågældendesviljeSkærpede kravtil kommunensindstilling
Kommunalbe-styrelsen, jf.§ 130.
Det socialenævn, jf.§ 133
Flytning§ 129, stk. 1
Afgørelse i detsociale nævn§ 131.
Den Socia-le Anke-styrelse§ 134.Det socialenævn§ 129, stk.5, 1. pkt.Den Socia-le Anke-styrelse§ 134.
Obliga-to-riskadvokat§ 132
Ja, jf.§ 135
Flytning§ 129, stk. 2
Betingelser tilkommunensbeslutning, hvisværgen er enigheri.Skærpede kravtil kommunensindstilling, hvisværgen ikke erenig heri.
Kommunalbe-styrelsen, jf.§ 131, jfr.§ 129, stk. 5, 2.pkt. Tiltræderværgen ikkekommunalbe-styrelsens ind-stilling, træffesafgørelsen afdet socialenævn, jf. § 129,stk. 5.
Hvis af-gørelse iførsteinstans ertruffet afdet socia-le nævn.
Flytning tilandet egnetbotilbud, §129, stk. 3.
Særlige forhold,herunder hen-synet til pågæl-dendes og pårø-rendes mulig-hed for at op-retholde kontaktmed hinanden.
Det socialenævn, jf. § 129,stk. 3 og § 131.
Ankesty-relsen, jf. §134
Ja, jf. §135
