§ 20-spørgsmål S 1517 Om sportsudøvere.
Af Anders Samuelsen (LA)
Til
Skatteministeren
Troels Lund Poulsen, Troels Lund Poulsen (V)
, Troels Lund Poulsen
11-03-2010
Samling:
2009-10
Status:
Besvaret, endeligt
Endeligt svar
Dokumentdato: 19-03-2010
Modtaget: 19-03-2010
Omdelt: 22-03-2010
|
Spørgsmål
Spørgsmålets ordlyd:
Finder ministeren det rimeligt, at en sportsudøver, hvis arbejdsgiver i forbindelse med sportsudøvernes kollektive aftaler har tegnet en såkaldt sportspension for den pågældende sportsudøver, ikke har mulighed for selv at oprette yderligere aftaler om sportspensioner i henhold til pensionsbeskatningslovens § 15 B, såfremt den enkelte sportsudøver for eksempel ønsker at ændre risikoprofilen for en del af sin opsparing eller supplere indbetalingen i forbindelse med den kollektive ordning?
Skriftlig begrundelse:
I henhold til PBL § 15 B kan en professionel sportsudøver oprette en aftale om sportspension. Idrætsudøveren bliver i henhold til bestemmelsen ikke begrænset af den indførte indbetalingsgrænse på 100.000 kr., som blev indført med forårspakken 2.0. (lov nr. 412 af 29. maj 2009), ligesom sportsudøveren har mulighed for at få pensionen udbetalt før det fyldte 65. år.
Imidlertid er det kun muligt at oprette én sportspension i henhold til PBL § 15 B, hvilket afføder problemer for sportsudøvere, hvis arbejdsgiver har oprettet en sportspensionsordning for dem, eller for sportsudøvere, der i forbindelse med oprettelsen af en livs- og invalideforsikring har fået oprettet en sportspension. I de nævnte situationer vil sportsudøveren være begrænset i at oprette en yderligere pension, eksempelvis hos et andet selskab. Der er ikke noget formål med denne begrænsning, da der allerede er indført en grænse for maksimalindbetalinger på den nærværende ordning i henhold til PBL § 15, stk. 3, reguleret efter PBL § 20.
