Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af lovforslag nr. L 54:

Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Frit valg til diagnostiske undersøgelser, voldgiftsnævn, udvidet aktindsigt m.m.).

Af ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen).

(Fremsættelse 30.10.2009).

Forhandlingen er åbnet. Fru Birgitte Josefsen.

Det fremsatte lovforslag indeholder bl.a. ændringer af sundhedsloven, så der fremadrettet gives mulighed for frit valg til diagnostiske undersøgelser.

I Venstre ser vi positivt på forslaget, da vi dermed sikrer en hurtig udredning og hurtige behandlingsforløb...

Jeg gør opmærksom på, at forhandlingerne er startet, og de, der ikke ønsker at deltage i forhandlingerne eller lytte til forhandlingerne, bedes forlade salen. Jeg beder om, at ordføreren venter et øjeblik. Tak.

Patienterne får med forslaget mulighed for kortere udrednings- og behandlingsforløb i praksissektoren og får samtidig nogle valgmuligheder, så vi sikrer, at de får de samme rettigheder som patienter henvist til undersøgelse på et sygehus. Med forslaget kan vi klart undgå en række situationer, hvor det ellers har været nødvendigt at gentage en række undersøgelser på grund af langsommelighed og langsomme udredningsforløb, så resultater fra prøver og undersøgelser har været forældede. Hurtigere udredningsforløb vil alt andet lige give bedre behandlingsresultater og mindre træk på sundhedsvæsenet og er ikke mindst en stor fordel for de syge, der kan få en hurtig afklaring og komme hurtigt i behandling.

Lovforslaget indeholder desuden også en vedtagelse, der præciserer, at Sundhedsstyrelsen har hjemmel til at evaluere hele den offentligt finansierede sundhedssektor, altså både offentlige og private sygehuse og klinikker, der har en aftale med Danske Regioner om det udvidede frie valg og den udvidede undersøgelses- og behandlingsret i psykiatrien. Ligeledes er det i lovforslaget præciseret, at der nu indføres et voldgiftsnævn til at afgøre tvister mellem regioner og private aktører i forbindelse med takstfastsættelser og en justering af regler for klausulering af tilskud til medicin. Det er en række gode tiltag, som skal gøre vores sundhedssektor mere gennemskuelig og sikre, at vi får nogle mere smidige patientforløb, og det støtter vi i Venstres folketingsgruppe.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, fru Sophie Hæstorp Andersen.

Med Socialdemokratiets og SF's fælles skatteudspil har Socialdemokratiet i de kommende år forpligtet sig til at bruge 3,1 mia. kr. ekstra til indsatser, der kan sikre, at vi fremover får verdens bedste hospitaler. Helt konkret arbejder vi med tre mål: Danskernes middellevetid skal øges mærkbart og komme på niveau med de øvrige nordiske lande, markant færre danskere skal dø af kræft og andre livstruende sygdomme, end tilfældet er i dag, og medicinske patienter og kronisk syge skal behandles effektivt og værdigt.

Et vigtigt element i denne strategi er, at fokus skal ændres fra behandling til udredning. Indtil nu har det politiske fokus i al for høj grad været på ventetiden til behandling, dvs. fra det tidspunkt, hvor patienten har fået at vide, hvad der er galt, og til hospitalet tilbyder patienten en operation eller en anden behandling. Det er galt, fordi ventetiden til de forundersøgelser, som skal give svar på, hvad patienterne fejler, fortsat kan være flere måneder lange, så selv om man får en hurtig behandling, kan man sagtens have haft et langt behandlingsforløb, fordi man har ventet og ventet på den ene undersøgelse efter den anden, inden nogen fandt ud af, hvilken behandling man skulle have.

Derfor er Socialdemokratiet enig med regeringen i, at patienterne skal have ret til udredning inden for maksimalt 1 måned, og kortere ved mistanke om alvorlige sygdomme, og ingen ventetid ved mistanke om livstruende sygdomme. Men vi mener ikke, at patienterne alene med dette lovforslag, vi behandler her i dag, i alle tilfælde vil kunne opnå en hurtigere udredning. I nogle tilfælde kan det være vanskeligt for den praktiserende læge eller speciallæge at sende patienterne til de rigtige undersøgelser, fordi symptomerne er for uklare. Problemet betyder i værste fald, at patienter med uklare symptomer kommer til at cykle rundt i sundhedsvæsenet i lang tid, inden nogen finder ud af, hvad de fejler.

For kræftpatienter betyder det eksempelvis, at der på trods af indførelsen af kræftpakker og akut kræftbehandling er mange patienter med uklare symptomer, som sendes rundt i systemet i lang tid, før de får den endelige kræftdiagnose. Derfor er det reelt kun 30-50 pct. af alle kræftpatienter, som går den direkte vej til behandling af deres sygdom, og for visse kræftformer er tallet endda endnu lavere f.eks. ved lungekræft, hvor man ofte forveksler symptomerne ved lungekræft med det, der hedder KOL, altså nedsat lungefunktion.

Socialdemokratiet vil derfor stille ændringsforslag til lovforslaget, således at regeringen får mulighed for at vise en reel vilje til at sikre en hurtig udredning for alle patienter og ikke kun dem, hvis praktiserende læge eller speciallæge er næsten sikker på diagnosen. Metoden hertil kan være, at man opretter diagnostiske centre på de større sygehuse med akutmodtagelser, hvortil praktiserende læger kan henvise patienter, som de mistænker for at være alvorligt syge, men hvor patientens symptomer er så uklare, at de har svært ved at henvise til en bestemt afdeling eller undersøgelse til videre udredning.

Socialdemokratiet støtter også de øvrige elementer i loven, herunder indførelse af et voldgiftsnævn til afgørelse af fremtidige tvister mellem regionerne og de private hospitaler og klinikker om priserne for behandling under det udvidede frie valg. Det er interessant, at et sådant forslag nu kommer til behandling, her 3 år efter at den daværende sundhedsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, i 2006 fastlagde taksterne for behandling af patienter, der var henvist fra det offentlige sundhedsvæsen, på et kunstigt højt niveau, en hændelse, der er blevet kritiseret af Rigsrevisionen den 17. juni 2009.

Vi finder det ligeledes vigtigt, at patienter med lovforslaget kan opnå en øget adgang til deres egne patientjournaler, godt nok i første omgang mest fremadrettet, men det er trods alt en klar forbedring, og vi mener også, at det er vigtigt, at man ser på de øvrige ting, der er i lovforslaget, bl.a. om medicintilskudsreglerne.

Vi vil under udvalgsbehandlingen stille en række opklarende spørgsmål, bl.a. med udgangspunkt i de høringssvar, der er kommet, og vi vil også komme med et ændringsforslag til lovforslaget, måske flere, og til sidst vil vi komme med et fyldigt betænkningsbidrag, for der er ingen tvivl om, at godt nok støtter vi, at man nu får en diagnosegaranti, hvis man kan sige det sådan, men vi vil også være meget opmærksomme på, hvordan den udmøntes i praksis, så vi undgår den situation, vi har haft med det, som Rigsrevisionen jo netop kritiserede, altså at man har overbetalt private hospitaler for behandlinger. Det skulle nødig være sådan, at man også nu gik hen og opladede en ny guldgrube for dem på det diagnostiske område.

Så vi synes, at set fra patientens side er det her et rigtig godt tiltag, som vi gerne vil støtte, men vi vil helt klart følge udmøntningen og også i fremtiden tage ansvar for, at vi sikrer os, at vi får den behandling og de diagnostiske undersøgelser til de priser og den kvalitet, som det reelt bør afspejle. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og det er Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Dansk Folkeparti ser med tilfredshed på disse forslag om en ændring af sundhedsloven. Lovændringerne vil være med til at give patienterne i det danske sundhedsvæsen en række fordele, som vil styrke deres rettigheder. Der er en række forslag, som hver på deres måde vil forbedre det for den enkelte patient. For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi altid har patienten i centrum og derfor hele tiden har fokus på, hvordan vi kan forbedre det danske sundhedsvæsen til gavn for alle patienter.

Et af forslagene er forslaget om det frie og udvidede frie valg til diagnostiske undersøgelser. Det vil styrke patienternes rettigheder og muligheder for hurtigt og nemt at komme igennem sundhedsvæsenet ved at indføre frit udvidet valg til diagnostiske undersøgelser, som patienterne vil blive henvist til af deres praktiserende læge eller speciallæge. Patienterne vil hermed opnå en hurtig udredning og dermed undgå unødig ventetid.

Et andet forslag er forslaget om et voldgiftsnævn, som vil blive oprettet, sådan at hvis der opstår uenigheder mellem regionen og de privatejede sygehuse og klinikker, hver især eller i forening, vil de kunne indbringe tvisten for et voldgiftsnævn. Det vil blive sådan, at når der indbringes en sag for voldgiftsnævnet, udpeger ministeren for sundhed og forebyggelse til nævnet en opmand og en suppleant for opmanden. Regionerne i forening udpeger en voldgiftsmand, og sygehusene, klinikkerne m.v. udpeger en voldgiftsmand. Både opmand, suppleant og voldgiftsmand skal have en økonomisk indsigt. Vi mener, det er en god idé med et voldgiftsnævn.

Evaluering af det offentligt finansierede sundhedsvæsen: Det vil med dette forslag betyde, at Sundhedsstyrelsen også vil evaluere kvaliteten af de private sygehuse. Det er et vigtigt element i vores sundhedsvæsen, at vi har fokus på den kvalitet, som vi tilbyder vores patienter, samt at den er ens både for det offentlige og det private.

Patienternes ret til aktindsigt: Patienterne har allerede i dag en ret til at se deres egne journalnotater. Men med dette lovforslag vil der blive givet en udvidet ret, som Dansk Folkeparti mener vil give en større åbenhed i det danske sundhedsvæsen. Samtidig vil det give adgang til de elektroniske patientjournaler, hvormed den enkelte i højere grad kan deltage aktivt i sin egen behandling. Vi ser dog med bekymring på, at man begrænser det ved psykisk sygdom. Det bør understreges, at det kun er i undtagelsestilfælde, hvor man lægefagligt kan begrunde, at det vil have en konsekvens for den enkeltes sygdom. Dette vil vi i Dansk Folkeparti gerne have konkretiseret i det gældende lovforslag.

Et andet problem, som vi gerne vil have afklaret, er eksempelvis hensynet til barnets tarv, i og med at vi ved, at forældre har indblik i deres børns patientjournal. Hvad nu, hvis der er mistanke om incest, vold eller syndromet Münchhausen by proxy? Det er et problem, vi gerne vil have taget op i Sundhedsudvalget. For hvad gør vi, hvis man ikke kan skrive det i journalen, hvis man har mistanke om en af delene? Så det tager vi op i Sundhedsudvalget, så vi får en afklaring på det.

Betingelser for generelt klausuleret tilskud: I dag kan Lægemiddelstyrelsen meddele generelt tilskud til visse lægemidler. Med denne ændring vil Lægemiddelstyrelsen kunne meddele generelt tilskud af bestemte lægemidler til visse patientgrupper. Dansk Folkeparti har netop her gjort opmærksom på det problem, som store patientgrupper ville få ved at få ændret i deres generelle tilskud, da man ændrede tilskuddet til hjertemedicin. Udvidelsen vil øge Lægemiddelstyrelsens muligheder for at målrette et tilskud til de grupper, som har et særligt behov.

Så alt i alt ser vi positivt på det lovforslag, der ligger. Vi forventer blot, at vi får klarlagt de problemstillinger, jeg her har opridset, og vil derefter stemme for forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det SF’s ordfører, og det er hr. Jonas Dahl.

Det her lovforslag rummer jo lidt blandet fra sundhedsministeren. Der er positive tiltag, men der er også en række lidt mere negative tiltag.

Lovforslaget åbner op for en udvidelse af det frie sygehusvalg. Da SF hele tiden har været imod den måde, regeringen har indført det udvidede frie sygehusvalg på – ved at overbetale privathospitalerne – stiller vi os skeptiske over for den del af lovforslaget.

Men når det er sagt, er vi positive over for, at regeringen nu langt om længe får fokus på diagnostikken. Denne kunne imidlertid også styrkes på den måde, som fru Sophie Hæstorp Andersen, den socialdemokratiske ordfører, allerede har antydet. Vi agter fra SF’s side at være positive over for den ændring til lovforslaget, som fru Sophie Hæstorp Andersen allerede tidligere var inde på.

Med hensyn til psykiatrien anerkender vi fra SF’s side, at der er et problem på psykiatriens område. Men det er vigtigt at sikre, at den samlede psykiatriske behandling fortsat kommer til at stå højt. Derfor vil vi også gerne høre lidt mere om regeringens initiativer for netop at få uddannet flere psykiatere, idet vi i hvert fald finder, at en del af problemstillingen på det her område faktisk er, at vi har en voldsom mangel på psykiatere. Så spørgsmålet er, om løsningen er at udvide retten til behandling, uden at man samtidig får lagt en samlet plan for, hvordan vi får rekrutteret mere til området. Men når det er sagt, er vi positive over for den del af lovforslaget

Med hensyn til undtagelserne i forhold til psykiatrien er vi dog en smule bekymrede. Hvorfor er visse grupper undtaget? Bl.a. er folk, der er optaget i Kriminalforsorgens institutioner, undtaget fra lovforslaget. Betyder det, at man agter at forskelsbehandle folk, blot fordi de er en del af Kriminalforsorgen? Det skal vel trods alt være sådan, at loven gælder for alle.

Med hensyn til aktindsigt er vi fra SF’s side meget positive over for øget åbenhed og øget indsigt. Det er vejen frem. Men vi har også en række spørgsmål, vi forventer at få besvaret i den videre udvalgsbehandling. Bl.a. er det fortsat en smule uklart i bemærkningerne til lovforslaget, hvorvidt psykiatriske patienter er inkluderet i den her åbenhed. I hvert fald fremstår det ikke helt klart i bemærkningerne, præcis hvordan man agter at fastsætte det her i loven. For SF er det vigtigt at sikre, at der er en ligestilling mellem somatiske og psykiatriske patienter, men samtidig selvfølgelig sikre, at oplysninger, som kan være til ugavn for den pågældende, også bliver tilbageholdt. Det er klart; det er allerede gældende i den nuværende lov.

Med hensyn til økonomien er vi også bekymrede for de øgede udgifter, man vil påføre regionerne. Derfor vil jeg gerne høre, om ministeren kan bekræfte, at regionerne vil blive kompenseret for bl.a. øgede udgifter til eksempelvis befordringen.

Endelig må vi med hensyn til det nye voldgiftsnævn for aftaler mellem Danske Regioner og privatejede hospitaler konstatere, at det er glædeligt, at der nu kommer en mulighed for at undgå den overbetaling af privathospitalerne, som regeringen gennem årene har gennemført – selv om vi har meget svært ved at have tillid til, at regeringen og ministeren fortsat skal have ret til at gennemtrumfe en bestemt takst for behandlingen på privathospitalerne. Man må derfor fortsat frygte, at det betyder, at regeringen i sidste ende vil sidde tilbage og gennemføre en højere sats, en højere takst for betaling til privathospitalerne, på trods af at voldgiftsnævnet og Danske Regioner måske faktisk er enige i, at det her kan gøres billigere. Vi håber, at voldgiftsnævnet er et skridt i den rigtige retning, og vi håber også, at ministeren så vil lade være med at udnytte den ret, han vil få med den her lov og allerede har i dag, til at fastsætte højere kunstige takster til privathospitalerne. Det er jo netop det, der er problemet i den overbetaling af privathospitalerne, som er foregået gennem de senere år. Det var præcis den ret, tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen benyttede sig af, da han for et par år siden fastsatte den kunstigt høje takst til privathospitalerne – en overbetaling, som har medført, at vi nu har overbetalt privathospitalerne med op mod 1 mia. kr., hvad også Rigsrevisionen har bekræftet.

Men når det er sagt, ser vi frem til den videre behandling af lovforslaget. Vi har som sagt en række spørgsmål, som vi både vil tage i udvalget og allerede nu har rejst. Vi ser frem til det. Der er positive tiltag, der er også en række negative, som vi her har opregnet. Men vi ser frem til den videre sagsbehandling af forslaget i udvalget.

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, fru Vivi Kier.

Fra konservativ side kan jeg da tilslutte mig den lange række af ordførere, der har været indtil nu, som synes, at det er nogle rigtig positive elementer, vi kigger på med det her lovforslag. Jeg vil ikke gå ind i alle de forskellige elementer i lovforslaget, for det er der mange, der har gjort, men jeg vil sige, at alle de her elementer tilsammen vil gøre det endnu bedre at være patient i vores sundhedssystem.

Et af de elementer, jeg vil knytte et par kommentarer til, er det om retten til det udvidede frie sygehusvalg, som nu også kommer til at gælde for diagnostiske undersøgelser. Man kan måske sidde derhjemme i stuen og tænke: Ja, ja, hvad er det nu for nogle undersøgelser? Det er eksempelvis undersøgelser som røntgenbilleder eller scanninger. Der er rigtig mange patienter, for hvem den her ret kommer til at betyde meget.

I dag ser vi, at nogle patienter kommer til at vente alt, alt for længe på behandling, fordi de mangler at få foretaget de diagnostiske undersøgelser, der gør, at man præcist ved, hvad det er, de fejler. Man kan sige, at det jo ikke bliver nogen diagnosegaranti, for det kan man aldrig give. I langt, langt de fleste tilfælde har man en fornemmelse af, hvad det er, patienten fejler, men har brug for at få lavet nogle diagnostiske undersøgelser, som kan understøtte, hvad det så er, patienten egentlig fejler. Men vi ser jo også i dag tv-udsendelser, som viser noget om patienter, man bare aldrig kan finde ud hvad fejler, og vi ser en hel udsendelse med, at de kommer igennem tusind lægers konsultation, og at man alligevel stadigvæk ikke kan finde ud af, hvad de fejler. Men i langt de fleste tilfælde vil det her være en fantastisk hjælp til de patienter, som står og mangler lige nøjagtig den undersøgelse, der gør, at man så kan sige: Jamen det er den og den behandling, patienten efterfølgende skal have.

Så er der voldgiftinstitutionen, som jeg også hører et flertal synes er god, og der vil jeg sige, at det jo lige nøjagtig er en institution, der er der, i tilfælde af at der opstår uenighed mellem regionen og den private aktør. Der er tale om, at der er lettere adgang til egne journaloptagelser, og så er der Sundhedsstyrelsens adgang til at evaluere det offentligt finansierede sundhedsvæsen. Nu gøres det glasklart og tydeligt, og det synes vi fra konservativ side er rigtig godt. Så vi kan støtte alle elementerne i det her lovforslag.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, og det er fru Bente Dahl.

Da den radikale ordfører er blevet syg, er det mig, der skal gøre rede for den radikale holdning til lovforslaget om ændring af sundhedsloven. Lovforslaget har en række elementer, positive såvel som negative. Det er blevet nævnt af andre ordførere. Det er også blevet nævnt, og det vil jeg tilslutte mig, at der i øjeblikket findes en række ventepositioner i behandlingsforløbet, som det her lovforslag ser ud til at kunne medvirke til bliver af kortere varighed.

I Det Radikale Venstre er vi, som andre også er det, bekymrede for de psykisk syge og den måde, som vi fremover skal kunne tilbyde behandling på til den form for sygdom. Det er noget, vi kan tage op i udvalgsbehandlingen.

Vi mener, at de forslag, der er fremsat, er til fordel for patienterne – stort set i hvert fald – og derfor kan vi som udgangspunkt støtte forslaget. Vi ser frem til udvalgsbehandlingen og til at få de ting, som jeg har nævnt, og andre ting belyst. Men vi er altså positive.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er hr. Per Clausen.

Et væsentligt element i det her lovforslag er jo, at man vil udvide det frie og udvidede sygehusvalg til nu også at gælde for diagnoser. Man kan sige, at det her forslag på det område er mindst lige så problematisk som alle andre forslag, der handler om det frie og udvidede sygehusvalg. For den konservative ordfører gjorde det jo helt klart, at der ikke var tale om nogen sikkerhed for, at man fik en diagnose inden for den måned. Der er en sikkerhed for, at man kan bevæge sig rundt i det danske landskab, og hvis man ellers kan finde et sted, hvor man kan få stillet diagnosen, kan man få den stillet.

Jeg synes, at præcis et af problemerne i det her er, at man i stedet for at gå ind og se på, hvad der er forklaringen på, at der i dag i forhold til nogle diagnoser er ret lange ventetider, og så gøre noget ved det, så vælger den her løsning, som jo også rejser en række problemer i forhold til transport og andre ting. Så vi mener, at den måde at løse den udfordring, vi har med at sikre, at folk kan få stillet en diagnose hurtigt, også på det her område er forkert. Vi synes, at det socialdemokratiske ændringsforslag, som blev annonceret, formentlig er en mere – hvad skal man sige? – effektiv måde at få gjort noget ved det problem på. Derfor vil vi i en positiv ånd studere det.

Det, som vi også synes er interessant, når man diskuterer spørgsmålet om det frie og udvidede sygehusvalg i forhold til diagnoser, er, at sundhedsministeren med sikkerhed kan sige, at det ikke koster noget. Det koster godt nok lidt i en kort periode, men derudover sparer man også noget, og på lang sigt er man i hvert fald fuldstændig sikker på, at det her er fuldstændig udgiftsneutralt.

Det interessante i den sammenhæng er jo, at vi i udvalget regner med, at vi kan få dokumenteret, hvilke beregningsmæssige forudsætninger der ligger bag. For det, der står i bemærkningerne til lovforslaget, er jo nogle lidt lommefilosofiske overvejelser over, hvordan det ene opvejer det andet, og det er måske ikke så troværdigt. Jeg har også haft lejlighed til at stille et par spørgsmål til sundhedsministeren i den anledning, og det blev jeg for nu at sige det på den måde ikke meget klogere af. Det kan selvfølgelig skyldes, at jeg er blevet dårligere til at læse, men det kan også være, at svarene var sådan lidt uldne i kanten. Det er det efter vores opfattelse grundlæggende problematiske i lovforslaget.

Ellers synes vi, at det indeholder mange fornuftige ting. Vi synes, det er rigtig godt, klogt og fornuftigt set, at man skal have et voldgiftsnævn til at afgøre stridigheder mellem privathospitaler og regioner om priserne og ikke have den til enhver tid siddende sundhedsminister til at afgøre dem. I den nuværende regerings tid er der jo ikke nogen tvivl om, fra mit synspunkt hvert fald, at udgangspunktet har været, at det vigtige var at skabe en udvikling af en privat sygehussektor. Der kan man jo så håbe på at et voldgiftsnævn kan have en mere rimelig tilgang til det. Jeg læser lovforslaget sådan, at den mulighed, ministeren i dag har for at fastsætte taksterne for privat behandling, forsvinder, men hvis jeg har overset noget, skal vi selvfølgelig have kigget på det.

Ellers vil jeg sige, at det, der står i forslaget om forbedrede muligheder for aktindsigt i patientjournaler, er vi helt enige i. Det er ting, som vi har efterlyst i årevis. Jeg synes faktisk, det er et rigtig, rigtig stort fremskridt. Vi skal selvfølgelig have undersøgt, hvad der ligger i de undtagelsesbestemmelser, der antydes, men det virker nu på mig, som om udgangspunktet fra ministerens side er, at man skal have en så vidtgående fri adgang til de her patientjournaler som overhovedet muligt.

Der er en enkelt undtagelse – og det må vi jo vende tilbage til – nemlig at man ifølge forslaget ikke må gå tilbage i tiden, og det er så, fordi lægerne kan have skrevet noget, som de ikke ville have skrevet, hvis de havde vidst, at patienten nogen sinde kunne komme til at læse det. Jeg ved ikke, om man selv synes, at den argumentation lyder ret overbevisende, for nu kan patienterne så få at vide, at lægerne nok har skrevet noget, de ikke kan tåle at læse, og derfor må de ikke få lov til at se det. I den udstrækning folk sætter sig ind i argumentationen for ikke at gå tilbage i tiden, tror jeg altså det har en negativ effekt på forholdet mellem patient og læge snarere end at virke på nogen anden måde. Der er selvfølgelig også en række andre ting på det her område, som vi skal have taget stilling til, men vi er grundlæggende meget positive over for den del af lovforslaget.

Også når det handler om spørgsmålet om at evaluere de private sygehuse, når de arbejder for offentlige midler, er vi meget enige. Vi synes, det er mærkeligt, at man ikke inddrager den del af behandlingen, som foregår af de patienter, som har sundhedsforsikringer. For der er jo også offentlige midler involveret i det, og vi har en klar interesse, når vi nu bruger penge på det, i, at der faktisk også er styr på det. Så der kunne man godt forbedre lovforslaget, tror jeg.

Vi er enige i det forslag, at man skal forsøge at holde så meget styr, som man overhovedet kan, på tilskuddene til lægemidler. Det er ikke, fordi vi ikke synes, at patienterne skal have lov til at vælge, men fordi vi godt ved, at der findes en medicinalindustri, som benytter enhver lejlighed til at sikre sig en ekstra sum penge, og det bliver jo skatteyderne, der kommer til at betale. Så det er vi enige i.

Det er blandede bolsjer, men hovedsagelig har vi en positiv tilgang til lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Jeg vil gerne sige tak for, at jeg kan konstatere, at der overvejende er bred opbakning til mit lovforslag. Jeg er især glad for støtten til regeringens forslag om at forkorte udredningsforløbene i praksissektoren. Jeg mener, og det er også det, der er bred enighed om, at vi hermed sikrer patienterne et kortere udredningsforløb. Det giver alt andet lige også bedre behandlingsresultater og dermed på sigt også et mindre træk på sygehusvæsenet - altså det, man på nudansk kalder en win-win-situation.

Jeg er selvfølgelig også meget glad for den opbakning, der er til vores forslag om at lægge løsningen for fremtidige takstkonflikter mellem privathospitalerne og Danske Regioner i hænderne på et voldgiftsnævn. Tiden er efter min opfattelse nu moden til en sådan konfliktløsningsmodel, som jeg selvfølgelig ikke håber får alt for meget at lave. Forholdet er jo det både i forhold til det fremtidige system med referencetakster, jeg lægger op til, og i forhold til det nugældende system, at parterne, nemlig Regionernes Lønnings- og Takstnævn og privathospitalerne, selv skal nå til enighed om, hvilke priser der skal gælde for privathospitalerne. Det er altså et aftalesystem.

Vi har haft den situation, at hvis parterne ikke kunne nå til enighed, var det op til den siddende sundhedsminister at gribe ind. Det er, og det synes jeg i virkeligheden er interessant, selv om vi har haft situationen siden 2002, kun sket en gang, med undtagelse af at jeg selv har gjort det en gang over for øjenlæger. Men helt generelt er det kun sket en gang, hvor den daværende sundhedsminister fastsatte niveauet for de private sygehuses betaling til 95 pct. af det, som de offentlige får for de samme ydelser. Så jeg er stærkt uenig i, at man kan tale om overbetaling. Når man lagde sig fast på 95 pct., var det, fordi det var det gyldne snit imellem det, som var kravet fra parterne. Så vi lavede altså et gyldent snit mellem de krav, som man havde i en forhandlingssituation, for hvilke det gjaldt, at man ikke kunne blive enige. Derfor er niveauet fastsat en gang, ikke på nogen måde kunstigt højt, som det blev sagt af fru Sophie Hæstorp Andersen, men som et gennemsnit, der ligger under det, de offentlige arbejder til.

Der er blevet sagt en del om, at Rigsrevisionen har fastsat, at der er sket en overbetaling. Jeg synes, at jeg for god ordens skyld her skal sige, at regeringen ikke anerkender, at der er sket en overbetaling, og det har vi også skrevet i vores svar til Statsrevisorerne. Vi har stor respekt for Rigsrevisionen. Vi mener ikke, at de i den konkrete sag har forstået, hvad regeringen oprindelig ville med det udvidede frie valg, nemlig at skabe en enkeltstående patientrettighed for landets borgere.

Det er også godt at se, at der er en meget positiv indstilling til, at vi nu får lukket op for, at patienterne kan få lettere adgang til deres egne journaloplysninger.

Så tak for bemærkningerne. Jeg har lyttet til de spørgsmål, der er kommet omkring journaloptagelserne, og det er klart, at det er nogle ting, som vi skal have kigget på under udvalgsbehandlingen, og jeg stiller mig selvfølgelig til rådighed for svar.

Der er to korte bemærkninger til ministeren, og den første er fra fru Sophie Hæstorp Andersen.

Nu skal vi selvfølgelig ikke til igen og igen – vi er midt i en lovproces lige nu – men når ministeren om voldgiftsnævnet igen beretter, at man ikke er enig med Rigsrevisionen i, at taksterne kunne være lagt på et lavere niveau, og at der er rettet kritik mod regeringen for ikke i de efterfølgende år at have fulgt op på at sikre, at man lavede et system, der sikrede nogle mere reelle udgifter til privat behandling, ja, så synes jeg alligevel, at jeg bliver nødt til at tage ordet.

Faktum er jo, at de private hospitaler, som det så ud i 2006, hverken udførte uddannelse eller forskning, så selvfølgelig kan man ikke sammenligne det, at noget er 100 pct. DRG på et offentligt hospital med 95 pct. på et privathospital, alene af den årsag at de private hospitaler altså ikke har den her slags udgifter.

En anden ting er, at på det tidspunkt – og det er jo det, Rigsrevisionen ridser op – var det sådan, at der allerede lå en aftale med nogle andre private klinikker, hvor man muligvis ville kunne købe samme ydelse til omkring 80 pct. af DRG, så et kompromisforslag lå jo ikke på 95 pct., men nærmere på 90 pct. af DRG, hvis vi skal kigge på det.

Til sidst vil jeg bare sige, at det jo også reelt har vist sig, at de offentlige hospitaler har betalt langt mere end de 95 pct. af DRG. Politiken har afdækket ganske fint, at man reelt har haft langt større udgifter, bl.a. fordi de private hospitaler har nægtet at betale for implantater i forbindelse med operationer.

Så skulle vi nu ikke komme ud over den her diskussion, vi har haft hele sommeren, og lade regeringen anerkende, at der har været problemer med afregningen imellem private hospitaler og det offentlige sundhedsvæsen, og at det har betydet, at vi har brugt en masse midler på at få en masse fine private hospitaler, men færre midler på at sikre, at nogle af vores patienter reelt fik behandling.

Så er det ministeren.

Jamen regeringen anerkender altså ikke, at der er sket en overbetaling. Sagen er den, at i november 2007, da vi skulle skrive et regeringsgrundlag, skrev vi, at vi ville arbejde på, at der kom fair konkurrence og lige vilkår i samspillet privat og offentligt, og det satte jeg så et stykke arbejde i gang om.

Så kom konflikten, hvor vi suspenderede det udvidede frie sygehusvalg, så i hele den lange periode, hvor det var suspenderet, var det i virkeligheden ligegyldigt, hvilket regime vi havde, for det havde ikke nogen relevans. Det udvidede frie sygehusvalg var jo suspenderet, så der var ikke nogen at betale til.

Så mundede arbejdet ud i, at vi sagde, at vi måtte lave et nyt system, og vi aftalte, at der skulle være en voldgiftsinstitution, i stedet for at det skulle være ministeren, der gik ind og gjorde sig til part i sagen. Så var det bedre, at vi lavede et fuldstændig uafhængigt system, for så kunne man ikke bebrejde ministeren, at han eller hun havde sat et for højt tal.

Jeg anerkender stadig væk ikke, at vi generelt skulle have fastsat et niveau, der var for højt, når det var 95 pct. af det offentlige. Fru Sophie Hæstorp Andersen kan sagtens finde enkeltdiagnoser, hvor 95 pct. var højt, men man kan også finde enkeltdiagnoser, hvor 95 pct. var alt for lidt. Nu kommer vi med 600 referencetakster over 600 forskellige diagnoser, og de 95 pct. skulle jo også dække de 600 forskellige diagnoser før. Så selvfølgelig kan man finde nogle enkelte, hvor det kunne være lukrativt, og nogle enkelte, hvor det bestemt ikke var lukrativt. Men det var et gennemsnit af, hvad det offentlige opererer til, og det lå under 100. Derfor er det absurd at tale om overbetaling.

Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen for endnu en kort bemærkning.

Det kan godt være, at ministeren ikke vil kalde det overbetaling, men vi kan så kalde det overkompensation, for det er jo det, der har været tale om.

For det første er det sådan, at privathospitaler hverken forsker eller uddanner, medmindre der i nogle særlige tilfælde ligger særlige aftaler herom, og derfor har det hele tiden været sådan, at opgaven selvfølgelig altid kan udføres billigere i privat regi, end den kan i offentligt regi, fordi der er nogle opgaver, man ikke har.

For det andet har et privathospital heller ikke haft opgaven med f.eks. at have et akutberedskab døgnet rundt, og man har heller ikke haft opgaven med at skulle behandle meget, meget svært syge, som f.eks. har yderligere komplikationer, eller som er meget, meget gamle eller har andre problemstillinger.

Så ja, selvfølgelig skal det være billigere at bruge et privathospital, for ellers kunne det da være lige meget. Så kunne vi jo lige så godt sikre en fair konkurrence på alt muligt andet. Altså, det, der er det interessante, er, at det skal være billigere. Det interessante spørgsmål er jo selvfølgelig, hvor meget billigere det er, og der vil jeg sige, at Socialdemokratiets holdning er, at det i hvert fald bør afspejle de udgifter, man har haft på privathospitalerne, og der er altså meget under suspensionsperioden, der har vist, at de i virkeligheden kunne udføre de her behandlinger langt billigere. Og det var det, man opnåede i suspensionsperioden, da behandlingerne blev sendt i udbud af regionerne.

Tak for den korte bemærkning, og så er det ministeren.

Jeg er da fuldstændig enig i, at de private sygehuse ikke kan konkurrere med de offentlige sygehuse. Det er da de offentlige sygehuse, vi nu bygger nye af for 40 mia. kr. Det er de offentlige sygehuse, der bliver tilført yderligere 21 mia. kr., fordi det er dem, der virkelig skal løfte vores sundhedsvæsen til at være i verdensklasse, når vi er virkelig, virkelig syge. Men det ændrer jo ikke ved, at de private sygehuse for en lang række ikkelivstruende sygdomme har været i stand til at reducere ventetiderne ganske betragteligt. Og det har været med til at give et patientfokus, hvor vi fokuserer på, hvad der er godt for patienten, frem for hvad der er godt for systemet.

Hvis vi havde villet udbud, havde vi da bare lavet en lov om, at det offentlige skulle sende ting i udbud, men et udbud har det jo med at samle alle operationer på en gang og ikke med at fokusere på patienten. Det udvidede frie sygehusvalg er for den patient, der kommer drypvis og ikke som følge af en stor udbudsforretning, men drypvis, fordi han eller hun efter et politisk valg ikke skal vente længere end 4 uger.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jonas Dahl.

Nu hører vi så igen det her med, at regeringen ikke anerkender, at der er foregået overbetaling, det har så været overkompensation – jeg har svært ved at se forskellen, men lad det nu ligge – og at det er noget med, at Rigsrevisionen ikke har forstået regeringen. Der er så åbenbart mange, der ikke har forstået regeringen, kan jeg afsløre.

Jeg vil bare holde fast i den rapport, der kom for snart 2 uger siden fra sundhedsministeren og ministeriet selv. Der skriver man:

»Det anbefales, at referencetaksterne fastlægges på et niveau svarende til 65-72 pct. af den offentlige DRG-takst.«

Så står ministeren alligevel og siger, at de her 95 pct. ikke var en overbetaling, mens man i en rapport, der er udarbejdet i ministeriet, og som der jo i øvrigt åbenbart har været bredt kendskab til i regeringskredse i op til et halvt år, selv skriver, at der er foregået en overbetaling, i og med at taksterne reelt set skulle have været 65-72 pct., mens regeringen kunstigt fastsatte det til 75 pct.

Det er da ærlig talt en smule underligt at skulle blive ved med at høre på en minister, som ikke vil anerkende, at den daværende sundhedsminister og nuværende statsminister rent faktisk overbetalte privathospitalerne og kostede skatteyderne et overforbrug på op mod 1 mia. kr.

Så er det sundhedsministeren.

Nu tror jeg, at hr. Jonas Dahl bevidst misbruger ordene, når der er tale om, at det nu hedder overkompensation. Jeg har sagt, at der aldrig er sket overbetaling. Ordet overkompensation kom fra fru Sophie Hæstorp Andersen, ikke fra mig.

Det, vi nu lægger op til, er, at parterne, når de har forhandlinger, selv kan gå ind diagnose for diagnose og lægge sig på forskellige niveauer i forhold til de mest effektive offentlige sygehuse. Det er altså en vejledning i forhold til forhandlingerne. Men det skal samtidig ses i lyset af, at det ikke længere er ministeren, der griber ind, hvis ikke de bliver enige, men det uafhængige voldgiftsinstitut, der vel også vil gå ind og kigge på, hvem de mest effektive offentlige sygehuse er, og hvad de mest effektive offentlige sygehuse kan udføre de pågældende ting til, og så lægge sig på det niveau i tilfælde af uenighed.

Så er det hr. Jonas Dahl for yderligere en kort bemærkning.

Nu har jeg også andre spørgsmål, så lad os lade det her ligge, men bare afslutningsvis: Burde ministeren så ikke have undersøgt de her takster noget tidligere? Nu har ministeren siddet på ressortområdet i over 2 år, og det er først her for 2 uger siden, man fandt frem til, at taksterne så har været de her 25 pct. for høje, i øvrigt noget, som sundhedsministerens egen partiformand allerede anerkendte i marts måned. Har man ikke været lidt for sløv i regeringen, for bare at sige det med et mildt ord?

Tilbage til lovforslaget: I forhold til psykiatrien vil jeg godt spørge ind til en enkelt ting. Man skriver, at den her udvidede behandlingsgaranti kommer til at gælde i psykiatrien og ikke kommer til at gælde i Kriminalforsorgens institutioner. Er ministeren så enig i, at man kommer til at forskelsbehandle folk, blot fordi det så ikke er inkluderet i Kriminalforsorgens institutioner? Hvordan forholder det sig i øvrigt til den gældende grundlov? Nu er ministeren jurist, så det kunne være, at ministeren har lidt indsigt i det her. Som jeg ser det, betyder det netop en begrænsning af en bestemt gruppe borgere, ene og alene fordi de har fået en dom. Men der står vel også i grundloven, at man skal behandle alle lige. Er ministeren enig i det?

Så er det ministeren.

Vi har bestemt ikke været for sløve. Som jeg sagde før, skrev vi i vores regeringsgrundlag i 2007, at vi ville arbejde for fair konkurrence og lige vilkår. Vi har nedsat en arbejdsgruppe, der meget grundigt har belyst mulighederne for at lave et andet system. Og hr. Jonas Dahl er klar over, at i hele den lange periode, hvor det udvidede frie sygehusvalg var suspenderet, var det i virkeligheden ligegyldigt, hvilket regime der gjaldt, for der var ikke noget udvidet frit sygehusvalg at betale til.

Derudover er den rapport, som hr. Jonas Dahl omtaler – for mig er det nu kun nogle interne arbejdspapirer i mit eget ministerium – nu altså så sendt over til Sundhedsudvalget. Det er jo den, der lægger op til, at parterne skal forhandle, og at man så finder det gyldne snit ved et referencetakstsystem.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Orla Hav.

Ministeren brugte før argumentet om, at privathospitalerne nu havde aflastet, således at vi kunne se kortere ventetider i vores sundhedsvæsen. Jeg vil godt bede ministeren om at konkretisere, hvor det er, at vi kan se de kortere ventetider. Jeg mener faktisk ikke, at vi har kunnet se i nogen af de ting, vi har fået forelagt i skrift eller på tale, at der er tale om den afkortning af ventetider, som ministeren siger er effekten af i højere grad at bruge de private sygehuse.

Så er det sundhedsministeren.

Ventetiderne er i gennemsnit – de har svinget lidt hen over perioden fra 2002 til nu – sådan i lidt runde tal faldet som følge af eksistensen af det udvidede frie sygehusvalg fra 90 til ca. 60 dage.

Så er det hr. Orla Hav for yderligere en kort bemærkning.

Kunne ministeren nævne sådan bare tre diagnoser, hvor det afgørende har rykket? Altså, 60 dage er stadig væk ganske længe, og det har kostet ganske mange penge. Spørgsmålet er, om det her er den mest hensigtsmæssige måde, vi bruger pengene på. Derfor var det jo rart at vide, om der er nogle steder med nogle diagnoser, hvor det for alvor har rykket, og hvor man kan se, at de her patienter har vi virkelig hjulpet ved at bruge rigtig mange penge på at opbygge et privat sygehusvæsen.

Så er det ministeren.

Det her har da rykket på utrolig mange områder, og jeg skal sørge for, at det vil tilgå hr. Orla Hav og resten af Sundhedsudvalget diagnose for diagnose. Men det er altså i gennemsnit en række ventetider, der er faldet fra 90 til 60 dage. Det er et fald med en tredjedel.

Når hr. Orla Hav så taler om, at det da er frygtelig mange penge, så er det da rigtigt, men det koster at være på borgernes side; det koster at give borgerne en rettighed; det koster at sige, at borgerne ikke skal finde sig i ventetid. Vi har altså valgt at sige, at borgerne ikke skal finde sig i ventetid. Vi synes, det er vigtigt, at borgerne kan få noget hurtigere livskvalitet tilbage ved at kunne blive behandlet, blive opereret, og komme tilbage på arbejdsmarkedet. Det er der også en vis værdi i, som ikke lige er med i prisen, når vi taler om, hvad det koster.

Så er der en kort bemærkning til hr. Per Clausen.

Alt, hvad der er kommet frem i den her sag, tyder jo på, at man kunne have opnået den samme gevinst i det offentlige sygehusvæsen for væsentligt færre penge, og det er vel trods alt en smule vigtigt for en konservativ minister.

Så er der det, jeg i grunden gerne ville spørge om, og som ministeren ikke nåede at svare på, nemlig om den manglende aktindsigt i journalen for mennesker, der er under Kriminalforsorgen. Jeg vil gerne høre, om ministeren kan bekræfte, at man opererer med sådan en generel undtagelse, og hvad der er begrundelsen for det.

Så er det ministeren.

Det er jeg simpelt hen ikke enig i, altså at man kunne have opnået den samme gevinst i det offentlige sygehusvæsen. Jeg husker for ca. 3 år siden, da der var generalforsamling i Danske Regioner, at den daværende, nuværende og muligvis også fremtidige formand, Bent Hansen, udtalte, at eksistensen af det udvidede frie sygehusvalg havde givet en ekstra effektivitet i det offentlige sygehusvæsen på omkring 5 pct. Det er udtryk for en sund konkurrence, der gør, at man har flyttet sig fra et systemfokus til et patientfokus, og det mener jeg er den rigtige måde at anskue tingene på, hvis man i øvrigt vælger at være på borgernes side og give dem nogle rettigheder.

I øvrigt kan jeg da oplyse, at jeg helt generelt går ind for ligebehandling.

Så er der en kort bemærkning til hr. Per Clausen.

Jeg er glad for, at vi nu er kommet dertil, at Bent Hansen, formand for Danske Regioner, er blevet sådan et sandhedsorakel, som vi kan trække frem i enhver debat, når vi ikke er enige – og så har Bent Hansen ret. Det tror jeg at sundhedsministeren kommer til at stifte bekendtskab med en del gange i fremtiden. Om glæden så bliver på sundhedsministerens side ved jeg ikke. Men jeg prøver igen: Er det sådan, at de mennesker, der er under Kriminalforsorgen, undtages fra at have fri adgang til deres journal? Og hvis det er tilfældet, hvad er så begrundelsen for det?

Så er det ministeren.

Svaret på det skal jeg lade tilgå hr. Per Clausen skriftligt i Sundhedsudvalget.

Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.