Vedr. undervisningstilbud til børn og unge med lette til moderate

opmærksomhedsforstyrrelser og de fremsatte lovforslag om at få flere

unge i uddannelse

Kære Tina Nedergaard,Jeg henvender mig til dig som ansvarlig minister i forhold til en generel problem-stilling, der berører 3-7 % af alle børn og unge.På nærmeste hold, som mor til en dreng med en såkaldt opmærksomhedsfor-styrrelse (ADHD), har jeg oplevet, hvordan folkeskolen og uddannelsessystemetmangler tiltag rettet mod denne relativt store gruppe af børn og unge.De fleste af disse børn og unge er normalt begavede, men har i indlærings-situationen behov for kortere indlæringsseancer samt mindre projektorienteredeopgaver, da evnen til at fastholde koncentrationen i længere tid samt evnen til atstrukturere er mindre god. Der er tale om børn og unge, som sagtens kan kommelangt i livet, men som har en svær start.For at perspektivere og nuancere billedet af mennesker, der er ramt af ADHD, skaljeg gøre opmærksom på, at bl.a. Bill Clinton og John F. Kennedy begge er/ varADHD ”tilfælde”.Problemerne for børn og unge, der er berørt af ADHD vokser i takt med overgangtil udskoling og ungdomsuddannelse (gymnasiet), da det netop er projektopgaverog lange sammenhængende undervisningsforløb, som kendetegner denne del afuddannelsessystemet.Hvis ikke den unge i dag kan følge et helt sædvanligt gymnasiestudium henvisesder alternativt til et undervisningstilbud for udviklingshæmmede. Denne gruppeomfatter bl.a. multihandicappede, autister og unge med erhvervede hjerneskader

samt unge med alle typer af ADHD. Her mangler tilsyneladende en grundlæggendeforståelse af, at ADHD spektret er meget bredt. Det burde sige sig selv, at når op imod 7 % af alle børn og unge er ramt af ADHD er det langt fra alle der kræver såmassiv en stigmatisering som udviklingshæmmet. Der mangler en indsatsmålrettet de unge, som med bare mindre hjælp kunne fuldføre engymnasieuddannelse.For god ordens skyld skal der, som tidligere nævnt, erindres om, at der findesmange eksempler på voksne med ADHD, der er uddannede akademikere, de harbare haft en unødig vanskelig tid igennem uddannelsessystemet, fordi deresindlæringsbehov er anderledes.Sådan som undervisningstilbuddene i dag er tilrettelagt, forekommer vurderingenaf den unge alt for unuanceret, og det bevirker, at der tabes mange ungemennesker i uddannelsessystemet, som relativt let kunne være blevet reddet.Grundet besparelserne på de kommunale ressourcer, er specialundervisnings-tilbuddene meget begrænsede, og tilbud om specialundervisning gives primært tilstærkt belastede børn og unge med eksempelvis en autisme diagnose. Dette erforståeligt, men samtidig er det sørgeligt at være vidne til, at børn og unge medmindre udtalte udviklingshandicap ikke tilgodeses i undervisningssystemet.Det virker som om, der ikke er ressourcer til at plukke de lavest hængende frugteri skolesystemet, og det kan næppe være samfundsøkonomisk forsvarligt.Konkret har vi herhjemme problemstillingen tæt inde på livet i forbindelse medskoleskift fra 6. til 7. klasse. Den kommunale folkeskole, som vi hører til, harmeddelt os at de har meget knappe ressourcer til specialundervisning, og at de måprioritere eksempelvis børn berørt af autisme.Indtil videre har vores søn fungeret i en helt almindelig klasse uden special-undervisning, og det kan vi formentlig tilskrive, at han indtil nu har haft etlærerteam, som har haft særlig forståelse for de indlæringsvanskeligheder han har.Problemet er nu fremadrettet, at han må affinde sig med at skulle gå i en klassemed 26 elever, uden særlig støtte og med udsigt til lange indlæringsseancer ogmange, for ham, uoverskuelige projektopgaver. Det betyder formentlig, at han franu af vil møde mange nederlag i sin skolegang. Han vil formentlig se sig”overhalet” af kammerater, der er mindre godt begavet, men som har evnen til atholde koncentrationen i længere tid ad gangen.Årsagen til at jeg henvender mig til dig er, at problemstillingen er af generelkarakter. Igennem de sidste tre år, har jeg fulgt debatten på bl.a. ADHDforeningens hjemmeside, hvor man kan læse om fortvivlede forældre til børn ogunge, der ikke bliver behandlet ordentligt i undervisningssystemet.Og senest i går (25. marts 2010) hørte jeg en debat på P1, hvor psykologer,psykiatere og forældre kunne berette om den håbløshed, der opleves når man somforældre til barn med et mindre psykisk handicap ikke kan finde hjælp i detoffentlige uddannelsessystem.Der må og bør være professionelle undervisere/ pædagoger indenfor undervis-ningssystemet, som kan identificere undervisningsforløb, der tilgodeser en sårelativt stor gruppe af børn og unge. Samfundsøkonomisk må det være en godcase at få uddannet og beskæftiget også denne gruppe mennesker, idet der som

nævnt i de fleste tilfælde er tale om børn med en helt normal IQ, de skal bare havede rigtige betingelser for indlæring for at komme helt på omdrejningshøjde medalle andre og dermed få en fair chance for at gennemføre en uddannelse.Jeg henvender mig på dette tidspunkt, da jeg netop har gjort mig bekendt med defremsatte lovforslag af d.d., der har til hensigt at sikre, at flere unge fastholdes iuddannelsessystemet. Det er dejligt at mærke viljen hertil, og jeg gør blotopmærksom på en problemstilling, som jeg håber på, at I fra politisk hold vil tagehånd om, da den endnu ikke er tilgodeset i de tre fremsatte lovforslag.Personligt tror jeg, at der p.t. foregår et ressourcespil i forhold til, hvordan special-undervisningen i dag tilrettelægges.Jeg føler mig overbevist om, at en del berørte børn sagtens kan hjælpes i en heltalmindelig klasse, hvis blot de pågældende lærere er pædagogisk klædt på til attackle børn med mindre handicaps.For at kunne ændre på forholdene for denne gruppe elever kunne maneksempelvis:Tilrettelægge udskolingen således, at der på alle større skoler var én klasse,hvor klassekvotienten blev holdt på maks. 22, samtidig med atlærerbesætningen var særligt pædagogisk uddannet til at håndtere dennegruppe af elever. Herved undgik man ekstraudgifter til specialundervisning,men gav i stedet mere plads til de elever, som havde lidt ekstra behov forstøtte. Den pædagogiske uddannelse af lærerne kunne eksempelvis bestå iet tre-dages undervisningsforløb, hvor særligt sagkyndige psykologer/psykiatere underviste i de særlige behov, som denne elevgruppe har.Tilrettelægge en gymnasieuddannelse på 4 år målrettet denne gruppe, dadet vil kunne tilgodese behov for kortere indlæringsmoduler. Med lidt lavereprogression i indlæringen og lidt kortere undervisningsmoduler samt merefokus på traditionel undervisning og dag til dag lektier frem forprojektarbejde. Herved kunne disse elever få en mere ideel rugekasse ogikke enten fravælge gymnasiet eller opleve mange nederlag undervejs iuddannelsen.