L 130 - 2009-10 - Endeligt svar på spørgsmål 20: Spm. om Diciplinærnævnets kritik, til indenrigs- og sundhedsministeren

Spørgsmål nr. 20:’’Hvad er baggrunden for, at Disciplinærnævnet ikke længere skal kunne på-pege, at en sundhedsperson kunne have handlet mere hensigtsmæssigt selv-om sagen ikke har givet anledning til en egentlig kritik og er ministeren enig i,at sundhedsvæsenet dermed mister en mulighed for at drage værdifuld læ-ring?”Svar:Disciplinærnævnet skal efter lovforslaget tage stilling til, om en sundhedsper-sons sundhedsfaglige virksomhed har været kritisabel. Disciplinærnævnet vil iden forbindelse på samme måde som Patientklagenævnet tage stilling til, omsundhedspersonen har handlet med den omhu og samvittighedsfuldhed, somkræves efter autorisationslovens § 17, hvilket vil sige i overensstemmelse mednormen for almindelig anerkendt faglig standard.Patientklagenævnet kan efter nævnets forretningsorden – i sager hvor nævnetikke finder anledning til kritik af sundhedspersonen – udtale, at sundhedsper-sonen i en eller flere nærmere angivne situationer kunne have handlet merehensigtsmæssigt.Når denne adgang ikke foreslås videreført, skyldes det, at en sådan udtalelseikke har en disciplinær karakter, men kan opleves som sådan af både ved-kommende sundhedsperson og den patient, der har klaget. Efter gældende reter der derfor risiko for en uhensigtsmæssig sammenblanding af sager, der hargivet anledning til kritik, med sager, der ikke har givet anledning til kritik.Forslaget skal også ses i lyset af, at tilbuddet om lokal dialog vil øge læringenlokalt af klagerne og give patienten mulighed for at få en forklaring og eventu-elt en undskyldning for behandlingsforløbet i de tilfælde, hvor behandlingen el-ler forløbet kunne have været mere hensigtsmæssigt.Jeg vil desuden understrege, at der – uanset om Disciplinærnævnet har ad-gang til at udtale sig om hensigtsmæssighed eller ej – vil kunne drages læringaf individklagesagerne, også med hensyn til behandlingen eller behandlings-forløbet i en bredere forstand.Jeg mener derfor ikke, at en manglende adgang for nævnet til at udtale, at ensundhedsperson kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, vil forringe læ-ringen af klagesagerne. Det er tværtimod min opfattelse, at grundlaget for en