Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 50:

Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats over for forbrydelser motiveret af offerets seksualitet, etnicitet m.v. (hadforbrydelser).

Af Kamal Qureshi (SF) m.fl.

(Fremsættelse 10.11.2009).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Efter beslutningsforslaget pålægges regeringen at sikre, at politiet indskærpes pligten til at undersøge motivet i forbindelse med potentielle hadforbrydelser.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at det naturligvis er fuldstændig uacceptabelt, at mennesker bliver udsat for chikane og det, der er værre, på grund af f.eks. deres seksuelle orientering eller religion. Det er da også et helt grundlæggende princip i det danske samfund, at ingen må udsættes for forskelsbehandling på grund af etnisk tilhørsforhold, tro, politisk overbevisning eller seksuel orientering. Derfor tror jeg også, at vi alle sammen i bund og grund kan være enige i intentionerne bag beslutningsforslaget. Men når det er sagt, vil jeg gerne her indledningsvis slå fast, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget på trods af de gode intentioner i forslaget. Det vil jeg gerne uddybe.

Den første del af beslutningsforslaget lægger op til, at politiet indskærpes pligten til at undersøge motivet i forbindelse med potentielle hadforbrydelser. Der tales om en landsdækkende handlingsplan for at øge politiets opmærksomhed på og kompetencer til at håndtere hadforbrydelser. Formålet skulle være at sikre, at politiet indsamler den fornødne dokumentation til, at straffen i en given straffesag kan skærpes med henvisning til straffelovens § 81, nr. 6, som opregner en række forhold, der i almindelighed skal indgå i skærpende retning ved straffens fastsættelse.

Efter min opfattelse er der imidlertid ikke på nuværende tidspunkt behov for yderligere tiltag til at sikre politiets opmærksomhed på hadforbrydelser. Regeringen har således allerede iværksat flere tiltag for at styrke politiets indsats over for hadforbrydelser, hvilket jeg bl.a. havde lejlighed til at redegøre for i december under min mundtlige besvarelse af spørgsmål nr. S 488.

Politiets nye sagsbehandlingssystem får således et særligt felt til registrering af mulige hadforbrydelser. Det skal være med til at sikre, at hver enkelt sagsbehandler hos politiet og anklagemyndigheden husker at overveje, om gerningen har et særligt motiv og eventuelt udgør en hadforbrydelse. Herudover kan jeg nævne, at Københavns Politi sidste januar udsendte en informationsfolder og en vejledning i sagsbehandling og efterforskning af sager om hadforbrydelser. Formålet hermed er at sikre, at politiet i forbindelse med den indledende sagsbehandling husker at stille spørgsmål til offerets og eventuelle vidners opfattelse af motivet til forbrydelsen.

Jeg vil også gerne nævne, at Københavns Politi indgår i et tæt samarbejde med interesseorganisationer og andre relevante aktører på området, herunder Det Kriminalpræventive Råd, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske og repræsentanter for etniske minoritetsgrupper. Samarbejdet har til formål at styrke indsatsen over for hadforbrydelser og sikre, at flere potentielle hadforbrydelser anmeldes til politiet, og, hvad der også er centralt i denne sammenhæng, at ofrene selv er opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at politiet bliver gjort bekendt med det mulige motiv for overgrebet. Der er således allerede stor opmærksomhed på denne type forbrydelser hos politiet.

Efter beslutningsforslaget skal der også oprettes en ny taskforce under Rigspolitiet. Dertil vil jeg gerne sige, at det afgørende for mig at se først og fremmest er, at alle relevante medarbejdere i landets politikredse er opmærksomme på forhold, der kan tyde på, at en forbrydelse har et særlig hadrelateret motiv. Dernæst er det også afgørende, at sådanne forhold registreres på sagen, så det indgår i den videre efterforskning. Her tror jeg altså ikke at en særlig taskforce skulle have nogen særlig merværdi.

En central taskforce kan have værdi, når vi taler om mere komplekse former for kriminalitet som f.eks. menneskehandel, økonomisk kriminalitet. Men hadforbrydelser er jo ikke knyttet til sådan en speciel politifaglig ekspertise inden for et bestemt område, for flere former for kriminalitet kan være motiveret af offerets etniske oprindelse, seksuelle orientering m.v. I mange tilfælde er der jo tale om vold eller hærværk og lignende forbrydelser, som politi og anklagemyndighed lokalt fuldt ud er i stand til at håndtere. Det vil derfor være forkert, at man så at sige overfører ansvaret for bekæmpelse af hadforbrydelser til en særlig enhed under Rigspolitiet. Indsatsen bør forblive forankret og integreret i politiarbejdet i de enkelte politikredse. På den baggrund kan regeringen ikke støtte oprettelsen af en særlig taskforce under Rigspolitiet.

Jeg kan også henvise til, at der allerede centralt i politiet er fokus på hadforbrydelser – PET kortlægger således omfanget og karakteren af hadforbrydelser i Danmark i forbindelse med den årlige RACI-redegørelse, som jeg lige straks vil vende tilbage til. Endelig vil jeg nævne, at man, i det omfang de enkelte politikredse finder anledning hertil, naturligvis lokalt kan samle ekspertisen om særlige aspekter af håndteringen af hadforbrydelser. Et eksempel herpå er Københavns Politis oprettelse af en særlig kampagnestab i forbindelse med kampagnen »STOP hadforbrydelser«.

Forslagsstillerne opfordrer også til, at der oprettes et permanent register over både hadforbrydelser, der er ført til dom, og hadforbrydelser, der ikke er ført til dom. Hertil vil jeg gerne sige, at regeringen naturligvis anerkender vigtigheden af, at der indsamles så meget information som muligt på området. Samtidig er det dog vigtigt, at den egentlige politiindsats ikke overskygges af et nyt registrerings- og indberetningssystem ved siden af de ordninger, som allerede findes i dag, for hadforbrydelser registreres sådan set allerede i dag.

Jeg kan af ordninger bl.a. nævne, at politiets indberetninger forelægges som sager om straffelovens § 266 b om racisme og sager om racediskriminationsloven. Efter denne ordning skal alle sager af denne type forelægges Rigsadvokaten, der herefter vurderer, om der er grundlag for at rejse tiltale i den pågældende sag. Derudover skal spørgsmål om afvisning af anmeldelser eller indstilling af efterforskning altid forelægges vedkommende statsadvokat med en indstilling om, hvorfor anmeldelsen bør afvises eller efterforskningen indstilles. Der er således stort fokus på denne type potentielle hadforbrydelser fra anklagemyndighedens side.

Som et andet eksempel på registrering af hadforbrydelser vil jeg gerne vende tilbage til PET's RACI-redegørelse, der bygger på en ordning, hvor alle kriminelle forhold med en mulig ekstremistisk baggrund indberettes til efterretningstjenesten. Baggrunden for udvidelsen af ordningen, som man gennemførte den 1. januar 2009, har været et ønske om at skabe en bredere og mere samlet kortlægning af hadforbrydelser. Formålet med udvidelsen er således netop at skabe det overblik over omfanget og karakteren af hadforbrydelser, som forslagsstillerne efterspørger. Efter den nye ordning indhenter PET selv de relevante oplysninger direkte fra politiets sagsbehandlingssystem. Dermed sikres en højere grad af ensartethed. Ordningen vil endvidere give et mere dækkende og nuanceret billede af hadforbrydelser i Danmark.

Men til trods for de forskellige indberetningsordninger kan det jo meget vel være rigtigt, at der er et stort antal hadforbrydelser, som ikke anmeldes eller ikke føres til doms. Der kan godt være et stort mørketal, når vi taler om antallet af hadforbrydelser i Danmark. Derfor har vi jo også fra Justitsministeriets forskningspulje sidste år bevilget penge til Institut for Menneskerettigheder bl.a. med henblik på at få belyst, hvorfor politiet så forholdsvis sjældent registrerer hadforbrydelser. Når resultatet af den redegørelse foreligger, vil regeringen naturligvis overveje, om der er behov for at iværksætte yderligere tiltag på dette punkt.

Regeringen pålægges også at fremsætte et lovforslag, så offerets køn, alder og handicap tilføjes til straffelovens § 81, nr. 6 om forhold, som i almindelighed skal tillægges skærpet vægt ved strafudmålingen. For så vidt angår forslaget om at tilføje køn, er det anført i bemærkningerne til forslaget, at der hermed sigtes til at medtage forbrydelser rettet mod transkønnede. Hertil skal jeg bemærke, at straffelovens § 81, nr. 6 allerede henviser til forurettedes seksuelle orientering som en strafskærpende omstændighed. Det skal således allerede i dag indgå i skærpende retning, at en forbrydelse er motiveret i, at offeret er transkønnet eller transseksuel. Så der er altså ikke nogen merværdi på det her punkt i forslaget. Straffelovens § 81, nr. 6 omfatter ikke alder og handicap, men hvis motivet for en forbrydelse har baggrund i offerets alder eller handicap, vil dette kunne tillægges betydning i medfør af straffelovens § 81, nr. 10. Ifølge denne bestemmelse skal det indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling, hvilket jo f.eks. kan være høj eller lav alder eller handicap.

Straffeloven giver således allerede i dag mulighed for at lægge vægt på, at en forbrydelse er motiveret i offerets alder eller handicap. Det er derfor regeringens opfattelse, at der ikke er behov for at tilføje yderligere henvisninger i loven som foreslået.

Forslagsstillerne ønsker herudover, at sager om hadforbrydelser skal kunne henvises til konfliktråd. Der synes jeg, det er vigtigt at fremhæve, at allerede den 1. januar i år gennemførte vi en permanent og landsdækkende ordning om anvendelse af konfliktråd i straffesager. Konfliktråd kan anvendes i alle typer straffesager, hvor man kan identificere et offer, og hvor betingelserne for konfliktråd i øvrigt er opfyldt, herunder at gerningsmanden i det væsentlige har tilstået, og at begge parter ønsker at deltage i konfliktråd. Så heller ikke på det punkt lægger beslutningsforslaget op til noget nyt.

Regeringen pålægges desuden at undersøge en model for styrkelse af rådgivning og vejledning af personer, som udsættes for hadforbrydelser. Det er bestemt vigtigt, at der er mulighed for tilstrækkelig rådgivning og vejledning. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at regeringen meget snart forventer at kunne fremlægge en ny og opdateret handlingsplan om ligebehandling og respekt for den enkelte. Handlingsplanen vil bl.a. omfatte initiativer, der har særligt fokus på at styrke mulige ofres kendskab til deres rettigheder og klagemuligheder.

Som et sidste element i beslutningsforslaget skal der udarbejdes materiale til, at man i folkeskolen kan diskutere opfattelser af køn, seksualitet og etnicitet ud fra et diskriminations- og ligestillingsperspektiv. Jeg vil gerne slå fast, at oplysning, information og diskussion uden tvivl er et af de mest effektive midler til at opnå større tolerance og bekæmpe diskrimination og fordomme i vores samfund. Jo tidligere, vi sætter ind med den indsats, desto bedre.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Undervisningsministeriet allerede i 2006 udgav undervisningsmaterialet »Undervisning i demokrati« til grundskoler og ungdomsuddannelser. Materialet behandler emner som grundlæggende demokratiske værdier og ekstremisme og anvendes i dag af både grundskoler og på ungdomsuddannelser. Undervisningsministeriet udgav endvidere i oktober 2009 undervisningsmaterialet »Udsigt til indsigt« om køn, etnicitet og ligestilling, der fokuserer på børns roller og forståelse i forhold til køn, etnicitet og ligestilling. Dette materiale henvender sig til elever og lærere på 4.-6. klassetrin og er lagt ud til fri afbenyttelse på Danmarks undervisningsportal. Den indsats, forslagsstillerne efterspørger, er således efter min opfattelse allerede i fuld gang.

Hvis jeg her skal samle op på min besvarelse og mine bemærkninger, vil jeg sige, at regeringen bestemt tager bekæmpelse af hadforbrydelser meget, meget alvorligt. Bare inden for det sidste år er både politiets registreringer og PET's indberetningsordning blevet forbedret og udvidet, og samtidig har politiet iværksat initiativer om oplysning og samarbejde både internt og eksternt.

Efter regeringens opfattelse kan politiets indsats imidlertid ikke stå alene. Bekæmpelse af hadforbrydelser er en opgave, der kræver hele samfundets deltagelse. Bl.a. for at sikre dette fremlægger regeringen inden for kort tid en omfattende handlingsplan med fokus på ligebehandling. Regeringen har endvidere afsat midler til forskning i registrering af hadforbrydelser. Regeringen har således allerede ydet og vil fortsætte med at yde en prioriteret indsats for at bekæmpe hadforbrydelser i Danmark.

Jeg synes, at SF med det her beslutningsforslag har sat et vigtigt emne på dagsordenen, men som det er fremgået, gør regeringen allerede en meget betydelig indsats på området. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget af de grunde, som jeg har nævnt.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Tak. Det er jo virkelig et skønmaleri, der bliver malet, af, at tingene er i orden, og at der er blevet gjort en masse i forvejen. Så jeg kunne blive fristet til at spørge justitsministeren, hvordan han selv synes det går, når man efter Justitsministeriets egen offerundersøgelse har en formodning om, at der på landsplan er ca. 12.000 sager relateret til hadkriminalitet – vi taler om voldssager. Af dem er der lidt over 5.000, der bliver anmeldt til politiet. Af de lidt over 5.000 tilfælde med hadkriminalitet som ekstra aspekt, som politiet kommer i kontakt med, blev der sidste år ført 10 sager ved domstolene – 10 sager. Det er ikke forfærdelig effektiv kriminalitetsbekæmpelse eller kriminalitetsforebyggelse fra en justitsminister, som plejer at tale om, at man tager kriminalitet alvorligt, når man ud af 12.000 sager og lidt over 5.000 anmeldelser rejser 10 sager.

Justitsministeren.

Vi tager det meget alvorligt. Derfor er det også en prioriteret indsats fra regeringens side, fra politiets side og fra anklagemyndighedens side. Og specielt når vi taler om offerundersøgelsen, som vi jo selv har stået for, skal man selvfølgelig tage det antal, der nævnes, meget alvorligt.

Men det er også vigtigt, når man undersøger tingene, at man ser på, hvad baggrunden er for den undersøgelse. Hvis man går ind i den undersøgelse, som vi har lavet, vil man se, at det er personens egen oplevelse og indtryk, som danner baggrund for, at den pågældende mener at have været udsat for en hadforbrydelse. Men der er det vigtigt at understrege, at offerets egen oplevelse jo ikke sådan kan stå inde for en vurdering af, om det er en hadforbrydelse eller ej. Det må politiet og domstolssystemet jo altså undersøge. Der kan være andre omstændigheder, som offeret måske ikke kender til, der kan have betydning for, om offeret har ret i sin oplevelse af at have været udsat for en hadforbrydelse.

Jeg kan godt forestille mig en episode, som måske umiddelbart fremstår som motiveret af offerets etniske baggrund, fordi gerningsmanden er fremkommet med racistiske skældsord, men efter yderligere efterforskning kan det jo godt være, at det er en helt anden konflikt mellem de to parter, det viser sig at handle om. Diskriminerende udtryk kan selvfølgelig være sårende for offeret, men det er ikke ensbetydende med, at det er en hadforbrydelse, at man så bliver overfaldet i den forbindelse.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg kunne jo stå her og nævne en masse sager, hvor justitsministeren plejer at handle anderledes, selv om problemets omfang slet ikke er i den størrelsesorden, som vi taler om her. Men det er, som om det tæller lidt mindre, fordi der er tale om mindretal, der bliver overfaldet.

Jeg kan jo passende citere justitsministeren fra den debat, som justitsministeren selv refererede til. Her siger justitsministeren – og jeg citerer – at det jo er en glædelig omstændighed, at der kun er registreret ti sager. Og justitsministeren fortsætter: Der er jo ret stor forskel på at anmelde og rejse sager, så derfor er jeg glad for, at der er så få sager som overhovedet muligt.

Det er jo ikke sådan, justitsministerens logik plejer at være: at der foregår en masse kriminalitet, men så længe der bliver rejst få sager, er det et succeskriterium i sig selv. Det er klart, at hvis det er succeskriteriet, kan man sige, at alt jo er supergodt i Justitsministeriet.

Ministeren.

Altså, ræsonnementet er jo, i forbindelse med spørgsmålsdebatten både i går og i dag og i morgen, at jo færre anmeldelser i forhold til antal forbrydelser, jo bedre. Det er stadig væk et godt og sundt ræsonnement.

Man skal lige huske på, at det er en prioriteret opgave for politiet og anklagemyndigheden. De sager, der har været, er blevet behandlet fuldstændig efter bogen. Det er sådan, at man også registrerer det. Det er sådan i den her verden, vi lever i, at politiet er meget, meget opmærksomme på det, for det er en skærpende omstændighed. Derfor er anklagemyndigheden også opmærksom på det. Så politiet håndterer det her professionelt, det gør anklagemyndigheden også. Og de sager, der er, vil selvfølgelig blive håndteret med meget, meget stor intensitet og meget stor opmærksomhed, for det er vigtige sager.

Hr. Flemming Møller Mortensen, kort bemærkning.

Mange tak. Jeg vil lige spørge ind til det med registrering. For justitsministeren siger jo også, at der givetvis er et stort mørketal eller -tilfælde i den her sammenhæng, og ministeren giver udtryk for, at det naturligvis ville være rigtig godt at få et mere nøjagtigt billede af det her mørketal.

Er det ikke korrekt, at hvis en er blevet overfaldet og der sker en anmeldelse, er det sådan i dag, at politibetjenten, som afhører eller lytter til voldsofferet, ikke direkte skal spørge voldsofferet, om offeret mener, at vedkommende har været udsat for en hadforbrydelse? Ville det ikke være et meget naturligt og meget let element at indføre, at der i forbindelse med sådan en rapportskrivning var et fast moment eller tidspunkt, hvor man skulle spørge, om offeret følte, at der kunne være tale om en hadforbrydelse?

Ministeren.

Nej, det synes jeg ikke. Det komplicerer politiets arbejde, og det forvirrer kendsgerningerne i sagen. Politiet har selv en forpligtelse i forbindelse med afhøring og undersøgelse til at se på, om det er en hadforbrydelse. Og hvis forurettede anfører, at det er en hadforbrydelse, er det en skærpende omstændighed. Det bliver registreret. Men det at skulle spørge alle, der har været udsat for en voldsforbrydelse, om det var en hadforbrydelse, vil komplicere sagerne, og det vil gøre opklaringen langt vanskeligere. Man sætter det i et andet perspektiv, end det måske er i. Så derfor er jeg imod, at alle bliver spurgt om det.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Sådan som systemet er i dag, vil det være en sagsbehandler, som, efter at rapporten er skrevet, sidder og skal lave en skønsmæssig vurdering af, om der her er tale om en hadforbrydelse. For mig at se vil det under alle omstændigheder være mindre korrekt at bygge det på et skøn end ved at have adspurgt voldsofferet. Men jeg kan høre, at det altså ikke er ministerens holdning, at det ville være tilfældet. Ministeren siger til gengæld, at det ville vanskeliggøre opklaringen. Jeg synes, det bestemt ville give en væsentlig mere præcis angivelse af, om der er tale om en hadforbrydelse eller ej. Men så forstår jeg også bedre justitsministerens svar, nemlig at jo færre anmeldelser, jo bedre. Det her kan jo for mig godt se ud, som om man netop ikke ønsker, at mørketallene skal afdækkes.

Ministeren.

Jeg vil gerne have mørketallene væk. Det kan godt se ud, som om der er et stort mørketal her, og det er jo også derfor, vi har givet penge til Institut for Menneskerettigheder til at undersøge de her ting, og det er derfor, der er en prioritering af sagerne hos politiet og anklagemyndigheden. Men nu skal man passe på, at man ikke leger politimand i Folketingssalen, og det, at man i forbindelse med afhøringer og undersøgelser beder politifolk om at stille et spørgsmål om, om det er en hadforbrydelse eller ej, vil alt andet lige komplicere opklaringen af sager. For man kan komme til at putte en sag ind i et forkert perspektiv, i en forkert kontekst. Politifolk vurderer jo hver eneste dag, når de afhører og undersøger sager, hvilken relation man skal putte den sag ind i, og en af de forpligtelser, de har, er at undersøge, om det er en hadforbrydelse eller ej. Og hvis det er det, undersøges det ud fra, om det er en hadforbrydelse. Men hvis man skal spørge alle, om det er en hadforbrydelse, og man undersøger alting ud fra det, kan en banal voldssag få et helt andet perspektiv, en helt anden form for efterforskning, som er meget mere kompliceret, end hvis man bare rubricerede det som den voldssag, det var.

Tak til justitsministeren. Så er det Venstres ordfører, fru Irene Simonsen.

Det beslutningsforslag, som SF har fremsat, handler om en styrket indsats mod forbrydelser, der er motiveret af offerets seksualitet og etnicitet – eller med andre ord om en styrket indsats over for hadforbrydelser. Der er ingen tvivl om, at vi i Venstre tager stor afstand fra hadforbrydelser, og vi synes bestemt også, at det er meget vigtigt, at der gøres en aktiv indsats for at mindske, forebygge og stoppe hadforbrydelser.

Forslagsstillerne ønsker med forslaget her en ændring af straffelovens § 81, nr. 6. De ønsker også at oprette en særlig taskforce under Rigspolitiet, som kan rådgive i forbindelse med hadforbrydelser. De vil ligeledes have iværksat en registrering af hadforbrydelser i Danmark. De vil gennem anvendelsen af konfliktråd og en forbedret vejledning styrke indsatsen på offersiden. Nu vil jeg ikke sådan stå og tilbagevise det hele. Det har justitsministeren sådan set gjort meget fint, og han har netop fortalt om, hvordan stort set alle de initiativer, som SF ønsker at tage, er iværksat. De er sat i gang.

Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der synes, at det her går for langsomt, og som specielt, når vi ser på mørketallene, vil spørge om, hvad der sker på det her område. Nu har jeg jo været ude af Folketinget i et par år og har oplevet, hvordan det er at komme ud at arbejde med lovgivningen. Der er i hvert fald en ting, som i høj grad er gået op for mig, nemlig at der går et stykke tid, fra man vedtaget noget herinde i det danske Ting, til det bliver ført ud i livet og bliver til noget, vi virkelig kan se i praksis.

Jeg kan også sige, at et af de initiativer, som der f.eks. er taget i forhold til registreringen, jo er, at man i dag registrerer, men at man kan gøre det endnu bedre fremadrettet, når politiet får deres nye it-system, som skal implementeres i juni 2010.

Vi ved godt alle sammen, hvis vi tænker os om, at det tager et stykke tid, før det har en virkning i praksis. Det kan vi ærgre os over. Vi kan måske også begynde at gøre noget ved det. Men det vil i hvert fald ikke hjælpe på det, at der sker noget, at sætte flere initiativer i gang. Det kan bekymre mig at gøre det, for det kan nærmest forsinke nogle af de gode ting, der er sat i gang. Det er faktisk vigtigt, at de folk, der arbejder med områderne, får ro og plads til at få det indført, så det også virker i praksis.

Jeg går ud fra, at også hr. Kamal Qureshi og SF ønsker, at det her skal ske, og at der skal ske en praksisændring, så det bliver bedre, så vi alle sammen kan opnå de mål, som vi gerne vil, altså at se færre hadforbrydelser, og at folk ikke skal udsættes for en forbrydelse, på grund af at de tilhører en minoritet. Det kan vi jo kun tage dyb afstand fra alle sammen. Men jeg må lige mane til besindelse, så de folk, der skal udføre det her, kan få ro og sikre, at det sker, for der er iværksat rigtig mange gode initiativer, sådan som ministeren fint belyste det i sit indlæg.

På baggrund af det kan Venstre ikke stemme for forslaget.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Jeg må sige, at min erfaring – især som enlig far til tre børn – er, at det eneste, der kommer af sig selv, er nullermænd. Så hvis man vil se nogle resultater, skal man i hvert fald handle, og man kan sige: Ja, det er da glædeligt, at fru Irene Simonsen har været ude at opdage, at tingene går langsomt. Men de går altså endnu langsommere, hvis det er, at der ikke sker noget i Justitsministeriet.

Jeg vil gerne tage et konkret eksempel op her, som blev afvist, hvis man kan sige det sådan – alt bliver afvist: Justitsministeren siger, at man ikke behøver at indføje køn som et kriterium for hadforbrydelser, fordi det er dækket under seksuel orientering. Det er jo direkte forkert. Personer, som er transseksuelle, eller personer, som er transpersoner, har ikke en anden seksualitet eller seksuel orientering, det har de altså ikke. De har ikke en anden seksuel orientering af den grund, og det er lige præcis den tilføjelse, som gruppen Trans-Danmark har bedt os om at indføje, fordi de ikke er omfattet af den eksisterende lovgivning.

Ordføreren.

Jeg vil lige starte med det første: Jeg kan bekræfte, at nullermænd ikke kommer af sig selv. Det er jeg helt enig i. Men så er jeg heller ikke enig længere. Nu skal jeg ikke komme udefra og være meget belærende, men en gang imellem er det faktisk vigtigt, at vi viser alle de mennesker, som skal udføre tingene i praksis ude i vores embedsværk, i vores systemer, en vis respekt i forbindelse med deres arbejde og deres arbejdsindsats. Og jeg kan i hvert fald hilse hr. Kamal Qureshi og sige, at det ikke hjælper at sætte flere forslag i værk, tværtimod. Det er netop det, der opleves herude. Lad os nu få styrket det, der er. Jeg vil godt se dem ude i systemerne, som ikke synes, at det her er et vigtigt emne at tage op. Så lad dem gøre det med den dygtighed, de har, og respekt omkring det.

Så kan jeg undre mig lidt over, at hr. Kamal Qureshi synes, at justitsministeren står heroppe og siger noget, der er direkte forkert. Det tvivler jeg meget på, men hr. Kamal Qureshi får mulighed for at stille justitsministeren spørgsmål under udvalgsbehandlingen, og så kan det være, at hr. Kamal Qureshi også bliver klogere på det punkt.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg er glad for, at vores uenighed trods det, at fru Irene Simonsen har været ude, ikke har ændret sig. Det er i hvert fald beroligende, tror jeg, både for hendes og mine vælgere. Jeg vil da sige, at vi selvfølgelig må få afklaret, om det er korrekt, at transpersoner er omfattet af en anden seksuel orientering. Det er de ikke, men vi kan jo få syn for sagn.

Man kan sige, at tilliden til, at Justitsministeriet overhovedet ikke kan lave fejl, ved jeg heller ikke hvor fru Irene Simonsen har fra. Så har hun i hvert fald været væk fra Christiansborg lidt for længe, altså hvis hun mener, at Justitsministeriet slet ikke kan tage fejl i lovgivningen. Det sker jo.

Det er klart, at vi ikke mener, at det går hurtigt nok. Vi mener, at der er for mange af de anmeldelser, der bliver lavet, som ikke kommer for retten. Vi har for få registrerede sager, også efter Justitsministeriets egen offerundersøgelse. Så vi synes ikke, det går hurtigt nok, og vi synes, der skal ske noget mere.

Ordføreren.

Jeg kan blot følge op på det, hr. Kamal Qureshi siger, og konstatere, at vi sammen har brugt mange timer i denne sal og i dette Ting, også de sene aftentimer eller lange dage som i dag, og har diskuteret meget spændende beslutningsforslag og stort set altid været uenige, men alligevel, synes jeg nok, med stor respekt for hinandens forskellige holdninger – og det kan jeg da også takke for.

Men jeg vil stadig væk sige, at jeg synes, det er at gå meget, meget langt at sige, at kønnene ikke er dækket her, og at justitsministeren ikke har dækket sig ind ved at referere lovgivningen rigtigt fra Tingets talerstol. Det kunne være spændende at høre, når vi når til hr. Kamal Qureshis tale og indlæg, hvornår justitsministeren så direkte har refereret lovgivningen forkert.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Jeg bemærker, at ordføreren godt er klar over, at der fremover kan laves bedre registreringer af det her emne, altså hadforbrydelserne, og sætter sin lid til, at det også kommer i forbindelse med nye it-systemer. Det mener jeg er korrekt forstået. Jeg vil blot sige, at vi jo i Retsudvalget er meget opmærksomme på, at it-systemer ikke altid løser alle problemer, og de løser slet ikke alle problemer til tiden. Jeg skal bare henlede opmærksomheden på tinglysningsproblemerne, som vi også skal diskutere senere på ugen.

Ordføreren taler meget for, at vi nu skal sørge for, at der bliver skabt ro i forhold til politi og anklagemyndighed, og at man nu skal lade dem arbejde med tingene derude. Men jeg må altså sige, at det, vi skal her fra Folketinget, jo også er at sørge for, at vi altid har skruet ambitionerne op på det rette niveau set i forhold til tiden. Derfor må jeg sige, at hvis Venstre vedkender sig, at der er et meget stort problem, og vedkender sig, at mørketallene givetvis er meget store, så kan jeg ikke forstå, at Venstre ikke vil være med til allerede nu at lave en væsentlig bedre registrering i stedet for at vente på nye it-systemer.

Ordføreren.

Nu er vi jo heldigvis ikke i den situation, at vi udelukkende skal vente på nye it-systemer. Der er nemlig sat ind på flere fronter. For det første registreres der allerede i dag, og for det andet er der afsat midler af forskningspuljen til at lave en nærmere undersøgelse af det her. Så det er jo ikke sådan, at der er noget, der står alene her. Vi står ikke og venter på kun ét tiltag. Nej, der er faktisk flere tiltag, der allerede er i gang, og lad os nu se virkningen af dem.

Jeg er nødt til at gentage, at jeg er helt sikker på, at hvis de folk får arbejdsro og ikke hele tiden fra den her talerstol bliver udsat for – som de i øvrigt er blevet i de år, jeg har været aktivt med – beslutningsforslag om, at så skal politiet gøre det ene og det andet og anklagemyndigheden ligeså, så vil det forbedre deres arbejdssituation og styrke kvaliteten i arbejdet. Det er væsentligt at få sagt.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jo, men de, der måtte sidde og følge debatten her, skal jo så også forstå, at den eneste mulighed, vi som opposition har over for regeringen for at være med til at præge tingene måske til et højere tempo og måske også til en bedre kvalitet i lovarbejdet, er ved at stille beslutningsforslag, og derfor gør vi det, og det vil vi givetvis blive ved med, selv om vi også gerne vil tage hensyn til både politi og anklagemyndighed.

Men det, der blot er mit forsøg på en pointe i det her, er, at den registrering, der finder sted derude i dag, ikke er tilstrækkelig kvalificeret. Den beror på et skøn fra en sagsbehandlers side og er ikke et spørgsmål om, at man direkte adspørger, når der bliver aflagt rapport. Det mener vi kunne være en væsentlig kvalificering, uden at det var noget, der skulle belaste dem yderligere, men måske netop sikre, at man fra starten ville være klar over, om der er en mistanke eller en begrundet mistanke om, at det her er en hadforbrydelse.

Ordføreren.

Jeg kan starte med at sige til hr. Flemming Møller Mortensen, at det at stille beslutningsforslag jo ikke er den eneste mulighed, man har som opposition. Der er faktisk rigtig mange muligheder for at få indflydelse, også for en opposition, f.eks. ved at gå ud og tage en dialog med de myndigheder, det handler om, komme lidt ud og tale med de folk, der arbejder med det her, og høre lidt om, hvad det er, i stedet for på den ene front konstant at hetze mod politiet fra den her talerstol: Nu skal de lave mere og mere, og det skal gå hurtigere og hurtigere.

I stedet for skulle man give dem arbejdsro og ikke lade dem bruge tid på mange tåbelige ting, som bliver sat i værk her fra talerstolen som ekstra initiativer, der allerede er dækket ind, og som de så igen skal til at implementere. Så vil det måske være bedre, at vi koncentrerer os om de gode initiativer, der er sat i gang, og får dem fulgt til dørs.

Jeg mener, at fru Lone Dybkjær bad om ordet for en kort bemærkning. Ja, så er det fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Fru Irene Simonsen siger, om man ikke kan lade være med at stå og hetze. Jeg ved ikke, om fru Irene Simonsen så, jeg tror, det var Politiken forside i går, at samtlige folkeskolelærere eller i hvert fald en god del af dem sagde, om man nu ikke kunne lade være med at blande sig i deres arbejde hele tiden.

Hvordan har fru Irene Simonsen det med det?

Ordføreren.

Jeg har det helt fint med, at de danske folkeskolelærere siger det.

Fru Lone Dybkjær.

Man har det den konsekvens, at fru Irene Simonsen i kraft af sit medlemskab af et af regeringspartierne også vil lade det gå videre til regeringen, så det måske kan få en konsekvens?

Ordføreren.

Nu har jeg jo ikke tænkt mig at stå og her fra talerstolen fortælle, hvad det er, jeg går og siger til regeringens medlemmer sådan uden for den her sal. Men derudover kan jeg sige, at jeg har dyb respekt for de folk, der arbejder med tingene. Jeg har også dyb respekt for de mennesker og gør, hvad jeg i øvrigt også ved fru Lone Dybkjær ofte gør, nemlig tager ud og taler med de fagfolk, det handler om, når man laver nogle ting og tager nogle initiativer herfra, og hører om, hvordan det er i virkeligheden, og hvordan det kan implementeres, og hvad det er, der er brug for.

Tak til ordføreren. Herefter er det Socialdemokraternes ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen.

Socialdemokraterne støtter det beslutningsforslag, der er fremsat her, for det imødekommer såvel forbedringer i anmeldelsesproceduren hos politiet, lovgrundlaget samt den vigtige offerhjælp og vejledende indsats i forbindelse med hadforbrydelser.

Det er naturligvis helt uacceptabelt, at mennesker overfaldes og krænkes uanset årsagen, men det har bestemt skærpende karakter, når det sker af rent had til en given hudfarve, religion eller seksuel orientering m.v., særlig når vi ved, hvorledes disse overfald ofte skyldes uvidenhed og ubegrundet frygt.

Det er derfor også en problematik, der er vigtig at få kortlagt omfanget af og i langt højere grad, end det sker i dag. Som det fremgår af beslutningsforslaget, er de offentlige tal for danske registrerede hadforbrydelser uforholdsmæssigt lave, lavere end i vores naboland Sverige. De betyder helt konkret, at gerningsmænd bag hadforbrydelser går fri på grund af manglende anmeldelse, eller at de modtager en straf for simpel vold, uden at der er en skærpelse for hadforbrydelse.

Justitsministeriets offerundersøgelse fra maj 2009 viser, at 14 pct. af alle voldsofre pegede på racisme eller homofobi som den direkte årsag til overfaldet. Samtidig indberetter Politiets Efterretningstjeneste årligt kun omkring 100 hadforbrydelser i Danmark. Det er en absolut nødvendighed, at regeringen sikrer, at vi fremover får registreret hadforbrydelser, så vi kan få mindsket den store afstand, der i dag viser sig mellem registrerede hadforbrydelser hos politiet og de mange anonyme tilsagn om hadforbrydelser, der indløber på f.eks. Københavns Kommunes hjemmeside, der registrerer diskrimination.

Justitsministeren tilkendegiver i et svar på et § 20-spørgsmål, nr. 663 fra maj måned 2009, at politiets nye sagsbehandlingssystem vil løse registreringsproblemet, da det vil bede sagsbehandleren hos politiet om at udfylde et særligt felt til registrering om mulige hadforbrydelser. Jeg er tilfreds med, at dette skridt bliver taget, men jeg mener ikke, at det er tilstrækkeligt, så længe voldsofre og lignende ikke spørges direkte. Der er i stedet tale om at placere et skønsspørgsmål hos en sagsbehandler, efter at anmeldelsen er indgivet. Det pålægges under alle omstændigheder justitsministeren og regeringen at sikre, at procedurerne præciseres og ikke mindst, at politiet modtager den rette efteruddannelse, så der rejses den rette opmærksomhed mod hadforbrydelser.

Grundet disse forbrydelsers ofte ydmygende karakter vil det eksempelvis være nødvendigt, at politifolk er opmærksomme på direkte så vel som indirekte indikationer på hadforbrydelser hos ofrene. Socialdemokraterne støtter derfor også op om beslutningsforslagets del om oprettelsen af en taskforce i politiet, hvor specialiseret viden kan koncentreres og sættes ind i efterforskningen så vel som i forebyggelsesindsatsen.

Det er vigtigt at adressere de komplicerede problematikker, der optræder ved disse hadforbrydelser. Det skal bl.a. ske ved, at der ændres i straffelovens § 81, nr. 6, så det tilføjes, at hvor gerningen har baggrund i køn, alder eller handicap, er det en skærpende omstændighed på linje med tro, seksuel orientering, etnicitet m.v.

Med hensyn til kønspørgsmål er det vigtigt at afdække, hvorledes loven tolker hadforbrydelser mod transkønnede, som i dag er en særlig udsat gruppe. Det bør således overvejes, om betegnelsen køn skal erstattes med betegnelsen kønsidentitet, så hadforbrydelser på transkønnede kan rubriceres som hadforbrydelser.

Socialdemokraterne støtter ligeledes beslutningsforslagets fokus på indsatsen på offersiden gennem anvendelse af konfliktråd og en forbedret vejledning. Vi mener dog, at der i denne indsats ydermere skal implementeres et element af forebyggelse, der skal modarbejde racisme, homofobi m.v., før det usaglige had udvikler sig til overfald. Senest har debatten handlet om homofobi i fodboldmiljøet, hvor det med al tydelighed fremgår, at der i visse kredse er et ubegrundet had, som til dels kunne forebygges med oplysning eksempelvis af sportens egne organisationer.

Som det fremgår, støtter Socialdemokraterne beslutningsforslaget.

Fru Marlene Harpsøe for en kort bemærkning.

Støtter Socialdemokraterne alt i det her beslutningsforslag, hver en linje, hvert et komma, hvert et punktum? Det vil jeg gerne have et svar på.

Ordføreren.

Som jeg har givet udtryk for i min ordførertale, støtter Socialdemokraterne beslutningsforslaget.

Fru Marlene Harpsøe.

Så må jeg sige, at det bare virker som et slag i luften. Som justitsministeren har været inde på, og som Venstres ordfører, fru Irene Simonsen, også har været inde på, er stort set alt i det her beslutningsforslag sådan set allerede ved at blive implementeret eller er i gang osv. osv. Så er det her ikke bare et slag i luften?

Altså, man fremsætter et beslutningsforslag for at fremsætte et beslutningsforslag, for at vi alle sammen hernede kan sige til hinanden: Ih, hvor er det godt, og 90 pct. af indholdet i det her beslutningsforslag er sådan set allerede i gang med at blive sat i værk eller er allerede en del af den danske lovgivning. Så det er jo da kun et slag i luften.

Ordføreren.

Jeg kan kun svare, at fru Marlene Harpsøes kommentar eller spørgsmål i hvert tilfælde tydeliggør, at Dansk Folkeparti har en større tiltro til regeringen, end Socialdemokraterne har. For jeg må sige, at der også fra Venstres ordfører har – vil jeg næsten tillade mig at sige – været indikeret, at man er fuldt tilfreds. Men man har ikke et overblik over eller et billede af, hvor stort problemet er, og der må jeg sige fra socialdemokratisk side, at alene det er fuldstændig uacceptabelt.

Tak til ordføreren. Herefter er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe.

Jeg kan ikke lade være med lige at starte med at kommentere det, som Socialdemokraternes ordfører siger, nemlig at regeringen slet ikke tager den her indsats alvorligt. Jeg må sige, at vi har en anden opfattelse af det i Dansk Folkeparti. Vi ser rent faktisk regeringen som nogle mennesker, som gerne vil være ansvarlige, som gerne vil gøre noget ved de her problemer, og som rent faktisk har sat nogle initiativer i gang. Og det vil jeg også gerne nævne igen her fra talerstolen, både over for Socialistisk Folkepartis ordfører, Socialdemokraternes ordfører og over for andre ordførere, som eventuelt vil bakke op om det her beslutningsforslag.

Men lad mig starte med at slå fast, at det selvfølgelig er fuldstændig uacceptabelt, når mennesker udsættes for forbrydelser. I visse tilfælde udsættes mennesker også for forbrydelser, fordi de f.eks. er homoseksuelle, eller fordi de stammer fra et bestemt land, som forbryderne ikke lige finder passende. Og Dansk Folkeparti ønsker, at man skal slå hårdt ned på den slags forbrydelser, for det er under ingen omstændigheder i orden, at mennesker overfaldes på grund af deres tro, deres seksuelle orientering eller deres politiske holdninger.

Forslagsstillerne har her fremsat et forslag, som i Dansk Folkepartis øjne selvfølgelig er sympatisk, men når Dansk Folkeparti alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, hænger det således sammen:

Der foreslås bl.a. en ordentlig registrering af hadforbrydelser. Den intention er vi fuldstændig enige i i Dansk Folkeparti, og den registrering er faktisk på vej på foranledning af Dansk Folkeparti. Vi stillede et § 20-spørgsmål om det til justitsministeren allerede sidste år, og justitsministeren var heldigvis så åben, at han imødekom det her ønske fra Dansk Folkeparti. Derfor bliver det med det nye it-system, der er på vej hos politiet, rent faktisk muligt at registrere hadforbrydelserne. Hver gang man skal registrere en forbrydelse i it-systemet, kommer der sådan et vindue op, hvor den, der sidder og registrerer det her, skal sætte kryds ud for, om der har været tale om en hadforbrydelse eller ej. Der må jeg sige, at det virkelig er et vink med en vognstang om, at det her altså bliver taget seriøst.

Med en ordentlig registrering kan vi jo også analysere os frem til, hvordan vi målrettet kan iværksætte en indsats mod hadforbrydelser. For det er også det, der ligger os på sinde i Dansk Folkeparti. Selvfølgelig skal vi have en ordentlig registrering af det her fænomen, så vi kan finde ud af, hvor stort omfanget er, om det er nogle bestemte typer, der begår de her hadforbrydelser, og hvor vi kan sætte ind med en indsats. Vi skal i hvert fald sørge for at forebygge det her.

Men jeg kan sige til Socialistisk Folkeparti: Bedre sent end aldrig. Det er da fint, at de fremsætter det her forslag om bl.a. registrering, men jeg må bare sige, at det allerede er på vej.

Så mener Socialistisk Folkeparti også, at der under straffelovens § 81, nr. 6, om, at det skal være en skærpende omstændighed, hvis man udsættes for en straffelovsovertrædelse på grund af ens seksuelle orientering og lignende, også skal indføres handicap.

Lad mig bare starte med at slå fast, at da jeg læste beslutningsforslaget, tænkte jeg: Hold da op, hvis man overfalder en person, der sidder i en rullestol, og som er multihandicappet, og man gør det, fordi vedkommende er handicappet, så må man virkelig være afstumpet. Jeg tænkte, at det simpelt hen måtte være omfattet af straffeloven allerede, at det bare ikke kunne være rigtigt, at det ikke var omfattet af straffeloven. Så jeg slog op i straffeloven og ganske rigtigt: I § 81 er handicap også nævnt. Jeg må indrømme, at det blev jeg faktisk glad for; jeg blev glad for at se, at regeringen alligevel ikke var helt bagefter i forhold til, hvordan et ordentligt retssystem bør fungere på det her område.

Men i Dansk Folkeparti kan vi ikke støtte det her forslag. Det er selvfølgelig sympatisk, det er der ikke nogen tvivl om, men vi vil gerne behandle sager i Folketingssalen, som ikke bare er slag i luften, som ikke bare drejer sig om ting, der allerede er gennemført på en eller anden måde. Selvfølgelig er der også enkelte punkter, som man ikke har med i dag, bl.a. en taskforce under rigspolitiet, der skal arbejde med det her, men vi må sige, at vi overordnet ikke kan støtte det her beslutningsforslag. Det er sympatisk, men det er bare stort set allerede gennemført.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

I forhold til Dansk Folkepartis opgaveprioritering, kan man sige, kan man jo citere Dansk Folkepartis tidligere folketingsmedlem, hr. Christian H. Hansen, om prioriteringen af arbejdet, altså at man ligesom snakker om ingenting, mens problemerne hober sig op på andre områder. Så det vil jeg overlade til dem, som kender Dansk Folkeparti meget bedre, end jeg gør.

Altså, skal jeg forstå det sådan, at Dansk Folkepartis ordfører mener, at alt det her er i orden, og at der ikke er behov for yderligere tiltag i forhold til registrering eller andre måder, hvad angår bekæmpelse af hadkriminalitet? Skal jeg forstå det sådan, at fru Marlene Harpsøe ikke vil gå ud til pressen i morgen, hvis der kom en sag med en eller anden person, som var blevet slået ned på gaden på grund af hans homoseksuelle baggrund eller andet, og sige, at der skal ske nogle ændringer, men tværtimod sige, at der er styr på tingene?

Ordføreren.

Jeg synes og Dansk Folkeparti synes, at hadforbrydelser er fuldstændig uacceptabele, og så er det lige meget, om det går ud over en homoseksuel, eller om det går ud over en person, som bliver overfaldet på grund af sin politiske orientering. Vi har jo i Dansk Folkeparti også oplevet gentagne gange, at f.eks. medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet udsat for hadforbrydelser, simpelt hen fordi de godt kan lide Dansk Folkeparti og stemmer på Dansk Folkeparti. Så man må sige, at vi også har det meget tæt inde på livet, og vi synes, at det her er fuldstændig uacceptabelt, når det er, det foregår.

Men når det så er sagt, må man også huske på, at der jo allerede er sat et arbejde i gang, og de tiltag, som vi i Dansk Folkeparti gerne vil have, er, at der sættes ind med en forebyggende indsats. Og der må man også sige, at vi altså er nødt til at have styr på den registrering. Den er ved at komme op at stå, man er nogle steder allerede begyndt at registrere. Men ellers vil den jo blive konstant og vedvarende, og så er det muligt – håber jeg, håber Dansk Folkeparti – at tegne et mønster, så man kan sætte ind og forebygge de her hadforbrydelser. For jeg så allerhelst, at de slet ikke skete.

Hr. Kamal Qureshi.

Det, jeg i al sin enkelhed spørger fru Marlene Harpsøe om, for fru Marlene Harpsøe siger jo, at alle de her ting er i orden, at der er sat et nyt registreringssystem i gang og alt muligt andet, er, om der så ikke er behov for yderligere tiltag. Er det sådan, jeg skal forstå det? Er det sådan, at Dansk Folkepartis ordfører er tilfreds med, at der ifølge Justitsministeriets egen undersøgelse ud af 12.000 mulige sager er 10 sager, der bliver ført ved domstolene, og at der ud af de mange tusinde anmeldelser om hadkriminalitet er ca. 100, der bliver registreret? Er det tilfredsstillende for Dansk Folkeparti, at der er så få sager, der kommer for retten, at der er så få sager, der bliver taget op? Det plejer jo ikke at være Dansk Folkepartis holdning, at der er en masse kriminalitet, der foregår, men at det ikke bliver ført til domstolene.

Ordføreren.

Nej, alting er slet ikke i orden, og det er slet ikke tilfredsstillende. Men vi forsøger at gøre det tilfredsstillende. Det er da slet ikke tilfredsstillende over for de mange, som udsættes for hadforbrydelser, overhovedet ikke. Men vi er netop i gang med at iværksætte en indsats, som skal sikre, at der sker en ordentlig registrering, således at vi kan forebygge det. Det er jo først, når det er, at vi kan igangsætte forebyggelsesprocesssen, at der vil ske det, at det vil blive tilfredsstillende. Det håber jeg. Vi skal have de statistikker om hadforbrydelser ned på nul. En hadforbrydelse er en for meget, så alting er ikke i orden endnu. Det er først i orden, når det er, at der ikke sker hadforbrydelser i Danmark. Det er den målsætning, vi skal have, ikke kun i forhold til hadforbrydelser, men sådan set over for alle forbrydelser.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Jeg vil da virkelig prise Dansk Folkepartis iver efter at forebygge på det her område, men jeg må så blot spørge Dansk Folkepartis ordfører, fru Marlene Harpsøe, om, hvor lang tålmodighed Dansk Folkeparti har, med hensyn til at det her ligesom skal implementeres, og om vi skal helt ned på nul tilfælde.

Jeg kan godt forstå, at Dansk Folkeparti er rigtig glad for, at regeringen har lyttet til et forslag fra Dansk Folkeparti om at få den her registrering op at stå, men jeg skal også lige spørge ordføreren: I det nye system, som Dansk Folkeparti altså står bag, vil det da stadig væk være sådan, at det er en sagsbehandler, som bagefter sidder og skal lave en anmeldelse af, at her tyder det på, her skønner sagsbehandleren, at det drejer sig om hadforbrydelse, eller vil det være sådan, at man registrerer det allerede i forbindelse med anmeldelsen?

Ordføreren.

Jeg kunne da spørge Socialdemokraterne om det samme, hvis jeg måtte spørge, det må jeg så ikke, men jeg ved jo også, at Socialdemokraterne er med i den forligskreds, politiforligskredsen, som netop har at gøre med polsagssystemet, som er ved at blive implementeret i politiet. I Dansk Folkeparti så vi da gerne, at det blev implementeret hurtigst muligt, således at det her register med registrering af hadforbrydelser kunne komme til at køre konstant, men arbejdet med at få det op at stå er altså stadig væk i gang, og det ville da være dejligt, hvis Socialdemokraterne sammen med Dansk Folkeparti ville være med til at presse på i politiforligskredsen, så det skete hurtigere.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg har lige et spørgsmål mere til ordføreren, og det går igen på det om den store iver med hensyn til forebyggelse. Ordføreren siger, at vi jo ikke kan komme i gang med forebyggelsen, før vi har registreringen på plads. Derfor bliver jeg nødt til at spørge igen: Hvornår forventer ordføreren at registreringen er fuldstændig på plads, så man kan begynde at planlægge og finde ud af, hvad det er, vi skal gøre forebyggelsesmæssigt? Og hvad med de mange hadforbrydelser, som finder sted nu? Kan vi gøre noget for at gøre den indsats bedre?

Ordføreren.

Med hensyn til forebyggelsesdelen og at det her polsagssystem skal implementeres hurtigt synes jeg da, at vi skal spørge justitsministeren, hvor langt man er nået, hvis vi ikke inden for den kommende tid måske har et møde i politiforligskredsen, hvor jeg også tror hr. Flemming Møller Mortensen måske er inviteret til, så man kan få at vide, hvor langt det her polsagssystem er kommet. Men jeg forventer, det kommer så hurtigt som muligt, for der er behov for det, ikke kun i forhold til registrering af hadforbrydelser, men også af hensyn til at lette arbejdsbyrden ude hos politiet.

Så må jeg ellers sige med hensyn til forebyggelse, at det er klart, at jeg da også forventer, at politiet er opmærksom på, hvis de gentagne gange har fået anmeldelser om hadforbrydelser mod homoseksuelle, f.eks. anmeldelser fra Studiestræde her i København eller lignende, jamen at de så intensiverer indsatsen der, patruljerer mere der og viser sig mere der for også at forebygge, for at vise, at her accepterer vi selvfølgelig ikke, at folk bliver overfaldet, uanset hvad motivet måtte være.

Tak til ordføreren. Så blev det den konservative ordfører, hr. Tom Behnke.

Det er jo altid godt at få en debat og at få sat fokus på et emne, specielt i en sag som den her, hvor det er muligt for regeringen i form af justitsministerens deltagelse i debatten her i dag at remse det ene tiltag efter det andet op, som imødegår beslutningsforslaget, og som giver mulighed for at få lov til at fortælle, hvordan retstilstanden reelt er i Danmark.

Beslutningsforslaget kunne jo godt give et indtryk af, at det hele sejler, at der ingenting sker, og at alle er ligeglade. Det indtryk kunne man godt få, hvis man nøjedes med at læse beslutningsforslaget, og det er jo forkert. Så det er fint, at vi får debatten, for så kan vi få bragt den vildfarelse ud af verden, for sådan er det altså ikke. Retstilstanden er ganske anderledes, end man kunne få indtryk af ved at læse beslutningsforslaget.

Sagen er jo, at hadforbrydelser er strafbare. Og ikke nok med at de er strafbare, de er oven i købet strafskærpende. Og der sker en strafskærpelse i de sager, hvor det er muligt at løfte bevisbyrden. Sådan er det. Politiet er opmærksomt på hadforbrydelser i deres sagsbehandling. Det har ministeren også dokumenteret. Jeg tror, at det beror på manglende indsigt i politiets arbejde og måden, de foretager afhøringer af ofre på, når man ikke tror, at der bliver spurgt ind til det.

Politiet spørger selvfølgelig ikke direkte. Det ville være yderst uforskammet, hvis de gjorde det. Prøv at forestille jer den situation, at jeg sad nede ved politiet og var ved at anmelde en voldsforbrydelse, og betjenten siger: Tror du, at det var, fordi du er homoseksuel? Hvad for noget? Det er jeg da ikke. Man kan da ikke forestille sig, at politiet skal stille den slags spørgsmål.

Det, man gør, er, at man spørger ind til sagsforløbet. Hvad skete der? Hvordan startede det? Hvor var du henne? Hvad lavede du? Hvad sagde du? Hvem var du sammen med? Hvad gjorde du? Hvor var gerningsmanden? Hvad var hans sindstilstand? Hvem var han sammen med? Sagde han noget først? Gjorde han noget først? Hvordan opstod det? Hvordan var selve handlingen? Hvad var det, han helt præcist gjorde? Sagde han noget, mens han gjorde det?

Det er gennem alle de spørgsmål, som man stiller, selve voldshandlingerne bliver fuldstændig detaljeret beskrevet, og det kommer frem. Ofret kan sige, at gerningsmanden startede med at kalde vedkommende det ene eller det andet, eller at han råbte et eller andet, eller at han sagde noget, da han slog. Deri ligger indikationen af, om der er tale om en hadforbrydelse. Så jeg tror, at det beror på manglende indsigt i den måde, hvorpå politiet arbejder.

I forhold til det at indsamle oplysninger har ministeren også dokumenteret, at det allerede sker på nuværende tidspunkt. Der forskes i det her område. Og der eksisterer jo allerede konfliktråd. Så tanken om konfliktråd er jo altså på plads. Det behøver man ikke at granske mere i.

Så er der det med skyggetallene, som er ret interessant, og kunne vi få de rigtige skyggetal– jeg ved ikke, hvordan man skal gøre det – kunne det være noget, som vi kunne arbejde videre med. Men det er jo næsten umuligt. De skyggetal, som findes i dag, og som ukritisk bliver brugt i debatten, kommer f.eks. fra hjemmesider på internettet, hvor enhver kan klikke sig ind og beskrive, at der har været foretaget en hadforbrydelse. Det kan enhver gøre uden nogen form for dokumentation og uden nogen form for efterprøvelse, så man ved faktisk ikke, hvad det er for nogle forbrydelser, der er blevet begået. Man ved ikke om det tal overhovedet er legitimt. Det ved man ikke – det er det måske – og jeg ved det heller ikke.

Det, der er interessant, og det, der er vigtigt, er at understrege, at hadforbrydelser er ulovlige, at de er strafskærpende, og at politiet er opmærksom på at spørge ind til selve handlingsforløbet på en sådan måde, at de får afdækket alle skærpede omstændigheder og alle formildende omstændigheder, for det er jo også politiets opgave, således at der er lighed for loven og retfærdighed i vores retssystem. Derfor afviser vi beslutningsforslaget.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Lad mig starte med at sige, at de tal, der refereres til i undersøgelsen, er fra Justitsministeriets egen offerundersøgelse. Det er ikke internetbaserede selvrapporteringer eller andet. Det er sådan set Justitsministeriets egen offerundersøgelse, tallene er fra, altså de 12.000, som der er tale om. Tilsvarende er tallene om, hvor mange af dem, der er blevet anmeldt, fra Justitsministeriets egen undersøgelse, så det er ikke bare tal, der er grebet ud af den blå luft.

Jeg må sige, at det undrer mig meget, når jeg hører den konservative ordfører på retsområdet, men jeg lytter meget, meget gerne til en erfaren kollega, for jeg ved, at hr. Tom Behnke har en masse erfaring. Jeg må så trods alt tillade mig at sige, at det jo ikke er sådan, at vi fremsætter det her forslag, uden at vi har talt med politifolk eller jurister og anklagemyndighed og andre, som kender til problematikken. Så lidt hjemmearbejde håber jeg da at De Konservative har tillid til at vi også har gjort.

Men problemet er jo helt åbenlyst, at justitsministerens egen offerundersøgelse viser, at der muligvis er 12.000 sager. Havde der muligvis været 12.000 sager på et hvilket som helst andet område og så få sager, der var blevet rejst, tror jeg, at De Konservative ville have reageret betragtelig voldsommere, end de gør nu.

Jeg skal bede hr. Kamal Qureshi om at overholde taletiden. Så er det ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at det her skal tages meget alvorligt, selvfølgelig skal det det, ligesom alle andre forbrydelser skal det.

Det, der bare undrer mig, når man hører de tal, der bliver fremlagt her, er, at der er så mange, som er villige til at fortælle om, at de har været udsat for en hadforbrydelse, lige præcis undtagen når de går til politiet, for der fortæller de det ikke. Der, hvor det har en relevans, der, hvor det har en betydning, der, hvor det er interessant, fortæller man det ikke, men man vil gerne fortælle det alle mulige andre steder: i forskningsundersøgelser, på internethjemmesider og i vennekredse. Men lige præcis der, hvor det gælder, er der tilsyneladende for få, der fortæller det, hvis tallene er rigtige.

Det er derfor, jeg siger, at det er nogle mystiske størrelser, vi taler om her. Men uanset de størrelser ændrer det ikke på, at hadforbrydelser er strafbare, og at det er strafskærpende. Og sådan skal det være.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg kan ikke lade være med at tage eksemplet med de her burkadiskussioner, som De Konservative har sat i gang, hvor man render rundt og med lys og lygte leder efter burkaer rundtomkring i det danske landskab, og hvor man sætter undersøgelser i gang på Københavns Universitet, man nedsætter et burkaudvalg, man afsætter penge til at lave den undersøgelse og leder efter, om der foregår noget, der er galt.

Her har man Justitsministeriets egen offerundersøgelse, der siger, at der er 12.000 personer, som muligvis er udsat for kriminalitet. Ca. 46 pct. af dem anmelder det til politiet. Der er 10 sager, der bliver rejst og 100 sager, som politiet arbejder videre med, og 10 af dem kommer for en domstol. Og det mener den konservative ordfører at der ikke skal gøres noget yderligere ved, end hvad der allerede bliver gjort. Det undrer mig.

Ordføreren.

Jeg er da glad for, at hr. Kamal Qureshi bruger ordet muligvis. Det er jo noget af en indrømmelse. Og deri ligger det, at det her jo ikke er en eksakt videnskab. I forhold til hvor mange sager der bliver registreret som hadforbrydelser, er det jo et spørgsmål om, at det bliver præciseret i forbindelse med de her afhøringer, at ofrene skal spille rent og åbent ud og fortælle, hvad det er, der er sket.

I forhold til at rejse sagerne ved domstolene er det jo altså sådan, at anklagemyndigheden har den pligt her i landet, at man ikke rejser sager, medmindre man er i stand til at føre beviset. Og hvis ikke man kan føre beviset, skal man jo ikke sigte folk eller anklage folk for noget. Og det kan måske godt være svært i nogle af de her sager, fordi der i nogle sager måske kan være tale om påstand mod påstand.

Men alle de gange, hvor det kan lade sig gøre – og det er jo det, man arbejder på i efterforskningen – skal man selvfølgelig komme efter forbryderen, der har begået vold, eller hvad han nu har begået af ulovligheder. Man skal selvfølgelig komme efter gerningsmanden og sørge for, at han får den straf, han har fortjent i forhold til den forbrydelse, han har begået.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg er fuldstændig enig med Det Konservative Folkepartis ordfører, hr. Tom Behnke, i, at vi alle sammen gerne ville have væsentlig bedre tal. Det er i hvert fald det, der er Socialdemokraternes motivation og baggrund for at spørge, om man nu også gør alt, hvad man kan, og for at sige, at vi rent faktisk gerne vil have, at man forsøger at gøre det endnu bedre, end man gør.

Ordføreren har jo fuldstændig ret i, at situationen afspejler, at der er for få, som reelt siger, at det her måske er noget, der er relateret til hadforbrydelser. Ordføreren siger, at det ville være direkte uforskammet i forbindelse med en afhøring at spørge, om det her kunne relateres til eksempelvis had i forbindelse med homoseksualitet eller til andre former for had. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg er helt sikker på, at politiet er så dygtige til at kommunikere med folk, at de sagtens vil kunne få spurgt på en mere åben måde, om det her kunne tænkes at bunde i et særligt had til vedkommende i den sammenhæng, det nu måtte være foregået i.

Ordføreren.

Jamen så beror det i høj grad på en misforståelse. Der bliver altid spurgt til, hvad offeret, anmelderen tror kan være anledning til det – hvad der kan være årsagen. Det bliver der altid spurgt til, for det er jo helt afgørende for at forstå, hvad det er for en forbrydelse, der er blevet begået. Ellers er det jo meget, meget vanskeligt at lægge sig fast på, hvad det er for en forbrydelse. Hvad kan motivet have været, hvad kan baggrunden have været, hvad kan bevæggrunden have været? Har offeret selv givet anledning til noget? Alle de spørgsmål bliver stillet i de sager, der bliver anmeldt.

Med hensyn til skyggetallene og de oplyste tal vedrørende de sager, der bliver efterforsket og de sager, der bliver ført ved domstolene, tror jeg da også, at der et eller andet sted her ligger en klar opgave for alle de mange foreninger og organisationer og civilsamfundet, som varetager de her grupperingers interesser. Det må jo være der, man skal løfte – hvad skal man sige? – holdånden og sige, at hvis man bliver udsat for en forbrydelse, der har baggrund i hadforbrydelser, skal man stå ved det og anmelde det, så skal man holde fast i det og huske at fortælle politiet, at det er det, det drejer sig om.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Nu synes jeg måske nok, hr. Tom Behnke kommer en lille smule langt ud, når han siger, at det er et spørgsmål om, at eksempelvis de organisationer i Danmark, som varetager de homoseksuelles interesser, skulle ud og opfordre til, at hvis man bringes ind på en politistation, når der er nogen, der har slået en i nakken med et eller andet, så skal man altså rejse panden og selv sige, at det er det her. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, med hvilken baggrund man fra den borgerlige side ikke kan sige, at det ville være helt i orden i en tjekliste for en afhøring at have et eller andet skema eller punkt, hvor betjenten kunne spørge, om det her er relateret til had eller ej.

Jeg må blot sige: Justitsministeren sagde i sit indledende indlæg, at det her med at skulle spørge voldsofferet direkte og krydse af i et afkrydsningsfelt ville komplicere efterforskningen. Altså, der er et eller andet her, der ikke harmonerer med det, ordføreren giver udtryk for, sådan som jeg hører det.

Ordføreren.

Det er der overhovedet ikke. Altså, hvis ikke det er offeret, der har været udsat for en forbrydelse, der ved henvendelse til politiet skal fortælle, hvad det er, der er sket, hvem skal så? Det må være offerets opgave, og det må være således, at de, der varetager de her grupperingers interesser, går foran og fortæller i medlemsblade og ved medlemsmøder osv., hvordan man skal forholde sig i de her situationer. Det er da en unik opgave for civilsamfundet, det er en unik opgave for de her foreninger, så man ikke bare overlader til staten at sørge for det hele.

Men hvis man skulle lave en så specifik tjekliste med angivelse af, at hér skal politiet så lige spørge til det interessante, fordi hr. Flemming Møller Mortensen har en interesse i, at der bliver spurgt til det, hvad så med alle de andre strafskærpende omstændigheder, der er i § 81? Hvad med alle de andre strafformildende omstændigheder? Skal man også specifikt spørge ind til alle dem? Nej, det, politifolk er uddannet til, er at afdække handlingsforløbet: Hvad var det, der skete, og hvorfor var det, det skete? Og det gør man, uanset hvad det er for en sag, der er tale om, så derfor bliver den her interesse også varetaget.

Tak til ordføreren, og så er det den radikale ordfører, fru Lone Dybkjær.

Jeg synes altid, det er så utrolig fascinerende at opleve mennesker, der stadig har deres barnetro og autoritetstro. Og det må man lade hr. Tom Behnke, det har han virkelig! Han har virkelig en fantastisk barnetro på, at alt, hvad politiet gør, er helt perfekt; de gør det hele, og der er selvfølgelig ingen fejl, det er klart. Hvis nogen af os påpeger, at der kunne være lidt her og der, er det kun, fordi vi ikke kender til det. Sådan er det. Og det er klart, at man skal være et menneske, der skal kunne stå ved at have været udsat for en hadforbrydelse; hvis man har været udsat for en hadforbrydelse, er det helt urimeligt, at man ikke fortæller det til politiet.

Jeg har bare sådan en anden, parallel tankegang i det; det er selvfølgelig set fra en anden vinkel, og jeg forlanger ikke, at hr. Tom Behnke sådan skal kunne sætte sig ind i det – det tror jeg måske ikke han helt kan – men det drejer sig om udviklingen på voldtægtsområdet. Der er jo sket en enorm udvikling, også i kraft af at politiet er blevet bedre. Men det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at da man startede med anmeldelser af voldtægt, var det ikke ligefrem følsomme politibetjente, der altid var til stede på en hvilken som helst politistation. Jeg tror også, at politiet har lært noget i løbet af debatten. På samme måde tror jeg ikke, at man nødvendigvis, selv om man er politibetjent, kan forstå, hvad det er, et menneske er blevet udsat for på sin integritet, når det er blevet overfaldet på en eller anden måde på grund af sin etnicitet eller på grund af sin seksualitet, eller hvad ved jeg. Det er ikke noget, man bare sådan kan komme over og så stærkt stå der og sige til politiet: Det her var der tale om. Så enkelt er det ikke, må jeg sige til hr. Tom Behnke. Nu gik hr. Tom Behnke, og derfor skal jeg forlade diskussionen med ham, for det tjener selvfølgelig ikke noget formål, når han ikke er der.

Men jeg synes sådan set, at hr. Tom Behnke på mange punkter illustrerer en eller anden stor illusion om, at systemet altid er perfekt. Og systemet er jo desværre ikke altid perfekt, og derfor må man hele tiden prøve at udvikle det. Derudover sker der jo også en udvikling i, hvad der er rigtigt og forkert i et samfund. I gamle dage, om jeg så må sige, måtte man godt slå sine børn. Nu må man ikke bare tæske løs på sine børn. Det er jo en udvikling i samfundet, der er sket. I gamle dage tog man heller ikke voldtægter så højtideligt, herregud, det var noget, kvinderne måtte finde sig i. Specielt hvis man var tjenestepige, var det jo sådan nærmest herremandens ret at få lov at begå voldtægt.

Nu er der jo ingen, der rigtig vil stå ved sådan et synspunkt mere. Og på samme måde tror jeg heller ikke, at man har taget det så højtideligt tidligere med de her hadforbrydelser, som man gør i dag. Det er jo simpelt hen, fordi samfundet har ændret sig – og heldigvis i en mere human retning.

Så bliver jeg sådan set også lidt forvirret af debatten. For på den ene side synes jeg, at den konservative ordfører sagde, at det var fuldstændig urimeligt, at man skulle lave al den registrering, og på den anden side læser jeg – nu har jeg fået justitsministerens tale af samme grund, og det er jo det, han har sagt, så der er ikke tale om misbrug – at der nu, med det nye sagsbehandlingssystem, foregår en registrering af mulige hadforbrydelser. Det må være sådan et skema, hvor man tjekker af, sådan forstår jeg det, der står her. Det er sådan set også i overensstemmelse med det, som DF har fået igennem i en eller anden finanslovsammenhæng, eller hvornår det nu har været. Så jeg går ud fra, at vi nu får en registrering på en eller anden måde.

Jeg tror stadig væk, at der også skal være tale om en masse uddannelse på det her område, for det er faktisk ikke så nemt for en voldtagen kvinde eller nogen, der har været udsat for hadforbrydelser f.eks. på grund af deres seksualitet eller andet, bare at stå op og sige, at det var sådan, det hang sammen – for slet ikke at tale om det at gå igennem at blive udspurgt mere grundigt fra politiets side.

Så jeg tror, der er behov for, at vi følger den udvikling meget nøje. Derfor er jeg også glad for, at SF har fremsat det her beslutningsforslag, så vi kan få en diskussion om det – og har fået det netop i kraft af et beslutningsforslag, sådan at vi kan arbejde videre med det i udvalget og måske få lavet en beretning, eller hvad ved jeg. Det kan også være, vi skal fremsætte et beslutningsforslag, der så bliver stemt ned – det ved jeg ikke, SF må jo finde ud af, hvad der er klogest – sådan at vi får kortlagt nogle af tingene. Hvad er op og ned i det her? Hvad er det for nogle tal, vi snakker om?

Så vil jeg sige, at selv justitsministeren jo sådan set godt er klar over, at der måske er nogle mørketal. Det er måske alligevel ikke helt så nemt, som hr. Tom Behnke antyder, at få registreret, om man er udsat for et had. Derfor er det jo altså også foreslået og vedtaget, at man skal skabe sig et overblik over det, og der er sat noget forskning i gang på det her område. Det synes jeg er fint. Det, der også ville være fint, ville være at finde ud af, hvad der egentlig er tidsterminen her, for det mener jeg også vil spille en vis rolle, når vi skal diskutere det videre forløb for det her forslag.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at spørgsmålet om hadforbrydelser er et centralt spørgsmål, som der i dag er en meget bred politisk enighed om at der skal reageres på og reageres effektivt og håndfast på. Jeg tror, at fru Lone Dybkjær har ret i, at hvis man ser de her ting som så mange andre ting i sådan en historisk sammenhæng, er det forholdsvis nyt, at der er den her meget udbredte enighed om, at det her er særlig alvorlige forbrydelser. Jeg tror desværre ikke, at man skal længere tilbage end til min ungdom i hvert fald – hvad nogle også vil sige er mange, mange år siden, men alligevel – før lige præcis nogle af de her forbrydelser blev anset som sådan lidt legitime, fordi man mente, at folk vel selv var lidt ude om det.

Det er vi kommet ud over, men det er klart, at når man så forsøger at sætte yderligere fokus på, at noget er strafskærpende, fordi man kan sige, at holdningerne i samfundet forandrer sig – og det, at man gør det her strafskærpende, er jo også med til at ændre holdninger; det skal man ikke se bort fra – kan det være ganske nødvendigt i en periode at være meget opmærksom på, at tingene også sætter sig igennem hele vejen ned igennem systemet. Det tror jeg faktisk er meget vigtigt.

I hvert fald er vores udgangspunkt sådan set, at vi er meget positive over for det beslutningsforslag, SF har fremsat, selv om jeg i løbet af debatten blev lidt usikker på, om det her er et inderlig overflødigt forslag, fordi det hele alligevel bliver gennemført af regeringen, eller det er sådan et led i en almindelig hetzkampagne mod politiet og indeholder en masse umuligt bureaukrati. Jeg har lidt vanskeligt ved helt at forstå, at forslaget kan indeholde begge elementer på en gang, men det kan skyldes et kort øjebliks uopmærksomhed fra min side, når jeg er blevet lidt forvirret over det.

Som vi har læst forslaget, støtter vi i hvert fald de elementer, der indgår. Vi synes, der er behov for at sikre en bedre registrering for at få en reel viden om omfanget. Vi tror, at der netop er det i forhold til nogle forbrydelser, hvor det måske stadig væk af nogle kan opfattes som lidt ubehageligt at sige, at man tror, at man fik tæsk, fordi man havde en anden seksualitet end den, der var gængs i det område, man lige færdedes i. Det er måske ikke lige det første, man begynder at sige, og måske heller ikke det første, politibetjenten tænker på, så derfor synes vi faktisk, at det at få en bedre registrering, vil være en god ting.

Vi synes også, at det er godt, at man både får en registrering af sager, der bliver ført til doms, og af sager, der ikke bliver det, sådan at vi kan højne vores viden om omfanget og karakteren, og i den sammenhæng er det også godt at styrke rådgivningsindsatsen, så man kan sikre en højere grad af indrapportering, hvilket også giver viden om omfanget.

Vi synes sådan set, at lige så vel som det nogle gange har været nødvendigt at sende andre signaler til politiet om, at det her var nogle forbrydelser, vi tog særlig alvorligt, kunne det være relevant også i den her sammenhæng endnu en gang at sende det signal at skærpe politiets pligt til at undersøge motivet, idet jeg går ud fra, at hvis politiet bliver gjort opmærksom på, at det har man en særlig forpligtelse til, har den enkelte politimand stadig væk en vis frihed i opgaveudøvelsen til at finde en fornuftig måde at håndtere det på. Jeg forestiller mig ikke, at der skal udsendes et skema fra Folketinget med formuleringer på de spørgsmål, som politiet skal stille.

Samtidig synes vi, at det er vigtigt og godt, at der også er tænkt i konfliktmægling og oplysningsindsats som løsningsmodeller, da hadforbrydelser ofte udspringer af manglende viden og myter om offeret. Det kan man jo se, når nogle forsøger forklare, hvorfor de f.eks. hader bøsser. Så skyldes det som oftest fordomme og uvidenhed, og selv om det ikke er al uvidenhed og alle fordomme, der kan fjernes ved hjælp af oplysning, skylder man da at gøre et forsøg. Altså, straf og lovgivning kan ikke stå alene, men skal kombineres med elementer som konfliktmægling og oplysningsindsats.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kamal Qureshi.

Tak for debatten, og tak især selvfølgelig til dem, hvor vi også henter støtte til forslaget. Der er blevet stillet nogle spørgsmål om nogle konkrete ting og elementer i forslaget, f.eks. det her om, hvorvidt der skal indføres kønsidentitet eller ej, om det er nødvendigt. Vi må jo få afklaret under udvalgsbehandlingen, om det er dækket ind på andre måder, og noget tilsvarende må vi gøre i forhold til handicap. Det må vi vende tilbage til under udvalgsbehandlingen.

Når nu der heroppefra bliver sagt, at vi er i en helt anden tidsalder, og at tingene bare ligesom kører derudad, vil jeg bare gerne tillade mig at referere nogle ting fra den virkelige verden. Her er en artikel fra Fyens Stiftstidende den 21. oktober sidste år, og jeg citerer:

»Jeg har selv oplevet at blive slået i hovedet med en flaske adskillige gange efterfulgt af knytnæveslag nogle timer efter, jeg havde haft et venskabeligt kys med en person af eget køn og blive kaldt for en klam bøsse. Jeg var dog en af de få personer, der valgte at gå til politiet og anmeldte overfaldet, dog var kommentaren fra Fyns Politi, at jeg nok skulle tænke mig om, når jeg sådan offentligt kysser med en fra eget køn.«

Det er altså 2009, vi her taler om.

Tilsvarende vil jeg trække et andet eksempel frem. Jeg ved godt, at det er nogle konkrete sager med alle de forbehold, der kan være med det. Alligevel synes jeg, det er vigtigt også at tage ting med fra den virkelige verden i den her debat. I en artikel fra Politiken den 23. juni sidste år, hvor det 16-årige avisbud Deniz Uzun bliver overfaldet med en fastelavnskølle, står der:

»Ét slag med køllen gjorde, at han døde få timer efter på hospitalet. Deniz Uzun havde inden da delt aviser ud på Amager sammen med sin kammerat, da tre drenge, som de ikke kendte, kørte forbi dem flere gange i en sort bil. Herefter sprang to drenge – brødre på 15 og 17 – ud af bilen. Den 15-årige havde køllen i hånden, og den 17-årige holdt en kødhammer. Umotiveret og uprovokeret svingede den 15-årige køllen mod siden af Deniz Uzuns hoved. Slaget dræbte ham.«

Selv om gerningsmanden ifølge et vidne råbte perkersvin før angrebet på den 16-årige, fandt byretten ikke, at der var racistiske bevæggrunde bag forbrydelsen, og så vidt jeg ved, efterforskede politiet heller ikke det spor. Jeg kunne nævne flere sager af samme karakter, så jeg må tillade mig at sige, at jeg ikke mener, at problemerne er løst i 2010, sådan som jeg synes, at nogle heroppefra giver udtryk for.

Jeg vil også gerne fortælle lidt om, hvad en hadforbrydelse er, for nogle kan jo spørge: Jamen hvis nu man bliver dømt for selve overfaldet, hvorfor skal der så gøres noget særligt ud af det? Hadforbrydelser som er motiveret med udgangspunkt i offerets køn, seksualitet, religion, etnicitet, alder eller handicap m.v., er særlig grove forbrydelser, fordi disse forbrydelser ikke blot er et angreb på en bestemt person, men et angreb på en bestemt livsførelse eller en bestemt gruppe menneskers ret til at indgå i samfundet. Hadforbrydelser er desuden kendetegnet ved, at det er vilkårlige personer, der med udgangspunkt f.eks. i seksuel orientering eller etnicitet er i risiko for at blive ramt. Hadforbrydelser er en skærpende omstændighed jævnfør § 81, nr. 6, men skærpelsen kan naturligvis kun afspejle sig i domsafsigelsen, hvis der føres beviser for gerningsmandens motivation, og at der således er tale om en hadforbrydelse. Det sker næsten aldrig i danske retssale, som vi også har diskuteret under behandlingen.

Med udgangspunkt i Justitsministeriets offerundersøgelse er der i alt 12.000 danskere, som mener at have været udsat for en racistisk eller homofobisk motiveret hadforbrydelse i 2008. Af dem har over 5.000 anmeldt det til politiet. Af dem er der kun 10 – 10 sager – der er blevet ført op ved domstolene.

Jeg mener, at justitsministeren udviser en skræmmende dårlig forståelse for den situation. Således svarer han i et mundtligt svar på et § 20-spørgsmål, adspurgt om, hvad han vil gøre ved, at der føres så få sager, og jeg citerer igen, det har jeg også gjort tidligere:

» … at det jo er en glædelig omstændighed, at der kun er registreret 10 sager. Skulle vi ønske os, at der var registreret 100 sager, 200 sager? Det er jo glædeligt, at der kun er 10 sager …«

Justitsministeren fortsætter: »Der er jo ret stor forskel på at anmelde sager og rejse sager, så derfor er jeg glad for, at der er så få sager som overhovedet muligt.«

Det må jeg sige er en mangel på forståelse for sagen, som viser, at man synes, at det, at der bliver rejst få sager, er et succeskriterium i sig selv. Det kommer altså fra en justitsminister i en regering, som har sat himmel og jord i bevægelse for at lede efter burkaer i det danske landskab.

Det, der er nye elementer i vores forslag, er, at vi vil have, punkt 1, nye enheder under Rigspolitiet, som orienteres og om nødvendigt inddrages i alle tilfælde, hvor det vurderes, at der kunne være tale om en hadforbrydelse. Specialiseret personale skal yde rådgivning til politiet og anklagemyndigheden. Det er i øvrigt noget, vi kender fra udenlandske erfaringer, det er ikke noget, vi bare har fundet på.

Punkt 2 skal der ske en ordentlig registrering af hadforbrydelser i Danmark. Der skal oprettes et register, hvor man registrerer hadforbrydelser, der føres til doms. Oplysninger om sager, der ikke er ført til doms, registreres ligeledes, men uden at der kan foretages en kobling til den sigtede. Desuden skal relevante organisationer understøttes i deres arbejde for at kunne dokumentere omfanget af hadforbrydelser i Danmark.

Punkt 3 skal der ske en styrkelse af rådgivning og vejledning af personer, som udsættes for hadforbrydelser og diskrimination, af relevante organisationer som Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner – LBGT – Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination m.v. En af de ting, vi ved, er jo, at gentagne undersøgelser viser, at mange af de personer, der bliver udsat for hadkriminalitet, især i den etniske minoritetsgruppe – jeg mener, det er noget med, at en tredjedel af somalierne rapporterer, at de har været udsat for en hadforbrydelse – ikke ved, hvor de skal henvende sig. De ved ikke, hvor man går hen. De ved ikke, hvordan man gør. Man kan sige, at hvis henvendelsen resulterer i det, der skete i eksemplet fra Fyns Politi, som jeg læste op, er der i hvert fald heller ikke noget, der ligefrem opfordrer til, at de henvender sig til politiet for at bede om hjælp.

Det er lidt den samme kritik, som det også blev nævnt fra den radikale ordfører, som der var før i tiden i forbindelse med anmeldelser af voldtægt og lignende, hvor man også mente, at det mørketal, der ikke kom til politiets kendskab, var for stort, fordi politiet ikke havde de rigtige redskaber til at tackle de sager. Det er blevet markant bedre, efter at der effektivt er blevet sat ind på det område. Jeg siger ikke, at det er perfekt, men jeg siger, at det er blevet bedre, der er flere sager, der bliver registreret, anmeldt og ført op ved domstolene.

Det kan vi tilsvarende gøre med hadkriminalitet. Jeg ved, at der er iværksat undersøgelser, jeg ved, at der er iværksat tiltag. Men jeg mener, at vi kan gøre det markant bedre. Vi kan lære af svenskerne. Vi kan lære af de erfaringer, Københavns Politi har gjort, så man i hele landet bedre kan tage sig af det her.

Som sagt må vi fortsætte med at undersøge og stille spørgsmål m.v. under udvalgsbehandlingen, og jeg håber så på, at vi kan nå frem til noget, som vi i fællesskab kan støtte, så den her sag kan blive taget op.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.