Det næste punkt på dagsordenen er:

27) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 168:

Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af transkønnedes rettigheder.

Af Kamal Qureshi (SF), Mogens Jensen (S), Lone Dybkjær (RV) og Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 26.03.2010).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er indenrigs- og sundhedsministeren.

Tak. Forslagets første punkt omhandler transseksuelles muligheder for at skifte navn. Det anføres i bemærkningerne, at myndige personer selv skal kunne bestemme, hvilket fornavn de skal bære, og at det ikke tjener noget formål at forhindre et navneskifte for en person, der føler, at et fornavn, der betegner det modsatte køn, ville være det rette for den pågældende.

Det er et spørgsmål, der i øvrigt henhører under justitsministerens ressortområde. Det har været grundigt diskuteret her i salen i forbindelse med revisionen af navneloven så sent som i sidste folketingsår. I den forbindelse blev loven ændret, så den hidtidige mulighed for transseksuelle personer til at få navneændring til et fornavn, der betegner det modsatte køn, blev udvidet til også at omfatte personer, som kan ligestilles med transseksuelle. Regeringen har altså for nylig medvirket til en lempelse af forbuddet mod, at et fornavn må betegne det modsatte køn. Navnelovgivningen tager altså hensyn til transseksuelle.

Men det er regeringens opfattelse, at man ikke helt bør ophæve kravet om, at et fornavn skal betegne en persons køn, for det er et centralt træk inden for dansk og international navneret. Det indebærer også kommunikationsmæssige fordele i den praktiske navnebrug. Kønsspecifikke fornavne er en enkel måde, hvorpå det kan fastslås, om en person er mand eller kvinde.

Forslagets andet punkt går ud på, at transseksuelle bør have mulighed for at få udstedt et identitetskort af en kommunal myndighed på baggrund af en erklæring fra egen læge. Forslagsstillerne mener, at transseksuelle, der lever som det modsatte køn, men som ikke ønsker et egentligt kønsskifte, og transseksuelle, som er undervejs i et behandlingsforløb på Sexologisk Klinik, kan have behov for et identitetskort til brug for afhentning af pakker på posthuset, ved bankmøder eller kontakt til politi. Formålet er at forhindre forvirring og ubehagelige situationer for transseksuelle i hverdagssituationer.

Men ifølge Justitsministeriets pasbekendtgørelse er der faktisk mulighed for, at personer, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation, men som af Sexologisk Klinik vurderes at være transseksuelle, har mulighed for at få udstedt et pas, hvor personens identitet er anført med et X i stedet for med et F eller M – for female eller male. Der er således allerede mulighed for, at man som transseksuel kan få et identifikationsdokument, og jeg kan oplyse, at Justitsministeriet påtænker at ændre pasbekendtgørelsen, så personer, som ganske kan ligestilles med transseksuelle, får ret til at benytte betegnelsen X i passet i stedet for M eller F.

Det tredje punkt handler om, at der ønskes en lempelse af betingelserne for, hvornår et kønsskifte har fundet sted. Som det fremgår af bemærkningerne, får en person, der har gennemgået en kønsskifteoperation, et nyt personnummer med korrekt kønsangivelse. Det sker, når Sundhedsstyrelsen meddeler CPR-kontoret, at kønsskiftet for en given person er sket. For at et gennemført kønsskifte kan anerkendes, forudsættes det, at der faktisk er gennemført et kirurgisk kønsskifte som beskrevet i vejledningen om kastration med henblik på kønsskifte. Det drejer sig bl.a. om fjernelse af testikler eller æggestokke.

Jeg finder ikke, der er grundlag for at fravige kravet om kirurgisk kønsskifte. Eksempelvis vil det være problematisk udelukkende at anvende sterilisation som kriterium, idet et sådant indgreb relativt enkelt kan omgås med moderne teknikker. Man skal også huske på, at kønsangivelsen via personnummeret bruges i adskillige sammenhænge, f.eks. ved indkaldelse til mammografiscreening til forebyggelse og tidlig behandling af brystkræft, ved indkaldelse til forebyggelse og undersøgelse af eksempelvis livmoderhalskræft eller ved indkaldelse til aftjening af værnepligt. Jeg finder det derfor væsentligt, at der er tale om en sikker kønsangivelse, og regeringen kan derfor ikke støtte forslaget om at indføre mulighed for at dispensere fra de nuværende krav til anerkendelse af kønsskifte.

Behandling af transseksualitet med henblik på kønsskifteoperationsvurdering er en højt specialiseret landsfunktion, som varetages af Sexologisk Klinik under Rigshospitalet. Det er der, man i Danmark har mulighed for at få foretaget en kønsskifteoperation. Ligesom øvrige behandlinger i sundhedsvæsenet tilbydes en sådan operation, når der er medicinsk begrundelse for det.

Personer, der ønsker en kønsskifteoperation, gennemgår et udredningsforløb, der normalt strækker sig over mere end 2 år. I forbindelse med behandlingen følger Sexologisk Klinik en standardiseret udrednings- og behandlingsplan, som tilpasses den enkelte patient, og som har udgangspunkt i internationalt anerkendte retningslinjer. Det er meget vigtigt, at Sexologisk Klinik har tilstrækkelig sikkerhed og fagligt grundlag for at gennemføre behandlingen, herunder at patienten er tilstrækkelig afklaret i sit ønske om at skifte køn. Først derefter er det forsvarligt at gå videre til næste fase i et kønsskifteforløb.

Det er Sundhedsstyrelsen, der efter ansøgning tager stilling til, om den ansøgende patient kan tilbydes kastration med henblik på kønsskifte. Det sker, ved at styrelsen indhenter en erklæring om ansøgeren fra Sexologisk Klinik. Den forelægges derefter for Retslægerådet med henblik på en vurdering. Når Retslægerådets udtalelse foreligger, bliver ansøgeren partshørt, og styrelsen tager derefter endelig stilling til ansøgningen.

Denne procedure er tilrettelagt på denne måde for at tage højde for, at en kønsskifteoperation er et omfattende og irreversibelt indgreb, et indgreb, hvor kønskirtlerne permanent fjernes. Forløbet skal ikke bare sikre, at der er medicinsk indikation for indgrebet, men også, at ansøgerens ønske om et kønsskifte er vedholdende, og at ansøgeren fuldt ud kan overskue konsekvenserne af indgrebet. Det synes jeg er en både rimelig og forsvarlig procedure, især når man tænker på procedurens uigenkaldelighed og kompleksitet.

Jeg kan godt forstå, at det for den enkelte kan opleves som en stor personlig belastning at skulle gennemgå et sådant længere udredningsforløb, men forløbet er altså begrundet på den måde, som jeg her har beskrevet, og jeg mener ikke, vi løser noget ved at ændre lovgivningen som foreslået i nærværende beslutningsforslag. Jeg synes faktisk, at min redegørelse her beskriver, hvor hensynsfuldt samfundet er over for transkønnede personer.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger, og først er det hr. Per Clausen.

Jeg tror, at vi i udvalgsarbejdet vil få anledning til at behandle spørgsmålet om, hvor hensynsfuld Sexologisk Klinik er i sin behandling af transkønnede personer. Det har der været mange indlæg om fra de mennesker, der udsættes for det, der jo ikke tyder på, at de helt oplever det på samme måde. Men det her er en sag, der er lidt kompliceret, så derfor tror jeg sådan set, at jeg vil vende tilbage til det i udvalgsarbejdet.

Jeg vil tage en anden forholdsvis enkel sag, og det er spørgsmålet om muligheden for selv at bestemme, hvilket navn man vil have, når man er voksen. Jeg forstod, at ministerens argument imod, at man havde den ret, var, at det sådan i overensstemmelse med den sædvanlige tradition for navnelovgivning var vigtigt for at identificere en persons køn, at vedkommende havde et navn, der passede til det køn. Men det er jo lige præcis det, der er problemet for de her mennesker, for de føler, at de ikke kan få et navn, der passer til det køn, som de vil identificeres med. Synes ministeren ikke her, at hensynet til den enkelte bør være vigtigere end en henvisning til sådan en almen navnelovgivningsmæssig logik?

Så er det ministeren.

Visse navne er godkendt som både pige- og drengenavne, vi har kun få af dem, så vi har ikke særskilte lister over kønsneutrale navne. Men det forhold, at enkelte navne kan betegne begge køn, kan jo ikke begrunde, at man generelt ændrer den hovedregel, som jeg har beskrevet, og som er begrundet i gammel retslig tradition, og som også svarer til, hvad der gælder i andre lande. Hvor meget forståelse jeg end kan have, synes jeg ikke, at der er tilstrækkelig vægtige grunde til at gøre det nemmere at ændre navn til det modsatte køn.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg kunne godt tænke mig, om ikke indenrigs- og sundhedsministeren kunne redegøre for, hvilke vigtige samfundsmæssige forhold der er i spil her, der gør, at man ikke kan tilgodese det enkelte individs ønske om selv at bestemme, hvilket navn man har, når man er moden og voksen – myndig osv. Det er det, jeg ikke helt forstår. Hvad er de egentlige samfundsmæssige begrundelser for at fastholde det, som af nogle opfattes som et urimeligt indgreb i deres frihed? Jeg ved da, at ministeren er et frihedselskende menneske og vel også en frihedselskende minister.

Så er det ministeren.

Jeg synes, at det er et væsentligt element i denne diskussion, at den lige har været oppe her i Folketinget. Det blev grundigt diskuteret i forbindelse med revisionen af navneloven i sidste folketingsår, og ved den lejlighed blev loven ændret, så den hidtidige mulighed for at få navneændring til et navn, der betegner det modsatte køn, blev udvidet til også at omfatte personer, som kan ligestilles med transseksuelle. Det vil sige, at Folketinget altså lige har overvejet den sag grundigt, og derfor synes jeg, det er naturligt, at jeg som minister står fast på det, som Folketinget lige har besluttet.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Tak. Jeg synes også, at det virkelig i ekstrem grad bærer præg af konservatisme, når ministeren sådan i korte træk afviser samtlige elementer i forslaget ved at sige, at alt er godt nok.

Man kan sige, at dem af os, der har siddet og arbejdet med det her forslag, har gjort det igennem længere tid. Vi har også gjort det efter nogle grundige diskussioner og samtaler med mange af de her mennesker, som det her forslag vedrører, nemlig personer, som på en eller anden måde falder uden for de her meget faste bokse, som vi alle sammen har for, hvornår man er en kvinde, og hvornår man er en mand. Det er så fasttømret i vores opfattelse fra barnsben af, at det kan være meget forvirrende, når det er, at vi pludselig møder nogen, som ikke passer ind i de her kasser. Derfor har det været afgørende for os som forslagsstillere at prøve at åbne op for, at dem, der falder uden for de eksisterende kasser, kunne passes ind.

Derfor synes jeg egentlig også, at det er underligt, at det eksempelvis er tilladt at hedde Bjørn, det er der nogle nordiske traditioner for at man godt kan hedde som kvinde. Men man må ikke hedde Bob, for det er der ikke en tilsvarende tradition for. På den måde kan man sige, at der jo ikke er en logik i den eksisterende navnelovgivning. Så hvorfor ikke lade det enkelte menneske selv bestemme frem for at holde fast i en eller anden gammel tradition, som ikke engang giver logik med den nuværende form?

Så er det ministeren.

Når det gælder navnet, er det jo altså en tradition, som er 1 år gammel. Jeg tror, at jeg fik nævnt, at Justitsministeriet i pasbekendtgørelsen har åbnet mulighed for, at personer, der ikke har gennemgået en kønsskifteoperation, men som af Sexologisk Klinik vurderes at være transseksuelle, har mulighed for at få udstedt et pas, hvor personlig identitet er anført med et X i stedet for med et F eller M. Så der er altså mulighed for, at man som transseksuel kan få et validt identifikationsdokument.

Jeg kan tilføje, at pasbekendtgørelsen antagelig bliver ændret igen, sådan at personer, som ganske må ligestilles med transseksuelle, også får mulighed for at bruge betegnelsen X i passet, så det er jo ikke sådan, at der ikke tages hensyn til de pågældende. Hvis der ikke blev taget hensyn, ville jeg tage det dybt alvorligt, og det gør jeg i øvrigt under alle omstændigheder. Men jeg synes, at min redegørelse har vist, at der altså er hensyntagen i gældende regler.

Så er det hr. Kamal Qureshi for yderligere en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes, at ministerens svar bærer meget præg af, at ministeren sådan set ser på det her forslag ud fra den samme logik, som en fasttømret kønsopfattelse har. Det vil sige, at man godt kan få et X i et pas, hvis man i øvrigt har den samme fastlåste kønsidentitet, som så kan være skiftet fra det, man er født med eller biologisk har, men alligevel er fastlåst.

Det er jo ikke virkeligheden for mange af de her personer. En del af de her personer har jo ikke en fasttømret identitet, som de kan gå til Sexologisk Klinik og få papir på. Derfor er ønsket fra mange af dem – og det er jo det, vi åbner op for – at man fra egen læge kan få et identitetspapir, så hvis man i passet hedder Jørgen, men i dagligdagen kalder sig selv for Irene og opfatter sig selv som Irene, så kan man altså, når man kommer til paskontrollen i lufthavnen, vise det her identitetspapir og sige: Det er altså sådan, jeg ser ud, hvis det er, at du skal kalde mig op eller du skal henvende dig til mig.

Det er altså den fleksibilitet, som folk har behov for, og som forslaget henviser til og opererer med. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det kan være så svært at åbne op for den fleksibilitet frem for at prøve at presse dem ind i et eksisterende fastlåst kønsrollemønster, som jeg sagtens kan forstå at man har behov for at have, for det har vi sådan set alle sammen. Men det er der altså mange af vores borgere i Danmark der ikke har, og det er dem, vi prøver at hjælpe.

Så er det ministeren.

Jeg synes ikke, at det er rimeligt at betegne den redegørelse, jeg har givet, som udsprunget af en fasttømret kønsopfattelse. Jeg har beskrevet, hvor rimelig, rummelig og frisindet en lovgivning vi har, og hvordan den oven i købet hele tiden udvikler sig, senest med pasbekendtgørelsen. Det er jo en ærlig sag, at man synes, at det ikke er nok. Men det er også en ærlig sag at pege på, at der faktisk er sket ganske meget for den pågældende gruppe.

Så er der en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Selvfølgelig er der sket noget, men vi sidder her jo altså også for at bringe udviklingen videre, og jeg er i virkeligheden lidt skuffet over ministerens svar, for jeg synes ikke, at det var en særlig liberal eller uformynderisk tale. Der var jo engang en af ministerens kollegaer, der sagde, at vi alle er eksperter i vores eget liv. Det synes jeg altså også skal gælde transseksuelle og andre.

Så siger ministeren, at den eksisterende lovgivning viser, hvor hensynsfuldt samfundet er over for transseksuelle. Til det må man sige: Ja, det manglede bare andet. Hvad havde ministeren forestillet sig, vi ellers skulle være, andet end hensynsfulde over for hinanden? Det bør vi da være.

Så vil jeg sige med hensyn til spørgsmålet om personnummer, at jeg hidtil har været modstander af, at man ændrede personnummeret. Jeg ville give det en tredje mulighed, eller hvad jeg nu kunne finde på, men det viser sig jo, at man sagtens kan indkalde til militæret og alle mulige andre ting, uanset personnummeret, for det ligger bagved i selve måden, man laver personnummeret på. Kan det ikke gøre lidt indtryk?

Så er det ministeren.

Jeg synes, at vores lovgivning er yderst liberal, og jeg gad vide, om der findes lande i hele verden – måske bortset fra Holland, hvem ved? – hvor der er en mere liberal lovgivning, end der er her. Det kan altid foreslås, at det skal være endnu mere liberalt, at man når som helst kan skifte fra et mandsnavn til et kvindenavn osv. Jeg har nævnt nogle grunde til, at man både i Danmark og internationalt holder fast i denne kønsidentifikation, som jo kendetegner alle de papirer, vi udfylder, når vi rejser, hvor det jo er et led i den internationale identifikation, at man angiver M eller F, og nu kan man altså også skrive X i Danmark, og derved synes jeg, at vi er gået så langt, som vi kan.

Der er endnu en kort bemærkning fra fru Lone Dybkjær.

Det er jeg sådan set ikke enig i at vi er, og nu kan vi jo under udvalgsarbejdet også prøve at se på, hvor langt de er i andre lande, men der var vel heller ikke noget i vejen for, hvis det var sådan, at vi gik et skridt videre end andre lande. Med hensyn til det, som ministeren siger om navnene, er det rigtigt, at vi har vedtaget noget for nylig. Vi var også nogle, der mente, at det, vi vedtog, var formynderisk og unødvendigt. Jeg prøver at sige med hensyn til personnummeret, at det er rigtigt, at vi bruger det, men det er ikke nødvendigt for de udtalelser til mammografi eller militær eller forsvarstjeneste, eller hvad vi skal kalde det, at det er på den måde, for det ligger i selve kodningen af det. Men det kan vi jo vende tilbage til under udvalgsarbejdet.

Ministeren siger noget om Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, nemlig at ansøgeren skal dokumentere alt muligt og bliver stillet over for alle mulige spørgsmål. Der tror jeg måske, at vi burde lave et besøg med ministeren for ligesom at afdække, hvad det er, der finder sted. Er der noget, der er formynderisk, er det vel, når andre personer skal bestemme over ens skæbne. Og det forstår jeg ikke at ministeren ikke er mere åben over for.

Så er det ministeren.

Jeg synes, at jeg ret nøje beskrev, at der også kan være et hensyn til den enkelte. Det er en stor beslutning, og den tager altså et par år, men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke kan lade sig gøre. Det kan lade sig gøre. Der er nogle betingelser, men det er ikke noget, man sådan skal kunne gøre fra måned til måned, og det synes jeg altså er ganske rimeligt.

Med hensyn til at vi jo hele tiden kan gøre lovgivningen mere liberal vil jeg sige: Ja, men ting, som vi vedtog så sent som i sidste folketingssamling, så vidt jeg ved med ret bredt flertal, skal jeg vel ikke stå her som minister og foreslå ændret igen. Så kunne vi ellers få travlt.

Tak til ministeren. Vi går i gang med ordførerrækken. Den første ordfører er fru Birgitte Josefsen som Venstres ordfører.

I et samfund som det danske skal der være plads til alle uanset køn, alder og seksuel orientering. I Venstre er vi åbne over for nye forslag, som kan forbedre forholdene for minoritetsgrupper.

Jeg vil så alligevel starte med at pointere, at Venstre ikke kan tilslutte sig det forslag, der ligger til behandling her i dag, hvilket vi også tidligere har tilkendegivet ved de forrige behandlinger, der har været af lignende forslag. Eksempelvis foreslås det, at myndige personer selv skal kunne bestemme navn uden hensyn til køn. Jeg kan sige, at det ud fra et liberalt synspunkt er en sympatisk tankegang, men det kan altså også give forviklinger, og man kan med lethed blive belastet af, at man måske så har truffet en forkert beslutning. Det skal dog være mit håb, at de muligheder, der er lukket op for, nemlig at Sexologisk Klinik, når man er klient der, kan udstede en erklæring, så man hurtigere kan få retten til at få ombyttet et navn til et nyt, tages i anvendelse.

Forslaget om, at myndige personer ligeledes skal kunne bestemme, hvilken kønsidentitet deres personnummer skal give udtryk for, ser jeg altså også nogle problemer i. Det vil praktisk talt trække tæppet væk under vores cpr-registrering, som er ret nyttig, og som vi bruger i mange sammenhænge, eksempelvis ved indkaldelse til session for værnepligt og også til en række undersøgelser på sygehuse, bl.a. mammografiscreening. Så en gennemførelse af det forslag mener jeg også kan give nogen signalforvirring og også kan komme til at have den modsatte effekt over for dem, der har ønsket om at få lov til selv at vælge endetallet på deres cpr-nummer.

Et andet element i forslagsstillernes fremsatte forslag, som vi behandler, er problematikken omkring hele kønsskifteoperationsforløbet. Jeg og Venstre er af den holdning, at vi har en pligt til at sikre, at der har været et grundigt forløb inden en kønsskifteoperation, at der har været et forløb på Sexologisk Klinik sammen med, at ansøgeren har haft et dybtgående forløb, så man er helt sikker på, at det, man indstiller til Retslægerådet og til Sundhedsstyrelsen, er blevet til på et kvalificeret grundlag, så der ikke sker operationer, hvor den pågældende ikke er totalt afklaret i forhold til den proces, vedkommende skal igennem.

Så jeg vil sige, at jeg ikke har nogen grund til at beklikke det, der foregår på Sexologisk Klinik. Det, der er vigtigt for os, er som sagt, at det forløb, den pågældende er igennem, er kvalificeret, og at der ligger en grundig faglig vurdering bag den proces, den pågældende skal igennem, for det har store konsekvenser for den pågældendes liv fremadrettet. Så vi afviser forslaget, som det ligger her.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, hr. Flemming Møller Mortensen.

Det er mig en rigtig stor glæde, at den samlede opposition her kan fremsætte et forslag om transkønnedes rettigheder. Det er et emne, vi har diskuteret mange gange her i Folketingssalen, og det skal åbenbart fortsat være et emne, der skal tages op med jævne mellemrum, for det ser desværre ikke ud, som om regeringen vil flytte sig på det her område.

Det er jo altså sådan, som det mange gange er blevet sagt, at det ofte er på det niveau, som netop minoritetsgruppernes rettigheder ligger på, at man for alvor kan måle et lands mangfoldighed og tolerance, og jeg vil endda gå så langt som til at sige et lands og demokratiets dybde og bundklang. De små minoritetsgrupper er ofte så små, at de ikke kan kæmpe sagen alene, og derfor er der altså et behov for en særlig grad af beskyttelse og opmærksomhed fra det omgivende samfunds side, og små minoriteter kræver altså en særlig politisk opmærksomhed.

I Danmark har vi på flere fronter rent historisk været et foregangsland inden for nytænkning og banebrydende rettighedslovgivning, men vores ry mangler altså efterhånden fornyet næring. Den lovgivning, vi i dag kigger på her, synes bestemt at kunne være med til at rette op på nogle af de fronter, hvor vi er ved at sakke bagefter. Og vender vi blikket mod europæiske lande, kan vi se, at det altså er europæiske lande, der efterhånden har overhalet Danmark indenom.

Med hensyn til beslutningsforslagets punkter i forhold til civilretligt køn og fornavn – flere har allerede været inde på det – er det bestemt tiden, og når vi hører Venstres ordfører her give udtryk for, at det kan give forviklinger og andre ting, må jeg blot sige, at de transkønnedes udsagn på det her område er, at det er et stort ønske at få lavet en ændring her, en ændring, som bunder i, at man med sikkerhed kunne overvinde de uhensigtsmæssige og forviklende ting, der måtte være i det. I forhold til identitetskort ville det netop kunne være med til at sikre, at man undgik alt for mange forviklinger og forvekslinger.

Der er yderligere to punkter, og det er en revision af betingelserne for at få ændret civilretlig kønsstatus, og det sidste punkt er retningslinjer og opstilling af krav i forhold til en tidsplan for de danskere, som måtte gå i et behandlingsforløb på Sexologisk Klinik. Det er igen et punkt, som vi har diskuteret rigtig mange gange. Vi er hos Socialdemokraterne af den opfattelse, at der skal foregå en grundig kvalitetsbetonet afklaring, når man følger et forløb på Sexologisk Klinik, men for os at se er der virkelig brug for, at vi kigger på tingene og får tingene forbedret.

Hermed skal jeg give udtryk for, at vi naturligvis som medforslagsstillere kan sige, at her har vi en sag, som skal kæmpes, og det er ærgerligt at se, at regeringen heller ikke på det punkt flytter sig. Tak.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det fru Anita Christensen som ordfører for Dansk Folkeparti.

Da vores ordfører ikke kan være til stede, vil jeg læse hendes tale op.

Vi er klar over, at det kan være et meget vanskeligt problem for de mennesker, der ikke kan forlige sig med det køn, de er født med, og som er transseksuelle eller, med et bedre udtryk, transkønnede. Det kan være et problem på arbejdet, med familien eller med det omgivende samfunds accept. Derfor er der også mulighed for efter en meget grundig lægelig vurdering og efter tilladelse fra Sundhedsstyrelsen at få foretaget en kønsskifteoperation. Dansk Folkeparti mener, at det fortsat skal være sådan, da der er tale om et stort indgreb både fysisk og psykisk, som jo i sagens natur ikke kan fortrydes.

I dette forslag vil man fjerne det generelle krav om en overensstemmelse mellem civilretligt køn og fornavn. Lad mig sige, at jeg betragter køn som noget overordnet naturligt medfødt og ikke som en social konstruktion. § 13 giver dog, som der også står i forslaget, mulighed for, at man kan gøre en undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn, hvis Rigshospitalets Sexologiske Klinik vurderer, at ansøgerne er transseksuelle eller kan ligestilles hermed. I tvivlstilfælde kan der indhentes en supplerende udtalelse fra Retslægerådet.

Man foreslår også, at transkønnede i kraft af et særligt id-kort gives mulighed for at dokumentere deres identitet uafhængigt af deres aktuelle fysiske situation. Det forstår jeg sådan, at man så, alt afhængig af hvad man den pågældende dag har lyst til, enten kan hive det ulige cpr-nummer med mandenavn eller det lige cpr-nummer med kvindenavn frem. Det synes jeg er forvirrende og uhensigtsmæssigt i den verden, vi lever i.

I Dansk Folkeparti er vi tilfredse med de regler, vi har i dag. Det er en stor og svær beslutning, men det er heller ikke noget, man blot skal kunne ændre efter behov, lyst eller muligheder. Vi bliver født med et bestemt køn og får et cpr-nummer, som bliver noteret i det Det Centrale Personregister, som er et grundregister, som skal være i overensstemmelse med kirkebogen. Det skal derfor være korrekt og med de nødvendige oplysninger. Hertil hører efter vores opfattelse også oplysninger om køn, som i en række tilfælde er nødvendige for en korrekt offentlig forvaltningsudøvelse.

Har man, efter de regler, der er i Danmark, gennemgået en kønsskifteoperation, bliver man tildelt et nyt cpr-nummer svarende til det nye køn. Derfor vil man også få udstedt nye offentlige dokumenter – pas, sygesikringsbevis, kørekort osv. Der er også mulighed for at tage et navn svarende til det nye køn. Også her er Dansk Folkeparti tilfredse med reglerne, som de er nu.

Samlet set kan Dansk Folkeparti altså ikke støtte forslaget, hvilket vi heller ikke kunne sidste gang.

Tak til ordføreren. Den næste er den konservative ordfører, og det er fru Vivi Kier.

Transkønnedes rettigheder er et tema, vi har debatteret mange gange i den her sal.

Punkt 1 er, at det handler om, at man selv skal kunne bestemme sit fornavn. Der må jeg sige, at den lovgivning, som findes på det her område, og som vi besluttede i sidste samling, gør, at det allerede i dag er muligt at vælge et fornavn, hvis man kommer via Sexologisk Klinik. Derfor ser jeg ikke nogen grund til at ændre loven på det område.

Punkt 2 er et særligt identifikationskort, og også her må jeg sige, at vi har gjort det muligt, at man kan benytte et X i stedet for det almindelige F eller M.

Punkt 3 og punkt 4 skal gøre det muligt, at man selv kan bestemme, om man vil have foretaget en kønsskifteoperation. Her må jeg sige, at jeg synes, det er utrolig vigtigt, at en sådan indgribende behandling foregår efter et lægefagligt skøn. Når den enkelte person vælger at gennemgå en stor kønsskifteoperation, skal det være en gennemtænkt beslutning. Det er et meget stort og voldsomt indgreb, som vi skal være helt sikre på man ikke kommer til at fortryde.

Hvor meget sympati man end kan have for den her gruppe mennesker, som bestemt står i en svær problemstilling, så må jeg sige, at den nuværende lovgivning allerede i dag tager højde for navn. Og når det gælder en kønsskifteoperation, skal der altid være en vurdering på et højt fagligt niveau, før et sådant uigenkaldeligt skifte finder sted.

Med de ord afviser jeg forslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kamal Qureshi.

Jeg bliver bare lige nødt til at korrigere ordføreren. En ting er selvfølgelig uenighederne, men noget andet er, når der er nogle ting, der i hvert fald er direkte forkerte. Vi lægger sådan set op til, at man gør det med kønsskiftebehandlingerne, operationerne, på samme måde, som de gør i nogle af de andre nordiske lande. Det her er ikke et tagselvbord, vi lægger op til. Vi lægger ikke på nogen måder op til – og det står der heller ikke i forslaget – at de enkelte personer selv skal kunne afgøre, om de vil opereres. Vi lægger sådan set op til, at de sammen med Sexologisk Klinik får lov til at præge det behandlingsforløb, der skal være.

Så det synes jeg i hvert fald bare er vigtigt at få korrigeret. Det er ikke sådan, at man kan gå ind fra gaden og sige: Nu vil jeg altså gerne have en kønsskifteoperation. Det vil vi jo på ingen måde lægge op til. Vi lægger sådan set stadig væk op til, at kompetencen i høj grad ligger hos Sexologisk Klinik, men vi vil gerne gøre det lettere og lempeligere, end det er på nuværende tidspunkt.

Så er det ordføreren.

Jeg skal gerne tilkendegive, at det godt kan være, at jeg fik formuleret mig forkert og sagde linjerne forkert; det tager jeg til efterretning. Jeg kan godt se, at man skriver det her. Og mit svar skal være, at jeg synes, jeg kan stå inde for den måde, som vi har det på området nu; jeg synes, det er o.k. Jeg har forstået, at man i udvalgsbehandlingen gerne vil have at vi kigger på, hvordan de gør i andre lande, og som jeg plejer at sige, er jeg altid åben for at se på forskellige områder i udvalgsbehandlingen. Jeg beklager, at jeg udtrykte mig forkert.

Det kan ske for selv den bedste.

Der er ikke flere korte bemærkninger til den konservative ordfører, og så går vi til den radikale ordfører, og det er fru Lone Dybkjær.

Da Det Radikale Venstre er medforslagsstiller, støtter vi selvfølgelig forslaget. Men jeg vil gerne komme med nogle kommentarer til de enkelte punkter, også i lyset af de bemærkninger, der har været fra ordførerne og måske navnlig fra ministerens side.

Ministeren sagde, at han som minister ligesom måtte stå ved, at man ikke skulle ændre navneloven igen, da vi lige havde ændret den sidste år. Jeg synes altså, vi herinde ændrer ret mange ting, som vi lige har ændret, og jeg synes også, at regeringen på visse punkter fører an i den sammenhæng. Så hvis man skulle anlægge det kriterium, ville også regeringen få noget mindre at lave. Jeg synes ikke, argumentet er særlig godt. Netop med al den kontakt, der er med andre lande, synes jeg, at det her med, om navne er hankøn eller hunkøn, altså bliver lidt meningsløst at høre på, og derfor synes jeg bare, man skal få lov til at kalde sig det, man nu engang har lyst til at kalde sig. Hvor slemt kan det være?

Med hensyn til det andet om id-kortet mener ministeren jo, det er nok med passet. Men det er det sådan set ikke, for det, der er afgørende, hvis man står i lufthaven, er identitetskortet. Der har vi selvfølgelig lyttet til, hvad de transkønnede selv siger, nemlig at det vil lette deres muligheder betragteligt, hvis de kunne få lov til at have det der identitetskort. Og igen må man spørge: Hvor slemt kan det være? Hvad er det, der kan ske, ved at man letter tilværelsen for nogle mennesker? Det synes jeg da også kan være et formål med vores virksomhed herinde.

Så er der spørgsmålet om det juridiske kønsskifte, herunder navnlig personnummeret. Der sagde jeg på et tidligere tidspunkt, at jeg sådan set havde været modstander af det tidligere, fordi jeg mente, at det var meget vigtigt i forbindelse med f.eks. nogle af de ting, som ministeren nævnte, altså indkaldelse til forsvaret, i forbindelse med mammografi eller andre interessante ting. Og der er det jo sådan, at CPR allerede i dag håndterer oplysninger angående kønsbestemte indkaldelser uden nødvendigvis at bruge den synlige kønsmarkør. Det kan vi jo så kigge nærmere på under udvalgsarbejdet, men jeg synes dog, at også det er et vigtigt argument, hvis vi vil lette tilværelsen for nogle mennesker. Det er da klart, at det kan være meget rart for os andre, hvis vi kigger på et eller andet personnummer, at vide, om det er en han eller en hun, men hvor meget betyder det i virkeligheden i det daglige, og bør vi i virkeligheden faktisk ikke være mere beskyttet, end vi er i dag, i forbindelse med personnummeret? Det er jo en temmelig omfattende registrering, der sker med det personnummer, og altså også registrering af ens køn.

Så er der spørgsmålet om de forbedrede rettigheder for personer, der gennemgår et behandlingsforløb. Der er jo ikke nogen af os herinde, der mener, der ikke skal være tale om et grundigt forløb, det er sådan set overhovedet ikke det, vi er inde på. Det, vi er inde på, er måden, det gøres på, og med nogle af de skæbner, der er, og nogle af de beretninger, der er fra mennesker, der har været i forbindelse med Sexologisk Klinik, synes jeg nok, man kan sige, at der er rum for forbedring. Det må da også være ministerens holdning, at det må være en meget ligeværdig måde, man håndterer det på. Med ligeværdig mener jeg ligeværdig over for det menneske, der trods alt ønsker at gennemgå en kønsskifteoperation. Det er jo ikke noget, man sådan bare lige farer til. Derfor synes jeg, at der skal være et grundigt forløb, og det er der ingen af os der er uenige i, men jeg synes også, der skal være en ligeværdig samtale. Til syvende og sidst er det jo det menneske selv, der må afgøre, om vedkommende vil gennemgå den ret barske operation, når det kommer til stykket.

Med det, jeg kender til ministeren, vil jeg sige, at jeg gerne så, at ministeren frigjorde sig en anelse fra ministeriet i det her og måske gik lidt mere ind i det selv og prøvede at leve sig lidt mere ind i, hvad det her betyder, for jeg tror, at vi som samfund er meget formynderiske over for folk, der ikke er mere eller mindre som os selv, og jeg tror, at vi bør være mere åbne over for, at der findes, om jeg så må sige, mere end to køn; der findes en lang række mennesker, som ikke bare lige falder ind i vores traditionelle han/hun-normer.

Selvfølgelig er der sket en udvikling på området, for det er faktisk sådan, at man kan stå her og være kvinde, det kunne man ikke for et vist antal år tilbage. Kvinder kan også tage en uddannelse, og det kunne de heller ikke for en række år tilbage. Kvinder kan være mødre og fortsætte med deres arbejde, og det kunne de heller ikke tidligere. Så der er sket en vis udvikling i vores opfattelse af »han« og »hun«, og nu gælder det om at brede det ud, sådan at vi accepterer, at mennesker identificerer sig på anden måde end kun ved »han« og »hun«.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for Enhedslisten.

Det er jo rigtigt, at debatten om transkønnedes rettigheder har været rejst her i Folketinget i flere omgange. Enhedslisten har to gange fremsat beslutningsforslag om sagen, og det har vi gjort ud fra den grundlæggende opfattelse, at vi synes, at den meget firkantede opdeling, hvor man ligesom siger, at enten er mennesker mænd, eller også er de kvinder, har vist sig at være ude af trit med den måde, vores kultur har udviklet sig på. Der er faktisk flere og flere mennesker, der selv definerer sig som et eller andet derimellem – eller noget helt tredje. Det kan man selvfølgelig være forundret over, forvirret over, desorienteret over, når man selv med nogenlunde sikkerhed mener at vide, hvilket køn man har, men det kunne også være udtryk for mangel på fantasi, og at systemets og samfundets evne til at få os alle sammen til at tilpasse os havde sat sig igennem.

Det, som er vores grundlæggende opfattelse, er, at samfundet skal give mennesker mulighed for at udfolde sig så frit, som det overhovedet er muligt, når det sker på en måde, der ikke på nogen måde kan genere og chikanere og ødelægge livet for andre mennesker. Og det har været vores udgangspunkt for at tage debatten op.

Jeg vil sige, at da vi tog debatten op første gang, fik vi jo at vide, at al lovgivning var god nok, og at der ikke var nogen grund til at lave noget om. I anden omgang fik vi resultatet med det berømte X-pas, som man jo nu kan konstatere bruges som et argument for ikke at lave yderligere fremskridt. Det var jo helt klart et fremskridt, og jeg mener oven i købet, at det faktisk var et enigt Folketing, der endte med at skrive det ind i en beretning og få det på plads. Og det synes jeg da er rigtig godt, for det viser da, at tingene udvikler sig, ligesom diskussionen om navneloven sidste år jo også gav et lille fremskridt, og det synes jeg ikke man skal afvise.

Men alligevel synes jeg, det er svært helt at forstå nogle af de argumenter, der fremføres, for hvad er i grunden argumentet for, at et myndigt menneske ikke selv må bestemme, hvad vedkommende skal hedde, ud over henvisning til traditioner, hvad selvfølgelig kan være interessant og relevant, men vel næppe noget afgørende argument – synes jeg i hvert fald ikke – og ud over at det er en måde, hvorpå man kan identificere menneskers køn? Men det kan man jo sige netop er et argument for, at friheden er nødvendig, fordi der er mennesker, der føler, at det er stærkt generende, at de skal have et navn, som udsender et signal om en anden kønsidentitet end den, de føler de har. Så jeg synes, det er rigtig, rigtig dårligt at fastholde en så relativt firkantet lovgivning på det her område, hvor man altså af myndighederne skal have tilladelse og godkendes som et særligt menneske med en særlig kønsopfattelse, før man kan få mulighed for at vælge det navn, man gerne vil have.

Det med identifikationskortet synes jeg jo for så vidt ligger i forlængelse af X-passet. Vi forsøgte at løse nogle konkrete praktiske problemer ved at lave det her pas og har så bare kunnet konstatere, at der stadig væk eksisterer nogle konkrete problemer, og så forstår jeg ikke modviljen og uviljen imod også at få løst de problemer.

Enhedslisten har jo ad flere omgange foreslået, at man skulle løse problemet med cpr-nummeret ved at fjerne eller i hvert fald kønsneutralisere de sidste fire cifre. Og det er jo rigtigt, som det er blevet sagt af bl.a. fru Lone Dybkjær her i debatten, at det kan man jo gøre, uden at det forhindrer, at man kan lave udtræk, der gør, at man kan indkalde folk til undersøgelser osv., som er kønsspecifikke. De informationer, som omhandler folks køn, ligger sådan set gemt, og det er bare et spørgsmål om, om man synes, det er vigtigt, at det synliggøres i forhold til de fire sidste cifre. Det var der ikke nogen der syntes var noget problem, dengang man indførte cpr-nummeret – i hvert fald var det uendelig få. Nu kan vi bare konstatere, at kulturen i vores samfund har udviklet sig, og så synes jeg, at man fordomsfrit skulle gå ind i det.

Hvis det så ikke er muligt, synes vi da i hvert fald, at det forslag, som vi har været med til at fremsætte her, er et forsøg på at løse nogle af de praktiske problemer, som mennesker kan stå over for, og forhindre, at folk udsættes for unødvendige ubehageligheder, fordi de går rundt med et kort eller et sygesikringsbevis eller lignende, som udsender et helt forkert signal om, hvilket køn de gerne vil opfattes at tilhøre. Og det giver jo faktisk ubehagelige oplevelser for de mennesker, det vedrører; det hører vi om, og det mener jeg også fremgår af en række af de henvendelser, vi har fået i Folketingets Sundhedsudvalg, og som jeg er sikker på at vi nok skal sørge for at ministeren kan få anledning til at forholde sig til i det videre udvalgsarbejde.

Så er der spørgsmålet om operation på Sexologisk Klinik. Oprindelig indtog Enhedslisten jo det standpunkt, at vi sådan set også på det område syntes, at man skulle lade myndige mennesker selv bestemme. Det synes vi grundlæggende og principielt stadig, men vi anerkender også, at der selvfølgelig er tale om en stor, vigtig og væsentlig beslutning, hvor det er rimeligt nok, at samfundet går ind og beskytter den enkelte mod at foretage overilede handlinger, selv om vi i virkeligheden nok tror, at der er meget lille risiko for, at der vil være ret mange eksempler på, at folk får foretaget sådan en operation uden at tænke sig om, om jeg så må sige, ved egen kraft. Men vi er med på, at der skal være en proces, som gør, at man sikrer sig, at folk har fået stillet alle de relevante spørgsmål og har fået taget stilling til det, der skal tage stilling til.

Det, vi bare kan konstatere, når vi ser på de henvendelser, vi får fra mennesker, som er i kontakt med Sexologisk Klinik, er, at en række af henvendelserne absolut ikke er rosende. En række af henvendelserne giver udtryk for, at man mener, man bliver mødt med fordomme, at man bliver mødt med fordømmelse, og at man bliver mødt med en opfattelse af, at det nok er en sygdom, man skal kureres for, hvis man har den opfattelse, at man vil have gennemført en kønsskifteoperation. Og jeg har da også den forhåbning, at vi igennem de drøftelser, der kan blive af det her i udvalget, og drøftelser af de henvendelser, vi har fået, og de svar, vi også får fra Sexologisk Klinik og Sundhedsstyrelsen, måske kunne komme frem til, at det ikke altid er ministerens holdning, der er rigtig, at det, der kommer som det officielle svar fra Sexologisk Klinik, ikke nødvendigvis er den fulde objektive og korrekte beskrivelse af forløbet, men at der godt kan være noget om snakken, når en række mennesker føler og oplever, at de bliver rigtig dårligt behandlet. Og der kunne patientrettigheder, som i øvrigt er noget, regeringen smykker sig af, måske være den rette vej at gå.

Vi synes, vi skal have en ordentlig behandling af det her forslag, og så håber vi, at vi igen kan få nogle forbedringer på det her område. Det er stadig tiltrængt.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll for Liberal Alliance.

Der er fremsat et forslag om forbedring af transkønnedes rettigheder, som er delt op i en række hovedpunkter. Først og fremmest skal jeg sige, at Liberal Alliance støtter forslaget og støtter en forbedring af transkønnedes rettigheder.

I forhold til det første punkt, der handler om at fjerne det generelle krav om overensstemmelse mellem civilretligt køn og fornavn, synes jeg egentlig, det måtte være en smal sag at gennemføre det. Altså, for nu at sige det, som det er: De færreste af os ville jo skifte navn til et navn, som identificerede os med et andet køn end det, vi har. Jeg tror ikke, at der ville være et stort misbrug, for nu at sige det sådan. Det har jeg svært ved at forestille mig. Men hvis det betyder noget for nogle, synes jeg sådan set godt, at samfundet kunne vise det hensyn, som det er, at det er en mulighed. Der findes allerede i dag en række navne, som både mænd og kvinder kan benytte sig af. Jeg har kigget lidt på nettet og kan ikke helt finde en præcis definition, men det kan være, at ministeren kan oplyse os i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Nogle steder står der 150, og andre steder står der 350, så det er sikkert et eller andet sted midt imellem. Det er alligevel et ret pænt antal navne, som allerede er lovlige at have for begge køn.

Jeg kommer til at tænke på, dengang vi behandlede navneloven tilbage i 2005, tror jeg, hvor man lavede den store liberalisering, og hvor der også var nogle, der mente, at nu ville folk komme til at hedde alt muligt vanvittigt, fordi man liberaliserede navneloven. Det tror jeg sådan set ikke der er meget der tyder på. Der var endda også en deputation inde i Folketinget, der mente, at prostituerede ville tage navne, som var identiske med ministrenes, hvis man ændrede navneloven dengang. Det har jeg heller ikke set som et større problem, og jeg mener i virkeligheden, at de problemer, man kan nævne i forbindelse med det her, er, tror jeg, sådan set mere fra den humoristiske afdeling end fra den reelle afdeling. Jeg synes, at det vigtigste er, at vi tager hensyn til en lille minoritet, for hvem det vil betyde utrolig meget.

I forhold til det her med identifikationskortet er der vist i forslaget henvist til, jeg tror, det er nogle britiske erfaringer, som jeg sådan set synes at man sagtens kunne overføre til Danmark, og derfor synes jeg også, at det er en ganske fornuftig del. Igen handler det om at tage hensyn.

I forhold til revisionen af betingelserne for at få ændret civilretlig kønsstatus og give mulighed for dispensation under hensyn til alder og helbred osv. lægges der igen op til, at man kan lære af andre landes erfaringer. Hvis det her kan fungere i andre nordiske lande uden problemer, har jeg svært ved at forestille mig, at det skulle give store problemer i Danmark. Det synes jeg sådan set er et meget rimeligt synspunkt. Nu ved jeg godt, at det er sådan, at man generelt er bange for at indføre ting, som der er i andre skandinaviske lande, eller afskaffe ting, som er afskaffet i andre skandinaviske lande. Det er vi store tilhængere af i Liberal Alliance. Vi har dog set, at man på dagpengeområdet har ladet sig inspirere af den fornuftige politik, der er i andre nordiske lande. Det kunne man jo sådan set også gøre her. Det ville vi synes var meget rimeligt.

Det sidste punkt om det her med retningslinjer og opstilling af krav og udarbejdelsen af en tidsplan synes vi også er fornuftigt. Det er fornuftigt, at vi sikrer, at de mennesker, som skal igennem det her med kønsskifte, har en ordentlig retsstilling, og det er sådan, jeg opfatter det punkt og den del af forslaget fra forslagsstillerne.

Alt i alt vil jeg sige, at Liberal Alliance kan støtte forslagets fire enkeltdele og derfor også det overordnede forslag. Jeg må sige, at frygten for, at folk i flæng skulle skifte navn til noget, der umiddelbart ville identificere et andet køn, og frygten for, at folk uovervejet skulle skifte køn, tror jeg i virkeligheden er svær at begrunde. Jeg tror, at de fleste af os ville forestille os det som meget, meget store ting for os at skulle foretage det her. I sidste ende mener vi også, at det må være den enkelte og ikke staten, der er i stand til at afgøre, hvilket valg der er det rigtige for den enkelte.

Vi stemmer for.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kamal Qureshi fra Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil gerne starte med at takke for behandlingen af forslaget og selvfølgelig takke de partier, der står bag forslaget i fællesskab og også takke for Liberal Alliances støtte til forslaget. Selv om det lød, som om regeringspartierne vil stemme imod, er der da i hvert fald nogle åbninger, og vi kan måske kigge lidt nærmere på dem under udvalgsbehandlingen og se på nogle af de problemstillinger, der er.

Selv om mange af os her i går så finansministeren, hr. Claus Hjort Frederiksen, i en lyserød kjole – det var selvfølgelig sat på som et morsomt indslag for at gøre opmærksom på debatten om ligeløn – skal man bare vide, at det sådan set er virkelighed for en del mennesker i det her samfund at have en påklædning, som ikke nødvendigvis identitetsmæssigt viser det samme, som det, vi forbinder med det køn, vi ser personen have.

Jeg synes egentlig for mit eget vedkommende, at det at bevæge mig ind på det her felt og arbejde med det har været en udfordring. Jeg tror, at vi alle sammen er vokset op med meget fasttømrede begreber om, hvad det vil sige at være en kvinde eller mand, både når det handler om påklædning forbundet med det at have et bestemt køn, og når det, som ministeren gjorde opmærksom på, handler om at have nogle bestemte navne eller en bestemt måde at gøre tingene på. Og vi vokser op med, at det skal være meget svært at kunne skifte mellem de to køn og med alle de her i hvert fald meget fasttømrede begreber om, hvad det vil sige at være en mand eller en kvinde.

Det kan jeg sagtens genkende, fordi jeg selv synes, at det har været svært at skulle bevæge mig ind på det felt og prøve at arbejde mig ind på, hvordan og hvorledes det foregår. Men efterhånden som man bevæger sig ind på feltet, ser man jo faktisk den virkelighed. Og årsagen til, at det her forslag er fremsat fra forslagsstillernes side, er jo ikke, at vi nu syntes, at vi skulle bruge noget af vores eftermiddag på at diskutere ingenting, men at der faktisk er en minoritet i det her samfund, som har en virkelighed, som er præget af vold, som er præget af misforståelser, som er præget af diskrimination, fordi nogle tror, at mænd, der går i kjoler, er til mænd, og andre tror, at mænd, der går i kjoler, er til noget andet.

Hele den forståelse af, at den her diskussion om transkønnede altså er en anden diskussion end den om homoseksualitet og meget andet, har været en udfordring. Og det tror jeg faktisk er en proces, som samfundet og vi politikere skal gå igennem, og som man kan sige er den samme proces, som vi har været igennem i forbindelse med de homoseksuelles rettigheder for 20 år siden.

Jeg vil sige, at vi fra vores side har prøvet at fremsætte det her forslag på en sådan måde, at det har været til at gå til. Jeg kan ikke forstå, hvorfor det skal være muligt at kunne skifte navn til Bjørn, fordi der er nogle nordiske traditioner forbundet med, at begge køn kan have dette navn, mens man ikke må skifte navn til Bob, for det er der nogle andre traditioner for.

Jeg synes også, at det er underligt, at man ikke må have et identifikationskort, sådan at man, hvis man skal henvende sig på posthuset eller et andet sted, kan sige: Jamen det kan godt være, at der står Jørgen i mit pas, men jeg optræder altså her som Irene og har noget kvindeligt tøj på.

Det gælder selvfølgelig også i forhold til operationer. Jeg er glad for, at den konservative ordfører fik rettet det. Vi åbner jo på ingen måde op for, at man bare kan træde ind fra gaden og få den her behandling, som man kan i nogle lande i Sydøstasien. Vi åbner faktisk op for, at man bevæger sig ind på niveau med de andre nordiske lande, så det er noget, der bliver noget lempeligere og bliver set noget mere i en sammenhæng og i en forståelse af den person, som ønsker behandling, frem for at det foregår på den meget restriktive måde, Sexologisk Klinik hidtil har forvaltet sit monopol på området på.

Så jeg synes sådan set, at forslaget er en meget modereret udgave af de ønsker til ændringer, som den her lille minoritet lægger op til. Jeg er fuldstændig enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll om, at ideen om, at der pludselig skulle være en masse mænd, der går ind og skifter navne til kvindenavne eller det modsatte, er fuldstændig absurd. Det er jo ikke noget, som kommer til at ske, og det var heller ikke noget, det skete i forbindelse med ændringen af navneloven for nogle år siden.

Jeg synes alt i alt, at når man heroppefra siger, at alt da er godt nok, at det fungerer, og at vi ikke behøver at ændre noget, så er det et udtryk for, at man ikke forstår, at der faktisk er nogle mennesker i det her samfund, som i ekstrem grad er i klemme, og som faktisk med relativt lette midler, og uden at det koster særlig mange penge, kunne få lov til at få en tilværelse, som kunne blive mere tålelig, end den er med de ønsker, de har.

Jeg er glad for opbakningen fra de personer, der står bag forslaget, og fra Liberal Alliance, og jeg håber, at vi får nogle gode resultater frem under udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Ønsker ministeren ordet? Nej.

Da der ikke er flere, der ønsker ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.