Det næste punkt på dagsordenen er:

11) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 135:

Forslag til folketingsbeslutning om en klimalov.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 23.02.2010).

Forhandlingen er åbnet. Klima- og energiministeren.

Der stod en taske, så jeg løb lidt forhindringsløb.

Med forslaget B 135 ønsker Enhedslisten, at der skal vedtages en klimalov i Danmark med målsætninger for reduktion af CO 2 -udledning og regler om opfølgninger, som fastlægger nye initiativer, hvis de opstillede mål ikke nås.

Regeringen har allerede bl.a. gennem EU taget initiativ til at sikre en reduktion af drivhusgasudledning, ikke mindst ved at fastsætte politiske målsætninger på klima- og energiområdet. Regeringen er også på vej med nye planer og virkemidler for opnåelse af målsætningerne. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

EU har forpligtet sig til at nedbringe udledningen af drivhusgasser inden 2020 med 20 pct. i forhold til 1990-niveauet og med 30 pct., hvis andre ilande også gør en sammenlignelig indsats og store ulande ligeså bidrager med en passende indsats.

Regeringen har i regeringsgrundlaget »Danmark 2020 – Viden > vækst > velstand > velfærd« sat det langsigtede mål, at Danmark skal være et samfund, der er uafhængigt af fossile brændsler. Regeringen vil understøtte en fuldstændig grøn omstilling af det danske samfund.

Som noget nyt har vi også skærpet de årlige delmål efter 2012 gennem EU’s klima- og energipakke. Vi har dels de nationale mål for de ikkekvoteomfattede sektorer, dels de årligt skærpede kvotemængder i den kvoteomfattede sektor. Regeringen er i gang med konkrete planer og virkemidler for opnåelse af målsætningerne. Klimakommissionen indgår også i dette arbejde, og deres rapport foreligger som bekendt til september. Regeringen vil herefter følge op med en strategi for, hvornår og hvordan målet om uafhængighed af fossile brændsler kan nås.

Regeringen er af den opfattelse, at politiske målsætninger på klima- og energiområdet ikke bliver bedre indfriet af, at de bliver indskrevet i en stor, samlet lov. De politiske målsætninger indfries gennem virkemidler, hvor forskellige sektorer i samfundet bidrager til den samlede nedbringelse af drivhusgasudledningen og øger uafhængigheden af fossile brændsler.

Med andre ord skal klima indgå som et hensyn i lovgivningen på en lang række områder, herunder eksempelvis på det transportpolitiske, det energipolitiske og det landbrugspolitiske område. Med aftalen om en grøn transportpolitik fra 2009 henter vi eksempelvis mellem 0,7 og 1,5 millioner t. En selvstændig klimalov vil ikke fremme integrationen af klimahensyn i samfundet.

Samlet set er opfattelsen derfor den, at der ikke er grund til at lave en mere rigid lovgivning. Den danske model er mere fleksibel. Viser der sig et uforudset effektivt virkemiddel, kan vi gøre plads til det. Løsninger, der ikke leverer, kan vi så hurtigt gå bort fra.

Det ligger endvidere regeringen på sinde, at klimapolitik skal tage de nødvendige hensyn til danske arbejdspladser, Danmarks konkurrenceevne og fremtiden for velfærdssamfundet. På den baggrund kan regeringen ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes da, at det kunne være rart at blive helt sikker på, hvad det er, ministeren ikke kan tilslutte sig. Jeg går ud fra, at ministeren er enig i, at vi har brug for klare målsætninger for reduktion af CO 2 -udledning i Danmark. Det siger ministeren i hvert fald at regeringen vil komme med et klart udspil til til efteråret.

Men er det så sådan, at det, ministeren ikke ønsker at forpligte sig og Folketinget til, er, at man laver opfølgninger på, om man når det, man gerne vil, og at man, hvis man ikke når det, man gerne vil, så forpligter sig til at igangsætte andre handlingsplaner, altså til at effektivisere sin indsats? Er det den sidste del, ministeren ikke ønsker at forpligte sig og regeringen på, nemlig at hvis man ikke når de målsætninger, man gerne vil nå, skal man gøre noget ved det?

Ministeren.

Næh, man kan sige, at det sådan set ligger i klima- og energipakken, at man skal følge op nu. Den er blevet skærpet, man skal følge op år for år og se, hvor langt man er kommet, og så skal man selvfølgelig lukke de huller, der er. Så det er sådan set ikke det, jeg er lidt skeptisk over for.

Det, jeg var lidt skeptisk over for, var, om man får noget ud af – som jeg forstår forslaget – at lave sådan en stor, samlet lov, altså skrive det hele ind i en lov, som de har gjort i Storbritannien, frem for at have den model, som vi har i Danmark, hvor man jo altså ikke ser på klima som værende et siloemne, men netop ser på det i forbindelse med samtlige politikområder, hvor det er relevant. Det var det, der var min pointe.

Hr. Per Clausen.

Jeg siger ikke, at klima- og energiministeren har det, for det tror jeg ikke at hun har, men nu kunne man godt have det udgangspunkt, at spørgsmålet om at løse klimaudfordringen er en central udfordring, der, netop fordi løsningen af den skal gennemsyre andre politikområder, ville have godt af at have et afsæt i sin egen lov.

Men jeg vil godt spørge klima- og energiministeren, om jeg skal forstå det på den måde, at hun sådan set er enig i, at når regeringen kommer med en plan til efteråret, skal den ikke alene indeholde målsætninger, den skal også indeholde klare bud på, hvornår man evaluerer, og en klar forpligtelse til, at hvis evalueringen viser, at man ikke nærmer sig det, der er målet, skal der gribes til mere effektive metoder. For det ville da om ikke andet være en klar tilkendegivelse at få.

Ministeren.

Jeg er glad for synspunktet om, at det netop er min holdning, at klimaspørgsmålet skal påvirke samtlige politikområder. Det er jo i høj grad også vores holdning i EU, det er jo også det, der ligger i hele den her 2020-strategi, som EU kommer til at vedtage.

Med hensyn til det mere konkrete kan jeg bekræfte, at der vil vi gøre, som man selvfølgelig skal i henhold til klima- og energipakken, nemlig årligt følge op på, hvordan det går med vores målsætninger og selvfølgelig så dér ty til nye tiltag, hvis vi altså er bagud – det ligger jo sådan set i hele den konstruktion, vi er blevet enige om i EU-regi. Og det vil vi selvfølgelig fortsætte med at gøre.

Fru Anne Grete Holmsgaard for en kort bemærkning.

Det, som jeg her synes er lidt principielt vigtigt, er: Er regeringen indstillet på rent faktisk at lovgive, sådan at man herindefra trykker ja på knapperne til, at i 2020 skal vi have reduceret vores udslip så meget, i 2030 så meget, i 2040 og 2050 så meget, og dermed også stemmer ja til, at vi regelmæssigt vil lave opfølgninger og vil justere, hvis det er sådan, at vi ikke når vores mål, så vi får det mistede hentet ind?

Er regeringen villig til det? Det har jo stor betydning, for en ting er, at man nedskriver en plan på et stykke papir om, at man går efter så og så meget, noget andet er rent faktisk at lovgive om det, så hele Folketinget er forpligtet af det.

Ministeren.

Nu går jeg ud fra, at vi enige om, at vi jo er forpligtede via EU-lovgivningen, som vi jo netop så at sige har skrevet under på. Dermed er det jo ikke sådan, at vi har behov for at forpligte os på en ny måde. Det synes jeg må være udgangspunktet i den her debat. Vi har jo altså en klar forpligtelse via EU, og den kommer vi jo selvfølgelig til at overholde.

Så skal man da ikke kunne afvise spørgsmålet om, hvordan vi kommer til at skrue det her sammen på sigt, når vi også har Klimakommissionens rapport, men helt overordnet er pointen den, at vi har taget vores reduktionsmål i EU, og at det er den måde, vi vælger at skrue tingene sammen på.

Fru Anne Grete Holmsgaard.

Jeg går ud fra, at klima- og energiministeren er enig med mig i, at der er forskel på, at man har sagt ja til noget i EU, som jo ikke har været igennem de sædvanlige behandlinger i Folketinget, og den situation, hvor man rent faktisk lovgiver om det, hvor man har en første, anden og tredje behandling, og hvor man præcist diskuterer, hvor meget af de her mål der skal nås inden for landets grænser, og hvor meget man vil acceptere, at man eventuelt køber sig til. Jeg går ud fra at klima- og energiministeren er enig med mig i, at der er forskel på de to situationer.

Ministeren.

Jo, men jeg går også ud fra, at fru Anne Grete Holmsgaard enig med mig i, at når man ser på den britiske lov, er det jo ikke sådan, at den er fundamentalt forskellig fra den danske, når man ser på, hvad de rent faktisk gør. Inden for kvoteområdet kan de jo af gode grunde ikke have et separat mål, for det er jo af gode grunde ligesom et marked. Inden for det ikkekvotebelagte område har de selvfølgelig overordnede mål, ligesom vi har. Så skal de også, og det fremgår jo også tydeligt af den britiske situation, ind på de enkelte politikområder og skrue på nogle knapper. Så på den måde synes jeg, at man i hvert fald skal se på, hvad der egentlig er den store forskel mellem den britiske ordning og den danske ordning, når det kommer til stykket.

Fru Mette Gjerskov for en kort bemærkning.

Jo, men er virkeligheden ikke, at vi har brug for en koordination af klimaindsatsen i den danske regering, og vi kan for den sags skyld også gerne tage Folketinget med?

Når vi spørger klimaministeren om ting på klimaområdet, får vi den ene dag at vide, at det er fødevareministerens problem, og den næste dag er det miljøministerens problem. Hvis vi så spørger skatteministeren, er det klimaministerens problem. Altså, der er rigtig mange ministerier involveret i det her. Klimaministeriet skulle være det ministerium, som samlede det her. Klimaministeren skulle være den, der samlede det her. Men virkeligheden er jo, at i hvert fald vi som opposition bliver sendt fra Herodes til Pilatus, hver gang vi gerne vil drøfte klimaet.

Ministeren.

Helt overordnet vil det jo altid være sådan, at man, når det gælder en problemstilling som klima, som påvirker mange forskellige politikområder, naturligvis må gå til flere forskellige ministre. Det kommer man heller ikke uden om i en britisk kontekst, uanset om man har en klimalov eller ej.

Jeg tror altså, at man skal se det på den måde, at udfordringen også med at få omstillet Danmark til at blive uafhængig af fossile brændsler er så betydelig, at det altså er vigtigt, at den bliver integreret i de enkelte politikområder såsom transport, såsom boligområdet, som vi allerede har været inde på. Så på den måde kommer der altså ikke til at være nogen klimazar, uanset om man får en klimalov eller ej; det vil være et emne, der vil være mange forskellige steder.

Fru Mette Gjerskov.

Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der er uenige i, at det her skal integreres i de enkelte politikområder, fordi det selvfølgelig er fødevareministeren, der skal tage hånd om, at landbruget også yder sit bidrag.

Men det, vi jo ser i Danmark, er, at vi mangler en samlet overordnet plan, som sikrer, at alle de her områder går fælles, og at vi når resultatet. Vi har jo ikke set den samlede plan fra regeringen; det er blevet lovet os – jeg tror snart, at det løfte har 2-års-jubilæum – at der lige om lidt kommer en samlet klimaplan for Danmark, og ingenting har vi set endnu.

Så jeg synes da, at det netop kunne være i forbindelse med diskussionen om en klimalov, at regeringen overvejede at tage skeen i den anden hånd og så komme med den samlede plan.

Ministeren.

Her kan jeg jo kun sige: tålmodighed, tålmodighed, tålmodighed. For det er jo sådan, at når Klimakommissionen kommer med rapporten, så vil regeringen præsentere en samlet plan. Og igen vil jeg sige, at det da ville være lidt underligt, hvis man her nu skulle komme med en plan, altså på et tidspunkt, hvor vi har nedsat en kommission af kloge hoveder, der skal vurdere, hvordan vi så får indfriet de forskellige mål.

Så det er jo altså rundt om hjørnet; så lang tid tager det altså ikke, før vi får det samlede udspil vedrørende Danmarks klimapolitik.

Tak til ministeren. Hr. Lars Christian Lilleholt som ordfører for Venstre.

Enhedslisten foreslår med det her, at vi skal have en samlet dansk klimalov. Det vil vi fra Venstres side umiddelbart i dag afvise, fordi vi har taget en lang række initiativer. Ikke mindst igennem EU er der taget mange initiativer med hensyn til at reducere udledningerne af CO 2 . Vi har tre gange 20-målsætningerne om 20 pct. vedvarende energi i 2020, 20 pct. energieffektivitet i 2020 og 20 pct. reduktion af udledningerne af CO 2 i 2020 i forhold til 1990.

Der er taget mange initiativer, og der vil også fremadrettet blive taget initiativer. Nationalt har vi etableret Klimakommissionen, som til efteråret kommer med et udspil om, hvornår Danmark kan være fri af de fossile brændsler, og løbende vil vi tage initiativer, som sikrer, at Danmark lever op til at reducere udledningerne af CO 2 med 20 pct. i 2020.

Venstre kan ikke støtte forslaget.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, at det lyder meget overbevisende, når hr. Lars Christian Lilleholt taler om alle de mange initiativer, der er taget. Men er realiteten ikke, når vi snakker om 20-procents-målsætningen i forhold til reduktion af CO 2 -udslippet i 2020, at så er det sådan, at den måde, man indtil nu arbejder med at nå det på, er, at man arbejder med at nå noget på landbrugsområdet, og en fremskrivning af det, der ligger indtil nu, giver vel 10-11 pct. på en god dag. Man regner med at nå noget på transportområdet, en fremskrivning lyder vel på nogenlunde det samme som på landbrugsområdet, og så noget på husholdningsområdet.

Mener hr. Lars Christian Lilleholt ikke, at vi var kommet betydelig længere, hvis vi havde en klar vedtagelse i Folketinget om, at vi faktisk kunne nå det mål, og at det ikke var sådan, at vi nåede det, vi kunne, og så købte vi os til resten, når vi havde fundet ud af, at vi ikke kunne nå det hele, men at vi var forpligtet til at følge op på de målsætninger, vi har lagt os fast på.

Ordføreren.

Nej, det er jeg ikke enig i. Jeg er helt overbevist om, at Danmark når målet om 20 pct. reduktion i det ikkekvoteomfattede område, dvs. boliger, biler og bønder, og vi vil løbende følge op på, hvor langt vi år for år er nået i forhold til at nå den samlede målsætning om 20 pct. reduktion i 2020.

Hr. Per Clausen.

Men pointen er vel, at det, som hr. Lars Christian Lilleholt siger, er, at når vi nu ikke når det på landbrugsområdet eller på transportområdet eller på husholdningsområdet, køber vi os til det, for vi har ikke forpligtet os til at nå resultatet på nogen som helst bestemt måde. Det er vel den forpligtelse, som hr. Lars Christian Lilleholt ikke ønsker at udsætte sig selv og regeringen for, og derfor ønsker man ikke at få besluttet i Folketinget, hvordan det skal være.

Ordføreren.

Det er heller ikke rigtigt. Det afgørende for os er, at vi når målet om 20 pct. reduktion på det ikkekvoteomfattede område, og det når vi inden 2020.

Tak til ordføreren. Fru Mette Gjerskov som socialdemokratisk ordfører.

Når man har prøvet at stå på indlandsisen oppe på Grønland og har hørt den der dryppen af smeltende is, kan man ikke være i tvivl om, at når vi taler om klimaet, er der enorme kræfter på spil.

Så kan man spørge sig selv: Skulle det så være en god grund til, at man laver en klimalov? Det mener vi faktisk at det er. Det er sådan, at verden har fejlet på klimaområdet. Fiaskoen i december i Bella Center var et tydeligt bevis på, at verden ikke har taget klimaet tilstrækkelig alvorligt, og faktisk også et tydeligt bevis på, hvor alvorlig en sag vi står med.

Hvad har det så med os herhjemme at gøre? Hvorfor er det væsentligt at se klimaet i et samlet hele? Det er det, fordi hver gang vi taler om klimaet, bliver vi henvist til andre. Det er altid nogle andres ansvar. Der er altid en eller anden detalje, som hører til et andet sted. Når vi skal tale om klimaet i Miljøudvalget, er vi nødt til ikke bare at indkalde klimaministeren, som er her i dag, men så er det skatteministeren den ene dag og miljøministeren den anden dag, fødevareministeren den tredje dag, transportministeren den fjerde dag, erhvervsministeren den femte dag, og sådan kan vi blive ved. Der er brug for et samlet overblik.

Vi gik faktisk til valg ved forrige valg på en samlet lov om vedvarende energi. Det var jo den samme tanke, der rent faktisk gjorde sig gældende. Vi fik også gennemført vores valgløfte om en lov om vedvarende energi. Tankegangen er, at vi har brug for et samlet overblik, vi har brug for et samlet sæt af løfter om, at det her vil vi gøre i Danmark, sådan her vil vi reducere vores CO 2 -udledning, og vi har brug for, at de virkemidler, som ministeren taler om, bliver samlet ét sted.

Vi vil så selvfølgelig gerne i udvalgsarbejdet drøfte nærmere med Enhedslisten og de øvrige udvalgsmedlemmer, hvordan den her klimalov kan hænge sammen med vores lov om vedvarende energi, som vi jo har fået gennemført.

Men jeg synes, at det er meget vigtigt at holde fast i, at vi sort på hvidt skal have skrevet ned i en lov, en samlet lov, hvordan Danmark egentlig har tænkt sig at leve op ikke kun til vores EU-forpligtelser, men også vores egne ønsker om at passe på klimaet.

Ministeren siger tålmodighed, tålmodighed. Ja, det er nemt at sige, når man kun har været minister i få måneder og ikke har været med og stået herinde og er blevet langhåret af debatter time efter time, dag efter dag, måned efter måned i årevis om en klimaindsats, som er fejlet fra regeringens side. Man har ikke stået her og diskuteret alle de havvindmølleparker, som er blevet nedlagt, en vindmølleindustri, som er blevet lagt øde, grønne initiativer, som er blevet slagtet, og det er den situation, vi står herinde i Folketingssalen med. Derfor er tålmodighed det sidste, vi har tilbage. Vi vil gerne have en håndfast klimaindsats i Danmark, vi bliver nødt til at påtage os vores ansvar, vi er et af verdens rigeste lande, og vi har altså en klode, som ikke kan holde til at vente på, at regeringen får taget sig sammen til at lave nogle samlede initiativer.

Med det forbehold at vi skal have kigget på VE-lovens og klimalovens sammenhæng der, bakker vi helhjertet op om, at der skal laves en samlet klimaindsats i Danmark, og at vi skal have skrevet det ned sort på hvidt i en klimalov.

Hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Jeg går også ind for, at man skal have et samlet overblik. Det er altid godt at vide, hvad man snakker om, når man snakker om problematikker, og jeg vil spørge fru Mette Gjerskov, hvordan Danmarks påvirkning af klimaet i verden egentlig er.

Ordføreren.

Hvordan Danmarks påvirkning af klimaet i verden er? Den er meget negativ. Vi er et af de meget rige lande i verden, og vi er et af de lande, som pr. indbygger udleder rigtig meget CO 2 , så derfor er vi et af de lande, som virkelig skal lægge sig i selen for at blive meget, meget bedre i forhold til klimaet. Vi skal have reduceret vores CO 2 -udledning, vi skal have lavet mere vedvarende energi, og vi skal i det hele taget blive meget mere klimavenlige i Danmark.

Hr. Per Dalgaard.

Vi har været et af verdens rigeste lande. Nu er det gået lidt nedad bl.a. på grund af en masse forskellige krav fra folk, som hele tiden vil pålægge det danske samfund uhyre milliardudgifter. Men det er jo ikke noget svar at sige, at vi skal gøre dit og dat. Hvad taler vi egentlig om, hvad er mængderne? Hvad taler vi om her med hensyn til påvirkning af klimaet i verden i en negativ retning fra dansk side?

Ordføreren.

Danmark er i en økonomisk vanskelig situation lige nu, men det er jo alene – alene – at betragte som et udsving i forhold til resten af verden.

Hvis ordføreren havde stået nede i Mali sammen med mig og set konsekvenserne af klimaforandringerne, når regnen udebliver i et lille landbrugssamfund, hvor man ganske enkelt ikke får mad på bordet, fordi der er klimaforandringer – så ville han forstå, at der er temmelig stor forskel mellem rigdommen i Danmark og i Mali og mellem rigdommen i Danmark og i en lang række lande i verden. Det er faktisk det, der er det væsentlige, og det er derfor, Danmark har en forpligtelse. Og hvad er det for en forpligtelse, vi har? Jo, det er, at vi skal være fuldstændig fri for fossile brændsler i 2050. Det er målsætningen.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Dalgaard som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Der er lige et par ting, jeg vil slå fast, inden jeg begynder på min ordførertale. For det første finder Dansk Folkeparti, at vi skal passe på vores jord. Den skal være fin, ren og fri for alle mulige giftstoffer af den ene og den anden art, og for det andet finder Dansk Folkeparti, at vi så hurtigt som muligt og så hurtigt, som det er forsvarligt, skal frigøre os fra fossile brændstoffer. Dansk Folkeparti finder, at vedvarende energi er et godt supplement til en stabil økonomisk energiforsyning.

Forslaget her, B 135, er venstrefløjens ideologiske tiltag, som er helt ude af proportioner med virkelighedens verden. For det første siges det, at vi har en af verdens største udledninger af CO 2 pr. indbygger, og det er sikkert rigtigt nok. Men hvad betyder procenttal i denne forbindelse? Ingenting overhovedet.

Hvis vi nu tænkte os, at der blev født en rigtig masse børn næste år, ville vi udlede meget mindre pr. indbygger, og ville det så påvirke klimaet positivt? Vel ville det da ej. Klimaet ville alligevel opleve den samme mængde CO 2 og måske endda lidt mere. Jeg er sikker på, at klimaet er fuldstændig ligeglad med, hvad vores andel pr. indbygger er. Det er logisk, at det er den nominelle mængde, der tæller, og ikke en procentvis udregning.

Enhedslisten refererer også til videnskaben som et af argumenterne for sit forslag om en klimalov, selv om alle ved, at videnskaben jo faktisk er ret uenig om, hvorvidt det er CO 2 , der er den store skurk i hele det her spil. Enhedslisten taler om Danmarks retfærdige andel af mængden af drivhusgasser, og det er et specielt begreb. Vil det sige, at det skal opfattes således, at hvis vi ikke påtager os yderligere byrder, er vi uretfærdige?

Enhedslisten finder, at reduktionen af drivhusgasser ude i verden ikke bør tælle med i vores regnskab. Hvorfor ikke det? En reduktion i det gamle Østeuropa er da lige så god som en reduktion herhjemme. Så vidt jeg ved, kender klimaet og CO 2 -udledningen jo ingen grænser. Det bliver jo ikke bare bedre i Danmark, hvis vi reducerer her, eller hvis de reducerer i Østeuropa, så er det til fælles glæde for det samlede klima.

Én ting vil helt sikkert følge af Enhedslistens beslutningsforslag. Det vil påføre dansk erhvervsliv yderligere byrder. Enhedslistens forslag vil koste arbejdspladser. Det kan ikke siges tydeligt nok, at det vil koste danske arbejdspladser i tusindtal.

Hvis vi ser lidt på proportionerne, som jeg forsøgte at få fru Mette Gjerskov til at forholde sig til, er det sådan, at verdens CO 2 -udledning er på 30.000 millioner tons, mens Danmarks er på 50 millioner tons. Hvis vi laver lidt procentregning, udleder Danmark mindre end 0,2 pct. af den samlede udledning, og det er sådan set det, der er min pointe.

Hvis vi forestiller os, at vi lukker alle fabrikker, slukker alt lys og reducerer al bilkørsel til nul, vil det overhovedet ikke kunne måles nogen steder ude i verden – overhovedet ikke! Men alligevel skal vi påføre os enorme byrder og udgifter, som har ét resultat: Vi taber arbejdspladser i tusindtal, for så flytter virksomhederne til andre lande, hvor der ingen restriktioner er, hvor de kan få lov til at forurene endnu mere, og hvor arbejdsklimaet i øvrigt er dårligt.

Vi kan overhovedet ikke se pointen i det foreliggende forslag, og Dansk Folkeparti kan ikke støtte det.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg tror, at det ville overraske det konservative parti i England, som jo stillede forslaget om en klimalov derovre, at konsekvensen af en sådan lov er industriens uddøen, samfundets fallit osv. Jeg vil godt spørge, om hr. Per Dalgaard ikke kunne præcisere yderligere, hvordan han konkret mener at en vedtagelse af den her klimalov ville føre til øget arbejdsløshed og til virksomheders fallit i Danmark.

Endnu mere spændende synes jeg det ville være, hvis hr. Per Dalgaard kunne udvikle det synspunkt, han også havde, som handlede om, at hvis der kom flere danskere, ville CO 2 -udslippet pr. dansker blive reduceret. Har hr. Per Dalgaard ikke gjort den opdagelse, at der er en sammenhæng mellem, hvor mange mennesker der er, hvor stort et forbrug der er, og hvor meget CO 2 -udslip der er? Og forventer hr. Per Dalgaard, at hvis vi fordobler den danske befolkning, vil vi halvere vores levestandard fra den ene dag til den anden?

Ordføreren.

For at tage det sidste først er det jo ren og skær matematik. Den mængde CO 2 , vi udleder i dag, vil vi også udlede om et år, sådan cirka. Vores CO 2 -udledning er jo reduceret, på trods af at vi er blevet lidt flere, og bliver vi endnu flere, vil procentsatsen selvfølgelig blive mindre; det er klart.

Når vi taler om England, er det jo en kendt sag, at englænderne aldrig har bekymret sig ret meget om f.eks. isolering af huse – de er ganske forfærdelig gammeldags, ikke isolerede – så de har virkelig et forbrug på opvarmning af deres boliger, man kan tage fat på og reducere kraftigt, uden at det overhovedet giver nogen større problemer for det engelske erhvervsliv. Det er i modsætning til i Danmark, hvor det danske erhvervsliv, når vi hele tiden påfører det yderligere udgifter, simpelt hen flytter til udlandet; derfor betyder det tab af arbejdspladser.

Hr. Per Clausen.

Nu tager beslutningsforslaget jo faktisk udgangspunkt i det præcise standpunkt, at det er den samlede CO 2 -udledning frem til 2050, der er afgørende, og at det altså er den, der skal reduceres. Derfor synes jeg ikke, at hr. Per Dalgaard forholder sig til det, der er forslagets indhold.

Man kan vel ikke bare stille sig op på en talerstol og sige, at hvis man gennemfører en lov, som skal føre til, at vi reducerer CO 2 -udslippet, vil det føre til massearbejdsløshed, og så forvente, at det skal blive taget alvorligt uden nogen som helst form for argumentation.

Jeg ved da, at hr. Per Dalgaard ved højtidelige lejligheder taler om nødvendigheden af at gøre sig uafhængig af de fossile brændstoffer, gøre sig uafhængig af både russere og andre i andre dele af verden, og jeg mener at vide, at hr. Per Dalgaard mener, at det ville forbedre Danmarks økonomiske og politiske uafhængighed; og det ville jo reducere CO 2 -udslippet. Så hvordan kan en reduktion af CO 2 -udslippet, når forslaget fremsættes af Enhedslisten, i hr. Per Dalgaards logik føre til massearbejdsløshed?

Ordføreren.

Hver gang vi påfører erhvervslivet yderligere udgifter, kigger de sig jo om og tænker for sig selv: Er det noget, vi fortsat kan leve med? For de bliver jo hele tiden udsat for yderligere udgifter.

Jeg har besøgt nogle af de industrier, som har et stort energiforbrug, f.eks. en virksomhed, som er den eneste af sin art i Danmark, og de siger, at hvis de bliver påført de store udgifter på deres forbrug af energi, bliver de simpelt hen nødt til at lukke, eller de kan rettere sagt ikke mere producere konkurrencedygtigt i Danmark, og så flytter de til udlandet, hvor der ingen problemer er, fordi de dér ikke er så restriktive, som vi er.

Det er ærgerligt, at det forholder sig sådan, kan man sige. Hvis vi havde en fælles holdning i hele Europa til de ting, var det fint, men det har vi jo desværre ikke.

Tak til ordføreren. Fru Anne Grete Holmsgaard som SF's ordfører.

I SF støtter vi, at der laves en klimalov. Hvorfor gør vi så det? Det gør vi, fordi vi mener, at det er vigtigt, at vi som samfund forpligter os til at nedbringe vores udslip af drivhusgasser, og at vi gør det på en måde, hvor vi også beslutter det gennem en lovgivning, altså at vi flytter målsætninger fra at være noget, der står på et stykke papir, til at være noget, vi rent faktisk har stemt om i det her Folketing og haft en diskussion om.

Hvorfor er det så vigtigt på det her område? Ja, den mest åbenlyse årsag til det er jo, at den globale opvarmning ikke forsvinder, selv om man kigger den anden vej. Den er der, og den fortsætter, medmindre vi gør noget ved den.

Den kan vi så vælge at gøre så lidt som muligt ved, eller vi kan vælge at gøre noget effektivt ved den. Nogle siger: Jamen herregud, Danmarks udslip er jo ikke ret stort, så hvad betyder det? Det, der er vigtigt, ved at vi gør noget, er, at vi viser, at det her faktisk kan lade sig gøre, hvad det jo kan. Vi viser, at et samfund, som har en ret stor velstand, kan håndtere det her problem og kan gøre det ordentligt.

Den anden årsag til, at det er vigtigt at gøre noget ved det, er, at hvis vi fastholder os selv i så stor en afhængighed af fossile brændsler, som vi gør i øjeblikket, får vi en meget stor regning. Det bliver dyrt. Lige i øjeblikket er olie og gas ikke så dyrt, fordi der er økonomisk krise. Men når man kigger på tallene bagved, kan man se, at forbruget af olie er større end det, vi rent faktisk producerer på globalt plan. Det betyder én ting, nemlig at prisen kommer til at gå op. Så jo hurtigere vi rykker på det her område, jo større sikkerhed har vi også for, at danskerne ikke bliver udsat for voldsomme prishop, som vil påvirke deres økonomi ganske alvorligt.

Den tredje årsag er, at vi jo faktisk har så stor viden på de her områder med energibesparelser og vedvarende energi, og at vi har en bred række af virksomheder, som er smadder kompetente inden for området. Vi skal selvfølgelig give dem et grundlag for, at de kan blive større ved at sikre et godt hjemmemarked, som de kan vokse i, og at de også kan blive stærke på verdensmarkedet. Så hvad handler det her om? Det handler om at nedbringe udslippet, det handler om økonomi, og det handler om at skabe job. Det er rent faktisk fornuftigt at få ind i en lov.

Jeg var lidt ked af, at klima- og energiministeren var ret afvisende over for det her og sagde, at vi ikke vil have en rigid lov. Det behøver jo ikke at være en rigid lov. Man kan jo tænke en lov på mange forskellige måder. Man kan lave den ret detaljeret, men man kan også lave den som en rammelov, hvor man siger, at det er det her, vi vil nå inden så og så mange år. Vi forpligter os på at evaluere os selv og justere, hvis vi ikke når vores mål, og gør klimaministeren til den – kan man sige – der er vagthund over for de andre ministre, som selvfølgelig alle sammen, eller i hvert fald mange af dem, vil have stor indflydelse på, hvad der sker på klimaområdet. Lad mig bare nævne transportministeren, fødevareministeren og miljøministeren, men ikke kun dem. Det er jo sådan set lidt den rolle, som finansministeren har på det økonomiske område over for de andre ministre i øjeblikket, altså at der er en, der siger: Det her går, det her går ikke. Så det handler i bund og grund om at forpligte sig på det her område.

Jeg spurgte klima- og energiministeren for ikke så lang tid siden i et samråd: Når Danmark nu i EU har sagt ja til, at vi inden 2050 skal have vores udslip ned med et sted mellem 80 og 95 pct., betyder det så, at Danmark vil tage sin fair share, sin andel af det her? Det ville ministeren noget overraskende ikke sige ja til. Det understreger jo behovet for, at vi rent faktisk får besluttet det her, at vi vil tage vores andel af det. Det vil vi selvfølgelig også, fordi vi har et særlig stort udslip pr. indbygger, også målt i forhold til resten af EU-området.

Jeg blev selvfølgelig lidt bekymret, når ministeren ikke engang ville sige ja til noget så enkelt. Vi har så diskuteret – eller nogle af ordførerne har diskuteret – i dag, at der jo kommer et udspil fra regeringen om, og det har klima- og energiministeren også sagt, hvordan vi vil klare vores målsætninger inden for det, der hedder det ikkekvoteomfattede område, dvs. udslippet fra vores transportsektor, udslippet fra landbruget og udslippet fra individuel boligopvarmning, sådan nogenlunde. Det kommer så, som ministeren har sagt, inden der kommer VM i fodbold. Det er vistnok den 5. juni eller sådan noget at det starter. Det ved ministeren sikkert bedre end jeg.

Problemet er bare, at det i den målsætning rent faktisk er sådan, at Danmark kan købe sig til tre fjerdedele af sine forpligtelser. Det vil sige, at hvis man kører den der lavtflyvende kurs, kan man sådan set komme igennem det her uden at gøre ret meget. Det er lidt det samme, vi har gjort med Kyotoforpligtelserne, hvor vi indtil videre har brugt 1,2 mia. kr., tror jeg det er, til at købe os fri frem for at investere de penge i Danmark i noget, der rent faktisk skaber job i Danmark.

Hr. Per Dalgaard for en kort bemærkning.

Gør det slet ikke noget indtryk på SF's ordfører, at den udledning, Danmark præsterer, er så minimal? Det er ikke, fordi vi ikke skal forsøge at gøre et eller andet ved det, men der skal altså være mening med galskaben, og der skal være fornuft i tiltagene. Med den hast, venstrefløjen siger at vi skal gå fra det forbrug af fossile brændstoffer, vi har nu, og over til vedvarende energi og lynhurtigt reducere alting, jamen altså, det er jo kropumuligt, det er jo kropumuligt. Gør det ikke indtryk, at det er minimale mængder, Danmark leder ud?

Ordføreren.

Det, der er interessant ved det her, er jo, at det netop ikke er kropumuligt, at det netop er muligt, og at der faktisk er god økonomi i det. Jeg synes, det er ærgerligt, at hr. Per Dalgaard spreder den myte, at det både er kropumuligt, og at det er hamrende dyrt, for det passer rent faktisk ikke, men det er jo selvfølgelig med til at få en masse mennesker til at tro, at det her sikkert går ud over dansk økonomi.

Nej, det, der vil gå ud over dansk økonomi, er, hvis vi fastholder os selv i en afhængighed af fossile brændsler, som vil blive dyrere og dyrere, og hvis vi ikke udnytter de enestående muligheder, vi har for at blive førende på en række områder meget bredt. Det handler jo ikke kun om vindkraft, det handler om biogas, det handler om energibesparelser, det handler om alt det, der hedder vandteknologier. Vi har mulighederne, men de muligheder udnytter vi jo ikke ordentligt, hvis vi ikke giver et ordentligt løft til vores egne industrier ved at sige: Vi skaber et hjemmemarked for det her, så I rent faktisk også kan vokse på eksportmarkederne.

Det her handler i høj grad om økonomi, og det handler om at skabe de job, som vi selv og også vores børn og børnebørn skal leve af i fremtiden.

Hr. Per Dalgaard.

Det er netop det: Det handler om fremtiden, og det handler om økonomi. Og jeg er overhovedet ikke modstander af, at vi forsøger at gøre en masse, og at vi forsker yderligere i andre alternative energiformer end f.eks. vind. Det har Dansk Folkeparti jo foreslået flere gange.

Det, der bekymrer mig, er den hastighed, hvormed venstrefløjen vil have det her gennemført. Det er en hastighed, der gør, at de virksomheder, der skal omstille sig, ikke gør det, men flytter. Det er det, der virkelig bekymrer mig.

Ordføreren.

Det er jo sådan set lidt interessant, for der er rigtig mange virksomheder, der har sagt: Kan vi nu ikke få nogle klare målsætninger på det her område, sådan at vi rent faktisk kan investere?

En af de ting, der skete oven på klimatopmødet, der jo landede med noget af en maveplasker, var, at man begyndte at trække investeringerne tilbage, fordi man ikke længere havde tiltro til, at politikerne rent faktisk ville fastsætte nogle mål på det her område. Og det at lave en klimalov er jo netop at fastsætte nogle mål, give nogle langt mere sikre rammer for de virksomheder, der vil investere inden for det her område, og trække flere virksomheder til.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Steen Konradsen som konservativ ordfører.

Det Konservative Folkeparti mener ikke, der er behov for en speciel lovgivning af den art, der er foreslået. Det er ud fra den betragtning, at der allerede er klare mål, som Danmark har forpligtet sig til, og som vi løbende kaster nogle kritiske blikke på. Derudover har Danmark jo også tilsluttet sig alle de internationale aftaler, der er lavet, senest EU-målsætningen, som forhåbentlig fører frem til 30 pct.s reduktion i 2020.

Danmark har generelt også arbejdet aktivt på at fremme kravene om CO 2 -reduktioner internationalt, og der er vel overhovedet ikke noget område, der egner sig mindre til national lovgivning end netop klimaområdet. Problemerne må og skal løses gennem internationale forpligtende aftaler.

At gennemføre en speciel dansk klimalov virker lidt mere symbolsk end som noget, der har en praktisk betydning. Mange eksperter peger faktisk på, at national lovgivning ikke er den mest omkostningseffektive måde at reducere CO 2 -udslippet på. Det må og skal gøres internationalt.

Reduktion af CO 2 -emissionen er jo en glidende proces, som hele tiden skal tilpasses. Den skal tilpasses med nye muligheder og ny viden, og ambitionerne skal naturligvis løbende justeres. Der er ingen tvivl om, at den mængde, vi udleder i dag, også skal reduceres væsentligt i fremtiden, hvis vi skal nå målet om en temperaturstigning på maks. 2 grader.

I aftalen om »Grøn Vækst«, som regeringen indgik med Dansk Folkeparti, er der allerede sat nogle målsætninger om reduktion. Det er et eksempel, og med »Grøn Vækst« har regeringen også en ambition om at prøve at sætte årstal på, hvornår vi bliver uafhængige af fossilt brændsel. Hvornår det så bliver, bliver spændende at se.

Det er vores opfattelse, at der er mange gode tiltag på vej, og at det er svært at se, hvad en speciel klimalov lige nu kan gavne. Der er ingen tvivl om, at vi i Det Konservative Folkeparti vil arbejde på at reducere det danske bidrag til CO 2 -udledningen, men en speciel klimalov som den foreslåede kan vi ikke tilslutte os.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes sådan set bare, det blev en smule kuriøst, da hr. Steen Konradsen nævnte »Grøn Vækst« som et eksempel på, at vi kan være helt trygge ved, at vi ikke har brug for en lovgivning, der lægger faste rammer for, hvad vi skal nå. Ved hr. Steen Konradsen noget, jeg ikke ved? Ved han, hvornår miljøelementerne i »Grøn Vækst« bliver gennemført? Ved han, hvornår man skal leve op til vandmiljøplanerne? Vi kan i hvert fald ikke få noget klart svar fra hr. Steen Konradsens venner i Venstre, så jeg synes sådan set, hr. Steen Konradsen nævnte et rigtig godt eksempel på, at det ville være rigtig godt, hvis vi vedtog en klimalov, som lagde os fast på nogle målsætninger, på nogle delmål og på en pligt til at følge op.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det skorter på dansk forpligtelse, for vi har jo forpligtet os på en række områder. Nu er det jo ikke miljø- og vanddirektiver, vi diskuterer lige nu, men når jeg refererede til »Grøn Vækst«, var det, fordi der i »Grøn Vækst« netop er en bemærkning om, at vi har en ambition om så hurtigt som overhovedet muligt at give et bud på, hvornår vi bliver uafhængige af fossilt brændsel. Det er den ene ting, og en anden ting er, at der jo i »Grøn Vækst« netop også er nævnt en reduktion på omkring 800.000 t af CO 2 -emissionen.

Hr. Per Clausen.

Men det er vel realiteten, at når man ser på de forpligtelser, vi har indgået, har de en lidt uforpligtende karakter.

Lad os bare tage det med at reducere CO 2 -udslippet med 20 pct. i den ikke kvotebelagte sektor. Det foregår vel på den måde, at man tager, hvad man kan få på transportområdet, uden at det gør ondt på nogen; man tager nogle få på landbrugsområdet, uden at der er så mange, der opdager det, og så tager man et eller andet i husholdningerne. Når man så har taget det, siger man, at man køber resten.

Mener hr. Steen Konradsen ikke, det ville være mere forpligtende, hvis vi sagde: Jamen vi skal faktisk nå nogle ganske bestemte mål inden for de enkelte sektorer, dem forpligter vi os til at nå, og hvis vi så ikke kan nå dem med de redskaber, vi har valgt i første omgang, finder vi nogle redskaber, der er mere effektive, hvis hensigten er at opnå det bedst mulige resultat i forhold til klimaet?

Ordføreren.

Jeg vil godt gentage, at jeg synes, Danmark allerede har forpligtelser, og det skal vi også have i fremtiden. Men generelt er det jo et emne, som kræver internationalt samarbejde, og CO 2 -reduktion opnår man altså bedst ved at gøre det internationalt og sætte ind der, hvor man opnår den bedst mulige effekt af den samme indsats.

Tak til ordføreren. Fru Erika Lorentsen som De Radikales ordfører.

Da den radikale ordfører ikke kan være til stede, skal jeg give den radikale holdning til kende.

Kampen mod klimaforandringer er en af de absolut største udfordringer, menneskerne på jordkloden står over for. Det handler om naturen, det handler om sikkerhed, det handler om job og økonomi. I sidste ende handler det om menneskehedens mulighed for at leve på jorden.

Trods tilbageslag og modstand, vrangvillighed og politisk tøven er der en klar dagsorden. Vi har et ansvar, som vi ikke kan skyde fra os. Fra radikal side er vi glade for energiforliget. Vi er glade for loven om vedvarende energi, transportforliget m.v. Det var så langt, vi kunne trække regeringspartierne.

Vi glæder os til at komme videre. Der er store muligheder, der venter. Det er muligheder for at forny vores samfund, for at gøre bæredygtighed til virkelighed, for at skabe grønne job og bidrage til ny respekt for ressourcer og natur.

Dagsordenen er sådan set ikke ny. Det afspejles klart i den jungle af love og reguleringer, der er viklet ind i hinanden, når det kommer til klima, natur og miljø. Nogle gange spiller det smukt sammen og andre gange givetvis ikke. Organisationen NOAH har lavet et glimrende stykke arbejde for at belyse den enorme kompleksitet, der i dag ligger i den reguleringsjungle.

Det er vores vurdering, at der er store muligheder for forenklinger og for at få et overblik ved at endevende regelkomplekset i forbindelse med arbejdet med en klimalov. En klimalov skal dels som foreslået indeholde mål og delmål for reduktionen af CO 2 , dels samle de forskellige regler, der findes om energieffektivitet, sparemål, opfølgning osv.

Der er forbilleder at lade sig inspirere af i f.eks. England, og der er allerede lavet forskellige udkast. Det er vores vurdering, at det vil være godt, at regeringen nedsætter et udvalg med repræsentanter fra involverede ministerier og fra forskellige organisationer og det civile samfund til at forberede en sådan lovgivning.

Vi regner med en konstruktiv udvalgsbehandling og regner med fra radikal side at kunne støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Villum Christensen som ordfører for Liberal Alliance.

Vi kan tilslutte os Enhedslistens bekymring over, at vi her i landet udmærker os ved at være et af de lande, der udleder allermest CO 2 pr. indbygger, når vi sammenligner os med andre lande. Enhedslisten kunne have fortsat med at konstatere, at vi også er et af de lande, der betaler mest for el. Ud fra de her to særdeles vigtige parametre, CO 2 -udledning og pris – der er vel næsten ikke nogen, der er vigtigere – får vi en meget lidet flatterende topplacering, når det handler om en kold og nøgtern status på vores lands energipolitik.

Disse ubehagelige kendsgerninger står i skærende kontrast til den voldsomme lovprisning af det danske vindeventyr, som udgør krumtappen i bestræbelserne på at få vedvarende energi til at erstatte de fossile brændstoffer. Når jeg trækker det frem, er det, fordi jeg stort set ikke har oplevet nogen energidebat her i Folketinget i de senere år, der ikke har handlet om, hvem der har været mest ivrig eller mindst fodslæbende, når det handler om at opstille vindmøller. Vi har også hørt det i dag.

Nu er det imidlertid sådan, at netop Enhedslisten og vennerne i Greenpeace for præcis 25 år siden havde et fantastisk held med at skræmme befolkningen fra vid og sans, således at vi reelt gav et rungende ja til fossile brændstoffer, da vi sagde nej til kernekraft midt i 1980'erne.

Efter vores opfattelse er svaret på ønsket om mindre CO 2 og billigere strøm, at man ændrer retning i energipolitikken og følger alle vore kollegaer i nabolandene, som i disse år skruer op for den rene og driftsikre energi fra kernekraftværket. Det sker selvfølgelig ikke over natten, men den debat må og skal vi kunne tage, og den er efter vores opfattelse langt vigtigere end det at sammenskrive nogle forskellige bestemmelser i en klimalov. Vi finder det i øvrigt noget uklogt, hvis man ud fra den teknologi, vi kender i dag, skal lægge begrænsninger for vores produktion af hensyn til mål for CO 2 i 2050, for det er jo i virkeligheden det, en klimalov skal medvirke til. Med den hast, teknologien udvikler sig, er vi meget bange for, at vores efterkommere vil komme til at betragte disse diskussioner om, hvad man skal gøre af gode ting i dag af hensyn til noget, der skal ske om 40 år, som noget komiske. Det må under alle omstændigheder kræve en betydelig fleksibilitet i lovteksten. Vi ved jo ikke helt præcis, hvordan den skal se ud.

Det bedste, vi kan gøre, er at stimulere forskningen og udviklingen, gerne ved en tre- til femdobling af indsatsen på området, i stedet for en lineær argumentation med delmål for de enkelte år, for en sådan logik vil nødvendigvis være indsnævret af den forestillingsevne, vi har i dag. Tænk engang, hvis man udmøntede trafikpolitikken i dag ud fra den forestilling, man havde, og de målsætninger, man kunne udforme, da man producerede en Ford T. Og lur mig, om ikke de løsninger, man ville foreslå for 50 år siden, ville medføre en helt absurd politisk diskussion, ja, så absurd, at man vel næppe ville tage den.

Vi går ind for, at kernekraft sættes på dagsordenen igen, da den også vil indgå i den globale energipolitiske diskussion om 50 år, og så går vi ind for en kraftig stimulering af teknologiudviklingen på området frem for de produktionsbegrænsninger, som utvivlsomt vil ligge i den klimalov, som her er på bedding.

Med disse argumenter vil vi sige, at vi selvfølgelig ikke kan støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Per Clausen som ordfører for forslagsstillerne.

Jeg er sikker på, at hr. Villum Christensen selv gav rigtig gode argumenter for, hvorfor det ville være rigtig dumt i dag at sige, hvilken teknologi vi bruger om 40-50 år. For hr. Villum Christensen valgte jo selv i sin løsning på CO 2 - udfordringen at søge tilbage i tiden, at søge tilbage til fortidens løsninger. Hvis det er vigtigt for hr. Villum Christensen at finde nogle at diskutere atomkraft med, deltager vi gerne i det fra Enhedslistens side.

Hr. Villum Christensen har jo ret i, at ikke Enhedslisten, men i hvert fald nogle af Enhedslistens forgængere havde stor succes med den debat tilbage i 1980'erne, og den tager vi da selvfølgelig gerne endnu en gang. At det er spild af tid i forhold til løsningen af Danmarks energiproblemer og i forhold til løsningen på CO 2 -udslips-problemerne i Danmark, er så en anden sag. Men det vil så hverken være første eller sidste gang, vi bruger tid på debatter her i Folketingssalen, der ikke giver megen mening.

Det, jeg så vil sige, er, at det blev sagt af flere i debatten i dag, at det her ikke kan løses nationalt, men at vi skal have internationale aftaler. Jeg mener at kunne huske, at det var enten EU-kommissæren eller en anden højtstående EU-politiker, som sagde, at der ikke er meget, der tyder på, at vi får en forkromet global aftale lige med det samme. Det, der skal til nu, er, at vi tager konkrete, praktiske skridt. Der må man sige, at elementet i at løse CO 2 -udfordringen på lang sigt globalt jo er, at der er nogle nationer, der træffer nogle beslutninger om at handle.

Det var derfor, al sin utilstrækkelighed til trods, ganske godt, at man i England vedtog et forslag fra det lokale konservative parti om at gennemføre en klimalov. Det falder åbenbart i oppositionspartiers lod at sælge den slags forslag, for i Danmark, hvor De Konservative sidder tæt på regeringsmagten, synes man ikke, at det er nogen god idé.

Hvad angår konkrete tiltag, må jeg sige, at når vi i Enhedslisten har sagt, at vi synes, at den danske indsats skal bygge på en klimalov, som sætter faste mål for den årlige reduktion af udledningen af CO 2 og andre drivhusgasser, og at loven skal have klare regler om opfølgning, hvor man fastlægger nye handlingsplaner, hvis de opstillede mål ikke nås, er vi faktisk lidt overraskede over, at det kan give anledning til en debat om, at vi vil gå for hurtigt frem. For beslutningsforslaget kunne vel snarere karakteriseres ved, at det på det område er lidt svagt, fordi man i forslaget ikke tager stilling til, hvor hurtigt man skal gå frem.

Det har vi med vilje valgt at tage ud af beslutningsforslaget. Vi har godt set, at NOAH har nogle bud, som er endnu mere ambitiøse end Enhedslistens vurderinger af, hvad der på fornuftig vis kan lade sig gøre. Men vi har valgt at tage det ud, fordi vi sagde, at vi ville have en diskussion af, hvordan man griber det her an, og ikke en diskussion om procentsatser og tekniske løsninger. Derfor indeholder det her beslutningsforslag heller ikke udelukkelse af en eneste teknisk løsning, man kunne finde på i fremtiden, overhovedet ikke. Jeg kan endda sige, at hvis man finder på tekniske løsninger, der gør, at man når målene, før det er forudsat, er der ingen straf for det; der er altså ingen krav om en revision, hvis det går for hurtigt.

Når vi synes, at det er vigtigt, at Danmark tager et initiativ, er det faktisk, fordi vi mener, at man skal tage alvorligt, at man er et af verdens rigeste lande. Vi ligger i toppen, hvad angår udledning af drivhusgasser pr. indbygger. Og når jeg synes, at det med pr. indbygger er lidt vigtigt, er det, fordi man i et hvilket som helst land, som ikke er enormt stort, ellers bare ville kunne sige, at det er fuldstændig lige meget, hvad man gør, for det betyder ingenting – selv om man selvfølgelig altid kan sige: Det kan være lige meget, for hvilken forskel gør det, hvad jeg gør?

Da internationale aftaler og international handling på det her område, så vidt jeg og Enhedslisten kan se, kommer til at bestå af konkrete initiativer, der tages af de enkelte lande, synes jeg, det er meget godt at holde fast i, at vi faktisk har en meget vigtig opgave.

Så har der været sat lidt spørgsmålstegn ved, hvad det med vores retfærdige del af ansvaret betød. Det skal jeg såmænd ikke holde skjult så længe, det har jeg diskuteret med skiftende energiministre. Principielt har vi altid været enige om, at det selvfølgelig i det lange løb ikke er acceptabelt, at de mennesker, der har forurenet mest med CO 2 indtil nu, også i fremtiden har en særlig ret til at forurene mere end dem, der ikke har forurenet. En retfærdig andel forudsætter altså, at vi sådan set kommer ned på et CO 2 -udslip, der svarer til det, kloden kan tåle i gennemsnit pr. indbygger – og så skal vi nok ligge lidt under, fordi vi, om jeg så må sige, skylder, og det er jo en god dansk, borgerlig dyd, at man betaler, hvad man skylder, har jeg forstået.

Når vi har valgt at fremsætte forslaget nu, skyldes det, at vi synes, at der ikke er meget uenighed blandt den videnskab, som jeg kender til, om, at resultatet fra klimatopmødet var utilstrækkeligt med hensyn til at sikre en reduktion i temperaturstigningen til under 2 grader.

Så er det også, fordi vi faktisk synes, at det er vigtigt at fokusere på den forventede samlede CO 2 -udledning frem mod år 2050, sådan at når man laver en klimalov med nogle klare målsætninger og nogle delmål, sker det med udgangspunkt i den erkendelse, at det ikke er sådan, at vi bare kan svine løs de næste 20 år og så hugge bremserne i fra 2030, for det kan faktisk godt være, at vi i 2030 har udledt det CO 2 plus det lidt ekstra, som der overhovedet er plads til i atmosfæren, sådan at vi skal gå ned til nul udledning i 2030. Og en kold tyrker er aldrig en anbefalelsesværdig behandlingsmetode, i hvert fald ikke, hvis man har en slap rygrad, som jeg har, eller man gerne vil komme bekvemt rundt om tingene – så er det altså bedre at komme i gang nu.

Vi må erkende, at de energipolitiske og trafikpolitiske aftaler og VE-love osv., som er lavet, ikke er tilstrækkelige. Jeg beklager selvfølgelig, at vi på den måde er nødt til at være lidt uvenlige over for de øvrige partier i Folketinget ved at sige, at de aftaler, man har lavet, ikke er tilstrækkelige. Jeg fornemmer dog, at der blandt en stor del af Folketingets partier er en forståelse for, at det nok er rigtigt.

Når vi gør det på den måde, at vi siger, at det er vigtigt med langsigtede målsætninger, men også med nogle konkrete delmål, er det, fordi der skal sættes gang i processen her og nu. Vi skal skubbe til indsatsen for at få sat noget i værk med det samme.

Når vi kigger på, hvordan regeringen har tænkt sig at leve op til den der forpligtelse, man har i 2020 til 20 pct.s reduktion i CO 2 -udslippet uden for det kvotebelagte område, må vi konstatere, at det, man bare gør der, er, at man beslutter sig til, at det er meget bedre at bruge penge på at købe kvoter, end det er at bruge penge på at investere i at reducere CO 2 -udslippet.

Der så vi nu gerne, at man lovgivningsmæssigt i Danmark forpligtede sig ud over det, man har gjort i EU, ved at sige: Jamen vi synes sådan set også godt, at vi kan løfte den opgave i Danmark og sørge for, at dansk industri og dansk erhvervsliv kommer til at stå bedre i konkurrencen fremover. For der findes jo ikke noget alternativ til at gøre sig uafhængig af fossile brændstoffer, og hvis vi fastholder, at vi vil blive ved med at være afhængig af fossile brændstoffer så lang tid, som det er muligt, kommer vi jo virkelig, virkelig i knibe, når oliepriserne eksploderer i de kommende år. Så der er al mulig grund til at tage fat på det her.

Et eller andet sted kan man sige, at i hvert fald både Venstre og De Konservative var indstillet på, at man måske nok skulle forpligte sig på en eller anden måde, bare det ikke blev alt for forpligtende. Men ellers vil jeg sige, at det mest opmuntrende her vel var at konstatere, at der blandt oppositionspartierne er enighed om, at det er en rigtig god idé at lave en klimalov, og at det er en rigtig god idé at få en klar målsætning. Jeg tror, der var den socialdemokratiske ordfører, der nævnte, at vi i hvert fald skal være sluppet af med de fossile brændstoffer i 2050. Jeg så gerne, at vi kunne gøre det lidt hurtigere, men jeg siger o.k. til det, hvis det er det, vi kan blive enige om, og vi ud over det også kan blive enige om, at vi skal have delmål, og at vi skal forpligte os på, at man følger op, hvis man ikke når de delmål, man skal.

Den enighed i oppositionen kan hurtigt blive til politik i Danmark, og det ser vi selvfølgelig frem til. Derfor synes jeg i grunden, at debatten i dag har været meget positiv, fordi den viser fremad mod, at et nyt flertal efter valget kan etablere en klimapolitik med langt flere visioner og langt mere konkret handling, end vi har set indtil nu.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.