B 100 Forslag til folketingsbeslutning om musikfestivalers mulighed for at foretage donationer til rytmiske spillesteder.
Af Mogens Jensen (S), Pernille Frahm (udpeget af SF) (SF), Johs. Poulsen (RV), Per Clausen (EL)
Samling:
2009-10
Status:
Bortfaldet
Forslag som fremsat
Fremsat den 18. december 2009 af Mogens Jensen (S), Pernille Frahm (SF), Johs. Poulsen (RV) og Per Clausen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om musikfestivalers mulighed for at foretage donationer til rytmiske spillesteder
Folketinget pålægger regeringen i indeværende Folketingsår at tage de nødvendige initiativer til, at musikfestivaler kan donere deres overskud til de rytmiske spillesteder, der er berettiget til støtte fra Statens Kunstråd, således at momsfritagelsen ikke mistes.
Bemærkninger til forslaget
Musikfestivaler i Danmark drives primært af almennyttige foreninger, og overskuddet fordeles til humanitære og kulturelle formål, hvilket medfører momsfritagelse. Trods branchens ønske om, at festivalerne kunne foretage donationer fra deres overskud til spillestederne, giver de nuværende regler ikke mulighed for, at festivaler kan støtte de rytmiske spillesteder uden at miste momsfritagelsen. Det skyldes, at afholdelse af musikkoncerter på de rytmiske spillesteder af skattemyndighederne ikke betragtes som et eksempel på mulige formål af velgørende eller almennyttig karakter, som musikfestivaler må donere deres overskud til for at opnå momsfritagelse, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 18.
Musikfestivaler som f.eks. Roskilde Festival ønsker mulighed for at give donationer til spillestederne uden at risikere at miste momsfritagelsen. Det skyldes, at spillestederne betragtes som en del af forudsætningen for musikfestivalerne, idet spillestederne er med til at sikre et aktivt musikmiljø og en stor talentmasse. Donationer til rytmiske spillesteder, der i forvejen er berettiget til offentlig støtte, burde således betragtes som værende af almennyttig karakter, som lovteksten foreskriver.
For at man kan undgå spekulation og kommercielle aktørers misbrug ved åbning for donationer til rytmiske spillesteder, bør det være et krav, at der kun kan foretages donationer til spillesteder, der i forvejen modtager offentlig støtte fra Statens Kunstråd ud fra en faglig vurdering af kunstnerisk kvalitet og almennyttighed (dvs. regionale spillesteder og honorarstøttede spillesteder).
Branchens ønske har yderligere relevans i den nærværende økonomiske krise, hvor mange spillesteder lider under svigtende billetsalg og salg af drikkevarer, jf. henvendelse af 4. december 2009 fra [spillesteder dk], KUU alm. del – bilag 58. Festivalerne vil ikke kunne løse spillestedernes problemer, men vil med deres frivillige initiativ kunne bidrage positivt til den rytmiske musikscenes videre udvikling.
Forslaget er ikke forbundet med økonomiske konsekvenser, da festivalernes overskud i forvejen sendes videre til velgørende eller almennyttige formål, men ændrer blot ved allokeringsmulighederne for festivalernes overskud.
Skriftlig fremsættelse
Mogens Jensen (S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om musikfestivalers mulighed for at foretage donationer til rytmiske spillesteder.
(Beslutningsforslag nr. B 100).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
