Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 7, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. januar 2009 vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (lovforslag nr. L 96). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 7 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om hæftelse for børns erstatningsansvar (L 96):

 

”Vil Erstatningsnævnet for voldsofre skulle rejse krav overfor forældre, hvis nævnet har udbetalt erstatning til et offer?”

 

Svar:

 

Som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1, kan skadelidte i visse tilfælde kræve, at staten betaler erstatning og godtgørelse for personskade, der skyldes overtrædelse af straffeloven. Reglerne herom findes i offererstatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 688 af 28. juni 2004 med senere ændring, og administreres af Erstatningsnævnet.

 

Efter offererstatningslovens § 17 indtræder staten i skadelidtes krav mod skadevolderen, hvis der udbetales erstatning til skadelidte.

 

Ved cirkulæreskrivelse af 24. april 1987 er politiet bemyndiget til at træffe afgørelse om alle spørgsmål vedrørende regres hos skadevolder i forbindelse med udbetaling af erstatning til skadelidte.

 

Efter § 12 i bekendtgørelse nr. 787 af 12. august 2005 af forretningsordenen for Erstatningsnævnet sender nævnet samtidig med afgørelsen af spørgsmålet om erstatning en kopi til politidirektøren i den politikreds, hvor anmeldelsen af forbrydelsen er foretaget, med en vejledende indstilling om, hvorvidt der bør gøres regres mod skadevolderen.

 

Politiet er forpligtet til at foretage en individuel vurdering af, om der skal rejses regreskrav mod skadevolderen. I de tilfælde, hvor skadelidtes krav på erstatning fra skadevolderen ikke er afgjort ved dom, er politiet således hverken forpligtet eller berettiget til at lægge den erstatningsretlige vurdering, som Erstatningsnævnet har foretaget, til grund i regressagen.

 

Politidirektørens beslutning vedrørende regreskrav kan påklages til Justitsministeriet.

 

Denne regresordning vil i givet fald også gælde for krav mod forældre til børn, der har forvoldt skade.