<DOCUMENT_START>

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 18 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80), som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 21. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DF).

 

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 18 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80):

 

”Vil ministeren medvirke til at indsamle oplysninger om, hvor mange rævefarmere der har ræveavl som hovederhverv, og vil ministeren endvidere medvirke til at indhente oplysninger, der kan angive, hvor stort et erstatningsbeløb i kroner og ører, som ekspropriation af rævehold vil kunne medføre?”

 

Svar:

 

Regeringen kan ikke støtte, at forslag til lov om forbud mod hold af ræve gennemføres som en ekspropriationslov. Der henvises i den forbindelse til besvarelserne af spørgsmål nr. 6 og 10 vedrørende lovforslaget.

 

En eventuel indsamling af oplysninger fra de ræveavlere mv., som ministeriet har kendskab til, ville i øvrigt formentlig være behæftet med endog meget stor usikkerhed, idet ministeriet ikke umiddelbart ville have nogen mulighed for at efterprøve rigtigheden af de påståede økonomiske tab, som ræveavlerne ville fremkomme med.

 

Hertil kommer, at det er Justitsministeriets vurdering, at det ville være en meget tidskrævende opgave at indsamle oplysninger fra alle eksisterende rævefarme mv. med henblik på at fastlægge antallet af personer, der har hold af ræve som hovederhverv, og størrelsen af erstatningsbeløb, som en eventuel ekspropriationslov vil kunne medføre. Opgaven ville efter Justitsministeriets vurdering være så tidskrævende, at forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80) ikke ville kunne blive vedtaget i denne folketingssamling.

 

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at der bør iværksættes en indsamling af oplysninger som angivet i spørgsmålet.