Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 13 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80), som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 19. december 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 13 vedrørende forslag til lov om forbud mod hold af ræve (L 80):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 16/12-08 fra Dansk kennel Klub, jf. L 80 – bilag 5.”

 

Svar:

 

Dansk Kennel Klub (DKK) rejser i henvendelsen til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kritik af, at forslaget til lov om forbud mod hold af ræve omfatter hold af ræve med henblik på træning af hunde til gravjagt.

 

DKK anfører bl.a., at praktisk afprøvning af hunde på levende ræve er en nødvendighed i bestræbelserne på at fremavle hunde, der evner at arbejde strategisk.

 

Endvidere anfører DKK, at det er nødvendigt at regulere rævebestanden bl.a. på grund af faren for sygdomssmitte og beskyttelsen af visse fuglearter.

 

Det er Justitsministeriets opfattelse, at de etiske overvejelser om ræves velfærd, der ligger bag forslaget om forbud mod hold af ræve, ligeledes gør sig gældende for hold af ræve med henblik på træning af hunde til gravjagt. Der henvises til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Som anført under pkt. 2 i den kommenterede høringsoversigt af 14. november 2008 er Justitsministeriet samtidig opmærksom på, at der kan være behov for at regulere bestanden af ræve, og at gravjagt er en effektiv metode til at varetage dette hensyn. Skov- og Naturstyrelsen har således oplyst, at det er en fordel at have gravjagt i Danmark med henblik på at regulere bestanden af ræve. Efter styrelsens opfattelse vil der fortsat kunne gennemføres gravjagt i Danmark, selvom der ikke er mulighed for at træne hundene i træningsgrave med levende ræve. Der vil dog være større risiko for skader på hunde og ræve, hvis der ikke er mulighed for at teste og træne hundes reaktioner og temperament ved mødet med en ræv, og gravjagt som jagtform vil derfor ved et forbud mod hold af ræve muligvis blive nedbragt til et minimum, da færre hundeejere vil anvende deres hunde til gravjagt. Styrelsen kan dog ikke udelukke, at der kan udvikles andre løsninger til træning af hunde end anvendelse af træningsgrave med levende ræve.

 

Lovforslagets § 4, stk. 1 – hvorefter personer, der har etableret selvstændig virksomhed med hold af ræve før datoen for lovforslagets fremsættelse, kan fortsætte denne virksomhed indtil den 31. december 2016 – omfatter også ræve, der holdes med henblik på træning af hunde til gravjagt, hvis betingelserne for at være omfattet af overgangsordningen er til stede.

 

Det Dyreetiske Råd arbejder i øjeblikket på en udtalelse om jagt, hvor det bl.a. undersøger de dyrevelfærdsmæssige og etiske aspekter af moderne jagt. Rådet har oplyst, at det i den forbindelse nærmere vil overveje spørgsmålet om hold og brug af levende ræve til træning af hunde til gravjagt. Når rådets udtalelse om jagt foreligger, vil Justitsministeriet overveje, om der bør indføres særlige regler om hold af ræve med henblik på træning af hunde til gravjagt, således at det også efter den 31. december 2016 vil være muligt at holde ræve med dette formål.

Â