Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

AEL/ J.nr. 2008-1891

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 16. december 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 16. december 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 11 til L 77, stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 11:

 

”I forlængelse af ministerens svar på L 77 - spørgsmål 6 bedes ministeren oplyse, om man også vil tage opholdstilladelsen til ophold i Danmark fra et barn, der opholder sig i udlandet, fordi det er sendt på genopdragelse af sine forældre, og hvor kommunen har truffet afgørelse om tvangsfjernelse, men ikke har været i stand til at få barnet hjem, før der er gået de 6 eller 12 måneder, der nævnes i det informationsmateriale, der henvises til i svaret?”

 

 

Svar:

 

Reglerne om opholdstilladelse hører under Integrationsministeriet, som har oplyst følgende:

 

”Det følger af udlændingelovens § 44 c, at kommunalbestyrelsen skal underrette Udlændingeservice om sager, hvor kommunalbestyrelsen har kendskab til eller begrundet mistanke om, at børn sendes på genopdragelsesrejser.

 

Opholder en udlænding sig uden for landet i mere end seks på hinanden følgende måneder, bortfalder opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Er udlændingen meddelt opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, og har udlændingen lovligt boet mere end to år her i landet, bortfalder opholdstilladelsen dog først, når udlændingen har opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.

 

Efter udlændingelovens § 9, stk. 14, kan der i de tilfælde, hvor et barns opholdstilladelse som led i familiesammenføring med herboende forældre er bortfaldet efter udlændingelovens § 17, kun meddeles ny opholdstilladelse som led i familiesammenføring med forældrene, hvis hensynet til barnets tarv f.eks. taler derfor. Det gælder principielt, uanset om barnet er sendt til forældrenes hjemland eller et naboland hertil på genopdragelsesrejse uden forældrene, om forældrene er udrejst sammen med barnet, eller om familien har opgivet bopælen her i landet. Formålet med bestemmelsen er at sende et klart signal til de forældre, der overvejer at sende deres barn på genopdragelsesrejse, om at en sådan praksis ikke accepteres af hensyn til barnet og barnets integration her i landet.

 

Uanset at et barn ikke igen kan få opholdstilladelse som led i familiesammenføring med forældre, jf. bestemmelsen i udlændingelovens § 9, stk. 14, kan et barn, der er sendt på genopdragelsesrejse efter omstændighederne gives opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, hvis ganske særlige grunde taler derfor. Dette vil efter en konkret og individuel vurdering af den enkelte sag bl.a. kunne være relevant i tilfælde, hvor barnet ved en tilbagevenden til Danmark ikke igen skal tage ophold hos forældrene, eksempelvis fordi forældrene er forsvundet, fordi forældrene udtrykkeligt ikke ønsker at genoptage barnet i husstanden, eller fordi barnet er tvangsfjernet.”

 

Jeg kan henholde mig til Integrationsministeriets svar.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen