Ændringsforslag stillet den {FREMSAT}

Ændringsforslag

til 2. behandling af

Forslag

til

Lov om fremme af vedvarende energi

 

Ændringsforslag

Til § 1

1) I § 1, stk. 1, ændres »udslippet af CO2« til: »udledningen af CO2«.

[Redaktionel ændring]

Til § 9

2) I § 9, stk. 1, ændres »inden 4 uger før VVM-høringens afslutning« til: »inden 4 uger før udløbet af høringsfristen for det offentliggjorte forslag til kommuneplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse«.

[Præcisering]

Til § 14

3) I § 14, stk. 4, ændres »eller som angivet i modellen efter stk. 5, model,« til: »eller som angivet i modellen efter stk. 5,«.  

[Redaktionel ændring]

Til § 18

4) § 18, stk. 1, affattes således:

Ȥ 18. Klima- og energiministeren opretter en grøn ordning, som kan yde tilskud til initiativer, som iværksættes for at fremme lokal accept af opstillingen af nye vindmøller pÃ¥ land, som er nettilsluttet den 21. februar 2008 eller senere bortset fra vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation omfattet af § 41. Der ydes tilskud med et beløb, som svarer til 0,4 øre pr. kWh for 22.000 fuldlasttimer for hver vindmølle som nævnt i 1. pkt. Udbetaling af tilskud er betinget af, at pÃ¥gældende vindmølle er blevet nettilsluttet.

 [Præcisering og forenkling af grøn ordning]

5) § 18, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan vælge at ansøge om tilsagn om tilskud for beløb som nævnt i stk. 1 for en eller flere vindmøller. Hvis der ikke gives tilladelse som nævnt i stk. 2 til opstilling af en vindmølle, eller hvis det efterfølgende vurderes, at vindmøllen ikke vil blive opstillet, fradrages tilskudsbeløbet for vindmøllen i tilsagnet.«

[Præcisering og forenkling af grøn ordning]

Til § 19

6) § 19 affattes således:

Ȥ 19. Energinet.dk godkender udbetaling af tilskud fra den grønne ordning pÃ¥ grundlag af ansøgning fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 2. Tilskud udbetales inden for en udbetalingsramme for hver kommune, som beregnes af Energinet.dk. Udbetalingsrammen udgøres af beløb som nævnt i § 18, stk. 1, for vindmøller, som er blevet nettilsluttet, med fradrag af allerede udbetalte tilskud.

Stk. 3. Hvis kommunens tilgodehavende ifølge en godkendt ansøgning om udbetaling overstiger indestående i udbetalingsrammen, udbetales forskellen, når udbetalingsrammen er forøget ved nettilslutning af vindmøller.«

[Præcisering og forenkling af grøn ordning]

Til § 20

   7) § 20, stk. 2, nr. 4, affattes således:

»4)  hel eller delvis bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud.«

[Præcisering og forenkling af grøn ordning]

Til § 51

8) I § 51, stk. 2, nr. 1, ændres »§§ 37 og« til: »§§ 36, 37 og«.

[Korrektion]

Til § 71

9) I § 71 indsættes efter »strider mod loven« ordet: »eller«. 

[Korrektion]

Til § 74

10) I § 74 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte, at dele af loven får virkning på forskellige tidspunkter, herunder tidspunkter forud for ikrafttrædelsen.«

[Korrektion]

Til § 75

11) I § 75, stk. 3, 3. pkt. udgår »pkt. 4,«.

[Redaktionel ændring]

Til § 78

12) Nr. 2, 25 og 26 udgår.

[Unødvendig henvisning til lov om fremme af vedvarende energi]

13) Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 21, stk. 4, ændres »den systemansvarlige til brug for dennes« til: »Energinet.dk til brug for Energinet.dk’s«.«

[Konsekvensændring]

14) Efter nr. 16 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 27 c, stk. 11, ændres »virksomheden« til: »Energinet.dk«.«

[Konsekvensændring]

Til § 79

15) § 79 udgår.

[Unødvendig henvisning til lov om fremme af vedvarende energi]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en redaktionel ændring, så terminologien svarer til den, der anvendes i lov om CO2-kvoter.

Til nr. 2

Det præciseres, at det er kommuneplantillægget med tilhørende VVM-redegørelse, der sendes i høring. Samme terminologi anvendes i lovforslagets § 75. Der er ikke tale om en realitetsændring.

Til nr. 3

Der er tale om en redaktionel ændring.

Til nr. 4

Den grønne ordning omfatter vindmøller på land nettilsluttet fra den 21. februar 2008 bortset fra husstandsmøller som nævnt i § 41. Formålet med ordningen er at give tilskud til kommunerne til initiativer, som skal fremme den lokale accept af, at disse vindmøller bliver opstillet. Tilskudsbeløbet for hver ny vindmølle er summen af 0,4 øre pr. kWh i 22.000 fuldlasttimer, og beløbet finansieres ved indbetaling fra Energinet.dk.

Af hensyn til kommunens økonomiske dispositioner skal kommunen kunne råde over tilskudsbeløb i tilknytning til afholdelsen af de tilskudsberettigede aktiviteter. I det fremsatte lovforslag er dette søgt tilgodeset ved, at Energinet.dk udlægger beløbet forskudsvis til kommunen efter nettilslutningen og løbende opkræver 0,4 øre pr. produceret kWh i 22.000 fuldlasttimer hos elforbrugerne til dækning af udlægget.

Det vurderes, at det fremsatte forslag indebærer uklarhed om tilskuddets størrelse. Det fremgår ikke eksplicit, hvorvidt allerede tildelte tilskud påvirkes af, at en vindmølle rent faktisk ikke gennemfører en fuldlastproduktion i 22.000 timer. Dette vil være tilfældet, hvis en vindmølle uforudsigeligt bliver fjernet inden for de 22.000 fuldlasttimer, og det vil også gælde for et meget begrænset antal prototype forsøgsmøller med en beskeden og kortvarig elproduktion. Der vil imidlertid også i disse tilfælde være behov for støtte fra den grønne ordning for at fremme den lokale accept i forbindelse med opstillingen.

Med henblik på, at kommunen med sikkerhed kan disponere over tilskudsmidlerne, foreslås derfor ændringer af §§ 18 og 19, hvorved tilskud ligger fast ved nettilslutningen af vindmøllen. Endvidere ændres finansieringen af tilskuddet, således at Energinet.dk udbetaler tilskuddet til kommunen efter ansøgning og derefter inddækker det udbetalte beløb på en gang hos elforbrugerne. Dette vurderes tillige at være mere administrativt hensigtsmæssigt end finansieringen i det fremsatte lovforslag.

Ændringen vil kun have en yderst beskeden påvirkning af elforbrugernes PSO-tariffer, da beløbene kun udgør en minimal del af PSO-omkostningerne som helhed.

Ved ændringen af § 18, stk. 1, bliver størrelsen af tilskuddet pr. vindmølle således præciseret. Det fremgår endvidere, at udbetalingen af tilskuddet er betinget af, at den pågældende vindmølle er blevet nettilsluttet, således at størrelsen af den faktiske elproduktion ikke påvirker tilskudsstørrelsen.

Med hensyn til bortfald af uberettigede tilskud henvises til bemærkningerne til § 20, stk. 2, nedenfor.

Til nr. 5

§ 18, stk. 4, om kommunalbestyrelsens ansøgning om tilsagn om tilskud uddybes, således at der kan ansøges om tilsagn for beløb som nævnt i stk. 1 for en eller flere vindmøller efter kommunalbestyrelsens valg. Derved kan kommunalbestyrelsen efter eget valg anvende tilskudsmidler til en samlet aktivitet eller flere successive aktiviteter.

Bestemmelserne om reduktion af tilsagn uddybes tillige, således at tilskudsbeløbet for en vindmølle ifølge tilsagnet bortfalder, hvis der ikke i medfør af lov om planlægning gives tilladelse til opstilling af vindmøllen, eller hvis det efterfølgende vurderes, at vindmøllen ikke vil blive opstillet. Dette sidste kan eksempelvis bygge på, at der ikke i en længere periode er truffet skridt til at gennemføre projektet, eller at meddelte tilladelser senere bortfalder. Afgørelsen træffes af Energinet.dk efter en konkret vurdering.

Til nr. 6

I forbindelse med ændringen af § 18 om finansieringen af den grønne ordning foretages der konsekvensændringer i § 19 om Energinet.dk’s administration af tilskud.

Det præciseres i stk. 1, at Energinet.dk godkender udbetaling af tilskud fra den grønne ordning på grundlag af ansøgning fra kommunalbestyrelsen. Herunder påser Energinet.dk, om betingelser og vilkår for tilsagnet og udbetalingen er opfyldt.

Det fremgår af stk. 2, at tilskud udbetales inden for en udbetalingsramme for hver kommune, som beregnes af Energinet.dk. Denne udbetalingsramme udgøres af beløb som nævnt i § 18, stk. 1, dvs. summen af 0,4 øre pr. kWh for 22.000 fuldlasttimer, for vindmøller, som er blevet nettilsluttet, idet rammen samtidig reduceres med allerede udbetalte tilskud. Udbetalingsrammen består således af tilskudsmidler, som kommunalbestyrelsen kan få udbetalt efter godkendt ansøgning. Beløbet beregnes uden forrentning.

I stk. 3 uddybes det fremsatte stk. 4 om udbetalingen af tilskud. Det følger heraf, at hvis kommunalbestyrelsens tilgodehavende ifølge en godkendt ansøgning om udbetaling overstiger indestående i udbetalingsrammen som nævnt i stk. 2, skal Energinet.dk udbetale forskellen, når udbetalingsrammen er forøget ved efterfølgende nettilslutning af vindmøller, som omfattes af den grønne ordning.

Det forudsættes, at ansøgningen om udbetaling af tilskud er godkendt af Energinet.dk, dvs. at ansøgningen ikke overstiger det maksimale beløb for tilsagn ifølge § 18, stk. 4, og at betingelser og vilkår for at give tilsagn og udbetale tilskuddet er opfyldt.

 

Til nr. 7

Den fremsatte § 20, stk. 2, om hjemmel til at fastsætte nærmere regler ved bekendtgørelse foreslås ændret, idet nr. 4 i det fremsatte lovforslag, hvorefter der kan fastsættes regler om beregning af beløb, udgår som konsekvens af, at opgørelse m.v. af tilskudsmidler er forenklet.

Tillige indsættes som nr. 4 en bemyndigelse til at fastsætte regler om hel eller delvis bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud. Ændringen beror på, at bestemmelser herom er almindelige i tilskudslovgivningen. Et krav om bortfald og tilbagebetaling vil forudsætte, at der eksempelvis er afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger af betydning for tildelingen af tilskud, eller at vilkår for tilsagn eller udbetaling ikke er blevet opfyldt.

Generelt vil det blive vurderet nærmere i lyset af karakteren og omfanget af de administrative opgaver og indhøstede erfaringer, hvorvidt og i hvilket omfang der er behov for at fastsætte mere detaljerede regler om de forhold, som er nævnt i stk. 2.

Til nr. 8

Der foreslås indsat en henvisning til § 36 i § 51, stk. 2, nr. 1, som omhandler fastsættelse af markedsprisen for elektricitet. Markedsprisen på elektricitet produceret på anlæg omfattet af § 36, dvs. vindmøller nettilsluttet den 21. februar 2008 eller senere bortset fra vindmøller, som er tilsluttet i egen forbrugsinstallation, jf. § 41, og havvindmøller, jf. § 37, skal fastsættes på samme måde, som markedsprisen på elektricitet produceret på anlæg omfattet af §§ 37 og 39-41, § 44, stk. 2, og §§ 46 og 47. Der er tale om en korrektion.

Til nr. 9

Der indsættes et manglende »eller« i lovteksten, således at der er mulighed for at påbyde, at forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i henhold til loven, bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet frist. Ændringen er af redaktionel karakter.

Til nr. 10

Det foreslåede stk. 3, hvorefter klima- og energiministeren kan fastsætte, at dele af loven får virkning på forskellige tidspunkter, herunder tidspunkter forud for ikrafttrædelsen, svarer til § 2, stk. 2, i lov nr. 505 af 17. juni 2008 om ændring af lov om elforsyning. Der er tale om en korrektion.

Til nr. 11

Der er tale om en redaktionel ændring.

Til nr. 12

Det foreslås, at numrene 2, 25 og 26 udgår, fordi de ikke er nødvendige.

I det fremsatte lovforslag er det foreslået, at der blev indsat en udtrykkelig henvisning til VE-loven i elforsyningslovens § 4, stk. 1 og 2, således at det kunne sikres, at kommuner ikke mistede deres hjemmel til at udøve aktiviteter, som blev omfattet af VE-loven, samt aktiviteter, som måtte knytte sig hertil.

Ved overførelsen af aktiviteter omfattet af elforsyningsloven til VE-loven, er der imidlertid ikke sket nogen ændring af elforsyningslovens § 2, stk. 1. Det fremgår således fortsat af elforsyningsloven, at denne finder anvendelse på produktion, transport, handel og levering af elektricitet. Det er endvidere præciseret i § 2, stk. 5, i det fremsatte forslag til VE-loven, at elproduktionsanlæg, som anvender vedvarende energikilder, tillige er omfattet af lov om elforsyning.

Aktiviteter vedrørende produktion af elektricitet, som reguleres af VE-loven, vil derfor også være omfattet af elforsyningsloven. Det findes herefter ikke nødvendigt at henvise til VE-loven for at opretholde den gældende retstilstand.

Tilsvarende gør sig gældende med indsættelsen af henvisninger til VE-loven i elforsyningslovens §§ 37 og 37 a. Elproduktionsanlæg omfattet af VE-loven vil således være omfattet af §§ 37 og 37 a, fordi de tillige er omfattet af elforsyningsloven. Henvisningen til VE-loven anses derfor for unødvendig.

 Der er ikke tilsigtet en realitetsændring med ændringsforslaget.

Til nr. 13

Der er tale om en redaktionel ændring, som følge af at den systemansvarlige virksomhed overalt i loven ændres til Energinet.dk, jf. ændringspunkt nr. 7 i det fremsatte lovforslag.

Til nr. 14

Der er tale om en redaktionel ændring, som følge af at den systemansvarlige virksomhed overalt i loven ændres til Energinet.dk, jf. ændringspunkt nr. 7 i det fremsatte lovforslag.

Til nr. 15

Det foreslås, at § 79 udgår, fordi den er unødvendig.

 I det fremsatte lovforslag er det foreslået, at der blev indsat en henvisninger til VE-loven i varmeforsyningslovens § 23 m, således at aktiviteter omfattet af VE-loven blev behandlet på samme måde som aktiviteter omfattet af elforsyningsloven. Ved overførelsen af aktiviteter omfattet af elforsyningsloven til VE-loven, er der imidlertid ikke sket nogen ændring af elforsyningslovens § 2, stk. 1. Det fremgår således fortsat af elforsyningsloven, at denne finder anvendelse på produktion, transport, handel og levering af elektricitet. Det er endvidere præciseret i § 2, stk. 5, i det fremsatte forslag til VE-loven, at elproduktionsanlæg, som anvender vedvarende energikilder, tillige er omfattet af lov om elforsyning.

Aktiviteter vedrørende produktion af elektricitet, som reguleres af VE-loven, vil derfor også være omfattet af elforsyningsloven. Det findes herefter ikke nødvendigt at henvise til VE-loven for at opretholde den gældende retstilstand.

Der er ikke tilsigtet en realitetsændring med ændringsforslaget.