Det er jo en rigtig god sag; jeg kunne faktisk ikke selv have skrevet det meget bedre. Det er jo en sag, der går lang tid tilbage, til 1939, og som har tjent mange gode formål ude på landet. Og når man kommer fra landet, fra et lille husmandssted, ved man også, at der har været brug for sådan nogle ordninger. Dengang blev det måske brugt til at erhverve sig en selvbinder for, senere hen en grå Fergusson og senere måske et malkeanlæg.
Jeg ved godt, at forholdene ude på landet er ændret drastisk siden da, men jeg synes jo, at de tanker, der ligger i det system her om, at nogen går sammen for dermed at skabe et grundlag for måske at kunne erhverve en vare, der er billigere, end hvis man stod alene, er gode, sympatiske tanker.
Det, det så lægger op til her, er jo, om man kan skabe mere liv ude på landet, ved at man ændrer lidt på reglerne, og at der måske kan blive flere foreninger. Det er jo et spørgsmål, om det, at der kommer nogen ind, som ikke har noget med landbruget at gøre, men som virker ude i området, kan give mere iværksætteri og større omsætning. Jeg ved ikke, om ministeren kan give nogle eksempler på det, eller om vi måske kan komme det nærmere i lovgivningsarbejdet. Men jeg synes, det er helt fint.
Jeg kan jo se, at det senest blev ændret i 1990, og derfor skal det også notificeres igen, i forhold til at der er et statsstøtteelement i det, der er under afvikling, og når det så er sket, er det jo foreninger, som man selv driver inden for nogle bestemte rammer, som er givet. Men jeg forstår, at det skal notificeres, fordi der er et udløb af statsstøtteelement i det.
Så jeg synes, det er fint, at man organiserer sig derude, også i indkøbsforeninger, og at man også udvider deltagerkredsen inden for de rammer, der er givet her, for det gør jo selvfølgelig, at det måske ikke bare lige er jordbrugere, som der tidligere var tale om, lovforslaget handler om, men at der også kommer andre ind. Og formålet er stadig væk, at man kan få mere liv ude på landet, og det støtter vi fuldt og helt.