L 170 Forslag til lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven).
Af Økonomi- og erhvervsministeren
Lene Espersen, Lene Espersen (KF)
Samling:
2008-09
Status:
Stadfæstet
Fremsættelsestalen
Skriftlig fremsættelse (25. marts 2009)
Økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven).
(Lovforslag nr. L 170).
Forslag til lov om ændring af årsregnskabsloven, lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love. (Ændringer som følge af selskabsloven).
(Lovforslag nr. L 171).
Regeringen nedsatte ultimo 2006 et udvalg med det formål at modernisere
den danske selskabslovgivning. Udvalget afgav den 26. november 2008
betænkning 1498/2008 om Modernisering af Selskabsretten indeholdende
udkast til lovforslag, der blev sendt i høring. Der fremsættes på
baggrund heraf nu forslag til en ny selskabslov.
Den nye selskabslov samler aktie- og anpartsselskabslovene og gør dem mere
sammenhængende, moderne og fleksible. Derved opnås en bedre systematik og
sammenhæng mellem de enkelte bestemmelser og tydeliggørelse af
forskellene på de to selskabsformer.
Reguleringen giver fleksibilitet i forhold til den enkelte virksomheds
situation og styrker danske selskabers konkurrenceevne ved at nedbringe de
administrative byrder. Danmark kommer med forslaget helt i front i forhold
til udnyttelse af de teknologiske muligheder, og det bliver lettere at
komme i gang med at drive erhverv i selskabsform.
Selskabets ejere får fuld fleksibilitet med hensyn til valg af selskabets
struktur og ledelsesorganer, så det bliver nemmere at tiltrække
udenlandske selskaber til Danmark. Ledelsen får øget fleksibilitet, men
også ansvar for løbende og konkret at vurdere, om f.eks. det rigtige
beslutningsgrundlag er til stede, eller om der er behov for ekstern
bistand. Kravet til en minimumskapital for anpartsselskaber opretholdes,
men nedsættes fra de gældende 125.000 kr. til 50.000 kr., hvilket vil
gøre det nemmere at starte virksomhed som et anpartsselskab.
Forslaget udnytter de muligheder, som EU-reguleringen indeholder for at
sikre en dynamisk og fleksibel lovregulering, som er til størst mulig
fordel for danske selskaber og deres konkurrenceevne. Fremover vil der i de
fleste henseender ikke være strengere krav i Danmark end i andre lande, og
utidssvarende regler og hindringer for globaliseringen fjernes, så der
ikke ligger unødige bindinger på danske selskaber.
Udvalget har i sit arbejde lagt vægt på, at en ny selskabslovgivning
fortsat skal varetage hensynet til såvel kreditorer som selskabsdeltagere,
investorer, medarbejdere og andre interessenter.
Forslaget indeholder administrative lettelser for ca. 142 mio. kr. årligt
afhængigt af, hvor mange selskaber der gør brug af de mange frivillige
undtagelsesmuligheder i forslaget.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne til dette, skal jeg hermed anbefale forslaget til
Folketingets velvillige behandling.