Dato:

25. marts 2009

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2008/4000-100

Sagsbeh.:

MUR

Fil-navn:

Spørgsmål 1

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr. 1 ad L 141 stillet af Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg til ministeren for flygtninge, indvandrere og integration den 19. marts 2009.

 

 

Spørgsmål:

”Hvad kan ministeren oplyse om udviklingen af antallet af medarbejdere fra de østeuropæiske lande siden indgåelsen af østaftalen og herunder navnlig inden for de seneste år?”

Svar:

Overgangsordningen for Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn blev indført med virkning fra den 1. maj 2004. I 2004 og 2005 gav Udlændingeservice henholdsvis 2.097 og 4.923 opholds- og arbejdstilladelser efter udlændingelovens regler til statsborgere fra disse lande på baggrund af beskæftigelse.

 

Med virkning fra den 1. januar 2007 blev overgangsordningen udvidet til også at omfatte Bulgarien og Rumænien.

 

I 2006 og 2007 blev der givet henholdsvis 10.353 og 13.773 opholds- og arbejdstilladelser efter udlændingelovens regler om beskæftigelse til statsborgere fra Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn (EU10).

 

Med virkning fra den 1. maj 2008 blev overgangsordningen delvist ophævet, således at statsborgere fra EU10 er undtaget fra kravet om opholds- og arbejdstilladelse, hvis der er tale om et ansættelsesforhold dækket af en overenskomst. Statsborgere fra EU10, der ansættes i et arbejdsforhold dækket af en overenskomst, har derfor – ligesom arbejdstagere fra de oprindelige EU-lande – siden den 1. maj 2008 skullet ansøge om et registreringsbevis i statsforvaltningerne i stedet for at skulle søge om opholds- og arbejdstilladelse i Udlændingeservice.

 

Som følge af, at det overenskomstdækkede område for statsborgere fra EU10 overgik til statsforvaltningerne med virkning fra den 1. maj 2008, har Udlændingeservice meddelt færre arbejdstilladelser efter udlændingeloven til statsborgere fra disse lande. Samtidig har statsforvaltningerne udstedt flere registreringsbeviser efter de EU-retlige regler.

 

I 2008 meddelte Udlændingeservice således 4.427 arbejdstilladelser efter udlændingeloven til statsborgere fra EU10, mens Udlændingeservice i 2007 meddelte 13.773 tilladelser. Statsforvaltningerne udstedte i 2007 4.532 registreringsbeviser til EU-statsborgere (både fra de oprindelige EU-lande og EU10). Dette tal steg i 2008 til 17.880. Tallet omfatter blandt andet 9.247 registreringsbeviser givet til polske statsborgere.

 

Det bemærkes, at tallene for 2008 er foreløbige og opgjort på baggrund af registreringer i udlændingesystemerne pr. den 10. januar 2009. Der tages forbehold for statistiske korrektioner frem mod de endelige tal, som publiceres primo april.