L 105 Forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love.
(Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.).
Af Justitsministeren
Brian Mikkelsen, Brian Mikkelsen (KF)
Samling:
2008-09
Status:
Stadfæstet
Fremsættelsestalen
Skriftlig fremsættelse (28. januar 2009)
Justitsministeren (Brian Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.)
(Lovforslag nr. L 105).
Hovedformålet med lovforslaget er at sikre anbragte børn mulighed for
kontinuitet og stabilitet under deres opvækst i de tilfælde, hvor det
vurderes, at forældrene aldrig vil kunne tage sig af dem og give dem en
stabil familierelation. Det foreslås på den baggrund, at adgangen til
adoption uden samtykke udvides, så der i særlige situationer kan ske
adoption uden samtykke navnlig af børn under 1 år og af børn, der har
været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, hvis forældrene varigt vil
være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet.
I sammenhæng med den foreslåede udvidelse af adgangen til adoption uden
samtykke foreslås det, at der i helt særlige tilfælde efter adoptionen
kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt mellem barnet og
barnets oprindelige slægtninge, navnlig forældrene, hvis det er bedst for
barnet.
Lovforslaget indebærer herudover, at kravene for godkendelse til adoption
af henholdsvis udenlandske og danske børn gøres ensartede, således at
det faseopdelte undersøgelses- og godkendelsesforløb for ansøgere om
godkendelse til adoption af udenlandske børn indføres for ansøgere om
adoption af danske børn. Dette skal blandt andet sikre, at der gennem et
faseopdelte godkendelsesforløb og et adoptionsforberedende kursus sker en
udskillelse af de bedst mulige adoptanter, og at dette kommer alle
adoptivbørn til gode.
Endelig er det et centralt formål med lovforslaget at gøre det muligt for
en kvinde (medmoren) at adoptere sin registrerede partners barn allerede
fra fødslen, hvis barnet er blevet til ved kunstig befrugtning med anonym
donorsæd, og partnerne boede sammen på tidspunktet for den kunstige
befrugtning. Endvidere foreslås aldersgrænsen for meddelelse af bevilling
til adoption i disse situationer nedsat fra 25 år til 18 år.
Lovforslaget indeholder i øvrigt en række mindre justeringer og
ændringer af adoptionsloven, herunder en begrænsning af muligheden for
genbeskikkelse som medlem af Adoptionsnævnet.
I sammenhæng med de foreslåede ændringer i adoptionsloven foreslås en
række ændringer af den lovgivning, der knytter sig til adoptionsloven.
Det drejer sig blandt andet om ændringer i retsplejelovens regler om
behandling af adoptionssager uden samtykke, forældreansvarslovens regler
om samvær eller anden form for kontakt med andre end barnets forældre,
barsellovens regler om adoptantens ret til fravær i forbindelse med
stedbarnsadoption af registreret partners barn og lov om aktiv social
politiks regler om dækning af udgifter i forbindelse med samvær.
Lovforslaget skal i øvrigt ses i sammenhæng med det lovforslag om
ændring af lov om social service (kontinuitet i anbringelsen), som
velfærdsministeren fremsætter samtidig med dette lovforslag.
Velfærdsministerens forslag har blandt andet til hensigt at sikre de
mindre børn, der er anbragt uden for hjemmet mere stabile og trygge rammer
i deres første leve år, og at give mulighed for, at anbragte børn, der
har opnået en stæk tilknytning til anbringelsesstedet og
anbringelsesstedets omsorgspersoner, ikke skal kunne hjemgives, hvis det er
af afgørende betydning for barnets bedste at forblive på
anbringelsesstedet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til Det Høje Tings
velvillige behandling.