L 102 Forslag til lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.
Af Økonomi- og erhvervsministeren
Lene Espersen, Lene Espersen (KF)
Samling:
2008-09
Status:
Stadfæstet
Forslag som fremsat
L 102 (som fremsat): Forslag til lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.
Fremsat den 21. januar 2009 af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter
Lovens anvendelsesområde m.v.
§ 1. Der etableres en ordning, som indebærer, at staten kan tilføre kreditinstitutter i Danmark hybrid kernekapital (kapitalindskud) og udstede tegningsgaranti i forbindelse med kapitalrejsning.
Stk. 2. Ved hybrid kernekapital forstås et stående ansvarligt lån uden udløbsdato efter nærmere regler fastsat i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 3. Ved kreditinstitutter forstås i denne lov pengeinstitutter, realkreditinstitutter samt Danmarks Skibskredit A/S.
Stk. 4. Filialer i Danmark af udenlandske kreditinstitutter, danske kreditinstitutters datterselskaber i udlandet samt datterselskaber til Afviklingsselskabet etableret i medfør af lov om finansiel stabilitet er ikke omfattet af loven.
§ 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan indgå aftale med kreditinstitutter om indskud af hybrid kernekapital og fastsætte de nærmere vilkår herfor.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan trække på statens konto i Danmarks Nationalbank til udbetaling af hybrid kernekapital til de kreditinstitutter, der er indgået aftale med. Udgifterne optages direkte på de løbende tillægsbevillingslove.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan, når der er indgået aftale med det enkelte kreditinstitut, tilføre hybrid kernekapital direkte til det enkelte kreditinstitut.
Størrelsen på indskuddet af hybrid kernekapital
§ 3. Kreditinstitutter, der modtager kapitalindskud efter denne lov, skal efter kapitalindskuddet have en kernekapitalprocent på mindst 12, jf. dog stk. 4.
Stk. 2. Kreditinstitutter, der før kapitalindskuddet har en kernekapitalprocent på under 9, vil kunne få et kapitalindskud, der svarer til differencen mellem kernekapitalprocenten på 12 og kreditinstituttets aktuelle kernekapitalprocent, forudsat at grænserne for hybrid kernekapital i § 129, stk. 2-6, i lov om finansiel virksomhed giver mulighed herfor.
Stk. 3. Kreditinstitutter, der før kapitalindskuddet har en kernekapitalprocent på 9 eller derover, vil højst kunne få et kapitalindskud, der svarer til en forøgelse af kernekapitalprocenten med 3, forudsat at grænserne for hybrid kernekapital i § 129, stk. 2-6, i lov om finansiel virksomhed giver mulighed herfor.
Stk. 4. For kreditinstitutter, som har en kernekapitalprocent på under 6, kan der forhandles individuelle løsninger, som giver disse kreditinstitutter den højst mulige kernekapitalprocent.
Ansøgningskrav og behandling af ansøgninger
§ 4. Kreditinstitutter i Danmark, der opfylder solvenskravet på 8 pct., institutternes individuelle solvensbehov og et eventuelt af Finanstilsynet individuelt fastsat højere solvenskrav, jf. § 124 i lov om finansiel virksomhed, kan til og med den 30. juni 2009 ansøge om indskud af hybrid kernekapital, jf. lovens § 1, stk. 2.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fristen i stk. 1 for ansøgning om indskud af hybrid kernekapital forlænges.
§ 5. Ansøgning om indskud af hybrid kernekapital skal indsendes til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Ansøgningen skal indeholde følgende:
1) En redegørelse fra kreditinstituttet om instituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter.
2) En opgørelse af kreditinstituttets individuelle solvensbehov.
3) En revideret årsrapport for 2008 og det seneste kvartalsregnskab.
4) En udtalelse fra kreditinstituttets godkendte revisor.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om ansøgningskrav, om udtalelsen fra revisor og behandlingen af ansøgningerne.
Stk. 3. Et kreditinstitut, der ansøger om hybrid kernekapital, er forpligtet til at orientere Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvis der i perioden mellem ansøgningstidspunktet og tidspunktet for aftaleindgåelsen sker væsentlige ændringer i instituttets økonomiske forhold.
§ 6. Et kreditinstitut kan i stedet for at ansøge om indskud af hybrid kernekapital, jf. § 4, stk. 1, til og med 30. juni 2009 ansøge om, at staten afgiver en tegningsgaranti for en kapitalrejsning blandt andre investorer. Kreditinstituttet skal i ansøgningen dokumentere, at der kan tiltrækkes andre investorer.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fristen i stk. 1 for ansøgning om statens afgivelse af en tegningsgaranti forlænges.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om ansøgningskrav, behandling af ansøgningen, betalingsvilkår samt andre vilkår for, at staten afgiver en tegningsgaranti.
§ 7. Personer, der medvirker ved behandlingen af ansøgninger i henhold til denne lov, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt i forhold til de oplysninger, som de i den forbindelse opnår kendskab til.
Betingelser og vilkår for indskud af hybrid kernekapital
§ 8. Statsligt indskud af hybrid kernekapital er betinget af, at kreditinstituttet på tidspunktet for aftaleindgåelsen fortsat opfylder kravet i lovens § 3, stk. 1, om, at kreditinstituttet efter kapitalindskuddet har en kernekapitalprocent på mindst 12, jf. dog § 3, stk. 4, samt opfylder solvenskravene i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 2. I den periode, et kreditinstitut modtager kapitalindskud, gælder følgende vilkår:
1) Kapitalindskuddet har til formål at skabe luft i instituttets udlånspolitik.
2) Kreditinstituttet skal hvert halve år offentliggøre en redegørelse om udlånsudviklingen i instituttet.
3) Kreditinstituttet må ikke foretage kapitalnedsættelser eller iværksætte nye tilbagekøbsprogrammer af egne aktier.
4) Kreditinstituttet må ikke udstede fonds- eller friaktier til favørkurs eller gøre brug af lignende fordelagtige ordninger til direktionen.
5) Kreditinstituttet må udbetale udbytte fra den 1. oktober 2010, forudsat at det kan finansieres ud fra de løbende overskud, jf. i øvrigt stk. 4.
6) Kreditinstituttet må ikke anvende midler til at kapitalisere koncernens øvrige virksomheder, bortset fra egne datterselskaber, eller erhverve egne aktier eller aktier i andre selskaber i koncernen. De vilkår, der er nævnt i 1. pkt., kan i helt særlige konkrete tilfælde fraviges i forbindelse med aftaleindgåelsen.
7) Kreditinstituttet må ikke iværksætte nye aktieoptionsprogrammer eller andre lignende ordninger til direktionen eller forlænge eller forny eksisterende programmer.
8) Kreditinstituttet må ikke aflønne medlemmer af direktionen med variable løndele, jf. definitionen heraf i § 77 a, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, i et omfang, som overstiger 20 pct. af den samlede grundløn inklusiv pension.
9) Kreditinstituttet må i instituttets skatteregnskab ikke fradrage mere end halvdelen af den enkelte direktørlønning. Instituttet skal i en note til årsrapporten oplyse, hvor stort et beløb der er foretaget skattemæssigt fradrag for.
10) Kreditinstituttet skal betale en rente til staten, der fastsættes individuelt for hvert enkelt institut.
Stk. 3. Ud over de i stk. 2, nr. 1-10, nævnte vilkår gælder, at datterselskaber af udenlandske finansielle koncerner i videst muligt omfang skal anvende det tilførte kapitalindskud til at sikre konsolidering og øget kreditgivning i Danmark.
Stk. 4. Et kreditinstitut må ikke udbetale udbytte til og med den 30. september 2010. Uanset 1. pkt. må kreditinstitutter, der indgår i en koncern med et udenlandsk moderselskab, godt udbetale udbytte, hvis moderselskabets udbyttebetalinger ikke afhænger af udbyttebetaling fra det danske datterselskab.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen og beregningen af den rente, som skal betales til staten i henhold til stk. 2, nr. 10.
Stk. 6. I tilfælde, hvor et kreditinstituts hybride kernekapital udgør mere end 35 pct. af den samlede kernekapital, kan Finanstilsynet kræve kapitalen omdannet til aktiekapital, såfremt kreditinstituttet kommer i vanskeligheder. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om konvertering efter 1. pkt. Omdannelse af hybrid kernekapital efter 1. pkt. medfører ikke pligt til at afgive overtagelsestilbud efter reglerne i § 31 i lov om værdipapirhandel m.v.
Stk. 7. Staten kan sælge og i øvrigt disponere over hybrid kernekapital, som er tilført kreditinstitutter efter denne lov. Kreditinstitutterne kan indfri det statslige kapitalindskud efter 3 år.
Stk. 8. Kreditinstitutter, der tilføres hybrid kernekapital, skal betale statens udgifter til eksterne rådgivere og administration af ordningen. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
Stk. 9. Vilkårene i § 8, stk. 2, nr. 3-10 og stk. 5-7, kan fraviges helt eller delvist i de individuelle aftaler med datterselskaber, der indgår i udenlandske koncerner.
Stk. 10. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte øvrige konkrete vilkår for indskud af hybrid kernekapital.
§ 9. Udbetaling af den hybride kernekapital sker umiddelbart efter aftalens indgåelse.
Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan indgå aftale om, at udbetalingen finder sted på et senere tidspunkt, dog senest den 31. december 2009.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at fristen i stk. 2, for udbetaling forlænges.
Stk. 4. Et kreditinstitut, der har indgået aftale med staten om indskud af hybrid kernekapital, er forpligtet til at orientere Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvis der i perioden mellem tidspunktet for aftaleindgåelsen og tidspunktet for udbetalingen sker væsentlige ændringer i instituttets økonomiske forhold.
Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren kan i forbindelse med aftaleindgåelsen fastsætte øvrige vilkår for udbetalingen.
§ 10. For kreditinstitutter, der er etableret i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens kapitel 6 om konvertible og udbyttegivende gældsbreve tilsvarende anvendelse på hybrid kernekapital. For kreditinstitutter, der ikke er etableret i aktieselskabsform, finder aktieselskabslovens kapitel 6 tilsvarende anvendelse på hybrid kernekapital med de fornødne tilpasninger.
Stk. 2. Uanset stk. 1 har kreditinstituttet med Finanstilsynets tilladelse ret til at tilbagebetale hybrid kernekapital.
§ 11. Økonomi- og Erhvervsministeriet bemyndiges til i tilknytning til tilførslen af hybrid kernekapital til kreditinstitutterne at påtage sig forpligtelser om skadesløsholdelse af statens finansielle rådgiver, for så vidt angår udgifter, der påføres den finansielle rådgiver eller dens medarbejdere som følge af krav rejst af tredjepart, med mindre den finansielle rådgiver eller dets medarbejdere har handlet uagtsomt eller forsætligt, og om indgåelse af aftale om honorar, hvis rådgiveren ikke modtager honorar i tilknytning til de statslige kapitalindskud.
Tilsyn og sanktioner
§ 12. Økonomi- og Erhvervsministeriet fører tilsyn med, at kreditinstitutterne overholder de vilkår, som gælder for statens tegningsgaranti efter § 6 og kapitalindskud efter § 8.
Stk. 2. Økonomi- og Erhvervsministeriet udarbejder hvert halve år en samlet redegørelse om udviklingen i kreditmulighederne.
§ 13. Hvis et kreditinstitut overtræder vilkårene for tegningsgaranti, jf. § 6, eller de betingelser og vilkår for kapitalindskud, som følger af § 8, kan Finanstilsynet udstede en advarsel til det pågældende kreditinstitut, afsætte bestyrelsesmedlemmer i det pågældende institut eller påbyde instituttet at afsætte en direktør i det pågældende institut.
Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.
§ 14. Loven træder i kraft den 4. februar 2009.
Stk. 2. Lovforslaget kan stadfæstes straks efter vedtagelsen.
Stk. 3. Lovens § 8, stk. 2, nr. 4, 7 og 8, har virkning fra lovforslagets fremsættelse.
§ 15. Lovens § 16 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
§ 16. I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 897 af 4. september 2008, som ændret ved § 159 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 46 indsættes:
»§ 46 a. Pengeinstitutter må ikke tilbyde lånefinansiering i forbindelse med salg af ansvarlig kapital i form af aktier eller garantbeviser i det pågældende institut. Uanset 1. pkt. må pengeinstitutter dog tilbyde lånefinansiering til pengeinstituttets ansattes køb af medarbejderaktier som led i en medarbejderaktieordning.«
2. Efter § 77 indsættes:
»§ 77 a. Ved aflønning af direktionsmedlemmer i finansielle virksomheder må variable løndele højst udgøre 50 pct. af den faste grundløn inklusiv pension.
Stk. 2. Ved variable løndele forstås aflønningsordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på forhånd, herunder f.eks. bonusordninger, resultatkontrakter og andre lignende ordninger.
Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold.
§ 77 b. I finansielle virksomheder skal formanden for bestyrelsen i sin beretning for virksomhedens øverste organ redegøre for aflønningen af virksomhedens direktion. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår og om den forventede aflønning i indeværende og kommende regnskabsår.«
3. I § 124 indsættes som stk. 9:
»Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om pengeinstitutters og realkreditinstitutters offentliggørelse af deres opgørelse af det individuelle solvensbehov, jf. stk. 4, og individuelle solvenskrav, jf. stk. 5.«
4. § 129, stk. 1, nr. 8, affattes således:
»8) hybrid kernekapital, jf. § 132,«
5. § 129, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 8, kan udgøre op til 50 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen om hybrid kernekapital
1) gør det muligt at konvertere hybrid kernekapital til aktie-, garanti- eller andelskapital, såfremt pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet ikke opfylder solvenskravet i §§ 124 eller 125, eller hvor det på Finanstilsynets initiativ kan konverteres til aktie-, garanti- eller andelskapital, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er nærliggende risiko herfor, og
2) ikke indeholder vilkår om en rentestigning, jf. dog stk. 6.
Stk. 3. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 8, som ikke opfylder kravet i stk. 2, nr. 1, kan maksimalt udgøre 35 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen i forbindelse med gældsstiftelsen ikke indeholder vilkår om en rentestigning, jf. dog stk. 6.
Stk. 4. Hybrid kernekapital efter stk. 1, nr. 8, kan maksimalt udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen i forbindelse med gældsstiftelsen indeholder bestemmelser om en rentestigning.
Stk. 5. Hybrid kernekapital omfattet af stk. 2, 3 og 4, må tilsammen maksimalt udgøre 50 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, og hybrid kernekapital omfattet af stk. 3 og 4, må tilsammen maksimalt udgøre 35 pct. af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag.
Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 2 og 3, hvorefter aftaler ved gældsstiftelse ikke må indeholde vilkår om en rentestigning, omfatter ikke hybrid kernekapital udstedt i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, hvor aftaler i forbindelse med gældsstiftelse indeholder vilkår om rentestigninger, forudsat at sådanne rentestigninger udelukkende gøres betinget af udviklingen i udbytteudbetalinger.
Stk. 7. Finanstilsynet kan under særlige omstændigheder tillade, at grænserne i stk. 2-5 midlertidigt overskrides.«
Stk. 3-5 bliver herefter stk. 8-10.
6. § 132, stk. 1, nr. 4, affattes således:
»4) Gælden må kun tilbagebetales på pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets initiativ, med Finanstilsynets tilladelse og tidligst 5 år efter indbetalingen, jf. dog stk. 4 og 5.«
7. § 132, stk. 1, nr. 9, affattes således:
»9) Betalinger af renter kan udskydes eller erstattes af indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital, hvis basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.«
8. I § 132, stk. 1, nr. 12, indsættes efter »renten«: », jf. dog stk. 5,«.
9. I § 132, stk. 1, nr. 13, indsættes efter »renten«: », jf. dog stk. 5«.
10. I § 132 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:
»Stk. 4. Uanset stk. 1, nr. 4, kan hybrid kernekapital, der udstedes i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, og som i henhold til aftaler i forbindelse med gældsstiftelse kan indfries med Finanstilsynets tilladelse tidligst 3 år efter indbetalingen, medregnes i basiskapitalen, såfremt gælden erstattes af indbetalt kernekapital af mindst samme kvalitet, eller såfremt kernekapitalen efter indfrielsen udgør mindst 12 pct.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 12 og 13, omfatter ikke hybrid kernekapital udstedt i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, hvor aftaler i forbindelse med gældsstiftelse indeholder vilkår om rentestigninger, forudsat at sådanne rentestigninger udelukkende gøres betinget af udviklingen i udbytteudbetalinger.
Stk. 6. Indeholder aftaler i forbindelse med gældsstiftelse bestemmelser om en rentestigning i henhold til stk. 1, nr. 12 og 13, må gælden kun tilbagebetales på pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller investeringsforvaltningsselskabets initiativ, med Finanstilsynets tilladelse og tidligst 10 år efter indbetalingen, dog således at Finanstilsynet under særlige omstændigheder kan tillade indfrielse tidligst 5 år efter udstedelsen.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 7-9.
11. I § 182 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. For virksomheder med statsligt kapitalindskud i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter forudsætter tilladelse i henhold til stk. 1, at virksomheden kan godtgøre, at engagementet ikke er en følge af det statslige kapitalindskud og ikke er i strid med § 8, stk. 2, nr. 7, i lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.«
12. I § 344, stk. 4, indsættes efter 1. pkt.:
»Finanstilsynet gennemgår hvert år solvensbehovet hos de penge- og realkreditinstitutter, der har en arbejdende kapital på mere end 250 mio. kr.«
13. Efter § 347 indsættes:
»§ 347 a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om pengeinstitutters og realkreditinstitutters pligt til at offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af instituttet.«
14. § 348, stk. 1, affattes således:
»§ 348. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 43, stk. 1 og 2, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Markedsføringslovens §§ 20, 22, stk. 2, 23, stk. 1, 27, stk. 1, og 28, finder tilsvarende anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter denne bestemmelse. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«
15. Efter § 348 indsættes som ny bestemmelse:
»§ 348 a. Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af, at virksomheden har overtrådt § 43, stk. 1, eller bestemmelser udstedt i medfør af § 43, stk. 2.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden har uanset § 354 adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af stk. 1.«
16. I § 354, stk. 6, indsættes som nr. 22:
»22) Økonomi- og Erhvervsministeriet i sager om behandling af ansøgninger om statsligt kapitalindskud, jf. lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.«
17. I § 373, stk. 2, indsættes efter »bestemmelserne i« : »46 a,« og »§ 77« ændres til: »§§ 77, 77 a og 77 b «
§ 17. I lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive investeringsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 929 af 18. september 2008, foretages følgende ændring:
1. § 120, stk. 1, affattes således:
»Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god praksis, jf. § 18, herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Markedsføringslovens §§ 20, 22, stk. 2, 23, stk. 1, 27, stk. 1, og 28 finder tilsvarende anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter bestemmelsen i 1. punktum. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«
2. I § 120, stk. 2, ophæves 2. punktum.
3. Efter § 120 indsættes som ny bestemmelse:
»§ 120 a. Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af, at virksomheden har overtrådt § 18. Stk. 2. Forbrugerombudsmanden har uanset § 123 adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af stk. 1«
§ 18. I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 848 af 19. august 2008, foretages følgende ændring:
1. § 3, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende overtrædelser af regler om god værdipapirhandelsskik, jf. stk. 1, og regler udstedt efter stk. 2., herunder sag om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb. Markedsføringslovens §§ 20, 22, stk. 2, 23, stk. 1, 27, stk. 1, og 28 finder tilsvarende anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter bestemmelsen i 1. punktum. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.«
2. I § 3 indsættes som stk. 4 og 5:
»Stk. 4. Finanstilsynet underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af, at virksomheden har overtrådt stk. 1, eller regler udstedt i medfør af stk. 2.
Stk. 5. Forbrugerombudsmanden har uanset § 84 a adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af stk. 1.«
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
I oktober 2008 indgik regeringen en politisk aftale om sikring af finansiel
stabilitet. Den internationale finansielle krise havde medført, at
pengemarkederne var frosset til, og selv sunde pengeinstitutter havde
derfor svært ved at finde likviditet. Det truede den finansielle
stabilitet i Danmark, og det kunne få alvorlige negative konsekvenser for
landets virksomheder og borgere.
Den politiske aftale blev udmøntet ved lov nr. 1003 af 10. oktober 2008 om
finansiel stabilitet, som spændte et sikkerhedsnet ud under de simple
kreditorer i danske pengeinstitutter med henblik på at sikre, at danske
pengeinstitutter igen kunne finde likviditet til at finansiere deres
forretninger med.
Sikkerhedsnettet har virket efter hensigten, og danske pengeinstitutter
finder likviditet i fornødent omfang. Dog har der vist sig et behov for at
udvide garantiordningen, bl.a. fordi andre lande efterfølgende valgte at
udstrække deres tilsvarende garantiordninger til en længere periode.
Regeringen fremsætter derfor parallelt med dette lovforslag forslag til
ændring af lov om finansiel stabilitet, der bl.a. har til formål at
udstrække den danske garantiordning. Sikkerhedsnettet adresserer
imidlertid ikke pengeinstitutternes solvens.
Forværringen af konjunkturbilledet har medført, at kreditinstitutter i de
kommende år vil komme til at opleve et stigende pres på deres solvens, og
med den finansielle krise vil kreditinstitutterne have svært ved at rejse
yderligere kapital på de internationale kapitalmarkeder. Ydermere kan der
være en generel tendens til markedsdrevne krav om stærkere
kapitalisering. Uden adgang til kapital kan kreditinstitutterne kun modstå
risikoen for større tab ved at slanke balancerne gennem en stramning af
udlånspolitikken og lånevilkårene for virksomheder og husholdninger. Det
indebærer risiko for en kreditklemme til ugunst for samfundsøkonomien.
Den 18. januar 2009 indgik regeringen sammen med Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliance
en politisk aftale om en kreditpakke, hvorefter penge- og
realkreditinstitutterne tilbydes statslige kapitalindskud.
Kapitalindskuddene skal bidrage til at normalisere udlånspolitikken og
dermed mindske risikoen for en selvforstærkende negativ spiral mellem den
finansielle sektor og samfundsøkonomien i øvrigt.
Der lægges med dette lovforslag i overensstemmelse med den politiske
aftale af den 18. januar 2009 op til etablering af en ordning, hvorefter
alle kreditinstitutter med hjemsted i Danmark kan ansøge staten om indskud
af hybrid kernekapital. Alle pengeinstitutter, realkreditinstitutter og
Danmarks Skibskredit A/S omfattes herefter af ordningen.
Formålet med ordningen er at give kreditinstitutterne mulighed for at få
en finansiel stødpude og dermed sikre et tilstrækkeligt kapitalgrundlag,
således at risikoen for, at sunde virksomheder og husholdninger ikke kan
få finansieret deres aktiviteter i kreditinstitutterne, mindskes.
Derudover vil det gælde, at kreditinstitutternes kapitalindskud har til
formål at skabe luft i instituttets udlånspolitik.
Såfremt alle kreditinstitutter fuldt ud benytter sig af tilbuddet om at
få tilført statslig kapital, skønnes der at ville blive tilført kapital
på ca. 100 mia. kr., hvoraf ca. 75 mia. kr. går til pengeinstitutterne og
ca. 25 mia. kr. til realkreditinstitutterne.
Et kapitalindskud i størrelsesordenen 100 mia. kr. til sektoren under ét
vil føre til en forhøjelse af sektorens samlede kernekapital på ca. 22
pct. Det vil selv med en forsigtig gearing give rum for en markant
forøgelse af udlånene. Pengeinstitutternes udlån udgjorde ultimo 2007
knapt 2.800 mia. kr. og realkreditinstitutternes udlån knapt 2.000 mia.
kr.
Statens kapitalindskud til kreditinstitutterne er grundlæggende et lån,
der skal forrentes og tilbagebetales. Rentensatsen vil for det enkelte
kreditinstitut blive fastsat på objektive kriterier og skønnes årligt at
ville ligge i intervallet fra godt 9 pct. til knapt 12 pct. Det forventes,
at renten i gennemsnit vil blive på ca. 10 pct.
Idet renten fastsættes på et niveau, der afspejler den risiko, staten
påføres ved at stille kapital til rådighed, forventes det statslige
kapitalindskud ikke at påvirke den finanspolitiske holdbarhed. Det kunne
derimod blive tilfældet, hvis en manglende løsning af kreditklemmen
førte til, at konjunkturtilbageslaget bliver dybere og mere langvarigt.
De statslige kapitalindskud er ikke udtryk for, at staten på længere sigt
skal stille kapital til rådighed for kreditinstitutterne, og skal derfor
være midlertidige. Derfor skal der være en økonomisk tilskyndelse for
kreditinstitutterne til at erstatte den statslige kapital med privat
kapital.
Som en del af kreditpakken indgår det endvidere i dette lovforslag,
at der af hensyn til den finansielle stabilitet fremover er behov for en
styrket og mere fokuseret finansiel regulering for at genvinde
virksomhedernes og husholdningernes tillid til de finansielle markeder.
Sektoren skal selv yde det nødvendige bidrag hertil. Overdreven anvendelse
af aktieoptionsprogrammer til direktionen skal begrænses. I alle
finansielle virksomheder skal generalforsamlinger og repræsentantskaber
forholde sig til direktionens aflønning. Endelig indføres et forbud imod
lånefinansieret salg af instituttets egne aktier og garantbeviser.
Forbrugerombudsmandens muligheder for at gribe ind mod meget aggressiv
markedsføring af finansielle produkter skal styrkes.
Udviklingen på de finansielle markeder stiller krav om et mere effektivt
tilsyn med penge- og realkreditinstitutterne. Finanstilsynet styrkes
yderligere både ressourcemæssigt og med hensyn til tilsynets
indgrebsmuligheder
For yderligere at sikre at danske eksportvirksomheder har tilstrækkelig
adgang til kredit til gavn for dansk eksport, etableres der hurtigst muligt
under Eksport Kredit Fonden en eksportlåneordning, der skal sikre
finansiering af danske virksomheders eksportforretninger.
I forlængelse af etableringen af
nærværende ordning med kapitalindskud i
kreditinstitutter i Danmark gennemføres en ændring af lov om finansiel
stabilitet med henblik på at skabe en 3-årig overgangsordning
for statsgarantien i loven, som sikrer en gradvis udfasning af den
nuværende statsgaranti, som udløber den 30. september 2010.
Overgangsordningen indebærer, at der på individuel basis kan ansøges om
statsgaranti for ikke-efterstillet, usikret gæld. Ordningen åbner også
mulighed for, at kreditinstitutterne kan ansøge om statsgaranti på
udstedelsen af deres supplerende sikkerhedsstillelse (junior covered bonds)
på særligt dækkede obligationer. Det er på linje med, hvorledes andre
lande, som for eksempel Storbritannien og Sverige, har afgrænset deres
statsgaranti.
1.1 Kapitalpakker i andre EU-lande
Generelt har europæiske pengeinstitutter fået løftet deres kernekapital
i den seneste tid. Under de nuværende markedsforhold har fokus været på
at øge pengeinstitutternes kernekapitalgrundlag. I de kapitalpakker, som
allerede er lanceret i Europa, har Frankrig, Holland, Belgien,
Østrig, Tyskland og Storbritannien alle inkluderet
rekapitaliseringsmodeller baseret på hybrid kernekapital.
I flere af landene er dette dog suppleret med modeller, hvor staterne har
overtaget eller er blevet aktionær via kapitaludvidelser.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Statsligt indskud af hybrid kernekapital
Det statslige kapitalindskud vil ske i form af såkaldt hybrid
kernekapital. Hybrid kernekapital er stående rentebærende lån uden fast
løbetid på særlige vilkår, som kan variere fra lån til lån. Hybrid
kernekapital er en hybrid mellem et traditionelt (ansvarligt) lån og
aktiekapital. Ejerne af hybrid kernekapital modtager til forskel fra en
aktionær løbende en rentebetaling på kapitalindskuddet. Renten
forhandles individuelt i forbindelse med aftaleindgåelsen om indskud af
hybrid kernekapital.
De danske kreditinstitutter har forskellig juridisk organisering og
kapitalgrundlag. Det er nødvendigt at tage højde for disse forskelle i
forbindelse med aftaleindgåelsen og forhandlingen af de konkrete vilkår.
Renten vil for det enkelte kreditinstitut afhænge af en vurdering baseret
på objektive kriterier om den risiko, der er forbundet med det statslige
kapitalindskud. De enkelte kreditinstitutter vil i sidste ende skulle
betale mere eller mindre for kapitalindskuddet afhængigt af instituttets
type og risikoprofil.
Som alternativ til at indgå en aftale om indskud af hybrid kernekapital
kan kreditinstitutterne ansøge om, at staten afgiver en tegningsgaranti
ved en kapitalrejsning blandt private investorer, idet dette dog
forudsætter, at kreditinstituttet kan dokumentere, at der kan tiltrækkes
private investorer.
2.2. Grænserne for hybrid kernekapital
2.2.1. Ændring af grænserne for hybrid kernekapital i lov om finansiel virksomhed
De eksisterende bestemmelser i lov om finansiel virksomhed om, at hybrid
kernekapital må udgøre 15 procent af den samlede kernekapital, foreslås
med lovforslaget om ændring af lov om finansiel virksomhed ændret,
således at kapitalen fremover må udgøre 50 pct. Ændringen er en
nødvendighed i forhold til det kapitalindskud, der er foreslået i
lovforslaget om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.
De gældende danske bestemmelser om grænserne for medregning af hybrid
kernekapital baserer sig generelt på international praksis. Der er i dag
ikke på EU-niveau fastsat direktivbestemmelser om hybrid kernekapital, men
der er fremsat et direktivforslag til ændring af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF, som i øjeblikket er under behandling af Europa-Parlamentet.
Direktivforslaget indeholder bl.a. bestemmelse om, at loftet for hybrid
kernekapital skal hæves til 50 pct. af kernekapitalen. Denne ændring
forventes at blive vedtaget af EU-landene og være gennemført i national
lovgivning senest den 31. december 2010.
Forslaget til ændring af bestemmelserne i lov om finansiel virksomhed om
hybrid kernekapital medtager ikke alle de bestemmelser om hybrid
kernekapital, som forventes at indgå i det kommende direktiv. I
forbindelse med denne revision af de danske lovbestemmelser om hybrid
kernekapital foreslås det at begrænse ændringerne i forhold til de
gældende regler mest muligt. Der gennemføres derfor kun de ændringer,
som er nødvendige for at muliggøre et større kapitalindskud i form af
hybrid kernekapital i danske kreditinstitutter. De foreslåede ændringer
tager således alene sigte på at gennemføre de forhøjede grænser for
medregning af hybrid kernekapital i kernekapitalen.
Forslaget indeholder særlige bestemmelser for hybrid kernekapital, der
udstedes i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.
Formålet med disse bestemmelser er at give mulighed for, at aftaler om
statslige kapitalindskud kan omfatte vilkår, der giver udstederen mulighed
for og tilskyndelse til at indfri det statslige kapitalindskud, når
markedsvilkårene bliver normaliserede. Privat hybrid kernekapital med
sådanne incitamenter til førtidsindfrielse forventes ikke at kunne
medregnes i kernekapitalen i henhold til de kommende direktivbestemmelser.
Det er imidlertid anerkendt praksis med sådanne undtagelsesbestemmelser i
forbindelse med statslige kapitalpakker, og det anses generelt for
ønskeligt, at statslige kapitalindskud kan indfries eller erstattes af
privat kapital, når markedsforholdene normaliseres.
Det foreliggende direktivforslag indeholder en bestemmelse om såkaldt
"grandfathering". Bestemmelsen regulerer hybrid kernekapital, der i henhold
til national lovgivning ville kunne medregnes i kernekapitalen før
direktivets ikrafttræden, og som er udstedt før direktivets
ikrafttræden. Den type hybrid kernekapital vil, selv om den ikke opfylder
alle betingelserne i artikel 63 a i det fremsatte direktivforslag, efter
direktivets gennemførelse og frem til den 31. december 2020 kunne
medregnes. Dette sker på lige fod med hybrid kernekapital, der opfylder
alle betingelserne i direktivforslagets artikel 63 a.
Fra den 31. december 2020 og frem til den 31. december 2030 vil sådan
hybrid kernekapital kunne medregnes med op til 20 pct. af kernekapitalen,
og fra den 31. december 2030 til den 31. december 2040 med 10 pct. af
kernekapitalen. Disse overgangsbestemmelser betyder, at hybrid
kernekapital, der udstedes i medfør af de nye bestemmelser om hybrid
kernekapital, herunder det nye loft for hybrid kernekapital, ikke vil være
i konflikt med direktivet, når dette vedtages.
Når direktivet er vedtaget, vil de øvrige bestemmelser om hybrid
kernekapital blive implementeret i lov om finansiel virksomhed.
Forslaget indeholder desuden en ændring af bestemmelserne i lov om
finansiel virksomhed om Finanstilsynets tilladelse til koncerninterne
engagementer. Formålet hermed er at sikre, at hybrid kernekapital udstedt
i medfør af lov om statsligt kapitalindskud ikke anvendes til at overføre
likviditet til koncernselskaber i stedet for til udlån i overensstemmelse
med lovens formål.
2.2.2. Grænserne for hybrid kernekapital i andre EU-lande
I de øvrige EU-lande er der forskel på, hvor meget hybrid kernekapital
må udgøre af den samlede kapital.
Det fremgår af en analyse fra Commitee of European Banking Supervisors
(CEBS) fra marts 2007 om anvendelsen af hybrid kernekapital i
EØF-landene, at mange lande allerede i 2007 havde grænser for hybrid
kernekapital på over 15 pct. af kernekapitalen, typisk mellem 20 pct. og
35 pct. Tyskland og Nederlandene havde allerede i 2007 en grænse på 50
pct. for hybrid kernekapital af den samlede kernekapital. Irland havde i
2007 en grænse på 49 pct. Sverige har i december 2008 valgt at hæve
deres grænse fra 15 pct. til 30 pct.
2.3. Størrelsen på det statslige indskud af hybrid kernekapital
Det kan ikke præcist fastlægges, hvor stort det samlede statslige
kapitalindskud skal være. Det skønnes, at et samlet kapitalindskud på
ca. 100 mia. kr. vil være tilstrækkeligt, såfremt alle
kreditinstitutterne ansøger om det maksimale indskud af hybrid
kernekapital. Da alle kreditinstitutter frem til den 30. juni 2009 skal
have mulighed for at ansøge om og herefter i givet fald få tildelt hybrid
kernekapital, kan det ikke på nuværende tidspunkt opgøres, hvor stort
den samlede investering bliver. Det vurderes dog, at den samlede størrelse
af kapitalindskuddene formentlig vil blive mindre end 100 mia. kr.
Alle kreditinstitutter, der modtager kapitalindskud, skal på baggrund af
årsregnskabet for 2008 efter kapitalindskuddet have en kernekapitalprocent
på mindst 12. En kernekapitalprocent på mindst 12 vil betyde, at de
fleste kreditinstitutter får en finansiel robusthed, der gør, at de
forventes at kunne modstå de forventede tab i de kommende år og samtidig
opretholde en rimelig udlånsportefølje.
De kreditinstitutter, der før kapitalindskuddet har en kernekapitalprocent
på under 9, vil kunne få et kapitalindskud, der svarer til differencen
mellem kernekapitalprocenten på 12 og kreditinstituttets aktuelle
kernekapitalprocent, forudsat at grænserne for hybrid kernekapital giver
mulighed herfor. Kreditinstitutter, der før kapitalindskuddet har en
kernekapitalprocent på 9 eller derover, vil højst kunne få et
kapitalindskud svarende til en forøgelse af kernekapitalprocenten med 3.
De kreditinstitutter, som har en kernekapitalprocent på under 6, kan
forhandle om en individuel løsning.
2.4. Ansøgning, betingelser og vilkår for statsligt indskud af hybrid kernekapital samt sanktioner
Kreditinstitutter, der ønsker at få et statsligt indskud af hybrid
kernekapital, skal ansøge herom. Alene kreditinstitutter, der opfylder
solvenskravet på 8 pct. og kravet til instituttets individuelle
solvensbehov samt et eventuelt af Finanstilsynet individuelt fastsat
højere solvenskrav i medfør af lov om finansiel virksomhed, kan ansøge.
Ansøgningen skal blandt andet vedlægges en redegørelse for
kreditinstituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter, en
fastsættelse af kreditinstituttets individuelle solvensbehov, revideret
årsrapport for 2008 og det seneste kvartalsregnskab samt en udtalelse fra
kreditinstituttets godkendte revisor. Ansøgningsfristen er som
udgangspunkt den 30. juni 2009, men denne frist kan forlænges af økonomi-
og erhvervsministeren.
På baggrund af ansøgningen vil Økonomi- og Erhvervsministeriet
gennemføre forhandlinger med de enkelte kreditinstitutter om størrelsen
af kapitalindskuddet samt de vilkår, der skal gælde for det statslige
kapitalindskud. Da kreditinstitutterne er forskellige juridisk såvel som
organisatorisk, er der behov for, at der kan aftales individuelle vilkår
med de forskellige kreditinstitutter.
Det følger samtidig af lovforslaget, at der vil være en række
betingelser og vilkår, som et kreditinstitut skal opfylde for at kunne få
kapitalindskud, herunder bl.a. at kreditinstituttet hvert halve år skal
offentliggøre en redegørelse om udlånsudviklingen i instituttet, at
instituttet ikke må foretage kapitalnedsættelser eller iværksætte nye
tilbagekøbsprogrammer af egne aktier, at instituttet ikke må udstede
friaktier til favørkurs eller gøre brug af lignende fordelagtige
ordninger, at instituttet som udgangspunkt først må udbetale udbytte
efter 30. september 2010, at instituttet ikke må aflønne medlemmer af
direktionen med andre variable lønandele i et omfang, som overstiger 20
pct. af den samlede grundløn inklusiv pension, og at instituttet ikke må
igangsætte nye aktieoptionsprogrammer eller forlænge eller forny
eksisterende programmer.
Derudover vil det bl.a. gælde, at kreditinstituttets kapitalindskud har
til formål at skabe luft i instituttets udlånspolitik.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte øvrige vilkår for
indskud af hybrid kernekapital.
Udbetaling af den hybride kernekapital sker umiddelbart efter
aftaleindgåelsen, medmindre andet aftales.
Såfremt et kreditinstitut overtræder de betingelser og vilkår, som
gælder for indskud af hybrid kernekapital, kan Finanstilsynet udstede en
advarsel til det pågældende institut, afsætte bestyrelsesmedlemmer i det
pågældende institut eller påbyde instituttet at afsætte en direktør i
det pågældende institut.
2.5. Tilsyn
Økonomi- og Erhvervsministeriet fører tilsyn med, at
kreditinstitutterne overholder vilkårene for aftalen om indskud af hybrid
kernekapital, jf. pkt. 2.4. ovenfor.
Derudover vil Finanstilsynet fremover hvert år skulle gennemgå
solvensbehovet hos de penge- og realkreditinstitutter, der har en
arbejdende kapital på mere end 250 mio. kr. Ved arbejdende kapital
forstås summen af indlån, udstedte obligationer m.v., efterstillet
kapital og egenkapital.
2.6. Aflønning af direktionsmedlemmer i kreditinstitutter
Kreditinstitutter må ikke anvende variable løndele til aflønning af
medlemmer af direktionen i et omfang, som overstiger 50 pct. af den faste
grundløn inklusiv pension. For kreditinstitutter fastsættes det, at
variable løndele for direktionen ikke må overstige 20 pct. af den faste
grundløn inklusiv pension, så længe instituttet modtager statsligt
kapitalindskud, hvilket vil have virkning fra lovforslagets fremsættelse.
Derudover foreslås det, at generalforsamlinger og repræsentantskaber i
finansielle virksomheder får mulighed for at forholde sig til direktionens
aflønning. Det er væsentligt, at der er åbenhed om væsentlige forhold
vedrørende principperne for og størrelsen af direktionens vederlag.
Ejerne af finansielle virksomheder bør således have et klart overblik
over den finansielle virksomheds lønpolitik. Der indføres derfor lovkrav
om, at generalforsamlingen eller repræsentantskaber i alle finansielle
virksomheder skal forholde sig til direktionens aflønning. Det svarer i
store træk til kravet i kodeks for god selskabsledelse, som gælder for
børsnoterede selskaber.
2. 7. Forbud mod kreditinstitutters programmer med lånefinansieret salg af egne aktier og garantbeviser
Det foreslås, at der indføres et forbud mod, at pengeinstitutter tilbyder
lånefinansiering, når de sælger deres egne aktier eller garantbeviser.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 46 i lov om finansiel
virksomhed, som forbyder pengeinstitutter, realkreditinstitutter eller
forsikringsselskaber at tilbyde lånefinansiering i forbindelse med tegning
af hybrid eller ansvarlig lånekapital.
2.8. Øget åbenhed og forbrugerbeskyttelse på det finansielle område
Kreditinstitutterne løser en væsentlig opgave i samfundsøkonomien,
hvorfor offentligheden bør have en bedre mulighed for at få indblik i det
finansielle område. Der indføres derfor med lovforslaget en øget
åbenhed.
Kreditinstitutterne skal således fremover offentliggøre opgørelsen af
deres individuelle solvensbehov samt et eventuelt højere individuelt
solvenskrav fastsat af Finanstilsynet, ligesom der skal offentliggøres en
beskrivelse af, hvordan instituttet er kommet frem til det individuelle
solvensbehov.
Derudover skal offentligheden i højere grad have adgang til den
information, der i dag kun går fra Finanstilsynet til instituttets ledelse
og dermed ikke til aktionærer og kunder. Det kan f.eks. være oplysninger
om risikooplysninger fra Finanstilsynet.
De nærmere regler for offentliggørelse af oplysninger og yderligere
adgang til information vil blive fastlagt efter drøftelser med branchen.
Ydermere sikres der med lovforslaget bedre forbrugerbeskyttelse på det
finansielle område. Det præciseres med lovforslaget, at
Forbrugerombudsmanden også kan anlægge sager om civilretlige krav,
herunder om f.eks. erstatning, ligesom Forbrugerombudsmanden får hjemmel
til at forhandle med de finansielle virksomheder med henblik på at opnå
en forligsmæssig løsning i den konkrete sag.
Forbrugerombudsmanden vil endvidere fremover i højere grad blive
orienteret om sager, hvor kunder har lidt et tab, for at kunne anlægge et
gruppesøgsmål eller indtræde som mandatar i en konkret sag, idet
Finanstilsynet fremover skal orientere Forbrugerombudsmanden, såfremt
tilsynet bliver bekendt med sådanne forhold.
3. Færøerne og Grønland
Loven finder anvendelse også i Grønland og på Færøerne fra det
foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt den 4. februar 2009. Den del af
loven, som vedrører realkreditområdet, gælder dog ikke for Færøerne,
da realkreditområdet er overtaget som færøsk særanliggende.
Bestemmelserne i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt i
lov om værdipapirhandel vedrørende Forbrugerombudsmanden gælder ikke for
Færøerne og Grønland, idet markedsføringsloven ikke gælder for
Færøerne og Grønland. Lovforslaget er inden fremsættelsen forelagt
hjemmestyremyndighederne i Grønland og på Færøerne. Det drøftes i den
forbindelse med de respektive landsstyrer, om Grønland og Færøerne
ønsker at være omfattet af loven. Kan Grønlands Hjemmestyre eller
Færøernes Hjemmestyre ikke tiltræde lovforslaget, vil regeringen
fremsætte et ændringsforslag, hvorefter lovens territoriale
anvendelsesområde ikke omfatter Grønland og/eller Færøerne.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Det skønnes, at staten som udgangspunkt vil yde kapitalindskud til
kreditinstitutterne på ca. 100 mia. kr., såfremt alle kreditinstitutter
udnytter muligheden for kapitalindskud fuldt ud. Det kan ikke på
nuværende tidspunkt opgøres, hvor stort det samlede kapitalindskud
bliver. Kapitalindskuddet er uanset størrelsen en investering og ikke en
udgift. Det forventes, at renten på de statslige kapitalindskud i
gennemsnit vil være ca. 10 pct. årligt for kapitalindskuddet. Det
faktiske afkast til staten kan dog afvige noget fra de forventede 10 pct.
bl.a. som følge af risikoen for at staten kan få tab på statslige
kapitalindskud.
Der vil blive afholdt 15,0 mio. kr. årligt til, at Finanstilsynet bl.a.
kan gennemgå solvensbehovet i alle kreditinstitutter, på nær de
allermindste. Hertil kommer, at der vil blive afholdt 3,0 mio. kr. årligt
til en styrkelse af Forbrugerombudsmandens mulighed for at tage konkrete
sager op, hvor finansielle virksomheder foretager for aggressiv
markedsføring over for kunderne. Omkostningerne til administration af
ordningen for Økonomi- og Erhvervsministeriet, herunder
omkostningerne til eksterne rådgivere, nedsættelse af task-force m.v.,
samt til den nødvendige styrkelse af finansiel regulering og tilsyn i
Økonomi- og Erhvervsministeriet, vil blive forelagt som et særskilt
aktstykke på et senere tidspunkt.
Forslaget skønnes ikke at have væsentlige økonomiske og administrative
konsekvenser for regioner eller kommuner.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget skønnes at have positive økonomiske konsekvenser for det
generelle erhvervsliv, idet ordningen medfører, at sunde kreditværdige
virksomheder kan få finansieret deres aktiviteter i kreditinstitutterne,
hvilket vil være til gavn for hele samfundsøkonomien.
Idet ordningen er frivillig, vil forslaget for de kreditinstitutter, der
vælger at indgå aftale om indskud af hybrid kernekapital, umiddelbart
have negative økonomiske konsekvenser, idet kreditinstitutterne vil skulle
betale en rente til staten. Renten beregnes individuelt i forbindelse med
aftaleindgåelsen, hvorfor den økonomiske konsekvens for
kreditinstitutterne ikke kan beregnes på nuværende tidspunkt. Hertil
kommer, at de kreditinstitutter, der får statsligt kapitalindskud, vil
skulle dække statens udgifter til eksterne rådgivere, nedsættelse af
task-forcen og administration af ordningen. Udgifterne vil blive opkrævet
via et provisionsgebyr. Generelt vil forslaget dog have en positiv
økonomisk effekt for kreditinstitutterne, idet institutterne bliver
tilført kapital.
Derudover vurderes forslaget at have begrænsede administrative
konsekvenser for kreditinstitutterne i forbindelse med ansøgning om hybrid
kernekapital.
Grundet lovforslagets hastende karakter forelægges lovforslaget ikke
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervsregulering
(CKR).
6. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser
7. Administrative konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for
borgerne.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget vurderes at indeholde statsstøtte omfattet af EF-traktatens
artikel 87, stk. 1, idet det må antages, at kreditinstitutterne
opnår en fordel ved at modtage kapitalindskud fra staten. Ordningen skal
således anmeldes til Europa-Kommissionen med henblik på godkendelse, jf.
EF-traktatens artikel 88, stk. 3.
9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Advokatrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets
Tillægspension (ATP), Børsmæglerforeningen, Danish Venture Capital and
Private Equity Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Autoriseret
Markedsplads A/S, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk
Erhverv, Dansk Industri, Dansk Investor Relations Forening - DIRF, Dansk
Landbrug, Danske Advokater, Danske Andelskasser, Danske
Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Regioner, Datatilsynet, Den
Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske
Fondsmæglerforening, FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel,
Finans og Leasing, Finansforbundet, Finansrådet - Danske Pengeinstitutters
Forening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden,
Forbrugerrådet, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen
Danske Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer, Forsikring &
Pension, Forsikringsmæglerforeningen i Danmark, Forsikringsmæglernes
Brancheforening, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på
Færøerne, Garantifonden for indskydere og investorer, Grønlands
Hjemmestyre via Rigsombudsmanden i Grønland, Håndværksrådet,
InvesteringsForeningsRådet, IT-branchen, Landbrugsrådet, Lokale
Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), OMX Den Nordiske Børs
København A/S, PBS (Payment Business Services), Realkreditforeningen,
Realkreditrådet, Regionale Bankers Forening, Rigsrevisionen,
Sammenslutningen Danske Andelskasser og Statsadvokaten for Særlig
Økonomisk Kriminalitet.
10. Sammenfattende skema
|
Positive konsekvenser/mindre udgifter
|
Negative konsekvenser/merudgifter
|
|
|
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
regioner
|
Staten vil opnå renteindtægter, men også have
renteudgifter i forbindelse med finansieringen af
kapitalindskuddet, ligesom der vil være en risiko for tab
på lånene.
Ingen konsekvenser for kommuner og regioner.
|
Lovforslaget forventes at medføre udgifter for 15,0 mio.
kr. årligt til et styrket tilsyn i Finanstilsynet og 3,0
mio. kr. årligt til en øget mulighed for at tage konkrete
sager op, hvor finansielle virksomheder foretager for
aggressiv markedsføring over for kunderne.
Derudover vil der blive afholdt udgifter i forbindelse med
køb af eksterne rådgivere, nedsættelse af task-force og
administration af ordningen. Sidstnævnte udgifter vil
blive opkrævet af de kreditinstitutioner, der modtager
statsligt kapitalindskud.
Ingen konsekvenser for kommuner og regioner.
|
|
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
|
Lovforslaget vurderes at medføre mindre administrative
byrder for staten i forbindelse med behandling af
ansøgninger, indgåelse af aftaler og udbetaling af
kapitalindskud.
|
|
|
Ingen konsekvenser for kommuner og regioner.
|
Ingen konsekvenser for kommuner og regioner.
|
|
|
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
|
Lovforslaget vurderes at have en positiv økonomisk
konsekvens for kreditinstitutterne, idet disse bliver
tilført kapital.
|
Lovforslaget vurderes at have økonomiske konsekvenser for
kreditinstitutterne, idet kreditinstitutterne vil skulle
betale en præmie til staten. Renten beregnes individuelt i
forbindelse med aftaleindgåelsen, hvorfor den økonomiske
konsekvens for kreditinstitutter ikke kan beregnes på
nuværende tidspunkt.
Derudover vil de kreditinstitutter, der får statsligt
kapitalindskud, skulle dække statens udgifter til eksterne
rådgivere, task-forcen og administration af ordningen.
|
|
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
|
Lovforslaget vurderes at have begrænsede administrative
konsekvenser for kreditinstitutterne i forbindelse med
udarbejdelse af ansøgning om hybrid kernekapital.
|
|
|
Miljømæssige konsekvenser
|
Ingen
|
Ingen
|
|
Administrative konsekvenser for borgerne
|
Ingen
|
Ingen
|
|
Forholdet til EU-retten
|
Lovforslaget vurderes at indeholde statsstøtte omfattet af
EF-traktatens artikel 87, stk. 1, idet det må
antages, at kreditinstitutterne opnår en fordel ved at
modtage kapitalindskud fra staten.
Ordningen skal således anmeldes til Europa-Kommissionen
med henblik på godkendelse, jf. EF-traktatens artikel 88,
stk. 3.
|
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det foreslås i stk. 1, at der etableres
en ordning, hvorefter alle kreditinstitutter i Danmark kan ansøge staten
om indskud af hybrid kernekapital.
Formålet med ordningen er at styrke kreditinstitutternes
kernekapitalgrundlag og derved modvirke, at pengeinstitutterne strammer
udlånspolitikken i et omfang, så det selv for kreditværdige virksomheder
kan blive svært at finde finansiering til sikring af en hensigtsmæssig
drift og rentable investeringer. Ordningens formål er således ikke at
hjælpe hverken kreditinstitutterne eller aktionærerne, men derimod at
sikre finansiering til kreditværdige virksomheder og husholdninger.
I stk. 2 defineres, hvad der forstås ved
hybrid kernekapital. Hybrid kernekapital er stående rentebærende lån
uden udløb på særlige vilkår, som kan variere fra lån til lån.
Hybrid kernekapital er en hybrid mellem et traditionelt (ansvarligt) lån
og aktiekapital. Ejerne af hybrid kernekapital modtager - til forskel fra
en aktionær - løbende en rentebetaling på kapitalindskuddet, men ejerne
af hybrid kernekapital har ikke nødvendigvis krav på kompensation, hvis
kreditinstituttet ikke betaler den forfaldne rente. I lighed med aktier
udløber den hybride kernekapital ikke automatisk, idet den hybride
kernekapital alene kan tilbagebetales, hvis Finanstilsynet giver tilladelse
hertil. Hybrid kernekapital vil i en konkurssituation stå lige foran den
almindelige aktiekapital.
Hybrid kapital kan have forskellig kvalitet, hvor kvaliteten måles ud fra
et stabilitetssynspunkt. Det betyder, at jo mere hybrid kernekapital minder
om aktiekapital, jo højere kvalitet.
Der har hidtil ikke på EU-niveau været regler for hybrid kernekapital.
Den eksisterende nationale regulering er generelt baseret på
retningslinjerne udstedt af Basel Komiteen i 1998, den såkaldte Sydney
Press Release, hvorefter hybrid kernekapital maksimalt må udgøre 15 pct.
af kernekapitalen.
Der er på EU-niveau fremsat forslag til ændring af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF, som i øjeblikket er under behandling i Europa-Parlamentet. Det
fremgår af direktivforslaget, at hybrid kernekapital fremover skal kunne
udgøre op til 50 pct. af den samlede kernekapital. Baggrunden for
direktivforslaget er de historiske erfaringer med hybrid kernekapital og
analyser fra Commitee of European Banking Supervisors (CEBS). Loftet for
hybrid kernekapital i Danmark ændres med lovforslaget fra de nuværende 15
pct. af kernekapitalen til 50 pct., så det allerede nu kommer til at svare
til det kommende direktiv, hvis det som ventet bliver vedtaget i sin
nuværende form.
De nærmere regler om hybrid kernekapital er fastsat i §§ 129-132 i
lov om finansiel virksomhed.
I stk. 3 defineres, hvad der i denne lov
forstås som kreditinstitutter. Alle kreditinstitutter, som har hjemsted i
Danmark, er omfattet af ordningen. Det betyder således, at alle danske
pengeinstitutter og udenlandske pengeinstitutternes datterselskaber i
Danmark, realkreditinstitutter samt Danmarks Skibskredit A/S er omfattet af
ordningen. Det gælder i øvrigt, at alle de omfattede institutter er
underlagt tilsyn.
Solvenskrav og kapitalforhold opgøres på institutniveau og ikke på
fillialniveau, og det medfører, at alle danske bankers filialer er
omfattet, hvad enten filialerne er beliggende i Danmark eller i udlandet.
Udenlandsk ejede kreditinstitutter (datterselskaber) i Danmark er omfattet
af ordningen, idet de på lige fod med de øvrige danske kreditinstitutter
formidler kredit til det danske marked som selvstændige juridiske personer
i Danmark. Datterselskaber i kreditinstitutternes koncerner vil blive
underlagt særlige vilkår for statslige indskud med henblik på at sikre,
at statens kapitalindskud i datterselskabet ikke anvendes til at
kapitalisere koncernens øvrige virksomheder. Dette kan f.eks. ske ved at
fastsætte begrænsninger for ansvarlige lån indenfor en koncern, og ved
at datterbanker ikke skal kunne erhverve egne aktier og aktier i
koncernselskaber.
Af den foreslåede bestemmelse i stk. 4
fremgår, at filialer i Danmark af udenlandske kreditinstitutter, danske
kreditinstitutters datterselskaber i udlandet samt datterselskaber til
Afviklingsselskabet etableret i medfør af lov om finansiel stabilitet ikke
omfattes af loven.
Baggrunden for, at danske kreditinstitutters datterselskaber i udlandet
ikke omfattes af loven, er bl.a. at datterselskabet udgør en selvstændig
juridisk person i udlandet. En filial af et udenlandsk selskab udgør en
integreret del af det udenlandske selskab og er dermed ikke en selvstændig
juridisk person i Danmark. Et datterselskab hæfter for sine forpligtelser
med egne aktiver, hvorimod en filials ansvar omfatter alle aktiver i det
selskab, filialen er en del af. Derudover opgøres solvensbehov ikke på
filialniveau, hvorfor filialer ikke kan leve op til lovens krav.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at en lang række af de øvrige
europæiske lande samt USA har tilvejebragt egne ordninger, der sørger for
et løft af kreditinstitutternes kernekapital i de pågældende lande.
Til § 2
Der lægges i stk. 1 op til, at økonomi-
og erhvervsministeren kan indgå aftale med kreditinstitutter og fastsætte
konkrete vilkår for indskud af hybrid kernekapital, jf. i øvrigt lovens
§ 8. Formålet med bestemmelsen er, at ministeren skal kunne
forhandle og indgå aftaler med kreditinstitutterne om indskud af hybrid
kernekapital.
Det fremgår af stk. 2 og 3, at staten
efter aftaleindgåelse med det pågældende kreditinstitut kan trække på
statens konto i Danmarks Nationalbank og tilføre hybrid kernekapital
direkte til det enkelte kreditinstitut. Udgifterne til trækket på statens
konto i Nationalbanken optages direkte på de løbende
tillægsbevillingslove.
Til § 3
Det fremgår af stk. 1, at alle
kreditinstitutter, der modtager kapitalindskud, efter kapitalindskuddet
skal have en kernekapitalprocent på mindst 12, jf. dog stk. 4.
Formålet er, at kreditinstitutter, der får kapitalindskud, vil opnå en
sådan finansiel robusthed, at de må forventes at kunne modstå tab i de
kommende år, og at de samtidig kan opretholde en rimelig
udlånsportefølje.
Det forudsættes, at kreditinstituttet har en kernekapitalprocent på
mindst 6, uden at der medregnes anden hybrid kernekapital, således at
kreditinstituttet kan få tilført mindst 6 pct. hybrid kernekapital, så
den samlede kernekapitalprocent er på mindst 12.
Det er den reviderede årsrapport for 2008 samt seneste kvartalsregnskab,
der lægges til grund ved beregningen.
Af stk. 2, fremgår det, at
kreditinstitutter, der før kapitalindskuddet har en kernekapitalprocent
på under 9, vil kunne få et kapitalindskud svarende til differencen
mellem kernekapitalprocenten på 12 og instituttets aktuelle
kernekapitalprocent, dog forudsat, at grænserne for hybrid kernekapital i
§ 129, stk. 2 til 6 i lov om finansiel virksomhed giver
mulighed herfor. Med aktuel kernekapitalprocent forstås
kernekapitalprocenten på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om
statsligt indskud af hybrid kernekapital.
Endelig foreslås det i stk. 3, at kreditinstitutter, der før
kapitalindskuddet har en kernekapitalprocent på 9 eller derover, højst
vil kunne få et kapitalindskud svarende til en forøgelse af
kernekapitalprocenten med 3. Den samlede hybride kernekapital efter
kapitalindskuddet kan dog ikke overstige grænserne for hybrid kernekapital
i § 129, stk. 2 til 6, i lov om finansiel virksomhed.
Baggrunden for dette er hensynet til, at kreditpakken i størst mulig
udstrækning skal adressere risikoen for en kreditklemme ved at sikre den
fornødne kapitalisering af kreditinstitutterne, som er vurderet til af
svare til en kernekapitalprocent på 12 af de risikovægtede aktiver.
I nedenstående tabel er det med tre eksempler søgt illustreret, hvor
meget kapital et kreditinstitut kan ansøge om alt afhængig af, om
instituttet har en lav, mellem eller høj kernekapitalprocent i
udgangssituationen.
Eksempler på kapitalindskud før/efter indskud (kernekapitalprocent)
|
Lav
|
Mellem
|
Høj
|
|
|
Før
|
9
|
10
|
14
|
|
Efter (indskud)
|
12
|
12-13
|
14-17
|
Anm.: Kernekapitalprocenten er lig kernekapital i pct. af risikovægtede
aktiver.
Det følger af stk. 4, at de danske
kreditinstitutter er meget forskellige, og nogle kreditinstitutter
vil kunne have en kernekapitalprocent på under 6. Derved vil de ikke kunne
opfylde kravet i stk. 1 om at skulle have en kernekapitalprocent på
mindst 12 efter et statsligt kapitalindskud. For disse kreditinstitutter
fastsættes det derfor, at der kan forhandles en individuel løsning som
samlet set giver dem den højst mulige kernekapitalprocent. Det sker for at
give også disse kreditinstitutter en finansiel stødpude og dermed et
tilstrækkeligt kapitalgrundlag til ikke at skulle stramme
udlånspolitikken mere end den almindelige konjunkturudvikling tilsiger
under behørig hensyntagen til, at institutterne samtidig skal drive en
sund og ansvarlig forretning. Det er således hensigten med den
individuelle løsning at give sådanne kreditinstitutter en robusthed, som
svarer til det, som virksomheder med en kernekapitalprocent på over 6
opnår med kapitalindskud efter bestemmelserne i stk. 1 og 2.
Det vil fortsat være en forudsætning for at opnå kapitalindskud,
at kreditinstitutterne opfylder solvenskravene i lov om finansiel
virksomhed.
Til § 4
Kreditinstitutter, som på
ansøgningstidspunktet overholder solvenskravet på 8
pct., jf. § 124, stk. 2, i lov om finansiel
virksomhed, instituttets individuelle solvensbehov, jf. § 124,
stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, eller et af
Finanstilsynet eventuelt individuelt højere solvenskrav fastsat i medfør
af § 124, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, kan
søge om statsligt kapitalindskud. Fristen for at ansøge om indskud af
hybrid kernekapital er til og med den 30. juni 2009. Henvisningen til
lovens § 1, stk. 2, er en præcision af, at det alene er
hybrid kernekapital efter denne lov, der er omfattet af ansøgningsfristen.
Det foreslås med stk. 2, at økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om at forlænge den generelle
ansøgningsfrist i stk. 1 for en nærmere afgrænset periode,
såfremt ministeren finder, der er behov herfor.
Til § 5
Ansøgningerne om et statsligt kapitalindskud indsendes til Økonomi-
og Erhvervsministeriet og behandles i en task-force, der oprettes
midlertidigt i Økonomi- og Erhvervsministeriet. Der kan i forbindelse
med behandlingen af ansøgningerne søges bistand fra eksterne finansielle
sagkyndige. Økonomi- og erhvervsministeren træffer afgørelse på
baggrund af en indstilling fra Koordinationsgruppen for finansiel
stabilitet (Økonomi- og Erhvervsministeriet, Finansministeriet og
Danmarks Nationalbank). De kreditinstitutter, der får statsligt
kapitalindskud, vil skulle dække statens udgifter til eksterne rådgivere
og administration af ordningen. Koordinationsgruppen vil, i behandlingen af
ansøgningerne, trække på Finanstilsynet ved bedømmelsen af, om
institutterne opfylder kriterierne. Den løbende administration af
kapitalindskuddene skal ske igennem en af statens eksisterende
tilskudsadministrationer (Økonomistyrelsen), som der vil blive
indgået en administrationsaftale med.
Ansøgningen skal ifølge stk. 1, nr. 1,
indeholde en redegørelse fra kreditinstituttet om instituttets økonomiske
stilling og fremtidsudsigter.
Redegørelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af virksomhedens
økonomiske stilling og en begrundet angivelse af den forventede
økonomiske udvikling i de kommende år. Derudover kan redegørelsen
indeholde en beskrivelse af, hvordan udlånet fordeler sig på
husholdninger og virksomheder, herunder brancher, samt på kredittyper og
lånestørrelser samt en kvalitativ beskrivelse af kreditinstituttets
udlånspolitik, herunder ændringer i udlånsbetingelser og vilkår.
Ydermere kan der eksempelvis indgå en beskrivelse af virksomhedens
indtjening, omkostninger, tabsrisici, hensættelser og den generelle
udvikling i ind- og udlån.
Der skal også i redegørelsen indgå en vurdering af den finansielle
virksomheds fremtidsmuligheder med forslag til, hvilke initiativer der bør
foretages under hensyn til den forventede, økonomiske udvikling.
Stk. 1, nr. 2 og 3, bestemmer endvidere,
at ansøgningen skal indeholde en opgørelse af instituttets individuelle
solvensbehov samt revideret årsrapport for 2008 og seneste
kvartalsregnskab. Instituttets individuelle solvensbehov opgøres efter
reglerne i bilag 1 til Finanstilsynets bekendtgørelse om kapitaldækning.
Seneste kvartalsregnskab skal alene vedlægges ansøgningen, såfremt
kvartalsregnskabet er fra 1. kvartal af 2009 eller senere, således at
kvartalsregnskabet bibringer nye oplysninger i forhold til årsrapporten
fra 2008.
Stk. 1, nr. 4, bestemmer, at ansøgningen
skal vedlægges en udtalelse fra kreditinstituttets godkendte revisor.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for
udtalelsen fra revisor, jf. stk. 2.
I stk. 2 foreslås det, at økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om ansøgningskrav, om
udtalelsen fra revisor og om behandling af ansøgningerne.
Det foreslås i stk. 3, at
kreditinstitutter, der ansøger om hybrid kernekapital, er forpligtet til
at orientere Økonomi- og Erhvervsministeriet, såfremt der i perioden
mellem ansøgningstidspunktet og tidspunktet for aftaleindgåelsen sker
væsentlige ændringer i instituttets økonomiske forhold.
Formålet med bestemmelsen er at sikre, at Økonomi- og
Erhvervsministeriet bliver underrettet om forhold af betydning for
vurderingen af det statslige indskud af hybrid kernekapital. Dette kan
omfatte væsentlige ændringer i instituttets solvens- og
kernekapitalprocent, individuelle solvensbehov og kapitalens sammensætning
samt væsentlige ændringer i ejerforhold, koncernforhold eller andre
forhold af betydning for instituttets økonomiske stilling.
Til § 6
Det fremgår af bestemmelsen, at de enkelte kreditinstitutter i stedet for
at indgå en aftale om indskud af hybrid kernekapital kan ansøge om, at
staten afgiver en tegningsgaranti ved en kapitalrejsning blandt private
investorer. Ansøgningsfristen er den 30. juni 2009.
I praksis kan det, når der udstedes hybrid kernekapital, ske som et
offentligt udbud på grundlag af et prospekt, der beskriver dels den
virksomhed, der udsteder den hybride kernekapital, dels vilkårene for den
hybride kernekapital, herunder obligationernes pålydende værdi. På
baggrund af den eventuelle efterspørgsel, som investorerne melder ind i
form af købstilbud, fastsættes kursen på obligationen, så
efterspørgslen svarer til det ønskede udbud af hybrid kernekapital.
I ansøgningen om garantitegning skal kreditinstituttet dokumentere,
at der vil være private investorer, der er villige til, eller i
hvert fald har udvist interesse for, at investere i instituttet og desuden
beskrive de vilkår og den procedure, der vil være gældende for
investeringsrunden. Det er ikke et krav, at der skal fremlægges
dokumentation for, at private investorer vil investere for hele det samlede
beløb, men det skal dokumenteres, at investorerne er interesserede i
væsentlige dele heraf. Hvis ansøgningen imødekommes, afgiver staten en
tegningsgaranti på et beløb svarende til den samlede størrelse af
obligationsudstedelsen.
Staten forpligter sig ved at afgive en tegningsgaranti til at ville købe
den del af udstedelsen, der ikke bliver købt af private investorer til en
på forhånd fastsat kurs, som typisk vil svare til den pålydende værdi
minus en mindre rabat. Nærmere regler for betaling vil blive fastsat af
økonomi- og erhvervsministeren, jf. stk. 3.
Baggrunden for modellen er, at andre investorer, f.eks. institutionelle
investorer eller aktionærer, kan bidrage til at løfte en del af
kreditinstitutternes kapitalbehov.
Det foreslås med stk. 2, at økonomi- og
erhvervsministeren kan forlænge den generelle ansøgningsfrist i
stk. 1, for en nærmere afgrænset periode, såfremt ministeren
finder, der er behov herfor.
Det fremgår endvidere af stk. 3, at
økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om ansøgningen,
behandling af ansøgningen, betalingsvilkår samt vilkår for, at staten
afgiver en tegningsgaranti.
Bemyndigelsen tænkes anvendt til at fastsætte regler om ansøgningens
indhold, da de nærmere vilkår for afgivelse af en tegningsgaranti,
herunder betalingsvilkåret, tænkes fastsat ved individuel forhandling,
dog således at vilkårene i § 8 er gældende, ligesom der stilles
krav til ansøgningen svarende til ansøgningskravene i § 5,
stk. 1. Jo større del af udstedelsen, der tegnes af private
investorer, jo mere kan vilkårene for statens eventuelle tegning afvige
fra de vilkår, der gælder ved et rent statsligt kapitalindskud. Det
skyldes at vilkårene for udstedelsen, herunder prisen, er testet og
accepteret af markedet, hvilket ikke er tilfældet for de rent statslige
kapitalindskud.
Til § 7
Det foreslås, at personer, der medvirker ved behandlingen af ansøgninger
i henhold til lov om statslige kapitalindskud i kreditinstitutter, under
ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e har tavshedspligt i forhold
til oplysninger, som de i den forbindelse opnår kendskab til.
Indførelsen af denne særlige tavshedspligt for de omhandlede personer
skal ses på baggrund af karakteren af de oplysninger, som vil blive
tilvejebragt i forbindelse med Økonomi- og Erhvervsministeriets
behandling af en ansøgning i henhold til loven, herunder på baggrund af
det pågældende kreditinstituts indgivelse af ansøgning, jf. herved
lovforslagets §§ 5 og 6.
Tavshedspligten vil ikke kun gælde for de personer i Økonomi- og
Erhvervsministeriet, der medvirker under behandlingen af en ansøgning i
henhold til loven. Også andre personer, som medvirker under behandlingen
af en sådan ansøgning, vil således være undergivet tavshedspligt efter
den foreslåede bestemmelse. Det drejer sig bl.a. om de personer, der
medvirker i forbindelse med, at Koordinationsgruppen for Finansiel
Stabilitet (Økonomi- og Erhvervsministeriet, Finansministeriet og
Danmarks Nationalbank) afgiver indstilling om, hvorvidt det ansøgende
kreditinstitut opfylder lovens krav. Omfattet af tavshedspligtsbestemmelsen
vil endvidere bl.a. være personer, der som særlige eksterne sagkyndige
mv. yder rådgivning og anden form for bistand i forbindelse med
behandlingen af en ansøgning i henhold til loven.
Tavshedspligten vil også gælde efter et eventuelt ansættelses- eller
kontraktforholds ophør, jf. straffelovens §§ 152-152 e.
Den foreslåede særlige tavshedspligtsbestemmelse vil i øvrigt have den
virkning, at der ikke vil være aktindsigt efter offentlighedsloven i de
omhandlede oplysninger.
Til § 8
Det bestemmes i stk. 1, at statsligt
indskud af hybrid kernekapitel er betinget af, at kreditinstituttet på
tidspunktet for aftaleindgåelsen fortsat opfylder solvenskravene og
opfylder lovens krav om, at kreditinstituttet umiddelbart efter
kapitalindskuddet skal have en kernekapitalprocent på 12, jf. dog lovens
§ 3, stk. 4. Kravet stilles for at sikre, at kreditinstituttet
også på tidspunktet for aftaleindgåelsen er solvent, således at
kapitalindskuddet ikke tilføres et kreditinstitut, der efter
ansøgningsfristen ikke længere opfylder lovens solvenskrav og derfor bør
afvikles.
Det fastslås i stk. 2, at der gælder en
række vilkår for modtagelse af kapitalindskud.
Vilkårene for det enkelte institut vil blive fastlagt efter individuel
forhandling, og der vil herefter blive indgået aftale om statsligt indskud
af hybrid kernekapital på de aftalte vilkår.
Det følger af stk. 2, nr. 1, at
kreditinstituttets kapitalindskud har til formål at skabe luft i
instituttets udlånspolitik.
Det enkelte kreditinstitut, jf. stk. 2, nr.
2, skal hvert halve år efter modtagelsen af kapitalindskuddet
offentliggøre en redegørelse om udlånsudviklingen i kreditinstituttet.
Det bestemmes i stk. 2, nr. 3, at et
kreditinstitut ikke må foretage kapitalnedsættelser eller iværksætte
nye tilbagekøbsprogrammer af egne aktier.
Det bestemmes i stk. 2, nr. 4, at der i
overensstemmelse med de krav, der blev stillet i aftalen mellem regeringen
og Det Private Beredskab af 5. oktober 2008 om finansiel stabilitet, at
kreditinstituttet ikke må udstede fonds- eller friaktier til favørkurs
eller gøre brug af lignende fordelagtige ordninger til direktionen, før
instituttet har tilbagebetalt statens kapitalindskud.
Forbuddet omfatter alene ordninger til direktionen og således ikke
ordninger for medarbejdere.
Det bestemmes i stk. 2, nr. 5, at
kreditinstitutter, der modtager kapitalindskud, må udbetale udbytte fra
den 1. oktober 2010, forudsat at det kan finansieres ud fra de løbende
overskud. Det vil sige fra det tidspunkt, hvor garantiordningen i medfør
af lov om finansiel stabilitet udløber - forudsat at udbyttebetalingerne
kan finansieres ud af de løbende overskud og i øvrigt ikke overstiger,
hvad der er forsvarligt under hensyn til selskabets økonomiske stilling.
Det foreslås i stk. 2, nr. 6, at et
kreditinstitut, der modtager kapitalindskud, ikke må anvende midler -
bortset fra udbyttebetalinger under de restriktioner, der følger af denne
lov - til at kapitalisere koncernens øvrige virksomheder, bortset fra egne
datterselskaber, eller erhverve egne aktier eller aktier i andre selskaber
i koncernen, hvilket i helt særlige tilfælde kan fraviges.
Ordningen er målrettet mod at sikre øget kreditgivning i Danmark. Det er
derfor ikke tilladt for et selskab, der modtager kapitalindskud, at
overføre indskuddet til moderselskabet eller søsterselskaber. For
datterselskaber af finansielle koncerner vil det derfor indgå i
aftalevilkårene, at den tilførte kapital i videst muligt omfang skal
anvendes til at sikre konsolidering og øget kreditgivning i Danmark. Det
sker for at sikre, at indskuddene anvendes til at skabe rum til
udlånsvirksomhed samt undgå, at kapitaltilførslen skaber
konkurrenceforvridning på f.eks. forsikrings- og pensionsområdet, mellem
koncernforbundne selskaber og andre selskaber.
Muligheden for at fravige kravene tænkes anvendt, hvis der på et
tidspunkt efter kapitaltilførslen opstår økonomiske problemer i
kreditinstituttet eller i et andet selskab i koncernen af betydning for
kreditinstituttets økonomiske stilling. Det vil eksempelvis kunne
tillades, at kreditinstituttet i en periode holder igen med udlån eller
overfører midler til kapitalisering af andre selskaber i koncernen.
Økonomiske problemer i dele af finansielle koncerner vil ofte have
betydning for selv de sunde selskaber i koncernen, hvorfor det kan være
fornuftigt i en sådan situation at lade et kreditinstitut tilføre midler
til andre dele af koncernen.
Da formålet med ordningen om indskud af kapitalindskud er at sikre en
forhøjelse af basiskapitalen for kreditinstitutter i Danmark, vil der som
en del af vilkårene for det statslige kapitalindskud yderligere blive
stillet som krav, at datterselskaber af udenlandske moderselskaber ikke
foretager udbytteudbetaling, for derved at undgå en udvanding af
ordningen. Udenlandske moderselskaber må dog udlodde udbytte, forudsat at
dette ikke afhænger af udbyttebetaling fra det danske datterselskab.
Det følger af stk. 2, nr. 7, at et
kreditinstitut i den periode, hvor det modtager statslige kapitalindskud,
ikke må igangsætte nye aktieoptionsprogrammer eller lignende ordninger
til direktionen eller forlænge eller forny eksisterende programmer.
Forbuddet omfatter alene ordninger til direktionen og således f.eks.
ikke aktieordninger for medarbejdere, herunder
ordninger omfattet af ligningslovens § 7 A.
Det fremgår af stk. 2, nr. 8, at et
kreditinstitut ikke må aflønne medlemmer af direktionen med andre
variable lønandele i et omfang, som overstiger 20 pct. af den samlede
grundløn inklusiv pension.
Ordningen vil alene omfatte aftaler om variable løndele, som indgås efter
lovens fremsættelse. Allerede indgåede aftaler om variable løndele vil
således kunne fortsætte indtil udløb af den pågældende aftaleperiode.
Eksisterende incitamentsordninger må ikke forlænges eller fornys.
Kreditinstitutter, der ikke tilføres kapitalindskud, er omfattet af
§ 77 a i lov om finansiel virksomhed, hvorefter variable løndele
maksimalt må udgøre 50 pct. Når et kreditinstitut ikke længere modtager
statsligt kapitalindskud, vil instituttet ligeledes være omfattet af
§ 77 a i lov om finansiel virksomhed.
Det bestemmes i stk. 2, nr. 9, at et
kreditinstitut ikke må fradrage mere end halvdelen af den enkelte
direktørlønning i kreditinstituttets skatteregnskab. Instituttet skal i
en note til årsrapporten oplyse, hvor stor et beløb, der er foretaget
skattemæssigt fradrag for.
Bestemmelsen kan ikke håndhæves af skattemyndighederne.
Kreditinstitutterne skal i medfør af stk. 2,
nr. 10, betale en rente for kapitalindskuddet. Renten forhandles
individuelt i forbindelse med indgåelsen af aftalen med det enkelte
kreditinstitut og baseres på det enkelte instituts type og risikoprofil.
Desuden vil de økonomiske vilkår i ordningen blive tilrettelagt således,
at staten - som modstykke til den risiko skatteyderne bærer - kan forvente
at få et rimeligt afkast for at stille kapital til rådighed for
kreditinstitutterne.
Det forventes, at renten for kapitalindskuddet gennemsnitligt vil være på
ca. 10 pct. årligt. Renten skal, i overensstemmelse med EU's
retningslinjer, fastsættes individuelt for de enkelte kreditinstitutter ud
fra deres kvalitet målt ved f.eks. kapitaloverdækning og risikoprofil.
Derfor kan gennemsnittet - afhængigt af, hvilke kreditinstitutter der
vælger at deltage i ordningen - ende med at afvige fra de gennemsnitlige
10 pct. årligt. Denne rente vurderes at være forenelig med de
retningslinjer, der er fastlagt på EU-niveau, og svarer til de afkastkrav,
der har været stillet i forbindelse med offentlige kapitalindskud i andre
EU-lande.
I EU's retningslinjer er der som mål for graden af risiko, som spiller ind
på prisdifferentieringen af kapitalindskuddet, lagt en betydelig vægt på
rating. Kreditinstitutter med en rating på A eller derover kan i henhold
til EU's retningslinjer undgå tillæg til minimumsprisen. De
internationale historiske erfaringer er, at institutter med en rating på
AA- eller derover (kaldet gruppe I) i gennemsnit har en risikopræmie på
kernekapital, der er ca. 0,75 procentpoint lavere, end hvad der gælder for
institutter med en rating mellem A- og A+ (gruppe II), mens risikopræmien
for institutter med en rating på BBB+ eller derunder (gruppe III) i
gennemsnit har en risikopræmie på kernekapital, der er ca. 2,25
procentpoint højere end institutter i gruppe I.
Kreditinstitutter, der ikke allerede er ratede, vil ved prisfastsættelsen
af kapitalindskuddet blive indplaceret i tre grupper ved at sammenligne dem
med de allerede ratede kreditinstitutter på en række underliggende
faktorer, såsom kernekapital, gearing, indlånsunderskud,
likviditetsrisiko, indtjening og kreditkvalitet. Derved vil alle
institutter på et gennemsigtigt og objektivt grundlag kunne klassificeres
i tre kategorier. Prisfastsættelsen af de enkelte institutter vil samlet
set indebære, at renten vil variere fra ca. 9 pct. årligt og op til ca.
11,25 pct. årligt, jf. nedenstående tabel. I det omfang at der forekommer
ændringer i den nuværende rente på den femårige statsobligation, vil
det få indflydelse på nedenstående renter.
Afkastkrav for forskellige typer af pengeinstitutter
|
I
(»God« rating)
|
II
(»Moderat«
rating)
|
III
(»Dårlig«
rating)
|
|
|
Afkastkrav i pct.
|
9
|
9, 75
|
11,25
|
Den faktiske gennemsnitlige rente vil afhænge af, hvilke kreditinstitutter
der søger, og hvor meget de søger.
Da de statslige kapitalindskud skal være midlertidige, er der behov for at
skabe incitamenter og økonomisk tilskyndelse til, at kreditinstitutterne
afvikler kapitalindskuddet.
For det første vil den løbende rentebetaling stige, hvis pengeinstituttet
i større omfang begynder at udbetale udbytte. Den dividende-relaterede
rentebetaling er ikke en begrænsning på institutternes udbytte, men alene
en sikring af, at staten altid får mere i rente, end hvad aktionærerne
får i udbytte.
Konkret sker stigningen ved, at den løbende forrentning efter det tredje
år fastsættes på følgende måde:
1) En løbende minimumsforrentning på 10 pct., eller
2) en dividende-relateret løbende forrentning på 125 pct. af den samlede dividendebetaling skaleret med udstedelsens andel af værdien af instituttet på udstedelsestidspunktet, hvis dette beløb er højere end beløbet i nr. 1.
Udstedelsens andel af værdien af instituttet på udstedelsestidspunktet er
et udtryk for statens relative vægt i instituttet. Det sikres dermed, at
staten får det ønskede afkast, uden at kreditinstitutternes muligheder
for at ændre aktiekapitalen ved f.eks. at lave nyudstedelser og aktiesplit
begrænses. Dermed er der heller ikke behov for f.eks. statslig vetoret i
forhold til beslutninger, der vedrører kreditinstitutternes aktiekapital.
Værdien af kreditinstituttet opgøres for børsnoterede banker som
markedsværdien, mens den for øvrige banker vil blive opgjort som den
indre værdi på udstedelsestidspunktet. For banker, der er datterselskaber
af børsnoterede selskaber, vil de blive forhandlet en konkret løsning.
For øvrige ikke-børsnoterede virksomheder og realkreditinstitutter tages
der udgangspunkt i den i regnskabet opgjorte indre værdi. For spare- og
andelskasser laves der et skøn over værdien.
Mekanismen kan illustreres ved et eksempel:
En børsnoteret bank med en markedsværdi på 10 mia. kr. får et statsligt
kapitalindskud på 5 mia. kr. Som udgangspunkt er rentebetalingen derfor
500 mio. kr. ved en rente på 10 pct. Hvis instituttet i f.eks. det 5. år
samlet set udbetaler dividende for 500 mio. kr., vil den
dividende-relaterede rente være 313 mio. kr. (500 mio. kr. gange 1,25
gange 0,50). Den faktiske rentebetaling bliver derfor 500 mio. kr., fordi
den dividende-relaterede rente ikke overstiger den løbende
minimumsforrentning. Hvis instituttet i stedet for samlet set udbetaler
dividende for 900 mio. kr., vil den dividende-relaterede rente være 563
mio. kr. (900 mio. kr. gange 1,25 gange 0,50). Den faktiske rentebetaling
bliver derfor i dette tilfælde 563 mio. kr. Sandsynligheden for, at
statens krav på rente fastsættes ved dividende-mekanismen, vil afhænge
af den fremtidige aktiekursudvikling. Jo større fremtidige kursstigninger,
jo større er sandsynligheden for, at mekanismen kommer til at gælde i
konkrete tilfælde, og at pengeinstitutterne derfor vil ønske at erstatte
den »dyre« statslige kapital med »billigere« privat kapital.
For det andet vil det være dyrere at indfri efter det 5. år. Konkret sker
det ved, at indfrielse kan ske til pari de første 5 år, mens det i det 6.
år skal ske til kurs 105, og fra det 7. år og frem skal ske til kurs 110.
Derved bliver den effektive forrentning højere, hvis indfrielse sker efter
det 5. år. Vilkårene for indfrielse vil blive fastsat i forbindelse med
aftaleindgåelsen med de enkelte pengeinstitutter.
Det følger af stk. 3, at det ud over de
i stk. 2, nr. 1-10, nævnte vilkår gælder, at datterselskaber af
udenlandske finansielle koncerner i vidst muligt omfang skal anvende det
tilførte kapitalindskud til at sikre konsolidering og øget kreditgivning
i Danmark. Baggrunden herfor er at sikre, at indskuddene anvendes til at
skabe rum for udlånsvirksomhed samt undgå, at kapitalindskuddet skaber
konkurrenceforvridning på f.eks. forsikrings- og pensionsområdet mellem
koncernforbundne selskaber og andre selskaber.
Det foreslås i stk. 4, at et
kreditinstitut ikke må udbetale udbytte til og med den 30. september 2010.
Der blev i forbindelse med aftalen af 5. oktober 2008 mellem regeringen og
Det Private Beredskab om sikring af finansiel stabilitet fastsat en række
restriktioner, herunder forbud mod udbyttebetaling og
aktieoptionsordninger, for pengeinstitutter omfattet af den statslige
garantiordning frem til ordningens ophør den 30. september 2010.
I stk. 4, 2. pkt. , bestemmes det, at
udbyttebetalinger uanset 1. pkt. kan finde sted inden for udenlandske
koncerner. Der er i lov om finansiel stabilitet § 13, stk. 5,
3. pkt., en lignende adgang indenfor udenlandske koncerner med et
pengeinstitut omfattet af ordningen. Endvidere kan udenlandske
moderselskaber udlodde udbytte, forudsat at dette ikke afhænger af
udbyttebetaling fra det danske datterselskab. Det vil f.eks. betyde, at
bestyrelser i danske pengeinstitutter ikke må indstille, at
generalforsamlingen udbetaler udbytte, medmindre det udenlandske
moderselskab har erklæret, at udbyttebeløbet fra datterselskabet ikke
anvendes til udbetaling af udbytte i moderselskabet.
I stk. 5 indføres en bemyndigelse til
økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om
fastsættelsen og beregningen af den rente, som skal betales til staten i
henhold til § 8, stk. 2, nr. 10.
Det følger af stk. 6, at i de tilfælde,
hvor et kreditinstituts hybride kernekapital udgør mere end 35 pct. af den
samlede kernekapital, kan Finanstilsynet kræve kapitalen omdannet til
aktiekapital, såfremt kreditinstituttet kommer i vanskeligheder. Ved
vanskeligheder forstås økonomiske problemer af en karakter, der
indebærer nærliggende risiko for, at instituttet ikke længere opfylder
lovgivningens kapitalkrav. Derudover bemyndiges økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om konvertering.
Baggrunden for bestemmelsen er, at det i den kommende ændring af
kapitalkravsdirektiverne, jf. pkt. 2.2.1. i lovforslagets almindelige
bemærkninger, forventes indført, at hybrid kernekapital uden udløbsdato,
der både skal konverteres til aktiekapital i en nødsituation, og til
enhver tid kan konverteres til aktiekapital på tilsynsmyndighedernes
forlangende, kan udgøre op til 50 pct. af kernekapitalen. Anden hybrid
kernekapital må udgøre op til 35 pct. af kernekapitalen.
Staten vil kun indskyde hybrid kernekapital med vilkår om
tvangskonvertering, hvis det er nødvendigt at gå op over 35 pct. af
kernekapitalen for at sikre en tilstrækkelig kapitalisering af det enkelte
kreditinstitut. Det vil sige, at kreditinstituttet får en
kernekapitalprocent på 12 efter tilførslen af hybrid kernekapital, jf.
dog § 3, stk. 4.
Konverteringsforholdet fastsættes ud fra kursen på kreditinstituttets
aktier på tidspunktet for konverteringen. Staten vil i tilfælde af en
sådan tvangsmæssig konvertering kunne få ejerandele på væsentligt over
50 pct. Såfremt kreditinstituttet har stemmeretsbegrænsninger, får
staten imidlertid ikke en indflydelse svarende til en normal
majoritetsaktionær, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, da det forhindrer
staten i at forsvare værdien af sine aktier eksempelvis ved at
gennemtvinge et salg af selskabet. Derfor vil staten ved indskud af hybrid
kernekapital, der skal kunne udgøre mere end 35 pct. af kernekapitalen
stille krav om, at eventuelle stemmeretsbegrænsninger og ejerlofter
ophæves af selskabets generalforsamling.
3. pkt. er en undtagelse til reglerne om overtagelsestilbud i § 31,
stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v. I medfør af § 31,
stk. 1, har en erhverver af aktier pligt til at komme med et
overtagelsestilbud, hvis vedkommende f.eks. kommer til at besidde
flertallet af stemmerettighederne i selskabet. I medfør af § 31,
stk. 4, kan Finanstilsynet fritage for pligten til at afgive
overtagelsestilbud, såfremt særlige forhold gør sig gældende. Med det
foreslåede 3. pkt. fastsættes en generel undtagelse for omdannelse af
statens indskud af hybrid kernekapital til aktiekapital.
Det bestemmes i stk. 7, at staten kan
vælge at sælge og i øvrigt disponere over den hybride kernekapital, samt
at kreditinstitutterne kan indfri det statslige kapitalindskud efter 3 år.
Salg af det hybride kapitalindskud er en af mulighederne for
staten til at afvikle det statslige kapitalindskud. Det kan enten ske
på individuel basis, ved at staten sælger sin fordring mod et bestemt
kreditinstitut, eller som led i et større frasalg. Staten kan sælge til
enkeltinvestorer eller til en bredere investorkreds, afhængig af hvad der
i det konkrete tilfælde er mest hensigtsmæssigt. Det følger
af det almindelige udgangspunkt, at det er kreditor, som afholder
udgifterne forbundet hermed.
Staten kan til enhver tid sælge og i øvrigt disponere over den hybride
kernekapital.
Kreditinstitutterne kan allerede efter 3 år indfri de statslige
kapitalindskud. Indfrielse skal godkendes af Finanstilsynet og forudsætter
blandt andet, at de statslige kapitalindskud erstattes af kapital af en
tilsvarende kvalitet.
Det følger af bestemmelsen i stk. 8, at
kreditinstitutter, der tilføres hybrid kernekapital, skal betale statens
udgifter til eksterne rådgivere og administration af ordningen.
Baggrunden for bestemmelsen er, at staten i forbindelse med tilførslen af
hybrid kernekapital vil skulle afholde omkostninger til bl.a.
administration samt finansiel og juridisk rådgivning ved vurderingen af de
indkomne omkostninger. Det foreslås i stk. 8, at kreditinstitutterne
refunderer og betaler for disse omkostninger.
Økonomi- og erhvervsministeren vil fastsætte nærmere regler herfor,
idet kun omkostninger, der direkte kan henføres til de statslige indskud
af hybrid kernekapital, vil kunne dækkes. Det forventes, at det enkelte
pengeinstitut vil skulle betale dels et fast bidrag, dels et bidrag, der
afhænger af kapitalindskuddets størrelse.
Det følger af bestemmelsen i stk. 9, at
kreditinstitutter, der indgår i en koncern, inden for rammerne af den
sædvanlige virksomhed frit kan organisere virksomheden i relation til
såvel kapital som lik- viditet som risiko.
Når der indgås aftale om kapitalindskud med kreditinstitutter, der
indgår i en koncern inden for EU eller lande, som Fællesskabet har
indgået aftale med på det finansielle område, er det rimeligt at tage
hensyn til koncernens adgang til at tilrettelægge koncernens virksomhed
inden for de rammer, som er fastlagt af den myndighed inden for
EU/EØS, der har det overordnede ansvar for det konsoliderede tilsyn
med koncernen. Bestemmelsen sikrer, at loven ikke unødigt griber ind
i den ret, kreditinstitutter inden for en koncern har til at tilrettelægge
deres sædvanlige virksomhed. Det understreges, at denne ret omfatter
dispositioner i såvel kapital- som likviditets- og risikomæssig
henseende. Det vil i praksis betyde, at de fortsat kan foretage
koncerninterne overførsler af likviditet, og at de i øvrigt har mulighed
for at organisere virksomheden i relation til kapital og risiko.
Økonomi- og erhvervsministeren kan i medfør af
stk. 10, fastsætte en række yderligere
vilkår i forbindelse med indgåelsen af aftaler om kapitalindskud med det
enkelte kreditinstitut. Et yderligere vilkår kan være, at staten i
forbindelse med udbetalingen kan kræve en såkaldt "due diligence".
Til § 9
Det følger af stk. 1, at udgangspunktet
er, at den hybride kernekapital udbetales umiddelbart efter
aftaleindgåelse. Økonomi- og erhvervsministeren kan indgå aftale
om, at udbetalingen finder sted på et senere tidspunkt, dog senest den 31.
december 2009, jf. stk. 2. Det er en
generel frist, som økonomi- og erhvervsministeren kan beslutte at
forlænge, jf. stk. 3.
Et kreditinstitut, der har indgået aftale om indskud af hybrid
kernekapital, er i medfør af stk. 4,
forpligtet til at orientere Økonomi- og Erhvervsministeriet, hvis der
i perioden mellem tidspunktet for aftaleindgåelsen og tidspunktet for
udbetalingen sker væsentlige ændringer i instituttets økonomiske
forhold.
Det følger af stk. 5, at økonomi- og
erhvervsministeren i forbindelse med aftaleindgåelsen kan fastsætte
øvrige vilkår for udbetalingen.
Udbetalingen kan efter nærmere aftale ske i danske kroner, euro eller
anden kapital.
Til § 10
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Aktieselskabslovens kapitel 6 om
konvertible og udbyttegivende gældsbreve, jf. lovbekendtgørelse nr. 649
af 15. juni 2006 som senest ændret ved lov nr. 510 af 17. juni 2008,
finder tilsvarende anvendelse på hybrid kernekapital efter denne lov med
to undtagelser. Kreditinstitutter med kapitalindskud i form af hybrid
kernekapital efter denne lov har ret til at tilbagebetale hybrid
kernekapital med Finanstilsynets tilladelse, og for kreditinstitutter, der
ikke er aktieselskaber, finder kapital 6 anvendelse med de fornødne
tilpasninger.
Det er forudsat, at statslige kapitalindskud i danske pengeinstitutter - i
form af hybrid kernekapital - i tilfælde af en konvertering til
aktiekapital mindst vil ske til den pålydende værdi per aktie, dvs. kurs
pari. Dette er i overensstemmelse med reglen i aktieselskabslovens
§ 13, stk. 1, hvoraf det følger, at det beløb, som skal
betales for en aktie, ikke må være lavere end aktiens pålydende værdi.
Det følger af aktieselskabslovens § 41, stk. 4, at såfremt
det beløb, der er indbetalt for et gældsbrev, er mindre end det
pålydende beløb af den eller de aktier, hvormed gældsbrevet ifølge
lånevilkårene skal kunne ombyttes, må ombytningen kun gennemføres,
såfremt forskellen dækkes ved indbetaling eller af den del af selskabets
egenkapital, der kan anvendes til udbytte. Denne regel vil ikke være til
hinder for at konvertere hybrid kernekapital til aktier til en kurs, der
som mindst er pari, idet der ikke er tale om, at den hybride kernekapital
udlånes af staten til mindre end det pålydende beløb af de aktier,
hvormed det konvertible gældsbrev ifølge lånevilkårene kan ombyttes.
Det er i øvrigt uden betydning for adgangen til at konvertere det
konvertible gældsbrev til aktier, om markedsprisen eller kursen på det
konvertible gældsbrev er mindre end det konvertible gældsbrevs pålydende
værdi, idet dette ikke umiddelbart vil være i strid med reglen i
aktieselskabslovens § 13, stk. 1, hvoraf det følger, at det
beløb, som skal betales for en aktie, ikke må være lavere end aktiens
pålydende, da selskabet (kreditinstituttet), ved statens indbetaling af
den hybride kernekapital, har fået det nominelle beløb, der er påført
det konvertible gældsbrev.
Bestemmelsen i aktieselskabslovens § 41, stk. 1, om, at
generalforsamlingen kan træffe beslutning om optagelse af lån mod
obligationer eller andre gældsbreve, der giver långiveren ret til at
konvertere sin fordring til aktier i selskabet, er ikke til
hinder for, at staten alene kan konvertere hybrid kernekapital til aktierne
i henhold til de særlige regler, der gælder herfor i lov om finansiel
virksomhed, herunder at det alene kan ske med Finanstilsynets samtykke.
Det følger af aktieselskabslovens § 42, stk. 1, at anmeldelse
om beslutning om udstedelse af konvertible gældsbreve eller obligationer i
henhold til § 41 og § 41 b, stk. 3, skal være modtaget
i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 2 uger efter, at beslutningen er
truffet. Anmeldelsen skal indeholde oplysning om det beløb, som
aktiekapitalen ved ombytning kan forhøjes med, samt om den tid inden for
hvilken ombytning kan ske. Hybrid kernekapital er et ansvarligt stående
lån uden udløbsdato efter nærmere regler, der er fastsat i lov om
finansiel virksomhed. Det vurderes ikke, at den manglende udløbsdato er i
strid med kravet om, at den tid, inden for hvilken ombytning kan ske, skal
angives ved anmeldelsen til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, såfremt det
blot oplyses, at lånet er et ansvarligt stående lån uden udløbsdato.
Realkreditinstitutter skal som hovedregel være organiseret som
aktieselskaber, jf. lov om finansiel virksomhed § 12, og
udgangspunktet er, at de samme regler, der gælder for
pengeinstitutter, der er organiseret som aktieselskaber, ligeledes gælder
for realkreditinstitutter.
Sparekasser skal være organiseret som selvejende institutioner, mens
andelskasser skal være organiseret som andelsselskaber, jf. lov om
finansiel virksomhed § 12. Lov om finansiel virksomhed §§ 84
og 88 oplister en række bestemmelser i Aktieselskabsloven, der med
de fornødne tilpasninger og med de afvigelser, der følger af lov om
finansiel virksomheds bestemmelser, ligeledes finder anvendelse på
henholdsvis sparekasser og andelskasser.
Idet der ikke gælder deklaratoriske regler for reguleringen af
selvejende institutioner eller andelsselskaber med begrænset ansvar, må
spørgsmålet om, hvorvidt sparekasser og andelskasser kan udstede
udbyttegivende gældsbreve og/eller konvertible gældsbreve, og med hvilken
majoritet og under iagttagelse af hvilke formkrav det i givet fald kan ske,
som udgangspunkt bero på en fortolkning af den enkelte sparekasses
henholdsvis andelskasses vedtægter.
Danmarks Skibskredit er et aktieselskab (Danmarks Skibskredit A/S), der med
mindre andet fremgår af skibsfinanseringsinstitutloven, er omfattet
af de samme regler om udbyttegivende gældsbreve og konvertible
gældsbreve, som dem der gælder for pengeinstitutter, der er organiseret
som aktieselskaber.
Til § 11
Staten har indgået aftale med en finansiel rådgiver, der skal bistå
staten dels med udviklingen af modellen for tilførslen af hybrid
kernekapital, dels med behandlingen af de enkelte ansøgninger om
kapitalindskud. I aftalen er der to vilkår, der vurderes at kræve
bevillingsmæssig hjemmel, da de i forhold til budget- og
bevillingsreglerne ikke kan anses som sædvanlige, hvorfor aftalen er
indgået med forbehold for, at der opnås den nødvendige hjemmel, og under
forudsætning af at staten vil søge at opnå denne hjemmel i forbindelse
med fremsættelsen af lovforslag om statslige kapitalindskud for
Folketinget. Det bemærkes, at selv om de to vilkår må anses for
usædvanlige i forhold til statens budget- og bevillingsregler, må begge
anses som sædvanlige i kontrakter med internationale finansielle
rådgivere, og staten har tidligere accepteret lignende vilkår.
Det første vilkår er, at staten forpligter sig til at skadesløsholde den
finansielle rådgiver og dens medarbejdere for alle krav rejst mod den
finansielle rådgiver og dens medarbejdere af tredjepart i forbindelse med
de konkrete kapitalindskud samt deres eventuelle udgifter i forbindelse med
eventuelle erstatningssager eller trusler om sådanne, med mindre den
finansielle rådgiver og/eller dens medarbejdere har handlet uagtsomt eller
forsætligt.
Statens forpligtelse efter den nævnte aftale til at holde den finansielle
rådgiver og dens medarbejdere skadesløs gælder kun, hvis den finansielle
rådgiver påføres udgifter, der ikke dækkes af dens forsikringer.
Den omstændighed, at forpligtelsen ikke gælder, hvis den finansielle
rådgiver eller dens medarbejdere har handlet uagtsomt eller forsætligt,
må endvidere i praksis antages at føre til, at staten alene vil skulle
holde den finansielle rådgiver mv. skadesløs i sager, hvor den
finansielle rådgiver mv. påføres udgifter, selv om sædvanlige
professionelle standarder på området har været fulgt. Det kan f.eks.
dreje sig om grundløse søgsmål, hvor der kan være udgifter forbundet
med at afværge sagen, eksempelvis advokatomkostninger. Det kan herudover
ikke udelukkes, at der kan blive rejst erstatningssager, som skal behandles
efter lovgivningen i et land, der giver mulighed for at dømme en finansiel
rådgiver mv. til at betale et beløb, selv om rådgiveren mv. har handlet
i overensstemmelse med sædvanlige professionelle standarder, og i givet
fald vil statens forpligtelse også omfatte et sådant beløb samt
omkostningerne vedrørende den pågældende sag.
Det andet vilkår er, at staten for det tilfælde, at den finansielle
rådgiver ikke modtager honorarer knyttet til de enkelte statslige
kapitalindskud, i god tro kan forhandle med den finansielle rådgiver om et
honorar for den ydede rådgivning, der skal afspejle det honorar, som den
finansielle rådgiver normalt modtager for at rådgive om transaktioner i
den størrelsesorden, der er tale om.
Denne bestemmelse i aftalen med den finansielle rådgiver skal ses på
baggrund af, at det er normal praksis, at størstedelen af honoraret til
finansiel rådgivning er knyttet til gennemførelsen og størrelsen af
transaktioner, og at den finansielle rådgiver har ønsket at beskytte sig
mod f.eks. en situation, hvor de yder al den rådgivning, der er nødvendig
for, at staten kan indgå aftalerne om kapitalindskud, men af staten
opsiges umiddelbart før selve transaktionernes gennemførelse. Lignende
bestemmelser har indgået i andre af statens aftaler om finansiel
rådgivning med henblik på gennemførelsen af en transaktion, men statens
potentielle forpligtelse vurderes i den konkrete sag at være af et sådant
omfang, at det er nødvendigt at opnå særskilt bevillingsmæssig hjemmel.
Det bemærkes, at det af § 8, stk. 8, fremgår, at de
kreditinstitutter, der modtager statslige kapitalindskud, vil skulle dække
statens udgifter til bl.a. finansiel rådgivning, og at det på den
baggrund ikke forventes, at der vil opstå en situation, hvor staten er
forpligtet til i god tro at forhandle honoraret med den finansielle
rådgiver.
Til § 12
Det fremgår af § 12, at Økonomi- og Erhvervsministeriet
fører tilsyn med, at kreditinstitutterne overholder vilkårene for
kapitalindskuddet. Dele af tilsynet vil i praksis blive varetaget af
Finanstilsynet, ligesom dele af tilsynet vil blive varetaget af
Økonomistyrelsen. Der vil blive indgået en administrationsaftale med
Økonomistyrelsen, der vil få til opgave løbende at administrere
ordningen.
Det følger endvidere af stk. 2, at
Økonomi- og Erhvervsministeriet hvert halve år udarbejder en samlet
redegørelse om udviklingen i kreditmulighederne.
Redegørelsen vil blive drøftet med relevante organisationer, herunder
bl.a. Dansk Industri, Dansk Erhverv, Landbrugsraadet, Håndværksrådet,
Dansk Byggeri, Finansrådet, Realkreditrådet, Realkreditforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Forbrugerrådet.
Til § 13
Med forslagets § 13 fastsættes det, at hvis et kreditinstitut, der
modtager kapitalindskud, overtræder de vilkår, der er fastsat i
§ 8, kan Finanstilsynet udstede en advarsel til eller afsætte
bestyrelsesmedlemmer eller påbyde instituttet at afsætte en direktør i
det pågældende institut.
Finanstilsynet vil foretage en konkret samlet afvejning af, hvorvidt en
overtrædelse af de enkelte vilkår er tilstrækkelig til at udløse en
sanktion.
§ 8 indeholder en række vilkår for at modtage kapitalindskuddet.
Bl.a. er der således i § 8, stk. 4, et fuldstændigt forbud
mod udbetaling af udbytte til og med den 30. september 2010, i § 8,
stk. 2, nr. 3 er der et forbud mod at foretage kapitalnedsættelser
eller iværksætte nye tilbagekøbsprogrammer af egne aktier Herudover kan
økonomi- og erhvervsministeren i medfør af § 8, stk. 10,
fastsætte øvrige vilkår for indskud af hybrid kernekapital.
Det er Finanstilsynet, der træffer afgørelse i sager efter § 13. I
sager af principiel karakter samt sager, der har videregående betydelige
følger for virksomheden, træffer Det Finansielle Virksomhedsråd
afgørelse.
Til § 14
Det foreslås med stk. 1, at loven
træder i kraft den 4. februar 2009, samt at lovforslaget kan stadfæstes
straks efter vedtagelsen, jf. stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at lovens
§ 8, stk. 2, nr. 4, 7 og 8, har virkning fra lovforslagets
fremsættelse.
Formålet er at sikre, at der ikke i perioden fra lovforslagets
fremsættelse og frem til dets vedtagelse i kreditinstitutterne bliver
indgået aftaler, der er i strid med lovens § 8, stk. 2, nr.
4, 7 og 8, der fremover vil gælde for indskud af hybrid kernekapital.
Til § 15
Loven finder anvendelse også i Grønland og på Færøerne fra det
foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt den 4. februar 2009. Den del af
loven, som vedrører realkreditområdet, gælder dog ikke for Færøerne,
da realkreditområdet er overtaget som færøsk særanliggende.
Bestemmelserne i lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt i
lov om værdipapirhandel vedrørende Forbrugerombudsmanden gælder ikke for
Færøerne og Grønland, idet markedsføringsloven ikke gælder for
Færøerne og Grønland. Lovforslaget er inden fremsættelsen forelagt
hjemmestyremyndighederne i Grønland og på Færøerne. Det drøftes i den
forbindelse med de respektive landsstyrer, om Grønland og Færøerne
ønsker at være omfattet af loven. Kan Grønlands Hjemmestyre eller
Færøernes Hjemmestyre ikke tiltræde lovforslaget, vil regeringen
fremsætte et ændringsforslag, hvorefter lovens territoriale
anvendelsesområde ikke omfatter Grønland og/eller Færøerne.
Til § 16
Til nr. 1
Lån til finansiering af køb af egne aktier er en særlig konstruktion,
som kun kendes fra den finansielle sektor, idet der efter
aktieselskabsloven gælder et almindeligt forbud mod selvfinansiering i
lovens § 115, stk. 2.
Den gældende § 46 indeholder et forbud mod at tilbyde
lånefinansiering til køb af kapitalindskud i form af hybrid kernekapital
og ansvarlig lånekapital. Derimod indeholder den finansielle lovgivning
ikke et forbud mod at tilbyde lånefinansiering i forbindelse med køb af
et pengeinstituts aktier eller en sparekasses garantbeviser.
Mange pengeinstitutter har derfor tilbudt deres kunder kreditter, der er
øremærket til køb af bankens egne aktier eller sparekassens
garantbeviser.
I forbindelse med den finansielle krise har kunder, der har optaget
sådanne kreditter, måtte konstatere, at de ikke kun har tabt penge på
deres investeringer i bankaktier, men at de fortsat skal afdrage på et
lån, der har været brugt til at købe disse aktier.
Det foreslås på den baggrund, at det forbydes pengeinstitutter at tilbyde
lånefinansiering i forbindelse med salg af en banks egne aktier eller
garantbeviser. Forbudet gælder alle former for tilbud af lån til køb af
pengeinstituttets egne aktier eller garantbeviser, og uanset om lånet
tilbydes til en forbruger eller en erhvervsvirksomhed. Forbudet gælder dog
ikke, som det er præciseret i lovteksten, lån, der tilbydes til
pengeinstituttets egne medarbejdere i forbindelse med køb af
medarbejderaktier.
Dermed sikres det, at pengeinstitutter fremover ikke aktivt kan
markedsføre kreditter, der er øremærket til at finansiere køb af
ansvarlig kapital i virksomheden og dermed heller ikke via sådanne udlån
kan sikre sig mere ansvarlig kapital.
Den foreslåede regel vil samtidig sikre, at pengeinstitutterne ikke af
denne årsag kommer i en interessekonflikt, når de rådgiver kunden i
forbindelse med låneoptagningen. Der er således i dag en risiko for, at
hensynet til muligheden for at få styrket pengeinstituttets
kapitalberedskab via et salg af aktier eller garantbeviser kommer til at
overskygge hensynet til kunden.
Der indføres ikke et egentligt forbud mod, at et pengeinstitut sælger
aktier eller garantbeviser til en kunde, der har optaget et lån i
instituttet, hvilket bl.a. skyldes, at et sådant forbud ikke ville kunne
håndhæves i praksis. Et pengeinstitut vil således ikke altid kunne vide,
at et køb af dens aktier eller garantbeviser finansieres via penge lånt i
det pågældende institut. Det vil således være mulighed for, at kunden
optager et blancolån i en bank og derefter benytter dette lån til at
købe aktier i banken via en netbank.
Den foreslåede bestemmelse forbyder således, at pengeinstituttet af egen
drift tilbyder lånefinansiering til køb af egne aktier og garantbeviser.
Til nr. 2
Forslaget omfatter alle finansielle virksomheder, herunder
pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber,
investeringsforvaltningsselskaber og forsikringsselskaber.
Forslaget har til formål at begrænse størrelsen af de variable løndele
i bestyrelsesmedlemmers og direktørers aflønning set i forhold til den
faste grundløn inklusive pension.
Det vil fortsat være muligt at anvende variable løndele, dog kun op til
50 pct. af den faste grundløn inklusive pension. Hermed vil det fortsat
være muligt at indgå incitamentsordninger med direktionen, blot således,
at de variable dele udgør en mindre del af den samlede aflønning.
Ordningen vil alene omfatte aftaler om variable løndele, som indgås efter
lovens ikrafttræden. Allerede indgåede aftaler om variable løndele vil
således kunne fortsætte indtil udløb af den pågældende aftaleperiode.
Eksisterende incitamentsordninger må ikke forlænges eller fornys.
Det bestemmes i stk. 2, at der ved
variable løndele forstås f.eks. bonusordninger, resultatkontrakter og
lignende ordninger, hvor den endelige aflønning ikke er kendt på
forhånd. Variable løndele kan f.eks. være afhængige af udvikling af
virksomhedens aktiekurs eller af nærmere anførte regnskabstal. Variable
løndele vil således blandt andet omfatte bonusordninger og
aktieoptionsprogrammer.
Opremsningen i stk. 2 er ikke udtømmende, og alle typer af variable
løndele er omfattet af forslaget.
Med stk. 3 bemyndiges økonomi- og
erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler.
Med den foreslåede § 77 b indføres en
pligt for formanden for bestyrelsen i et pengeinstitut eller et
realkreditinstitut til at redegøre for aflønningen af virksomhedens
direktion. Redegørelsen skal indgå som et led i formandens beretning på
den ordinære generalforsamling eller i sparekasser i repræsentantskabet.
Formålet med kravet er, at generalforsamlingen eller repræsentantskaber i
alle finansielle virksomheder skal forholde sig til direktionens
aflønning.
Redegørelsen skal indeholde oplysninger om den faste løn samt de
overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning (omfattende enhver
variabel aflønning), herunder betingelserne for at optjene og få tildelt
bonus, tantieme og/eller aktiekursrelaterede incitamentsordninger m.v. samt
for pensions- og fratrædelsesordninger og andre fordele. Oplysninger om
forholdet mellem henholdsvis den faste løn, incitamentsaflønningen og de
øvrige elementer i aflønningen, skal ligeledes fremgå.
Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår, at redegørelsen skal indeholde
oplysninger om aflønningen i det foregående regnskabsår, samt hvordan
den påtænkes fulgt i det indeværende samt følgende regnskabsår.
Bestemmelsen indeholder alene en pligt til at redegøre for aflønningen
for direktionen samlet og for bestyrelsen samlet. Det vil være op til
virksomheden at beslutte, om den vil oplyse om aflønningen på
enkeltperson-niveau.
Til nr. 3
Penge- og realkreditinstitutterne løser en væsentlig opgave i
samfundsøkonomien, hvorfor offentligheden bør have mulighed for at få et
indblik i penge- og realkreditinstitutternes finansielle styrke. Det er
derfor fundet hensigtsmæssigt, at penge- og realkreditinstitutter fremover
skal offentliggøre opgørelsen af deres individuelle solvensbehov samt et
eventuelt højere individuelt solvenskrav fastsat af Finanstilsynet.
Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte
nærmere regler om institutternes offentliggørelse af deres individuelle
solvensbehov og eventuelt individuelle solvenskrav. Det er tanken, at det
ikke kun er resultatet af opgørelsen, men også en beskrivelse af, hvordan
instituttet er kommet frem til det individuelle solvensbehov, der vil kunne
offentliggøres. Reglerne skal vedrøre pligten til offentliggørelse,
undtagelser hertil, offentliggørelsesformen samt tidspunktet for
offentliggørelse og mulighed for udsættelse. Undtagelser kan for eksempel
være, hvor offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden, bl.a. hvor der frygtes et »run« på virksomheden.
De nærmere regler vil blive fastsat efter drøftelser med branchen.
Til nr. 4
I henhold til de gældende danske regler må hybrid kernekapital maksimalt
udgøre 15 pct. af den samlede kapital. Med lovforslaget foreslås denne
grænse hævet til 50 pct. Som følge heraf foretages en række ændringer
og præciseringer i lov om finansiel virksomhed.
Der er i dag ikke fastsat direktivbestemmelser om hybrid kernekapital, men
der er fremsat et direktivforslag om ændring af direktiv 2006/48/EF og
2006/49/EF. Forslaget indeholder bl.a. bestemmelse om, at loftet for hybrid
kernekapital må udgøre op til 50 pct. af den samlede kapital. Direktivets
bestemmelser forventes at skulle være gennemført i national lovgivning
senest den 31. december 2010.
Det foreslås at afskaffe begrænsningen, hvorefter hybrid kernekapital kun
kan medregnes i kernekapitalen, når kernekapitalen eksklusiv hybrid
kernekapital udgør mindst 5 pct. af de risikovægtede poster m.v.
Afskaffelse af begrænsningen vil medvirke til at bringe de danske regler i
overensstemmelse med retstilstanden i andre EU-lande. Derudover vil det
være i overensstemmelse med de fremsatte direktivbestemmelser om hybrid
kernekapital i forslaget til ændring af direktiverne 2006/48/EF og
2006/49/EF.
Til nr. 5
De foreslåede bestemmelser gennemfører de fremsatte forslag til grænser
for anvendelse af hybrid kernekapital i artikel 66 (1a) og 66 (4) i
forslaget til ændring af direktiv 2006/48/EF.
Den foreslåede bestemmelse til § 129, stk. 2, indebærer, at
hybrid kernekapital af særlig høj kvalitet med hensyn til
tabsabsorberingsevne og varighed kan udgøre op til 50 pct. af
kernekapitalen, dog således at den samlede hybride kernekapital, inklusiv
hybrid kernekapital af ringere kvalitet, jf. de foreslåede bestemmelser i
§ 129, stk. 3 og 4, tilsammen ikke kan overstige 50 pct. af
kernekapitalen.
Udover de krav, der følger af de almindelige bestemmelser om hybrid
kernekapital i § 132, stilles der særlige krav til
tabsabsorberingsevnen. De indebærer, at aftalen ved gældsstiftelsen skal
fastsætte, at den del af den hybride kernekapital, der kan udgøre op til
50 pct. af kernekapitalen, skal konverteres til aktiekapital,
garantikapital eller andelskapital afhængig af selskabsformen, såfremt
virksomheden ikke opfylder lovens solvenskrav. Dette kan også ske på
foranledning af Finanstilsynet, hvis Finanstilsynet vurderer, at der er
nærliggende risiko for, at virksomheden ikke opfylder lovens solvenskrav.
En sådan aftale kræver dog iagttagelse af selskabslovgivningens regler om
kapitalforhøjelse, hvis konverteringen kræver en forhøjelse af
selskabskapitalen.
Tilsvarende stilles der, udover de krav der følger af de almindelige
bestemmelser om hybrid kernekapital i § 132, særlige krav til
varigheden. Det indebærer, at aftalen ved gældsstiftelsen ikke må
indeholde vilkår om rentestigninger. Baggrunden herfor er, at aftalte
rentestigninger på fremtidige tidspunkter, såkaldte step ups, kan
indebære en tilskyndelse for virksomheden til at indfri den hybride
kernekapital, før rentestigningen bliver aktuel, uden at virksomhedens
finansielle styrke fuldt ud vil kunne begrunde en sådan tidlig indfrielse.
Hybrid kernekapital, der udstedes i medfør af lov om statsligt
kapitalindskud i kreditinstitutter, foreslås undtaget fra betingelsen om,
at aftaler ved gældsstiftelse ikke må indeholde bestemmelser om
rentestigninger, forudsat at eventuelle rentestigninger følger udviklingen
i udbytteudbetalingerne, jf. bemærkningerne til stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse til § 129, stk. 3, indebærer, at
aftalen ved gældsstiftelsen vedrørende den del af hybrid kernekapital,
der kan udgøre op til 35 pct. af kernekapitalen, ikke må indeholde
vilkår om rentestigninger, jf. dog bemærkningerne til stk. 6. Dette
dog således, at den samlede hybride kernekapital, inklusiv hybrid
kernekapital af ringere kvalitet, jf. forslaget til bestemmelsen i
§ 129, stk. 4, tilsammen ikke kan overstige 35 pct. af
kernekapitalen. Der er således ikke samme krav vedrørende
tabsabsorberingsevnen til hybrid kernekapital, der kan udgøre 35 pct. af
kernekapitalen, som til hybrid kernekapital, der kan udgøre 50 pct. af
kernekapitalen, hvorimod kravet vedrørende varighed er det samme.
I den foreslåede bestemmelse til § 129, stk. 4, videreføres
den hidtidige grænse for hybrid kernekapital på 15 pct. af kernekapitalen
for så vidt angår hybrid kernekapital, der opfylder betingelserne i
§ 132, men som ikke opfylder de særlige krav vedrørende
tabsabsorberingsevne og varighed, der gælder for hybrid kernekapital, der
kan udgøre henholdsvis 50 pct. og 35 pct. af kernekapitalen. Den
foreslåede bestemmelse indebærer, at hybrid kernekapital kan medregnes
med op til 15 pct. af kernekapitalen, selv om aftalen i forbindelse med
gældsstiftelsen giver mulighed for en rentestigning. Dette når blot denne
rentestigning ligger inden for den maksimale overgrænse for
rentestigninger, der er fastsat i § 132, stk. 1, nr. 12.
Den foreslående bestemmelse til § 129, stk. 5, indebærer, at
de fastsatte overgrænser i den foreslåede § 129, stk. 2 og
3, ikke er kumulative. Den samlede hybride kernekapital, inklusiv hybrid
kernekapital af ringere kvalitet, kan således ikke overstige henholdsvis
50 pct. og 35 pct. af kernekapitalen.
Den foreslåede § 129, stk. 6, undtager hybrid kernekapital,
der udstedes i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i
kreditinstitutter, fra betingelsen i stk. 2 og 3 om, at aftaler ved
gældsstiftelse ikke må indeholde bestemmelser om rentestigninger. Det er
en forudsætning, at sådanne rentestigninger udelukkende gøres betinget
af udviklingen i udbytteudbetalinger. Formålet med bestemmelsen er at give
virksomhederne mulighed for og tilskyndelse til at indfri det statslige
indskud af hybrid kernekapital, hvis markedsbetingelserne stabiliserer sig,
og der ikke længere er behov for et statsligt engagement. Uanset at
aftalevilkårene indeholder tilskyndelse til indfrielse af den statslige
hybride kernekapital, hvis markedsvilkårene forbedres, vil en eventuel
indfrielse kræve Finanstilsynets tilladelse, jf. de foreslåede
bestemmelser i § 132, stk. 1, nr. 4, og § 132,
stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse til § 129, stk. 7, giver
Finanstilsynet mulighed for under særlige omstændigheder midlertidigt at
dispensere fra overgrænserne for hybrid kernekapital på henholdsvis 50,
35 og 15 pct., jf. de foreslående bestemmelser til § 129,
stk. 2, 3 og 4.
De særlige omstændigheder kan eksempelvis være i tilfælde af, at et
fald i kernekapitalen som følge af nedskrivninger eller andre tab vil
indebære, at virksomheden kommer under solvenskravet i henhold til
§§ 124 eller 125, hvis dele af den hybride kernekapital ikke
længere kan medregnes til kernekapitalen, som følge af at overgrænserne
overskrides, og endvidere heller ikke vil kunne medregnes i den supplerende
kapital som følge af begrænsningerne i mulighederne for at medregne
supplerende kapital i medfør af § 135, stk. 3.
Bestemmelsen tager sigte på at give virksomheden tid til at finde mulige
løsninger på det potentielle solvensproblem ved f.eks. at indgå aftale
med aktionærerne, garanterne eller andelshavere om yderligere
kapitalindskud eller med långiverne om at konvertere hybrid kernekapital
til aktie-, garanti- eller andelskapital.
Til nr. 6
Den foreslåede bestemmelse gennemfører den forventede vedtagne
minimumsfrist på 5 år for indfrielse af hybrid kernekapital i artikel
63a, (2), andet pkt., i forslaget til ændring af direktiv 2006/48/EF.
Den hidtidige bestemmelse i § 132, skt. 1, nr. 4, indebar, at
gælden kun må tilbagebetales på pengeinstituttets,
realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller
investeringsforvaltnings-selskabets initiativ og med Finanstilsynets
tilladelse tidligst 10 år efter indbetalingen, dog således at
Finanstilsynet under særlige omstændigheder kan tillade indfrielse
tidligst 5 år efter udstedelsen. I henhold til artikel 63a (2), tredje
pkt., i forslaget til ændring af direktiv 2006/48/EF, er denne skærpede
frist for indfrielse alene et krav for hybrid kernekapital med mulighed for
en rentestigning, jf. bemærkningerne til nr. 7.
Den foreslående minimumsfrist på 5 år gælder således kun for hybrid
kernekapital, hvor aftalen i forbindelse med gældsstiftelsen ikke
indeholder bestemmelser om rentestigninger, som virksomheden ikke selv
efterfølgende har indflydelse på, og som derfor kan indebære en
tilskyndelse for virksomheden til at indfri den hybride kernekapital, uden
at virksomhedens finansielle styrke fuldt ud vil kunne begrunde en sådan
tidlig indfrielse. Dette udelukker derfor ikke en indfrielsesfrist på
minimum 5 år, hvis aftalen i forbindelse med gældsstiftelse indeholder en
bestemmelse om, at rente kan følge udbytteudbetalingerne. Kravet om
Finanstilsynets tilladelse skal sikre, at indfrielse kun kan ske, hvis
Finanstilsynet vurderer, at indfrielse er forsvarligt ud fra virksomhedens
finansielle og solvensmæssige situation.
Til nr. 7
Forslaget til ændring i § 132, stk. 1, nr. 9, indebærer, at
virksomheden i stedet for at udskyde rentebetalinger, hvis basiskapitalen
ikke overstiger kapitalkravet, kan vælge at erstatte rentebetalingerne med
indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital.
Den foreslåede ændring gennemfører bestemmelsen i artikel 63a (3),
fjerde pkt., i forslaget til ændring af direktiv 2006/48/EF. Den
foreslåede ændring vil give virksomheden større fleksibilitet med hensyn
til at sikre långivernes afkast på hybrid kernekapital og vil dermed have
betydning for prissætningen af den hybride kernekapital.
Det er en forudsætning, at erstatningen af udskudte rentebetalinger med
aktie-, garanti- eller andelskapital ikke indebærer en svækkelse af
virksomhedens solvens.
Til nr. 8 og 9
Den foreslåede tilføjelse til § 132, stk. 1, nr. 12 og 13,
henviser til den foreslåede undtagelsesbestemmelse vedrørende
rentestigninger i § 132, stk. 5, jf. bemærkningerne til nr. 9
vedrørende den foreslåede bestemmelse i § 132, stk. 5.
Til nr. 10
Der åbnes med den foreslåede § 132, stk. 4, mulighed for, at
den statsejede hybride kernekapital udstedt i medfør af lov om
statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter forholdsvis tidligt kan
omdannes til privat kernekapital, hvis der ikke længere er behov for
et statsligt engagement, dog tidligst 3 år efter udstedelsen.
Det er hensigten, at de statslige kapitalindskud skal være midlertidige.
Under antagelse af, at institutterne helst vil undgå en større statslig
aktieandel, kan Finanstilsynets ret til under visse forudsætninger at
konvertere den hybride kernekapital til ordinære aktier ligeledes give en
tilskyndelse til at erstatte de offentlige kapitalindskud med privat
kapital, hvis markedsforholdene normaliseres, og det bliver lettere at
finde privat kapital. Samtidig må finansieringsomkostningerne forventes at
blive lavere, når markedsforholdene bliver normaliserede, hvorved
institutterne har et incitament til at finde billigere finansiering. På
samme måde findes det ikke uforsvarligt at tillade indfrielsen, såfremt
kernekapitalen efter indfrielsen udgør mindst 12 pct. Det vil fortsat
afhænge af en konkret vurdering fra Finanstilsynet.
Forslaget indebærer således ikke en svækkelse af kvaliteten af
kernekapitalen. Da en sådan mulighed for tidlig indfrielse mod ombytning
til privat kernekapital ikke indgår i fremsatte forslag til ændring af
direktiv 2006/48/EF, er det valgt at begrænse denne mulighed til
udstedelser i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i
kreditinstitutter. Både staten og pengeinstituttet, realkreditinstituttet,
fondsmæglerselskabet eller investeringsforvaltningsselskabet har mulighed
for at konvertere kapitalindskuddet til aktier efter 3 år med henblik på
at afvikle kapitalindskuddet.
Den foreslåede bestemmelse til § 132, stk. 5, undtager hydrid
kernekapital, der udstedes i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i
kreditinstitutter, fra begrænsningerne i de mulige rentestigninger i
medfør af aftaler i forbindelse med gældsstiftelse, der fremgår af
stk. 1, nr. 12 og 13. Det er en forudsætning, at sådanne
rentestigninger udelukkende gøres betinget af udviklingen i
udbytteudbetalinger. Der henvises til bemærkningerne til nr. 2 vedrørende
den foreslåede bestemmelse til § 129, stk. 6.
Den foreslåede bestemmelse til § 132, stk. 6, er en
videreførelse af den gældende bestemmelse i § 132, stk. 1,
nr. 4, dog med den præcisering, at den længere frist for indfrielse på
pengeinstituttets, realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller
investeringsforvaltningsselskabets initiativ og med Finanstilsynets
tilladelse tidligst 10 år efter indbetalingen alene gælder for hybrid
kernekapital, hvis aftalen i forbindelse med gældsstiftelsen omfatter
mulighed for en rentestigning, jf. bemærkningerne til nr. 3. Denne
bestemmelse gennemfører artikel 63a, nr. 2, tredje pkt., i det fremsatte
forslag til ændring af direktiv 2006/48/EF.
Til nr. 11
Den foreslåede bestemmelse til § 182, stk. 4, indebærer, at
institutter med statsligt kapitalindskud i henhold til lov om statsligt
kapitalindskud kun vil kunne få Finanstilsynets tilladelse til at yde lån
eller have andre engagementer med instituttets moderselskab eller et
søsterselskab i samme koncern, hvis instituttet kan godtgøre, at
engagementet ikke er en følge af det statslige kapitalindskud og ikke er i
strid med § 8, stk. 1, nr. 7, i lov om statsligt
kapitalindskud i kreditinstitutter.
Sigtet med bestemmelsen er at hindre, at den højere kernekapitalprocent
som følge af det statslige kapitalindskud anvendes til at overføre
likviditet - bortset fra udbyttebetalinger i overensstemmelse med lovens
§ 8, stk. 2, nr. 5, - til koncernselskabet i stedet for at
fremme udlån i overensstemmelse med lovens formål. Der er tale om en
betingelse for tilladelse, der ligger ud over den almindelige praksis i
forbindelse med tilladelse i medfør af § 182, stk. 1, jf.
»Vejledning om praksis for tilladelse af koncerninterne engagementer«.
Instituttets dokumentation for, at engagementet ikke er en følge af det
statslige kapitalindskud, kan eksempelvis bestå af en redegørelse for
lånets formål samt dokumentation for, at lånets formål og størrelse
ikke afviger fra den hidtidige praksis for instituttets koncerninterne
engagementer før det statslige kapitalindskud.
Til nr. 12
Tilsynet med penge- og realkreditinstitutterne skal skærpes. I den
forbindelse skal Finanstilsynet gennemgå institutternes individuelle
solvensbehov hvert år. Dette gælder dog ikke institutter, der har en
arbejdende kapital på mindre end 250 mio. kr. Hvis Finanstilsynet efter
sin gennemgang ikke finder, at det af instituttet opgjorte solvensbehov er
tilstrækkeligt, vil tilsynet som hidtil indgå i en dialog med
instituttet, og hvis denne dialog ikke fører til enighed, vil tilsynet
fastsætte et individuelt solvenskrav. Finanstilsynet vil som udgangspunkt
gennemgå solvensbehovet på baggrund af de data, som penge- eller
realkreditinstituttet selv tilvejebringer. Men det må forventes, at en del
af solvensbehovsgennemgangene vil indebære eller afstedkomme en inspektion
hos det pågældende institut.
Til nr. 13
Bestemmelsen skal medvirke til, at offentligheden i højere grad får
adgang til den information, der i dag kun går fra Finanstilsynet til
instituttets ledelse og ikke til aktionærer og kunder. Med forslaget får
økonomi- og erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere
regler om pengeinstituttets og realkreditinstituttets pligt til at
offentliggøre oplysninger om Finanstilsynets vurdering af virksomheden.
Dette kan for eksempel være oplysninger om risikooplysninger fra
Finanstilsynet, som virksomheden har fået gentagne gange, eller som
instituttet har valgt ikke at ville følge op på. Også hvor
Finanstilsynet har givet instituttet et påbud, kan offentliggørelse komme
på tale. Der vil være behov for visse undtagelser i forhold til
offentliggørelsespligten. Dette kan for eksempel være, hvor
offentliggørelse kan medføre uforholdsmæssig stor skade for
virksomheden, blandt andet hvor der frygtes et »run« på virksomheden.
De nærmere regler vil blive fastsat efter drøftelser med branchen.
Til nr. 14
Det foreslås i forslaget til § 348, stk. 1, at det
tydeliggøres, at Forbrugerombudsmanden også kan anlægge sager om
civilretlige krav, herunder krav om erstatning og tilbagebetaling af
uretmæssigt opkrævede beløb mv.
Endvidere præciseres det, at markedsføringslovens §§ 20, 27,
stk. 1, og 28 om bl.a. erstatningssøgsmål finder tilsvarende
anvendelse i sådanne sager, og at Forbrugerombudsmanden har hjemmel efter
markedsføringslovens § 23, stk. 1, til at forhandle med de
finansielle virksomheder med henblik på at opnå en eventuel
forligsmæssig løsning i den konkrete sag. Forslaget tilsigter i øvrigt
ikke nogen ændring i det forhold, at Finanstilsynet har kompetence til at
træffe afgørelse m.v. i god skik-sager.
Endelig kan Forbrugerombudsmanden kræve oplysninger efter
markedsføringslovens § 22 med henblik på bl.a. vurderingen af
mulighederne for anlæggelse af søgsmålet og afgrænsningen heraf, f.eks.
i forbindelse med gruppesøgsmål.
Til nr. 15
Det foreslås i forslaget til § 348 a, stk. 1, i lov om
finansiel virksomhed, at Finanstilsynet skal underrette
Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin virksomhed bliver
bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af, at
virksomheden har overtrådt bestemmelser om god skik. Som eksempel på
sager med tab omfattet af § 348 a, stk. 1, kan nævnes sager
om uretmæssigt opkrævede gebyrer eller renter eller sager, hvor
forbrugere er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks. i form af
uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt tab.
Forbrugerombudsmanden har allerede i dag mulighed for at hjælpe
forbrugerne i konkrete sager på det finansielle område ved at anlægge
gruppesøgsmål eller at indtræde som mandatar efter retsplejelovens
almindelige regler i civile retssager.
Imidlertid er det vigtigt for at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse på
det finansielle område, at Forbrugerombudsmanden i højere grad bliver
orienteret om en sag, hvor kunderne har lidt et tab, for at kunne anlægge
et gruppesøgsmål eller indtræde som mandatar i en konkret sag.
Finanstilsynet skal derfor fremover orientere Forbrugerombudsmanden, hvis
tilsynet bliver bekendt med sådanne forhold. Forslaget til § 348 a,
stk. 1, medfører endvidere, at Finanstilsynet som led i sin
tilsynsvirksomhed skal være særlig opmærksom på sager, hvor kunderne
kan have lidt tab for at kunne opfylde sin underretningspligt efter
§ 348 a, stk. 1. Finanstilsynet skal orientere
Forbrugerombudsmanden senest i forbindelse med, at tilsynet træffer
afgørelse i sagen.
Forbrugerombudsmanden deltager i dag, jf. lov om finansiel virksomhed,
§ 345, stk. 8, i møder i Det Finansielle Virksomhedsråd,
når sager på god skik-området forelægges for rådet til udtalelse, jf.
§ 345, stk. 2, nr. 1. Sager på god skik-området skal
forelægges rådet, når der er tale om tilsynssager af principiel karakter
samt i tilsynssager, der har videregående betydelige følger for
finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder.
Forbrugerombudsmanden har derfor allerede i dag adgang til oplysninger om
sager, hvor forbrugere kan have lidt tab som følge af overtrædelse af den
finansielle forbrugerlovgivning, når disse sager har en sådan karakter,
at de skal forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd.
Med forslaget til § 348 a sikres Forbrugerombudsmanden oplysninger
om alle sager på det finansielle område, hvor kunderne kan have lidt tab,
uanset om sagen skal forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd.
For at give Forbrugerombudsmanden mulighed for løbende at følge en sag,
hvor kunderne kan have lidt tab, får Forbrugerombudsmanden adgang til
samtlige oplysninger i sådanne sager, som Finanstilsynet behandler. Denne
adgang gælder uanset reglerne om Finanstilsynets tavshedspligt.
Til nr. 16
Med den foreslåede § 354, stk. 6, nr.
22, bestemmes det, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige
oplysninger til Økonomi- og Erhvervsministeriet i sager om behandling
af ansøgninger om statsligt kapitalindskud, jf. lov om statsligt
kapitalindskud i kreditinstitutter.
Til nr. 17
Med forslaget kan det institut, der overtræder § 46 a samt §§ 77 a og
77 b straffes med bøde.
Til § 17
Til nr. 1 og 2.
Det foreslås med affattelsen af § 120, stk. 1, at det
tydeliggøres, at Forbrugerombudsmanden også kan anlægge sager om
civilretlige krav, herunder krav om erstatning og tilbagebetaling af
uretmæssigt opkrævede beløb mv., og at bestemmelsen om, at
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i
gruppesøgsmål, overføres fra stk. 2 til stk. 1 i
§ 120.
Endvidere præciseres det, at markedsføringslovens §§ 20, 27,
stk. 1 og 28 om bl.a. erstatningssøgsmål finder tilsvarende
anvendelse i sådanne sager, og at Forbrugerombudsmanden har hjemmel efter
markedsføringslovens § 23, stk. 1, til at forhandle med de
finansielle virksomheder med henblik på at opnå en eventuel
forligsmæssig løsning af sagen. Forslaget tilsigter i øvrigt ikke nogen
ændring i det forhold, at Finanstilsynet har kompetence til at træffe
afgørelse m.v. i god skik-sager.
Endelig kan Forbrugerombudsmanden kræve oplysninger efter
markedsføringslovens § 22, stk. 2, med henblik på bl.a.
vurderingen af mulighederne for anlæggelse af søgsmålet og
afgrænsningen heraf, f.eks. i forbindelse med gruppesøgsmål.
Til nr. 3.
Det foreslås i forslaget til § 120 a, stk. 1, i lov om
investeringsforeninger og specialforeninger samt andre kollektive
investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet skal underrette
Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin virksomhed bliver
bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab som følge af, at
virksomheden har overtrådt bestemmelser om god skik. Som eksempel på
sager med tab omfattet af § 120 a, stk. 1, kan nævnes sager,
hvor forbrugere er blevet udsat for en aggressiv markedsføring f.eks. i
form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller flere forbrugere har lidt
tab.
Forbrugerombudsmanden har allerede i dag mulighed for at hjælpe
forbrugerne i konkrete sager på det finansielle område ved at anlægge
gruppesøgsmål eller at indtræde som mandatar efter retsplejelovens
almindelige regler i civile retssager.
Imidlertid er det vigtigt for at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse på
det finansielle område, at Forbrugerombudsmanden i højere grad bliver
orienteret om en sag, hvor kunderne har lidt et tab, for at kunne anlægge
et gruppesøgsmål eller indtræde som mandatar i en konkret sag.
Finanstilsynet skal derfor fremover orientere Forbrugerombudsmanden, hvis
tilsynet bliver bekendt med sådanne forhold. Forslaget til § 120 a,
stk. 1, medfører endvidere, at Finanstilsynet som led i sin
tilsynsvirksomhed skal være særlig opmærksom på sager, hvor kunderne
kan have lidt tab for at kunne opfylde sin underretningspligt efter
§ 120 a, stk. 1. Finanstilsynet skal orientere
Forbrugerombudsmanden senest i forbindelse med, at tilsynet træffer
afgørelse i sagen.
Forbrugerombudsmanden deltager i dag, jf. lov om finansiel virksomhed,
§ 345, stk. 8, i møder i Det Finansielle Virksomhedsråd,
når sager på god skik-området forelægges for rådet til udtalelse jf.
345, stk. 2, nr. 1. Sager på god skik-området skal forelægges
rådet, når der er tale om tilsynssager af principiel karakter samt i
tilsynssager, der har videregående betydelige følger for finansielle
virksomheder og finansielle holdingvirksomheder.
Forbrugerombudsmanden har derfor allerede i dag adgang til oplysninger om
sager, hvor forbrugere kan have lidt tab som følge af overtrædelse af den
finansielle forbrugerlovgivning, når disse sager har en sådan karakter,
at de skal forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd.
Med forslaget til § 120 a sikres Forbrugerombudsmanden oplysninger
om alle sager på det finansielle område, hvor kunderne kan have lidt tab,
uanset om sagen skal forelægges for Det Finansielle Virksomhedsråd.
Stk. 2
For at give Forbrugerombudsmanden mulighed for løbende at følge en sag,
hvor kunderne kan have lidt tab, får Forbrugerombudsmanden adgang til
samtlige oplysninger i sådanne sager, som Finanstilsynet behandler. Denne
adgang gælder uanset reglerne om Finanstilsynets tavshedspligt.
Til § 18.
Til nr. 1.
Det foreslås med affattelsen af § 3, stk. 3, at det
tydeliggøres, at Forbrugerombudsmanden også kan anlægge sager om
civilretlige krav, herunder krav om erstatning og tilbagebetaling af
uretmæssigt opkrævede beløb mv.
Endvidere præciseres det, at markedsføringslovens §§ 20, 27,
stk. 1 og 28 om bl.a. erstatningssøgsmål finder tilsvarende
anvendelse i sådanne sager, og at Forbrugerombudsmanden har hjemmel efter
markedsføringslovens § 23, stk. 1, til at forhandle med de
finansielle virksomheder med henblik på at opnå en eventuel
forligsmæssig løsning af sagen. Forslaget tilsigter i øvrigt ikke nogen
ændring i det forhold, at Finanstilsynet har kompetence til at træffe
afgørelse m.v. i god skik-sager.
Endelig kan Forbrugerombudsmanden kræve oplysninger efter
markedsføringslovens § 22, stk. 2, med henblik på bl.a.
vurderingen af mulighederne for anlæggelse af søgsmålet og
afgrænsningen heraf, f.eks. i forbindelse med gruppesøgsmål.
Til nr. 2.
Det foreslås i forslaget til § 3,
stk. 4, i lov om værdipapirhandel, at Finanstilsynet skal
underrette Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet som led i sin
virksomhed bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt tab
som følge af, at virksomheden har overtrådt bestemmelser om god skik. Som
eksempel på sager med tab omfattet af § 3, stk. 4, kan
nævnes sager, hvor forbrugere er blevet udsat for en aggressiv
markedsføring f.eks. i form af uanmodet henvendelse, hvorved en eller
flere forbrugere har lidt tab.
Forbrugerombudsmanden har allerede i dag mulighed for at hjælpe
forbrugerne i konkrete sager på det finansielle område ved at anlægge
gruppesøgsmål eller at indtræde som mandatar efter retsplejelovens
almindelige regler i civile retssager.
Imidlertid er det vigtigt for at sikre en bedre forbrugerbeskyttelse på
det finansielle område, at Forbrugerombudsmanden i højere grad bliver
orienteret om en sag, hvor kunderne har lidt et tab, for at kunne anlægge
et gruppesøgsmål eller indtræde som mandatar i en konkret sag.
Finanstilsynet skal derfor fremover orientere Forbrugerombudsmanden, hvis
tilsynet bliver bekendt med sådanne forhold. Forslaget til § 3,
stk. 4, medfører endvidere, at Finanstilsynet som led i sin
tilsynsvirksomhed skal være særlig opmærksom på sager, hvor kunderne
kan have lidt tab for at kunne opfylde sin underretningspligt efter
§ 3, stk. 4. Finanstilsynet skal orientere
Forbrugerombudsmanden senest i forbindelse med, at tilsynet træffer
afgørelse i sagen.
Forbrugerombudsmanden deltager i dag jf. lov om værdipapirhandel,
§ 84, stk. 6, i møder i Fondsrådet, når sager på god skik
området forelægges for rådet til udtalelse jf. 84, stk. 2, nr. 2.
Sager på god skik området skal forelægges rådet, når der er tale om
tilsynssager af principiel karakter samt i tilsynssager, der har
videregående betydelige følger for finansielle virksomheder og
finansielle holdingvirksomheder.
Forbrugerombudsmanden har derfor allerede i dag adgang til oplysninger om
sager, hvor forbrugere kan have lidt tab som følge af overtrædelse af den
finansielle forbrugerlovgivning, når disse sager har en sådan karakter,
at de skal forelægges for Fondsrådet.
Med forslaget til § 3, stk. 4, sikres Forbrugerombudsmanden
oplysninger om alle sager på det finansielle område, hvor kunderne kan
have lidt tab, uanset om sagen skal forelægges for Fondsrådet.
For at give Forbrugerombudsmanden mulighed for løbende at følge en sag,
hvor kunderne kan have lidt tab, får Forbrugerombudsmanden i medfør af
stk. 5 adgang til samtlige oplysninger i
sådanne sager, som Finanstilsynet behandler. Denne adgang gælder uanset
reglerne om Finanstilsynets tavshedspligt.
Bilag 1
|
Gældende formulering
|
Lovforslaget
|
|
|
§ 16
|
||
|
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr.
897 af 4. september 2008, foretages følgende ændringer:
|
||
|
1. Efter § 46 indsættes:
|
||
|
Ȥ 46 a. Pengeinstitutter
må ikke tilbyde lånefinansiering i forbindelse med salg
af ansvarlig kapital i form af aktier eller
garantbeviser.«
|
||
|
2. Efter § 77 indsættes:
|
||
|
»§ 77 a. Ved aflønningen
af det enkelte direktionsmedlem i et pengeinstitut eller et
realkreditinstitut må variable løndele højst udgøre 50
pct. af den faste grundløn inklusive pension.
|
||
|
Stk. 2. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om de i
stk. 1 nævnte forhold.
|
||
|
§ 77 b. I pengeinstitutter
og realkreditinstitutter skal formanden for bestyrelsen i
sin beretning på den ordinære generalforsamling eller i
sparekasser i repræsentantskabet redegøre for
aflønningen af virksomhedens direktion og bestyrelse.
Redegørelsen skal indeholde oplysninger om aflønningen i
det foregående regnskabsår, og hvordan den påtænkes
fulgt i det indeværende og kommende regnskabsår.«
|
||
|
§ 124, stk. 1-8
(Udelades):
|
3. I § 124 indsættes som
stk. 9:
|
|
|
»Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om
pengeinstitutters og realkreditinstitutters
offentliggørelse af deres opgørelse af det individuelle
solvensbehov, jf. stk. 4, og individuelle
solvenskrav, jf. stk. 5. «
|
||
|
§ 129, stk. 1, nr.
8:
|
4.§ 129, stk. 1, nr.
8, affattes således:
|
|
|
8) hybrid kernekapital, jf. § 132, såfremt
kernekapitalen, jf. nr. 1-7, 9 og 10, efter de i
§ 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5,
nævnte fradrag udgør mindst 5 pct. af pengeinstituttets,
realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller
investeringsforvaltningsselskabets risikovægtede poster
m.v.,
|
»8) hybrid kernekapital, jf. § 132,«
|
|
|
§ 129, stk. 2:
|
5.§ 129, stk. 2,
ophæves, og i stedet indsættes:
|
|
|
Stk. 2. Hybrid
kernekapital efter stk. 1, nr. 8, må maksimalt
udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 131,
stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte
fradrag.
|
»Stk. 2. Hybrid
kernekapital efter stk. 1, nr. 8, kan udgøre op til
50 pct. af kernekapitalen efter de i § 131,
stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte
fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen om hybrid
kernekapital
|
|
|
1) gør det muligt at konvertere hybrid kernekapital til
aktie-, garanti- eller andelskapital, såfremt
pengeinstituttet, realkreditinstituttet,
fondsmæglerselskabet eller
investeringsforvaltningsselskabet ikke opfylder
solvenskravet i §§ 124 eller 125, eller hvor det
på Finanstilsynets initiativ kan konverteres til aktie-,
garanti- eller andelskapital, hvis Finanstilsynet vurderer,
at der er nærliggende risiko herfor, og
|
||
|
2) ikke indeholder vilkår om en rentestigning, jf. dog
stk. 6.
|
||
|
Stk. 3. Hybrid
kernekapital efter stk. 1, nr. 8, som ikke opfylder
kravet i stk. 2, nr. 1, kan maksimalt udgøre 35 pct.
af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og
stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag, jf. dog
stk. 5, hvis aftale i forbindelse med
gældsstiftelsen ikke indeholder vilkår om en
rentestigning, jf. dog stk. 6.
|
||
|
Stk. 4. Hybrid
kernekapital efter stk. 1, nr. 8, kan maksimalt
udgøre 15 pct. af kernekapitalen efter de i § 131,
stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte
fradrag, jf. dog stk. 5, hvis aftalen i forbindelse
med gældsstiftelsen indeholder bestemmelser om en
rentestigning.
|
||
|
Stk. 5. Hybrid
kernekapital omfattet af stk. 2, 3 og 4, må
tilsammen maksimalt udgøre 50 pct. af kernekapitalen efter
de i § 131, stk. 1 og stk. 2, nr. 1, 4
og 5, nævnte fradrag, og hybrid kernekapital omfattet af
stk. 3 og 4, må tilsammen maksimalt udgøre 35 pct.
af kernekapitalen efter de i § 131, stk. 1 og
stk. 2, nr. 1, 4 og 5, nævnte fradrag.
|
||
|
Stk. 6. Bestemmelserne i
stk. 2 og 3, hvorefter aftaler ved gældsstiftelse
ikke må indeholde vilkår om en rentestigning, omfatter
ikke hybrid kernekapital udstedt i medfør af lov
omstatsligt kapitalindskud i kreditinstitutter, hvor
aftaler i forbindelse med gældsstiftelse indeholder
vilkår om rentestigninger, forudsat at sådanne
rentestigninger, udelukkende gøres betinget af udviklingen
i udbytteudbetalinger.
|
||
|
Stk. 7. Finanstilsynet
kan under særlige omstændigheder tillade, at grænserne i
stk. 2-5 midlertidigt overskrides.«
|
||
|
Stk. 3 - 5 bliver herefter stk. 8-10.
|
||
|
§ 132, stk. 1, nr.
4:
|
6.
§ 132, stk. 1, nr.
4, affattes således:
|
|
|
4) Gælden må kun tilbagebetales på pengeinstituttets,
realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller
investeringsforvaltningsselskabets initiativ og med
Finanstilsynets tilladelse tidligst 10 år efter
indbetalingen, dog således at Finanstilsynet under
særlige omstændigheder kan tillade indfrielse tidligst 5
år efter udstedelsen.
|
»4) Gælden må kun tilbagebetales på pengeinstituttets,
realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller
investeringsforvaltningsselskabets initiativ, med
Finanstilsynets tilladelse og tidligst 5 år efter
indbetalingen, jf. dog stk. 4 og 5. «
|
|
|
§ 132, stk. 1, nr.
9:
|
7.§ 132, stk. 1, nr.
9, affattes således:
|
|
|
9) Betalinger af renter kan udskydes, hvis basiskapitalen
på forfaldstidspunktet ikke overstiger kapitalkravet.
|
»9) Betalinger af renter kan udskydes, eller erstattes af
indbetalt aktie-, garanti- eller andelskapital, hvis
basiskapitalen på forfaldstidspunktet ikke overstiger
kapitalkravet.«
|
|
|
§ 132, stk. 1, nr.
12:
|
||
|
12) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse må ikke
indeholde bestemmelse om en stigning i renten på mere end
det højeste af:
|
8. I § 132, stk. 1,
nr. 12, indsættes efter »renten«: », jf. dog
stk. 5,«.
|
|
|
a) 100 basispunkter fratrukket swapspændet, jf.
stk. 2, og
|
||
|
b) 50 pct. af kreditspændet, jf. stk. 3, fratrukket
swapspændet
|
||
|
§ 132, stk. 1,
stk. 1, nr. 13:
|
||
|
13) Aftaler i forbindelse med gældsstiftelse må kun
indeholde bestemmelse om én stigning i renten.
Rentestigningen må tidligst indtræde 10 år efter
udstedelsen.
|
9. I § 132, stk. 1,
nr. 13, indsættes efter »renten«: », jf. dog
stk. 5.«.
|
|
|
§ 132, stk. 1-3
(Udelades)
|
10. Efter § 132,
stk. 3, indsættes:
|
|
|
»Stk. 4. Uanset
stk. 1, nr. 4, kan hybrid kernekapital, der udstedes
i medfør af lov om statsligt kapitalindskud i
kreditinstitutter og som i henhold til aftaler i
forbindelse med gældsstiftelse kan indfries med
Finanstilsynets tilladelse tidligst 3 år efter
indbetalingen, medregnes i basiskapitalen, såfremt gælden
erstattes af indbetalt kernekapital af mindst samme
kvalitet.
|
||
|
Stk. 5. Bestemmelserne i
stk. 1, nr. 12 og 13, omfatter ikke hybrid
kernekapital udstedt i medfør af lov om statsligt
kapitalindskud i kreditinstitutter, hvor aftaler i
forbindelse med gældsstiftelse indeholder vilkår om
rentestigninger, forudsat at sådanne rentestigninger,
udelukkende gøres betinget af udviklingen i
udbytteudbetalinger.
|
||
|
Stk. 6. Indeholder
aftaler i forbindelse med gældsstiftelse bestemmelser om
en rentestigning i henhold til stk. 1, nr. 12 og 13,
må gælden kun tilbagebetales på pengeinstituttets,
realkreditinstituttets, fondsmæglerselskabets eller
investeringsforvaltningsselskabets initiativ, med
Finanstilsynets tilladelse og tidligst 10 år efter
indbetalingen, dog således at Finanstilsynet under
særlige omstændigheder kan tillade indfrielse tidligst 5
år efter udstedelsen.«
|
||
|
Stk. 4 - 6 bliver herefter stk. 7-9.
|
||
|
§ 182, stk. 1-3
(Udelades)
|
11. Efter § 182,
stk. 3, indsættes:
|
|
|
»Stk. 4. For
virksomheder med statsligt kapitalindskud i medfør af lov
om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter
forudsætter tilladelse i henhold til stk. 1, at
virksomheden kan godtgøre, at engagementet ikke er en
følge det statslige kapitalindskud og ikke er i strid med
§ 8, stk. 1, nr. 7, i lov om statsligt
kapitalindskud i kreditinstitutter. «
|
||
|
§ 344., stk. 1-3
(Udelades)
|
12. Efter § 344,
stk. 4, indsættes:
|
|
|
»Stk. 4. Finanstilsynet
gennemgår hvert år solvensbehovet hos de penge- og
realkreditinstitutter, der har en arbejdende kapital på
mere end 250 mio. kr.«
|
||
|
13. Efter § 347
indsættes:
|
||
|
Ȥ 347 a. Finanstilsynet
kan fastsætte nærmere regler om pengeinstitutters og
realkreditinstitutters pligt til at offentliggøre
oplysninger om Finanstilsynets vurdering af instituttet.«
|
||
|
§ 348, stk. 1:
|
14. § 348, stk. 1,
affattes således:
|
|
|
§ 348.
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud
vedrørende handlinger, der strider mod redelig
forretningsskik og god praksis, jf. § 43,
stk. 1 og 2. 1183) Markedsføringslovens § 20,
stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager
anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i
et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a.
|
Ȥ 348.
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende
handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god
praksis, jf. § 43, stk. 1 og 2, herunder sag
om forbud, påbud, erstatning og tilbagesøgning af
uretmæssigt opkrævede beløb. Markedsføringslovens
§§ 20, 22, stk. 2, 23, stk. 1, 27,
stk. 1, og 28, finder tilsvarende anvendelse på
sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter
denne bestemmelse. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
retsplejelovens kapitel 23 a«
|
|
|
15. Efter § 348 indsættes
som ny bestemmelse:
|
||
|
Ȥ 348 a. Finanstilsynet
underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet
bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt
tab som følge af, at virksomheden har overtrådt
§§ 43, stk. 1 eller bestemmelser udstedt i
medfør af § 43, stk. 2.
|
||
|
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden har uanset § 354 adgang til
samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af
stk. 1.«
|
||
|
§ 354, stk. 6, nr. 1-21
(Udelades).
|
16. I
§ 354, stk. 6,
indsættes efter nr. 21 som nyt nummer:
|
|
|
»22) Økonomi- og Erhvervsministeriet i sager om
behandling af ansøgninger om statsligt kapitalindskud, jf.
lov om statsligt kapitalindskud i kreditinstitutter.«
|
||
|
§ 373, stk. 2:
Stk. 2. Overtrædelse af
§ 16 c, § 16 d, stk. 1, § 16 f,
stk. 1-3, § 50, stk. 1, § 54,
stk. 2, § 57, stk. 1, § 57 a,
stk. 1, § 70, § 71, stk. 1,
§ 72, stk. 1 og 2 og stk. 3, 3. pkt.,
§ 73, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2,
§ 77, § 80, stk. 1, stk. 2, 1.
pkt., og stk. 3, 7 og 8, § 108,
stk. 1-6, § 121, stk. 1, §§ 122
og 123, § 152 a, stk. 1, 1. pkt., § 152
c, stk. 2, § 152 e, stk. 1, § 152
g, stk. 1, 1. og 3. pkt., og stk. 2 og 4,
§§ 158, 159 og 167, § 183, stk. 1, 1.
pkt., § 183, stk. 5, § 184,
stk. 1, § 185, stk. 1 og 2 og
stk. 3, 1. pkt., §§ 186 og 187, § 188,
stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 2.
pkt., §§ 189-191, § 192, 1. pkt.,
§ 193, 1. pkt., § 198, stk. 1, og
§ 199, stk. 2 og 5, samt artikel 4 i Rådets
forordning om anvendelse af internationale
regnskabsstandarder straffes med bøde. På samme måde
straffes overtrædelse af meddelelsespligten i § 152
a, stk. 2, 1. pkt.
|
17. I
§ 373, stk. 2,
indsættes efter »bestemmelserne i« : »46 a« og
»§ 77« ændres til: »§§ 77, 77 a og 77 b
«
|
|
|
§ 17
|
||
|
I lov om investeringsforeninger og specialforeninger samt
andre kollektive investeringsordninger m.v. jf.
lovbekendtgørelse nr. 929 af 18. september 2008 foretages
følgende ændring:
|
||
|
§ 120, stk. 1
|
1.§ 120, stk. 1,
affattes således:
|
|
|
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud
vedrørende handlinger, der strider mod redelig
forretningsskik og god praksis, jf. § 18.
Markedsføringslovens § 20, stk. 1, finder
tilsvarende anvendelse på sager anlagt af
Forbrugerombudsmanden efter denne
bestemmelse. Forbrugerombudsmanden kan udpeges som
grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
retsplejelovens kapitel 23 a.
|
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende
handlinger, der strider mod redelig forretningsskik og god
praksis, jf. § 18, herunder sag om forbud, påbud,
erstatning og tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede
beløb. Markedsføringslovens §§ 20, 22,
stk. 2, 23, stk. 1, 27, stk. 1, og 28
finder tilsvarende anvendelse på sager, som
Forbrugerombudsmanden ønsker at anlægge efter
bestemmelsen i 1. punktum. Forbrugerombudsmanden kan
udpeges som grupperepræsentant i et gruppesøgsmål, jf.
retsplejelovens kapitel 23 a.
|
|
|
§ 120, stk. 2
|
||
|
Stk. 2. Finanstilsynet
kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid
med § 18. Finanstilsynet kan i den forbindelse
foretage inspektionsbesøg i filialer af
administrationsselskaber og investeringsselskaber.
|
2. I § 120, stk. 2,
ophæves 2. punktum.
|
|
|
3. Efter § 120 indsættes
som ny bestemmelse:
|
||
|
§ 120 a. Finanstilsynet
underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet
bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt
tab som følge af, at virksomheden har overtrådt
§ 18.
|
||
|
Stk. 2.
Forbrugerombudsmanden har uanset § 123 adgang til
samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager omfattet af
stk. 1.
|
||
|
§ 18
|
||
|
I lov om værdipapirhandel m.v. jf. lovbekendtgørelse nr.
848 af 19. august 2008 foretages følgende ændring:
|
||
|
§ 3, stk. 3
|
1.
§ 3, stk. 3,
affattes således:
|
|
|
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og påbud
vedrørende overtrædelser af regler om god
værdipapirhandelsskik, jf. stk. 1, og regler udstedt
efter stk. 2. Markedsføringslovens § 20,
stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på sager
anlagt af Forbrugerombudsmanden efter denne bestemmelse.
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i
et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23
a.
|
Stk. 3.
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag vedrørende
overtrædelser af regler om god værdipapirhandelsskik, jf.
stk. 1, og regler udstedt efter stk. 2.,
herunder sag om forbud, påbud, erstatning og
tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede beløb.
Markedsføringslovens §§ 20, 22, stk. 2, 23,
stk. 1, 27, stk. 1, og 28 finder tilsvarende
anvendelse på sager, som Forbrugerombudsmanden ønsker at
anlægge efter bestemmelsen i 1. punktum.
Forbrugerombudsmanden kan udpeges som grupperepræsentant i
et gruppesøgsmål, jf. retsplejelovens kapitel 23 a".
|
|
|
§ 3
|
2. I § 3 indsættes som
stk. 4 og 5
|
|
|
Stk. 4. Finanstilsynet
underretter Forbrugerombudsmanden, hvis Finanstilsynet
bliver bekendt med, at en virksomheds kunder kan have lidt
tab som følge af, at virksomheden har overtrådt
stk. 1, eller regler udstedt efter stk. 2.
Stk. 5. Forbrugerombudsmanden har uanset § 84a
adgang til samtlige oplysninger i Finanstilsynets sager
omfattet af stk. 1.
|