B 24 Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke
(ISAF) i Afghanistan.
Af Udenrigsministeren
Per Stig Møller, Per Stig Møller (KF)
Samling:
2008-09
Status:
Vedtaget
Fremsættelsestalen
Skriftlig fremsættelse (30. oktober 2008)
Udenrigsministeren (Per Stig Møller):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) i Afghanistan.
(Beslutningsforslag nr. B 24).
Folketinget meddeler sit samtykke til en styrkelse af det danske bidrag til
den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) i Afghanistan.
Det overordnede formål med den danske indsats i Afghanistan er at bidrage
til national, regional og global sikkerhed ved at forhindre, at landet igen
bliver et fristed for terrorister. Samtidig skal den danske indsats bidrage
til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som kan tage
vare på egen sikkerhed, fortsætte en demokratisk udvikling og fremme
respekten for menneskerettigheder. Dette fordrer en fuldt integreret
politisk, militær og civil dansk indsats.
Det fremgår af strategien, "Den danske indsats i Afghanistan 2008-2012",
som fremlagt i juli 2008, at Danmark i perioden 2008-2012 vil styrke sin
indsats i Afghanistan, og at det er målet gradvist at ændre balancen i
retning af større civil indsats og en mere tilbagetrukken militær rolle.
Det indebærer i første del af perioden en midlertidig forøgelse af
antallet af udsendte styrker, herunder til at varetage specifikke
funktioner i forbindelse med den internationale sikkerhedsindsats under
ISAF. Den overordnede målsætning med den militære indsats er, at Danmark
i løbet af strategiperioden bidrager til at skabe forudsætninger for at
udbrede de afghanske myndigheders autoritet i Helmand-provinsen.
Sideløbende med en robust militær indsats i det sydlige Afghanistan vil
Danmark bidrage til opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker.
Hensigten er, at den danske militære indsats i stigende grad fokuseres på
træning og uddannelse.
Grundelementet i det danske styrkebidrag vil fortsat være en
bataljonskampgruppe, der som hidtil vil skulle gennemføre sikkerheds- og
stabiliseringsoperationer i regi af den britiske ledede Task Force Helmand
og i henhold til ISAFs operationsplan. Opgaverne vil fortsat variere fra
varetagelse af sikringsopgaver til egentlige kamphandlinger i form af
selvstændig indsættelse eller som led i mere omfattende og bredspektrede
sikkerhedsoperationer.
Hovedfokus for det danske styrkebidrag vil være:
at bidrage til at stabilisere
Helmand-provinsen tilstrækkeligt til at langsigtet genopbygning og
udvikling kan finde sted, at bidrage til at
den afghanske hær selvstændigt kan gennemføre operationer og håndhæve
den afghanske regerings myndighed i hele provinsen samt i stigende grad
at bidrage til kapacitetsopbygning af den
afghanske hær, at tilvejebringe
beskyttelsen af civile rådgivere for dermed at understøtte genopbygnings-
og udviklingsindsatsen og at gennemføre
mindre civile genopbygnings-projekter. I tilgift vil det danske
styrkebidrag fortsat inden for rammerne af NATO's operationsplan for ISAF
bidrage til gennemførelsen af tiltag rettet mod narkotikaøkonomien.
Løsningen af den NATO-ledede styrkes overordnede opgave i Afghanistan
indebærer varierende operative opgaver og terræn, og er underlagt
skiftende betingelser. Forholdene udvikler sig således løbende, bl.a. i
lyset af sikkerhedssituationen og oprørsstyrkernes jævnligt skiftende
operationsmønstre samt i takt med implementeringen af operationsplanen for
ISAF. De skiftende betingelser medfører, at der hurtigt kan opstå behov
for at gennemføre situationsbestemte tilpasninger eller forstærkninger af
de danske indsatser. Hensynet til den nødvendige operationssikkerhed,
selvbeskyttelse, handlefrihed, ændringer i operationsmønstret og behovet
for at understøtte den civile indsats fordrer øget fleksibilitet i
sammensætningen og omfanget af det danske styrkebidrag.
Der vil endvidere kunne blive tale om periodisk udsendelse af
specialoperationsstyrker i en mere overordnet ISAF-ramme med henblik på
varetagelse af opgaver inden for operationsplanen for ISAF.
Samlet betyder ovenstående, at der for at skabe øget fleksibilitet til
løbende at kunne sammensætte bidraget på den mest hensigtsmæssige måde
i forhold til den danske Afghanistan-strategi samt opgaverne i området vil
være et behov for at justere styrketallet for det generelle styrkebidrag
fra de nuværende ca. 665 til ca. 750.
I tillæg til det generelle styrkebidrag kan der blive tale om midlertidig
udsendelse af et observationshelikopterdetachement; et
transporthelikopterdetachement; et transportflydetachement; et
personelbidrag til bemanding af et felthospital samt et personelbidrag fra
DCM-kompagniet.
Skulle der opstå en situation, hvor en konkret trussel mod danske styrker
eller civilt personel gør det påkrævet at træffe særlige
foranstaltninger, vil der yderligere ekstraordinært kunne udsendes et
mindre bidrag på op til 40 personer i form af specialister, herunder
egentlige specialoperationsstyrker.
Den samlede internationale militære tilstedeværelse i Afghanistan finder
sted på grundlag af en invitation fra den afghanske regering samt FN's
sikkerhedsrådsresolution 1386 af 20. december 2001, resolution 1510 af 13.
oktober 2003 og resolution 1833 af 22. september 2008.