B 154 Forslag til folketingsbeslutning om fastsættelse af rådighedsbeløb ved ansøgninger om hjælp på det sociale område.
Af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Frank Aaen (EL)
Samling:
2008-09
Status:
Bortfaldet
Forslag som fremsat
B 154 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om fastsættelse af rådighedsbeløb ved ansøgninger om hjælp på det sociale område.
Fremsat den 2. april 2009 af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om fastsættelse af rådighedsbeløb ved ansøgninger om hjælp på det sociale område
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2009 at fremsætte
lovforslag, der indebærer, at der fastsættes et rådighedsbeløb, der er
gældende ved ansøgninger om hjælp i særlige tilfælde efter lov om
aktiv socialpolitik og ved ansøgninger om personlige tillæg efter
pensionslovgivningen. Rådighedsbeløbet skal svare til det
rådighedsbeløb, der er fastsat efter lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige og konkurslovens regler om gældssanering.
Bemærkninger til forslaget
Forslagsstillerne mener, at der skal fastsættes et rådighedsbeløb på
det sociale område, der skal være gældende ved ansøgninger om hjælp i
særlige tilfælde efter lov om aktiv socialpolitik, kapitel 10, og ved
ansøgninger om personlige tillæg efter pensionslovgivningen.
Rådighedsbeløbet skal svare til og reguleres på samme måde som det
rådighedsbeløb, der er fastsat efter lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige og konkurslovens regler om gældssanering. Rådighedsbeløbene
er i 2009 fastsat til 5.170 kr. pr. måned for én voksen og 3.600 kr. til
ægtefælle/samlever, 1.420 kr. til børn på 0-1 år, 1.810 kr. til børn
på 2-6 år og 2.600 kr. til børn på 7-18 år. Beløbene er fastsat
i bekendtgørelse om gældssanering og bekendtgørelse om inddrivelse af
gæld til det offentlige, jf. bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008
og bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008.
Rådighedsbeløbene indgår i vurderingen af en persons betalingsevne, når
det efter de gældende regler f.eks. skal fastsættes, hvor stort et beløb
man kan afdrage på sin gæld, og skal sikres, at den pågældende har det
nødvendige til rådighed om måneden til sit eget og familiens underhold
til mad, tøj osv. efter at have betalt boligudgifter, udgifter til samvær
med børn og bidragsforpligtelser, udgifter til særlige behov m.v. Kun
hvis man har penge ud over dette, kan man afdrage på sin gæld.
Rådighedsbeløbet blev fastsat i forbindelse med revisionen af reglerne om
gældssanering i 2005. Som det fremgår af Konkursrådets betænkning, der
lå til grund for lovforslaget, ønskede man med rådighedsbeløbet at
skabe en mere ensartet praksis for skifterettens behandling af sager om
gældssanering. Man overvejede at tage udgangspunkt i satserne for
dagpenge, kontanthjælp eller folkepension, men fandt det mere
hensigtsmæssigt at fastsætte beløbet på grundlag af de faktiske
udgifter, der skal dækkes af rådighedsbeløbet, jf. Konkursrådets
betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering.
Rådighedsbeløbet er derfor fastsat ud fra det husholdningsbudget, som
Forbrugerinformationen tidligere udarbejdede som udtryk for, hvad der er et
»rimeligt forbrug« i en husholdning og afspejler, hvad det rent faktisk
koster, hvis man skal købe mad, toiletpapir, tandpasta og alt det, der er
helt nødvendigt i dagligdagen. Beløbet er godt nok sat lavere end det,
som Forbrugerinformationen fastsatte var nødvendigt, men det er stadig en
del højere end det rådighedsbeløb, mange kommuner anvender i dag.
Desuden bliver beløbet reguleret hvert år på baggrund af den
lønudvikling, som anvendes til regulering af visse overførselsindkomster.
Det kan for mange borgere være svært at forstå, at én myndighed, SKAT,
vurderer, at de ikke har råd til at betale på en gæld, samtidig med at
en anden myndighed, socialforvaltningen, vurderer, at de har rigeligt råd
til selv at betale tandlægen. På samme måde virker det urimeligt, at
når man ser på, om en borger har råd til en enkeltydelse som tandlæge,
vinterstøvler til børnene eller et nyt køleskab, når det gamle er brudt
sammen, så mener man, at borgeren skal klare sig for et langt lavere
beløb til mad m.v. end det, som Forbrugerinformationen er nået frem til
er nødvendigt ud fra dens undersøgelser af prisniveauet på dagligvarer.
Mange kommuner anvender allerede i dag vejledende rådighedsbeløb, når de
behandler sager om hjælp på det sociale område. Det viser en
undersøgelse, som Rambøll Management udarbejdede i 2006 for Rådet for
Socialt Udsatte om kommunernes praksis for at anvende vejledende
retningslinjer for, hvor meget forskellige grupper af
overførselsindkomstmodtagere skal have til sig selv om måneden, når de
søger om hjælp i særlige tilfælde, jf. »Vejledende rådighedsbeløb -
en kommunal praksis?«, Rådet for Socialt Udsatte/Rambøll Management,
april 2006.
Konklusionerne af undersøgelsen er, at der er betydelige forskelle mellem
kommunernes praksis i forhold til, om man anvender et vejledende
rådighedsbeløb, og hvor stort et rådighedsbeløb man i så fald tager
udgangspunkt i. Mellem 55 og 70 pct. af kommunerne anvender vejledende
rådighedsbeløb, og større kommuner anvender oftere rådighedsbeløb end
de mindre kommuner. Samtidig fremgår det, at der er en betydelig variation
i rådighedsbeløbene mellem kommunerne, der kan svinge fra 1.200 kr. til
ca. 4.000 kr. (2005-priser) for enlige kontanthjælpsmodtagere. Både for
enlige og par ligger rådighedsbeløbet lavere for kontanthjælps- og
starthjælpsmodtagere end for folkepensionister.
Samtidig viser den kvalitative del af undersøgelsen, at der er store
forskelle mellem kommunerne i forbindelse med fastlæggelse af størrelsen
af rådighedsbeløbet. Kommunerne lader sig inspirere af mange forskellige
måder at finde frem til et rimeligt beløb på, f.eks. en andel af
dagpengesatsen, en andel af folkepensionens grundbeløb, Statens
Husholdningsråds vurdering af kostudgifterne i Danmark, principperne for
lønindeholdelse ved inddrivelse af gæld m.v.
Endelig er der også stor variation i, hvordan retningslinjerne udformes,
men generelt er vejledningerne til intern brug, og det indebærer, at
borgerne ofte ikke er bekendt med kommunernes rådighedsbeløb eller
retningslinjer for beregningen af beløbene. Der er dog en tendens til
større åbenhed og information til borgerne inden for pensionsområdet.
Forslagsstillerne mener, at undersøgelsen klart understreger behovet for,
at der fastsættes et rådighedsbeløb for at få ensartethed i
sagsbehandlingen og gennemskuelighed for den enkelte borger. Det skal være
det samme rådighedsbeløb, som kommunerne anvender ved behandling om
hjælp på det sociale område, uanset hvor i landet man tilfældigvis bor,
og det skal være det samme rådighedsbeløb, der er gældende, uanset om
man er kontanthjælpsmodtager eller folkepensionist. Mad og tøj koster det
samme i hele landet, uanset om man er enlig kontanthjælpsmodtager eller
pensionist.
Et fast rådighedsbeløb på samme niveau som ved inddrivelse af offentlig
gæld vil samtidig forenkle sagsbehandlingen i kommunerne betydeligt, da
næsten alle kontanthjælpsmodtagere vil være økonomisk berettiget til
enkeltydelser og man derfor kun behøver at se på, om der er helt særlige
økonomiske forhold, der gør, at en person har et højere rådighedsbeløb
end normalt. Det kan i praksis være tilfældet, hvis man har usædvanlig
lave boligudgifter eller man har drevet selvstændig virksomhed og har haft
et stort underskud, der gør, at man ikke betaler skat. Sagsbehandlingen
kan derfor koncentreres om, hvorvidt enkeltydelsen indholdsmæssigt er
berettiget.
Finansiering
Såfremt der bliver flertal for forslaget, skal der naturligvis forhandles
med kommunerne om økonomisk kompensation for de øgede udgifter til
enkeltydelser, og der skal findes en finansiering. Forslagsstillerne har i
den forbindelse en række forslag til, hvor pengene kan komme fra.
Skriftlig fremsættelse
Line Barfod (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om fastsættelse af rådighedsbeløb ved ansøgninger om hjælp på det sociale område.
(Beslutningsforslag nr. B 154).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og
anbefaler det til Tingets velvillige behandling.