Det sidste punkt på dagsordenen er:

42) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 140:

Forslag til folketingsbeslutning om at trække tropperne hjem fra Afghanistan og øge den civile indsats i landet.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 24.03.2009).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Enhedslisten har fremsat et forslag til folketingsbeslutning om at trække de danske tropper hjem fra Afghanistan og øge den civile indsats i landet, men vi finder faktisk ikke Enhedslistens forslag seriøst. Det er selvfølgelig alvorlige ord, men det gør vi faktisk ikke.

Løsningen på situationen i Afghanistan er ikke, som foreslået af Enhedslisten, at trække tropperne tilbage og erstatte dem med civil bistand. Det er ikke et spørgsmål om enten-eller, som det ligger hos Enhedslisten; det er tværtimod i høj grad et spørgsmål om både-og. Trækkes tropperne tilbage, vil alle muligheder for bistand hurtigt blive forhindret af Taleban, som så vil få frit slag og dermed i sig selv umuliggøre Enhedslistens forslag. Det er derfor regeringens holdning, at en integreret militær og civil indsats er nødvendig. Uden sikkerhed er der ingen udvikling, og uden udvikling er der ingen sikkerhed. Der er ingen enkle løsninger på en situation så kompleks og dynamisk som den i Afghanistan.

En integreret indsats, hvor civile, politiske og militære indsatser arbejder tæt sammen, er derfor et hovedelement i den danske Afghanistanstrategi. Strategien, der er mindre end et år gammel, blev udarbejdet i samarbejde med det flertal her i salen, der bakker op om det samlede danske engagement i Afghanistan, og det er på den baggrund, at Danmark som bekendt har besluttet at fordoble sin udviklingsbistand og øge sit militære bidrag. Det øgede militære bidrag skal bl.a. medvirke til en øget kapacitetsopbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker i overensstemmelse med strategiens mål om gradvis at ændre balancen i retning af en større civil indsats og en mere tilbagetrukket militær rolle, som til sidst vil betyde, at de afghanske styrker selv kan klare opgaven. Vi er samtidig også i gang med en politiindsats for at øge polititræningen, og den styres jo af Kai Wittrup. Regeringen indstiller på den baggrund nærværende beslutningsforslag til forkastelse.

Jeg vil så gerne minde Enhedslisten om, hvorfor vi er i Afghanistan. Det er vi for at bidrage til det internationale samfunds indsats for at undgå, at Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister, og vi er der for at bidrage til fremvæksten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, der kan tage vare på sin egen sikkerhed og sin egen udvikling. Det er ikke kun i vores egen interesse; det er i allerhøjeste grad også i afghanernes interesse. Det er målsætningen, som oprørsstyrkerne vil gøre alt for at forhindre at vi opnår. Så hvis militæret er ude, opnår vi ingen fremgang i Afghanistan. Vi står nemlig over for en fuldstændig skruppelløs modstander, der ikke skyr nogen midler, og det er naivt at forestille sig, at der i den kontekst kan skabes stabilitet og udvikling udelukkende med civile midler. Så kommer der ingen udvikling - nok stabilitet, det er der også i dødsriget.

Afghanerne er endnu ikke selv i stand til at varetage sikkerheden på egen hånd, så vi er der for at hjælpe dem med det. Var vi ikke det, ville Taleban være der i stedet for, og så ville det være lige meget, hvor mange penge vi havde sat af til at støtte menneskerettigheder og demokrati. Hvor længe mon piger i så fald ville få lov til at gå i skole? Hvad ville der blive af de 2 millioner piger, der er kommet skole? Hvor lang tid ville der gå, før Talebans brutale afstraffelsesmetoder ville blive taget i brug? Lad mig oplyse hr. Frank Aaen om, at i Swat i Pakistan, hvor der ingen vestlige styrker er, brændte Taleban 200 skoler ned i løbet af de første 2 måneder, de var der, og alle pigerne røg ud af skolen. Det samme ville de jo gøre i Afghanistan.

At situationen heller ikke kan løses med militære midler alene, er noget, regeringen har sagt hele tiden. Det er en holdning, som deles af det internationale samfund, og som afspejles i både den danske strategi, de amerikanske og britiske strategier og i NATO's tilgang til konflikten. Så det er der altså ikke noget nyt i. Som jeg har sagt mange gange, var vores strategi derfor fra starten trestrenget: militær, genopbygningsmæssig og humanitær.

Som det fremgår af den danske Afghanistanstrategi, lægger Danmark stor vægt på den civile indsats, herunder kapacitetsopbygning af afghanske institutioner og økonomisk og social udvikling. Den danske bistand til Afghanistan er derfor som sagt også blevet fordoblet. Et af hovedelementerne i strategien er gradvis at ændre balancen mellem den militære og den civile indsats i retning af en større civil indsats og en mere tilbagetrukket militær rolle. Dette skal ske i takt med forbedringer af de afghanske sikkerhedsstyrkers kapacitet til at varetage sikkerhedsopgaverne på egen hånd.

Vi står ikke alene med vores fokus på udvikling og kapacitetsopbygning. Ikke mindst den nye amerikanske strategi understreger behovet for at prioritere og øge ressourcer til den civile genopbygning og bidrage til, at afghanerne selv kan tage vare på egen sikkerhed og udvikling. Hvad angår NATO's strategi, blev det på det seneste topmøde, den 3. og 4. april 2009, understreget, at NATO øger sin indsats for kapacitetsopbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker. Alliancen ser sin rolle udvikle sig i retning af mere fokus på træning og mentoring, i takt med at de afghanske sikkerhedsstyrkers kapacitet til at agere selvstændigt øges.

Enhedslisten foreslår også forhandlinger med Taleban. Det har længe været den danske regerings holdning at støtte afghansk ledede forsoningstiltag med de dele af oprørsstyrkerne, som afsværger forbindelse til Al-Qaeda, nedlægger våbnene og respekterer forfatningen. Det danske militær har jo også afprøvet disse muligheder, hvor de er. Det er så også den amerikanske holdning. Det er der altså heller ikke noget nyt i.

Jeg ser altså ikke noget behov for markante ændringer af hverken de danske eller de internationale strategier, som Enhedslisten foreslår. Der er derimod behov for, at det internationale samfund nu fokuserer på at gennemføre strategierne uden at ryste på hånden. Der er nemlig behov for en målrettet, langsigtet og tålmodig indsats, og der er som nævnt behov for, at vi tager både militære, civile og diplomatiske redskaber i brug i håndteringen af den meget komplekse situation, vi står over for.

Lad mig også tilføje, at de strategier og planer, som vi har lavet sammen med kredsen af partier bag indsatsen i Afghanistan, rummer en vis fleksibilitet, som vil gøre det muligt at tilpasse indsatsen til ændringerne i situationen eller til at reagere på nye muligheder. Derfor har vi nu søsat et særligt program for Pakistan, som er blevet vigtigere og vigtigere og alvorligere og alvorligere. Det gør vi for at give vores bidrag til at forhindre talebanisering og islamisering af Pakistan. I forligskredsen vil vi se på eventuelle justeringer af strategien i lyset af de nye amerikanske planer for Afghanistan, men de civile planer er endnu ikke udarbejdet nok til, at vi kan se, hvad de måtte betyde for vores strategi.

Situationen i Afghanistan er alvorlig, ikke mindst for vores soldater, som betaler den største pris for vores indsats. Vi har alle sammen grund til at beundre og respektere vores soldaters indsats, som gøres for vores skyld. Så også for soldaternes skyld er regeringen glad for den brede politiske opbakning til den styrkede danske indsats.

Jeg skal på den baggrund og på regeringens vegne opfordre til, at nærværende beslutningsforslag forkastes.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Jamen nu snakker man om, at man vil ændre indsatsen og lægge mere vægt på civilindsatsen. Det mest håndfaste, jeg i øjeblikket kan se der bliver ændret på strategien i Afghanistan, er, at der indsættes 20.000 flere amerikanske soldater. Det vil sige, at man lægger vægt på den militære strategi. Vi får også at vide, at man i ly af det kan vinde befolkningen og kan lave en masse civil genopbygning, men det har ikke noget på sig. Det, vi i den kommende tid vil se, er bare endnu mere militær, og det vil sige endnu flere angreb, hvor også civilbefolkningen bliver ramt. Hvordan kan det harmonere med det, ministeren lige har sagt, om, at man er ved at ændre strategi?

Ministeren.

Nu synes jeg, at hr. Frank Aaen skal huske Enhedslistens forslag, for det er jo det, vi diskuterer. Regeringens politik har vi diskuteret mange gange. Enhedslistens forslag går ud på at fjerne det militære element og kun have det civile. Så siger jeg: Det er dødsdømt, der er ikke noget civilt element uden et militært element.

Når de 20.000 flere amerikanske soldater kommer ind, er det jo for at øge sikkerheden og dermed øge opbygningen af de sikrede områder og tage fat i narkotikaøkonomien, som korrumperer og ødelægger det civile samfund. Det vil sige, det giver os en mulighed for at øge den civile indsats og for at høste flere frugter af den civile indsats, og det er det, vi i kredsen af Afghanistanpartier vil se på, når vi så også kender mere til de amerikanske civile planer, så vi kan udnytte den øgede sikkerhed til at få fremskyndet udviklingen af områderne. Nu skal man jo ikke glemme, at 4.000 af de amerikanske soldater skal bruges til at øge træningsindsatsen - så vidt jeg husker, er det 4.000. De skal jo bruges til at øge træningsindsatsen, og det er netop for at få fremmet, at de afghanske styrker kan varetage mere selv i deres kamp mod Taleban.

Hr. Frank Aaen.

Jamen det passer jo ikke, at man ikke kan nå mål uden en militær indsats som f.eks. den med ekstra 22.000 amerikanske soldater, tror jeg endda det er, der er på vej.

DACAAR, den danske nødhjælpsorganisation, der arbejder i Afghanistan og har arbejdet der i 25 år under forskellige styrer, har jo opnået masser af resultater. De har understreget, at de jo ikke kan nå de resultater, hvis det skal foregå bag en soldat, for resultaterne kan kun være varige, hvis de bliver opnået i samarbejde med den lokale befolkning. Det, der sker lige nu, er det modsatte; det er mere krig i stedet for mere civil genopbygning. Det er derfor, man er på gal vej.

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Frank Aaen, at DACAAR har været der i 25 år, og det er fint, fuld respekt for DACAAR, de har ydet en fremragende indsats, og vi støtter dem også. Men Taleban var der jo altså i 10 af de 25 år. Hvor stor fornøjelse havde den afghanske befolkning af det?

Jeg synes, at hr. Frank Aaen i stedet for at komme med det her forslag skulle se på, hvad der sker de steder, hvor der ikke er noget militært og sikkerhedsmæssigt bolværk til at stoppe Taleban. Se på Pakistan, se på Buner, se på Swat, se på Afghanistan, før Taleban blev væltet, se dog på det, og så skal Enhedslisten lade være med at forestille sig, at man kan nå målet uden et militært opgør med Taleban. Selvfølgelig skal det først og fremmest foregå gennem afghanerne, så snart det overhovedet er muligt. Men i forbindelse med DACAAR vil jeg sige, at Taleban altså sad i 10 år og terroriserede befolkningen, lavede træningslejre, hvorfra der udgik en masse trænede folk, der skulle udøve terror i den vestlige verden og i den islamiske verden. Så det er et meget dårligt eksempel.

Så siger jeg tak til udenrigsministeren. Vi går i gang med ordførerrækken, og den første er hr. Karsten Nonbo fra Venstre.

Det er jo altid svært at komme efter udenrigsministeren, der holdt sådan en velforberedt tale, som siger det hele. Jeg havde egentlig også mest lyst til at lade den her debat omfattes af 1 minuts stilhed frem for at holde en tale, for det er jo altså et forslag fra Enhedslisten, der er helt og aldeles dødfødt på forhånd.

I forbindelse med det med at trække tropperne hjem fra Afghanistan og øge den civile indsats i landet vil jeg spørge: Hvilken civil indsats kan der ydes uden sikkerhed? Jeg tror ikke, der kan ydes nogen civil indsats, overhovedet, uden sikkerhed. Det er jo sådan, at det er svært at få civile derned. Lad os nu lege, at vi spiller med på den. Det koster selvfølgelig at have militær dernede, og hvis vi legede, at vi i stedet sendte de penge derned på en check eller i en pengepose, så ville der jo formentlig ske det, at de i hvert fald ikke nåede ret langt væk fra det sted, de var sendt ned til, før Taleban havde det hele. Det vil sige, at den hjælp, vi ydede, ville blive en hjælp, som fastholdt Taleban i at undertrykke befolkningen. Så det er rimelig dødsdømt. Vi ville ikke få den undervisning, de scener og de historier, vi i øjeblikket har i Afghanistan. Vi har fået piger i skolerne, og vi har fået områder, hvor der er udbredt frihed. Selvfølgelig er det, der er opnået, hele tiden under pres, og vi ved jo, at tropperne i dag har problemer. Når man trækker sig ud eller drosler lidt ned for at komme videre, kommer Taleban/Al-Qaeda ind fra den anden side og vælter det, man har lavet.

Det, som vores soldater og politifolk også yder i Afghanistan, er jo netop en træning af lokalbefolkningen, en træning af de lokale politimyndigheder, lokale militærfolk, og de tager ligeledes del i demokratiprocessen dernede. Nu har jeg lidt svært ved at se argumentet fra Enhedslisten om, at de skal klare det hele lokalt. Jeg har hørt andre steder fra, at både politi, militær og regering er korrupt, og så må vi da netop lære dem, hvad det er at have demokrati, som vi forstår det i den vestlige verden, lære dem, hvad det vil sige at have politifolk og militærfolk, der er underlagt regler, som gælder for hele staten og ikke bare for den enkelte politimand eller den enkelte soldat. Så vi har mange opgaver, som kan og skal løses, før vi trækker os ud af Afghanistan. Hvis vi trækker os ud nu, må vi nok også sige, at den proces, som vi er nået rigtig langt med, jo vil efterlade nogle folk, som virkelig kan føle sig misbrugt.

Derfor kan vi i Venstre slet ikke støtte beslutningsforslaget fra Enhedslisten, og vi lægger stor afstand til det.

Der er bedt om en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det er bare for at forklare, hvis der skulle være nogen, der hører på: Vores forslag går ikke ud på bare at trække styrkerne hjem og sende en check. Det er meget mere udbygget, og det skal jeg vende tilbage til i min ordførertale.

Ordføreren.

Det tog jeg mere som en bemærkning end som et spørgsmål. Men hvis man virkelig vil gøre noget i Afghanistan, er det altså et spørgsmål om at hjælpe den civile befolkning, og her kan hjælpen med de sikkerhedsforhold, som vi kender dem, desværre kun ydes fra militærets og politiets side.

Så siger jeg tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Mogens Lykketoft fra Socialdemokraterne.

Socialdemokratiet er en del af flertallet bag den nuværende Afghanistanstrategi, og derfor kan vi ikke støtte forslaget. Men jeg vil gerne gøre nogle bemærkninger, for det er klart, at den her konflikts baggrund og løsning er uhyre kompliceret.

Det, vi ser nu, er jo klarere end nogen sinde sammenhængen mellem konflikten i Afghanistan og konflikten i Pakistan, og det er selvfølgelig meget bekymrende at se 1,5 millioner mennesker være midlertidigt fordrevet fra deres hjem, fordi den pakistanske regering nu er gået i aktion imod Taleban i Pakistan. Men jeg har ikke desto mindre den opfattelse, at det i langt højere grad er en del af løsningen end en del af problemet, nemlig at det, der har været fastlåsningen i forhold til enhver mulighed for at løse konflikten i Afghanistan, har været den porøse grænse ind til Pakistan og den stigende Talebanaktivitet i større og større dele af Pakistan. Og jeg betragter det som et fremskridt, at den pakistanske hær nu har fundet ud af, at den ikke skal stå som en hypnotiseret kat og kigge på Indien i stedet for at varetage vores fælles sikkerhedsinteresser i grænseområdet her, og der er ikke nogen løsning på konflikten i Afghanistan uden en medvirken fra pakistansk side.

Jeg tror også, at man med en lille smule optimisme kan betragte det, som præsident Obama har sat i gang, selv om det i sin startfase er en ekstra militær opbygning, som begyndelsen til en exitstrategi, fordi der, som der også blev sagt fra udenrigsministerens side, er så stor vægt på træning af de afghanske styrker. Det, vi skal gøre os klart, er jo, at skal vi have afsluttet konflikten i Afghanistan, skal vi have det, som er en stærk pashtunsk nationalfølelse blandt 28 millioner pashtuner inde i Pakistan og 13 millioner i Afghanistan, og så Taleban og Al-Qaeda-netværket skilt ad. Sagt på en anden måde: Vi skal have alle de mange, der sidder oppe på gærdet og ikke vil tage stilling i en konflikt mellem Kabulregeringen og dens allierede på den ene side og Taleban på den anden side, overbevist om, at Taleban ikke får lov til at herske på egen hånd og på egne præmisser i Afghanistan.

Vi kan ikke forlade Afghanistan, før vi har opbygget et politi og et militær af en styrke, hvor Afghanistan kan varetage sin egen sikkerhed. Men jeg vil gerne understrege, at nøglesætningen, målet, i den danske Afghanistanstrategi og forhåbentlig i det hele taget den vestlige verdens og verdenssamfundets Afghanistanstrategi for Socialdemokratiet så hurtigt som muligt er at få en mindre og mindre fremskudt militær indsats og en større civil indsats, i takt med at vi gør afghanerne i stand til at varetage deres egen sikkerhed. Og lige så lidt - og det tror jeg er vigtigt - som man kan tro på nogen form for stabilitet i regionen og i verden ved en øjeblikkelig tilbagetrækning af fremmede styrker fra Afghanistan, før afghanerne er blevet rustet til at klare deres egen sikkerhed, lige så lidt kan man med alle historiske erfaringer og kendskabet til pashtunske holdninger tro på, at man kan vinde ved en vedvarende tilstedeværelse af 100.000 hvide soldater i Afghanistan. Så vi står i afvejningen mellem de her to kendsgerninger: Vi kan ikke gå nu, og vi kan ikke blive der i det lange løb. Også alle dem, som er enige med os i, at Taleban ikke skal vinde, hvad enten det er dem, som mener, at de har fælles interesser med os i Pakistan eller Iran for den sags skyld eller andre steder i regionen, siger, at man ikke kan fastholde en vestlig, en hvid, militær tilstedeværelse i det lange løb; vi skal ud af det.

Så jeg forstår godt intentionerne i Enhedslistens forslag, men jeg er enig med dem, der har sagt, at man, hvis man praktiserede det nu, ville umuliggøre en stabil løsning i det lange løb.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Søren Krarup, Dansk Folkeparti.

Jeg håber ikke, at forslagsstillerne tager mig det ilde op, når jeg betegner dette beslutningsforslag som spil for galleriet. Der er jo tale om et ikke ukendt forsøg på at slå på de gamle strenge fra tresserne og halvfjerdserne, hvor alt, hvad der var antiamerikansk og pacifistisk, var populært i udvalgte kredse.

For så vidt er det Blekingegadebandemelodien, der spilles om igen, og jeg har næsten medfølelse med forslagsstillerne, fordi tv-transmissionen her fra Folketinget nu er forbi. Forslagsstillerne får ikke det propagandamæssige udbytte af forslaget, som de har håbet på. Men jeg spørger også mig selv, om de ikke er alt for sent ude og tager alt for meget fejl af tiden og situationen. Sådanne forslag, rettet mod USA og militæraktioner, kunne som sagt give gevinst, dengang tiden stadig var præget af 68 og stemningen omkring Vietnamkrig og klassekamp. Men det er jo fortid nu. Det er virkelig fortid, ligesom Enhedslisten på mange måder er fortid.

Stemningen i Danmark er en anden. Afghanistanindsatsen er ikke upopulær i den danske befolkning. Tværtimod er der en bred folkelig enighed om, at vi i Danmark og i den vestlige verden må forsvare os imod den terrorisme, der er rettet mod os. Danskerne omfatter deres soldater i Afghanistan med sympati og bakker dem op. Tænk blot på, hvordan de modtages ved deres hjemkomst, tænk på marchen gennem Holstebro, tænk på den spontane hyldest ved mange forskellige lejligheder.

Vi danskere takker soldaterne og finder deres indsats nødvendig og beundringsværdig. Tiden er skiftet markant siden 1970'erne, hvor den politiske korrekthed kunne rejse en moderigtig forargelse imod militære midler. Nu er det den politiske korrekthed samlet i Enhedslisten, der rejser ikke en forargelse, men en hovedrystende overbærenhed og afstandtagen. Og det er jo i sin gode og nødvendige orden.

Danmarks deltagelse i krigen imod terror er rigtig og på sin plads, siger danskerne i dag. Vi ved alle sammen, hvad der udgik fra Afghanistan i september 2001, og vi ved, hvorledes Taleban og Al-Qaeda søgte at ramme USA for at ramme os eller den vestlige verden. Derfor deltager vi nu i kampen imod Taleban og imod den islamiske terrorisme, der har åbnet en krig imod os. Derfor er det påkrævet, at vores soldater kæmper i Afghanistan. De kæmper for os. De udfører et godt og påskønnet arbejde, når de med militære midler sammen med vore allierede søger at bekæmpe terroristerne og at gøre Afghanistan til et mere fredeligt og sikkert samfund. Derfor skal de naturligvis ikke trækkes tilbage, før den opgave løst.

Men sammen med de militære midler hører de civile, hvor vi sammen med de samme allierede søger at etablere et ordentligt og nogenlunde velfungerende samfund. Skoler, sygehuse, samfærdsel, der er mange civile opgaver, som Danmark bidrager til, for det militære og det civile er her led i den samme opgave.

Vi yder en god indsats i Afghanistan, og derfor siger vi sammen med et stort flertal i denne sal naturligvis et klart nej til dette skueforslag, der rent ud sagt er en menneskealder for sent ude.

Det er en kort bemærkning til ordføreren fra hr. Frank Aaen.

Den politiske uenighed skal jeg nok vende tilbage til i mit indlæg lidt senere. Jeg vil bare sige, at enhver form for sammenligning mellem Enhedslisten og Blekingegadebanden bare er langt ude.

Ordføreren.

Det er jo spørgsmålet, vil jeg sige til hr. Frank Aaen. Jeg har lige i dag haft lejlighed til at høre om den bog nummer to, der skrives om Jørn Moos, ham, der var opklareren af Blekingegadebandesagen, og jeg vil jo nok sige, at det er et spørgsmål, om det er helt tilfældigt, at arkiverne hidtil har været lukkede for forskerne. Nu er de heldigvis ved at blive åbnet. Det kunne godt være, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, at der kom ganske spændende ting på bordet.

Hr. Frank Aaen.

Det er simpelt hen bare uanstændige, ubegrundede beskyldninger.

Ordføreren.

Jamen det vil jeg da ikke forhindre hr. Frank Aaen i at mene. Jeg ville også undre mig, hvis han ikke sagde det. Jeg kan kun sige, at jeg glæder mig meget til, at disse arkiver, som hidtil har været lukkede, nu bliver åbnet.

Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Holger K. Nielsen fra SF, eller Socialistisk Folkeparti (Munterhed i salen). Ja, vi kan da også selv.

Der skulle ikke grines her. (Munterhed). For lige at koble an til hr. Søren Krarups ideologiske tale vil jeg godt spørge, om der ikke er nogen, der synes, at det er lidt interessant, hvordan hele synet på Afghanistan er vendt. I 1980'erne kunne man se en Lars Løkke Rasmussen og forskellige amerikanere være i Afghanistan for at støtte mujahedinerne. Vi ved, at Al-Queda er amerikanernes værk i deres kamp for islamismen og imod Sovjetunionen i 1980'erne, og at sige, at det her bare er en antiamerikansk kamp, er jo langt ude, i og med at det jo var USA og den amerikanske kamp imod Sovjetunionen, som i sin tid skabte Al-Queda, skabte de her islamistiske bevægelser, som nu er blevet en pinsel for os alle sammen.

Omvendt kan man sige, at de argumenter, som f.eks. hr. Frank Aaen brugte i starten af 1980'erne som en støtte til den sovjetiske invasion i Afghanistan, er fuldstændig de samme som dem, den danske regering bruger i dag. Det er en kamp for menneskerettigheder, for kvinders frigørelse, for demokrati. Og det interessante er - som man kunne se i en artikel skrevet af forfatteren Karsten Jensen for nylig - at de folk, som man kan samarbejde med derude, og som man i høj grad samarbejder med, var dem, der var kollaboratører i forhold til russerne i sin tid. Derfor kan man sige, at det hele bliver vendt op og ned. Og de mange paradokser i det her er virkelig interessante.

Vi synes, at der er mange rigtige betragtninger i Enhedslistens beslutningsforslag. Det er fuldstændig korrekt, at krigen ikke kan vindes militært. Det er fuldstændig korrekt, at der er meget, meget store vanskeligheder derude. Det er fuldstændig korrekt, at der skal være en styrket civilindsats. Og det er fuldstændig korrekt, at vi er nødt til at få ændret vores strategi. Og jeg kunne egentlig godt ønske, at vi fik en lidt mere grundlæggende debat om den danske strategi i Afghanistan på et tidspunkt her i Folketingssalen.

Vi har haft det lidt om forlængelsen af de militære mandater. Men i betragtning af at vi er derude i en meget blodig krig, der har kostet mange unge danske mænd livet, synes jeg egentlig, at det kunne være meget nyttigt, at vi fik en lidt mere grundlæggende, lidt mere omfattende debat om, hvad vi vil derude. Hvad er strategien derude? Hvad er meningen med, at vi bruger så mange kræfter på at være i Afghanistan, i forhold til vores udenrigspolitik og vores forsvar, som er ved at falde fra hinanden? Den debat tror jeg vi bør have langt mere grundlæggende, langt mere sammenhængende, end vi har haft indtil nu.

Jeg tror sådan set ikke, at det her beslutningsforslag er særlig velegnet at tage en sådan debat på baggrund af. Vi har det sådan, at vi mener, at man skal have en exitstrategi. Vi mener ikke, man bare kan trække tropperne ud i morgen, det ville ikke være ansvarligt. Man er nødt til at få en proces, hvor man optrapper det civile og nedtrapper det militære, men hvor man også reelt gør det, og hvor man også reelt satser på at få en politisk proces i gang, som også omfatter nabolandene.

Det er så igen der, paradokserne begynder at tårne sig op. Udenrigspolitisk Nævn var i Teheran i starten af marts, hvor vi bl.a. havde samtaler med det iranske præstestyre, og da fik vi nogle udtalelser om Taleban, som svarer helt til, hvad vi hører fra hr. Søren Krarup. Er der nogen, der står sammen om deres kritik af Taleban, er det hr. Søren Krarup og det iranske præstestyre. Der er virkelig enighed, og man kunne næsten føle, at det kriblede i fingrene på dem for at komme i gang med at udrydde Taleban i Afghanistan. Det er jo også det, som der lægges op til fra Obamas side bl.a., altså at iranerne skal engageres mere. Men så får man jo en forøget iransk indflydelse i hele regionen, og er det det, man vil? Giver det ikke nye problemer?

Med andre ord, hver gang man begynder at åbne lidt, udfolder der sig nye problemstillinger, som ikke gør det mindre kompliceret. Og så er man i hvert fald nødt til fra dansk side at erkende nogle begrænsninger i det her. Vi kan ikke gennemføre demokrati i Afghanistan. Altså, det kan vi ikke, og det skal vi heller ikke. Det er efter min mening dybt naivt at tro på, at vi kan bekæmpe terrorisme ved at føre krig i Afghanistan. Hvis terrortruslen er der, vil jeg sige, at den skyldes nogle helt andre ting, og i det omfang, det har betydning, forværrer det terrortruslen, at vi er i Afghanistan.

Vi kan gøre det, at vi kan bidrage til, at afghanerne selv i højere grad kan varetage deres lands interesser, og det mener jeg sådan set at vi skal gøre og have en mere sammenhængende strategi for. Tak.

Der er et par korte bemærkninger, den første er fra hr. Frank Aaen.

Jeg er sådan set enig med hr. Holger K. Nielsen i, at tingene er vendt sådan meget rundt, og at nogle har glemt, hvem de støttede i går, og hvem de støtter i dag. Det gjaldt også med Saddam i sin tid, der var også lige pludselig et skifte i, hvem man støttede, og hvem man ikke støttede.

Jeg vil bare sige, at ligesom vi aldrig nogen sinde har støttet Saddam, har vi heller aldrig støttet den sovjetiske invasion i Afghanistan. Det, jeg hele tiden har sagt, er, at Sovjetunionen skulle trække sig ud, samtidig med at USA holdt op med at støtte mujahedin.

Ordføreren.

Jeg var en ivrig læser af Land og Folk på det tidspunkt, og det er ikke rigtigt. Men det er også, kan man sige, historie nu. DKP tog ikke på noget tidspunkt afstand fra den sovjetiske invasion i Afghanistan, og det var vi nogle der kritiserede DKP ganske, ganske meget for.

Med hensyn til dækningen i Land og Folk dengang vil jeg sige, at man kunne se lange artikler, som faktisk havde helt de samme argumenter for den sovjetiske invasion som dem, der bliver brugt i dag, argumenter om demokrati, fremskridt, kamp mod islamismen, kamp imod formørkelse, kamp for kvinders rettigheder; det er helt de samme argumenter, som man i dag bruger fra vestlig side for at være i Afghanistan, og det er da egentlig interessant, synes jeg. Det er egentlig, ja, meget interessant.

Hr. Frank Aaen.

Det er rigtigt nok. Det styre, der var der, var faktisk meget fornuftigt, men det ændrer ikke ved, at vi aldrig støttede invasionen. Vi sagde, at de skulle trække sig ud på samme måde, som USA skulle trække sig ud. Vi skulle have været skarpere dengang i at sige, at Sovjetunionen under alle omstændigheder skulle trække sig ud. Selv om USA ville blive, skulle Sovjetunionen have trukket sig ud, for det var en gal udvikling, men det er noget andet.

Men vi har aldrig støttet invasionen - det kan jeg sige. Det var der nogle små kredse på venstrefløjen der gjorde, men ikke DKP.

Ordføreren.

Vi var i hvert fald nogle, som kritiserede DKP dengang, fordi man ikke tog tilstrækkelig afstand fra invasionen.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Jesper Langballe.

Hr. Holger K. Nielsen hæfter sig ved, at det var amerikanerne, der bevæbnede Taleban, og det er jo fuldstændig faktuelt rigtigt - sådan gik det til. Men synes hr. Holger K. Nielsen ikke, at der er tale om lidt bagklogskab svarende til, hvis man rettede en massiv fordømmelse mod englænderne, fordi de under krigen bevæbnede Tito. Altså, i situationen drejede det sig om at slå Hitler, og i situationen i Afghanistan drejede det sig om en russisk besættelse. Kan man ikke også blive lidt for historisk bagklog?

Ordføreren.

Jo, men det er da interessant, at man i den situation støttede det, som man i dag betragter som en næsten djævelsk fjende. Det synes jeg da er interessant, og det synes jeg at vi skal have i baghovedet, når vi vurderer, hvordan man forholder sig til forskellige fjender. Altså, det er, som om der er nogen, der har den forestilling, at bare man får besejret Taleban, har man løst alle problemer, og den holder jo ingen steder, for som det også fremgik af hr. Langballes indlæg, er der jo større kompleksitet i den slags end som så. Og i hvert fald er det karakteristisk, at den militante islamistiske bevægelse, der er omkring Taleban og omkring Al-Qaeda, er Vestens værk, fordi man dengang mente, at Sovjetunionen var værre end islamismen.

Hr. Jesper Langballe.

Det er netop interessant. Det interessante er jo netop, at verden er så kompleks og omskiftelig, som den er, og der er ikke nogen af os, der har forpagtet fremtiden.

Så vil jeg hæfte mig ved noget andet, hr. Holger K. Nielsen sagde, nemlig at den krig ikke kan vindes militært. Det er hr. Holger K. Nielsen enig med Enhedslisten i. Hvordan kan en krig vindes, hvis den ikke kan vindes militært? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Og hvordan kan den så vindes? Kan den vindes, ved at man taler fredeligt og kærligt til Taleban? Kan den vindes, ved at man demokratiserer området?

Hr. Holger K. Nielsen har selv afvist, at det kan lade sig gøre, og det er jeg fuldstændig enig i. Vi kan ikke skabe demokrati som sådan en rodfæstet størrelse. Hvis vi kan skabe en vis stabilitet, så der bliver rimeligt og ordentligt for mennesker at leve, er det jo store ting.

Ordføreren.

Det er jo det, som man kalder oprørsbekæmpelse eller i det militære fagsprog counterinsurgency, altså at man ikke er inde i en klassisk krig, men i en asymmetrisk krig, hvor det ikke så meget handler om at besejre en fjende militært, men handler om at vinde lokalbefolkningens tillid, så man kan fjerne forudsætningerne for den oprørsbevægelse, som er der.

Det, der er det helt centrale i Afghanistankrigen, er at sørge for, at Taleban og de forskellige andre bevægelser - for det er jo ikke bare Taleban, der er også adskillige andre, både islamiske, forbrydersyndikater osv. - ikke får så stor folkelig opbakning, at de i sig selv igen kan komme til at skabe en stat på deres præmisser. Derfor handler det jo om, at det, vi kan gøre - vi kan ikke gøre ret meget efter min opfattelse - er at bidrage til, at der dog bliver visse forudsætninger, visse muligheder for, at de kræfter, som jeg vil kalde de fornuftige kræfter, får overtaget.

Hr. Karsten Nonbo har også bedt om en kort bemærkning.

Nu ved jeg ikke, om det var, fordi hr. Holger K. Nielsen ikke kunne få det over sine læber, eller om det bare var mig, der ikke hørte ordentligt efter, men jeg tolker det i hvert fald derhen, at selv SF ikke kan støtte Enhedslistens beslutningsforslag. Og så vil jeg i hvert fald gerne kvittere for det, som hr. Holger K. Nielsen sagde, nemlig at man måske nok på et tidspunkt skal ud af Afghanistan militært, men det skal i hvert fald ikke være i morgen. Det vil jeg da gerne kvittere for.

Så talte hr. Holger K. Nielsen om en Afghanistanstrategi. Jeg vil gerne have, hvis hr. Holger K. Nielsen med et par få ord ligesom kunne give mig skelettet af den Afghanistanstrategi, som SF ville lægge. Er det en strategi, som går på en tidsfaktor, eller er det en strategi, der går på visse mål, der skal være opfyldt, før man trækker sig ud? Vil hr. Holger K. Nielsen med nogle få ord skitsere det for mig?

Ordføreren.

Ja, der er jo ikke så lang tid, men jeg skal forsøge. Personligt tror jeg ikke, at man kommer uden om en tidsfaktor. Det må jeg sige, at det tror jeg ikke. Hvis vi ikke har en eller anden tidsramme, er jeg bange for, at vi bliver siddende dernede. Derfor tror jeg, at det for vores egen skyld og også for at skabe nogle præmisser for afghanerne er vigtigt, at vi ligesom siger, at på det og det tidspunkt skal vi være ude, og så lægger vi en strategi i forhold til det. Det har nogle problemer i sig, det erkender jeg, men hvis vi ikke har det, er jeg bare nervøs for, at vi bliver hængende i Afghanistan de næste 10, 15, 20 år. Og det ville være katastrofalt både for afghanerne og for os.

Hr. Karsten Nonbo.

Jeg fortsætter da den positive linje. Der er altid lidt mere fart på, når den er fem minutter i tolv. Men så vil jeg godt spørge, hvorfor SF ikke er med i den Afghanistanstrategi, som bliver lagt nu? Hvorfor gik man egentlig fra den sidste forhandling, og vil man eventuelt vende tilbage og deltage positivt i den næste forhandling om Afghanistan?

Ordføreren.

Vi blev aldrig inviteret til forhandlinger, så det er meget nemt at svare på. Dansk Folkeparti afviste at ville se os i forhandlingslokalet, og vi har det sådan, at hvis man ikke vil tage imod os, hvis man ligesom har så meget modvilje imod os, o.k., så er det så det. Men spørgsmålet kunne så være, hvad det skyldtes, at vi ikke stemte for, og når vi ikke stemte for, skyldtes det, at det var en militær optrapning. Man sagde, at militæret skulle trappes ned og det civile skulle trappes op, men reelt var det det modsatte, der skete, nemlig at det militære blev trappet op, og så var der også en vis optrapning af det civile, men det militære blev også trappet op.

Ville vi tage imod en invitation? Ja, vi tager altid imod, når man inviterer os, så hvis jeg kan tage det her fra hr. Karsten Nonbo som en indikation for, at vi bliver inviteret, så kan jeg garantere for, at vi kommer. Om vi bliver der i hele processen, kan jeg ikke sige, men vi vil da komme til enhver forhandling.

Hr. Helge Adam Møller har bedt om en kort bemærkning.

Det er kun et enkelt kort spørgsmål. Hr. Holger K. Nielsen kunne ikke nå at svare på hr. Nonbos første spørgsmål, og det var: Hvis det her beslutningsforslag fra Enhedslisten om at trække soldaterne hjem fra Afghanistan kommer til afstemning, vil SF så stemme ja eller nej?

Ordføreren.

Vi stemmer i hvert fald ikke ja til det. Om vi stemmer nej eller undlader at stemme, kan jeg ikke sige. Det ved jeg ikke, det må vi snakke om i vores gruppe. Men vi vil ikke støtte det her forslag. Der er gode intentioner i det, men vi er uenige i, at man skal trække tropperne hjem i morgen. Så den tid den glæde, når det kommer til anden behandling. Der må vi så finde ud af det i vores folketingsgruppe.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Jeg siger tak, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Helge Adam Møller fra Det Konservative Folkeparti.

I begyndelsen af sin tale brugte udenrigsministeren udtrykket, at forslaget her fra Enhedslisten ifølge udenrigsministeren og regeringen ikke var seriøst, og det er jeg enig i. Jeg vil måske endda sige det endnu stærkere. Jeg synes, at Enhedslisten svigter. Jeg synes, at Enhedslisten svigter FN, jeg synes, at Enhedslisten svigter den afghanske regering, den afghanske befolkning, de afghanske familier og de afghanske piger - og jeg venter gerne, indtil ordføreren for forslagsstillerne har tid til at følge med i debatten.

Hvorfor siger jeg nu, at man svigter disse fem grupper? Lad mig starte med FN. Vi er i Afghanistan sammen med 40 andre lande, fordi et fuldstændig enigt Sikkerhedsråd i FN - kinesere, russere, amerikanere, franskmænd og de øvrige 11 nationer - ikke alene har spurgt, men har appelleret til alle verdens 198 lande, herunder også Danmark, om, at man gør to ting: De har appelleret til, at man sender økonomisk hjælp, og at man sender militær hjælp. Det er FN, der i enighed har gjort det. Det er Enhedslisten ligeglad med.

Derefter svigter vi den afghanske regering. Man kan være enig eller uenig med den afghanske regering, men den blev valgt ved det første frie valg for 4 år siden af et stort flertal i den afghanske befolkning, og der var ca. 65 pct. af afghanerne, der deltog i det første frie valg. De har valgt den regering. Den regering har bedt Danmark og de øvrige lande om at deltage - også militært. Så svigter vi befolkningen, for det er som sagt befolkningen, der vælger regeringen.

Hvad så med pigerne, som jeg nævnte? Ja, for 7½ år siden, før den 11. september, var der ikke en eneste afghansk pige, der gik i skole, på trods af at halvdelen af befolkningen på 25 millioner er piger og kvinder. Det var nemlig forbudt ved lov at gå i skole. I dag er der næsten 2½ million afghanske piger, der går i skole hver dag, bl.a. støttet af danske soldater og soldater fra 39 andre lande. Mange af de redskaber, de bruger i skolerne, i form af skolebøger og almindelige gammeldags tavler med hvidt kridt er skænket af danske skatteborgere og skatteborgere fra andre lande.

Så svigter vi familierne, for - igen - for 7½ år siden var der 15 pct. af den afghanske befolkning, som havde adgang til den mest basale og primitive sundhedstjeneste. I dag har tallet passeret 80 pct. Altså seks gange så mange afghanere har nu mulighed for at få en efter danske forhold meget primitiv, men trods alt langt, langt bedre behandling af en sygeplejerske eller en læge, end de havde før.

Det er derfor, vi er der. Vores holdning er krystalklar: Vi skal blive der, så længe vi gør en forskel, så længe den afghanske befolkning beder os om det, og så længe FN beder os om det.

Så lad mig sige, med hensyn til at Enhedslisten foreslår, at man erstatter al den militære hjælp med økonomisk hjælp: Vi skal gå på to ben, det her er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi skal støtte militært eller civilt og økonomisk. Vi skal gøre begge dele, det gør vi også, og det er der også mange andre lande der gør. Det er også det, Amerika gør. Vi støtter med soldater for at skabe forudsætningen for, at vi kan komme ind måned for måned med mere civil hjælp, bygge flere brønde, få flere skoler, få gang i det juridiske system osv.

Hvad hvis man trak soldaterne ud i dag? Ja, de kunne måske klare sig, hvis det var Danmark, der trak sine 800 ud, men hvis alle lande skulle trække alle soldater ud - det er jo det, der ligger i Enhedslistens forslag - gik der 2, måske 4 måneder, og så var det Taleban, der herskede igen. Så blev der ikke spillet fodbold på Kabul stadion, så blev der henrettet mennesker ved halshugning eller ved hængning, som det også var situationen for 7½ år siden. Derfor siger vi nej til det her forslag.

Jeg siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til fru Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre.

Da mit partis ordfører hr. Morten Helveg Petersen ikke kan være til stede, skal jeg på hans vegne komme med nogle bemærkninger til forslaget.

Lad mig bare starte med konklusionen: Det Radikale Venstre er helt uenig med Enhedslisten om det her forslag. Vi er med i aftalen om Afghanistanstrategien frem til 2012, og den hviler så i øvrigt også på et klokkeklart folkeretligt grundlag i form af adskillige resolutioner vedtaget af FN's Sikkerhedsråd. Det er jo altså også det, som hr. Helge Adam Møller netop meget nøje har gennemgået.

Jeg vil også her med det samme sige, at vi gerne vil kvittere for den indsats, de danske soldater yder i Afghanistan. Jeg har selv haft lejlighed til at være på et meget kort besøg med nogle af Folketingets medlemmer på et tidligere tidspunkt, og jeg synes, at den indsats, de yder, er imponerende, med de betingelser, de har. Man må jo også sige, at en del af det desværre får en meget sørgelig udgang.

Men egen holdning til hele spørgsmålet om Afghanistan har hele tiden været fuldstændig klar. Jeg tror, at det var en mere eller mindre tilfældig radioudsendelse, som jeg hørte, og der gik det op for mig, hvordan kvindernes situation var i Afghanistan. Det er jo formentlig mit ligestillingsgen, der kom i aktivitet, og jeg tænkte: Det kan ikke være rigtigt, vi må gøre noget.

Det har jeg hele tiden været præget af. Jeg synes, at det har været fuldstændig forfærdeligt med de overgreb på kvinderne, som der har været foretaget, og derfor har jeg sådan set aldrig været i tvivl om, at vi burde være til stede i Afghanistan. Det er måske et lidt ensidigt udgangspunkt, men det har været mit udgangspunkt, altså at jeg simpelt hen ikke kunne acceptere det, der foregik, og at vi burde være med.

Derfor er det så også klart, at det jo selvfølgelig ikke er nok med en militær indsats. Der skal jo både en militær og en civil indsats til, og vi skal hjælpe begge steder. Men vi skal bare gøre os klart, at vi ikke har en chance på det civile område, hvis ikke vi også er der militært. Det er klart, at det for sådan en gammel pacifist som mig er en hård lærdom, det kan man vel roligt sige, men den har jeg accepteret. Det er selvfølgelig en forudsætning for genopbygningen, at der er tilstrækkelig fredeligt til, at en genopbygning kan foregå.

Derfor er det fortsat nødvendigt med en væbnet militær indsats i Afghanistan, og derfor er vi ikke tilhængere af Enhedslistens forslag. Men jeg vil gerne understrege, at vi selvfølgelig er tilhængere af, at der sker en stor civil indsats.

Jeg synes også, som jeg tror alle, der er i Afghanistan, er enige i, at man selvfølgelig må finde en vej ud på et eller andet tidspunkt, og den vej ud kan også lige så selvfølgeligt kun findes ved, at Afghanistan bliver klar til at klare sig selv, og at det er det, vi må hjælpe dem med. Det er også det, Det Radikale Venstre har sagt på et meget tidligt tidspunkt, altså at vi sådan set skal tænke en exitstrategi igennem. Dermed ikke være sagt, at vi kan sætte dato på det med det samme, men vi skal gøre os klart, at vi bliver nødt til at have den. Men det er heller ikke en exitstrategi, den danske regering eller det danske samfund kan have alene. Det må nødvendigvis ske sammen med vores internationale partnere.

Der er ikke tvivl om, at vi er nødt til at være der længe. Der er ikke tvivl om, at der er meget at gøre endnu, men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at vi er det rigtige sted, selv om det indimellem ser meget sort ud.

Tak, så går vi til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen fra Enhedslisten.

Lad mig tage udgangspunkt i et par af de udtalelser, der er faldet. Det var fra hr. Holger K. Nielsen, der sagde, at en militær løsning på krisen i Afghanistan ikke er mulig. Det var fra hr. Mogens Lykketoft, der sagde, at vi ikke kan gå nu, men at vi heller ikke kan blive. Begge de to udtalelser illustrerer jo meget godt, at det er nødvendigt at tænke over, hvad vi faktisk gør, og om det, vi gør, er det rigtige.

Der er meget, der tyder på, at det, vi i øjeblikket gør, ikke er det rigtige: Taleban bliver faktisk i hvert fald i dele af Afghanistan stærkere og stærkere, modviljen mod de udenlandske tropper i store dele af Afghanistan bliver stærkere og stærkere, og tilsyneladende - som jeg læser de forskellige analyser - er der overhovedet ikke nogen udsigt til, at man lige er på vej til at kunne sætte tingene på plads og rykke ud. Hvis vi nu var enige om alle sammen, at vi skal ud, så går diskussionerne mere på hvornår.

Der vil jeg sige, at det, der er vores budskab, ikke er, at vi bare trækker os ud. Det var vi i øvrigt også imod at vi bare gjorde i Irak. Når man trækker sig ud efter at have været inde militært, er man selvfølgelig nødt til at gøre sig nogle overvejelser om, hvordan man efterlader det land, som man trækker sig ud af. Man kan ikke bare trække sig ud.

Det, vi ser der sker, er, at man altså er lidt dæmoniseret af talebanere - jeg er ikke tilhænger af Taleban, det kan man sige sig selv, men jeg har øje for, at det ikke er alle talebanerne, der er mujahedinere, der er kommet fra Pakistan. Der er altså en meget stor del af dem, som er folk, der bare er pashtuner og har boet i Afghanistan altid og gerne vil bo der. I store dele af deres tilværelse har de også bare boet der fredeligt. Hvis ikke man begynder at inddrage dem, men bare har den opfattelse, at de skal slås ned, kommer man ingen vegne. Man er nødt til at inddrage dem i forhandlinger, man er nødt til at inddrage Taleban i forhandlinger, hvor man laver en aftale, som også indbefatter en øget civil indsats.

Det er derfor, jeg mener, at det ikke er godt med USA's bidrag nu med at sende 22.000 ekstra soldater til området. Det vil øge antallet af bomber og fejlbombninger, hvor man rammer almindelige mennesker. Den måde, vi har læst om at danske soldater optræder på ved at sige til en familie, at de har 5 minutter til at forlade huset, for soldaterne skal bruge det, og den måde, man i øvrigt kan læse om at vi har optrådt på og optræder på, er heller ikke af det gode. Det er ikke nogen kritik af danske soldater, de er sendt derned af et flertal i Folketinget, men jeg siger bare, at jeg ikke er sikker på, at hverken amerikanerne eller danskerne bliver alt for populære ved meget af det, der sker i Afghanistan. Derfor vil vi foreslå, at man gør noget andet, altså sætter fart i den civile udvikling i stedet for.

Inden jeg fortsætter med det her, vil jeg også lige sige, at meget af det, der sker i Pakistan, er akkurat det samme som det, der sker i Afghanistan, nemlig en reaktion mod amerikanerne. Vi kunne tydeligt høre i Horisont i går, at det i høj grad også er en reaktion mod USA og den regering, de mener er alt for allieret med USA. Så der er bredere følelser på spil, det drejer sig om andet end bare at prøve at rubricere det under Taleban og Al-Qaeda.

Når vi siger, at regeringen skal trække de danske tropper ud af Afghanistan, er det ikke for bare at lade det blive ved det, så er det for at sige, at vi samtidig, og jeg vil endda sige før - vi skal jo ikke trække os ud og så bare lade som ingenting - skal sætte gang i og hjælpe med fredsforhandlinger, forsoning og økonomisk bistand.

Så skal vi også tage det forslag med, som jeg har nævnt nogle gange herinde, og som jeg synes er vigtigt at tage med. Hvis jeg nu har ret i, at USA, danske soldater og andre i koalitionen er blevet så upopulære, at de ikke kan blive der og vinde befolkningens tillid, skal man måske begynde at tænke i at inddrage nogle styrker fra andre lande, som kan indgå som en fredsbevarende styrke. Jeg er enig i, at hvis man bare trækker sig ud og laver et tomrum, vil man selvfølgelig måske lade de allerværste fra Pakistans Taleban og Al-Qaeda ryge ind. Det, vi foreslår, er, at man opererer med en fredsaftale, og at der i den fredsaftale også indgår, at man har en fredsbevarende styrke, der er med til at sørge for, at det hele ikke bare falder sammen.

Så skal vi ellers have humanitær nødhjælp, naturligvis, genopbygning, støtte til demokratisering og bekæmpelse af korruption - et kæmpe problem i Afghanistan - og støtte til alle mulige demokratiske kræfter, der er i civilsamfundet. Det er jo ikke sådan, at der aldrig har været demokratiske kræfter i det afghanske samfund, så det er også noget, man kan hjælpe frem.

Men altså, det, vi bare ville med debatten, var at sige, at vi ikke tror på, at udviklingen er på rette spor. Jeg vil sådan set meget anmode om, at de, der så i dag er enige om, at det skal køre, som det kører i Afghanistan, måske lige overvejer, om det er den rigtige vej, eller om det bare er en vej dybere ind i et morads. Jeg er bange for, at det er en vej dybere ind i et morads, så jeg synes, vi skal prøve at tage debatten. Jeg tror, at det også her blev foreslået, at vi måske skulle have en lidt bredere diskussion i efteråret, og det vil jeg så opfordre til at vi får, hvor vi ligesom prøver at tage strategierne lidt mere op i stedet for bare måske at have de her noget kortere diskussioner.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Forsvarsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.