Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 130:

Forslag til folketingsbeslutning om opkøb og destruktion af CO2-kvoter.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2009).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er klima- og energiministeren.

Jeg kan starte med konklusionen, og konklusionen er, at regeringen ikke kan støtte B 130. Det er der især én grund til. Det ville belaste landets skatteborgere med en væsentlig ekstra omkostning, uden at det ville bidrage til at opfylde vores ellers meget ambitiøse klimamål og klimaforpligtelse frem til 2012.

Det er jo egentlig grund nok, men desuden ville en ordning som foreslået være både administrativ tung og meget omkostningsfuld. Hvis forslaget skulle gennemføres, ville det kræve, at man opbyggede en administration, som på et detaljeret grundlag verificerede varige besparelser, som kan henføres til husholdningernes adfærd. Der er et væsentligt problem i, at besparelserne jo ikke nødvendigvis vil være begrundet i en ansvarlig klimaadfærd, de kan jo f.eks. også udspringe af hensyn, som ikke har noget med klimaet gør, f.eks. et ønske om at spare penge. Man kan f.eks. tage isoleringen af etageadskillelsen til en kælder eller et loft, hvor investeringen betaler sig tilbage i løbet af lad os sige 10 år. Gør forbrugeren så det, fordi hun sparer penge, eller fordi hun ønsker at gøre en indsats for klimaet?

Der er ikke nødvendigvis nogen entydig og sikker sammenhæng mellem det, som ønskes fremmet, og det, som ønskes belønnet. Samtidig mener regeringen heller ikke, at det er rimeligt at lade husholdningerne og virksomhederne betale to gange. Det ville jo være konsekvensen. Først skal man betale over energiregningen via forhøjede energiafgifter og energipriser, også på grund af kvotemarkedet, og dernæst skulle man så betale over skatten via et statsligt opkøb af kvoter.

Men allervigtigst er det jo, at forslaget ikke vil give nogen effekt, heller ikke i forhold til Danmarks opfyldelse af Kyotoforpligtelsen. For et eventuelt opkøb fra statens side vil bare reelt betyde, at Danmark pålagde sig selv en endnu større forpligtelse end aftalt i Kyoto i forbindelse med byrdefordelingen, hvor vi jo som bekendt i forvejen er et af de lande, der har påtaget sig de skrappeste forpligtelser.

Så vi kan ikke støtte forslaget. Men lad mig lige benytte anledningen til at erklære mig grundlæggende uenig i antagelsen om, at energibesparelser ikke nytter noget inden for det kvoteregulerede område, for det er jo det, der er afsættet for Enhedslistens forslag. En energibesparelse er et vigtigt og omkostningseffektivt bidrag, dels til at sikre husholdningerne en sikker energiforsyning, som de kan betale, dels til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne i en verden med svingende og på sigt jo også stigende energipriser.

Så i forhold til klimaet er det rigtigt, at energibesparelser inden for den del af energiforsyningen, som er kvoteomfattet, ikke betyder noget for de globale udledninger, men på bare lidt længere sigt kan det jo have betydning, i og med at det gør det nemmere at sænke kvoteloftet i de efterfølgende perioder. Husholdninger og virksomheder, som sparer på energien og investerer i energieffektive løsninger, vil selvfølgelig have lettere ved senere at betale for de forøgede energipriser som konsekvens af senere stramninger af kvotetildelingen. Det modsatte budskab til husholdninger og virksomheder vil jo til sammenligning være: I kan bare bruge løs, herregud, det er jo kvotereguleret. Men de vil altså løbe ind i store problemer, i takt med at priserne stiger.

Endelig sender varige energibesparelser og effektiviseringsgevinster jo også et signal til virksomhederne. Hver gang vi som forbrugere foretager klimabevidste valg, sender vi et signal om, at virksomhederne skal levere mere energieffektive køleskabe, frysere og byggematerialer, og hvad det nu kan være, og dermed er vi jo også med til at understøtte EU’s regulering på området og derved muliggøre fremtidige ændringer i nedadgående retning af kvotetildelingen.

Energibesparelser er således væsentligt for den langsigtede politiske indsats på flere fronter for både at sænke udledninger og at opfylde visionen om et samfund, der på sigt kan blive uafhængigt af fossile brændsler.

Men Enhedslistens forslag er en unødvendig, uhensigtsmæssig og tung overbygning til den indsats, Danmark i forvejen gør.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Ministeren har jo ret i, at Danmarks opfyldelse af Kyotoaftalen kan klares, ved at vi flytter CO2-udslip ud af Danmark - det er rigtigt. Men jeg tror sådan set, at de borgere i Danmark, der sparer på energien, ikke har en plan om, at det skal føre til, at CO2-udslippet flyttes ud af Danmark, de har det grundsynspunkt, at de skal reducere også det globale CO2-udslip. Og derfor mener jeg sådan set bare, at klimaministeren fuldstændig svigter de mennesker, som er villige til at gøre en indsats for at medvirke til at reducere CO2-udslippet og være med til at løse klimaproblemerne, og i virkeligheden er med til at lægge en kæmpe bombe under det, der er et af grundprincipperne i den konservative politik, nemlig det personlige ansvar.

Værsgo til ministeren.

Det er jeg selvfølgelig fuldstændig uenig i. Jeg mener simpelt hen ikke, det er rigtigt, og jeg mener ikke, at vejen frem er at kræve, at folk skal betale to gange, uden at det så i øvrigt har nogen effekt. Og det er jo det, jeg har forsøgt at beskrive - altså hvad konsekvenserne af hr. Per Clausens forslag er. Vi skal ikke flytte CO2-udslip ud af Danmark, vi skal også adressere den udfordring i Danmark. Det er derfor, alle Folketingets partier undtagen hr. Per Clausens står bag en ambitiøs energiaftale, det er derfor, vi har transportaftaler, det er derfor, vi lige nu sidder og forhandler, hvad landbruget skal levere osv. osv.

Men jeg mener stadig væk, at grundproblemet i hr. Per Clausens forslag her er, at hr. Per Clausen taler, som om vi ikke har et kvotereguleret system. Hr. Per Clausens tankegang kunne måske have været interessant, før vi havde et kvotesystem. Nu har vi et kvotesystem, og det er altså hensigtsmæssigt, at vi prøver at indrette vores politik efter det faktum.

Hr. Per Clausen for anden korte bemærkning.

Jeg vil sige det på den måde, at hvis vi ikke havde et kvotesystem, havde vi sådan set ikke brug for det her forslag. Så årsagen til forslaget er sådan set kvotesystemet.

Så vil jeg bare spørge ministeren, om hun så ikke i det mindste kan bekræfte, at Kyotoaftalen kan opfyldes udelukkende ved at flytte CO2-forbrug ud af Danmark, og at det jo også er bekræftet gentagne gange af klima- og energiministeren i svar på spørgsmål fra mig, at den umiddelbare konsekvens af, at man som forbruger sparer, er, at disse kvoter kan sælges til anden side og kan føre til øget CO2-udslip andre steder i verden.

Så man kan ikke meningsfyldt sige til borgerne i Danmark, at de kan spare på energien for at spare på CO2-udslippet, hvis de tænker globalt - kun hvis de tænker på klima- og energiministeren, som har et behov for at opfylde en Kyotoaftale, uden at det koster for meget.

Værsgo til ministeren.

Jeg mener, at problemet med hr. Per Clausens argumentation er, at hr. Per Clausen taler, som om energipolitik er sådan noget, der foregår i en isoleret national kontekst. Der er en international måde at regulere det her på, og det hedder Kyotoaftalen. EU har vedtaget at gøre tingene på en bestemt måde, og det er hele måden, vi bygger vores kvotesystem op på. Og der må landene jo inde i det system prøve at handle nogenlunde fornuftigt og rationelt.

Det er jo ikke sådan, at jeg mener, at folk bare kan fyre løs, og det ved hr. Per Clausen også godt. Jeg har ikke noget ønske om, at vi bare sådan eksporterer det hele ud af Danmark, og det ved hr. Per Clausen endnu bedre. Det er vrøvl. Og derfor er det også godt, at folk sparer på energien; det er i alle tilfælde godt, for de kvoter er ikke sat en gang for alle. Meningen er jo, at de efter den ene periode skal kunne reduceres, og efter den næste periode skal de kunne reduceres yderligere.

Den situation vil man jo ikke komme til, hvis man siger: I kan bare bruge løs, vi betaler os bare fra det. I et teoretisk eksempel kan det godt lade sig gøre, men hr. Per Clausen ved jo, at det slet, slet ikke er den strategi, den danske regering forfølger. Vi forfølger sådan set det med, at folk skal levere reelle energibesparelser og tage et personligt ansvar, sådan som hr. Per Clausen også udtrykte det.

Der er lige en mere, der har markeret for korte bemærkninger. Fru Mette Gjerskov, værsgo.

Jeg er noget overrasket over, at ministeren fuldstændig skyder det her forslag ned under henvisning til, at der er EU-regler og kvoteregulering. Jeg skal ikke sige, at det er for første gang, men det her forslag viser i hvert fald markant Enhedslistens ønske om at arbejde med det system, der er, i stedet for at arbejde mod systemet. Enhedslisten kommer med det her forslag og siger: O.k., nu har vi det her EU-system, hvordan får vi det bedst mulige ud af det? Og det er altså, at man køber nogle kvoter og river dem over.

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan ministeren kan være så kritisk over for det, for det er da ikke mere end en eller to uger siden, ministeren selv sagde, at hvis Danmark ikke lever op til sine forpligtelser, vil regeringen købe kvoter op og rive dem over. Hvordan hænger de to ting sammen?

Værsgo til ministeren.

Jeg skal vende tilbage til det sidste, og fru Mette Gjerskovs polemik med hr. Per Clausen og hr. Per Clausens accept af det europæiske system vil jeg ikke bruge tid på. Jeg vil blot sige til fru Mette Gjerskov, at det, jeg foreslog i et samråd for nylig, eller luftede som en mulighed, er noget fuldstændig andet end det, hr. Per Clausen foreslår.

Det, regeringens overvejelser går i retning af, er, om man kunne undlade at sende ubrugte kvoter i cirkulation på kvotemarkedet. Det vil altså sige, at kvoter, som Danmark i dag råder over, og som vi har ret til at auktionere, som vi har sagt, f.eks. kan gå til helt nye virksomheder, for de skal jo have noget at starte på. Hvis de så ikke bruger dem, kunne det være en mulighed at rive dem over.

Vi vil kun gøre brug af den mulighed, hvis Kommissionen accepterer, at det kan godskrives vores Kyotoregnskab, og det er vi så for øjeblikket i gang med at undersøge. Men det er altså noget helt andet end det, hr. Per Clausen taler om, hvor han i sidste ende sådan set bare kommer til at sende en regning dobbelt videre til forbrugerne, uden at det reelt ligesom spiller positivt ind i det danske regnskab.

Fru Mette Gjerskov for anden korte bemærkning.

Forudsætningen skal da selvfølgelig være, at det tæller positivt i vores regnskab. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan der er forskel på, at staten opkøber kvoter, fordi borgerne har sparet energi, og at staten opkøber kvoter, fordi staten ikke har opfyldt sine forpligtelser over for EU. Det kan da være lige meget, det er det samme system. Man opkøber en kvote, det vil sige, at man sikrer sig, at der er en CO2-udledning, der ikke kommer til at ske i Europa, som ellers ville være sket, og så river man simpelt hen kvoten over, brænder den på bålet, hænger den op i en ramme inde i stuen, eller hvad man gør ved den. Men man udleder i hvert fald ikke CO2'en.

Jeg synes da, at det er en metode i vores tilgang til klimaproblemet, som skal undersøges nøje, og som skal overvejes nøje. Jeg synes da, at det er en interessant måde, og det var faktisk ikke ment polemisk i forhold til Enhedslisten. Det er da en interessant måde at sige: O.k., hvordan går vi ind og bruger det her system til at blive endnu bedre i Danmark i stedet for bare at overholde EU-reglerne, og at det så er vores højeste ambition.

Værsgo til ministeren.

Når fru Mette Gjerskov starter sit spørgsmål med at sige, at forudsætningen selvfølgelig skal være, at det tæller positivt i vores regnskab, er vi inde ved kærnen af, hvad forskellen er i forhold til det, jeg foreslår som en mulighed, såfremt staten ender med ikke at få brug for alle de reserver, der er sat til side til nye virksomheder. Så kan det andet komme i spil, og så vil det i givet fald skulle tælle og kunne tælle positivt med i vores regnskab.

Det er bare ikke det, hr. Per Clausen foreslår, for hr. Per Clausen har et andet perspektiv, nemlig at hvis man river dem over, er der nogle andre, der kan komme til at betale for det et eller andet sted, og så vil det altså belaste landets skatteborgere med en ekstra, væsentlig omkostning, uden at det vil kunne bidrage til at opfylde de danske mål. Det er sådan set det, jeg anfører som hovedgrunden i forhold til hr. Per Clausen. Man vil bede borgerne betale for noget to gange, uden at det virker positivt ind på det danske Kyotoregnskab.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi fortsætter i ordførerrækken. Næste ordfører er hr. Lars Christian Lilleholt, Venstre.

Tak for det. I Venstre deler vi helt ministerens afvisning af det her forslag. Det er for dyrt, og det er administrativt meget bøvlet. Men vi er faktisk meget enige med Enhedslisten i en række af de ting, som de har skrevet i deres forslag, nemlig at danske familier gør rigtig meget for at spare på energien. Det er mit klare indtryk, også når man mødes med børnefamilier, at ikke mindst børnefamilierne har meget fokus på at holde energiforbruget nede.

Danskerne er blevet rigtig gode til at spare på energien, og det er også årsagen til, at vi i mere end 30 år har haft næsten uændret forbrug af energi, til trods for at der har været en meget, meget stor økonomisk vækst i vores samfund. Vi har også indgået en energiaftale, hvorefter vi i 2011 skal nedsætte energiforbruget med 2 pct. og yderligere 2 pct. i 2020. Alene den udfordring er ganske massiv og kommer til at koste ganske mange penge. Derfor afviser vi forslaget fra Enhedslisten.

Ordføreren skal lige blive stående. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Per Clausen.

Nu er energiforbruget jo steget under denne regering, men det er rigtigt, at stigningen ikke er så stor som den, der er i den almindelige økonomi. Jeg vil godt spørge hr. Lars Christian Lilleholt, om han mener, at det er motiverende for mennesker, som sparer på energien eller for den sags skyld går over til at bruge vedvarende energi, at de jo klart, hvis de undersøger sagen, kan konstatere, at den besparelse, de gennemfører, er meningsløs i forhold til CO2-udslippet på europæisk og globalt plan, fordi man kan være sikker på, at det, de sparer, bliver solgt, at det bliver omsat til penge, og at andre så bruger, om jeg så må sige, den ret.

Et af problemerne ved kvotesystemet er, at det godt kan være, det har lagt et loft for, hvor højt udslippet kan være, men det har også lagt en effektiv bund for, hvor langt vi kan komme ned, og det er det, vi forsøger at gøre op med med det her forslag.

Værsgo til ordføreren.

Det er ganske motiverende at spare på energien, både i forhold til familiens økonomi, hvor der ofte kan være ganske mange penge sparet ved at spare på energien, og i forhold til vores klima, hvor det er mit helt klare indtryk, at mange familier har meget fokus på, hvad de kan gøre i deres husholdning for at reducere energiforbruget og leve på en mere fornuftig måde.

Værsgo til hr. Per Clausen.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at mange mennesker er fokuseret på at reducere CO2-udslippet. Det gælder familier, det gælder skoler, det gælder kommuner, det gælder boligselskaber. Der mødes man og diskuterer, hvordan man kan reducere CO2-udslippet. Men jeg kan så bare forsikre hr. Lars Christian Lilleholt om, at der alligevel er en eller anden, der mener at have læst et eller andet sted, at hvis vi sparer her - og det kan godt være, det giver penge på lang sigt, men i første omgang er det måske en investering, der skal til - har det ingen betydning, for så bruger de bare kvoten nede i Polen eller et andet sted. Og dem, der kommer med de argumenter, kan altså indimellem godt være med til at skabe en stemning, der gør, at man ikke kommer til at gå så langt, som vi alle sammen kunne ønske os.

Derfor kunne det måske nok være værd at overveje, hvordan man kan sikre sig, at de besparelser, som gennemføres rundtomkring i det danske land, også har effekt på det internationale udslip af CO2.

Værsgo til ordføreren.

Dansk enegang på det her område vil være en ganske dyr affære, og det er baggrunden for, at vi afviser det her forslag. CO2 er internationalt reguleret i EU’s kvotesystem, og det sikrer jo samlet set år for år, at der bliver brugt færre og færre CO2-kvoter i Europa, og at udledningen af CO2 bliver reduceret.

Tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger. Og vi fortsætter med den næste ordfører, som er fru Mette Gjerskov, Socialdemokraterne, værsgo.

Tak, formand.

Verden står over for en klimakrise. Alverdens lande taler om, hvordan vi kan reducere udledningen af CO2 for at genoprette balancen på vores klode, og det er vigtigt, at vi, når vi kigger på, hvilke midler vi har til at reducere vores CO2-udledning, kigger hele værktøjskassen grundigt igennem. Det synes jeg faktisk at Enhedslisten har gjort med det her forslag.

Vi plejer altid, når vi diskuterer CO2-kvoter, at blive skældt ud af regeringspartierne for, at vi ikke har fattet det, at det simpelt hen bare er, fordi vi ikke har forstået, hvordan systemet fungerer. Men her har vi altså et forslag, som i den grad viser, at Enhedslisten har forstået, hvordan systemet fungerer, og har fundet en kreativ metode - og det mener jeg på bedste vis - til at få systemet til at arbejde i den rigtige retning. For det handler jo om, at når vi har et kvotesystem, vil det være sådan, at hver gang vi skifter til en elsparepære, giver vi muligheden for, at den CO2-udledning, som vi sparer, kan nogle andre bruge et andet sted. Det kan være i Spanien, det kan være i Polen, men et eller andet sted i Europa vil der være en mulighed for at bruge den udledning, som vi har sparet, og det er jo det, der er hele svagheden ved ministerens 1 t om dagen-kampagne.

Jeg synes da, at der her er et konstruktivt forslag til, hvordan man kan gå ind og styrke netop besparelsesindsatsen og give danskerne en vished om, at hvis de slukker for strømmen og sætter den sparepære i, får det rent faktisk også en helt, helt konkret betydning. For det viser sig jo, at danskerne gerne vil, de skal bare have muligheden. Vi skal give dem mulighed for at købe energibesparende apparater ved at lave mærkningsordninger på fjernsyn, som vi kender det fra frysere. Vi skal give danskerne mulighed for at handle.

Det er sådan, at fire ud af ti danskere har det, der med et moderne ord bliver kaldt klimakvalme. Folk er ganske enkelt trætte af at høre om det der klima, som de alligevel ikke kan gøre noget ved, og som måske kommer til at koste en masse penge. Men samtidig er der faktisk også en rigtig stor del af danskerne, som er bekymrede over, at blomsterne springer ud på et mærkeligt tidspunkt. Jeg gik og talte med en kollega for lidt siden om, at hele sommeren er gået, inden Folketinget er færdig til at gå på sommerpause, med alt det fantastiske vejr, vi har haft i foråret.

Klimaet ændrer sig, det er en konstatering, og hvad kan vi gøre ved det? En af de ting, vi altså kan gøre ved det, er at opkøbe CO2-kvoter, rive skidtet over eller smide det i pejsen. Derfor er jeg meget positiv over for den metode, der er beskrevet i Enhedslistens forslag. Finansieringen af det mener jeg at vi skal have kigget lidt nøjere på, fordi det jo handler om CO2-afgiften, som vi i forvejen egentlig har brugt en gang. Så det vil sige, at vi nok skal have drøftet, hvordan det her forslag kan finansieres.

Men som en skitse, som en idé til, hvordan Danmark kan gå foran i stedet for bare at overholde EU-regler, i stedet for bare at halte derudad og ikke have noget selvstændigt initiativ, var det her et sted, hvor vi kunne have et selvstændigt dansk initiativ til at gå foran i klimakampen.

Der er en enkelt, der ønsker korte bemærkninger. Hr. Per Ørum Jørgensen, værsgo.

Tak for det. Jeg synes, det var et meget interessant indlæg fra Socialdemokraternes ordfører. Jeg har faktisk ikke rigtig fundet ud af, om Socialdemokraterne støtter det her forslag, men måske endnu mere relevant, om Socialdemokraterne støtter og accepterer det kvotesystem, som vi har, bl.a. i EU, for nu er der jo også valgkamp til Europa-Parlamentet, og rigtig mange Socialdemokrater taler pænt om klima og miljø - en stor kompliment for det. Men det er jo egentlig også interessant, om man så støtter - kan vi sige - den europæiske dimension, som jo bl.a. er i kvotesystemet. Jeg har ikke hørt om bedre systemer til at reducere effektivt på europæisk og globalt plan end netop kvotesystemet.

Værsgo til ordføreren.

Jeg er lidt forundret over spørgsmålet, for det er jo det samme spørgsmål, jeg har besvaret, tror jeg, 50-100 gange heroppe fra talerstolen over for hr. Per Ørum Jørgensen. Ja, vi bakker op om EU's CO2-kvotesystem. Nej, vi synes ikke, det er perfekt. Men ja, vi synes, det er det bedste system, der er. Det er jo det, der er det gode ved det her forslag; det arbejder jo netop med kvotesystemet og bygger oven på kvotesystemet. Jeg skal ikke udtale mig om vores meget, meget udmærkede medlemmer af Europa-Parlamentet, vi har jo netop, som ordføreren siger, nogle meget grønne kandidater. Vi har både Dan Jørgensen og Christel Schaldemose, og jeg kan nævne mange, som virkelig arbejder for den grønne sag i Europa, og det er jo nødvendigt, for regeringen bestiller ikke andet end kun at overholde minimumsreglerne fra Europa; vi ser jo ikke nogen selvstændige initiativer.

Hr. Per Ørum Jørgensen for anden korte bemærkning.

Nu ved jeg ikke, hvor minimumsreglerne i EU kommer fra. Det er jo sådan, at man fordeler en byrde - eller en udfordring - og der har Danmark så den største forpligtelse af alle EU-lande. Så det her med minimums- og maksimumsregler i EU tror jeg er noget, fru Mette Gjerskov skal have læst op på, i forhold til hvordan vi regulerer de her ting.

Det, der ligesom lå som en undertone i fru Mette Gjerskovs tale, var også, at det ikke rigtig kan betale sig at spare på energien. Sådan er systemet indrettet. Men er det ikke også rigtigt i forhold til forsyningssikkerhed, eller hvis der kommer andre krav om reduktion af CO2, at det selvfølgelig altid kan betale sig - også økonomisk - for den enkelte husstand at indtænke klima- og energibesparelser, og at det faktisk er den mest effektive måde at klare den klimaudfordring, vi står over for, på.

Værsgo til ordføreren.

Først i forhold til EU’s regler og det, hr. Per Ørum Jørgensen kalder byrdefordelingen, vil jeg sige, at det var sådan, at da EU skulle beslutte, hvilke lande der skulle reducere med hvor meget, skyndte den daværende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen, sig at skælde ud og sige, at det var helt urimeligt, at Danmark skulle reducere med så meget. Så man kan sige, at man prøvede at få sænket kravene til Danmark. Efterfølgende har man lavet nogle planer. Jeg er godt nok ikke imponeret over dem, og jeg mener, at de er hullede, men man har dog trods alt nogle planer for, hvordan man skal leve op til EU-reglerne. Men heller ikke mere. Det er bare det, der er min pointe. Der står ingen steder noget om, at regeringen vil gå et eneste skridt videre end det, der er krav om i EU. Jeg synes ærlig talt, at regeringspartierne burde stå ved, at det er sådan, det er.

Jeg ser ikke flere til korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Vi fortsætter i ordførerrækken, og den næste er hr. Ib Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Som

Tak. Da Dansk Folkepartis energiordfører, hr. Morten Messerschmidt, ikke kan være til stede i dag, skal jeg på hans vegne fremføre følgende om B 130:

Det er klart, at kvotehandelssystemet er en byrde for erhvervslivet, og i en tid med finanskrise er det selvsagt ikke hensigtsmæssigt for beskæftigelsen på den måde at lægge ekstra byrder i vejen for virksomhederne. Når vi i Dansk Folkeparti alligevel kan se det fornuftige i kvotehandelssystemet, skyldes det, at handelen fører til, at det er de mest konkurrencedygtige virksomheder, der har bedst råd til at købe kvoterne og derfor også vinder konkurrencen. Vi tror på, at danske virksomheder er de bedste, og har derfor tillid til, at også vi vinder i konkurrencen med andre. Det er væsentligt for kvotesystemet, at det udbudte antal kvoter svarer til det reelle behov, således at der både findes et incitament til energieffektivisering og samtidig er mulighed for at opretholde vores høje velstandsniveau.

At destruere kvoter, som Enhedslisten foreslår, vil skævvride denne mekanisme og skabe en situation, hvor det nødvendige antal kvoter kommer til at synes kunstigt højt. På den måde skaber Enhedslisten i virkeligheden den modsatte situation af det, man ønsker. I stedet for at presse mængden af kvoter ned og dermed mindske CO2-udslippet vil Enhedslisten skabe en kunstigt høj efterspørgsel, som med den senere aftale om fremtidens mængder af kvoter vil føre til et kunstigt højt niveau, der hverken afspejler markedets behov eller klimaets interesser.

På den baggrund kan Dansk Folkeparti ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i ordførerrækken. Næste ordfører er fru Trine Mach, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Danskerne er faktisk på mange måder i stand til at bidrage til en reduktion af det samlede CO2-udslip ved i dagligdagen at ændre adfærd, og mange gør det. Klima- og energiministerens kampagne »1 ton mindre« leverer på sin egen måde konkret viden om, hvordan man på en forståelig måde kan gribe tingene an som teenager og som familie i vores boliger og i vores transportvaner. Og det er jo af stor betydning at ansvarliggøre den enkelte borger, ikke bare fordi det er nødvendigt, at vi hver især tager et medansvar og ikke bare forventer, at de andre og at samfundet løser klimaproblemerne, men fordi ansvarliggørelsen er med til at skabe bevidsthed om og engagement i et af vor tids allerstørste og mest presserende problemer: de globale klimaforandringer. Så langt så godt, men - og der er et ret væsentligt men - den enkeltes besparelser har oplagte begrænsninger, og det er næppe forkert at hævde, at kampagnens succes er til at overskue.

Dels kan ansvaret for at løse klimaproblemerne ikke privatiseres og gøres til et ansvar alene for den enkelte borger - der ligger en temmelig tung del af opgaven både hos erhvervslivet og hos staten - dels virker det ikke særlig smart, hvis ikke almindelige menneskers indsats rent faktisk præmieres, for hvorfor skulle man dog gøre en ekstra indsats, for at andre nærmest uændret kan fortsætte deres klimabelastende adfærd? Når almindelige borgere faktisk gør noget for at gøre en forskel, skal de besparelser også bone ud positivt, og det er jo her Enhedslistens forslag er sympatisk, fordi det netop sætter spot på, hvordan man på en håndfast måde kan håndtere det dilemma. Et markedsbaseret kvotesystem har visse indbyggede problemer, fordi det kan siges at sende aben rundt mellem borgere, virksomheder og staten.

Det ændrer ikke ved, at SF er tilhænger af et kvotesystem, men jo har en ambition om, at vi i de kommende år gerne skulle operere med en del færre kvoter. Pointen er, at et kvotesystem hverken skal være det eneste middel til at opnå CO2-reduktioner eller fratage politikerne ansvar for både nationalt og internationalt at fastsætte ambitiøse udledningsmålsætninger.

Enhedslistens forslag finder vi som sagt absolut sympatisk i SF. Det sætter spot på en væsentlig problemstilling og på, at vi faktisk kan gøre ting endnu bedre i Danmark, samtidig med at vi lever op til EU's målsætninger.

Vi har lidt svært ved at gennemskue, helt præcis hvordan man gør det her i praksis, så ud over, at vi jo ikke rigtig kan gøre noget frem til 2012, fordi kvoterne allerede er foræret til selskaberne, tror vi, at forslaget kun kan fungere optimalt, og sådan som det er beskrevet, under forudsætning af at det så at sige bliver lukket ind i EU's kvotemarked. Det vil vi gerne være med til at kigge nærmere på. SF finder det nyttigt at bruge forslaget til at supplere de nationale energisparemål og vil derudover foreslå, at vi i det videre arbejde kigger på, hvordan EU's kvotesystem faktisk kan forbedres og bl.a. være med til at sikre, at almindelige menneskers indsats for klimaet også præmieres.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen til korte bemærkninger. Jo, undskyld, en enkelt, hr. Per Ørum Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Det er i forhold til det, som SF's ordfører udtalte om 1 t mindre-kampagnen. Det lød, som om den var en stor fiasko. Men kan SF's ordfører ikke bekræfte, at der faktisk er 90 pct. af danskerne, der har fået kendskab til den her kampagne, og at en meget stor og væsentlig del af danskerne faktisk på baggrund af den her kampagne har foretaget adfærdsændringer, så man altså tænker mere på klima og energi i dagligdagen? Er det en fiasko set med Socialistisk Folkepartis øjne? Det undrer mig voldsomt.

Værsgo til ordføreren.

Tak. Nu brugte jeg faktisk ikke ordet fiasko, men det er næppe nogen hemmelighed, at SF mener, at succesen med kampagnen er til at overse. Det er ganske rigtigt, at kendskabet til kampagnen er voldsomt udbredt, og det vil vi gerne kvittere for. Men pointen er jo stadig væk, at man ikke kan overlade ansvaret til den enkelte alene, men at der skal gøres en samlet indsats i samfundet.

Hr. Per Ørum Jørgensen for den anden korte bemærkning.

Jeg vil sige, at der skilles vandene jo nok mellem Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Vi mener nemlig, at alle har et ansvar for at løse opgaven med den udfordring, vi står over for; det gælder både borgere, virksomheder og de offentlige myndigheder. Der bliver sagt en begrænset succes, men det, jeg synes er væsentligt, er selvfølgelig ikke bare kendskab til 1 t mindre-kampagnen, men også det, at folk faktisk på baggrund af det kendskab, de har fået til 1 t mindre-kampagnen, har ændret adfærd. Det må da betyde noget i forhold til forsyningssikkerheden, at folk sparer mere på energien. Det må også betyde noget, hvis vi skal have nogle skrappere CO2-reduktionsmål fremadrettet, at vi så kontinuerligt sænker energiforbruget.

Jeg har svært ved at se, hvad der er negativt. Er det bare den der autopilot, der bliver slået til, og som går ud på, at man pr. definition bare skal være negativ over for regeringens initiativer?

Værsgo til ordføreren.

Tak. Nej, vi er ikke så begejstrede for autopiloter, og det er klart, at der er en forskel på de to folkepartier - også i diskussionen om klimaministerens kampagne. Men som sagt vil jeg gerne kvittere for, at kendskabet til kampagnen faktisk er voldsomt udbredt, og det synes vi er rigtig godt. Der er heller ikke noget i vejen med kampagnen som sådan, men dens succes er jo ikke altomfattende, og den kan under ingen omstændigheder stå alene.

Pointen er, som hr. Per Ørum Jørgensen selv var inde på, at det ikke er nok, at der kun er en enkelt sektor, der gør noget. Det er ikke nok, at staten eller virksomhederne eller borgerne gør noget. De tre aktører skal spille sammen. Det var sådan set pointen.

Som sagt synes vi, at kampagnen er fin, men den kan på ingen måde stå alene.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i ordførerrækken, og den næste er hr. Per Ørum Jørgensen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Når man hører de forskellige ordførere, er det svært helt præcist at finde ud af, hvem der støtter det her forslag. Det, der i hvert fald står tilbage, er, at det er lidt svært at gennemskue, hvad det hele koster, hvad det medfører, og hvordan man gennemfører det i praksis. Det er vel ikke unaturligt, når afsenderen er Enhedslisten, som jo er det eneste parti her i Folketinget, der ikke har taget ansvar i relation til at deltage i den energiaftale, som alle de øvrige partier deltog i sidste år.

Jeg synes, det er en meget interessant debat. Nu kunne man før høre ordføreren fra Socialistisk Folkeparti svinge fra at kalde 1 ton mindre-kampagnen for en begrænset succes eller noget i den stil, tror jeg - det var i hvert fald ikke en særlig flatterende omtale af den her kampagne - til at sige, at det egentlig var fint nok. Jeg er da helt enig med Socialistisk Folkepartis ordfører i, at sådan en kampagne ikke kan stå alene, men det kunne måske godt være, at det ville klæde oppositionen at rose regeringen lidt der, hvor den faktisk også er lykkedes med nogle ting. Alt andet synes jeg måske er lidt useriøst.

Det personlige ansvar, når det gælder klimaudfordringen, er ekstremt vigtigt, og det er noget helt centralt, i hvert fald for os i Det Konservative Folkeparti, at den enkelte borger også tager ansvar, at den enkelte virksomhed også ser, at det er fornuftigt, og at det faktisk også er en god forretning at indtænke grøn strategi i sin virksomhedsplan, og at man ad den vej faktisk kan øge sin indtjening. Det synes jeg er helt centralt. Jeg synes selvfølgelig også, at samspillet mellem borgere, virksomheder og stat og de offentlige myndigheder som sådan netop er det, som har gjort, at vi i Danmark i mange, mange år har været i stand til at holde energiforbruget i ro på trods af den store økonomiske vækst, vi har haft i Danmark. Så jeg synes, det er helt centralt.

Det er nok ingen overraskelse, at vi fra konservativ side ikke kan støtte det konkrete forslag fra Enhedslisten. Vi har et CO2-kvote-system, som afspejler, at når det handler om klimaudfordringen, er det ikke bare en national opgave, så er det faktisk en europæisk, ja, en global opgave. Der er kvotesystemet det mindst ringe system til at sikre en effektiv nedbringelse af CO2-udslippet, ikke bare i Danmark, men også i et større område. Det synes vi selvfølgelig er centralt. Det er klart, at alting kan forbedres, og det kan kvotesystemet selvfølgelig også. Men det er der, hvor vi skal lægge vores lod, og det er det, vi skal bakke op om i forhold til den internationale forpligtelse, vi har.

Så synes jeg også, det er interessant at høre Socialdemokraternes ordfører igen tale om minimumsregler i EU, når det gælder reduktion af CO2. Jeg vil godt minde om, at når det gælder Danmarks internationale forpligtelse, er der ingen, der faktisk har større forpligtelse end Danmark. Så at bilde befolkningen ind, at vi er gået med til en eller anden minimumsbestemmelse og ikke vil gøre mere, er simpelt hen dybt, dybt urimeligt. Jeg vil gerne minde om, at vi har den største forpligtelse, men også at man har sendt et meget, meget klart signal fra den danske regerings side om, at man er villig og ønsker at leve op til de forpligtelser, man har.

Når det gælder det ikkekvotebelagte område, altså boligsektoren, transportsektoren og dansk landbrug, har vi faktisk fået en reduktionsforpligtelse på 20 pct. inden 2020. Det er en ekstremt ambitiøs målsætning, og der har regeringen også meget klart tilkendegivet, at den målsætning vil man leve op til.

Så jeg synes ikke rigtig, at der er noget at komme efter i den her sag. Tværtimod synes jeg måske, at vi skulle spare hinanden for de her lidt populistiske angreb i forhold til, hvordan vi løser opgaverne. Det er lidt let med overbud, når det gælder klimasagen, men jeg tror, at det, der er væsentligt, også for befolkningen, er, at vi her i Folketinget står sammen om at finde gode løsninger på, hvordan vi kan nå et fælles mål, nemlig at Danmark lever op til sit ansvar internationalt i europæisk sammenhæng og nationalt, når det gælder klimaudfordringen. Tak.

Tak. Der er foreløbig indtegnet to til korte bemærkninger. Den første er hr. Per Clausen. Værsgo.

Jeg vil bare spørge hr. Per Ørum Jørgensen, om han ikke en gang for alle kan bekræfte, at det er noget vrøvl, når han gentagne gange siger, at Enhedslisten ikke har ønsket at påtage sig ansvaret for energiaftalen. Er kendsgerningen ikke den, at vi ikke blev inviteret til forhandlingerne og derfor naturligvis ikke har haft noget mulighed for at påtage os noget som helst ansvar for den aftale? Den ville selvfølgelig være blevet langt bedre, hvis Enhedslisten havde været med, det er jeg helt med på. Det var vel også derfor, vi ikke blev inviteret med, for hr. Per Ørum Jørgensen ønskede ikke at lave en bedre aftale. Jeg synes bare, det er lidt trivielt, at vi skal høre på det her med, hvad vi ikke vil påtage os ansvar for, når kendsgerningen er, at hr. Per Ørum Jørgensen ikke ønsker at tale med os andre steder end i Folketingssalen. Det kommer han så til.

Så bare et enkelt lille spørgsmål til hr. Per Ørum Jørgensen: Er det ikke en kendsgerning, at kvotesystemet fører til, at de mennesker, der lever op til regeringens ønske om, at man skal spare på sit forbrug, kan være sikre på, at det, de sparer, bruges i CO2-udslip andre steder i Europa?

Værsgo til ordføreren.

Parlamentarisk oplever vi jo først og fremmest hr. Per Clausen som en forholdsvis munter type, og derfor må jeg indrømme, at det da gjorde ondt at se hr. Per Clausen sådan småfornærmet over, at Enhedslisten ikke var inviteret med til energiforhandlingerne. Jeg har ikke noget ansvar for at sende invitationer ud i den henseende, men jeg mindes i hvert fald, at Enhedslisten ikke har stemt for de lovforslag, der har tilknytning til energiaftalen, hr. Per Clausen kan så rette mig, hvis jeg tager fejl, og derfor ikke som mange andre partier - Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Dansk Folkeparti og regeringspartierne - har lavet en fælles energistrategi. Så det er et parlamentarisk vilkår, at det er sådan.

Nu har jeg ikke meget tid til også at svare på det med hensyn til CO2-kvotesystemet, men det er jo rigtigt, at hvis man nedbringer ét sted, kan man gøre noget mere et andet sted. Men der, hvor det er væsentligt, er selvfølgelig hvor overliggeren ligger, så vi konkret sikrer, at de klimamål, der bliver sat, også bliver opfyldt.

Hr. Per Clausen for anden korte bemærkning.

Det er fint nok, at hr. Per Ørum Jørgensen starter med at indrømme, at han vrøvler, det er fint nok, hvorefter han så fortsætter, for så siger hr. Per Ørum Jørgensen, at Enhedslisten ikke har stemt for energiaftalen. Jeg vil sige til hr. Per Ørum Jørgensen, at energiaftalen ikke har været til afstemning i Folketingssalen. Der har været en række forskellige forslag, og nogle af dem har vi stemt imod, andre har vi stemt for, og andre har vi undladt at stemme til. Vi har jo ikke nogen aftale, og derfor har vi behandlet dem efter fortjeneste, og jeg tror faktisk, der er andre partier her i Folketingssalen, der havde ønsket, at de også havde haft den samme mulighed. Men det er sådan, det er med det. Jeg har bare gentagne gange sagt, at Enhedslisten gerne deltager i forhandlinger, også om energiaftaler. Om regeringen vil snakke med os eller ej, bestemmer regeringen fuldstændig selv - jeg betragter det lidt som en ros, at vi ikke bliver inviteret - man skal bare ikke bagefter komme og sige, at vi ikke vil påtage os noget ansvar.

Med hensyn til det sidste vil jeg sige, at hr. Per Ørum Jørgensen også på det område bekræftede det, jeg sagde, nemlig at det er sådan, at hvis man lever op til regeringens ønsker om at spare den der ton, kan man være sikker på, at den ton bliver brugt et andet sted i Europa. Jeg tror, at mange mennesker føler sig lidt til grin, når de har sparet den ton og så får at vide, at det var da dejligt, for så kan de bruge lidt mere nede i Polen.

Værsgo til ordføreren.

Nu ved jeg ikke helt, hvad hr. Per Clausens mission er i forbindelse med den her debat.

Selvfølgelig kan jeg godt forstå, hvis hr. Per Clausen har et ønske om at fremstille Enhedslisten som et ansvarligt parti. Det skal ikke komme hr. Per Clausen til skade, at det er en intention. Det må så være op til vælgerne, når tiden kommer, at vurdere, om Enhedslisten er det.

Men det er jo sådan set også lidt af dagsordenen at mistænkeliggøre den energiindsats, der gøres ude i de danske hjem. Det at bakke op om og sige, at det på alle måder er fornuftigt, at folk sparer på energien, synes jeg var en meget mere konstruktiv tilgang i stedet for den mistænkeliggørelse og den her dagsorden med, at det egentlig er lige meget, om folk sparer på energien eller ej. Det synes jeg ikke hr. Per Clausen vinder ret meget ved. At spare på energien er fornuftigt i forhold til klima, og det er fornuftigt i forhold til folks privatøkonomi; på alle måder er det egentlig en win-win-situation, hvis folk indtænker klima og energi i deres gøren og laden hjemme i deres huse. Vi skal jo også tænke på, at der er noget, der hedder forsyningssikkerhed, og jo mindre energi vi bruger, jo mindre energi har vi brug for. Sådan er det jo, og derfor forstår jeg ikke rigtig hr. Per Clausens ærinde med det her forslag.

Den næste spørger er fru Mette Gjerskov. Værsgo.

Jeg kan godt høre, at hr. Per Ørum Jørgensen er begyndt at blive lidt indebrændt, men vi andre kan jo ikke gøre for, at regeringen ikke har højere ambitioner end at leve op til EU-kravene.

Altså: Regeringens ambition på klimaområdet - også miljøområdet for den sags skyld - er at leve op til EU-kravene. Fair nok! Vi ville gerne være gået længere, og vi agter at gå længere, når vi kommer til at sidde med regeringsmagten, men det er jo en politisk uenighed, det er ikke noget, der er nogen grund til at blive indebrændt over. Det var den ene ting.

Den anden ting er, at hr. Per Ørum Jørgensen brugte lang tid af sin ordførertale på at så tvivl om, hvad Socialdemokraternes holdning er til Enhedslistens forslag, og der vil jeg da gerne fuldstændig klart fastslå, at Socialdemokraterne synes, at Enhedslisten er kommet med en rigtig, rigtig god skitse til, hvordan vi kan få gjort nogle yderligere energiforbedringer i Danmark - reduktion af CO2-udledningen - men at finansieringen ikke helt holder, den er vi nødt til at kigge på.

Det er vores to kommentarer til forslaget.

Værsgo til ordføreren.

Jeg faktisk glad for, at fru Mette Gjerskov i forbindelse med det her forslag konstaterer, at finansieringen ikke holder, for det gør det jo let for alle partier at afvise det. Der er jo ingen, der aner, hvad konsekvenserne vil blive af det her, hvad det vil koste, så det er jo en gratis omgang for hr. Per Clausen, kan man jo sige, og selvfølgelig er han velkommen til det.

Så til det der med at være indebrændt: Jeg synes ikke, det er fair at sige, at jeg ligefrem skulle være indebrændt, »forundret« synes jeg er et bedre ord. Vi har konsensus om energipolitikken i Danmark, vi har en fælles energiaftale, og Barack Obama fremhæver Danmark som værende et foregangsland og roser Danmark for sit lederskab, Al Gore roser Danmark, FN's generalsekretær Ban Ki-moon roser Danmark, alle undtagen oppositionen roser Danmark. Så jeg vil ikke sige indebrændt, tværtimod er jeg faktisk glad og lidt stolt over, at Danmark har den her position i verden, og det er jo ikke tilfældigt. Det er jo ikke noget, de finder på at sige, bare for at glæde Danmark og den danske regering, men de siger det, fordi de mener, at Danmark er et foregangsland. Derfor undrer det mig bare såre, at oppositionen ikke kan glæde sig lidt sammen med os andre over Danmarks vigtige rolle, når det gælder klimaspørgsmålet internationalt set.

Fru Mette Gjerskov for anden korte bemærkning.

Vi glæder os skam meget over den rolle, Danmark spiller internationalt i klimasagen, og vi er stolte over og glade for, at klimatopmødet skal holdes i København til december. Det skal der ikke herske nogen tvivl om.

Vi har i mange, mange år været det foregangsland, som sagde: O.k., nu kører vi derudad, nu laver vi nogle grønne regler i Danmark, vi laver nogle store CO2-reduktioner, eller vi sørger for, at der skal udledes mindre kvælstofmængder, eller hvad det kan være, på miljø- eller klimaområdet, det gør vi herhjemme, og så tager vi ned til Bruxelles og kæmper sagen dernede og får de andre med på det, men det er jo ikke det, der sker i dag, det er historie.

Det, der sker i dag, er, at vi tager ned til Bruxelles og diskuterer med de andre dernede, hvordan regeringen kan få gennemført noget med færrest mulige krav til Danmark, og så gennemfører man det og kun det, hvis vi er heldige. Hvis vi er heldige, gennemfører regeringen EU-reglerne, men hverken på klimaområdet eller naturområdet er der overhovedet nogen selvstændige ambitioner.

Værsgo til ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det er for en virkelighed, som fru Mette Gjerskov forsøger at bilde befolkningen ind, og jeg synes, det er lidt synd. Hvis vi ser på vores internationale mål og f.eks. tager Kyotoaftalens reduktionsmål, som faktisk hr. Svend Auken har forhandlet hjem på vegne af Danmark, ser vi det, vi hele tiden har sagt, nemlig at vi lever op til nogle meget, meget ambitiøse reduktionsmål. I EU er vi også de mest ambitiøse, og det har jeg sagt flere gange i forbindelse med den her debat, for vi har de mest ambitiøse mål i verden, når det gælder reduktion af CO2. Jeg ved ikke, hvad fru Mette Gjerskov ville ønske sig mere end at være verdensmester lige præcis på det felt, men det er jo egentlig det, som fru Mette Gjerskov så har lidt svært ved at anerkende, og det er lidt sørgeligt.

Så vil jeg bare sige, at regeringen jo har sat gang i en lang række initiativer med at transformere det danske samfund til et »Grøn Vækst«-samfund. Der er transportudspillet, der er energiaftalen, som Socialdemokraterne jo også er en del af, og jeg går ikke ud fra, at Socialdemokraterne indgår en aftale, hvis det ikke er en god aftale, for så meget tiltro har jeg dog til Socialdemokraterne. Og på en lang række felter, senest med »Grøn Vækst«-udspillet, er vi jo også kommet med et udspil til, hvordan vi løser nogle klima- og miljøproblemer. Så regeringen er langsomt og sikkert ved at transformere det danske samfund til et »Grøn Vækst«-samfund, og vi glæder os egentlig til et samarbejde med Socialdemokraterne om at indfri den vision.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter ordførerrækken, og den næste er fru Margrethe Vestager, Det Radikale Venstre.

Det danske samfund er på vej til en gennemgribende omstilling, fordi det danske samfund selvfølgelig ligesom alle andre lande skal bidrage til at løse den meget store klimaudfordring. Jeg håber, at vi på et tidspunkt når dertil, hvor vi kan sætte et konkret mål for, hvornår Danmark skal være fri for kul, olie og gas.

En del af det er selvfølgelig, at hver enkelt af os bidrager, hvor vi kan, med at spare CO2, men der må naturligvis være en balance. Det Radikale Venstre er et socialliberalt parti, og det illustrerer netop den balance, der skal være også på det her område. Når det kommer til CO2, er det både afgørende, at hver enkelt af os gør, hvad vi kan, og afgørende, at der bliver taget politisk ansvar for, at vi ændrer strukturerne, sådan at de gør, hvad de kan.

Det er meget, meget svært for mig som elforbruger at ændre på, hvordan el produceres på Avedøreværket, og det er meget, meget svært for mig som varmeforbruger at sørge for, at der er en effektiv varmeproduktion, og at der ikke er et spild forbundet med det varme vands vej hen til mig som forbruger.

Den balance mellem det strukturelle og det, jeg kan gøre som individ, handler det her forslag også om. Det interesserer Det Radikale Venstre rigtig meget, og vi vil gerne forske i, hvordan man kan gå videre ad den vej, som Enhedslisten her har lagt de første sten til.

En af de ting, der selvfølgelig er interessant, når man diskuterer det, er, hvad der er økonomisk effektivt. Desværre er beslutningsforslaget ikke tydeligt her. At CO2-kvoter er penge værd, kan man jo bl.a. se af regeringens skattereform, hvor ikke mindre end 2,4 mia. kr. af skattelettelserne finansieres ved salg af CO2-kvoter.

Det siger noget om, hvor mange penge der er på spil. Det siger måske også noget om, at regeringen hellere vil lave skattelettelser end en ordentlig klimapolitik, men det er så en anden diskussion. Man må i hvert fald sige, at det ikke er det grønne, der kendetegner den skattereform, der kom ud af det.

For os at se er det helt afgørende at sende det signal til hver enkelt forbruger, at det, de gør, bliver modsvaret af et politisk ansvar for, at strukturerne bliver bragt i orden. Derfor ser vi frem til udvalgsarbejdet, hvor vi vil se på, om man kan sende et klarere signal til den enkelte forbruger om, at besparelsesindsatsen dér bliver mødt med et ansvar og en sikkerhed for, at der også samlet set bliver en mindre CO2-udledning.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er nogen, der ønsker en kort bemærkning. Den næste taler er ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen, Enhedslisten.

Jeg tror, vi nærmer os det tidspunkt, hvor vi igen har brug for en bred diskussion af kvotesystemet og kvotesystemets muligheder og begrænsninger. For når jeg lytter til Venstres, De Konservatives og Dansk Folkepartis ordførere på det her område og lytter til ministeren, bliver det mere og mere uklart for mig, hvad det er, der får Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre til at sige, at de støtter kvotesystemet, andet end den meget pragmatiske begrundelse, at det er det system, der eksisterer. Den slags diskussioner skal man jo have med jævne mellemrum, for med jævne mellemrum har man mulighed for også på det lidt mere generelle område at gøre en forskel.

Det handler det her forslag så ikke om. Det handler om at prøve at gå ind i det eksisterende kvotesystem og korrigere for nogle af de helt åbenlyse svagheder, der er i det kvotesystem, vi har nu. En åbenlys svaghed er den, at der både er et loft over CO2-udslippet og en bund under det. Det vil sige, at tilskyndelsen til at have en oplevelse af at gøre en indsats for at bringe udslippet ned under bundgrænsen, ikke er særlig effektiv. Det betyder, at den appel, der er til, at borgerne skal være aktive, blandt nogle borgere opleves som hyklerisk, selv om jeg er enig i, at der kan være spørgsmål omkring forsyningssikkerhed, og så kan der være sådan lidt mere flyvske overvejelser om, hvilke konsekvenser det skal have i fremtiden, som man selvfølgelig kan inddrage, når man snakker om CO2-udledning.

Jeg synes jo, at det er meget godt og meget positivt, at der tilsyneladende hos Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre er en interesse for at gå ind i sagen, og jeg oplever blandt de partier en større forståelse for, at vi ikke ligesom har nået løsningen på alle de udfordringer, der handler om at reducere CO2-udslippet bare ved at henvise til kvotesystemet, men at vi også har brug for at tage nogle andre initiativer.

Jeg er også helt enig i, at der er elementer i det her forslag, som trænger til bearbejdelse. Det er sådan, at vi ganske vist i Enhedslisten råder over fantastisk dygtige medarbejdere, men i omfang kan de jo ikke helt matche det, som f.eks. Klima- og Energiministeriet kan stille op med. Så jeg er sikker på, at hvis der var en positiv holdning til at arbejde videre med de her tanker, ville det også kunne blive til et forslag, hvor man også ville kunne løse de finansieringsmæssige problemer. Jeg opfatter det på den måde, at der i resten af oppositionen er en positiv holdning til det, og det er jo så bare endnu et eksempel på, at der tegner sig et billede af en hel anden klima- og energipolitik efter det kommende valg end den situation, vi står i nu. I den sammenhæng er det selvfølgelig ekstra positivt, at det energiforlig, man har lavet, og som på mange måder er utilstrækkeligt, har en forholdsvis kort løbetid.

Det, som har været det afgørende for Enhedslisten, når vi har fremsat det her forslag, har været, at når der bliver startet en 1 ton mindre-kampagne, som på mange måder har været en kæmpesucces, fordi befolkningen er meget opmærksom på den, så er det dræbende for den kampagne og dræbende for det at få almindelige mennesker til at involvere sig i den, at hvis man undersøger sagen, vil man opdage, at hver gang man nedbringer en CO2-udledning, bliver den solgt og brugt andetsteds.

Det er ikke bare dræbende over for den enkelte forbruger. Det er dræbende, når man tager det op på institutioner og skoler og andre steder, hvor folk jo netop i år diskuterer, hvordan de kan yde deres bidrag til, at Danmark kan være et foregangsland i forhold til at begrænse CO2-udslippet. Når man tager det op i sin andelsboligforening, når man tager det op til sit boligselskab osv., kommer der altid en eller anden, som har læst en eller anden artikel i et eller andet dagblad eller lyttet til et eller andet radioprogram på P1, og som siger: I ved jo godt, at vi er til grin, for når vi sparer på CO2-udslippet, sælger de det bare.

For de mennesker, som har et stort ønske om gennem initiativer, som ikke bare er individuelle, som ikke bare er i den enkelte familie, men som er ude i foreninger, som er i boligkvarterer og på arbejdspladser, ville vi gøre det meget, meget nemmere at gå i spidsen for den individuelle indsats for at få nedbragt CO2-udslippet, hvis vi gav en sikkerhed for, at der skete en eller anden form for kompensation, så det ikke bare blev solgt til udlandet.

Selvfølgelig er det rigtigt, at alle de her små initiativer, hvad enten de er individuelle eller de ligger i foreninger eller de ligger i kommuner, ikke er nok. Der skal statslige tiltag til. Der skal internationale tiltag til. Men jeg er fuldstændig sikker på, at de mennesker, der med sig selv ved, at de hver eneste dag gør en indsats for at reducere CO2-udslippet, også ville være endnu mere aktive, ved at der blev lagt et massivt pres på politikerne for at sikre, at der blev lavet internationale aftaler med et tilstrækkeligt godt indhold. Det ville også i langt større udstrækning lægge pres på virksomhederne ved, om jeg så må sige at straffe dem, der ikke opfører sig fornuftigt, og belønne dem, der gør det. Derfor kunne det her forslag være et led i for alvor at få sat yderligere gang i CO2-reduktionen i Danmark og dermed også påvirke globalt. Desværre må vi - i hvert fald tilsyneladende - vente til efter næste folketingsvalg.

Der er en enkelt kort bemærkning, så ordføreren skal blive stående. Værsgo til hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg er helt enig med hr. Per Clausen i, at dette forslag mangler forarbejdning - med al respekt for de dygtige medarbejdere, der selvfølgelig har arbejdet med det her. Man kunne så måske overveje, om man skulle gøre arbejdet færdigt, før man fremsatte det i Folketinget. Jeg går ud fra, at hr. Per Clausens intention er at få vedtaget det her forslag, selv om der måske ikke lige er udsigt til det.

Men det, jeg er nødt til at spørge hr. Per Clausen om, er: Har man overhovedet overvejet, hvilke omkostninger der er forbundet med det her forslag, og hvordan man i praksis kan gennemføre det? For det synes jeg da må være et minimumskrav, når man fremsætter et sådant forslag her i Folketinget.

Værsgo til ordføreren.

Det ville ikke være teknisk vanskeligt at sætte nogle kriterier, der gjorde, at man ville være i stand til at måle det her. Så skulle man ikke gøre, som ministeren sagde, nemlig at man skulle vurdere, om folk sparede energi ud fra en eller anden moralsk opfattelse af at ville spare på CO2 eller for at tjene penge i det lange løb. Så måtte man forholde sig konkret til denne ekstraordinære indsats, der blev ydet, og sige, at det var afsættet. Det kan man selvfølgelig godt måle.

Hvad angår finansieringen, er der jo gang på gang af Enhedslisten i forbindelse med finanslovforslaget fremsat en række forslag til en finansiering, som også kunne finansiere det her. Det er så helt indlysende, at hvis vi skulle forhandle om finansieringen sammen med hr. Per Ørum Jørgensen, ville det jo være spild af tid, fordi han går imod forslaget også af alle mulige andre grunde. Men hvis vi skulle forhandle det med de øvrige oppositionspartier i en situation, hvor vi havde flertal, kan det godt være, vi også kunne finde nogle andre finansieringsmodeller. Det er jeg sikker på vi kunne finde ud af.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Det, jeg kan udlede af hr. Per Clausens svar, er, at man ikke ved, hvad det her reelt koster i kroner og øre for de danske skatteydere. Man fremsætter et forslag, og så må vi se, hvad det kommer til at koste for skatteborgerne. Man kan faktisk risikere, at dem, der gør en indsats og egentlig sparer penge på elregningen, fordi de gør en indsats og agerer fornuftigt og klogt og indtænker klima og energi i deres husholdning, måske får spist den gevinst, de får økonomisk på baggrund af Enhedslistens forslag her. Er det virkelig korrekt, at man ikke aner, bare sådan cirka, hvor meget et sådant forslag vil koste for danske skatteborgere?

Værsgo til ordføreren.

Altså, det afhænger jo bl.a. af noget, som jeg også godt ved at hr. Per Ørum Jørgensen også har lidt svært ved altid at fastlægge med stor sikkerhed, nemlig hvad kvotepriserne vil være i fremtiden. Der har været mange teorier om, hvad de vil være. Der er ikke ret mange af de teorier, der holder vand. Hvis det går, som det nogle gange er gået, og som jeg forstår ministeren også har en forventning om at det kan gå den her gang, nemlig at man får kvoter i overskud, så er omkostningen jo til at overse, vil jeg sige, også fordi det påvirker prisniveauet.

Så hr. Per Ørum Jørgensen har helt ret i, at for at det her skulle kunne blive til et forslag, der for alvor kunne bære igennem som et lovforslag, ville det kræve en grundig bearbejdning. Men jeg synes jo sådan set, at det må være sådan her i Folketinget, at vi kan tage en debat om nogle forslag til, hvordan vi kan indrette systemet, uden at vi har en forventning om, at politiske partier uanset størrelse skal levere et færdigt lovforslag med alle de beregninger, som regeringen normalt bruger et ret stort embedsapparat til at udføre.

Pointen er, at et flertal i Folketinget i dag har sagt, at de ikke vil det her, fordi de er imod det, fordi det ødelægger det vidunderlige ved kvotesystemet, nemlig at det ikke alene sætter en begrænsning af, hvor stort CO2-udslippet kan være, men at det også sørger for, at CO2-udslippet ikke kommer under den bundgrænse, man har sat. Det system synes man er så vidunderligt, at man ikke vil rokke ved det.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Det Energipolitiske Udvalg. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.