Til

Folketinget – Sundhedsudvalg

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 118 af 24. november 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

(Alm. del).

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                  /Birgitte Christensen

 

                         


Spørgsmål: Ministeren bedes redegøre for, hvad de annoncerede stigninger i prisen for sundhedsforsikringer i 2009 kommer til at koste statskassen.

 

Svar: Arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer er i dag skattefri for medarbejderne, hvis arbejdsgiveren tilbyder ordningen til alle medarbejdere i virksomheden, og betingelserne i loven om sundhedsfaglig begrundelse, lægehenvisning m.v. i øvrigt er opfyldt.

De umiddelbare skatteudgifter/provenutab ved skattebegunstigede personalegoder/naturalieydelser – herunder sundhedsforsikringer - fremgår af de årlige statusrapporter om udbredelsen af personalegoder, som sendes til Folketinget. I den seneste rapport ”Statusrapport til Folketinget om personalegoder/naturalieydelser, opdateret med nye oplysninger om sundhedsforsikringer” fra januar 2008, anslås det årlige umiddelbare provenutab i forbindelse med skattefri arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer til 340 mio. kr.

I takt med at sundhedsforsikringerne er blevet mere udbredte, har præmiebetalingerne de senere år været faldende. Dog tyder de seneste udmeldinger fra forsikringsbranchen på prisstigninger i den kommende tid på måske op imod 25 pct. Ifølge forsikringsbranchen skyldes disse prisstigninger en øget brug af sundhedsforsikringer og dermed flere operationer foretaget på private sygehuse.

Hvis prisstigninger på 25 pct. realiseres, vil det alt andet lige betyde en stigning i det umiddelbare provenutab af tilsvarende procentvise størrelse. Det må dog samtidigt forventes, at et øget antal operationer på privathospitaler i et vist omfang vil aflaste det offentlige sygehusvæsen og dermed mindske det samlede offentlige provenutab.

Den næste statusrapport om udbredelsen af personalegoder/naturalieydelser er planlagt til at udkomme i maj 2009. Provenuvurderingerne heri vil naturligvis tage udgangspunkt i det seneste tilgængelige datamateriale.