Det er så noget lidt andet. Det drejer sig om planerne om at skærpe reglerne for deltidsdagpenge, som jo helt sikkert vil komme til at berøre en masse kunstnere. Jeg er meget glad for, at beskæftigelsesministeren for nylig i et indlæg i Politiken understregede, at han tager de danske kunstneres virke og vilkår alvorligt.

Det er jeg rigtig glad for, og det tror jeg også bliver nødvendigt i den fase, vi kommer ind i nu. For selv om ministeren senere hen understreger, at kunst ikke skal finansieres af arbejdsløshedsforsikringen, har vi jo et problem. Vi løber ind i et problem. Selv om ministeren siger, at det her ikke er et kulturpolitisk spørgsmål, bliver det et kulturpolitisk spørgsmål. Det får konsekvenser for kulturpolitikken, det får konsekvenser for kunstnernes vilkår i Danmark.

Derfor er det, jeg vil spørge, om ministeren har gjort sig nogle overvejelser om, hvordan vi skal sikre, at nogle af de mennesker, vi ellers sætter meget pris på - og specielt deres produkter - bliver ved med at producere de ting, som vi har så skrigende brug for i det her land.

Beskæftigelsesministeren.

Baggrund for vores forslag om de supplerende dagpenge er en analyse, der er lavet, og som viser, at selv om ledigheden er faldet markant de senere år og vi har den laveste arbejdsløshed siden 1970'erne, er ledigheden for dem, der er omfattet af supplerende dagpenge, ikke faldet tilsvarende. Selv om man siger, at deltidsjob med supplerende dagpenge er et springbræt ind på arbejdsmarkedet, er der altså flere fuldtidsledige, der får arbejde, end mennesker på supplerende dagpenge. Det er den ene ting, jeg vil sige.

Hver femte adspurgte, der modtager supplerende dagpenge, siger, når det er en anonym undersøgelse, at de ikke ønsker længere arbejdstid, og vi kan se, at to ud af tre på supplerende dagpenge slet ikke søger arbejde. Og i en situation, hvor der, ifølge de seneste tal jeg har set, er 66.000 ubesatte stillinger i Danmark, må vi jo konstatere, at det er et velfærdstab for det danske samfund, hver gang vi ikke kan besætte en stilling.

Når vi så ser på de supplerende dagpenge, er der jo forskellige regler, men jeg vil godt nævne et eksempel: Hvis man arbejder på deltid og får supplerende dagpenge, og man arbejder på et område, hvor der ikke er opsigelsesvarsler, kan man med et ugentligt timetal på 13 - fordi der laver man løbende genoptjening af de supplerende dagpenge - fortsætte, indtil man bliver folkepensionist, med at have en ugentlig arbejdstid på 13 timer og modtage supplerende dagpenge. Det finder jeg er en fuldstændig urimelig ting.

Derfor er der bare at sige, at skal det her samfund have vækst og velstand, skal vi sørge for, at mennesker, der står fuldtids til rådighed for arbejdsmarkedet, også tager de fuldtidsjob, der er.

Det er fru Pernille Frahm for et supplerende spørgsmål.

Jeg vil godt vende tilbage til udgangspunktet, nemlig at vi tager de danske kunstneres virke og vilkår alvorligt, som ministeren har sagt, og som jeg gør.

Når nu sagen er, at mange af de kunstnere, som vi taler om, her løber ind i problemer og ikke er i stand til at få fuldtidsarbejde på deres område, er ministeren så klar over, hvad det er, vi kommer til at miste, hvis vi tvinger dem væk fra deres område og ind på andre områder?

Jeg tænker f.eks. på Danmarks Radios kor, hvor der er ganske få fuldtidsansatte sangere, hvor langt størstedelen af dem er deltidsansatte. Men det betyder jo ikke, at de ikke arbejder. Det betyder bare, at de en del af deres tid er indtægtsløse. De er ikke arbejdsløse; de er indtægtsløse. De skal alligevel øve sig, og de skal stå til rådighed, når koret skal ud at optræde. Hvilken arbejdsgiver vil finde sig i, at en ansat pludselig forsvinder 4 dage til München med et radiokor?

Nu blinker min røde lampe.

Det er først, når den lyser permanent, at tiden er brugt. Og det gør den så nu.

O.k. Det gør den så nu.

Fint. Beskæftigelsesministeren.

Jeg vil bare sige, at jeg jo også har fulgt diskussionen blandt kunstnere med stor interesse og har forstået, at man har beskæftigelse i en periode, hvorefter man er uden arbejde i en periode. Man står til rådighed for arbejdsmarkedet, og derfor modtager man supplerende dagpenge. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke i de perioder, hvor man står til rådighed for arbejdsmarkedet og altså ingen engagementer har, ikke kan tage et arbejde ligesom alle andre mennesker kan.

Altså, et menneske, som lever af at lave stuk på lofter, kan jo ikke bare sætte sig hen og sige: Jeg er stukkatør, så nu må I give mig et stukkatørarbejde, og ellers står jeg bare til rådighed uden at arbejde. Der er noget uforståeligt ved kunstnernes holdning, og specielt er det jo uforståeligt, når spørgeren siger, at de arbejder og øver sig, mens de er på dagpenge. Jeg tror da ikke, at vi kan have et arbejdsmarked, hvor man kan have det som en generel regel, at hvis man er ledig tømrer, så går man derhjemme og øver sig i at tømre, men bliver ikke anvist andet arbejde. Der er noget fuldstændig ulogisk i den her diskussion.

Jeg synes da godt, at en kunstner kunne sætte sig ned i Netto og passe kassen eller tage et vikariat på en skole. Der er den misforståelse blandt kunstnere, at vi kræver, at mennesker skal tage fuldtidsarbejde - nej, det kræver vi ikke. Vi kræver bare, at de tager arbejde, så de ikke hele tiden skal modtage supplerende dagpenge.

At taletiden overholdes er sådan set også et krav, vi har - supplerende. Men det er fru Pernille Frahm for et sidste spørgsmål.

Og det er en rigtig god ting.

Altså, så bliver jeg lidt i tvivl om, hvor seriøst jeg skal tage det, som ministeren har skrevet i artiklen om at tage kunstnernes vilkår alvorligt, for der er - jeg havde nær sagt et ord, jeg ikke må sige - til forskel på en kunstner og en stukkatør.

Hvis man er ansat i Radiokoret, så er man deltidsansat hele tiden og ikke kun i en periode, og derfor står man heller ikke til rådighed i en periode. Man er deltidsansat, men man skal være til rådighed på fuld tid i andre perioder, og det vanskeliggør altså ministerens projekt med at smide dem ud i arbejde på fuld tid, hvis de skal kunne overleve. Det vanskeliggør det ganske meget, i hvert fald hvis vi vil have, at de skal blive ved med at synge.

F.eks. er en kunstmaler, som ikke lige er ved at sælge sine malerier, og som er i gang med at forberede en udstilling, jo ikke arbejdsløs. Vedkommende er ikke arbejdsløs - vedkommende er indtægtsløs. Det er noget ganske andet, og jeg vil gerne bede ministeren forholde sig til forskellen på de to ting, altså f.eks. på en stukkatør eller en tømrer, som går ledig, og en maler, som er ved at forberede en udstilling, eller en forfatter, der er ved at skrive en bog.

Og så er det beskæftigelsesministeren.

Altså, reglerne er jo rimelig enkle, for når man står til rådighed for arbejdsmarkedet på fuld tid, så er man jo også forpligtet til at søge et job, og man kan da udmærket kombinere to deltidsjob.

Jeg vil gerne sige til fru Pernille Frahm, at der er 400.000 mennesker i Danmark, der har deltidsarbejde. Af dem har 375.000 deltidsarbejde, fordi de ønsker deltidsarbejde, og de får ingen supplerende dagpenge. Så er der 32.000, som står til rådighed for arbejdsmarkedet på fuld tid og modtager supplerende dagpenge, og for dem gælder der da nøjagtig de samme regler, som gælder for alle borgere i det her land.

Jeg synes, det er meget, meget interessant, at SF, som normalt interesserer sig meget for arbejdsmarkedsforhold og for, hvordan man sikrer almindelige lønmodtagere tålelige forhold, nu ligesom synes, at der altså er to kategorier af ledige - der er nogle, der er lidt finere, som vi ikke kan stille til rådighed for arbejdsmarkedet, og så er der alle de andre, som bare må finde sig i at påtage sig et arbejde. Det er altså et skråplan, SF er inde på her.

Vi siger tak til fru Pernille Frahm. Den næste spørger er hr. Eigil Andersen, og det er stadig til beskæftigelsesministeren.