Finansudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 1 og 2 (L.nr. 57 - bilag) stillet af Finansudvalget den 8. februar 2008.

 

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Helge Sander

 


 

Spørgsmål nr. 1 og 2 stillet af Finansudvalget den 8. februar 2008 til Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling (L.nr. 57 - bilag).

 

 

 

Spørgsmål 1

 

Ad. § 19.11.79.40. Obligatorisk opsparing.

Ministeren anmodes om at orientere om hvilken proces, der vil være for at implementere 1 pct. opsparingen

 

Svar

Den nuværende konjunktursituation har nødvendiggjort en opbremsning i økonomien.

 

Regeringen har derfor besluttet at indføre en midlertidig obligatorisk opsparing i 2008.

 

Opsparingen på 1 procent, som udgør 157,4 mio. kr. på Videnskabsministeriets område, frigives til de enkelte institutioner i 2009, såfremt at konjunktursituationen tillader det.

 

I og med at der er tale om en obligatorisk opsparing på 1 procent af hele den statslige driftsramme er det min hensigt at opsparingen skal fordeles ligeligt på alle ministeriets områder. 

 

Den obligatoriske opsparing vil derfor blive fordelt i tråd med størrelsen på de enkelte institutioners bevillinger på finanslovsforslaget for 2008.

 

For de enkelte universiteter vil der ved udbetalingen af tilskud i 2008 blive tilbageholdt 1 pct. af den samlede bevilling fra Universitets- og Bygningsstyrelsen, som denne er opført på FFL 08(II). På Universitets- og Bygningsstyrelsens område udgør den obligatoriske opsparing i alt 127,0 mio. kr.

 

Ovennævnte procedure er meddelt til universiteterne.

 

Spørgsmål 2

 

Ad. § 19.25.05.65. Øget aktivitet som følge af uddannelse af unge kontanthjælpsmodtagere.

Ministeren bedes redegøre for, i hvilket omfang underkontoens formål er blevet opfyldt samt på hvilke områder det er sket.

 

Svar

 

Med integrationsaftale af 17. juni 2005 ”En ny chance for alle” blev det besluttet, at unge kontanthjælpsmodtagere mellem 18 og 25 år skal have pligt til at begynde en relevant kompetencegivende uddannelse. I den forbindelse blev der på universitetsområdet afsat en pulje til at finansiere denne ekstra aktivitet. Bevillingen er blevet udbetalt til universiteterne via taxametersystemet.

 

Hverken Videnskabsministeriet eller universiteterne har oplysninger om, i hvilket omfang unge kontanthjælpsmodtagere er kommet i uddannelse på universiteterne. Dette skyldes, at universiteterne ikke pålægger de studerende at oplyse, om de tidligere har modtaget kontanthjælp. Det er desuden tvivlsomt, om man vil kunne stille krav om en sådan oplysning, da spørgsmålet overordnet set må vurderes at være irrelevant for universitetsoptagelsen.

 

Midlerne er placeret på § 19.25.05.65. Øget aktivitet som følge af uddannelse af kontanthjælpsmodtagere og vil dermed blive aktiveret i tilfælde af, at man forventer et meroptag på universiteterne.