Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

16. oktober 2008

 

Endeligt svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 11 af 19. september 2008 (L188).

Spørgsmål:

Ministeren bedes redegøre for, hvilke initiativer der er taget ved de afgivende institutioner for at fastholde medarbejdere, der skal overgå til det nye administrative center.

 

Svar:

Det er et fælles ansvar mellem de afgivende og modtagende institutioner at fastholde kvalificerede medarbejdere til løsning af opgaverne, som overflyttes som led i etablering af administrative servicecentre.

 

Erfaringer fra andre ændringsprocesser viser, at der er flere forhold, som er afgørende for muligheden for at fastholde medarbejdere i en omstillingsproces.

 

Et væsentligt forhold er et højt informationsniveau, således, at de pågældende medarbejdere løbende er orienteret og ved hvad der skal ske. I såvel de afgivende institutioner som i Økonomistyrelsen og Statens It er der iværksat en stor informationsindsats med drøftelser i samarbejdsudvalg, nedsættelser af task forces, udsendelse af nyhedsbreve og etablering af hjemmesider mv.

 

Et andet forhold er iværksættelse af forskellige personalepolitiske tiltag, kompetenceudvikling mv. Der er iværksat en række initiativer, bl.a. med afholdelse af en personaledag for såvel nuværende som kommende medarbejdere i Økonomistyrelsen, ligesom såvel Økonomistyrelsen og Statens It har planlagt kompetenceafklaring for alle de medarbejdere, som skal overflyttes til disse institutioner.

 

Et tredje forhold er anvendelse af forskellige incitamenter, herunder anvendelse af mulighederne i det nye lønsystem for ydelse af fastholdelsestillæg. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 12.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen