L 59 Forslag til lov om ændring af lov om hold af heste.
(Objektivt erstatningsansvar og lovpligtig ansvarsforsikring for løsgående heste).
Af Justitsministeren
Lene Espersen, Lene Espersen (KF)
Samling:
2007-08 (2. samling)
Status:
Stadfæstet
Fremsættelsestalen
Skriftlig fremsættelse (30. januar 2008)
Justitsministeren (Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om hold af heste (Objektivt erstatningsansvar og lovpligtig ansvarsforsikring for løsgående heste)
(Lovforslag nr. L 59).
Formålet med lovforslaget er for det første at sikre, at ejere af heste
bliver forpligtet til at erstatte de skader, løsgående heste forvolder.
Der påhviler i dag i medfør af bestemmelsen i Danske Lov 6-10-2
hesteejere (besiddere) et objektivt ansvar for de personskader, løsgående
heste forvolder. Det objektive ansvar for personskade gælder imidlertid
efter retspraksis ikke i tilfælde, hvor en løsgående hest forvolder
skade ved sammenstød med en bil. Der påhviler endvidere i medfør af
mark- og vejfredsloven besiddere af husdyr, herunder heste, et objektivt
ansvar for visse agrariske tingsskader forvoldt af dyret, f.eks. skader på
hegn eller vandløb.
Der har i den senere tid været en del offentlig debat om sager, hvor heste
er brudt ud af deres indhegning og har forvoldt skade i forbindelse med
sammenstød med biler, idet sådanne ulykker ofte medfører både
personskade og omfattende økonomisk skade for de implicerede bilister.
Efter de gældende regler på området kan besidderen af en hest alene
pålægges et erstatningsansvar for de skader, som forvoldes ved
sammenstød med biler, hvis det kan bebrejdes vedkommende, at skaden er
sket, f.eks. fordi en hest er sluppet løs på grund af mangelfuld
indhegning. Bevisførelsen om årsagerne til, at en hest er sluppet løs,
er i praksis ofte vanskelig, hvorfor bilisten ofte kommer til at stå med
de økonomiske konsekvenser af ulykken, selvom vedkommende er uden skyld i
ulykken.
Statistiske oplysninger viser, at der endvidere i den senere tid har været
en let stigende tendens i antallet af trafikuheld med løsgående heste.
Der stilles derfor forslag om at indføre regler, der pålægger hesteejere
et objektivt erstatningsansvar for skader forvoldt af løsgående heste.
Dette indebærer, at ejeren af en hest vil være erstatningsansvarlig for
sådanne skader, selvom der ikke er noget at bebrejde den pågældende.
Med de foreslåede bestemmelser vil det objektive ansvar, der allerede i
dag gælder i et vist omfang, blive udvidet, således at der i relation til
personskade også vil gælde et objektivt ansvar i tilfælde, hvor en
løsgående hest forvolder skade ved sammenstød med en bil. Forslaget
indebærer endvidere, at der indføres et generelt objektivt ansvar for
tingsskade forvoldt af løsgående heste. Erstatningen kan efter forslaget
nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte har medvirket til skaden.
Lovforslagets andet formål er at sikre skadelidtes erstatningskrav i de
tilfælde, hvor det objektive ansvar vil gælde. Det foreslås derfor, at
der indføres en pligt for ejeren af en hest til at tegne en
ansvarsforsikring, således at der vil være forsikringsdækning af de
erstatningskrav, der følger af det foreslåede objektive ansvar.
Forsikringspligten indebærer, at erstatningsudbetalingen til skadelidte
ikke kommer til at afhænge af den erstatningsansvarliges betalingsevne.
Forsikringspligten vil samtidig være til gavn for ejeren af hesten, der
som følge af det objektive ansvar ikke ved at udvise agtpågivenhed kan
undgå at ifalde et erstatningsansvar, hvis en løsgående hest forvolder
skade.
Ifølge oplysninger fra Forsikring & Pension vil der i dag ofte være
forsikringsdækning i form af en landbrugsforsikring, en familieforsikring
eller en erhvervsansvarsforsikring for det erstatningsansvar, man som
hesteejer efter gældende ret i givet fald kan pådrage sig for skader, som
en løsgående hest forvolder.
Det er Forsikring & Pensions umiddelbare vurdering, at den gældende
ansvarsdækning i disse forsikringer tillige vil omfatte det foreslåede
objektive ansvar. Indførelsen af en pligt for ejere af heste til at tegne
en sådan ansvarsforsikring må derfor forventes alene at have begrænsede
økonomiske konsekvenser for landets hesteejere.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende
bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.