ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

14. maj 2008

 

 

Besvarelse af spørgsmål 12 (L 120) stillet af Folketingets Erhvervs-udvalg den 24. april 2008.   

 

 

Spørgsmål 12:

”Hvis Styrelsen ved undersøgelsen finder fejl og mangler hos

revisionsvirksomheden, som efter Styrelsens opfattelse giver anledning til at indbringe revisionsvirksomheden for Revisornævnet, kan nævnet pålægge revisionsvirksomheden en bøde på op til 750.000 kr. og den pågældende revisor en bøde på op til 300.000 kr. I grove tilfælde kan Revisornævnet frakende revisor godkendelsen tidsbegrænset eller ”indtil videre”.

 

Vil ministeren oplyse, hvorfor ministeren ikke anser sanktionerne i revisorloven for så alvorlige, at en undersøgelse af, om revisor har overtrådt dem, skal ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler?”

 

Svar:

Revisornævnets afgørelser er ikke en straf i strafferetsplejens forstand og bliver af denne grund ikke behandlet ved domstolene.

 

Revisornævnet kan alene pålægge revisor en disciplinær straf. Forudsætningen for, at en revisor kan pålægges et disciplinæransvar er, at revisor har tilsidesat de pligter, som stillingen indebærer, herunder også god revisorskik.

 

Disciplinæransvaret er således forskelligt fra henholdsvis det strafferetlige ansvar og erstatningsansvaret, der begge pådømmes ved domstolene. Diciplinærnævnets afgørelser kan indbringes for domstolene.

 

Det kan i den forbindelse oplyses, at der under Folketingets behandling af forslaget til retssikkerhedsloven ikke fandtes at være behov for at udvide retssikkerhedslovens § 9 til også at begrænse adgangen til kontrolundersøgelser i tilfælde, hvor der kan blive tale om ikke-strafferetlige foranstaltninger, der kan have større eller mindre lighed med straf, jf. herved Justitsministeriets besvarelse af 24. januar 2004 af spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk