Ændringsforslag med bemærkninger

 

Ændringsforslag

 

Af økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af <>:

 

Til § 1

 

   1) I stk. 3 ændres ”§ 16, stk. 2,” til: ”§ 16, stk. 3,”.

 

[Rettelse af henvisning]

 

Til § 5

 

   2) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

 

   ”Stk. 3. Betegnelsen ”godkendt revisor” eller sammensætninger hermed må kun benyttes af en person, der er godkendt som revisor efter § 3 og § 10, stk. 1.”

 

   Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

 

[Beskyttelse af titlen ”godkendt revisor”]

 

   3) I stk. 4, der bliver stk. 5, ændres ”§ 6, stk. 1.” til: ”§ 6, stk. 2.”.

 

[Rettelse af henvisning]

 

Til § 6

 

   4) Stk. 2 affattes således:

 

   ”Stk. 2. En revisor, der har deponeret sin godkendelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, må ikke i forretningsforhold betegne sig som ”statsautoriseret revisor”, ”registreret revisor” eller ”godkendt revisor”. Sammensætninger eller forkortelser af disse betegnelser må ikke benyttes.

 

[Forbud mod brug af betegnelsen ”godkendt revisor” ved deponering]

 

Til § 13

 

   5) I stk. 1 ændres ”stk. 6 og 7,” til: ”stk. 7 og 8,”, ”stk. 4” til: ”stk. 5” og ”stk. 5” til: ”stk. 6”.

 

[Konsekvens af ændringen af nr. 6 - indsættelse af nyt stk. 3]

 

   6) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

 

   ”Stk. 3. Betegnelsen ”godkendt revisionsvirksomhed” eller sammensætninger hermed må kun benyttes af en revisionsvirksomhed, der er godkendt efter stk. 1.”

 

   Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

 

[Beskyttelse af titlen ”godkendt revisionsvirksomhed”]

 

Til § 14

 

   7) I stk. 1 ændres ”§ 13, stk. 2 og 4” til: ”§ 13, stk. 2 og 5” og ”§ 13, stk. 5” til: ”§ 13, stk. 6”.

 

[Rettelse af henvisning]

 

   8) I stk. 3 erstattes ””statsautoriseret revisionsvirksomhed” eller ”registreret revisionsvirksomhed”, jf. § 13, stk. 3,” med ordene: ””godkendt revisionsvirksomhed”, jf. § 13, stk. 3, eller ”statsautoriseret revisionsvirksomhed” eller ”registreret revisionsvirksomhed”, jf. § 13, stk. 4, eller”.

 

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 6]

 

                                                                     Til § 48

 

   9) Stk. 1 affattes således:                   

 

”Erhvervs- og Selskabsstyrelsens ansatte er under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Tavshedspligten omfatter desuden personer, der udfører serviceopgaver for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, eksperter, der handler på Erhvervs- og selskabsstyrelsens vegne, personer, der ledsager Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved gennemførelse af en undersøgelse, jf. § 39, stk. 4.

 

Til § 52

 

   10) I stk. 2 og 4 indsættes efter ”indbringelse” ordene: ”af afgørelsen”.

 

[Klargøring af teksten]

 

Til § 54

 

   11) I stk. 1 ændres ”§ 31, stk. 1, 3 og 6,” til: ”§ 31, stk. 1, 3, 4 og 6,”.

 

[Præcisering af straffebestemmelsens område]

 

Til § 58

 

   12) Efter nr. 2 indsættes som nyt nr.:

 

   01. I § 84, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres ”jf. stk. 1,” til: ”jf. stk. 2,”.

 

[Rettelse af henvisning]

 

Ny paragraf

 

   13) Efter § 62 indsættes som ny paragraf:

 

   ”§ 01. I årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006, som senest ændret ved § 5 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, foretages følgende ændring:

 

   1. I § 135 a affattes stk. 2 således:

   ”Stk. 2. Ved revision af årsrapporter, som skal udarbejdes efter reglerne for regnskabsklasse D, skal mindst én revisor være statsautoriseret revisor.””

 

[Ophævelse af kravet om, at statsautoriserede revisorer, der reviderer virksomheder i regnskabsklasse D, skal drive eller være ansat i en statsautoriseret revisionsvirksomhed]

 

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1

 

   Der er alene tale om rettelse af en henvisning

 

Til nr. 2

 

   Betegnelsen ”godkendt revisor” er en overordnet betegnelse for alle revisorer, der kan udføre opgaver efter revisorloven. Godkendte revisorer skal være optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens offentlige register over godkendte revisorer. Det er derfor vigtigt, at personer, der ikke er optaget i styrelsens register over godkendte revisorer, ikke kan vildlede forbrugeren ved at kalde sig godkendt revisor.

   Med den foreslåede bestemmelse vil betegnelsen ”godkendt revisor” således være forbeholdt personer, der er optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrens register.

   Godkendt som revisor kan man blive i medfør af bestemmelserne i § 3 (godkendelse som statsautoriseret eller registreret revisor), og efter § 10 (godkendt på baggrund af en udenlandsk uddannelse til at foretage revisionsopgaver i Danmark som statsautoriseret revisor eller registreret revisor).

 

Til nr. 3

 

   Der er alene tale om rettelse af en henvisning.

 

Til nr. 4

 

   Der er tale om en konsekvensændring af ændringen i nr. 2, hvorefter også betegnelsen ”godkendt revisor” beskyttes.

 

Til nr. 5

 

   Der er tale om konsekvensændringer på grund af den foreslåede ændring i nr. 6 - indsættelse af et nyt stk. 3.

 

Til nr. 6

 

   Som det er tilfældet med betegnelsen ”godkendt revisor”, er også betegnelsen ”godkendt revisionsvirksomhed” en overordnet betegnelse, der dækker alle revisionsvirksomheder, der er godkendt efter § 13, stk. 1, og som er optaget i Erhvervs - og Selskabsstyrelsens register over godkendte revisionsvirksomheder (Revireg), jf. § 2. Bestemmelsen skal hindre, at virksomheder, der ikke er optaget i Revireg, benytter betegnelsen ”godkendt revisionsvirksomhed” eller sammensætninger hermed, og derved vil kunne vildlede forbrugerne.

 

Til nr. 7

 

   Der er tale om konsekvensændringer på grund af den foreslåede ændring i nr. 6 - indsættelse af et nyt stk. 3.

 

Til nr. 8

 

   Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring i nr. 6 - indsættelse af et nyt stk. 3.

 

Til nr. 9

 

  Det følger af lovforslagets § 48, stk. 1, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens ansatte, og personale der udfører serviceopgaver for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen som led i driften, samt eksperter, der handler på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vegne, under ansvar efter straffeloven, er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden. Der er tale om en udvidet tavshedspligt.

  Ændringen til § 48, stk. 1, indebærer, at også personale fra en udenlandsk kompetent myndighed, der ledsager styrelsen i en undersøgelse i en dansk revisionsvirksomhed, bliver omfattet af tavshedspligtbestemmelsen i forslagets § 48, stk. 1.

  Det følger af direktivets artikel 36 og forudsættes af artikel 47, at alle personer, der arbejder eller har arbejdet for kompetente myndigheder, har tavshedspligt.

 

Til nr. 10

 

   Der er alene tale om en klargøring af teksten.

 

Til nr. 11

 

  Ved også at strafbelægge stk. 4, opnås parallelitet mellem stk. 1, hvor der oprettes et revisionsudvalg, og stk. 4, hvor den samlede bestyrelse varetager revisionsudvalgets opgaver.

 

Til nr. 12

 

   Der er alene tale om rettelse af en henvisning.

 

Til nr. 13

 

   Efter årsregnskabslovens § 135 a, stk. 2, skal i virksomheder, der skal udarbejde årsrapport efter reglerne for regnskabsklasse D, mindst én revisor være statsautoriseret og drive eller være ansat i en statsautoriseret revisionsvirksomhed. Bestemmelsens udgangspunkt er at sikre, at revisionen i danske virksomheder, som har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked i et EU/EØS-land (børsnoterede virksomheder) og statslige aktieselskaber til enhver tid sker på det højest mulige faglige og uddannelsesmæssige niveau.

   I det fremsatte forslags § 13 sker der i overensstemmelse med EU-retten en liberalisering af ejerbestemmelserne til revisionsvirksomheder, så statsautoriserede revisorer i Danmark fremover vil kunne drive virksomhed sammen med andre godkendte revisorer, herunder også EU-godkendte revisorer i andre EU-lande.

   Det betyder, at det er tilstrækkeligt, at den statsautoriserede revisor driver eller har ansættelse i en godkendt revisionsvirksomhed. Betingelserne for at blive en godkendt revisionsvirksomhed fremgår af lovforslagets § 13, stk. 1. Det er herefter bl.a. et krav, at majoriteten af stemmerettighederne indehaves af revisorer eller revisionsvirksomheder, der er godkendt i medfør af 8. direktiv, dvs. statsautoriserede, registrerede eller andre, herunder udenlandske revisorer, der er godkendt i medfør af 8. direktiv.

   I overensstemmelse hermed foreslås § 135 a, stk. 2, ændret, så kravet om, at den statsautoriserede revisor skal drive eller være ansat i en statsautoriseret revisionsvirksomhed, udgår. Det vil herefter alene være et krav, at mindst én revisor i de nævnte virksomheder, fremover skal være statsautoriseret revisor.

   Bestemmelsen gælder ligeledes for personer, som har gennemført en uddannelse i udlandet, der findes at kunne ligestilles med uddannelsen til statsautoriseret revisor, og som på baggrund heraf er godkendt i medfør af forslagets § 10, stk. 1. Sådanne personer vil, uanset bestemmelsens ordlyd, kunne anvende deres faglige titel i hjemlandet.

   Ved at bibeholde kravet om, at det skal være en statsautoriseret revisor, der foretager revisionen, fastholdes bestemmelsens udgangspunkt om, at revisionen i danske børsnoterede virksomheder og statslige aktieselskaber til enhver tid sker på det højest mulige faglige og uddannelsesmæssige niveau.