ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

14. maj 2008

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.  33 92 33 50

Fax 33 12 37 78

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

 


Besvarelse af spørgsmål 5 ad L 100 stillet af Erhvervsudvalget den 25. april 2008.

 

 

Spørgsmål 5:

”Finder ministeren fortsat, at det er rimeligt, at revidere en lille virksomhed med en omsætning på eksempelvis 5 mio. kr. på samme måde som en virksomhed, der er så stor, at dens omsætning overstiger 72 mio. kr.?”

 

Svar:

Udviklingen er de senere år - såvel i Danmark som internationalt – gået den vej, at der stilles lempeligere krav til de små virksomheder og større krav til de store, børsnoterede virksomheder. Der er således fokus på, at små virksomheder skal have mere fleksible rammer.

 

For revision gælder der dog det grundlæggende princip, at ”en revision er en revision”. De internationale revisionsstandarder er således som udgangspunkt beregnet på alle (lovpligtige) revisioner uanset virksomhedens størrelse.

 

Det følger af det nye 8. direktiv om revisorer, at revision i EU skal udføres i overensstemmelse med de internationale revisionsstandarder, når disse er godkendt af EU. Direktivet er p.t. ved at blive implementeret i dansk ret, jf. L 120, der blev fremsat den 27. marts 2008. Europa Kommissionen har lagt vægt på, at der grundlæggende stilles ens krav til revision, uanset hvilke virksomheder der revideres. Derimod giver direktiverne som bekendt medlemsstaterne mulighed for helt at fritage små virksomheder fra revisionspligten.

 

Princippet om, at en revision er en revision, medfører naturligvis ikke, at revisionen af en lille virksomhed bliver lige så omfattende som revisionen af en stor virksomhed. Revisionens omfang afhænger bl.a. af antallet af transaktioner og virksomhedens kompleksitet.

 

Det kan yderligere nævnes, at der også i relation til de internationale revisionsstandarder er en vis fokus på revision af mindre virksomheder. Blandt andet har organisationen bag standarderne i december 2007 udsendt ”Guide to Using International Standards on Auditing in the Audits of Small- and Medium-sized Entities”, ligesom der i høringen af nye standarder ofte specifikt spørges til, om standardudkastene tager tilstrækkelig højde for forholdene ved revision af mindre virksomheder.