ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

30. april 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 1 ad L 100 stillet af Udvalget den 9. april 2008.

 

Spørgsmål:

"Ministeren bedes oplyse, hvorfor der ikke skal stilles krav til de mindre virksomheder om at give oplysning om det gennemsnitlige antal beskæftigede. Overvejer ministeren at ændre på dette?"

 

Svar:

Kravet om at give oplysning i årsregnskabet om det gennemsnitlige antal beskæftigede stammer fra EU’s 4. direktiv om udarbejdelse af årsregnskaber. Direktivet giver dog mulighed for at undtage små virksomheder.

 

Med forslaget lægges der derfor op til, at det fremover bliver frivilligt for små virksomheder (virksomheder i regnskabsklasse B) at give oplysningen.

 

Forslaget om at ophæve kravet for små virksomheder har været drøftet i Regnskabsrådet, der er et bredt sammensat rådgivende organ i regnskabsmæssige spørgsmål. På baggrund af drøftelserne i Regnskabsrådet – hvor et flertal støttede forslaget - er det vurderet, at oplysningen om antal beskæftigede i små virksomheder ikke er af væsentlig betydning for disse virksomheders eksterne regnskabsbrugere. Det er derfor fundet hensigtsmæssigt at lade små virksomheder få gavn af den mulighed for administrativ lempelse, der ligger i 4. direktiv. Det vil som nævnt naturligvis fortsat være muligt for virksomhederne frivilligt at oplyse herom, hvis de ønsker dette.

 

Jeg kan endvidere oplyse, at SKAT har deltaget i det lovforberedende arbejde i Regnskabsrådet. SKAT har tillige oplyst, at de hver måned modtager relevante oplysninger om de ansatte i virksomheden via eIndkomst, hvorfor en ophævelse af oplysningskravet ikke vil få konsekvenser for deres arbejde.

 

Jeg mener således ikke, at der er baggrund for at lade forslaget udgå af lovforslaget.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk