Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 10 - Forslag til Pensionsafkastbeskatningslov.

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer kommentar til notat fra Deloitte (L 10 - bilag 4).

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Birgitte Christensen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Deloitte anfører i notatet, at de foreslåede regler om lempelse er udformet på en sådan måde, at der er risiko for dobbeltbeskatning af blandt andet udbytte på udenlandske aktier, og foreslår at der gives mulighed for, at udenlandsk skat kan fratrækkes i den af pensionsopspareren pålignede pensionsafkastskat efter en forholdsmæssig fordeling.

Deloitte anfører, at der i EU-retlig sammenhæng med de af skatteministeren foreslåede regler kan foreligge en restriktion, idet dobbeltbeskatningen gør det mindre attraktivt at investere i udenlandske aktiver mv. frem for danske aktier.     

 

Kommentar

Efter lovforslaget lempes alene for juridisk dobbeltbeskatning, dvs. hvor samme indkomst beskattes to gange hos den samme skattepligtige, modsat økonomisk dobbeltbeskatning hvor indkomsten beskattes hos to forskellige skattepligtige.

Deloitte foreslår, at der indføres mulighed for lempelse for økonomisk dobbeltbeskatning, således at pensionsopspareren fremover kan opnå nedslag i den individuelle PAL- skat for de udenlandske skatter, som selskabet ikke har kunnet opnå lempelse for. Som omtalt i min kommentar til PFA Pension og Pension (L10 - bilag 7) svarer det til at foreslå, at aktionærer kan opnå nedslag for (en del af) skatterne betalt af selskabet. Ved dansk beskatning gives ikke nedslag for skatter, der betales af ikke koncernforbundne selskaber. Man taler kun om økonomisk dobbeltbeskatning, når en aktionær har væsentlig indflydelse i selskabet, så man kan sige, at samme indkomst beskattes hos to forskellige skattesubjekter (økonomisk dobbeltbeskatning). Når en aktionær, pensionsopsparer eller anden investor ikke har væsentlig indflydelse, sættes der ikke lighedstegn mellem selskabets indkomst og den indkomst, som investor oppebærer, og de beskattes derfor uafhængigt af hinanden. Der gives derfor heller ikke nedslag i f.eks. aktionærers indkomst for de selskabsskatter, som selskabets i sin tid har betalt (i Danmark eller i udlandet) ved optjening af den indkomst, der gav grundlag for udbetaling af udbytte til aktionæren. Det er fuldstændigt parallelt med pensionsopsparing i pensionsselskaber. Jeg henviser i øvrigt til bilag 7.

Med hensyn til EU-retten rejser Deloitte tvivl om, hvorvidt det skulle være i overensstemmelse med EU-retten alene at lempe for udenlandsk skat, der påhviler skatteyderen, og ikke lempe for den selskabsskat, der er betalt af det udbyttebetalende selskab.

Hertil bemærkes, at der ikke er nogen EU-retlig forpligtelse til at give nedslag i den skat, der påhviler investor (dvs. aktionær, medlem af investeringsforening eller pensionskasse) for den skat, der påhviler det udbyttebetalende selskab. Men hvis der nationalt fastsættes sådanne lempelsesregler vedrørende udbytte fra hjemmehørende selskaber, så skal der for at opnå ligestilling også lempes for udenlandske skatter betalt af selskaber hjemmehørende i EU. Det var det, som Meilicke dommen og Manninen dommen, som Deloitte omtaler,  handlede om, fordi hverken Tyskland eller Finland ved beskatningen af udbytte til dér hjemmehørende personer eller selskaber gav lempelse for udenlandske skatter, der påhvilede udenlandske selskaber. Netop af hensyn hertil afskaffede såvel Tyskland som Finland generelt deres regler om lempelse for underliggende selskabsskat. Og på samme måde foreslår regeringen også at ophæve de gældende danske regler om nedslag i pensionsopsparerens skat for skat påhvilende pengeinstitutternes puljeordninger.

Konsekvensen af at åbne det danske pensionsmarked vil blive, at der kommer udenlandske udbydere på markedet. Pensionsudbyderens skattemæssige omkostninger kan i sagens natur i nogle tilfælde påvirke nettotilvæksten på pensionsdepotet på linie med alle mulige andre omkostninger. Men hvis man vil sikre et robust og administrerbart system, der også kan administreres og kontrolleres i forhold til udenlandske udbydere, er det nødvendigt at beskatte alle pensionsopsparere af nettotilvæksten på pensionsdepotet – hverken mere eller mindre. Hvis der skal tages hensyn til udenlandske pensionsudbyderens forhold, bliver systemet hverken administrerbart eller robust. Hvordan skulle f.eks. et udenlandsk livsforsikringsselskabs udenlandske skatter fordeles i forhold til danske kunder, endsige hvordan skulle der foretages kontrol af denne fordeling? Hertil kommer, at det som tidligere anført ikke er god samfundsøkonomi at give nedslag i dansk skat for udenlandske skatter af kapitalafkast i det omfang det kan undgås, idet der i realiteten bliver tale om, at den danske stat betaler de udenlandske skatter, og statens provenutab herved kan overstige pensionsopsparerens gevinst ved opsparing i udlandet.

 

 

Â