Folketingets Lovsekretariat

Christiansborg

1240 København K

 

 

Folketingsmedlem Ole Sohn (SF) har den 15. september 2007 stillet følgende spørgsmål nr. S 6206, som hermed besvares.

 

Spørgsmål nr. S 6206:

”Hvor mange mennesker er i dag i den situation, at de er visiteret til et fleksjob, men står uden fleksjob og modtager kontanthjælp, og hvor mange af dem er i dag ramt af kontanthjælpsloftet?”

 

Endeligt svar:

Det kan oplyses, at der ved udgangen af 2006 var ca. 1.850 personer på kontanthjælp, der var visiteret til fleksjob. Heraf var 115 berørt af kontanthjælpsloftet.

 

Formålet med indførelse af loft over kontanthjælpen var at øge incitamentet til at få et arbejde. Der er sund logik i, at også kontanthjælpsmodtagere, der er visiterede til fleksjob og dermed dokumenteret har en vis arbejdsevne, også skal have økonomisk incitament til at udnytte denne arbejdsevne - f.eks. i et fleksjob eller i et ordinært deltidsarbejde.

 

Regeringen indgik aftale med forligspartierne bag førtidspensionsreformen februar 2006 om justering af fleksjobordningen. Aftalen havde bl.a. til formål at sikre, at ordningen altid anvendes i overensstemmelse med dens formål, og at andre muligheder for at fastholde personer på arbejdsmarkedet også blev prioriteret.

 

Aftalen betød, at der blev taget initiativer for at sikre, at:

·         Visitationen i kommunerne bliver bedre

·         Ledigheden for visiterede til fleksjob nedbringes ved en række tilbud, der samlet set skal medvirke til, at den enkelte kommer i arbejde.

 

De fleste af ændringerne trådte i kraft den 1. juli 2006. Foreløbige tal tyder på en stagnation i antallet af ledige fleksjobvisiterede.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen