STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato:  23. september 2007

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar (endeligt) på spørgsmål nr. S 6201 stillet af Line Barfoed (EL).

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

”Vil statsministeren, idet statsministeren i forbindelse med præsentationen af regeringens udspil til kvalitetsreform lagde stor vægt på, at der nu bliver indført en responstid for ambulancer, oplyse, om regeringen også mener, at der skal fastsættes regler for responstid for brandvæsenet?”

 

 

 

Svar:

 

Det har ikke i forbindelse med arbejdet med kvalitetsreformen været overvejet at ændre i principperne for tilrettelæggelsen af det kommunale redningsberedskab.

 

I bekendtgørelse nr. 765 af 3. august 2005 om risikobaseret kommunalt redningsberedskab er der allerede fastsat regler om tilrettelæggelsen af det kommunale redningsberedskab. Heraf fremgår det bl.a., at førsteudrykningen skal afgå fra beredskabsstationen til et skadested senest 5 minutter efter alarmcentralens afgivelse af alarmen, og at kommunalbestyrelsen i øvrigt fastlægger niveauet for det kommunale redningsberedskabs opgavevaretagelse på grundlag af en analyse af de lokale risici.