Dato:            11. oktober 2007

Kontor:         Lægemiddelkontoret

J.nr.              2007-13009-564

Sagsbeh.:   sbs

Fil-navn:       Dokument 5

 


 

 

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 6129, som medlem af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 14. september 2007

 

Spørgsmål S 6129:

"Har ministeren et overblik over, hvilke kommuner der arbejder med kvalitetssikring i medicinhåndteringen på plejehjem, så ældre på plejehjem får den korrekte dosis medicin, og hvis en sådan fortegnelse ikke findes p.t., vil ministeren da tage initiativ til at få udarbejdet en oversigt, over hvilke kommuner der har anvendt muligheden for at få styr på medicinhåndteringen på kommunale plejehjem f.eks. gennem dosispakninger og medicingennemgang, jævnfør "aftale om udmøntning af forslag på medicinområdet”, hvor der bl.a. er en pulje på 10 mio.kr. i hvert af årene 2005 til 2008?”

 

Svar:

Der henvises i spørgsmålets begrundelse til rapporten ”Plejehjemstilsyn 2006”. Jeg skal i den anledning henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. S 5831.

 

Jeg kan oplyse, at medicinhåndteringen på plejehjem er en kommunal opgave. Hverken Indenrigs- og Sundhedsministeriet eller Sundhedsstyrelsen udarbejder statistik over eller er i besiddelse af konkrete oplysninger i øvrigt omkring hvilke kommuner, der arbejder med kvalitetssikring i medicinhåndteringen på plejehjem. Ministeriet og styrelse indgår i en dialog med kommunerne med henblik på at sikre en bedre medicinhåndtering, herunder gennem drøftelser af tilrettelæggelsen af regeringens initiativer på området.

 

For så vidt angår en oversigt over igangværende initiativer henvises til min   besvarelse af spørgsmål nr. S 6154.

 

I begrundelsen for spørgsmålet er der stillet spørgsmål om indførelsen af  obligatorisk dosisdispensering. Jeg kan i den anledning oplyse, at ordningen på nuværende tidspunkt fungerer således, at dosisdispensering er en serviceydelse fra apotekerne, der forudsætter, enten at patientens læge vurderer, at dosisdispensering bør ske, eller at patienten selv ønsker at få sine lægemidler dosisdispenseret. Dosisdispensering er forbundet med udgifter for patienten, da apoteket ifølge bekendtgørelse om beregning af forbrugerpriser m.v. på lægemidler skal opkræve et gebyr for at foretage dosisdispensering.

 

En obligatorisk ordning vil indebære, at en stor gruppe af ældre vil blive pålagt unødige udgifter, enten fordi de uden problemer selv kan håndtere deres egen medicinering eller fordi de er så svagelige, at de ikke er i stand til at administrere dosisdispensering og derfor skal have pillerne udleveret af hjemmesygeplejen.

 

Det er derfor min opfattelse at den nuværende ordning, hvor enten borgeren eller lægen kan beslutte at pÃ¥gældende omfattes af dosisdispenseringsordningen er hensigtsmæssig.Â