STATSMINISTERIET

                                                                                                        Dato: 23. maj 2007

 

 

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 4618 stillet af Rasmus Prehn (S).

 

 

 

 

Spørgsmål:

 

”Kan statsministeren bekræfte, at Statsministeriet er i gang med at planlægge en større udvidelse af statsministerens residens, Marienborg - og i bekræftende fald, vil statsministeren da offentliggøre planerne for udvidelsen af Marienborg samt redegøre for, hvorfor statsministeren finder det nødvendigt at bekoste denne udvidelse?”

 

 

Svar:

 

Det kan oplyses, at arkitektfirmaet Hvidt og Mølgaard på vegne af Statsministeriet har ansøgt Lyngby-Taarbæk Kommune om tilladelse til opførelse af en havepavillon på 311 m2 i parken til Marienborg med henblik på en mere hensigtsmæssig afvikling af større officielle arrangementer, herunder pressemøder, på Marienborg.

 

Ansøgningen har været behandlet i kommunens miljøudvalg og byplanudvalg henholdsvis den 9. og 10. maj 2007. Efter indstilling fra forvaltningen har kommunen besluttet dels at igangsætte høring af skovejer med henblik på at meddele dispensation fra naturbeskyttelseslovens sø- og åbeskyttelseslinjer og skovbyggelinjen til havepavillon og ny indkørsel, dels at igangsætte en orientering af naboer med henblik på landzonetilladelse til havepavillon og ny indkørsel. Der henvises i det hele til beslutningsprotokollen fra de nævnte udvalgsmøder, som er offentligt tilgængelige på Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside.