Spm. nr. S 1225

10) Til ministeren for udviklingsbistand af:
Pia Olsen (SF) og Pia Olsen (SF):
»Hvad er årsagen til, at man ikke gennemfører de 20 projekter, der indgår i projektet »Dilemmaer i ulandsbistanden«, men kun gennemfører 5 af dem?«

Skriftlig begrundelse

Når der findes 20 ulandsprojekter, som ifølge Politiken den
1. december 2006 er »godkendt som bæredygtige«, og som derfor alle må formodes at bidrage positivt til udviklingen i Afrika, vil det være interessant at få oplyst, hvorfor man overhovedet skal udvælge kun 5 af dem i stedet for at gennemføre dem alle sammen.

Der har jo været meget folkelig debat om ministerens projekt »Dilemmaer i ulandsbistanden«, og folkelig debat på udviklingsområdet er jo altid at foretrække, det er nok et af de ellers hemmelige områder. Så vi er glade for den debat, der er kommet om det, men vi kunne godt tænke os at grave et spadestik dybere i den her diskussion.
     Vi starter med 100 projekter, som skal udvælges - 100 forholdsvis gode projekter, som det vil kræve en del afrikanske partnere at udvælge og arbejde med, undersøge, forebygge osv., og som så bliver skåret ned til 20 projekter, som bliver fremstillet for kendte danskere.
     Nu har vi lagt mærke til, at de danske kendte kun i processen efterfølgende skal være med til at indstille til Danida, og det er vi glade for at ministeren har været med til at rette i forhold til det første udspil.
     Men de 20 projekter er jo stadig projekter, som ministeren vil vurdere og Danida vil vurdere som bæredygtige, og ud fra de 20 projekter skal man så vælge 5. Vi stiller os lidt undrende over for, hvorfor man ikke, når man nu endelig har 20 bæredygtige projekter på udviklingsområdet for afrikanske partnere, efterfølgende vælger at bruge alle 20 projekter. Som vi kan se det, drejer det sig om en udgift på måske 40-45 mio. kr., og det er forholdsvis få penge på området.
     Så vi vil gerne have ministeren til at svare på: Kunne det ikke lade sig gøre at få dem alle 20 på bordet?

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at spørgetiden er 1 minut først, og så er der tre muligheder bagefter for at komme videre med opfølgende spørgsmål.
     Så er det udviklingsministeren.

Initiativet dilemma.dk har to hovedformål, for det første at støtte fattige mennesker i deres egne bestræbelser på at opnå et bedre liv, og for det andet at engagere danskerne i at hjælpe ulandene.

     Som man vil vide, og som fru Pia Olsen også her var inde på, har der faktisk været en del debat om dilemma.dk. Projektet går meget kort fortalt ud på, at en række kendte personer præsenteres for fire til fem udviklingsprojekter i hvert af fem danske programsamarbejdslande. Ideen er, at de kendte personer ud fra en række kriterier tager stilling til, hvilket projekt de finder støtteværdigt. Projektet vil ikke pr. automatik modtage støtte. Efter de kendtes indstilling af projekter vil disse blive gjort til genstand for en endelig bistandsfaglig gennemgang i Udenrigsministeriet med henblik på endelig beslutning om støtte. Samtlige fire til fem projekter i hvert land er forudgående blevet gennemgået og fundet principielt støtteværdige.
     Initiativet sigter bl.a. imod at skabe bred debat om og illustrere de dilemmaer, som vi og vore partnere står over for i udviklingsbistanden. Vi præsenteres jo hver dag for støtteværdige aktiviteter i en verden, hvor fattigdomsbekæmpelse desværre fortsat er en enorm udfordring. Med begrænsede ressourcer kan vi ikke støtte alt alle steder, og det er det, der er det grundlæggende dilemma. Det er også derfor, at kun et projekt ud af flere vil kunne modtage støtte i hvert land som led i dilemma.dk. Når det er sagt, skulle projekternes kvalitet gerne gøre, at de vil kunne modtage støtte fra anden side, fra andre donorer eller andre udviklingsorganisationer.
     De lokale organisationer, der har valgt at indgive projektforslag, er alle bekendt med og accepterer, at de ikke kan påregne støtte. Der er ikke noget usædvanligt i dette. Udviklingsorganisationer er vant til, at det ikke er alle gode initiativer, der kan støttes på grund af de begrænsede ressourcer. Så det, at ikke alle projekter får støtte, er der med andre ord ikke noget nyt i.

Jeg synes, det er prisværdigt, at ministeren siger, at de 20 projekter, der vil være tilbage, skal være principielt støtteværdige, at det vil være vurderingen. Derfor stiller jeg mig også ganske overrasket over for, at man så ikke vælger at støtte alle 20.
     Det er rigtigt, at man allerede i dag er klar over, at man mange gange kan indsende projekter, som man ikke i sidste ende får støtte til. Men når vi er opmærksomme på, hvor mange ressourcer det kræver af de her afrikanske partnerorganisationer, som ofte er organisationer, hvor det måske er fem til ti menneskers frivillige arbejde, der bærer det, så må jeg sige, at SF stiller sig meget undrende over for, at vi ikke benytter os af muligheden for at få alle 20 projekter i spil, især når vi, hvad økonomien angår, snakker om en sum på 40-45 mio. kr.
     Jeg vil også gerne spørge ministeren, om ministeren så på en eller anden anden måde kunne være interesseret i at dække de afrikanske partneres omkostninger.

Altså, jeg vil gerne understrege, at som sådan er der ikke omkostninger forbundet med det fra partnernes side. Det, der er tale om, er, at man som interesseret har kunnet indlevere en idénote, og det har betydet, at vi samlet set har haft op til 100 ideer at vælge imellem. Disse ideer er blevet gennemgået af det konsulentfirma, som ved åbent udbud har vundet den her opgave, nemlig Carl Bro, som ud af de 100 har identificeret 20 projekter, som der efterfølgende er blevet arbejdet videre med.
     Jeg vil gerne understrege, at den proces, der har været her, ikke adskiller sig fra de processer, som vi normalt arbejder med, ej heller fra de processer, som andre organisationer arbejder med. Lad mig bare referere til, hvordan f.eks. en organisation som Operation Dagsværk arbejder, hvor man også beder om forslag til projekter, der eventuelt skal opnå støtte, når man når til at skulle vælge det konkrete projekt.
     Et andet eksempel er Børnenes Ulandskalender, hvor man også indhenter projektforslag bredt, hvorefter man screener projekterne og efter en udvælgelsesproces når frem til, hvilket konkret projekt der skal nyde støtte.

Regeringen har jo bl.a. valgt at gå til valg på mest mulig bistand for pengene, et udsagn, som jeg varmt kan støtte. Når vi nu kigger på det her projektoplæg, hvor man vælger at betale 7 mio. kr. til et konsulentfirma for at udarbejde og vurdere de her ansøgninger, mens man i sidste ende bruger 11 mio. kr. på de konkrete projekter i udviklingslandene, så vil jeg gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved, om man i virkeligheden får mest bistand for pengene. Jeg vil gerne have, at ministeren forholder sig til det.

Jamen jeg vil til enhver tid understrege, at vi fra regeringens side naturligvis arbejder frem imod at sikre mest mulig bistand for de skatteydermidler, som vi bruger. Danmark kåres jo i øvrigt gang på gang internationalt som det land, som har den højeste kvalitet, når det drejer sig om udviklingsbistand. Vi ligger også i toppen, når det drejer sig om kvantiteten.
     Jeg synes faktisk, at en bredere skare af danskere bør have en større indsigt i, hvad dansk udviklingsbistand egentlig drejer sig om, og lige præcis også indsigt i de dilemmaer, som dansk udviklingsbistand er nødt til at forholde sig til. Det gælder både de forskellige ngo'er, som arbejder med udviklingspolitik, og frem for alt os som politikere, at vi dagligt bliver nødt til politisk at forholde os til, hvor vi vil hjælpe, og hvor vi ikke vil hjælpe. Altså, med andre ord: De dilemmaer, som er dagligdag for os, der beskæftiger os med udviklingspolitik, ser jeg gerne at danskerne, en bredere skare af danskere, får mulighed for at få større indsigt i, end det er tilfældet nu.

Fru Pia Olsen, sidste spørgsmål.

Jamen der er jo egentlig ikke brug for at styrke befolkningens forståelse for udviklingsbistanden. Der er allerede i dag et flertal i den danske befolkning, der mener, at regeringen har skåret alt for dybt. Men lad nu det være.
     Men når man nu kigger på, at de vælger at bruge 7 mio. kr. på forundersøgelser osv., kunne man så ikke logisk set forestille sig, at det kunne være en god idé i den sidste ende at bruge lidt mere end 11 mio. kr. på projekterne? Ville det ikke være en god idé at sige: Vi tager dem alle 20 med, så er vi oppe på at bruge 40-45 mio. kr.? Står det ikke i bedre relation til, at man har valgt at bruge 7 mio. kr. på konsulentbistand undervejs?

Jeg vil bare sige, at jeg er helt uenig med fru Pia Olsen i, at der ikke er brug for nytænkning, når det drejer sig om formidling af, hvad dansk udviklingsbistand handler om. Tag nu f.eks. danskernes kendskab til FN's 2015-mål. Der ved vi fra forskellige målinger, at det fortsat desværre er under halvdelen af danskerne, som har kendskab til 2015-målene, altså de mål, som alle, der beskæftiger sig med udviklingspolitik, har arbejdet målrettet med siden 2000.
     Så jeg synes faktisk, at vi har en forpligtelse til i fællesskab at tænke nyt, når det drejer sig om formidling af de mange gode resultater, som dansk udviklingsbistand jo rent faktisk bidrager til. Vi bidrager jo til at gøre en forskel derude. Vi bidrager til at gøre en forskel for rigtige mennesker. Ofte er det jo et spørgsmål om liv og død ude i de lande, hvor vi samarbejder, og det synes jeg faktisk er en så god fortælling, at jeg synes, at der er flere danskere, der bør få mulighed for at få indsigt i, hvordan det egentlig er, vi arbejder, og frem for alt også få mulighed for at få kendskab til de mange dilemmaer, som udviklingspolitik jo er udtryk for.

Hermed sluttede spørgsmålet.