Dato:            26. september 2007

Kontor:         Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:             2007-12106-258

Sagsbeh.:   abj/mk

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 2 (Alm. del), som Folketingets Finansudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 10. september 2007

 

Spørgsmål 2:

"Hvornår forventes EPJ-systemet at fungere, og hvornår forventes systemet, at kunne fungere sammen med den primære sundhedssektor?"

 

Svar:

Som det er Finansudvalget bekendt, har Deloitte Business Consulting på opdrag fra bestyrelsen for den nationale EPJ-organisation, som siden har skiftet navn til ”Sammenhængende Digital Sundhed i Danmark”, gennemført et eksternt review af hidtidige EPJ-arbejde. Dette review blev besluttet gennemført med økonomiaftalen for 2007, og er i forbindelse med offentliggørelsen i april 2007 sendt til Finansudvalgets orientering.

 

Af reviewet fremgår det blandt andet, at en lang række forskellige it-systemer i det danske sundhedsvæsen samlet set skaber det, som sædvanligvis betegnes "elektroniske patientjournaler". Ligeledes fremgår det, at der i det danske sundhedsvæsen er opnået en række resultater og vigtige erfaringer, som kan udnyttes i tilrettelæggelsen af den videre udvikling.

 

Fremadrettet skal reviewet danne grundlag for udarbejdelsen af en ny og revideret it-strategi for sundhedsvæsenet med fremtidige målsætninger og indsatsområder. Den nye organisation er i fuld gang med dette arbejde, og undervejs involveres en lang række interessenter, faglige organisationer, regioner, kommuner mv. i processen. I tilknytning til strategien udarbejdes konkrete handlingsplaner og en ny tidsplan på baggrund af målsætningerne i strategien.

 

Den nye it-strategi sundhedsvæsenet forventes færdiggjort inden udgangen af 2007 og dermed inden den gældende strategi – National IT-strategi for sundhedsvæsenet 2003-2007 – udløber. Herefter vil der formentlig værebedre forudsætninger for at sige noget nærmere om den videre udvikling af EPJ og sundheds-it i det hele taget.

 

I forhold til spørgsmålet om kommunikation mellem sektorer vil jeg i øvrigt bemærke, at vi allerede i dag har opnået en række resultater med it-løsninger, som bidrager til effektivitet og sammenhæng i det danske sundhedsvæsen. Det gælder eksempelvis i forhold til udveksling af data på tværs af sektorer, fx mellem praktiserende læger og sygehuse ved indlæggelser og udskrivninger af patienter. Det kan her nævnes, at der hver måned sendes ca. 3.5 mio. standardiserede meddelelser mellem sektorerne i det danske sundhedsvæsen – eksempelvis recepter, epikriser mv. Det svarer til i omegnen af 70-80 % af den samlede ”papirkommunikation” mellem aktørerne i sundhedsvæsenet.