L 134 Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven.

(Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse).

Af: Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-01-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l134_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. januar 2007)

 

 

 

Minister en for familie og forbrugeranliggender (Carina Christensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser som følge af forældreansvarsloven (Behandling af retssager om forældremyndighed og tvangsfuldbyrdelse)

(Lovforslag nr. L 134).

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en revision af retsplejelovens regler om behandling af retssager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær samt om fogedrettens behandling af sager om tvangsfuldbyrdelse. Lovforslaget har endvidere til formål at gennemføre de ændringer i lovgivningen, der er en følge af det forslag til forældreansvarslov, der er fremsat samtidig med dette lovforslag (lovforslag nr. L 133).

Lovforslaget bygger på den politiske aftale, som blev indgået den 5. december 2006 mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Forslaget bygger endvidere på betænkning nr. 1475 om Barnets perspektiv, som Udvalget om Forældremyndighed og Samvær afgav i maj 2006.

De foreslåede ændringer i retsplejeloven har til formål at styrke barnets perspektiv under domstolenes behandling af sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Forslaget er således rettet mod behandlingen af retssager herom og mod tvangsfuldbyrdelse af disse afgørelser. Det skal således være muligt for byretterne i forbindelse med et forberedende retsmøde at anmode en børnesagkyndig om at medvirke i sådanne møder. Retten kan også anmode den børnesagkyndige om at medvirke under en samtale med barnet under retssagen, ligesom barnet vil kunne få beskikket en person til at bistå sig under retssagen.

I forhold til retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse foreslås det, at barnet skal inddrages under en tvangsfuldbyrdelsessag. Hvis fuldbyrdelsen skal ske ved umiddelbar magtanvendelse, skal der som udgangspunkt medvirke en børnesagkyndig og en repræsentant fra kommunen.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændring af lov om aktiv socialpolitik som følge af, at der i forslaget til forældreansvarslov foreslås, at det fremover skal være udgangspunktet, at begge forældre tager del i udgifterne og ansvaret for transport af barnet ved samvær, herunder at forældrene hver især afholder udgifterne hertil. Det vil således €" i lighed med en samværsforælder €" være muligt for en bopælsforælder at ansøge kommunen om hjælp til dækning af udgifter til transport i forbindelse med samvær.

Som følge af, at der i forslaget til forældreansvarslov indføres en mulighed for domstolene til at træffe afgørelse om, hvor barnet skal have bopæl, foreslås en ændring af lov om Det Centrale Personregister. Dette medfører, at sådanne afgørelser kan blive registreret i CPR.

Herudover foreslås nogle mindre tilpasninger og konsekvensændringer i lov om registreret partnerskab og lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. (Internationale børnebortførelser).

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.