Forslag til en eventuel lovbestemmelse, der midlertidigt ophæver kravet i arbejdsskadesikringslovens § 68 til AES’ aktiver.

 

§ 68, stk. 1, 1. punktum har følgende ordlyd:

 

”Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring skal til enhver tid have aktiver omfattet af § 69 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af de samlede hensættelser.”

 

1) I lovforslaget om fællesopkrævning § 3, stk. 2, indsættes som nyt punktum følgende:

 

”Det i § 68, stk. 1, i lov om arbejdsskadesikring fastsatte krav kan fraviges i 2008.”

 

2) Forslag til supplerende bemærkninger:

 

2a) I de almindelige bemærkningers punkt 5.1 under overskriften Likviditetsunderskud for Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring udgår sidste afsnit og erstattes af følgende:

 

”AES vil i 2008 muligvis ikke fuldtud kunne leve op til kravet i arbejdsskadesikringslovens § 68, hvorefter AES til enhver tid skal have aktiver omfattet af § 69 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af de samlede hensættelser. Det foreslås derfor, at dette krav  kan fraviges i hele 2008, jf. forslaget til § 3, stk. 2, sidste punktum.

 

Hensættelserne er udtryk for AES’ samlede forpligtelser over for de tilskadekomne og indeholder således både aktuelle og fremtidige udbetalinger, jf. at mange tilskadekomne får udbetalt løbende erstatninger frem til folkepensionsalderen, som skal være indeholdt i hensættelserne.

 

Da AES’ samlede hensættelser udgør ca. 4 milliarder kr., mens et halvt års udbetalinger i 2008 forventes at udgøre ca. 0,6 – 0,8 milliarder kr., vil AES ikke have likviditetsmæssige problemer i forbindelse med udbetaling af erstatning til de berettigede tilskadekomne i løbet af 2008.

 

Virkningen af en suspension vil kunne bæres af AES selv på den måde, at AES i en periode vil skulle ”låne” af hensættelserne til finansiering af de aktuelle udbetalinger i første halvår af 2008. Virkningen vil blive indregnet i det samlede bidrag, arbejdsgiverne skal betale i fællesopkrævningen for 2008, der forfalder henholdsvis den 1. juli og 1. oktober 2008 og den 1. januar og 1. april 2009.”

 

2b) I bemærkningerne til lovforslagets § 3 indsættes i 2. afsnit følgende:

 

”AES vil i 2008 muligvis ikke fuldtud kunne leve op til kravet i arbejdsskadesikringslovens § 68, hvorefter AES til enhver tid skal have aktiver omfattet af § 69 til en samlet værdi, der mindst modsvarer størrelsen af de samlede hensættelser. Det foreslås derfor, at dette krav kan fraviges i hele 2008. Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger punkt. 5.1.”

Â