Ændringsforslag stillet den 14. december 2006

Ændringsforslag

til 3. behandling af

 Forslag til lov om ændring af ligningsloven og skattekontrolloven

(Forhøjelse af fradraget for gaver til almenvelgørende foreninger m.v. og obligatorisk indberetning for disse)

[af skatteministeren (Kristian Jensen)]

 

Af   Line Barfod (EL):

Ændringsforslag

Til § 1

   1) Den under nr. 2 foreslåede § 8 A, stk. 3, 4. pkt., affattes således:

»Endelig er fradrag betinget af, at Kulturministeriet har modtaget underretning om betalingen fra bidragyder efter de regler, som er fastsat efter § 8 Æ, stk. 3, i skattekontrolloven, og har indberettet betalingen til told- og skatteforvaltningen i overensstemmelse med disse regler.«

[Fradrag betinget af indberetning fra Kulturministeriet]

   2) Den under nr. 3 foreslåede § 12, stk. 2, 5. pkt., affattes således:

»Fradraget er betinget af, at Kulturministeriet har modtaget underretning om indbetalingen fra bidragyder efter de regler, som er fastsat efter § 8 Æ, stk. 3, i skattekontrolloven, og har indberettet indbetalingen til told- og skatteforvaltningen i overensstemmelse med disse regler.«

[Fradrag betinget af indberetning fra Kulturministeriet]

Til § 2

   3) Den under nr. 1 foreslåede § 8 Æ affattes således:

Ȥ 8 Æ. Bidrag, som en giver yder til en forening, stiftelse, institution m.v., som nævnt i ligningslovens § 8 A og § 12, stk. 1-3, og som giveren ønsker fradrag for, indbetales til Kulturministeriet.

   Stk. 2. Kulturministeriet skal årligt foretage indberetning til told- og skatteforvaltningen om giverens identitet samt størrelsen af det fradragsberettigede beløb, som er ydet af giver det foregående kalenderår, jf. § 9 A. Det gælder dog ikke, i det omfang disse oplysninger tilgår told- og skatteforvaltningen løbende.

   Stk. 3.  Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden ved indbetaling og underretning af Kulturministeriet efter stk. 2, om opbevaringen af oplysninger om givers identitet, herunder varigheden heraf, samt om indberetningen til told- og skatteforvaltningen efter stk. 2.«

[Indbetaling til Kulturministeriet samt ministeriets indberetning til told- og skatteforvaltningen]

Bemærkninger

Til nr. 1-3

Enhedslisten udtaler, at skatteministerens nye besvarelse af spm. 9, ganske vist afspejler PROSAs forslag noget bedre end den tidligere version, men at vurderingerne af løsningens kompleksitet, økonomi og brugervenlighed er noget skævvredet i skatteministerens svar. PÃ¥ denne baggrund ønsker Enhedslisten at gengive skatteministerens nye svar pÃ¥ spm. 9.

Spørgsmål 9

 Der anmodes om teknisk bistand til et ændringsforslag svarende til den model, som skitseres i høringssvaret af 29. november 2006 fra Forbundet af It-professionelle (PROSA).

Svar:

Prosa anfører om modellen:

»Man kunne forestille sig, at Staten - f.eks. i Kulturministeriets regi - oprettede et internetbaseret system, hvor privatpersoner kunne give sådanne gaver og foreningerne indberette sådanne donationer. Systemet kunne indrettes således, at SKAT kunne modtage en sum af fradragsberettigede gaver for hver enkelt skatteyder, uden den helt unødvendige oplysning om, hvilken organisation der var tilgodeset.

Det er ikke ønskeligt at der i dette system foretages varige registreringer, som vil kunne sammenkæde personer med foreninger - kun registrering af beløbssummer for personer og foreninger. Der skal dog løbende tilsendes foreningerne oplysninger om, hvem der har givet hver enkelt gave.

Et sådant system vil kunne indeholde oplysninger om alle godkendte foreninger og et kontonummer i en bank, hvortil indbetalingerne kan overføres. Det vil også være muligt at lave systemet således at det er muligt, fra foreningernes hjemmeside at henvise til en indbetalingsside i dette system for netop denne forening. En indbetaling her ville kunne sikre fradragsretten og betaling ville typisk kunne ske med betalingskort, f.eks. et Dankort.«

Som jeg forstår PROSAs model skal foreningerne kunne indberette til Kulturministeriet på to måder: Det kan dels ske ved, at foreningerne direkte indberetter de modtagne gavebeløb til Kulturministeriet. Dels kan det ske ved, at donorer anvender en betalingsside (med en bagvedliggende konto), som Kulturministeriet opretter, og som donorerne henvises til at anvende på foreningernes hjemmeside. Ved indbetaling gennem betalingssiden får såvel foreningen som SKAT automatisk advis om betalingen (SKAT får dog ikke oplyst, hvilken forening, som modtager indbetalingen), og foreningen modtager straks beløbet på sin konto. Efter PROSAs opfattelse er det først og fremmest mindre foreninger, som kunne tænkes at anvende sidstnævnte fremgangsmåde. 

Modellen forudsætter et samspil mellem forskellige indberetningsmetoder, som efter min umiddelbare opfattelse kan gøre indberetningsordningen både kompliceret og dyr.

En klar ulempe ved forslaget er desuden efter min mening, at donor ved anvendelse af betalingssiden - udover at skulle oplyse sit betalingskort-nummer og størrelse af gavebidraget - hver gang skal oplyse sit cpr.nr. samt, efter hvilken fradragsbestemmelse i skattelovgivningen beløbet ydes. Dette vil muligvis af nogle bidragydere kunne opfattes som en besværlig fremgangsmåde og således afholde nogle fra at donere gavebeløb til foreninger, som bruger betalingssiden.

Det bemærkes da også, at det kun synes at være PROSA selv, som støtter modellen.       

Endelig står jeg uforstående over for, at opbevaring af personfølsomme oplysninger i offentlig regi ved Kulturministeriet er sikrere end ved opbevaring af oplysningerne i SKAT. Jeg gør desuden opmærksom på, at SKAT er vant til at håndtere fortrolige oplysninger, og at indberetning af gavebeløb fra de almenvelgørende foreninger selvfølgelig vil blive behandlet på det samme høje sikkerhedsniveau som andre fortrolige oplysninger, som SKAT håndterer.