L 50 B Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.
(It-anvendelse i sundhedsvæsenet og elektroniske helbredsoplysninger)
Samling:
2006-07
Status:
Stadfæstet
Forslag som optrykt efter 2. behandling
Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2006
Forslag
til
Lov om ændring af sundhedsloven
(It-anvendelse i sundhedsvæsenet og elektroniske helbredsoplysninger)
§ 1
I sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 1395 af 21. december 2005, lov nr. 491 af 7. juni 2006 og § 80 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1. I § 16, stk. 4, indsættes efter 1. pkt.:
»Informationen skal tillige omfatte oplysninger om mulige konsekvenser for behandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, hvis patienten frabeder sig videregivelse eller indhentning af helbredsoplysninger m.v.«
2. Overskriften til lovens kapitel 9 affattes således:
»Tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v.«
3. I § 40, stk. 2, indsættes efter »videregives«: »eller indhentes«.
4. Efter § 42 indsættes:
»Indhentning af elektroniske helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling af patienter
§ 42 a. Læger, sygeplejersker og jordemødre kan ved opslag i elektroniske systemer i fornødent omfang indhente oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger, når det er nødvendigt i forbindelse med aktuel behandling af patienten.
Stk. 2. Læger, sygeplejersker og jordemødre kan endvidere indhente oplysninger som nævnt i stk. 1, hvis indhentningen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, herunder en patient, der ikke kan varetage sine interesser, sundhedspersonen eller andre patienter.
Stk. 3. Uden for de i stk. 1 og 2 nævnte tilfælde kan læger, sygeplejersker og jordemødre med patientens samtykke endvidere ved opslag i elektroniske systemer indhente oplysninger som nævnt i stk. 1 i forbindelse med behandling af patienter.
Stk. 4. Patienten kan frabede sig, at en læge, sygeplejerske eller jordemoder indhenter oplysninger efter stk. 1.
Stk. 5. Læger kan under disses ansvar lade medicinstuderende indhente oplysninger efter stk. 1-4. Læger, sygeplejersker og jordemødre og under lægens ansvar medicinstuderende kan under disses ansvar lade lægesekretærer yde teknisk bistand til opslag, jf. stk. 1-4.
§ 42 b. Samtykke efter § 42 a, stk. 3, og tilkendegivelse efter § 42 a, stk. 4, kan være mundtligt eller skriftligt. Samtykket eller tilkendegivelsen skal meddeles til den sundhedsperson, som indhenter oplysningerne. Samtykket eller tilkendegivelsen skal indføres i patientjournalen.«
5. I overskriften til afsnit XIV indsættes efter »Kvalitetsudvikling,«: »it,«.
6. I overskriften til kapitel 58 indsættes efter »Kvalitetsudvikling«: »og it«.
7. I § 193, stk. 1, indsættes efter »stk. 2 og 3«: »og § 193 a«.
8. I § 193, stk. 3, udgår »og it-anvendelse«.
9. Efter § 193 indsættes i kapitel 58:
»§ 193 a. Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte krav til it-anvendelsen i sundhedsvæsenet. Ministeren kan fastsætte bindende standarder for it-anvendelsen, herunder for elektroniske patientjournaler, og krav til godkendelse af anvendelsen af standarder.
Stk. 2 . Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at private sygehuse og klinikker m.v., der leverer ydelser efter denne lov, skal leve op til krav fastsat i medfør af stk. 1.«
10. § 197 ophæves.
11. § 271 affattes således:
»§ 271. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der
1) videregiver oplysninger i strid med § 41, stk. 1-3, § 43, stk. 1 og 2, og § 45,
2) indhenter oplysninger i strid med § 42 a, stk. 1-5,
3) uberettiget udnytter oplysninger omfattet af § 41, stk. 1, eller
4) indhenter, videregiver eller udnytter oplysninger i strid med § 157, stk. 2, 3, 5 og 8.
Stk. 2. På samme måde som i stk. 1, nr. 1-3, straffes andre end de personer, der er nævnt i §§ 41, 42 a, 43 og 45, ved uberettiget indhentning, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger omfattet af disse bestemmelser.
Stk. 3. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i regler, der udstedes i medfør af § 41, stk. 6, fastsætte bestemmelser om straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 4 . På samme måde som i stk. 1, nr. 4, straffes andre end de personer, der er nævnt i § 157, ved uberettiget indhentning, videregivelse eller udnyttelse af oplysninger omfattet af denne bestemmelse. Indenrigs- og sundhedsministeren kan i regler, der udstedes i medfør af § 157, stk. 4 og 9, fastsætte bestemmelser om straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. april 2007.
§ 3
Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, nr. 1-4, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Sundhedslovens § 271, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.