Folketingets Energipolitiske Udvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             24. april 2007

J nr.              004-U03-24

Energipolitisk Udvalg har i brev af 21. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål nr. 1 EPU L 184 – bilag 2, som jeg hermed skal besvare.

 

 

Spørgsmål nr. 1:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19. marts 2007 fra Højteknologifonden, jf. EPU L 184 – bilag 2"

Svar:

 

Energistyrelsen har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget haft drøftelser med Højteknologifondens sekretariat om blandt andet de forhold, der er omtalt i henvendelsen.

Højteknologifonden støtter højteknologisk forskning, der styrker innovationskraften inden for en række danske kerneområder, idet udvalgte fokusteknologier er bio-, nano-, it- og kommunikationsteknologi.  Kriterier for at opnå støtte er et klart erhvervsmæssigt potentiale og faglig kvalitet, samt at resultaterne skal kunne overføres til praktisk anvendelse. Projekterne skal gennemføres i samarbejde mellem mindst en offentlig og en privat virksomhed.

EUDP er med sit formål og sin organisation en integreret del af den samlede energipolitik og af erhvervsudviklingen på området. Denne rolle afspejler sig i bestemmelserne om sammensætningen af bestyrelsen, der skal træffe beslutning om alle forhold vedrørende EUDP.

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger vil der ved udpegelsen blive lagt vægt på, at bestyrelsen både skal kunne vurdere nye teknologiers og systemers effekter i form af bidrag til forsyningssikkerhed, hensyn til det globale miljø samt omkostningseffektivitet og kunne varetage sine opgaver med at prioritere og udmønte tilskud, fremme samarbejde mellem offentlige og private aktører og styrke samspillet med internationale aktiviteter og programmer inden for energiteknologi.

Det forudsætter, at bestyrelsesmedlemmerne tilsammen har bred indsigt i energiområdet, i erhvervsforhold (bl.a. forretningsplanlægning, finansiering og markedsdannelse) samt i miljøforhold, forskningsforhold og internationale forhold. Formanden skal have en erhvervsmæssig baggrund. Bestyrelsen er således sammensat i overensstemmelse med de særlige energi- og erhvervsmæssige hensyn, som programmet skal varetage.

Både formand og medlemmer udpeges af transport- og energiministeren i deres personlige egenskab og ud fra deres kvalifikationer. Bestyrelsen er uafhængig af transport- og energiministeren. Ministeren kan således ikke omgøre bestyrelsens beslutninger og kan ikke afsætte de udpegede medlemmer inden for deres funktionsperiode.

Det fremgår af lovforslaget, at transport- og energiministeren stiller et sekretariat til rådighed, som vil blive placeret i Energistyrelsen. Dette sikrer den nødvendige kobling til energipolitikken, og der kan drages fordel af styrelsens viden, kompetence og samarbejdsrelationer såvel nationalt som internationalt, herunder i forbindelse med administrationen af det hidtidige Energiforskningsprogram.

Sekretariatet skal betjene bestyrelsen i alle sager, der vedrører bestyrelsens virksomhed, og er i den forbindelse underlagt bestyrelsens instruktionsbeføjelse. Sekretariatet afgiver blandt andet indstillinger om prioriteringer og konkret udmøntning af tilskudsmidler. Betjeningen vedrører således forhold inden for energiteknologi, energipolitik, finansiering, markedsindsigt, miljøkonsekvenser, forskning og andre forhold, som bestyrelsen måtte efterspørge til varetagelse af sine opgaver. Sekretariatet er efter bestyrelsens nærmere anvisning den drivende og udfarende kraft i udfoldelsen af EUDP. Ganske som det er tilfældet for Højteknologifondens vedkommende.

De væsentligste kriterier for tilskud til projekter efter lovforslaget er projektforslagenes relevans og mulige effekt i forhold til forsyningssikkerhed, klima og miljø samt omkostningseffektivitet og i forhold til udnyttelse af konkret erhvervsmæssigt potentiale. Det erhvervsmæssige potentiale kan eksempelvis dokumenteres gennem markedsanalyser og forretningsplaner med finansieringsanalyser, eventuelt af foreløbig karakter. Der skal være en begrundet forventning om, at projekterne ikke vil blive gennemført uden offentlige støtte. Samtidig vil der blive lagt vægt på, at projektet følges op i et videre forløb frem mod markedsintroduktion.

Der er sÃ¥ledes i fastlæggelsen af rammerne for det kommende EUDP-program med bestyrelse, sekretariat, kriterier for tildeling af tilskud mm. bygget pÃ¥ erfaringer fra Højteknologifonden. Samtidig er der taget hensyn til, at EUDP har et særligt sigte som et energipolitisk virkemiddel.

Med venlig hilsen

 

Flemming Hansen