Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 I forbindelse med behandlingen af (L 173) Forslag til Lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser og om ophævelse af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og lov om landbrugsuddannelser (Ungdomsuddannelse til alle) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 23. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 3:

” Skal LandboUngdom fortsat kunne opkræve gebyr for praktikpladsgodkendelse (p.t. 2.400 kr.)? ”

 

Svar:

Landbrugsuddannelsesudvalget har overfor Undervisningsministeriet oplyst, at LandboUngdom ikke opkræver gebyr for godkendelse af praktikpladser.

 

Landbrugsuddannelsesudvalget oplyser, at udvalget i overensstemmelse med lov om landbrugsuddannelser har lagt praktikpladsarbejdet ud til en række underudvalg, der er sammensat af repræsentanter for Dansk Landbrug, LandboUngdom og Danske Landbrugsskoler. Disse udvalg har ansat en eller flere praktik- og uddannelseskonsulenter, som udfører det daglige praktikarbejde. Praktikarbejdet består i konsulenternes besøg og gennemgang af landbrugsbedrifterne i forbindelse med praktikpladsgodkendelsen. Udover indstilling vedrørende godkendelse leverer konsulenterne serviceydelser med hensyn til løn-, praktik- og uddannelsesforholdene. Desuden tilbydes læremestrene et læremesterkursus og alle førsteårseleverne får besøg af konsulenterne ude på praktikstederne.

 

Læremesteren betaler 2.400 kr. for disse serviceydelser. Beløbet dækker ikke alle omkostninger, således at Dansk Landbrug betaler de yderligere omkostninger. Denne finansiering fra Dansk Landbrug dækker selve praktikgodkendelsen.

 

Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra Landbrugsuddannelsesudvalget, idet jeg samtidig kan oplyse, at der ikke er og heller ikke efter samordningen af landbrugsuddannelserne under erhvervsuddannelsesloven vil være hjemmel til, at de faglige udvalg kan opkræve betaling for godkendelse af praktikpladser.

 

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder