Folketingets Retsudvalg

 

Dato: 22. marts 2007

 

 

Folketinget har i skrivelse af 22. februar 2007 (ad L 133 ) udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål nr. 12:

 

Spørgsmål nr. 12:

”Ministeren bedes i fortsættelse af 1. behandling redegøre nærmere for den undersøgelse om delte familiers økonomi, som pågår p.t., og kan ministeren herunder bekræfte, at undersøgelsen vedrører økonomien i bred forstand og herunder eksempelvis inddrager børnebidrag, SU, boligøkonomi, udgifter i forbindelse med samvær m.m.”

 

Svar:

Med den politiske aftale om forslag til lov om forældreansvar, skal Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender udarbejde en oversigt over den eksisterende viden om de faktiske forhold i delte familier.

 

Ministeriet og Danmarks Statistik har indgået kontrakt om, at Danmarks Statistik på grundlag af børnedatabasen udarbejder en publikation, hvor der er fokus på begge et barns forældre, uanset hvor barnet har bopælsadresse.

 

Som eksempler på det sidste mangler der viden om de nye familiemønstre, som hver af forældrene indgår i, og barnet dermed bliver en del af. Herunder oplysninger om de familieskift, der sker for begge af barnets forældre, hvad kendetegner de nye familier, variationer i, hvor lang tid der går fra et familiebrud, til der stiftes ny familie, variationer ud fra indkomstforhold, beskæftigelsesforhold, boligforhold etc og variationer i, hvor stabile familierne er. Publikationen vil indeholde data for den samlede børnebefolkning og vil i forhold til de nuværende tilgængelige statistiske oplysninger særligt bidrage med oplysninger om forholdene for børn i delte familier.

 

Børnedatabasen indeholder ikke på nuværende tidspunkt oplysninger om bidrag. Danmarks Statistik undersøger, om der er registerbaseret statistik, der kan inddrages. I det omfang det er muligt, vil oplysningerne indgå.

 

Børnedatabasen indeholder indkomstoplysninger, herunder også SU.

 

Børnedatabasen indeholder oplysninger om boligsikring samt renteudgifter vedrørende prioritetslån. Herudover indeholder databasen oplysninger om familiens boligform, herunder om familien bor i ejer- eller lejebolig samt boligens størrelse. Børnedatabasen indeholder ikke oplysninger om familiens udgifter til husleje eller til afdrag på boliglån.

Børnedatabasen indeholder ikke oplysninger om omfang af samvær og kan ikke bidrage med oplysninger om niveauet for udgifter knyttet til det enkelte barn, eller hvordan forældrene i delte familier fordeler udgifterne imellem sig, herunder bl.a. fordelingen af de faste udgifter til dagtilbud, tøj og fritidsaktiviteter.

 

Som supplement til den registerbaserede opgørelse vil ministeriet derfor få udarbejdet en oversigt over nyere undersøgelser i Danmark, der kan bidrage til at belyse disse spørgsmål.

 

Som et eksempel på det sidste kan nævnes ”Samboskab, Ægteskab og Forældrebrud – En analyse af børns familieforhold gennem de første leveår”, Socialforskningsinstituttet, 2000, hvor kapitel 10 indeholder et rids af forekomsten af børnebidrag og uformel økonomi.

 

 

 

 

Carina Christensen

 

 

 

/KÃ¥re Clemmesen