Den næste sag på dagsordenen var:
3) Forespørgsel nr. F 42:
Forespørgsel til statsministeren:
»Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?« Af Troels Lund Poulsen (V), Henrik Sass Larsen (S), Pia Kjærsgaard (DF), Pia Christmas-Møller (KF), Marianne Jelved
(RV), Villy Søvndal (SF) og Rune Lund (EL). (Forespørgslen anmeldt 24/4 2007. Fremme af forespørgslen vedtaget 27/4 2007).

Jeg skal henvise til det omdelte brev af 23. maj 2007, hvor de nærmere retningslinjer for afviklingen af den her forespørgsel er beskrevet.
     Og så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Troels Lund Poulsen, for at begrunde forespørgslen.

Begrundelse

Jeg skal på vegne af alle Folketingets partier, som traditionen foreskriver, bede statsministeren om at oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation for at få en aktuel politisk debat, inden Folketinget går på sommerferie.

Tak til hr. Troels Lund Poulsen. Og så er det statsministeren for at besvare forespørgslen.

Besvarelse

For et par uger siden var jeg i Afghanistan. Der besøgte jeg en pigeskole i Kabul. Som alle ved, var det sådan, at under Talebanregimet måtte piger ikke gå i skole. Men under det nye demokratiske styre er antallet af børn i skolerne blevet femdoblet fra 1 til 5 millioner, og tæt på 40 pct. af eleverne er nu piger.
     Synet af de mange glade piger i skolen gjorde et kæmpe indtryk. At høre om deres håb og ønsker til fremtiden var glædeligt og livsbekræftende. Derfor var det også en særlig glæde at være med til at donere 21 millioner skolebøger, som Danmark giver til de afghanske skoler for at støtte undervisningen.

     Senere besøgte jeg de danske soldater i Helmandprovinsen. De gør et vanskeligt, men vigtigt arbejde for at sikre stabiliteten i Afghanistan. Det er et arbejde med livet som indsats. Jeg nærer den største respekt for disse soldater, for deres professionalisme og for den indsats, de i det hele taget yder.
     Det er en svær opgave at være til stede i verdens brændpunkter, og det er desværre heller ikke uden risici. I den seneste tid har vi oplevet dette på nærmeste hold, både i Afghanistan og i Irak, og jeg vil gerne udtrykke min dybeste medfølelse med familierne til de soldater, som har mistet livet på internationale missioner. Mine tanker går også til de soldater, som er blevet såret. Disse tab er forfærdelige, og det er tungt hver gang. De får også nogle til at spørge:
Nytter det noget, kan vi gøre en forskel?
     Jeg forstår godt, at nogle stiller de spørgsmål. Men da jeg stod i klasseværelset i Kabul sammen med pigerne i 5. klasse og så deres taknemmelighed over de nye skolebøger, mærkede deres engagement og iver efter at lære nyt, hørte dem fortælle om deres drømme og ambitioner, ja, da var jeg ikke i tvivl. Vi kan gøre en forskel, og vi gør en forskel.
     Danske soldater i verdens brændpunkter arbejder for at fremme frihed, sikkerhed og demokrati. De arbejder for at skabe rammerne om genopbygning og økonomiske og sociale fremskridt, og pigeskolen i Kabul er blot et af mange eksempler på, at det nytter, at vi kan gøre en forskel.
     Efter et besøg i Afghanistan er det tankevækkende at vende hjem til Danmark. For kendsgerningerne er jo, at det går forrygende godt i Danmark. Vi har frihed, fred og fremgang, vi har frisind og folkestyre. Vi har en af Europas stærkeste økonomier med høj økonomisk vækst, med rekordhøj beskæftigelse, med rekordlav ledighed. Arbejdsløsheden er siden 2003 faldet med over 80.000 personer til det laveste niveau i over 30 år. Der er solide overskud på de offentlige finanser, og den offentlige gæld er hastigt faldende.
     Danmark bliver ofte fremhævet i internationale undersøgelser. Senest er Danmark blevet udnævnt til at være det mest fleksible og dynamiske land i EU. Men vi må ikke tage Danmarks gunstige situation for givet, for den er ikke opstået af sig selv. Den er først og fremmest resultatet af den store indsats, som hver enkelt borger og hver enkelt virksomhed i Danmark yder hver eneste dag; det gælder både i de private virksomheder og i den offentlige sektor.
     Men også troværdigheden og stabiliteten omkring regeringens økonomiske politik har bidraget til den positive økonomiske udvikling siden 2001.
     Ikke mindst skattestoppet har givet virksomheder og borgere mulighed for at planlægge, i vished om at skatter og afgifter ikke længere pludselig bliver sat op. Vi har nu haft skattestop i over 2.000 dage til glæde for alle danskere, og der er bred tillid til skattestoppet. Oven i det har vi sat skatten ned på arbejdsindkomst, så det bedre kan betale sig at arbejde.
     Den positive økonomiske udvikling, som vi har set de senere år, er kommet langt de fleste danskere til gode. Langt de fleste danske familier har oplevet en betydelig økonomisk fremgang.

      Den positive økonomiske udvikling har givet mulighed for en markant forbedring af den offentlige service. Det offentlige forbrug er steget med 35 mia. kr. siden 2001, penge, som hovedsagelig er gået til sygehuse, til ældrepleje, til skoler og til børnepasning. Samtidig har regeringen styrket indsatsen over for de svageste grupper i samfundet. Vi lægger afgørende vægt på at sikre en stærk sammenhængskraft i det danske samfund. Danmark skal forblive et trygt samfund uden store skel, et samfund, hvor alle kan være med.
     Jo, det går godt i Danmark. Men verden omkring os står ikke stille, og derfor må Danmark heller ikke stå stille. Vi skal hele tiden arbejde på at udvikle og styrke vores samfund. Regeringen har derfor gennemført et omfattende reformprogram i de seneste år, reformer, som indebærer gennemgribende forandringer af hele det danske samfund, reformer, som skal fremtidssikre vores velfærd.
     Vi har gennemført en strukturreform for at strømline og styrke kommunerne.
     Vi har gennemført en velfærdsreform, en af de største og mest langtrækkende reformer i velfærdsstaten i nyere tid, for at sikre den fremtidige velfærd.
     Vi har gennemført en globaliseringsreform, en reform, som skal ruste det danske samfund til at klare en stadig stærkere international konkurrence, en reform, som skal bidrage til at sikre vækst og beskæftigelse i fremtiden. Derfor har vi afsat tæt på 40 mia. kr. til investeringer i fremtiden inden for uddannelse, forskning, udvikling og iværksætteri.
     I det hele taget er Danmark et samfund, som er åbent og offensivt i sit møde med udfordringerne fra globaliseringen. Danskere tager til udlandet for at arbejde og studere. Ja, fra næste år kan studerende få et særligt stipendium til at studere i udlandet. Samtidig har vi åbnet for, at flere kan få opholdstilladelse til at arbejde og studere i Danmark. Siden 2001 har vi øget antallet af opholdstilladelser til udlændinge, der arbejder eller studerer i Danmark, ja, vi har øget det med 150 pct., fra 16.000 til 41.000. Nu igangsætter vi en storstilet kampagne for at markedsføre Danmark i udlandet, for at tiltrække virksomheder, investeringer, turister og store internationale arrangementer til Danmark. Det er glædeligt at se, at den danske befolkning ser positivt og optimistisk på globaliseringen. Ifølge en EU-undersøgelse betragter omkring 80 pct. af danskerne globaliseringen som en positiv mulighed og en chance. Vi danskere er det folk i EU, som ser mest positivt på globaliseringen. Danmark og det danske folk er åbent, udadvendt og internationalt orienteret. Et konkurrencedygtigt samfund med sammenhængskraft forudsætter også et velfungerende velfærdssamfund med service af høj kvalitet. Den næste store opgave er at sikre fortsat fornyelse og udvikling af kvaliteten i børnepasningen, i skolerne, i ældreplejen og på sygehusene, ja, i alle dele af den offentlige velfærdsservice. Derfor har regeringen igangsat et ambitiøst arbejde med en kvalitetsreform. Vi har et stærkt udgangspunkt. Mange offentligt ansatte gør en stor og en engageret indsats. Otte ud af ti danskere er tilfredse med den offentlige service. Men velfærdssamfundet står over for en kæmpe udfordring i de kommende år, først og fremmest i form af mangel på arbejdskraft. Mange offentligt ansatte går på pension i de kommende år. Det bliver svært at skaffe afløsere nok, ganske enkelt fordi der ikke er hænder nok. Samtidig er der stigende forventninger til kvaliteten i den offentlige velfærdsservice.

     Derfor skal vi sætte fokus på nytænkning. Den offentlige sektor skal være en integreret del af fornyelse, udvikling og konkurrencedygtighed i Danmark. Regeringen har startet en omfattende proces, hvor vi lytter til alle de gode ideer og erfaringer, hvor vi inddrager brede grupper i arbejdet på møder rundt i hele landet og under besøg i børnehaver og på sygehuse og plejehjem.
     Vi er også i gang med trepartsdrøftelser mellem regeringen, de offentlige arbejdsgivere og de offentligt ansattes organisationer, drøftelser om udvikling af medarbejdernes kompetencer, om ledelse, om at skabe attraktive offentlige arbejdspladser og om at sikre, at der rekrutteres tilstrækkeligt med personale. Målet med disse drøftelser er en forpligtende aftale mellem parterne.
     Så regeringen er altså i gang med et meget grundigt arbejde, hvor vi inddrager brede grupper, og hvor vi gøder jorden for en bred forankring. Det er helt afgørende, for en kvalitetsreform er ikke klaret ved at udstede love fra Christiansborg. Omsorg, nærvær og tryghed til borgerne skal komme nedefra, fra pædagogen i børnehaven, fra sygeplejersken på hospitalet og fra social- og sundhedsassistenten på plejehjemmet.
     360.000 medarbejdere på landets institutioner skal have de bedst tænkelige muligheder for faglig udvikling og for at yde en engageret indsats af høj kvalitet.
     16.000 ledere af børneinstitutioner, plejehjem og sygehusafdelinger skal være kompetente, professionelle og synlige. Danmarks mere end 7.500 institutioner skal have frihed til at løse opgaverne på basis af de lokale forhold; og undersøgelser af, om institutionerne leverer ordentlig kvalitet, skal ikke være kontrol, men et redskab til faglig udvikling. Vi skal have et stærkt lokalt selvstyre, hvor alle
98 kommuner tager et klart ansvar inden for de overordnede mål, som vi udstikker her i Folketinget. En afbureaukratiseringsreform skal sikre, at medarbejderne får mest mulig tid til omsorg og nærvær for borgerne og bruger mindst mulig tid på papir og administration. Og vi skal tiltrække den nødvendige arbejdskraft til den offentlige sektor ved en målrettet rekrutteringsplan. Det bliver hovedlinjerne i kvalitetsreformen. En af de store udfordringer i de kommende år er at skaffe arbejde og uddannelse til danskere med indvandrerbaggrund og i det hele taget at forbedre integrationen. I efteråret var jeg på en tur rundt i landet. Mit mål med turen var at sætte fokus på de mange succesfulde initiativer, der bliver taget, og ikke mindst at inspirere andre til at følge trop på de resultatrige tiltag. Turen viste med al tydelighed, at der mange steder i landet bliver gjort en kæmpe indsats for at styrke integrationen, ikke mindst på arbejdsmarkedet, og det er glædeligt, fordi arbejde er den bedste vej til integration, og fordi vort samfund og vores økonomi har brug for de ekstra hænder. Regeringen har i de seneste år gennemført en lang række initiativer, der skal forbedre integrationen i Danmark. Men danskere med indvandrerbaggrund har også selv et stort ansvar for at sikre fodfæste på arbejdsmarkedet, et ansvar, som jeg ved at rigtig mange af dem kan og vil løfte, og vi har lige nu alle tiders mulighed for at sikre en bedre integration. Med den laveste arbejdsløshed i over 30 år har vi brug for alle hænder.

     Derfor er jeg også meget tilfreds med, at resultaterne er begyndt at vise sig. Beskæftigelsen blandt indvandrere med ikkevestlig baggrund er steget med 30.000 siden 2001, ligesom det er glædeligt, at antallet af praktikpladser til danskere med indvandrerbaggrund er steget med 67 pct. siden 2003.
     Vi sagde i 2001, at vi ville føre en fast og fair udlændingepolitik, en stram udlændingepolitik, hvor vi kunne gøre mere for at skaffe arbejde og uddannelse til de indvandrere, som allerede er her. Det er glædeligt at se, at den politik virker. Flere indvandrere og efterkommere føler sig godt integreret. I 2001 var det 53 pct., som følte sig godt integreret, i dag er det 70 pct.
     Samtidig er det glædeligt, at 83 pct. af de danske lønmodtagere siger, at de er positivt stemt over for ansættelse af danskere med indvandrerbaggrund på deres arbejdsplads. Det tal var kun 47 pct. i 1999. Så det går bedre, men der er stadig mere at gøre, for det er fortsat omkring halvdelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, som står uden job, og derfor vil vi fortsætte den aktive integrationspolitik i de kommende år.
     En anden betydelig udfordring bliver at fremtidssikre Danmark med energi på en økonomisk forsvarlig og miljømæssigt bæredygtig måde.
     I en årrække har Danmark nydt gavn af at være praktisk talt selvforsynende med energi bl.a. som følge af olie og naturgas fra Nordsøen. Det har givet forsyningssikkerhed og god økonomi. Men en dag er eventyret i Nordsøen slut, og den dag skal vi have andre energikilder parat, energikilder, som sikrer, at Danmark fortsat kan forsyne sig selv med energi. For vi vil ikke være afhængige af at skulle købe olie og naturgas fra lande og regioner i verden, der vil misbruge energiforsyningen som redskab i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Dertil kommer, at energiforbruget har en væsentlig indflydelse på miljø og klima. Siden 1970 er udledningen af CO₂ steget med 70 pct. på verdensplan, og hvis den udvikling fortsætter uændret, må vi forvente en yderligere kraftig vækst i CO₂-udledningen i de kommende årtier. FN's klimapanel af videnskabelige eksperter har fastslået, at den stigende CO₂-udledning har negative konsekvenser for miljø og klima overalt på kloden, konsekvenser, som vi ikke kan sidde overhørig. Derfor må vi handle nu. Som et første skridt har regeringen fremlagt et ambitiøst energiudspil. Regeringen ønsker, at Danmark på lang sigt skal være hundrede procent uafhængigt af fossile brændsler som olie, naturgas og kul. Det er, skal jeg sige, et meget, meget ambitiøst mål, og det vil tage mange år at nå dertil, men det er vigtigt at træffe de første beslutninger allerede nu. Vi vil fordoble andelen af vedvarende energi, så vi når op på mindst 30 pct. i 2025. Vi vil sikre, at Danmark er et af de lande i verden, som udnytter energien bedst og mest effektivt. Frem mod 2025 sigter vi på at fastholde det nuværende energiforbrug, men vel at mærke uden at lægge låg på den økonomiske vækst. Vi vil øge forskning og teknologiudvikling markant. Frem til 2010 vil vi fordoble indsatsen, så den når op på 1 mia. kr. om året. Og i årene fremover vil vi følge disse skridt op med flere nødvendige beslutninger. Regeringen vil sikre en energipolitik, som også hænger sammen økonomisk. En ambitiøs satsning på vedvarende energi skal gå hånd i hånd med en god konkurrenceevne. Energipolitikken skal skabe arbejdspladser, den skal ikke kvæle arbejdspladser.

     Også internationalt har regeringen lagt sig i front for at sikre en ambitiøs miljø- og klimapolitik. Med opbakning fra et bredt flertal her i Folketinget sendte vi sidste efterår et markant bidrag til EU's klima- og energipolitik, og det lykkedes Danmark at sætte et klart præg på EU's nye og ambitiøse klima- og energipolitik.
     EU har sat som mål, at medlemslandene samlet reducerer CO₂-udledningerne med 30 pct. frem til 2020 som led i en global aftale, og vi har sat bindende mål for anvendelse af vedvarende energi i Europa. Dermed går EU forrest i kampen mod klimaforandringer og for en grønnere fremtid.
     Vi har sikret, at Danmark med værtskabet for FN's klimamøde i 2009 får en nøglerolle i arbejdet for en ny global klimaaftale. Regeringen vil inddrage brede kræfter i samfundet i det forberedende arbejde: virksomheder, forskningen og engagerede borgere. Der bliver brug for alle gode kræfter.
     Vi ser i disse år en række klimaforandringer. Et af tegnene er den smeltende indlandsis i Grønland. Der er en vedvarende diskussion om, hvorvidt klimaforandringen er naturskabt eller menneskeskabt. Men efter de nylige udtalelser fra FN's klimapanel må vi lægge til grund, at hovedparten af de klimaforandringer, vi har set de seneste 50 år, er menneskeskabte. Klimaforandringerne kan få betydelige, negative konsekvenser for mennesker, dyr og natur over store dele af kloden. Derfor er det regeringens holdning, at vi har et ansvar for at forebygge den menneskeskabte klimaforandring.
     I det hele taget er Danmark i disse år stærkt engageret internationalt. I forhold til vores størrelse er vi en af de største bidragydere med udviklingsbistand til de fattigste i verden, fordi vi som et af verdens rigeste lande føler et ansvar for at hjælpe de fattigste på kloden til en bedre tilværelse. I forhold til vores størrelse er vi en af de største bidragydere til internationale militære opgaver, fordi vi som et af verdens fredelige og stabile demokratier føler et ansvar for at hjælpe de undertrykte på kloden til frihed og fred. Men vi gør det også af hensyn til vores egen sikkerhed:
for at forebygge ekstremisme og flygtningestrømme fra Afrika ved at sikre de unge afrikanere bedre levevilkår og lysere fremtidsudsigter i deres egne lande; for at forhindre terrorister og tyranner i at slå rod, så de kan true os. Det kan være en svær opgave, for styrken i den religiøse fanatisme er ufattelig. Det ser vi bl.a. i Irak. Situationen
i Irak er dybt bekymrende. Men den irakiske regering er fast besluttet på at overtage ansvaret for sikkerheden. Irakerne har nu overtaget sikkerhedsansvaret i tre ud af de fire sydlige provinser, og det er forventningen, at overdragelsen af sikkerhedsansvaret i den sidste provins, Basra, hvor de danske tropper er udstationeret, vil finde sted i løbet af andet halvår af 2007. Karakteren af vores indsats i Irak vil derfor ændre sig. Til august hjemtager vi den danske bataljon fra det sydlige Irak, og i stedet sender vi et helikopterbidrag til at støtte vore britiske partnere. Vores genopbygningsindsats vil blive justeret. Fokus for indsatsen vil i højere grad være at styrke kapaciteten hos de centrale myndigheder i Bagdad. Samtidig har vi afsat yderligere midler til at bistå internt fordrevne og irakiske flygtninge i nærområderne. I 2007 er der afsat op til 100 mio. kr. til denne indsats. Det gør Danmark til en markant bidragyder internationalt. Udfordringerne er store, og derfor glæder det mig meget, at et bredt flertal i Folketinget står bag vores fremtidige indsats i både Afghanistan og Irak.

     Afrika er fortsat det kontinent i verden med de største udfordringer. Regeringen fokuserer derfor udviklingsbistanden på Afrika. Vi lægger op til, at en stigende andel af den danske bistand skal gå til Afrika, så den i de kommende år kommer til at udgøre to tredjedele af den samlede bilaterale bistand.
     Regeringen har netop udsendt et debatoplæg om en ny dansk afrikapolitik. Vi ønsker at styrke det danske engagement i Afrika. Vi vil sætte mere fokus på kvinder i den danske bistand til Afrika. Flere afrikanske kvinder skal have uddannelse og adgang til at deltage i arbejdsmarkedet og i samfundsøkonomien. Kvinders begrænsede muligheder har ført til, at væksten i Afrika over de sidste 30 år kun har været halvt så stor, som den kunne have været.
     Samtidig skal vi sætte fokus på, at de stigende ungdomsårgange og mangel på beskæftigelse udgør nogle af de største udfordringer på det afrikanske kontinent. Der er behov for uddannelse, vækst og jobskabelse i Afrika.
     Vi skal hjælpe, men Afrika har også et eget ansvar. Udviklingsindsatsen hviler på et partnerskab. Afrikanske lande må vise god vilje til god regeringsførelse, demokrati og menneskerettigheder. Ofte mangler kapaciteten, og derfor vil vi udvide vores støtte til at sikre demokrati og menneskerettigheder. Samtidig skal vi åbne vore markeder for Afrika, og de afrikanske lande bør åbne markederne for hinanden. Det er nu engang sådan, at øget frihandel er den bedste måde at fremme udvikling og beskæftigelse i Afrika på.
     EU har brug for nye spilleregler. Vi er nu 27 medlemmer af EU. Den nuværende traktat er skabt til 15 medlemmer. Det gør selvfølgelig en forskel, om der er 15 eller 27 rundt om bordet. Vi skal sikre, at EU også i fremtiden kan præstere et effektivt samarbejde og er i stand til at træffe beslutninger til gavn for de europæiske befolkninger.
     Derfor er der brug for en ny traktat. Og nu ser der ud til at komme skub i processen efter dødvandet oven på folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Fra dansk side arbejder vi på, at en ny traktat kan træde i kraft inden Europa-Parlamentsvalget i 2009. Det kræver i praksis, at vi skal finde en politisk afklaring senest i december i år. Og for at nå det, bør vi på EU-topmødet i næste måned træffe beslutning om et klart mandat for en regeringskonference, der så kan blive gennemført i løbet af efteråret.
     Et meget bredt flertal her i Folketinget fastslog for 1 år siden, at forfatningstraktaten er et godt udgangspunkt, men også at vi skal respektere udfaldet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Det er derfor givet, at der bliver tale om en anden og slankere traktat.
     Men der er mange gode elementer i forfatningstraktaten, som kan bruges i en ny EU-traktat. Især er det vigtigt, at vi fastholder en effektiv måde at træffe beslutninger på. Regeringen lægger vægt på, at vi ikke genåbner det kompromis om EU's institutioner og beslutningsprocedurer, som var en del af forfatningstraktaten. Vi ønsker at bevare balancen mellem små og store lande.
     Jeg har stor tiltro til, at det tyske formandskab vil være i stand til at udarbejde et oplæg til de kommende traktatforhandlinger, som alle EU's 27 medlemslande kan tilslutte sig på EU-topmødet i juni. Det er positivt, at traktatspørgsmålet dermed kan blive løst, så vi kan koncentrere os om det, det hele drejer sig om, nemlig at skabe konkrete og praktiske resultater for borgerne i EU-landene.

     Rigsfællesskabet har gennem de seneste år været inde i en moderniseringsproces. Myndighederne på Færøerne og i Grønland har fået øgede beføjelser på det udenrigspolitiske område, og Færøerne har fået kompetence til at overtage en række sagsområder. I det forløbne år er det besluttet at indføre særlige grønlandske pengesedler. Færøernes landsstyre har overtaget ejerskabet af og ansvaret for driften af Vagar Lufthavn, og vi forventer, at hjemmestyret om få uger overtager ansvaret for folkekirken på Færøerne.
     Med hensyn til Grønland ser regeringen nu frem til resultaterne af arbejdet i den grønlandsk-danske selvstyrekommission. Vi forventer, at betænkningen ligger klar til efteråret, og dermed er der skabt et grundlag for drøftelser og beslutninger om fortsat udvikling af Grønlands rolle i rigsfællesskabet.
     Jeg glæder mig over, at det også i denne folketingssamling er lykkedes at skabe et bredt samarbejde om betydende lovgivning. Omkring 90 pct. af lovgivningen er gennemført med bredt flertal - omkring 90 pct. er gennemført med bredt flertal. Og det er specielt glædeligt, at der står brede flertal bag de store reformer, som er gennemført: en historisk velfærdsreform, en langsigtet aftale om massive investeringer i Danmarks fremtid, bl.a. reformer af uddannelserne, og en ambitiøs satsning på forskning, udvikling og iværksætteri. Og det er glædeligt, at der står et bredt flertal bag Danmarks indsats i Afghanistan.
     Dansk Folkeparti er regeringens parlamentariske grundlag, og samarbejdet fungerer godt. Det vil jeg gerne kvittere for, men også kvittere for, at der samtidig er tale om et bredt samarbejde i Folketinget og takke Folketingets partier for samarbejdet i det forløbne år.
     Om få dage er det grundlovsdag, og vi fejrer det danske folkestyre. Det danske samfund er præget af klare fælles værdier, frihed, frisind og folkestyre. Den brede enighed om visse fælles grundprincipper giver en stærk sammenhængskraft. Det er afgørende, at vi fastholder og forsvarer disse principper og er bevidste om deres betydning for det danske samfund.
     Stærke grundpiller er en styrke i en stadig mere globaliseret verden. Regeringen vil derfor nedsætte et udvalg, som skal udarbejde en demokratikanon, en kanon, der indeholder de centrale begivenheder, filosofiske strømninger og politiske tekster, som har bidraget til udviklingen af folkestyret i Danmark. Sigtet er at styrke kendskabet til baggrunden og grundprincipperne for det danske folkestyre samt at stimulere debatten om folkestyret.
     For frihed, frisind og folkestyre er jo ikke historiske kendsgerninger, som vi uden videre kan gå ud fra altid vil være gældende. Vi må til stadighed arbejde for at styrke og udbrede kendskabet til og bevidstheden om de centrale principper, som det danske folkestyre bygger på.
     Det forekommer mig, at religiøse spørgsmål og religiøse symboler på det seneste har fået en alt for stærk placering i den politiske debat. I det danske folkestyre skelner vi mellem politik og religion.

I praksis betyder det, at politikerne ikke blander sig i det enkelte menneskes tro eller i kirkernes og de religiøse samfunds indre liv i fuld respekt for den grundlovsfæstede frihed til religionsudøvelse.

     Men det betyder også, at Folketingets love til enhver tid står over religiøse opfattelser og forskrifter. Det betyder, at kvinder og mænd har lige rettigheder i det danske samfund, og at de er sikret i lovgivningen, uanset hvad der måtte være af religiøse opfattelser af den sag. Det betyder, at homoseksuelles rettigheder er alment gyldige principper i det danske samfund, at de er sikrede i lovgivningen og ikke er afhængige af, hvad der måtte være af religiøse opfattelser af disse principper.
     Det betyder, at ytringsfriheden også indeholder retten til kritisk debat om religion, om religiøse skrifter, leveregler og symboler. Det betyder, at alle borgere i Danmark har lige rettigheder og pligter uanset religiøs opfattelse. Ingen kan f.eks. nægte at stå til rådighed for arbejdsmarkedet med henvisning til religiøst motiverede leveregler. Og det er en selvfølge, at en arbejdsgiver kan fastsætte saglige regler for påklædning på arbejdspladsen.
     Men lad os samtidig huske det gode danske frisind. Frisind er, at den enkelte med ståsted i egne faste holdninger anerkender andres ret til at mene noget andet. Frisind er frihed til forskellighed. Det er kernen i folkestyret.

Forhandling

Tak til statsministeren. Så går vi i gang med forhandlingen, og det er først ordføreren for forslagsstillerne, hr. Troels Lund Poulsen.

Jeg er i dag som Venstres repræsentant for verdens lykkeligste folk glad for at kunne lægge ud med at fortælle, at Danmark nu har haft en VK-regering siden 2001. På de seneste 5½ år er der sket store og markante forbedringer. For nogle kan det være svært at huske tilbage til den virkelighed, der mødte VK-regeringen. Lad os derfor for en kort stund rejse lidt tilbage i tiden.
     Engang var virkeligheden den, at det offentlige system stod over den enkelte. Før denne regering var der hverken plads til frit valg eller fleksibilitet. Hvem husker ikke alle sagerne fra Københavns Kommunes ældrepleje? 30.962 gange måtte ældre københavnere vente forgæves på en kommunal hjemmehjælper i første halvår af 2001. Og hvad kunne de gøre ved det? Ingenting, de kunne bare vente.
     I dag er virkeligheden en anden. Mere end 34.000 ældre har aktivt valgt en privat hjemmehjælper. Alle ældre er nu herre i eget hus, og det er blevet en selvfølge, at man har ret til erstatningshjælp, hvis ens hjemmehjælper ikke dukker op. Hvem husker ikke ventelisterne på landets sygehuse? Syge mennesker måtte uden videre acceptere smerter og uvished. De fik besked på, at de nok skulle komme til, når det blev deres tur.
     I dag er virkeligheden en anden. Nu har vi placeret rettigheden hos patienten selv. Snart skal ingen vente længere end maks. 1 måned på et behandlingstilbud. Hensynet til systemet kommer ikke længere før hensynet til patienterne. Hvem husker ikke skatternes og afgifternes himmelflugt op gennem 1990'erne? Her var Socialdemokraternes kreativitet beundringsværdig stor, for der fandtes vel næppe den ting eller ydelse, som ikke kunne beskattes. Hver eneste måned blev en ny skat eller afgift indført eller forhøjet. Under Nyrupregeringen steg kommuneskatterne i gennemsnit med 3 procentpoint, boligskatterne blev forøget med pinsepakken, og der skete en markant stigning i de grønne afgifter.
     I dag er virkeligheden en helt anden. VK-regeringen har formået at investere mere end 35 mia. kr. ekstra i velfærd og offentlige serviceydelser. Vi har også givet den danske befolkning målrettede skattelettelser og indført et skattestop, der nu har eksisteret i 2.012 dage. Store tal, fine ord, men også mærkbare forbedringer for den enkelte dansker.

     Lad mig derfor kort opsummere, hvad regeringens politik faktisk betyder for de danske familier. For en helt almindelig faglært familie, der bor i hus og har to små børn, betyder regeringens politik, at de i dag har mere end 35.000 kr. mere til rådighed om året, end de havde i 2001. En almindelig familie i lejebolig og med to små børn har fået en samlet stigning i rådighedsbeløbet på 28.000 kr. om året. Det er penge, der giver luft i økonomien, giver større frihed for den enkelte familie, og de behøver ikke længere at frygte, at de pludselig bliver ramt af en uforudset skatte- eller afgiftsstigning.
     Det var med meget stor forventning, at vi startede dette folketingsår. Vi husker vel alle den åbningsdebat, hvor ikke mindst Socialdemokraterne var fremme med de helt store gloser om regeringens manglende evner. Men det er som bekendt meget lettere at angribe end bidrage med egne politiske forslag, og lige netop det har Socialdemokraterne demonstreret meget tydeligt i denne folketingssamling.
     Jeg havde ellers forventningsfuldt set frem til Socialdemokratiets plan for det 21. århundrede, men nu, 2 år senere, ved vi stadig væk ikke, om den plan overhovedet er på vej eller eksisterer. Folketingsåret 2006-07 kan meget vel gå over i historien som det år, hvor Socialdemokraterne lancerede en ny måde at kommunikere deres politiske projekt på. Man kan med rette kalde det for vent og se-strategien, og lad mig give et par eksempler.
     For det første: Socialdemokratiet vil øge det offentlige forbrug med 4 mia. kr. årligt, men den eneste kilde til finansiering er at undlade at give skattelettelser. Det er jo nonsens. Man får jo ikke flere penge ved ikke at give penge væk, der ikke er der. Hvordan vil S gøre det? Her må vi bare vente og se.
     Punkt 2: Socialdemokratiet vil have en større offentlig sektor, men hvor mange offentligt ansatte skal der til? Citat: Det vil jeg heller ikke sige, citat slut, siger fru Helle Thorning-Schmidt i Jyllands-Posten den 11. april 2006. Ja, vent og se.
     Punkt 3: Socialdemokraterne vil overholde skattestoppet, også selv om hjertet ikke helt er med. Men alle de partier, der støtter Socialdemokraterne, er lodret imod. De vil i stedet øge skatten på boliger. Den debat parkerer Socialdemokratiet hos en skattekommission, som vi ikke må høre mere om. Ja, vent og se. Som Socialdemokratiets formand, fru Helle Thorning-Schmidt, selv har sagt om det socialdemokratiske projekt: Det skal nok komme, men vi bestemmer selv tempoet.
     Kun få undrer sig højlydt over denne vent og se-politik, men jeg mener, at politikere og partier er for samfundsudviklingen, hvad meteorologer og DMI er for vejrudsigten. Forestil jer, hvor forundrede danskerne ville blive, hvis vejrudsigten lød som følger:
     I eftermiddag og i aften måske sol og regn. Vurder selv, om det ikke er en smule tåget lokalt. Vender vi blikket mod 5-døgns-skemaet for de kommende dage, får vi temperaturer mellem vent og se som følge af et højtryk af varm luft. Vi deler ikke Socialdemokraternes frygt for reformer, frygt for at fortælle om vores politik. Vi vil ikke vente og se. Vi vil arbejde, vi vil udvikle, vi vil reformere, vi vil sikre det danske samfund.
     I dag er virkeligheden den, at Danmark står bedre rustet til fremtidens udfordringer end nogen sinde før og bedre rustet end noget andet land. Gennem en stor arbejdsindsats og en markant vilje til reformer har regeringen fremtidssikret den danske vækst og velfærd. Det er en helt logisk fremdrift, for de reformer vil regeringen gennemføre. Hvad er det så for nogle reformer? Ja, hvis man skal rydde op i redskabsskuret, er det mest smart at starte med at sætte hylderne op, før man begynder at lægge tingene på plads. På samme måde er vi startet med at se på de opgaver, der skal løses, og har bagefter tilrettelagt strukturen efter det. Det blev til kommunalreformen. Derefter har vi set på finansieringen med velfærdsreformen, og nu er vi så i gang med at se på, hvordan vi kan løse opgaverne i den offentlige sektor bedre, for med kvalitetsreformen er vi i fuld gang med at udvikle den offentlige service. Det handler grundlæggende om at indrette os bedre, om at tænke nyt og om at omorganisere, så vi fortsat kan levere serviceydelser af høj kvalitet. Og her modtages alle ideer med kyshånd. Men igen er det, som om oppositionen ikke vil være med, for der kommer ingen konstruktive input. Lad mig sige det her: Vent og se-strategien duer nemlig ikke, for hvis man lader være med at gøre noget, gør man noget, men man gør bare noget forkert. Det bringer mig videre til udenrigspolitikken, for også her går vi ind for at gøre noget ved tingenes tilstand. Danmark må påtage sig sin del af ansvaret for at sikre vores og andres frihed og fred. Mange er bekymrede over den danske tilstedeværelse i de internationale brændpunkter, og det er forståeligt.

     Danske soldater gør netop nu en stor indsats i bl.a. Afghanistan, Irak, Kosovo og Libanon. Jeg vil gerne her i dag udtrykke min dybeste respekt for de godt 1.300 danske soldater, der er aktive i internationale opgaver. De gør alle en stor indsats for at være med til at skabe en bedre og mere retfærdig verden, og jeg vil også gerne sende en varm tak til de mange pårørende, som har deres nære udstationeret. Tak for det.
     Trods vores store internationale engagement er der stadig væk mørkemænd, der hævder, at udlandet ser på Danmark som et lukket land. Men Danmark er et åbent og tolerant samfund. Den danske befolkning opfatter ikke globaliseringen som en trussel, men som en mulighed og en chance. Faktisk er danskerne de mest globaliseringsbegejstrede i Europa.
     Og ser vi på virkeligheden, kan vi konstatere, at der siden 2001 er sket en fordobling af opholdstilladelser til arbejde og studie. Således fik over 41.000 i 2006 en opholdstilladelse, fordi de enten havde fået et arbejde eller var i gang med et studium. I 2001 var tallet 16.000, for dengang var det ikke kvalifikationerne, der gav adgang. Nej, under den socialdemokratiske regering var adgangsbilletten asyl og familiesammenføring.
     Havde vi videreført den politik, ville tingene have set meget anderledes ud i dag. For var niveauet fra 2001 fortsat, ville der årligt være kommet 7.000 flere indvandrere fra mindre udviklede lande til Danmark. Det svarer til, at det økonomiske råderum i dag ville være 12,1 mia. kr. mindre om året - 12,1 mia. kr., over 12.000 mio. kr. Hvor skulle pengene være taget fra? Verden fattigste? Beløbet svarer omtrent til den samlede årlige danske udviklingsbistand. Kontanthjælpsmodtagerne? Beløbet svarer til det, vi cirka årligt giver i kontanthjælp. De danske børnefamilier? Beløbet svarer til det, vi cirka årligt bruger på børnefamilieydelsen. Eller hvor vil Socialdemokraterne finde de mange milliarder, som socialdemokratisk udlændingepolitik koster?
     Tillad mig her til sidst kort at opsummere rigets tilstand, og tillad mig ikke mindst at gøre det, før oppositionen indtager talerstolen med deres opfindsomme dommedagsprofetier og kritik af dem, der laver noget.
     Her efter endnu et folketingsår med VK-regeringen ved roret er status følgende: At vi er en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier, at vi er blandt verdens bedste innovationsnationer, at vi er verdens førende vidensøkonomi. Det hænger naturligvis sammen med, at vi har verdensrekord i arbejdsglæde, at vi er Europas bedste til balance mellem arbejds- og familieliv, at vi er verdens bedste til social retfærdighed. Vi er ganske enkelt den lykkeligste nation i verden. At sige, at det alene er regeringens fortjeneste, er nok at tage munden for fuld. Men mon ikke regeringen trods alt har en lille andel i succesen?

Nu er der så mulighed for, at gruppernes ordførere kan få korte bemærkninger til Venstres ordfører. Og den første, som jeg vil give ordet til, er fru Helle Thorning-Schmidt.

Hr. Troels Lund Poulsen har nu indført os i lykkeland, og jeg kan mærke, at han ikke er specielt inspireret af skatteministeren, hr. Kristian Jensen, som siger, at nu må det altså være på tide, at regeringen tager ansvar for egne handlinger, nu kan man ikke længere skyde på den forrige regering. Det er knap 6 år siden, men det har ikke gjort indtryk på ordføreren.
     Man kan også forstå, at i lykkeland er der ingen problemer overhovedet. Vi hører nu, at der er en stor vækst i den offentlige sektor. Sandheden er, at der har været en historisk lav vækst i den offentlige sektor i de sidste 6 år. Sandheden er, som vi kan læse i Børsen i dag, »Regeringen dumper på job«, at 43.000 mennesker er kommet på overførselsindkomst, flere, end der var i 2000. Det er alligevel en stor andel. Sandheden er, at hvert andet barn, som er tosproget, ikke kan læse. Men lad det nu ligge.
     Hr. Troels Lund Poulsen er i dag optaget af, at vi får klare svar. Så derfor vil jeg gerne stille et spørgsmål, som skulle være ganske enkelt at svare på: Hvis der er et råderum
i dansk økonomi, er det så Venstres opfattelse, at det råderum først og fremmest skal bruges på skattelettelser, eller skal det først og fremmest bruges på at forbedre vores fælles velfærd? Et meget enkelt spørgsmål til ordføreren.

Men inden vi kommer til det meget enkle svar til fru Helle Thorning-Schmidt, er det nok på sin plads lige at give fru Helle Thorning-Schmidt et indblik i den virkelighed, der faktisk er gældende i Danmark. Og hvad er det så for en virkelighed, der faktisk er gældende i Danmark? Det er, at vi siden 2001 har tilført 35 mia. kr. - 35 mia. kr. er der blevet tilført i offentlige serviceforbedringer. Det er en markant investering på en lang række af de områder, som vi som Venstrefolk synes var nødvendige at opprioritere. Det er på sundhed, det er på uddannelse, det er på ældreområdet.

     Så hele det skræmmebillede om, at den offentlige sektor er udsultet, er simpelt hen forkert. Det er en forkert myte, og den har ikke hold i virkeligheden. Vi har derimod investeret, fordi vi syntes, det var nødvendigt, fordi vi syntes, det var påkrævet.
     Og så til sidst til spørgsmålet om råderum fra fru Helle Thorning-Schmidt vil jeg sige det meget simpelt. Hvis man er
i tvivl, så kan man læse, hvad der står i regeringsgrundlaget, som jo er meget klart, nemlig at vi arbejder for at sætte skatten ned, såfremt der er et økonomisk råderum til det.

I forhold til væksten i den offentlige sektor vil jeg sige til hr. Troels Lund Poulsen, at jeg godt kan forstå, at man har lyst til at tale om de 31 mia. kr. eller 33 mia. kr., som det jo i virkeligheden er. Men sandheden er, at i de sidste 6 år, vi havde regeringsansvaret, var der en realvækst i den offentlige sektor, på 2,3 pct. I de år regeringen har siddet, har der været en realvækst på 1,3 pct., som jo sådan set også svarer meget godt til de målsætninger, regeringen selv har lagt. Så sandheden er enkel: Der er en historisk lav vækst i den offentlige sektor, og det er naturligvis det, de mange tusindvis af danskere oplever, når de oplever flere lukkedage, genoptræning, der ikke virker, kræftbehandling, der ikke virker. De mærker virkeligheden, så hr. Troels Lund Poulsen skal ikke belære mig om virkeligheden, det mærker danskerne fuldstændig derude. Men jeg vil godt vende tilbage til skatten. Skal det her forstås sådan, at når der er et råderum i dansk økonomi, så vil regeringen foretrække at gå i gang med skattelettelser? Det vil sige, at investeringer og yderligere velfærd ikke ligger på regeringens dagsorden - råderummet skal bruges til skattelettelser.

Det må desværre være nødvendigt at komme med endnu et par forbrugeroplysninger til fru Helle Thorning-Schmidt i forhold til det, som fru Helle Thorning-Schmidt bliver ved med at fremture med.
     35 mia. kr. er der altså investeret i offentlige serviceforbedringer siden 2001. Det er et tal, som jeg kan konstatere, fru Helle Thorning-Schmidt nu for første gang accepterer og må forholde sig til. Ergo må debatten om, hvorvidt der er investeret ekstra midler i den offentlige sektor stoppe fra Socialdemokratiets side, fordi nu har vi så for første gang en accept af: Ja, der er investeret massivt i den offentlige velfærd. Derudover vil jeg blot gerne gøre fru Helle Thorning-Schmidt opmærksom på et par tal. Det er lykkedes at flytte 123.000 fra passiv overførsel til at blive aktive i det danske samfund. Det er lykkedes, fordi vi gør en målrettet indsats for at få flere mennesker i arbejde. Aldrig har ledigheden været så lav som nu, fordi vi har en meget sund økonomi. Og lad mig give fru Helle Thorning-Schmidt et helt konkret eksempel. Også for dem, der har det allersværest, nemlig kontanthjælpsmodtagerne, er det lykkedes at nedbringe antallet. Det er jo en meget, meget stor succes, for det er med til at gøre, at folk, der er på kontanthjælp, faktisk kommer videre i livet og kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er vi glade for. Vi skal gå videre endnu, og det håber jeg selvfølgelig også, fru Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet vil være med til.

Fru Helle Thorning-Schmidt for en sidste kort bemærkning.

33 mia. kr., det er rigtigt. Men vil ordføreren så også samtidig anerkende, at vi har haft en historisk lav vækst i den offentlige sektor i de sidste 5 år? Det er et meget enkelt spørgsmål: En historisk lav vækst, hvis man ser på tidligere tider? Meget enkelt spørgsmål. Og så skal jeg bare spørge: Synes ordføreren, det er tilfredsstillende, at der er kommet 43.000 flere på overførselsindkomst, eller synes ordføreren ikke, at det er en total falliterklæring for en regering, som tilsyneladende har givet op i forhold til at få mennesker i arbejde og blot lade væksten drive det hele? Vi mener, det er en falliterklæring. Et råderum falder ikke ned fra himlen, der skal en aktiv indsats til at få mennesker i arbejde. Regeringen har forsømt integrationen. Regeringen har fået flere mennesker på overførselsindkomst. Det vil jeg gerne bede ordføreren om at kommentere.

Igen må jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at fru Helle Thorning-Schmidt ikke ønsker at forholde sig til den virkelighed, som faktisk er gældende i Danmark.
     Jeg brugte mit sidste svar til fru Helle Thorning-Schmidt til at konstatere, hvad det er, vi har gjort. Vi har bl.a. massivt sikret, at ledigheden nu er meget lav, historisk lav. Vi har været med til at sikre, at 123.000 personer er gået fra passiv overførsel til at blive aktive. Derudover har vi også sikret en markant investering i det danske velfærdssamfund.
     Vi har brugt de penge, som har været nødvendige for at investere i velfærdssamfundet. Det er jeg glad for, vi har, fordi det har været nødvendigt efter det samfund, som vi overtog fra hr. Poul Nyrup Rasmussen.

Hr. Poul Nyrup Rasmussen efterlod jo en lang række uløste problemer, som det var helt nødvendigt for den nuværende regering at tage fat på. Det gjorde vi bevidst, det gjorde vi målrettet, fordi det var nødvendigt.

     Og så må jeg sige til fru Helle Thorning Schmidt til sidst, at vi jo kommer til at diskutere den fremtidige økonomiske udvikling, når regeringen fremlægger sin 2015-plan. Og der vil jeg selvfølgelig glæde mig til at høre, hvordan Socialdemokratiet ønsker at se den økonomiske udvikling, fordi vi jo har set, at Socialdemokratiet har haft meget divergerende holdninger til, hvordan den offentlige økonomi skulle udvikles, og der må vi bare sige, at der venter vi stadig væk og ser - vi har ikke fået noget svar endnu.

Hr. Troels Lund Poulsen efterlyste ros. Det er jo forståeligt, at regeringen godt kan trænge til noget ros - jeg vil sådan set også gerne kunne give det, men jeg synes, det er lidt svært. Nu er det også lidt svært at komme til at rose, efter at hr. Troels Lund Poulsen sådan for alvor får gennemslagskraft, fordi det må man sige at hr. Troels Lund Poulsen jo mestrer fint selv.
     Men hvis man kigger på det, der er vores fælles institutioner, så er det altså svært at rose regeringen. Jeg var rundt sidste uge og besøgte seks sygehuse rundtom i Danmark. Det var et billede af patienter, specielt ældre patienter på de medicinske afdelinger, der ligger ude og venter på gangene. Det var et billede af sygehuse, der mangler sygeplejersker, mangler personale, og der vil jeg spørge hr. Troels Lund Poulsen: Er det virkelig tilfredsstillende efter 6 år ved magten? Synes man, det sådan er lykkedes, og er det det, man efterlyser ros for?

Det var nok ikke forventningen, at hr. Villy Søvndal i dag skulle rose regeringen, og det har hr. Villy Søvndal jo levet op til. Men jeg vil bede hr. Villy Søvndal om også at forholde sig til den virkelighed, der findes rundtom i landet. Jeg kan konstatere, at hr. Villy Søvndal åbenbart ikke færdes alle steder i det danske samfund.
     For hvis man ser på, hvordan virkeligheden er, så har vi jo bl.a. tilført over 12 mia. kr. til det danske sundhedsvæsen for at gøre sundhedsbehandlingerne bedre. Vi har aldrig nogen sinde opereret så mange patienter, som vi gør nu. Vi har sikret et frit valg. Vi har taget en lang række offensive initiativer for at blive bedre på velfærdsområdet, fordi vi føler, at der var et efterslæb fra den tidligere SR-regering, som hr. Villy Søvndal jo også havde et meget stort medansvar for, fordi SF var med til at støtte den daværende regering og den politik, de førte.

Men jeg tror, at der, hvor hr. Troels Lund Poulsen går rent galt i byen - det er nok, fordi han har fået travlt, efter han er blevet ordfører og ikke længere har så meget tid til at tage rundt i landet, som da vi tog rundt sammen - er ved at kigge på virkeligheden i stedet for talkolonner.
     Altså, man kan godt kigge på talkolonner, og så kan man
i hvert fald konstatere ifølge den kommunale budgetredegørelse, at den mængde af hjemmehjælp, hver enkelt ældre får, er faldet under den her regering. Man kan også konstatere ifølge den kommunale budgetredegørelse, at elevtimetallet i folkeskolen er faldet. Man kan også konstatere ifølge den kommunale budgetredegørelse, at udgiften pr. barn i daginstitution er faldet. Det er et udtryk for, at servicen er faldet - det var jo derfor, folk var så vrede sidste efterår. Og der vil jeg godt spørge hr. Troels Lund Poulsen: Er det ikke klogere at tage bestik af virkeligheden? Er det ikke klogere at være ude og se, hvordan det fungerer på sygehusene, på plejehjemmene, hos de ældre, på skolerne? Og så kan hr. Troels Lund Poulsen jo ikke fastholde glansbilledet, fordi folks dagligdagserfaring er, at servicen falder under den nuværende regering.

Jeg vil gerne sige til hr. Villy Søvndal, at jeg færdes meget rundtom i det ganske land, og jeg gør en stor indsats for at komme så meget rundt som overhovedet muligt. Og det er heldigvis ikke kun mig, der gør det, det gør alle medlemmer af Venstres folketingsgruppe.
     Men lad mig så også sige til hr. Villy Søvndal, at vi jo netop også har sat arbejdet i gang omkring en kvalitetsreform. Det har vi gjort bl.a. for at se på, om den offentlige service ikke kan forbedres, om der ikke er ting, der kan gøres anderledes. Og det er jo faktisk en ganske modig beslutning, at man som regering selv er med til at udvikle det samfund, som man har ansvaret for. Vi erkender, at der da kan være områder, hvor det kan gøres anderledes. Der kan være ting, der skal laves på en anderledes måde. Men det er jo, fordi vi vil være med til at gøre det bedst mulige for den enkelte.
     Og så må jeg så sige til hr. Villy Søvndal, at alle de postulater, som hr. Villy Søvndal kom med i åbningsdebatten i oktober måned 2006 om, hvor store nedskæringer der ville være, jo aldrig nogen sinde er blevet en realitet, fordi da man så, hvordan budgetterne endte, så endte det jo et helt andet sted.

Så er det hr. Villy Søvndal for en sidste kort bemærkning.

Man siger nogle gange, at debatter i Folketingssalen ikke nytter. Jeg synes, at hr. Troels Lund Poulsens sidste tale var et tegn på, at det faktisk nytter. Bemærkede man det? Vi nåede til en erkendelse af, at ikke alt er godt. Det var ærgerligt, at hr. Troels Lund Poulsen ikke tog det med i sin ordførertale, nemlig at der er nogle ting, der faktisk ikke fungerer efter 5½ år med den borgerlige regering. Ellers var det også meningsløst at starte arbejdet med en kvalitetsreform. Det er jo en indirekte erkendelse af, at på hovedvelfærdstrækkene er der nogle ting, der ikke lykkes. Tak for det. Jeg synes altid, man skal kvittere, når en politisk modstander indrømmer, at der er nogle ting, der ikke lykkes godt nok.
     Jeg tror så i øvrigt også, det er klogt, fordi alle, jeg rejser rundt til, har den erfaring, at der mangler penge til at løse de fundamentale opgaver, hvor samfundet er gået hen og er stivnet under den nuværende regering på den måde, at den stigende rigdom jo slet ikke kommer til gavn for de fælles ting, vi har. Og jeg tror, at folk undrer sig over, at et så rigt samfund som vores ikke har råd til at sikre ordentlige forhold for de syge, sikre ordentlige forhold for de gamle, sikre velfungerende daginstitutioner og skoler. Det er det, folk efterlyser, og jeg vil godt igen rose hr. Troels Lund Poulsen for at erkende, at det er det, regeringen fuldstændig har overset i de første 5½ år.

Men så må jeg nok hellere til hr. Villy Søvndal give endnu en forbrugeroplysning. Jeg har ikke erkendt, at det danske samfund er lig hr. Villy Søvndals dommedagssyn, for det er det på ingen måde. Vi har investeret markant i offentlig velfærd, og jeg vil gerne bede hr. Villy Søvndal lytte til den kollega, hr. Villy Søvndal gerne vil samarbejde med, nemlig fru Helle Thorning-Schmidt, der jo erkender, at der nu er brugt 35 mia. kr. mere på offentlig velfærd siden 2001.
     Skulle man følge hr. Villy Søvndals tankegang, skulle der have været nedskæringer overalt, og det kan jo ikke hænge sammen med, at der så er blevet brugt 35 mia. kr. mere siden 2001. Det er jo netop et udslag af, at vi har prioriteret den offentlige velfærd, vi har taget det seriøst. Men så vil jeg også sige til hr. Villy Søvndal, at politisk mod er også altid at gøre tingene bedre. Det ved jeg hr. Villy Søvndal sætter stor pris på, og det er vel også det, hr. Villy Søvndal nu prøver på som formand i SF, nemlig at gøre tingene bedre. Og det er også derfor, at vi hele tiden har ambitionen om at udvikle det danske velfærdssamfund. Vi vil presse det danske velfærdssamfund til at blive bedre på en lang række punkter. Vi stiller os ikke tilfreds med det, vi har opnået på 5½ år. Vi har opnået meget flotte resultater, men vi vil videre, vi er ambitiøse i modsætning til andre partier.

Jeg vil da starte med at rose hr. Troels Lund Poulsen for mindst to ting. Jeg synes, hr. Troels Lund Poulsen i sin indledning udviste store evner som stand-up-comedian, og efterfølgende har han vist store evner til at holde sig til manuskriptet. Og begge dele har man jo god brug for, når man skal være ordfører for Venstre. Så det er jo sådan set godt nok.
     Men så har jeg bare to konkrete spørgsmål til hr. Troels Lund Poulsen: Er det ikke udtryk for, at regeringen har svigtet, når den efter 5-6 år ved magten er nødt til at starte en kvalitetsreform af den offentlige sektor? Er det ikke udtryk for, at der er noget galt med kvaliteten?
     Og det andet er: Er det ikke rigtigt, at regeringen har opnået to ting, som har været meget vigtige for regeringen, nemlig for det første at sikre, at væksten i den offentlige sektor blev mindre end i den private sektor, og for det andet at sikre, at væksten i den offentlige sektor var mindre, end den var under den tidligere regering?

Jeg vil gerne starte med at kvittere over for hr. Per Clausen, fordi der jo var en meget stor ros til mig som Venstres ordfører. Og når man får meget stor ros fra Enhedslisten, skal man være meget på vagt. Men lige præcis den ros, jeg fik her, om, at jeg var en meget stor stand-up-komiker, er noget, som jeg tager meget nært, fordi da jeg blev politisk ordfører for Venstre, var mit største problem, at jeg ikke kunne være sjov, så jeg kan næppe få en større anerkendelse, end at Enhedslisten nu bemærker, at Venstres politiske ordfører er sjov. Det er meget flot, og det kvitterer jeg for i en grad uden lige.
     Men når det er sagt, vil jeg selvfølgelig også sige, at når vi i regeringen og i Venstre arbejder med kvalitetsreformen, så er det jo netop, fordi vi ikke stiller os tilfreds med de flotte resultater, vi har opnået. Vi vil videre, vi vil fortsætte, vi vil gøre tingene endnu bedre, og det er jo lige netop derfor, man bliver betroet regeringsmagten, fordi vælgerne gerne vil have politikere, der bliver ved med at forbedre det danske samfund, og det håber jeg da sådan set også Enhedslisten kæmper for.
     Men jeg må jo stille det spørgsmål: Er det så, fordi hr. Per Clausen ikke mener, at en kvalitetsreform er en god idé?

Der er i hvert fald en ting, som hr. Troels Lund Poulsen er dårligere til end at være morsom, og det er at svare på de spørgsmål, der bliver stillet.

     Men jeg skal da bekræfte over for hr. Troels Lund Poulsen, at der efter regeringens regime da bestemt er brug for en kvalitetsreform i den offentlige sektor - ingen tvivl om det. Det er vi da fuldstændig enige om. Spørgsmålet er bare, hvad den skal gå ud på.
     Jeg kan konstatere, at hr. Troels Lund Poulsen indirekte bekræftede, at formålet havde været at få udgifterne og væksten i den offentlige sektor reduceret til et niveau, som var lavere end tidligere og var lavere end i den private sektor.
     Konsekvenserne af det kan vi jo se, når man hævder, at man gennemfører et kvalitetsløft i folkeskolen, men overhovedet ingen ressourcer tilfører pr. elev, og når ressourcerne i forhold til det antal børn, der er i daginstitutionerne, forringes. Altså, i praksis gennemfører regeringen nogle tiltag, som gør, at den offentlige sektor halter langt efter den private sektor.

Jeg vil gerne starte med igen at slå fast over for Enhedslistens ordfører, hr. Per Clausen, at vi aldrig har brugt så mange penge på velfærd, som vi gør netop nu. Vi sætter årligt rekord i, hvor mange penge vi bruger på det danske velfærdssamfund. Det gør vi, fordi vi som regering synes, det er helt naturligt, at vi målretter midler til offentlig velfærd. Så hele det skræmmebillede med, at der ikke bliver brugt penge på offentlig velfærd, er simpelt hen malplaceret.
     Men jeg vil da også gerne sige til hr. Per Clausen, at vi jo desværre også fra talrige eksempler rundtom i landet ved, at det ikke altid er dem, der har den højeste pris, der har bedste kvalitet. Hvis vi bare tænker et år tilbage, er det sådan, at vi havde en episode i Københavns Kommune med Fælledgården. Københavns Kommune har en meget høj udgift pr. ældre, men vi kan jo stadig væk konstatere, at der også kan ske svigt i Københavns Kommune.
     Derfor må vi også konstatere, at fordi man har nogle meget høje udgifter, betyder det nødvendigvis ikke, at kvaliteten er perfekt. Derfor har vi alle sammen en interesse
i at se på, om vi kan sikre en endnu bedre kvalitet i den offentlige sektor, og der må jeg blot konstatere, at det ønsker hr. Per Clausen ikke at være med til. Han ønsker sådan set kun at diskutere, hvad det er, han synes er problemet, men ikke, hvad der er løsningen.

Så er det hr. Per Clausen for en sidste korte bemærkning.

Ja, nu får jeg vel også på et tidspunkt 10 minutter til at tale lidt om, hvad der er løsningen.
     Men jeg vil da bare spørge hr. Troels Lund Poulsen, om jeg skal forstå det på den måde, at når væksten i den offentlige sektor skal være mindre end i den private sektor, så er det for at hjælpe den offentlige sektor til at få en højere kvalitet end den private sektor, for jo færre penge man har, jo bedre bliver det.
     Det andet spørgsmål, jeg vil stille til hr. Troels Lund Poulsen, er: Når antallet af lukkedage i daginstitutionerne stiger, er det så udtryk for, at vi har fået en bedre offentlig sektor, fordi regeringen har sørget for, at væksten er mindre end i den private sektor, sådan at man har færre penge?

Jeg er tilhænger af virkeligheden, og virkeligheden er den, at vi aldrig nogen sinde har brugt så meget på at forbedre de danske velfærdsydelser, som vi gør i netop de her år. Jeg kan også konstatere at Socialdemokratiets formand, fru Helle Thorning-Schmidt, er helt enig i, at vi har løftet de danske velfærdsudgifter betragteligt.
     Hvad angår lukkedage, må jeg sige til hr. Per Clausen, at det jo altså er et spørgsmål om en kommunal prioritering. Det, der er vigtigt for mig, er, at er der en institution, der har en lukkedag, skal der tilbydes pasning i en anden institution.
     Men jeg må så også konstatere, at det, som hr. Per Clausen ønsker, er, at al mulig indflydelse til kommunerne skal minimeres. Hr. Per Clausen ønsker altså, at det er her fra Christiansborg, vi skal bestemme, hvordan kommunerne skal drives. Der må jeg sige at jeg så er uenig med hr. Per Clausen. Jeg går ind for, at vi har et velfungerende og aktivt kommunalt selvstyre, som også har mulighed for at træffe politiske beslutninger.

Det er sådan med hr. Troels Lund Poulsen, at han taler sandt, men han siger ikke hele sandheden.
     Jeg minder bare om, at der er sket rigtig mange ændringer af skattesystemet siden 1980'erne, da Poul Schlüter var statsminister. Dengang var vi en gældsstiftende nation. I dag er vi en opsparingsnation.
     Jeg er sikker på, at hr. Troels Lund Poulsen er enig med mig i, at det, der er grundlaget for den sunde økonomi, vi har i Danmark i dag, er de nødvendige reformer, vi gennemførte i 1980'erne og 1990'erne.
     Jeg er også sikker på, at hr. Troels Lund Poulsen er enig med mig i, at han, da han beskrev skattepolitikken under SR-regeringen, glemte at sige, at SR-regeringen sænkede marginalskatten, altså skatten på den sidst tjente krone, med gennemsnitligt 5 pct., og at han glemte at fortælle, at den nuværende regering ikke har sænket marginalskatten med så meget som 1 procent.
     Jeg er også sikker på, at hr. Troels Lund Poulsen er enig med mig i, at skattesystemet påvirker vores adfærd. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi betaler skat.

     Endelig er jeg fuldstændig sikker på, at hr. Troels Lund Poulsen er enig med mig i, at der bruges 1,5 mia. kr. til skattestoppet hvert år. Hvis ikke man havde det skattestop hvert år, kunne man bruge 1,5 mia. kr. mere på velfærd, på skolerne, på børnehaven og på hjemmehjælpen. Er det ikke korrekt?

Der var jo en lang række opremsninger fra fru Marianne Jelveds side, og jeg vil bare gribe fat i et par stykker. Det er helt korrekt, at VK-regeringen gik til valg på et skattestop, fordi vi ønskede at give de danske familier en tryghed, så de ikke hvert eneste år i forbindelse med finanslovens vedtagelse skulle frygte for, hvad der kom af nye forslag fra SR-regeringen. Vi ønskede at give den tryghed, fordi vi syntes, at det var der et krav om, og det er også derfor, vi stædigt fastholder et skattestop.
     Jeg kan så også konstatere, at der er flere partier, der enten helt eller halvt forsøger at tilslutte sig skattestoppet. Men skal man være sikker på, at der eksisterer et skattestop også efter næste valg, tror jeg, at jeg udmærket og roligt kan sige fra talerstolen her i dag, at det altså kun er den regering, som har magten nu, der vil sikre det. Jeg har jo også noteret mig, hvad det er, fru Marianne Jelved har sagt bl.a. til Børsen, nemlig at fru Marianne Jelved vil ophæve skattestoppet, at fru Marianne Jelved vil gå en helt anden vej. Det er altså ikke den vej, vi vil gå.

Jeg kan konstatere, at hr. Troels Lund Poulsen overhovedet ikke svarer på noget som helst af, hvad jeg spørger om. Jeg prøver en gang til, og nu gør jeg det meget enkelt. Skattestoppet koster 1,5 mia. kr. år efter år. Det kan man læse i Finansministeriets bøger. Det behøver jeg ikke at få svar på.
     Er hr. Troels Lund Poulsen enig i, at hvis ikke man brugte 1,5 mia. kr. af råderummet til skattestop, kunne man bruge 1,5 mia. kr. til at øge antallet af pædagoger i børnehaverne, hjemmehjælpere til de gamle og lærere til børnene i skolen?

Jeg er i hvert fald enig i, at den her regering prioriterer, at vi gør noget for offentlig velfærd, vil jeg sige til fru Marianne Jelved. Vi gør nemlig det, der er nødvendigt. Det er også derfor, jeg gentagne gange i dag har haft mulighed for at give svar på, hvordan vi har prioriteret de 35 mia. kr., som vi har givet.
     Så vil jeg også gerne slå helt fast, at fru Marianne Jelved og jeg ikke deler samme syn, hvad angår skattestoppet. Skattestoppet er en helt vigtig grundsten i den politik, vi fører, og det er det, fordi vi gerne vil give en tryghed. Vi ønsker ikke, at man skal til at brandskatte familier og danske lønmodtagere, som vi tidligere så.
     Vi kan jo konstatere, at der var vi i en situation, hvor fru Marianne Jelved og den tidligere SR-regering helt bevidst ønskede at gå en anden vej, nemlig at det skulle være de danske skatteydere, der skulle være med til at betale gildet. Det har vi sat en stopper for med et effektivt skattestop.

Så er der en tredje og sidste kort bemærkning til fru Marianne Jelved.

Hr. Troels Lund Poulsen taler mod bedre vidende, nu siger jeg det diplomatisk. SR-regeringen satte skatten ned for alle. Marginalskatten blev i gennemsnit sænket med 5 pct., det kan man slå op i Finansministeriets forskellige værker. Det er facts.
     Dernæst konstaterer jeg, at hr. Troels Lund Poulsen argumenterer for stille fortsatte skattelettelser med 1,5 mia. kr. om året til skattestop. Når vi når frem til 2015, betyder det, at vi har brugt 30 mia. kr. til glidende skattelettelser, som vi kunne have brugt til skolerne, børnehaverne, hjemmehjælpen. Det er altså regeringens prioritering, det synes jeg er vigtigt at borgerne ved.

Jeg må jo blot konstatere, at det, der står tilbage, efter at fru Marianne Jelved har haft ordet, er, at Det Radikale Venstre vil vende tilbage til den politik, der blev ført under den tidligere SR-regering. Det er den politik, man vil gå i regering på igen.
     Det er selvfølgelig meget interessant og meget oplysende
i den her debat, at vi nu endelig har fået klargjort, hvad det er for en økonomisk politik, der skal være gældende, nemlig at skattestoppet nu i dag er afgået ved døden, fordi fru Marianne Jelved har stillet det som et ultimativt krav for at støtte fru Helle Thorning-Schmidt. Jeg synes da, det er oplysende, at vi i den her debat har fået det at vide. Så må jeg bare sige, at det, vi oplevede under den tidligere SR-regering, jo netop var, at de, der kom til at betale, var de familier, som boede i egen bolig. De, der blev udsat for konsekvenserne af de grønne afgifter, var hele den danske befolkning, fordi man ønskede at finansiere det danske velfærdssamfund udelukkende ved at sætte skatter og afgifter op hvert eneste år.

Tak til hr. Troels Lund Poulsen. Så er det fru Helle Thorning-Schmidt som ordfører.

Dansk politik er i opbrud. Meget tyder på, at befolkningen ønsker forandring, at befolkningen ønsker fornyelse, og det gælder på afgørende punkter i forhold til den politik, der er ført af VKO i de sidste knap 6 år.
     Det har Danmark bestemt også brug for, for det er fuldt berettiget, når danskerne bekymrer sig over den voksende ulighed, der betyder, at der er flere fattige familier i Danmark, der betyder, at flere mennesker bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale deres husleje. Det er fuldt berettiget, når danskerne bekymrer sig over en svigtende kvalitet i vores velfærd med lukkedage i daginstitutionerne, manglende genoptræning og en kræftbehandling, som ikke fungerer, over, at Danmark i praksis nægter at tage del i at løse verdens klimaproblemer, og over, at en række udsatte grupper, herunder børn, ikke får den hjælp, som man må regne med i et velfærdssamfund.
     Alle de mangler bygger ikke på en misforståelse eller på en serie af ærgerlige fodfejl eller på håndteringsproblemer fra regeringens side. Nej, de mangler er bagsiden af et politisk projekt, som lige så langsomt er ved at folde sig helt ud, et projekt, som stadig er tydeligt og gennemskueligt for flere.
     Men der er alternativer. Danmark er ikke et samfund i krise. Vi er ikke tvunget til at føre én bestemt nødvendighedens politik. Vi har som samfund tværtimod en række valgmuligheder og måske flere og bedre valgmuligheder end nogensinde før i vores historie.
     Et helt grundlæggende valg i dansk politik handler om, om vi skal vælge skattelettelser eller velfærd. Vi Socialdemokrater har truffet vores valg: Vi har valgt velfærd. Og regeringen har også valgt: Sammen med Dansk Folkeparti har man holdt velfærdsudgifterne i kommunerne i en skruestik af historisk lave stigninger, samtidig med at man har givet skattelettelser i milliardklassen. Det valg er politisk, og det har selvfølgelig en konsekvens.
     Det er ikke bare noget, jeg påstår. Det er det, man hver eneste dag på tværs af partiskel oplever ude i kommunerne. KL's formand, Venstremanden Erik Fabrin, har måske sagt det allerallerklarest, for han siger:
     Regeringen har lanceret en økonomisk politik med lav vækst. Så skal den lade være med at foregøgle befolkningen, at man kan få et serviceniveau ud af ingenting.
     Statsministerens svar til det er, at han beskylder alle de utilfredse, dem, der oplever virkeligheden, for at være en omgang socialistiske ballademagere. Og socialministeren synes, at de offentligt ansatte bare skal smile lidt mere ude
i den offentlige sektor. Men jeg forstår godt, at danskerne spørger hinanden:
Hvordan kan det være, at vi kan være så rige, at vi snart kan købe hele verden, som finansministeren siger, men at vi alligevel ikke har råd til tidssvarende velfærd i vores daginstitutioner, på vores skoler, i vores plejehjem og på vores sygehuse? Spørgsmålet er helt relevant.
     I modsætning til den ros, jeg ikke vil give til statsministeren, vil jeg gerne rose De Konservative, for i en tid, hvor storebror i regeringen bruger sin tid på at tale om alt det, man ikke mener, og alt det, man ikke kan, toner De Konservative da i det mindste fuldstændig rent flag. Her tør man nemlig indrømme, at Danmark har andre muligheder end dem, Venstre vil indrømme, og her står man fast på, at skattelettelser - helst til de højestlønnede forstås - er vejen frem, og at bedre daginstitutioner, sund, gratis mad til vores børn i børnehaverne, bedre sygehuse, en ny hjemmeserviceordning selvfølgelig må komme i anden række. Det er jo slet ikke, fordi De Konservative er onde mennesker, slet ikke, men deres tankegang er og har vel altid været, at hvis man letter byrderne for de allerrigeste, vil de rigestes forbrug i anden omgang skabe bedre beskæftigelse til dem med de mindste lønninger. Det er jo ærlig snak, og det er så borgerligt og så gammeldags, at det gør noget. Men det er, som jeg siger, i det mindste ærlig snak. Jeg forstår godt, hvis det af og til kan være en lille smule hårdt for De Konservative konstant at blive talt ned til af Venstre. Her vil jeg selvfølgelig gerne tilbyde De Konservative en velment trøst, for det, De Konservative aldrig må glemme, er, at selv når statsministeren og alle de andre er mest hårde ved De Konservative, ved vi jo godt, at statsministeren inderst inde er enig med De Konservative.

     Inderst inde ønsker statsministeren - og det har hr. Troels Lund Poulsen jo også lige bakket op på talerstolen - at sætte skatten ned, når der er et råderum, på bekostning af fællesskabet. Der kan være uenighed om tempoet og metoden, men målet står man sammen om. Så hvem ved, måske sidder statsministeren her i dag og er inderst inde en lille smule imponeret over, at der er nogle, der tør sige det, som han ikke selv tør sige.
     Socialdemokraterne stiler efter andre mål, og vi har en anden samfundsopfattelse. For os er velfærdssamfundet netop nøglen til, at vi kan fastholde den sammenhængskraft, som gennem historien har gjort Danmark til et helt unikt land. Det er jo velfærden, der bringer os sammen i Danmark. Det er velfærden, der gør, at vi kan bevare et kendskab til hinanden.
     Det er i virkeligheden ganske enkelt for os Socialdemokrater, for hvis vores daginstitutioner, vores skoler, sygehuse og plejehjem kan rumme både direktøren og bistandsklienten, har vi et fællesskab, hvor vi sikrer, at de mennesker i vores samfund, som har størst brug for hjælp, også får den bedste hjælp.
     Det er derfor, vi Socialdemokrater vil insistere på at løfte danskernes velfærd. Vi ønsker at give danskerne veldefinerede rettigheder, velfærdsrettigheder på nogle veldefinerede områder. Det kan være gratis sund mad i vores daginstitutioner. Det kan være flere voksne omkring vores børn i daginstitutionerne. Det kan være sikkerhed for, at man ikke skal ligge på en gang, hvis man bliver indlagt alvorligt syg på et hospital, eller det kan være en rettighed om, at døende patienter får lov til at ligge på en enestue. Det er blot for at nævne nogle af de muligheder, vi arbejder med.
     Regeringen er lodret imod den idé, og hvorfor? Jo, det er jo, fordi klare rettigheder er langt sværere at løbe fra, og fordi vores rettigheder vil sætte en stopper for regeringens faste praksis med at love en hel masse og sætte forventningerne op i velfærdssamfundet for derefter at vende ryggen til og ikke udstede de fornødne checks til kommunerne.
     Velfærdsrettigheder har den charme, at de kan blive til virkelighed for den enkelte borger, og jeg tror, det er det, danskerne gerne vil have, for jeg tror, de er trætte af endeløse processer og udvalg og puljer og mystiske regnestykker, som vi også hørte fra talerstolen i dag.
     Jeg tror, de er trætte af undskyldninger og bortforklaringer og tænkepauser. Jeg tror, at danskerne ønsker at se handling, og mange stiller med rette det spørgsmål, at hvis det er rigtigt, at regeringen er så optaget af den offentlige sektor og de offentligt ansatte, hvorfor pokker har man så forsømt de mennesker og den sektor
i 6 år. Danskerne forventer mere, og de forventer også et bedre sundhedsvæsen. Efter at vi i mange år har fået løse garantier og gyldne løfter fra VKO-blokken, kan de i dag se, at vores sundhedsvæsen ikke lever op til de forventninger, man har i et velfærdssamfund. Det ved regeringen selvfølgelig også, og derfor er man nu begyndt at tale om store investeringer i vores sundhedsvæsen, men det, man taler mindre om, er, at bagsiden af den medalje kan være, at danskerne nu også skal udsættes for massive sygehuslukninger. Men det er jo ikke kun indenrigspolitisk, vi står over for nogle grundlæggende valgmuligheder - grundlæggende valgmuligheder, som regeringen helst vil slippe for at diskutere. Det gælder jo også for Danmarks rolle i verden. Når det gælder Irak, har de ansvarlige ministre med statsministeren i spidsen simpelt hen benægtet fakta, og selv nu, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste taler om borgerkrig
i Irak, nægter statsministeren at se virkeligheden i øjnene. Socialdemokraterne har været imod krigen i Irak lige fra starten, og vi har meget længe skullet høre på, at statsministeren angreb os for at gå terroristernes ærinde, når vi krævede en dato for, hvornår den danske styrke skulle hjem. Efter hårdt pres og muligvis også meningsmålinger vendte statsministeren så pludselig på en tallerken og gjorde det, han havde advaret alle os andre imod at foreslå. Det er ikke principfast og sammenhængende lederskab. Jeg er glad for, at vi nu får de danske soldater hjem. De gør en nærmest umenneskelig stor indsats for Danmark, og de skal ikke lastes for, at et snævert flertal i det danske Folketing har sat dem på en umulig opgave. Vi er glade for, at de bliver trukket hjem, og vi er glade for, at det, vi længe har sagt om, at de skal til Afghanistan, nu bliver virkelighed. Men VKO's blokpolitik forhindrede, at vi fik fundet de rigtige politiske løsninger.

     Det samme kan man sige om verdens meget alvorlige miljøproblem. Vi havde for store forventninger til klimaindsatsen, for vi hørte jo så fine ord fra miljøministeren, og vi kunne bemærke, at hun var på de mange udlandsrejser. Vores forventninger blev ikke mindre af, at statsministeren tilsyneladende var blevet omvendt og gik bodsgang, når det handlede om klima.
     Så meget større var vores skuffelse da også over, at regeringen fører en direkte negativ klimapolitik. Vedvarende energi-udbygningen er gået helt i stå. Selv flere år gamle aftaler magter regeringen ikke at gennemføre. Energiforbruget er i vækst, det er på grund af regeringens pinlige energipolitik. Danmark er i opbrud. Vi er på vej mod nogle store valg, som kan få store konsekvenser.
     Jeg foretrækker en direkte og åben debat, men jeg foretrækker også, når vi har haft den åbne debat, at vi mødes og sammen skaber løsninger i et ægte samarbejde hen over midten.

Så må jeg gøre ordføreren opmærksom på, at taletiden nu er overskredet med 1 minut, derfor går vi nu over til de korte bemærkninger.

Må jeg have lov til at fremsætte et forslag til vedtagelse?

Ja, værsgo.

Tak. Jeg vil gerne på vegne af Socialdemokraterne, De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten fremlægge følgende:

Forslag til vedtagelse:

»Folketinget konstaterer, at velfærden er under pres, fordi regeringen ikke har sikret tilstrækkeligt grundlag for, at kommuner og regioner kan leve op til forventningerne.

Derfor pålægges regeringen at sikre økonomi og råderum til, at kommuner og regioner kan leve op til de forventninger, regeringen har skabt hos befolkningen med løfter om bedre og mere velfærd - især i forhold til børn, folkeskole, ældre og sundhedsbehandling. Herunder også en plan, der sikrer kvalificeret arbejdskraft i fremtiden gennem målrettet uddannelsesindsats og systematisk arbejde for ordentlige løn- og arbejdsforhold, bl.a. ved, at de ansatte har medindflydelse på eget arbejde.

Endvidere opfordres regeringen til at styrke det kommunale selvstyre ved, at regeringen afstår fra/afskaffer unødig detailregulering, bl.a. kravet om at mindst 25 pct. af kommunernes opgaver skal konkurrenceudsættes.« (Forslag til vedtagelse nr. V 84)

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Jeg synes jo, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at Socialdemokratiet viser, hvor de står i værdidebatten, i hele debatten om sammenhængskraften i det danske samfund. Og der vil jeg godt helt specifikt høre, hvad man mener i Socialdemokratiet om tørklæder.
     Jeg synes, der har været mange modsatrettede signaler fra Socialdemokratiets folketingsgruppe, og jeg synes, det er et rigtig, rigtig vigtigt emne, ikke alene tørklæder - jeg skal nok komme tilbage til andre ting. Men hvad mener man egentlig i Socialdemokratiet? Er det rimeligt, at kvinder i Danmark bliver påbudt at bære tørklæde? Er det rimeligt i Danmark, at der er rigtig mange kvinder i det frihedselskende land, vi er, hvor vi ikke har kvindeundertrykkelse, som af nødvendige årsager, fordi deres fædre, deres brødre, deres mænd påbyder det, bærer tørklæde? Hvad er Socialdemokratiets officielle holdning?

Jeg bryder mig ikke om at se små piger helt ned til 8-års-alderen, der pludselig kommer i skole med det her tørklæde på. Jeg går ind for, at hver enkelt person, selv om det drejer sig om et lille barn og en lille borger, skal have lov til at vælge, hvilken hovedbeklædning den pågældende ifører sig.

     Når det så er sagt, vil jeg også godt sige, at det hører til en del af vores ytringsfrihed, som jeg ved Dansk Folkeparti også taler om ved så mange forskellige lejligheder, at enhver kan bære den hovedbeklædning, den pågældende ønsker. Enhver kan bære den hovedbeklædning, den pågældende ønsker, på Folketingets talerstol, hvis vælgerne har sendt den pågældende herind med tørklæde, men enhver skal jo også fritages fra, at den hovedbeklædning, vedkommende bærer, bliver sammenlignet med eksempelvis nazisymboler, som Dansk Folkeparti har gjort.

Det er da ikke rigtigt. Fru Thorning-Schmidt ved da udmærket godt, at enhver ikke kan bære en hvilken som helst hovedbeklædning på Folketingets talerstol. Kunne man forestille sig, at vælgerne havde valgt en person med klaphat under valgkampen og vedkommende så havde stået her med klaphat? Nej, vel. Det er jo simpelt hen en gang udenomssnak, som fru Helle Thorning-Schmidt prøver, fordi man ikke i Socialdemokratiet ved, hvad man egentlig mener om det spørgsmål.
     Det, det drejer sig om med hensyn til tørklædet, er jo, at det er et politisk signal, der udsendes. Nu kan jeg forstå, at Socialdemokraterne fremsætter et forslag til vedtagelse sammen med Enhedslisten. Det er også Enhedslisten, man må basere sine stemmer på, hvis man ønsker at komme til magten. Hvordan har fru Helle Thorning-Schmidt det i virkeligheden med, at der er en islamist, en fundamentalist, som opstiller for Enhedslisten, og som har en mulighed for at komme i Folketinget? Er det ikke en rigtig, rigtig svær sag?

Socialdemokraterne har det naturligvis meget skidt med al form for islamisme og fundamentalistisk islam. Det skal der ikke et sekund herske tvivl om. Og vi har det meget skidt med den terror, som er forbundet med islam. Men når det er sagt, tror jeg også, man skal passe på, at man ikke siger, at alle de, der bærer et tørklæde, er islamister og fundamentalister. Jeg tror, det er vigtigt at foretage den her skelnen, og jeg må sige, at jeg er fuldstændig uenig i fru Pia Kjærsgaards forslag om, at man skal forbyde hovedtørklæde i Danmark. Det er ikke foreneligt med ytringsfriheden.

Det har man jo altså gjort i andre lande, som også har ytringsfrihed, vil jeg bare gøre opmærksom på.
     Nu vil jeg såmænd slet ikke gå så langt, som fru Helle Thorning-Schmidt siger, men fru Helle Thorning-Schmidt sagde, at hun havde det skidt med at se små piger i folkeskolen iført et tørklæde. Det har jeg så sandelig også. Jeg har det mere end skidt. Der synes jeg at man virkelig burde skride ind. Jeg ved godt, det ikke er fru Helle Thorning-Schmidts opfattelse. Jeg ønsker bare at give udtryk for min.
     Jeg vil bare gøre meget opmærksom på, at det er fuldstændig korrekt, når fru Helle Thorning-Schmidt siger, at det ikke er alle dem, der bærer tørklæde, som gør det af tvang. Nej, det er det ikke. Der er netop rigtig mange, som gør det som et politisk signal. Men jeg taler om dem, som gør det som følge af tvang, og hvor jeg virkelig mener, at Socialdemokratiet burde have en holdning. Små piger helt ned til 9-års-alderen, som bliver påbudt at bære tørklæde. Hvorfor i alverden kan man ikke begynde med i vores institutioner, i vores folkeskole, at sige: Det er simpelt hen ikke noget, man gør i Danmark?

Jeg er jo enig med ordføreren i, at det er forargeligt, hvis små piger bliver presset til at bære et religiøst symbol. Jeg bryder mig heller ikke om at se det. Det, Socialdemokraterne vil gøre, er at forsøge at bane vej for de piger til at komme væk fra det tørklæde, hvis de ikke ønsker at bære det. Vi vil støtte et ungdomsoprør. Vi vil give dem en telefonlinje, de kan ringe til. Vi vil hjælpe dem.
     Jeg er ikke overbevist om, at Dansk Folkepartis forbudsforslag vil bidrage til dette. Det fremmer ikke integrationen, men vil derimod være i fuldstændig tråd med det, Dansk Folkeparti altid gør, nemlig at skabe splid mellem mennesker frem for at skabe det modsatte. Og jeg er så glad for nu også at kunne konstatere, at fru Pia Kjærsgaard tilsyneladende ikke er enig med sine øvrige ordførere i, at tørklædet som symbol er et nazisymbol. Skal det forstås sådan?

Jeg har sådan set bare et meget kort og også meget banalt spørgsmål til fru Helle Thorning-Schmidt. Jeg vil gerne have fru Helle Thorning-Schmidt til at bekræfte, at antallet på overførselsindkomst i 2001 var 709.000, og at antallet på overførselsindkomst i 2006 var 709.000.

Det er formentlig rigtigt. Jeg undrer mig blot over de øvrige tal, som handler om, at 43.000 flere er kommet på førtidspension end i år 2000. Nu fik jeg ikke noget svar på det, da jeg spurgte hr. Troels Lund Poulsen om det før, men det må da trods alt bekymre regeringspartierne, at deres arbejdsmarkedspolitik har været fuldstændig forfejlet.

Jeg vil gerne starte med at kvittere for, at fru Helle Thorning-Schmidt nu har bekræftet, at antallet på overførselsindkomst er faldet under den nuværende regering.
     Så vil jeg gerne spørge fru Helle Thorning-Schmidt om Socialdemokratiets holdning til skattestoppet. Hvordan vil fru Helle Thorning-Schmidt danne en regering med et parlamentarisk grundlag, der bl.a. - må man forvente - vil bestå af fru Marianne Jelveds parti, når man ser det i relation til de bemærkninger, som fru Marianne Jelved i dag er fremkommet med omkring skattestoppet? Hvordan vil fru Helle Thorning-Schmidt sikre et skattestop? Eller vil fru Helle Thorning-Schmidt i dag indrømme, at skattestoppet ikke længere indgår som en overvejelse for en eventuel SR-regering?

Socialdemokraterne vil fastholde skattestoppet i næste valgperiode. Så vil vi samtidig gå i gang med at nedsætte en egentlig skattekommission, for vi tror på, at hvis vi skal ændre vores skattesystem, skal det ske med det bredest mulige flertal i Folketinget. Vi skal ikke bare gå ind med knopskydninger på hele det her område.
     Derfor kunne jeg da også godt tænke mig at vide: Hvis vi har problemer med skattestoppet, hvad har regeringen så? Der er lige opstået et nyt parti, Ny Alliance, som tilsyneladende vil afskaffe skattestoppet, og De Konservative siger dagligt
- jeg tror, vi har optalt det til omkring 30 gange inden for det sidste stykke tid - at de vil sætte skatten ned. Hvad er egentlig Venstres skattepolitik i disse dage?

Så er det hr. Troels Lund Poulsen for tredje og sidste korte bemærkning.

Jeg vil sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at vi jo kommer til anden runde i eftermiddag, og der vil jeg bruge tiden på at besvare fru Helle Thorning-Schmidts spørgsmål, men nu er det jo fru Helle Thorning-Schmidt, man kan stille spørgsmål til, så det vil jeg benytte mig af.
     Jeg har et meget kort spørgsmål til fru Helle Thorning-Schmidt vedrørende forslaget til vedtagelse og vedrørende detailregulering i forbindelse med kommunerne. Hvordan hænger det sammen med det ambitiøse og også meget vidtforgrenede forslag, som fru Helle Thorning-Schmidt har lanceret om minimumsstandarder? For Venstre er det helt entydigt, at minimumsstandarder er en meget stor, bureaukratisk foranstaltning, som jo netop tager sigte på at bureaukratisere det endnu mere for den enkelte kommune. Hvordan hænger det sammen? Er forslagsstillerne enige om, hvorvidt der skal indføres minimumsstandarder eller ej? For en god ordens skyld vil vi selvfølgelig også stille det spørgsmål til de andre, der er med på forslaget.

Jeg må forstå spørgsmålet sådan, at Venstre er lodret imod de kvalitetsrettigheder, Socialdemokraterne har foreslået. Vores kvalitetsrettigheder kræver ikke bureaukrati, og ordføreren må forklare mig, hvordan det kan kræve bureaukrati at give vores børn et sundt måltid mad i daginstitutionerne, hvordan det kan kræve bureaukrati, at der er flere voksne omkring vores børn i daginstitutionerne. Det kræver ikke bureaukrati, det er en politisk prioritering, som Venstre nu klart og tydeligt har sagt at de ikke deler.

Fru Helle Thorning-Scmidt sagde for et øjeblik siden, at regeringen har ført en fuldstændig forfejlet arbejdsmarkedspolitik. Nu er fru Helle Thorning-Schmidt jo ny
i debatten her, og meget kan måske undskyldes på den konto, men jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det er, der er så forfejlet. En arbejdsmarkedspolitik, der har ført til den laveste ledighed siden 1974. Aldrig har så mange været i beskæftigelse. Det er faldende kurver, både når det gælder kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløshedsdagpengemodtagere. Hvad er det, der er så forfejlet? Jeg forstår det simpelt hen ikke.

Det, der er forfejlet, er, at det da er utroligt, at vi i en tid, hvor der er vækst i det danske samfund, og hvor der mangler hænder, skal konstatere, at 43.000 er kommet på overførselsindkomst. I forhold til 2000 er 43.000 flere forsørget af samfundet. Nu skal jeg ikke stille spørgsmål her, men man kunne da let få den tanke at spørge: Synes regeringen virkelig, det tal er tilfredsstillende? Synes man, det er tilfredsstillede, som situationen ser ud i dag, at omkring halvdelen af dem med anden etnisk baggrund ikke er på arbejdsmarkedet? Jeg synes ikke, det er tilfredsstillende. Det kunne man have gjort langt, langt bedre.

Så er det fru Pia Christmas-Møller for anden korte bemærkning.

Jeg vælger at tro, at det er, fordi fru Thorning-Schmidt ikke ved, hvad hun taler om, når hun udtaler sig, som hun gør. For hvis man ser på, hvad der ligger under det her tal for overførselsindkomstmodtagere, som jo i forvejen er faldet, fordi vi har haft den fantastisk flotte vækstudvikling på arbejdsmarkedet, så gælder det jo, at der er flere børnefamilier, der har fået glæde af barseldagpenge, og der er nogle flere, der er kommet på efterløn. Mig bekendt har det ikke ligefrem været der, Socialdemokraterne ville fjerne grundlaget for flere på overførselsindkomst. Så jeg forstår slet ikke den påstand, fru Thorning-Schmidt kommer med.
     Lad det nu ligge. Det tror jeg er blevet udstillet for enhver. Jeg vil gerne spørge: Hvad ligger der i det forslag til vedtagelse, fru Thorning-Schmidt lige har præsenteret os for? Hvor mange flere milliarder er det, der skal gives til kommuner og regioner? Hvad er det, man har aftalt med kollegerne i Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre? Kan vi få et bud på det, enten i form af en procentsats eller i milliarder kroner og øre?

Jeg må konstatere, at Det Konservtive Folkeparti synes, at den arbejdsmarkedsindsats, der er gjort fra regeringen, er helt fantastisk. Man må så undre sig over, hvorfor disse daglige krav om skattenedsættelser kommer hele tiden. Det må jo også være begrundet i, at man ikke er tilfreds med, at arbejdsmarkedsindsatsen ikke har været bedre i en tid med så voldsom vækst, som vi har i det danske samfund.
     Det Konservative Folkeparti vil så vælge skattelettelser. Vi vælger andre veje til at få mennesker i arbejde. Der er vi så forskellige.
     Hvad angår kommunerne, ønsker vi, at væksten i den offentlige sektor skal følge med den vækst, vi i øvrigt har i samfundet. Det er ganske enkelt, og det betyder, at vi i modsætning til regeringen, som har haft en vækst på 1,3 pct.
i gennemsnit fra 2001 til 2007, vil op på en vækst, der følger væksten i samfundet i øvrigt. I perioden 1996-2001 var væksten på 2,3 pct. Det gennemhuller jo også fuldstændig de tal, som ordføreren, hr. Troels Lund Poulsen, har været her på talerstolen med, hvor han ti gange måtte nævne sine 33 mia. kr.

Så er det fru Pia Christmas-Møller for sidste korte bemærkning.

Hvem der er bedst til at føre aktiv arbejdsmarkedspolitik, som bringer mennesker, der gerne vil og kan, ind på arbejdsmarkedet, tror jeg virkeligheden dokumenterer. Da Socialdemokratiet sammen med Det Radikale Venstre havde regeringsmagten i 1998, mente man ikke, man kunne komme længere ned, end hvad der svarede til hundrede nogle og firs tusind fuldtidsledige. Så lavede man en opbremsning af økonomien.
     Den borgerlige regering har bragt ledigheden væsentlig længere ned, langt under den strukturelle ledighed, som socialdemokratiske finansministre og beskæftigelsesministre dækkede sig under var umulig at komme ned under. Så tallene taler deres eget tydelige sprog.
     Jeg vil gerne vide: Hvad er det, der gemmer sig i forslaget til vedtagelse? Nu skal væksten følge, hvad der i øvrigt gælder resten af samfundet. Jamen i den borgerlige regerings tid har der jo været en højere vækst ude i kommunerne, end der har været på det statslige område. Jeg vil gerne høre præcis, hvor mange milliarder det er, der skal tilføres kommunerne og regionerne ud over det, som de beder om, som de forhandler sig frem til ved frivillige aftaler med regeringen. Og hvad får det af konsekvenser for Socialdemokratiets holdning til skattestoppet? Skal skattestoppet fjernes? Har fru Lotte Bundsgaard ret i, at det alene er taktisk begrundet, når Socialdemokratiet siger, at man støtter skattestoppet?

Skattestoppet skal bevares. Det, der er problemet i dansk økonomi og velfærd, er jo sådan set ikke, at danskerne betaler for lidt i skat. Nej, det, der er problemet, er, at VKO-flertallet har holdt kommunerne i så stram en økonomisk spændetrøje, at de ikke har kunnet bruge det fornødne på den velfærd, som danskerne med rette forventer.
      Danskerne ønsker ikke lukkedage. De ønsker genoptræning, så de kan komme på arbejde igen. De ønsker at få en kræftbehandling, så de rent faktisk kan overleve. Det er ganske enkle krav, som danskerne har.
     Det Konservative Folkeparti har nu sagt tydeligt, at de ikke ønsker at prioritere den velfærd. De ønsker i stedet at bruge det råderum, vi har, til skattelettelser. Man er åbenbart tilfreds med, hvordan situationen er i samfundet i dagens Danmark.

Jeg vil bruge lejligheden til at kvittere for en tale, som i en række af hovedstrækkene flugter med, hvad SF gerne vil, og jeg vil også sige, at jeg ikke synes, det er et problem. Det synes jeg tværtimod er en fordel.
     Det er jo sådan, at partierne laver alliancer ud fra værdifællesskaber. Beskæftigelsesministeren har jo tidligere peget på, at Venstre og Dansk Folkeparti har et næsten ubrydelig stærkt fællesskab. Det er jo klart, at man formentlig er glad for det stærke fællesskab i begge partier.
     Modsat er det jo sådan, at et parti som Socialdemokratiet og SF på lange stræk deler opfattelse i kampen mod uligheden, i kampen for en bedre offentlig sektor.
     Jeg vil bare sige, at vi brænder af lyst til at komme i gang med et projekt, der rydder op i alt det, der er efterladt, som er nedslidt, som ikke fungerer, og vi gør det selvfølgelig gerne sammen med dem, vi deler værdier med.

Det glæder mig meget. Jeg har også en stærk opfattelse af, at der er mange værdier og politiske områder, der samler oppositionen, og det gælder hele oppositionen. Jeg vil også sige, at vi brænder efter at komme i gang. Vi brænder efter at lukke de huller, som den her regering har skabt, og som den ikke engang har mod og mandshjerte til at indrømme.
      Der er ikke én ting, der er gået galt i det danske velfærdssamfund. Der er ikke én ting, der er problemet, når man ikke kan få genoptræning. Hør her, det handler om mennesker, som står og er forvirrede over et system, der ikke fungerer.

Jeg undrer mig over, at man hverken fra statsministerens eller Venstres ordførers side har følt trang til bare at sende en eneste tanke til de mennesker, som er berørt af de problemer, der er ude i det danske velfærdssamfund. Det undrer mig, og jeg glæder mig også til at komme i gang.

Jeg takker for svaret og vil også gå lidt videre, for hvis man har været medlem af Folketinget både under den nuværende og den tidligere regering, kan man jo konstatere en forskel. Hvor vi tidligere var med til at blive indkaldt til brede diskussioner om forlig, om en ny bistandslov, om en ny anbringelsesreform osv., så oplever vi nu en helt ny tendens, nemlig en blokpolitik, der på forhånd cementerer, at det i de væsentlige stræk kun er de partier, der deler fællesskab og værdifællesskab med regeringen, der bliver inviteret.
     Det er en helt ny trend i dansk politik. Jeg vil godt på også SF's vegne sige, at vi er nødt til at bryde det mønster efter et kommende valg på den måde, at vi ikke på forhånd udelukker, at der kan være kloge konservative. Hvorfor skulle man på forhånd udelukke det? Det kan være, at det ikke er tilfældet, men det må da komme an på en prøve. Og der synes jeg, at det i stedet for at køre den blokpolitik, vi oplever i øjeblikket, er vigtigt at komme med en fremstrakt hånd. Det kan så være, det ikke rækker, fordi værdierne er for forskellige. Men det, man virkelig kan anklage den nuværende regering for - det vil jeg spørge om ikke fru Helle Thorning-Schmidt er enig i - er, at den end ikke gør forsøget.

Jeg er meget enig med ordføreren. Vi vil stræbe efter at finde brede løsninger på de store samfundsproblemer.
     Hvis hver eneste forhandling - af de store - der skal foretages i det her Folketing, skal indledes med, at man skal sværge troskabsed til det siddende flertal, så bliver det brede samarbejde jo ikke til noget. Vi ønsker et ægte samarbejde hen over midten, fordi vi grundlæggende tror på, at det betyder, at befolkningen føler større ejerskab til de beslutninger, vi tager herinde.
     Jeg vil også sige helt tydeligt, at det ikke er nok, hvis man bare udvider en af blokkene, så det betyder, at statsministeren får 4 år mere, eller at Dansk Folkeparti for den sags skyld bare får 4 år mere. Nej, det siddende flertal skal udskiftes med et nyt flertal; et nyt flertal, som har en grundlæggende ny politik. Det er dybest set det flertal, som vi Socialdemokrater i samarbejde med andre gerne vil stå i spidsen for.

Fru Helle Thorning-Schmidt sagde i sit ordførerindlæg, at der var opbrud i dansk politik. Det er jo rigtigt, det er jeg enig i. Derfor har vi jo set en stribe meningsmålinger - som jeg i øvrigt ikke hæfter mig så meget ved, men alligevel (munterhed)- hvor den berømte VKO-blok ikke har flertal. Det er jo rart at se. Det er Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre enige i.
     Vi kan også konstatere, at hr. Naser Khader har sat sig
i spidsen for, at der skal laves en skattereform. Fru Helle Thorning-Schmidt har også sat sig i spidsen for, at der skal laves en skattereform, og jeg er også i spidsen for, at der skal laves en skattereform. Ville Socialdemokratiets formand ikke opfordre regeringen til allerede nu at sætte sig i spidsen for at forhandle en skattereform? Hvorfor ikke få det klaret nu, når alle ved, at skatten på arbejde skal ned, og at der ikke er nogen vej uden om? Statsministeren kan jo lige så godt se kendsgerningerne i øjnene og tage arbejdstøjet på
i stedet for bare at sidde og sige: Nej, nej.

Jeg er meget enig. Socialdemokraterne står fast på skattestoppet, og det eneste, der kan ændre det skattestop, er, hvis vi i bred enighed her i Folketinget bliver enige om en egentlig skattereform.
     Derfor vil vi gerne opfordre statsministeren til i morgen, eller hvornår det nu skal være, at indkalde Folketingets partier til en skattekommission. Vi kan også tage nogle eksperter med. Så kan vi sætte os sammen og gå i gang med en egentlig skattereform. Det vil vi gerne, for det er klart, at vi selvfølgelig skal indrette vores skattesystem på sigt efter de forhold, vi eksisterer under, og det ville da være mærkeligt, med al respekt for min kollega, hr. Ole Stavad, hvis det skattesystem, som hr. Ole Stavad stod i spidsen for, skal være det, der eksisterer til evig tid i Danmark. Derfor vil Socialdemokraterne meget gerne være med til at opfordre statsministeren til at indkalde til forhandlinger om en egentlig skattereform. Vi kan bygge det på en skattekommission.

Det glæder mig rigtig meget. Så jeg fortsætter videre i min søgen efter at finde opbakning til Det Radikale Venstres politik.

     Vi har i aviserne i den senere tid kunnet læse, at OECD og andre meget kloge institutioner beskriver det danske skattesystem som det mest gammeldags og forældede system, der beskatter selv almindelige indkomster meget, meget højt.
     Er fru Helle Thorning-Schmidt enig i, at skattestoppet, som jo også er en slags skattelettelse, der favoriserer især store og rige boligejere i Nordsjælland, i virkeligheden medfører, at man stjæler af det råderum, der burde gå til velfærd? Det er et skjult tyveri af flere medarbejdere til børnehaverne, skolerne, og det er et skjult tyveri af flere hjemmehjælpere og mere tid til velfærdsopgaver. Det bliver bare givet til skattelettelser til de rige boligejere i Nordsjælland. Er fru Helle Thorning-Schmidt enig i den analyse?

Nej, der må jeg skuffe ordføreren. Vi er ikke enige i, at det er nødvendigt at sætte skatterne op i Danmark for at få et bedre velfærdssamfund. Danskerne betaler rigeligt i skat til at kunne forvente en velfærd af endog meget høj kvalitet. Det får de ikke i dag.
     Det, der er behov for, er, at regeringen ændrer den praksis, den har haft siden 2001, med at give skattelettelser
i milliardklassen til danskerne. Det kan være meget behageligt, særlig for landbruget og erhvervslivet, der får dem, men man kunne i stedet for have brugt de milliarder til at investere i vores fælles velfærd. Det er den prioritering, Socialdemokraterne ville have foretaget, og det er den, vi vil foretage, når vi får flertallet.

Så er det fru Marianne Jelved for tredje og sidste korte bemærkning.

Det er jeg sådan set enig i. Men det er jo ikke bare de skattelettelser, regeringen har drysset ud som sød glasur hen over land og rige, jeg taler om, for jeg taler også om skattestoppet, som er en skattelettelse, der deles ud. Men bare med virkning i Nordsjælland og ikke i Lemvig i Jylland.
     Når vi nu ved, at vi skal have skatten på arbejde ned, så kunne vi jo lige så godt lave en reform, der gør, at vi ikke hæver skatterne, men at vi sikrer os, at det samme provenu kommer ind, bare på en anden måde, og at vi sænker skatten på arbejde, så vi får et konkurrencedygtigt moderne skattesystem, der kan matche de lande, vi konkurrerer med omkring os.
     Men Danmark skal være mest gammeldags, mest stivstikkerisk og mest tåbelig i sin måde at opkræve skatter på. Det er dog en ambition, der vil noget, hvis Venstre og Socialdemokraterne er enige om det. Det håber jeg ikke.

Jeg kan mærke, at fru Marianne Jelved brænder for at komme i gang med en skattereform, og jeg vil betro ordføreren, at vi også gerne vil i gang med en egentlig skattereform.
     Vi er modstander af alle mulige knopskydninger, og vi er modstander af skattelettelser, der kommer som en tyv om natten og tager fra vores velfærd. Lad os dog sætte os sammen
i dette Folketing med det bredest mulige flertal. Lad os blive enige om en skattereform, og lad os så komme i gang. Det er da naturligt, at vi forsøger at give tryghed til borgerne, når vi taler om skattepolitik, for vi har altså hænderne helt nede i deres lommer. Skattestoppet sikrer trygheden, samtidig med at vi går i gang med at diskutere en egentlig skattereform. Jeg tror, at det er en model, som tusindvis af danskere vil føle sig trygge ved, fordi den har den unikke egenskab, at det både skaber tryghed og forandring. Så igen: Jeg vil gerne invitere statsministeren til at indkalde til sådanne reformforhandlinger. Vi kommer gerne.

Jeg har et indholdsmæssigt spørgsmål til skattedebatten. Jeg vil spørge fru Helle Thorning-Schmidt, om hun ikke er enig i, at en omlægning af skatten må have det udgangspunkt, at det handler om at lette skatten på almindelige og lave indkomster. Altså at det ligesom er det, der er udgangspunktet, og at det skal hverken Det Konservative Folkeparti eller Ny Alliance i det brede samarbejdes ånd have nogen forventning om kan ændres.
     Det andet spørgsmål til fru Helle Thorning-Schmidt kommer også meget i forlængelse af det forslag til vedtagelse, som fru Helle Thorning-Schmidt læste op. Jeg vil spørge fru Helle Thorning-Schmidt, om hun ikke er enig i, at det er helt uacceptabelt, at vi i dag har udviklet et sygehusvæsen, hvor det afgørende for, hvornår man kommer i behandling, ikke er, hvor alvorligt syg man er, men om der er et privathospital, der kan tilbyde en behandling; at det altså er markedet, der afgør, i hvilken rækkefølge mennesker bliver behandlet.

Vi vil gerne i gang med en skattereform, og vores grundlæggende udgangspunkt er, at de bredeste skuldre skal bære mest. Det er også derfor, at vi som udgangspunkt må være meget uenige i skatteforslag, som muligvis - vi kender dem jo ikke helt - måtte give en flad skat på 40 eller 43 pct. Det vil betyde, at dem med de højeste indkomster slipper billigst, og at dem med de laveste indkomster får en hårdere beskatning. Det er en meget vanskelig og ufarbar vej for Socialdemokraterne. Vi ønsker, at de bredeste skuldre skal bære mest. Også der betyder solidariteten noget for os.

     I forhold til sundhedsvæsenet må jeg give ordføreren ret. Jeg synes, det er underligt, at regeringen ikke ønsker at reagere på, at der nu er en halv millioner danskere, som har tegnet sundhedsforsikring. Det er da en voldsom kommentar til, at danskerne er utrygge ved, om de kan få den service, som de regner med, når de kommer på hospitalet. De er utrygge ved, om de kommer til at ligge på en gang, når de bliver meget syge. Det her er da bekymringer, vi er nødt til at tage alvorligt. Det kan godt være, at regeringen ikke gør det, men jeg kan forsikre om, at det gør Socialdemokraterne.

Jeg vil i forlængelse af det spørge fru Helle Thorning-Schmidt, om hun ikke mener, at det er hyklerisk, når Venstre og statsministeren taler om, at man vil afbureukratisere den offentlige sektor, samtidig med at man tvinger kommunerne til at gennemføre konkurrenceudsættelse af de ydelser, de har, altså sende dem i udbud? Er fru Helle Thorning-Schmidt ikke enig i, at en af de ting, der mest aktivt medvirker til at skabe unødvendige kontrolforanstaltninger og bureaukrati i den offentlige sektor, er, at man hele tiden skal dokumentere, at man er i konkurrence med den private sektor og hele tiden skal sende ting i udbud, uanset hvad kommunerne måtte mene om det?

Jeg er helt enig med ordføreren i, at det, som regeringen har gennemført, er en ideologisk statsstyring af kommunernes udbudspolitik og også af deres fritvalgspolitik. Vi mener det faktisk alvorligt, når vi taler om det kommunale selvstyre. Der kan være mange gode grunde til at sende opgaver i udbud, mange gode grunde til at give borgerne frit valg, men hvorfor skal det besluttes fra Christiansborg? Hvorfor kan man ikke ude i de enkelte kommuner beslutte, hvordan man vil indrette sig? Jeg må sige, at det er underligt, at en Venstreregering skal stå i spidsen for det, men det her er en ideologisk statsstyring af kommunerne, som Socialdemokraterne naturligvis ikke går ind for.

Til sidst vil jeg bare sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at hun har ret i, at kommunerne skal have mulighed for selv at træffe afgørelser. Men mener fru Helle Thorning-Schmidt ikke, det er rigtigt, at det at satse på udbud og udliciteringer jo gør, at man er nødt til at kontrollere, om ydelserne bliver leveret, og at man bliver nødt til at kræve dokumentation? Det vil sige, at man bliver nødt til at kræve mere bureaukrati, og hvis man så vil forsøge at skabe en slags lighed mellem de offentlige institutioner og de private, som konkurrerer på et frit marked, vil det føre til mere bureaukrati og dermed også til dårligere vilkår for de ansatte.

Jeg mener, at der er meget heldige eksempler på udlicitering og fritvalgsordninger, men der er også meget uheldige eksempler. Jeg vil mene, at det er op til kommunerne at bestemme, hvornår det er en god idé. Man har folkevalgte kommunalbestyrelser, som kan tage stilling til det her. Vi skal ikke blande os i, at en kommunalbestyrelse vælger at udlægge noget gartnerarbejde til en privat udbyder, hvis det er det, som tjener borgerne bedst i den kommune, og det, der sikrer, at de får mest ud af skattepengene.
     Så nej, vi har ikke nogen ideologisk holdning til det her. Vi mener, at kommunerne fuldt ud er i stand til selv at vurdere, hvilke opgaver der skal lægges ud, hvor mange penge de vil bruge på bureaukrati, og hvordan det fungerer bedst. Vi mener ikke, at det er beslutninger, der skal tages fra Christiansborg. Det må være op til de folkevalgte ude i kommunerne.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi går videre med Dansk Folkepartis ordfører fru Pia Kjærsgaard.

I Dansk Folkeparti har vi brugt en stor del af dette forår på at drage ud i landet og høre, hvad der ligger danskerne på sinde. Vi vil ved selvsyn se, hvordan det står til i vores offentlige sektor. Sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl har jeg besøgt plejehjem, plejecentre, hospitaler og væresteder og mange, mange andre ting for at se, hvordan det forholder sig med den danske velfærd i praksis, og for at høre, hvad vi kan gøre bedre. Det har ikke været os, der sådan kom med svarene, som politikere har for vane, men vi har valgt at lytte til folk. Besøgene har været utrolig lærerige, meget spændende og også meget, meget gribende. Det er lærerigt at høre fra personale, ledere, brugere, beboere og patienter, hvordan de oplever deres hverdag og deres vilkår. Det er spændende, fordi vi har oplevet velfungerende steder, hvor engagement og livsglæde blomstrer, og gribende, fordi vi alle steder har mødt engagerede mennesker, som har gjort det til en livsopgave at hjælpe vores svageste medborgere, og det er uden, at der egentlig bliver gjort særlig meget for at belønne dem.

     Overalt har personale, brugere og beboere taget imod os med åbne arme, overalt er vi blevet lukket gæstfrit ind i medarbejdernes hverdag og i beboernes private hjem. Jeg har mødt unge ansatte, som finder stor inspiration i at arbejde med ældre mennesker, og som ikke kunne forestille sig at gå igennem dagen uden at sludre lidt med de ældre, heller ikke selv om opgaverne faktisk hele tiden står i kø. Jeg har mødt personale på psykiatriske institutioner, som elsker deres job, selv om de må opleve at blive fysisk angrebet af deres psykisk syge eller demente patienter. Jeg har oplevet erfarne ledere, som kender deres afdeling eller institution til bunds, og som kæmper for at tiltrække personale til de mange livsvigtige og nødvendige opgaver.
     For hvordan er det nu lige, vi belønner de unge mennesker, som vælger SOSU-uddannelsen i stedet for at gå i gymnasiet ligesom alle de andre? Hvordan belønner samfundet den medarbejder, som igen og igen bliver korporligt overfaldet af ulykkelige, psykisk dårlige patienter? Hvordan belønner samfundet den medarbejder, som nat efter nat er alene på arbejdet med ansvaret for alt for mange svagelige beboere? Ja, man får sådan en startløn på omkring 18.000 kr. og en lederløn efter årtiers erfaring på ca. 10.000 kr. mere. Og så med den her mærkat, hvor der står lavstatus, med en sønderlemmende kritik af de få steder, hvor alt går galt, og med en ligegyldighed over for de mange ansvarlige og engagerede steder.
     Det vil Dansk Folkeparti ikke acceptere, og det vil vi have lavet om på. De lavest lønnede i den offentlige sektor skal have en bedre løn, der i højere grad modsvarer det store stykke arbejde, de udfører for samfundets svageste. Vi skal have højnet respekten for det at have med mennesker at gøre, og vi skal have gjort karrieremulighederne bedre, så vores unge mennesker kan se en faglig udvikling og en udfordring i deres arbejdsliv. Det er Dansk Folkepartis holdning, og der skal ikke herske tvivl om, at vi er parate til at kæmpe en hård kamp for det i de kommende forhandlinger om kvalitetsreformen.
     Plejesektoren og sundhedssektoren er en af hjørnestenene
i vores velfærdssamfund, og vi bliver alle som en afhængige af andres omsorg og pleje på et eller andet tidspunkt i vores liv. Velfærden begynder og slutter med de mennesker, der udfører den i praksis. Så længe de ansatte i plejesektoren ikke har bedre lønninger og arbejdsvilkår og mulighed for efteruddannelse, kan ingen regne med, at forventningerne til den offentlige sektor bliver indfriet. Så længe lavstatusetiketten klæber til arbejdet med vore svage medborgere, vil der fortsat være problemer med at rekruttere personale. Så længe lønninger og arbejdsvilkår er uacceptable, går det ikke kun ud over de ansatte, nej, det går også ud over vores ældre og syge. Man skal kende et træ på dets frugter, som der står skrevet. Dette bibelcitat passer egentlig også på velfærdssamfundet. Temperaturen på velfærdssamfundet kan vi ikke sådan tage
i Folketinget, den kan kun måles ude på de enkelte institutioner. Billedet er klart, billedet har al mulig vilje til helbredelse, men medikamenterne mangler i mange tilfælde. Dansk Folkeparti ser velfærdssamfundet som en helhed. De seneste mere end 5 år er bevis på, at vi hele tiden har haft en realistisk tilgang til velfærden. Det er således ikke i vore rækker, man finder en urealistisk overbudspolitik. Krone for krone har vi peget på finansieringen, hver gang vi er kommet med udgiftsforøgende forslag. Mange vil have bemærket Dansk Folkepartis kampagne på togstationer og busser, »ægte velfærd, stram udlændingepolitik«. Så enkelt kan det faktisk siges. Det sidste er en forudsætning for det første. Den stramme udlændingepolitik har sparet samfundet for milliarder af kroner. Velfærdskommissionen beregnede i foråret 2005, at udlændinges manglende tilknytning til arbejdsmarkedet hvert år koster det danske samfund mere end 30 mia. kr. Tænk engang, hvad de mange penge kunne bruges til. Beregningerne er bevis på, at en fortsat stram udlændingepolitik er alfa og omega for fremtidens velfærd. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at nogen kan mene noget andet. Ægte integration vil selvfølgelig sige, at kvinder naturligvis ikke bærer tørklæde. Tørklæde er om noget symbol på undertrykkelse, og selv i de tilfælde, hvor kvinderne hævder, at tørklædet er selvvalgt, er der foruden en hån over for de kvinder, der ikke selv kan vælge, stadig tale om en åben provokation; et ønske om at afgrænse sig og adskille sig fra det omgivende samfund; et signal om, at det danske samfund er urent.

     Og hvorfor tager jeg så den debat op igen, hvorfor gjorde jeg det her offentligt Kristi himmelfartsdag, hvorfor har jeg konfronteret Socialdemokratiet med det her spørgsmål? Det er selvfølgelig, fordi man ikke kan sige, at tilknytning til arbejdsmarkedet er nok. Nej, indvandrerne skal i langt, langt større omfang tilpasse sig de danske normer. Kun på den måde kan man tale om ligeværdige borgere; kun på den måde vil de kunne gøre sig fortjent til den respekt, som mange taler så meget om.
     Jeg mener faktisk, at det er et udtryk for foragt over for danskerne, hvis ikke man vil tilpasse sig det danske samfund.
     Forårets debat om tørklæder har været forstemmende. Jeg fatter simpelt hen ikke, at et parti, som kalder sig socialistisk, kan få sig selv til at opstille en kandidat, der uden blusel signalerer, at hun er tilhænger af islamisk sharia; der ikke vil give hånd til mænd og har udtalt sig særdeles tvetydigt om både dødsstraf og homoseksuelle.
     Det er ganske enkelt grotesk, at et socialistisk parti, der hævder at hvile på progressive historiske traditioner, uden tøven byder middelalderen velkommen i det danske parlament med dets århundredgamle traditioner for frisind og demokrati. Det er en hån mod demokratiet. Jeg synes, det er vigtigt, at Socialdemokratiet besvarer meget mere nøjagtigt, hvad man egentlig vil gøre ved det. Vil man virkelig tillade det? Vil man virkelig lægge sin tillid hos et parti, der har den opfattelse af demokratiet?
     Men det standser jo altså ikke ved tørklæderne. For nylig foreslog en dansk imam, at flerkoneri skulle være tilladt. Ikke alene ville et sådant tiltag være et frontalangreb mod ægteskabet som institution, det ville også være et farvel til civilisationen, som vi kender den, og et goddag til det rene barbari. Flerkoneri er simpelt hen udtryk for den værste menneskeforagt, der findes, intet mindre.
     Vi er simpelt hen nødt til at tale om den ægte integration. Det vil selvfølgelig også sige, at en dagplejemor, en pædagog, en skolelærer eller en social- og sundhedsassistent naturligvis ikke optræder indhyllet som et spøgelse. Alene det, at vi kan have denne diskussion, er jo ganske, ganske ubegribeligt. Alene det, at et i hvert fald så godt som enstemmigt Folketing slutter op om det, er ubegribeligt.
     Tørklædet er og bliver et politisk symbol, i og med at islam som lovreligion ikke adskiller politik og religion. Jamen vi har da religionsfrihed, hører jeg straks nogen råbe. Ja, og heldigvis for det. Vi har religionsfrihed, men vi har ikke religionslighed, og demokratiet giver i øvrigt heller ikke frihed til at undertrykke et helt køn.
     Velfærd, udlændingepolitik og integration er uløseligt forbundne størrelser. Fremtidens velfærd afhænger af, at den stramme udlændingepolitik bliver bibeholdt til gavn for hele samfundet, men den afhænger også af, at vi får indvandrerne ud på arbejdsmarkedet, og ikke mindst af, at de på længere sigt bliver danskere gennem tilegnelse af danske normer og respekt for det danske demokrati og det danske menneskesyn.
     Jeg håber virkelig, at der i løbet af debatten også er andre, der vil tage hele værdidebatten op; at der er andre, der vil tale om sammenhængskraften i det danske samfund; at der er andre politikere, der vil have et krav om, at danske værdier er noget, vi har tilkæmpet os i det danske samfund, at det er noget, vi ønsker at bevare, og at det er noget, vi ikke ønsker at give slip på.
     Jeg synes simpelt hen, at der er for mange, der er for lemfældige i forhold til det her, at der er mange, der ikke ønsker at debattere det, men jeg kan godt garantere, at for Dansk Folkeparti hænger velfærden og en stram udlændingepolitik uløseligt sammen.

Tak til ordføreren. Der er korte bemærkninger, og den første korte bemærkning er fra hr. Per Clausen.

Jeg vil i første omgang lade fru Pia Kjærsgaards meget store optagethed af hovedbeklædninger, klaphatte og lignende ligge og i stedet for stille et konkret spørgsmål.
     Når fru Pia Kjærsgaard siger, at Dansk Folkeparti kræver, at der kommer lønforhøjelser til de lavtlønnede offentligt ansatte, betyder det så, at Dansk Folkeparti vil stille det som betingelse ved de kommende kommuneaftaler, at der skal være afsat midler til, at de kommunalt ansatte kan få mere i løn?

Jeg tror på ingen måde, vi kan undgå, og vi skal heller ikke undgå det, at når vi skal i en nærmere drøftelse om hele kvalitetsreformen, så er offentligt ansattes løn - dem, der er ansat i plejesektoren, dem, der er ansat i sundhedssektoren - bestemt et middel til at tiltrække flere til den sektor. Det er et meget, meget stort emne for Dansk Folkeparti.
     Egentlig synes jeg, det er utrolig positivt - det må jeg også sige i forhold til det her - at der i øjeblikket er trepartsforhandlinger. Vi er meget godt tilfredse med, at fagforeningsrepræsentanter, offentlige arbejdsgivere og regeringen nu har sat sig sammen, uanset at det er en Venstreledet regering, der sidder, og ikke en socialdemokratisk ledet regering. Vi ønsker, at de skal være skrappe i deres krav, for vi er simpelt hen nødt til at tiltrække flere til den sektor.

Jeg er nødt til at sige, at fru Pia Kjærsgaard ikke svarede på mit uhyre enkle spørgsmål. Det er jo sådan, at kommunernes økonomi afgøres ved kommuneaftaler. Derfor er det afgørende, om fru Pia Kjærsgaard nu kan sige, at en betingelse for, at Dansk Folkeparti vil godkende de kommuneaftaler, er, at der er sikret økonomisk råderum til, at de lavtlønnede offentligt ansatte kan få et lønløft næste år.

Det er rigtigt, som hr. Per Clausen siger, at der også er en kommuneaftale, der skal på plads. På samme måde, som det gælder fagforeningerne, de offentlige arbejdsgivere, altså den trepartsforhandling, som finder sted, må man jo også fra kommunernes side være meget opmærksom på, at mange af de udgifter, vi her taler om, ligger i regionerne og i kommunerne, og ja, der skal flere ressourcer til. Vi mener fra Dansk Folkepartis side, at det er et løft til de offentligt ansatte, der har med pleje- og sundhedssektoren at gøre.

Så er det hr. Per Clausen for sidste korte bemærkning.

Så må jeg også konstatere, eftersom det jo er Dansk Folkeparti, der leverer de afgørende stemmer for, om kommuneaftalen bliver vedtaget i Folketingets Finansudvalg, at fru Pia Kjærsgaard nu har givet et løfte om, at Dansk Folkeparti ikke stemmer for en kommuneaftale, som ikke indeholder økonomiske muligheder for, at kommunerne og regionerne kan give de lavtlønnede offentligt ansatte et løft ved de overenskomstforhandlinger, der kommer næste år. Det er jo Dansk Folkeparti, der afgør det. Det er Dansk Folkeparti, som har den afgørende stemme, når kommuneaftalen skal vedtages eller ikke vedtages.

Jeg er ganske overbevist om, at regeringen har både kvalitetsreform og kommuneaftale i tankerne. Jeg tror ikke, at man i denne tid kan skille de to ting ud, for det er fuldstændig rigtigt, at kommunerne også har et meget stort ansvar for at finde ud af, hvor det kniber i kommunerne. Jeg er i øvrigt også meget godt tilfreds med, at der nu også pågår en diskussion om, at der altså er kommuner, som klarer den her opgave meget, meget bedre end andre kommuner. Men det bliver jo også igen et led i hele kvalitetsreformen.

Fru Pia Kjærsgaard har været rundt i landet og set på virkeligheden, og på den måde har vi så været rundt på ture næsten samtidig, tror jeg. Jeg kan genkende det der billede af hårdtarbejdende mennesker, der arbejder, så blodet næsten springer i den offentlige sektor.
     Jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun også mødte det samme billede som mig, nemlig af institutioner, der var blevet nednormeret de sidste 5½ år på grund af de stramme kommuneaftaler og de få penge; af institutioner med flere lukkedage; af ventepatienter på gangene på sygehusene i hovedstadsområdet, i Svendborg eller Kalundborg, eller hvor man nu tog hen. Var det de samme billeder, der mødte fru Pia Kjærsgaard? Hvad overvejede fru Pia Kjærsgaard i forhold til, at det netop er de 5½ år, hvor hun har haft hovedansvaret for den førte økonomiske politik?

At sige, at jeg har haft hovedansvaret, er trods alt nok at tillægge mig for stor magt og indflydelse i forhold til, hvad jeg i realiteten har.
     Men jeg har jo klart givet udtryk for i min tale, at jeg fra min rundtur ved - jeg ved ikke, hvor meget hr. Villy Søvndal har været ude, men jeg kan i hvert fald berette, at jeg og hr. Kristian Thulesen Dahl har været rigtig, rigtig mange steder - at der er ting, der halter, men der er bestemt også ting, der er blevet bedre. Det synes jeg ikke vi skal undlade at nævne i den her debat. Det har også de øvrige ordførere eller i hvert fald Venstres ordfører været inde på, og statsministeren har som første mand i den her debat været inde på, at der i den her periode er givet et meget, meget stort milliardbeløb til velfærden til hele den offentlige sektor.

Det kunne godt være, vi skulle tage på en tur sammen og invitere pressen med rundt, for så ville det være svært at snakke sig uden om virkeligheden.
     Altså, virkeligheden er, hvis man kigger på Kommunernes Landsforenings tal, budgetredegørelsen for 2006, at der i dag bruges færre penge pr. skoleelev, end der gjorde, da fru Pia Kjærsgaard blev støtteparti til den nuværende regering. Der bruges færre penge på det enkelte barn i en daginstitution, end der gjorde, da den nuværende regering overtog. Der bruges færre penge på ældre over 67 år, end der gjorde, da den nuværende regering og Dansk Folkeparti tog over.
     Det her er tal fra den kommunale budgetredegørelse. De tal omsætter sig så i den virkelighed, at ude på institutionerne løber folk stadig stærkere, har stadig mindre tid, har stadig mere travlt, bliver stadig mere slidt ned.

     Der vil jeg spørge: Vil fru Pia Kjærsgaard vedkende sig om ikke hovedansvaret så i hvert fald sin store del af ansvaret for, at det er den udvikling, som regeringen og Dansk Folkeparti har kunnet præstere i forhold til velfærdens kerneområder?

Jeg kan bare konstatere, at der siden 2001 er blevet givet 35 mia. kr. mere til velfærd; at vi har haft gang i kræfthandlingsplaner; at vi har givet mere til kommunerne i forhold til de ældre. Det er en konstatering, sådan er det.
     Men at jeg kender virkelighedens verden tror jeg bestemt også jeg har givet udtryk for. Jeg står ikke og påberåber mig et skønmaleri eller et lykkeland, for jeg ved udmærket godt, at der er steder, hvor der mangler, og det er jo det, vi netop er begyndt at vende op og ned på i forbindelse med den kvalitetsreform, som statsministeren lancerede for vel et års tid siden.

Så er der den sidste korte bemærkning fra hr. Villy Søvndal.

Det er jo der, hvor skillelinjen for alvor går. Fru Pia Kjærsgaard er optaget af generelle tal serviceret fra Finansministeriet, mens vi i SF er optaget af det enkelte menneske, det enkelte barn, den enkelte ældre: Har de fået mere eller mindre hjælp? Nej, de har fået mindre hjælp, dokumenteret i kommunernes egne tal. Jeg antager, at selv fru Pia Kjærsgaard vil sige, at de nok ikke lyver om tallene.
     Så vil jeg spørge til det der med, at de offentligt ansatte skal have mere i løn. Det er vi jo enige i, og derfor fremsatte vi et forslag, der blev behandlet den 20. januar i år, hvor hr. Kim Christiansen var ordfører for Dansk Folkeparti. Vores forslag var at lave en lavtlønspulje til hårdtarbejdende omsorgsmedarbejdere i den offentlige sektor - lige præcis dem, fru Pia Kjærsgaard talte om. Hvad skete der, da vi skulle stemme? Dansk Folkeparti stemte imod.
     Det er da underligt, hvis man brænder for lysten til at få bedre løn for de lavtlønnede omsorgsmedarbejdere, at man så ikke stemmer for de forslag, der kommer i Folketinget. Det vil jeg sådan set godt have en forklaring på.

Nu tillagde hr. Villy Søvndal mig jo et meget stort ansvar før, og det, jeg i hvert fald godt vil påtage mig ansvaret for, er, at det var Dansk Folkeparti, der på sommergruppemødet sidste år kom ind på de tanker om, at de offentligt ansatte simpelt hen var økonomisk underprioriterede. Det var jo ikke hr. Villy Søvndal, som lige pludselig fandt på det. Og efter at Dansk Folkeparti havde gjort det, ja, så kom hr. Villy Søvndal med et forslag
i Folketinget. Der siger jeg bare, at det er i forbindelse med kvalitetsreformen, det er i forbindelse med kommuneaftalerne, at den ting bliver afgjort, og der har jeg jo sagt, at det er noget, som Dansk Folkeparti vægter meget, meget højt.

Fru Pia Kjærsgaard er meget optaget af ægte velfærd, og det er også det, vi kan se rundtomkring på busserne, og hun taler også varmt om de offentligt ansatte. Jeg er enig i, at de offentligt ansatte knokler derude. De har været igennem kæmpestore forandringer i det sidste år, og de knokler for at få det hele til at hænge sammen, mange også til en beskeden løn, og når de skal høre på, at de er i lavstatusjob, så må det faktisk også gøre indtryk på de offentligt ansatte.
     Men jeg skal bare stille fru Pia Kjærsgaard et spørgsmål. Hvis vi nu zoomer ud og er en af de offentligt ansatte, hvornår tror fru Pia Kjærsgaard så at de offentligt ansatte havde det bedst: Var det i perioden fra 1995 til 2001, hvor der blev ofret 48 mia. kr. på den offentlige velfærd, eller var det i perioden fra 2001 til 2007, hvor der blev ofret 33 mia. kr. på den offentlige velfærd?
     Det er alligevel en ret stor forskel. Og når man nu uafbrudt skal høre om de der 33 mia. kr., så synes jeg, det er værd at bemærke, at hvis man havde fortsat stigningstakten fra de foregående år, skulle man faktisk op på et betydelig større beløb. Tror fru Pia Kjærsgaard, at det kan mærkes af de offentligt ansatte i hverdagen og af alle de tusindvis af brugere, der er af den offentlige sektor?

Jeg synes, det er en fantastisk beregning, fru Helle Thorning-Schmidt kommer med. Det er dog noget af det mest simple, jeg endnu har hørt - altså, jeg ved ikke, om hr. Naser Khader måske kunne have gjort det endnu mere simpelt, det kunne jeg godt have en mistanke om.
     Jeg må bare konstatere, at det jo er Socialdemokratiet, der har stået bag 2010-planen om forbruget i den offentlige sektor; sådan har det været. Jeg ved ikke, om Socialdemokratiet stadig væk støtter det, eller hvordan det ser ud, men det er i hvert fald Socialdemokratiet, der har stået bag.

I 2010-planen var der jo et ganske betydeligt råderum, som man kunne bruge til enten velfærd eller skattelettelser. Kan fru Pia Kjærsgaard svare mig på, hvor meget man har givet i skattelettelser årligt i den her regerings tid siden 2001?

Hvis fru Helle Thorning-Schmidt hentyder til forårspakken, så blev det gjort på et tidspunkt, hvor det var rigtig, rigtig godt, og hvor det var en rigtig, rigtig god gevinst for de grupper, som fru Helle Thorning-Schmidt bryster sig af at være bannerfører for. Det er ikke helt korrekt, men det er i hvert fald det, fru Helle Thorning-Schmidt siger.
     De ca. 10 mia. kr., der på det tidspunkt blev givet i skattelettelser i forårspakken, blev givet på et rigtig godt tidspunkt. Det var et rigtig godt initiativ. Det var netop det, der var med til, at arbejdsløsheden faldt, at beskæftigelsen kom i fokus. Det var et rigtig, rigtig godt tidspunkt, det skete på, og det var et godt initiativ, som Socialdemokratiet ikke støttede, til trods for at Dansk Folkeparti sørgede for, at det var mellemindkomstgrupperne, at det var de lavtlønnede, som fik del i den. Det ville Socialdemokratiet ikke være med til.
     Med hensyn til det økonomiske råderum - der vil jeg godt spore det hen, for det var vist også lidt det, der lå i fru Helle Thorning-Schmidts spørgsmål - har vi klart givet udtryk for, at det efter Dansk Folkepartis mening bestemt bør gives til et velfærdsløft. Absolut.

Fru Pia Kjærsgaard har nu indrømmet, at der i denne regeringsperiode siden 2001 er givet skattelettelser i milliardklassen, tocifrede milliardbeløb. Det er ikke kun forårspakken, det er også skattelettelser til landbruget, til erhvervslivet og mange andre ting. Dermed har fru Pia Kjærsgaard ansvaret for, at man i 5½ år har prioriteret skattelettelser frem for velfærd, og man har dermed også et ansvar for det politiske valg, der er blevet foretaget. Man har undladt at investere i vores fælles velfærd for i stedet at give skattelettelser.
     Jeg synes, det er rart, at vi nu har fået frem, at der er givet skattelettelser i milliardklassen. De penge kunne vi
i stedet have brugt til vores velfærd. Vi kunne have fået en reel vækst i vores offentlige velfærd til gavn for de offentligt ansatte, til gavn for de mange brugere af den offentlige sektor.

Altså, det går op for mig, at fru Helle Thorning-Schmidt både er bagudskuende og fremadskuende og alt muligt, når det gælder skattelettelser. Fru Helle Thorning-Schmidt spørger, om jeg indrømmer, at vi har været med til en skattelettelse. Ja, det gør jeg. Det indrømmer jeg, og som jeg sagde før, synes jeg, det var på et rigtig, rigtig godt tidspunkt. Det gav simpelt hen frisk luft på det tidspunkt, hvor det blev givet. Det medvirkede til, at arbejdsløsheden faldt og beskæftigelsen kom i fokus.
     Det, der var hovedemnet sidste gang i valgkampen i 2005, var jo den meget, meget store ledighed, og hvad skete i forbindelse med forårspakken? Der skete faktisk det, at der blev vendt fuldstændig om på det, og hvis spørgsmålet er, om jeg indrømmer, at vi har været med til det, så er svaret et klingende, glad og tindrende ja.

Jeg hører, at fru Pia Kjærsgaard vil give f.eks. hjemmehjælperne en højere løn for at tiltrække dem og gøre det mere attraktivt at søge arbejde som hjemmehjælper. Det vil jeg slet ikke afvise kan fungere på den måde, men jeg vil meget gerne vide, hvor fru Pia Kjærsgaard ser for sig at de mange hjemmehjælpere skal komme fra.

Jeg er ikke - og slet ikke, efter at jeg har været så meget rundt i landet - et øjeblik i tvivl om, at plejesektoren ville tiltrække rigtig mange mennesker, hvis der blev mere respekt om arbejdet, hvis der var en højere løn. Hvis man som ungt menneske, når man sidder og kigger på, hvad man vil med sit liv, hvilket arbejde man vil ud i, kunne se, at der var en faglig uddannelse, en videreuddannelse, der var langt mere ambitionsfyldt, end den er i dag, så er jeg overhovedet ikke
i tvivl om, at plejesektoren, sundhedssektoren ville være langt, langt mere attråværdig, end den er i dag.

Det anfægter jeg slet ikke, og jeg mener også, der skal højere status eller mere prestige omkring det arbejde. Jeg er enig med fru Pia Kjærsgaard. Jeg spørger bare: Hvor kommer de nye medarbejdere til sundhedssektoren fra? Kommer de fra folkeskolen? Kommer de fra, ja, hvorfra kommer de?
     Altså, hvor er de medarbejdere henne lige nu? Hvordan stamper vi dem op af jorden? Vi mangler sygeplejersker, vi mangler læger, vi mangler hjemmehjælpere allerede i tusindtal. De lavest lønnede inden for plejesektoren får ca.
17.700 kr. om måneden. Hvis nu man sagde, at man gav dem
2.000 kr. mere, bare inden for plejesektoren, ældreplejen, så ville det koste 2,4 mia. kr. Er fru Pia Kjærsgaard parat til det? Hvor skal de komme fra, medarbejderne og pengene?

Jeg skal endnu en gang understrege, at vi er villige til at bruge flere penge på den sektor - absolut; det skal i hvert fald ikke være nogen hemmelighed. Og det er ikke noget, jeg vil stå her om 5 år eller 3 år og indrømme at jeg har sagt, for det siger jeg nu, og det skal jeg også nok sige mange andre gange.
     Det er da rigtigt, at der mangler folk, men det er jo lige så rigtigt, at der er fag i Danmark, hvor der er for stor søgning, og at der er fag i Danmark, hvor der er en for lille søgning; der er en klar skævvridning. Der mener jeg, at der er mange flere - for folk vil gerne det her - som ville lade sig tiltrække af plejesektoren, hvis der var helt, helt andre normer.
     Så er det rigtigt, som fru Marianne Jelved siger, at der mangler sygeplejersker, og at der mangler læger. Nu kan jeg ikke lade være med lige i forhold til dagens debat - og det kunne statsministeren måske komme ind på lidt senere - at sige: De aftaler, vi har med svenske lægestuderende, går simpelt hen ikke. Vi har hørt her til morgen, at det er svenske lægestuderende, som bliver optaget, og som forlader deres studium, og det går ganske enkelt ikke, for det er jo også med til at udhule hele den sektor. Det vil jeg faktisk meget gerne have at statsministeren kommer lidt ind på, for det er totalt uacceptabelt.

Så er det fru Marianne Jelved for sin sidste korte bemærkning.

Desværre må jeg konstatere, at fru Pia Kjærsgaard ikke svarer på mit spørgsmål, for til andre sektorer er der jo også for lidt søgning. Der er alt for få, der søger lærerjob f.eks. Vi har faktisk mangel på arbejdskraft i Danmark. Industrien taler om mangel på arbejdskraft, den private sektor taler om mangel på arbejdskraft generelt set. Det er derfor, jeg er interesseret i, hvad fru Pia Kjærsgaard vil gøre for at skaffe den arbejdskraft. Man vil altså tage den fra andre sektorer, o.k.
     Men jeg har meget svært ved at forstå, at Dansk Folkeparti er med til at lave skattelettelser i den her størrelsesordenen, og det er tal, jeg har fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - og de er ikke medlem af Det Radikale Venstre, skulle jeg hilse og sige. De siger:
forårspakke: 10,8 mia. kr., skattestop: 13 mia. kr. i 2006. Det er skattelettelser på 23,8 mia. kr. I 2010 er det blevet til 28,8 mia. kr. Tænk, hvad vi kunne have givet i lønforhøjelse til hjemmehjælperne.

Altså, det er jo ikke, fordi jeg synes, det er sjovt, men jeg vil alligevel undre mig lidt over, at man nu i den her skattedabet, som sandt for dyden har eksisteret i den sidste måneds tid og også på et niveau, hvor Dansk Folkeparti ikke har været særlig begejstret for det, begynder at grave tilbage til en skattelettelse, som fru Marianne Jelved i forhold til de skattetanker, fru Marianne Jelved altid går med, burde have været med i. Jeg ved godt, at man helst vil lette i toppen; det var der også andre partier der ville, men Dansk Folkeparti fik det forhindret. Men faktisk burde fru Marianne Jelved have været med.
     Jeg kan altså slet ikke finde ud af, hvad der foregår i øjeblikket i Det Radikale Venstre. Jeg har lagt mærke til, at Det Radikale Venstre her senest har sagt - ved fru Marianne Jelved - at nu skulle der også mere omsorg og pleje til. Fru Marianne Jelved siger det også lidt i dag. Der er rigtig dejligt opbrud i dansk politik i øjeblikket, og det synes jeg egentlig er en rigtig, rigtig god ting for Det Radikale Venstre at der er.
     Men jeg står hundrede procent ved de skattelettelser, vi har givet, og vi står også ved skattestoppet. Fra år til år i forbindelse med finansloven bestemmer vi os for, om vi vil være med i skattestoppet, mod at der bliver givet nogle ydelser på andre områder, for vi er enige i, at det ikke er alle, der får lige stor gavn af det.
     Jeg vil meget gerne svare på det sidste, hvis ...

Men det må vente til anden omgang; tiden er overskredet. Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den konservative ordfører, fru Pia Christmas-Møller.

Det er altid opløftende, når politikere forholder sig til, hvilke kerneværdier vi som samfund skal bygge på og stræbe efter, for det giver løfter om, at man forsøger at skabe en sammenhæng i dagens og vejens politik. Ved at sætte det konkrete lovgivningsarbejde i et mere principielt og medmenneskeligt relief kan man håbe på, at de dybeste grøfter og værste blindgyder kan undgås i tide.
     Derfor blev jeg også så glad for statsministerens bemærkning om, hvordan frihed og herunder ikke mindst frisindet er bærende for vores folkestyre, og det kan derfor være en central grundpille i den kommende kanon om vores demokrati.
     Men jeg vil nu alligevel godt anbefale statsministeren en lille vandretur, for jeg savnede noget - én grundpille bærer jo ikke meget hus, i hvert fald ikke, hvis det skal være en stærk konstruktion. Statsministeren behøver såmænd ikke at gå særlig langt, for hvis man går en tur ud i vandrehallen og standser op foran montren med vores grundlov og lader blikket feje hen over frisen på væggen bagved, vil man få øje på fire ord: Frisind, retsind, lovsind og storsind. Se, det er og skal efter min og den konservative gruppes mening fortsat være de fire bærende søjler i Danmarks demokratiske hus.

     Frisind, fordi udgangspunktet altid må være det enkelte menneskes ret til forskellighed og dermed personlig frihed under personligt ansvar.
     Retsind, fordi menneskers liv i fællesskab med hinanden skal ledes af ideen om den enkeltes ligeværdighed og ikke af den stærkes overmagt.
     Lovsind, fordi retfærdighed bedst nås gennem regler, som på forhånd er kendt. Derfor står der jo også over indgangen til denne sal: Med lov skal man land bygge. Og hertil hører selvfølgelig, at uafhængige domstole skal sørge for lighed for loven.
     Og endelig storsind, fordi højt til loftet giver plads til, at forskellighedens kraft, de, der har evnerne og energien, kan skabe til fordel for såvel den enkelte som til fordel for fællesskabet. Kun ved at give plads til dem, der kan skabe mere, end de selv behøver, bliver der plads til dem, der ikke kan. Storsindet ser tydeligst forskellighedens styrke, smålighedens misundelse kun dens svagheder.
     Vi kan ikke undvære en eneste af disse fire grundværdier, når vi skal tackle tidens udfordringer, hvad enten de kommer udefra eller indefra. Vi har udviklet et demokratisk folkestyre, hvor kønnenes ligeværdighed ikke er til diskussion, og hvor seksuelle mindretal er sikret imod diskrimination. De fire grundværdier, retsind, lovsind, frisind og storsind, er kernen i vores samfund, der hidtil har haft sammenhængskraft, og som hidtil har evnet både at skabe og fordele velfærden.
     »Velfærd med hjertet« siger Socialdemokratiets formand, som jeg i øvrigt gerne vil byde velkommen her i debatten i dag. Det lyder meget sødt og skal sikkert lyde særlig rødt, men hvad dækker det over andet end endnu et spindoktortrick a la det, man ville have os til at hoppe på, da man sagde, at man ville støtte skattestoppet. Det bluffnummer har fru Lotte Bundsgaard jo heldigvis afsløret og tilstået.
     Nøglen til al velfærd er arbejde. Herigennem skabes de værdier, vi alle sammen hver for sig og som samfund skal leve af, og de allerfleste mennesker vil hellere end gerne være med. Derfor er det også så dejligt, at vi har opnået en rekordlav arbejdsløshed. Vi er langt under den såkaldte strukturarbejdsløshed, som økonomer og socialdemokrater i årevis bildte os ind at vi ikke kunne komme under. 30.000 færre ledige, end man troede umiddelbart var muligt, den laveste ledighed siden 1974, er det foreløbige resultat. I 1998 sloges man med en ledighed på ikke mindre end et par hundrede tusind, men da regnede hr. Lykketoft og fru Jelved så også med, at man ikke kunne komme længere ned, og man satte en hård bremse på med pinsepakke osv.
     Og her har vi det. En grundlæggende forskel i udgangspunktet for Socialdemokraterne og for os Konservative er, at mens venstrefløjen altid først og fremmest tænker i stagnation og deraf afledte fordelingsstrategier, tænker vi først i vækst og deraf følgende investeringsstrategier. Vores tænkemåde og den deraf afledte reformvilje har ført til en meget langvarig vækstperiode i dansk økonomi.
     Vi satser på fremtiden, hvad enten det er visionære uddannelsesmål eller support til iværksættermiljøet, forskning eller teknologiinvestering båret af ambitiøse energi-, miljø- og klimamål, eller det gælder om at udvide arbejdsudbuddet via bedre integration og økonomisk opmuntring gennem en lettelse af skatten på arbejdsindkomst.
     Et samfund, der ikke målrettet tænker i vækstbaner, ender med at skulle forvalte et samfund i tilbagegang. Derfor er indtjening og fordeling to lige vigtige forudsætninger for et velfærdssamfund. Og når vi som nu oplever, at flere og flere virksomheder må sige nej til nye ordrer, fordi det ikke kan betale sig for medarbejderne at tage lidt overarbejde som følge af en for hård beskatning, ja, så har vi altså et skattesystem, som hæmmer velfærden. Vi skal have et skattesystem, som fremmer velfærden, og det kan kun ske, når vi får indrettet skattesystemet sådan, at det fremmer initiativ og dermed vækst. Der er grænser for, hvor længe virksomhederne kan sige nej til ordrer, før kunderne går andre steder hen på verdensmarkedet, og så er det jo altså ikke sikkert, at de kommer igen. Og pludselig risikerer vi at komme ind i en negativ spiral.
     Det er derfor en falsk melodi, når Socialdemokraterne hævder, at velfærd og lettelser af skatten på arbejde er modsætninger. Det er tværtimod to sider af samme sag, så længe vi har en beskatning, som hæmmer indtjeningen til velfærden.

     Derfor er svaret til fru Helle Thorning-Schmidt i dag:
Velkommen til debatten om fremtidens velfærd, men medbring venligst både hjerne og hjerte; det bruger vi andre, og det kan anbefales.
     Hjertet giver os den puls, der skal til for at kæmpe de sindslidendes, de syges og de svage ældres sag, så vi får den behandlingsgaranti, som vi Konservative har krævet også på det psykiatriske område, så vi får den nødvendige kapacitet på sygehusene, herunder efterlevet behandlingsgarantien på kræftområdet, og så vi får givet de ældre en værdig alderdom.
     Hjernen giver os den indsigt og de gode ideer, som skal til for at finde nye og bedre løsninger. Vi Konservative venter os meget af den kommende kvalitetsreform, hvor der bl.a. skal sættes fokus på ledelse, uddelegering og ikke mindst på tillid og ansvar. Behovet for arbejdskraft tager til i de kommende år både i den private og i den offentlige sektor. Her er det langtfra nok at føle udfordringens voldsomhed med hjertet. Der er behov for kreative ideer og konstruktive tanker fra hjerner med overblik.
     Med til de mange initiativer, som må tages, hører også en moderne familiepolitik, som på en og samme tid kan være med til at afstresse børnefamiliernes dagligdag, samtidig med at de kan fungere som leverandører af god arbejdskraft. Regeringen kommer med et familiepolitisk udspil, og jeg vil gerne pege på tre helt konkrete forslag, som kan hjælpe en rigtig udvikling på vej.
     For det første bør vi have sat loft over antallet af lukkedage i daginstitutionerne. Det er stressende, når der ud over helligdage kan være lukket drypvis i op til en hel arbejdsmåned. Det er stressende for forældrene, og det går ud over arbejdspladserne.
     For det andet kunne man skabe større fleksibilitet ved at give adgang til, at en del af forældreorloven kunne blive konverteret til omsorgsdage, der kan bruges f.eks. ved børns fødselsdage eller sygdom ud over første sygedag. Det vil også afstresse familierne.
     For det tredje skal vi have etableret en barselfond for selvstændige, som i dag er ladt helt i stikken.
     Alle tre forslag er noget, som vil være med til at afstresse forholdene omkring børnefamilierne og dermed være med til at sikre en bedre balance imellem familie- og arbejdsliv. Det er velfærd på et konkret plan, som giver fleksibilitet og større tryghed i dagligdagen.
     Men velfærd på et konkret, dagligdags plan forudsætter jo en grundlæggende følelse og oplevelse af fred og sikkerhed. Det kræver et aktivt internationalt engagement på mange niveauer, først og fremmest i EU, NATO og FN. Vi må utrætteligt yde vores til at fremme demokrati, menneskerettigheder og opbygningen af en international retsorden.
     Danmark yder et stort bidrag, også helt ude i frontlinjen i Afghanistan og Irak. Jeg har selv haft lejlighed til at besøge vore tropper ad flere omgange, og jeg har den dybeste respekt for deres indsats og har selv hørt fra både vores allierede, de respektive landes øverste ledelser og repræsentanter for lokalbefolkningerne, at vores soldaters indsats anerkendes meget. Med livet som indsats ydes der hver dag en fantastisk indsats. Tak for det. Godt, at der nu igen er et bredt flertal bag den vigtige indsats.

Tak til ordføreren. Så går vi i gang med de korte bemærkninger, og først er det hr. Per Clausen.

Fru Pia Christmas-Møller nævnte lukkedagene i daginstitutioner som et stort problem. Det tror jeg fru Pia Christmas-Møller har ret i. Men jeg vil stille to spørgsmål i tilknytning til det.
     Det første er, om jeg forstod fru Pia Christmas-Møller rigtigt, at det var De Konservatives budskab til børnefamilierne i det her land, at man skulle afskaffe eller begrænse antallet af lukkedage, og så skulle man lave nogle skattelettelser, og så skulle børnefamilierne arbejde mere. Det første budskab fra De Konservative til børnefamilierne var, at de skulle arbejde mere.
     Det andet, jeg gerne vil spørge fru Pia Christmas-Møller om, er: Hvad skal der så skæres ned på i kommunerne, hvis man skal begrænse antallet af lukkedage? For jeg hørte ikke et ord fra fru Pia Christmas-Møller om, at der skulle følge nogle penge med til kommunerne til at dække de udgifter, der er forbundet med det.

Der er gennemført en pasningsgaranti, og kommunerne er blevet kompenseret fuldt ud for den pasningsgaranti, og derfor går jeg ud fra som givet, at den pasningsgaranti ikke bare stille og roligt skal udhules ad bagvejen. Det vil vi ikke være med til i Det Konservative Folkeparti, og derfor har vi sat emnet på dagsordenen.

Det er jo en kendsgerning, at en lang række kommuner allerede nu kan konstatere, at de opgaver, de har overtaget fra amterne, er underfinansieret. Vil Det Konservative Folkeparti som led i, at man vil afskaffe eller begrænse antallet af lukkedage, tage de nødvendige initiativer til at sikre, at kommunerne kompenseres for de her ekstra udgifter, sådan at de får råd til at leve op til den garanti, som de tidligere har givet? Eller er det sådan, at Det Konservative Folkeparti bare vil påtvinge kommunerne nogle ekstra udgifter og ikke betale for de løfter, man kommer med?

Helt kort og præcist: Det Konservative Folkeparti går ikke ind for underfinansiering af opgaver, heller ikke dem, der bliver lagt ud til kommunerne, og derfor er det selvfølgelig oplagt, at vi vil være med til at sikre, at også aftaler i forbindelse med de igangværende kommuneforhandlinger giver kommunerne mulighed for at leve op til de forpligtelser, de har. Det siger sig selv. Det har vi gjort tidligere, og det vil vi gøre igen.
     Med hensyn til antallet af lukkedage vil vi ikke være med til, at man udhuler pasningsgarantien, som man én gang er blevet kompenseret for, ved at øge antallet af lukkedage op til det absurde.

Så er det hr. Per Clausen for sidste korte bemærkning.

Det vil sige, at Det Konservative Folkeparti vil indføre centralt fastlagte begrænsninger på kommunerne, som kommer til at koste kommunerne penge, uden at give kommunerne en øre, præcis som man tidligere har pålagt dem yderligere opgaver i forhold til folkeskolen i en situation, hvor vi bagefter kan se, at folkeskolen ikke har fået flere penge pr. elev.
     Det Konservative Folkeparti tvinger altså kommunerne til at skære ned på nogle andre områder for at opnå en gevinst på det her område, så man fratager kommunerne deres frihed, men også sikrer, at ældre, skoleelever eller andre bliver ramt af nogle nedskæringer, fordi kommunerne skal leve op til nogle løfter, som Det Konservative Folkeparti giver. Det vil sige, at Det Konservative Folkeparti lover, men de betaler ikke.

Det er notorisk forkert konkluderet af hr. Per Clausen - og det ved hr. Per Clausen formentlig godt - for erfaringen siger noget andet. Det Konservative Folkeparti har år for år været med til at vedtage aktstykker i Finansudvalget, som bærer de årlige kommuneaftaler igennem, aftaler, som krone for krone kompenserer kommunerne for de opgaver, de bliver pålagt af staten.
     For så vidt angår børnepasningsområdet, er det sådan, at pasningsgarantien er blevet finansieret én gang, og vi synes ikke, det er rimeligt, at forældre kan risikere, at der er op til en måneds dage lukket i en daginstitution, og hertil kommer så oveni helligdage og andre feriedage. En måneds arbejdsdage giver da en ustabilitet og et stress i familierne, som også går ud over arbejdspladserne. Det er ikke rimeligt, det er ikke fair, det vil vi gerne være med til at sætte på dagsordenen, og det har vi gjort.

Fru Pia Christmas-Møller nævnte i sin tale en række dyder nævnt på væggen herude og nævnte over for statsministeren også, at han ikke huskede den dyd, der hedder storsind. Det tror jeg både var en rigtig bemærkning og en klog bemærkning af De Konservative. Jeg ved ikke, hvad fru Pia Christmas-Møller tænkte på - det kan man jo aldrig vide, tanker er jo toldfri - men jeg ved, hvad jeg tænkte på, som er i modstrid med storsind, og det er det, der sker på vores asylcentre.
     Jeg vil bare spørge fru Pia Christmas-Møller, om hun er enig i, at det, der sker på asylcentrene, hvor vi holder mennesker i årevis, er det modsatte af storsind, det, der sker med hjemsendelsen af irakere, er det modsatte af storsind, det, der sker, hvis man ikke hjemtager tolke, der har sat livet på spil for vores soldater, er det modsatte af storsind. Jeg vil bare spørge fru Pia Christmas-Møller, om det var de ting, hun tænkte på.

De emner, hr. Villy Søvndal kommer ind på her, synes jeg ikke rummes af begrebet storsind, måske snarere af begrebet ansvarlighed. Det siger sig selv, at vi har en forpligtelse i forhold til f.eks. de irakiske tolke, der har hjulpet os i Irak. Vi vil ikke lade dem i stikken. Det kunne vi ikke drømme om, og det har vi gang på gang bekræftet over for Folketinget og andre, der måtte være interesseret. Vi vil tage vare om den situation, når vi kommer tættere på vores tilbagetrækning den 1. august. Det kan man være sikker på.
     For så vidt angår forholdene i asylcentrene, handler det jo også om at leve op til ansvarlighed, og der er tale om en række asylansøgere, som har fået afslag. Når det gælder irakiske asylansøgere, som har fået afslag, er der ikke nogen, der bliver tvunget hjem. De får nogle tilbud om at kunne komme hjem på nogle meget favorable vilkår, men det er altså frivillige aftaler. Og her skal man huske, at forholdene i Irak jo er meget forskellige, afhængigt af hvor man vender blikket hen. Sikkerhedssituationen er ikke ensartet over hele landet.

Jeg takker for svaret. Det her er jo netop spændende, fordi vi vel alle sammen har en fornemmelse af, at De Konservative
i de her spørgsmål står et andet sted end de to andre regeringspartier, end Venstre og Dansk Folkeparti. Vi ved jo, at hr. Claus Hjort Frederiksen tidligere har været inde på det stærke værdifællesskab ...

Jeg gør opmærksom på, at det er beskæftigelsesministeren, vi taler om.

Beklager.
     ... at beskæftigelsesministeren tidligere har været inde på det meget stærke værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti, som man jo også mærker til daglig. De Konservative har ikke på samme direkte måde givet udtryk for det der stærke værdifællesskab. Skyldes det, at man ikke har nået det, eller skyldes det, at De Konservative ikke ser det samme stærke værdifællesskab i forhold til Dansk Folkeparti?

Jeg vil da gerne til ære for hr. Villy Søvndal sige tingene direkte. Det har jeg jo sådan lidt for vane, og jeg har faktisk gjort det ganske mange gange ganske mange forskellige steder: Det Konservative Folkeparti har ikke noget værdifællesskab med Dansk Folkeparti, vi har et arbejdsfællesskab, som vi er glade for, fordi det producerer en stribe gode, gedigne, fremadrettede resultater, som vi altså ikke behøver at indrømme, men som vi faktisk er stolte af, også når det gælder skattelettelser.

Så er det hr. Villy Søvndal for sidste korte bemærkning.

Det vil jeg så igen takke for og også takke for tydeligheden af, at det er en slags tvangsægteskab, vi oplever mellem Dansk Folkeparti og De Konservative, altså en slags arrangeret nødvendighed og sådan noget, og at det ikke er af lyst. Det synes jeg da bestemt tjener De Konservative til ære.

Arrangeret nødvendighed, ja, det kan man vel egentlig godt bekræfte at det er, forstået på den måde, at det jo altså er vælgernes ret og næsten også pligt i vores samfund at sammensætte Folketinget, og det gør de nu, som de har lyst til. Og så er det til gengæld os, der er blevet valgt, der har til opgave at få nogle resultater ud af den sammensætning.
     Nu forholder det sig jo sådan, at alle andre partier undtagen Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti ønsker en borgerlig regering. Hr. Villy Søvndal vil jo sådan set vælte den nuværende regering - hvis jeg har forstået budskabet helt korrekt. Derfor er det jo lidt arrangeret, vælgerne har sådan set arrangeret det her fællesskab. Vi har fået et flertal, som vi siger tak for og gerne vil gøre brug af, for vi er faktisk meget glade for at få solide konservative mærkesager sat igennem, og det er lykkedes. Jeg kan tage dem fra en ende af, men det tillader tiden formentlig ikke lige nu, men jeg kommer gerne stærkt tilbage.

Det er altid rart for os Socialdemokrater, når vi oplever, at De Konservative - og det har vi oplevet rigtig mange gange - sådan lusker bagi og bliver enige med os. Det tager gerne lidt tid, det kan tage år. I forbindelse med lukkedage har det taget et år for De Konservative at være enige med os i, at vi skulle afskaffe lukkedagene - det sagde jeg allerede ved sidste års afslutningsdebat - men det glæder mig, for det er jo lidt besynderligt, at arbejdsgiverne giver mere og mere fleksibilitet til deres ansatte, som så bliver ædt op af de her lukkedage.
     Vi har også kunnet konstatere i dag i forbindelse med det med lukkedagene, at det altså ikke er noget, der vil gøre, at man vil sende en større check ud til kommunerne; det må de sådan set selv klare. Det er jo en af forskellene mellem De Konservative og Socialdemokraterne.
     Jeg vil nu til noget helt andet, jeg vil nemlig gerne snakke skattepolitik. Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som er lidt forvirret over, hvad der egentlig er regeringens skattepolitik. Jeg kom til at sige en fejl, da jeg stod på Folketingets talerstol, og det skal jeg beklage, jeg kom til at sige, at vi i det sidste stykke tid havde hørt, at Det Konservative Folkeparti havde bedt om skattelettelser 30 gange inden for det sidste stykke tid; det er det ikke, det er 20 gange, man har bedt om skattelettelser. Og der går næsten ikke en uge, uden at den her diskussion blusser op igen.
     Mit enkle spørgsmål er naturligvis: Hvad er regeringens politik, og hvor lang er De Konservatives tålmodighed for at få de skattelettelser, som vi simpelt hen ikke kan holde på og gerne vil have her og nu; det er skattelettelser, som vi hele tiden hører tale om. Hvor lang er tålmodigheden?

Kun 20 gange? Altså, der må være noget galt. Jeg vil endda sige, at da jeg hørte det der med 30 gange, satte jeg et stort spørgsmålstegn ved, om optællingen i Socialdemokratiet havde været korrekt. Jeg tror, jeg ville kunne få det til mange, mange flere gange.
     Det har den gode grund, at vi går stærkt op i at sikre dette velfærdssamfund nogle gode vækstbetingelser, sådan at der er endnu mere at dele ud af i velfærd til de forskellige opgaver, hvor der er behov for det. Derfor skal vi have gjort det mere attraktivt for flere at yde en ekstra indsats. Jeg har beskrevet mekanikken meget grundigt i mit indlæg, og derfor vil jeg nøjes med her at sige: Det Konservative Folkeparti har lige nøjagtig så megen tålmodighed, som skal til, for at vi får også det resultat hevet hjem.
     Vi har jo én gang - det er så lige for nylig gået op for Socialdemokratiets formand - fået gennemført skattelettelser
i milliardklassen. Det skete nu altså med forårspakken for 3 år siden. Og det er ikke noget, vi sådan nølende indrømmer, det er faktisk noget, vi er utrolig stolte af og tilfredse med. Men vi skal videre, og derfor har vi sat det på dagsordenen endnu en gang. Må jeg så ikke føje til, at det er helt nyt, at fru Helle Thorning-Schmidt direkte vil afskaffe lukkedagene. Det var interessant. Men det kan vi måske vende tilbage til.

Det her er 20 gange, hvor der er udbrudt skænderier mellem Konservative og Venstre om det her, for der er jo ikke nogen tvivl om, at Venstre har udtalt sig sådan lidt besynderligt om hele det her skattespørgsmål. Nogle dage - og det er måske de dage, hvor der er et medlem, der forlader Venstre - vil man ikke have skattelettelser, andre dage vil man gerne.
     Men spørgsmålet er: Hvor lang er De Konservatives tålmodighed? Vil man insistere på, at pengene, hvis der er et råderum i dansk økonomi - og det råderum er der formentlig, ordføreren giver mig også ret i det, når hun siger, at den strukturelle ledighed er kommet ganske langt ned - skal bruges på skattelettelser? Eller skal de bruges på velfærd? Og hvad vil De Konservatives konsekvens være, hvis pengene ikke bruges på skattelettelser?

Jeg ved ikke, om fru Helle Thorning-Schmidt har svært ved at fatte eller forstå eller høre. Altså, jeg har virkelig gjort mig megen umage, men jeg vil gerne prøve en gang til, for det må jo være mig, der ikke udtrykker mig klart nok.
     Det er for os et både-og og ikke et enten-eller. Det kan aldrig blive et enten-eller, så længe vi har den ubalance, at vi har et skattesystem, som forhindrer os i at fremme væksten
i vores samfund. Derfor er det et både-og. Det Konservative Folkeparti har lige så lang en tålmodighed, som der skal til, bare vi får resultatet hevet hjem til glæde for vores samfundsborgere, til glæde for fru Helle Thorning-Schmidt, som så kan sige, at de skattelettelser vil hun heller ikke rulle tilbage, selv om hun vil sætte sig op på den høje hest og være forarget over dem. Jeg har jo hørt fru Helle Thorning-Schmidt bekræfte tidligere - eller er dét nu også ændret? - at man ikke vil rulle de skattelettelser, vi fik med forårspakken i 2004, tilbage. Eller er det også lavet om? Er det også bare taktik, som vi skal have afsløret i den næste bog, fru Lotte Bundsgaard udgiver?

Så er det fru Helle Thorning-Schmidt for den sidste korte bemærkning.

Jeg kan sagtens forstå, at man taler om de her tidligere skattelettelser, som om de nærmest ikke er sket, men sandheden i forhold til den virkelighed, der eksisterer derude, er jo, at de penge, man har brugt på skattelettelser
i de sidste mange år, og som ligger på tocifrede milliardbeløb, kunne man jo have brugt på bedre velfærd. Det er et klart politisk valg, som VKO-blokken har foretaget i de sidste 5½ år. Jeg vil gerne spørge igen: Hvis der er et råderum, fordi den strukturelle ledighed er faldet, et råderum i omegnen af 5-7 mia. kr., skal de penge - og det er jo ikke fiktive penge
- så bruges på direkte skattelettelser, formentlig til de højestlønnede, eller skal de bruges på, at vi sender pengene ud til kommunerne, så man kan afskaffe lukkedage, sikre genoptræning og alle de andre ting, som kommunerne gerne vil
i gang med til gavn for borgerne?

Det er fuldstændig rigtigt set - nu skal man jo også være lidt positiv, ikke? - af den socialdemokratiske formand, at der er kommet ekstra plads i råderummet, ekstra overskud, ekstra penge, ved den kendsgerning, at denne regerings beskæftigelsespolitik har ført til et fald i arbejdsløsheden, som virkelig kan mærkes. Vi er kommet langt under den strukturelle ledighed, faktisk er vi kommet 30.000 under den strukturelle ledighed, som Socialdemokraterne og De Radikale gav op over for. Og det alene giver os 8 mia. kr. ekstra. Der er meget mere i det her såkaldte råderum, men alene dér får vi altså 8 mia. kr., som vi kan overveje hvad vi så vil anvende til.
     For Det Konservative Folkeparti er det et både-og. Det har vi demonstreret, og det vil vi fortsat demonstrere. Vi har krævet forbedringer på sygehusområdet, det var os, der satte en behandlingsgaranti på sygehusområdet på dagsordenen allerede i 1990'erne under SR-regeringens ledelse; vi kom igennem på tre udvalgte sygdomsområder. Siden hen er det blevet en generel politik, og nu skal psykiatrien omfattes. Det er krav fra Det Konservative Folkeparti, lige så vel som vi har krav om at sørge for, at pengene også er der.
     Derfor skal virksomhederne og medarbejderne have mulighed for at tjene nogle flere penge, og derfor har vi brug for at lette skatten på den sidst tjente krone, så vi kan få sagt ja til nogle flere ordrer i stedet for nej.

Jeg synes, det er rigtig, rigtig interessant, det, fru Pia Christmas-Møller står og formulerer på Folketingets talerstol, i hvert fald en stor del af det.
     Dansk Industri har jo igennem flere år appelleret til, at man sætter en skattereform øverst på dagsordenen her i Folketinget. Dansk Industri udgiver jævnligt opgørelser over de ordrer, man er nødt til at sige nej til fra Dansk Industris medlemsvirksomheder, og for et halvt års tid siden var tallet, at der var en mangel på 30.000 konkrete besættelser af job. Og hvis man kunne sige ja til de ordrer, som lå bag ved behovet for 30.000 flere i arbejde i Dansk Industris virksomheder, ville man få en vækst på 24 mia. kr., altså en merproduktion på 24 mia. kr. Det i sig selv ville jo bidrage til et øget råderum af betragtelig størrelse til børnehaver, hjemmehjælpere og undervisning.

     Så spørger jeg fru Pia Christmas-Møller: Hvor er Det Konservative Folkeparti henne, når vi taler om reformer, og jeg taler ikke om skattelettelser, jeg taler om reformer, der kan øge arbejdsudbuddet og løse de her opgaver?

Jeg er fuldstændig enig med fru Marianne Jelved i beskrivelsen af, hvad der er vores situation i Danmark. Vi må dag ud og dag ind sige nej til nye ordrer og dermed til indtægter, fordi vi mangler arbejdskraft. Og det har Dansk Industri og andre, der har fingeren på pulsen, sagt længe og advaret politikerne om længe.
     Derfor handler det jo om at øge arbejdsudbuddet, og derfor er det, at vi har sat skatten på den sidst tjente krone på dagsordenen. Vi er kommet igennem med en markant, mærkbar lettelse med forårspakken, og vi skal videre. Der er nemlig disse effekter i det, det giver os plads til mere velfærd, og det giver os flere penge i kassen. Alt det der er vi fuldstændig enige med Det Radikale Venstre om.
     Problemet er så lige i det sidste, fru Jelved siger, for det lyder jo umiddelbart meget tilforladeligt at snakke om reform, men jeg ved jo, at når fru Jelved taler om reform og skat og siger koden skattereform, betyder det, at boligejerne skal holde for, at boligejerne får regningen. Det vil vi ikke være med til.

Nu skal jeg fortælle noget, som det godt kan være at fru Pia Christmas-Møller helt glemmer: Der sidder faktisk en regering lige nu, der har et flertal. Regeringen kan sætte sig for bordenden, regeringen kan bestemme, hvordan sådan en skattereform skal skrues sammen. Vi bidrager gerne, og Socialdemokratiet bidrager gerne, vi vil gerne det brede samarbejde, ligesom vi ville sidste forår med velfærdsforliget, hvor vi hævede efterlønsalderen og folkepensionsalderen engang om lang tid. Det er virkelig en ansvarlig opposition.
     Nu står der igen en ansvarlig opposition og siger, nøjagtig som OECD siger, at vi har verdens dummeste skattesystem - det er et citat - at vi har skruet vores skat sammen på en sådan måde, at selv almindelige indkomster betaler den højeste marginalskat i verden. Det er imponerende. Det er altså målsætningen for Venstre og De Konservative, at Danmark skal være forrest med de højeste marginalskatter for de mest almindelige lønninger. Det kan fru Pia Christmas-Møller svare ja eller nej til.

Jamen så bliver det nej, et stort NEJ!!! For det er ikke Det Konservative Folkepartis politik, og jeg står altså her for at redegøre for Det Konservative Folkepartis politik. Og vi har i årevis sagt: Skatten på den sidst tjente krone - og det gælder alle indkomstgrupper - skal sættes ned, fordi det er en hæmsko for vores velfærd og det er en hæmsko for vores indtjening og dermed for, at vi kan sikre de svage ældre nogle bedre vilkår, sikre de psykisk syge nogle bedre behandlingsformer osv. osv. Det er en hæmsko.
     Derfor er det skatten på den sidst tjente krone, men det skal ikke nødvendigvis gå ud over boligejerne eller nogle andre, sådan som Det Radikale Venstre foreslår det. Vi mener faktisk, at vi netop er i en økonomisk situation, hvor vi har mulighed for ud af det økonomiske råderum at sikre en lavere beskatning på den sidst tjente krone, fordi det vil give de der genererende effekter, fordi det vil give os mere overskud, fordi det vil give os mere velfærd. Derfor er det, vil jeg gerne sige til fru Thorning-Schmidt og fru Jelved, et både-og og ikke et enten-eller, når det drejer sig om velfærd og skat.

Så er det fru Marianne Jelved for den sidste korte bemærkning.

Jeg skal tale hurtigt og præcist: I 1990'erne sad jeg i regering, og der fik vi gennemsnitligt marginalskatten sænket med 5 pct. Nu sidder fru fru Pia Christmas-Møller i regering med Det Konservative Folkeparti, og gennemsnitligt er marginalskatten sænket med 0,4 pct. på 6 år. Imponerende. Imponerende.
     Dernæst: Regeringen har lige lavet en erhvervsskattepakke, hvor man har lukket huller, ændret fradragsreglerne og sænket selskabsskatten. Hvorfor kan man ikke lave nøjagtig det samme med personskatten med den samme regering, den samme skatteminister?
     Endelig til sidst: Den økonomiske situation er til lavere skat, bliver der sagt. Nej, det er netop det, den ikke er, den er ikke til skattelettelser. Og det er hamrende uansvarligt at have en regering og et flertal, som ved, at den største udfordring er arbejdskraften, og den gør ingenting. Men den beholder verdens dummeste skattesystem, der har den højeste marginalbeskatning af almindelige lønindkomster. Det er imponerende.

Nu refererede fru Jelved jo selv til sin økonomiministerperiode, og det er rigtigt, at der blev gennemført noget, man kaldte en skattereform. Det gjorde man. Men hvad var virkningen? Virkningen var, at den tunge ende vendte nedad, og at en ganske almindelig SiD-arbejder-familie med et lille hus og en lille bil fik en ekstraregning fra fru Jelved og hr. Lykketoft og hr. Nyrup Rasmussen på 500 kr. om måneden.

     Det Konservative Folkepartis skattepolitik gennemført med vennerne i Venstre og Dansk Folkeparti fører til, at et ganske almindeligt ægtepar, begge udearbejdende, får omkring
1.000 kr. ekstra i lommen om måneden. Vi laver ansvarlig skattepolitik, som sikrer, at alle grupper får glæde af det, og som sikrer, at det er skatten på den sidst tjente krone, der sættes ind over for. Det er det, der er i fokus, det er det, som virksomhederne råber på, det er det, der skal til, når vi skal bruge skatteinstrumentet til at fremme vores velfærd, og det er jo hele ideen.

Tak til ordføreren. Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.05 med den radikale ordfører.

Mødet udsat kl. 12.06

Mødet genoptaget kl. 13.05

Forhandlingen genoptoges

Vi fortsætter i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Marianne Jelved.

Alle burde hver morgen, når de vågner, stille sig selv spørgsmålet: Hvordan sikrer vi nu, at der er de kvalificerede lærere, pædagoger, hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger, som kan passe børnene, undervise dem, og som kan passe og pleje de syge og de gamle, der har brug for det? Det er jo alle de medarbejdere, der er de sande VIP'er i samfundet, de er frontløberne, det er dem, der er velfærdssamfundet.
     Men de store årgange er på vej på pension, og de små årgange skal overtage opgaverne, og så skal alle enten løbe hurtigere og hurtigere, eller der skal skæres opgaver væk, eller også skal der skaffes flere hænder i arbejde, end der umiddelbart er. Og fremtiden er begyndt. Der er mangel på arbejdskraft både i den private sektor og i den offentlige sektor.
     Derfor skal Det Radikale Venstre endnu en gang opfordre regeringen til at forhandle om en skattereform med politisk bredde bag. Regeringen kan sidde for bordenden og dermed være helt tryg, fordi den kan have hånd i hanke med de beslutninger, der træffes, på helt samme måde som regeringen havde sin udmærkede skatteminister siddende for bordenden, da der skulle forhandles en skattereform for virksomhederne. Her lukkede regeringen huller, regeringen reducerede fradragsmulighederne, og regeringen brugte det provenu, der kom, på at sænke selskabsskatten.
     Det er fuldstændig den samme metodik, som vi appellerer til regeringens fornuft om at tage fat på, når vi taler om beskatning af arbejdskraften.
     Her kan regeringen sænke personskatten for helt almindelige lønmodtagere, bl.a. ved at begrænse fradragene og lukke nogle huller, og det kan man bl.a. gøre ved at beskatte de arbejdsfrie gevinster, som i dag gives til de rigeste boligejere, der har de største økonomiske fordele. Men man kan selvfølgelig også gøre det på andre måder. Regeringen plejer jo ikke at mangle fantasi til at finde løsninger på de udfordringer, vi står over for, men her er regeringen åbenbart låst fuldstændig fast. Vi burde jo gøre det til en fordel for folk at arbejde lidt mere, og så fortsætter regeringen alligevel med at gøre det modsatte.
     Hvis vi nu kunne få skatten på arbejde markant ned, ville der blive nogle reelle valgmuligheder for familien, nemlig valget mellem at bruge penge på materielt forbrug og så bruge penge på service. Hvis skatten for 90 pct. af lønmodtagerne kom ned på f.eks. maksimum 42 pct., skulle de fleste jo kun arbejde 1½ time for at betale en serviceydelse, mens mange af dem i dag skal arbejde 5-7 timer for at kunne betale for den samme service.
     Med en reform ville der blive bedre muligheder for mange familier for at betale sig fra rengøringshjælp og havehjælp og andre fornødenheder i hverdagen, og der ville blive bud efter nogle servicemedarbejdere, som ikke behøver de lange uddannelser, men kan løse mange hverdagsopgaver hos familierne, og det ville give kortuddannede og nye medborgere flere muligheder for at blive selvstændige serviceentreprenører. Hvad venter regeringen på?
     Som ansvarlig opposition var vi med i velfærdsforliget om folkepension og efterløn sidste år, og jeg appellerer til regeringen om at sætte sig for bordenden igen og forhandle en skattereform på tilsvarende vis som sidste år. Vi har verdens dummeste skattesystem, står der i avisen, hvor flere og flere almindelige lønmodtagere betaler højere og højere skat af den sidst tjente krone.
     En reform vil alt andet lige øge udbuddet af arbejdskraft, ligesom reformen med aktiverings- og arbejdsmarkedspolitikken fra sidste år har gjort det, og dermed også givet større råderum og flere muligheder for og flere penge til uddannelse og forskning. Det er fuldstændig det samme, vi kunne fortsætte med ved at fortsætte reformarbejdet, bare på nogle andre områder.
     Velfærdsopgaverne drukner i dag i reguleringer og kontrol, og det tager selvfølgelig også unødig arbejdskraft. Det burde vi gøre meget ved, også fordi medarbejderne stresses og er uden indflydelse på deres arbejde, sådan som det tilrettelægges lige nu med styring fra centralt hold.
     Derfor foreslår vi i Det Radikale Venstre en tillidsreform. Hver skole, hver børnehave, hver forvaltning af ældrepleje skal have udstrakt frihed til at løse deres opgaver bedst muligt, i stedet for som i dag at skulle styres af regler og kontrol og dokumentation for alt, der kan tælles.

     Der skal selvfølgelig være mål og rammer for opgaver, som Folketinget lovgiver om, og der skal være en beskyttelse af den enkelte institution mod indblanding fra politikerne i det daglige arbejde.
     Kommunalpolitikerne skal stadig væk beslutte servicemål og budgetterne, men ledelsen og medarbejderne har ansvaret for at løse opgaverne i samarbejde med brugerne af institutionen. Det ansvar kan de nemlig påtage sig, fordi de er uddannet til at løse den faglige opgave som lærer eller pædagog eller hjemmehjælper og ledelsen er uddannet til at løfte den faglige og synlige ledelsesopgave.
     Men det kræver, at politikerne viser medarbejderen tillid, at der er tillid til ledelsen og til dem, der er ansat og uddannet til at løfte opgaverne. Der skal være tillid til, at deres samarbejde internt på institutionen også bygger på gensidig tillid. Fejl på en skole eller i ældreplejen skal selvfølgelig løses af institutionen selv og ikke af Folketinget. Det er ledelsen, der skal have ansvaret for det.
     De offentlige og borgernære opgaver kan ikke standardiseres. Det er vigtigt at holde sig det for øje, for det er ikke en industriel opgave. Hjemmehjælp og undervisning er ikke noget, man kan fremstille på en fabrik eller lave en standardbeskrivelse af. De opgaver skal løses individuelt og personligt med udgangspunkt i hver enkelt ældre, hvert barn, hver elev. Det skal selvfølgelig løses i et samvirke mellem medarbejder og den enkelte, som har opgaven eller skal have løst opgaven.
     Det er stærkt, stærkt betænkeligt, at regeringen tror, at de opgaver kan løses på et almindeligt økonomisk marked, hvor borgerne har valgfrihed. Vi i Det Radikale Venstre er overhovedet ikke imod markedskræfterne. Men vi spørger bare, om det nu er klogt at gøre alt i velfærdssamfundet til et spørgsmål om marked, fordi et marked jo først fungerer, når man selv har penge med og det selv er ens eget valg, hvornår man tager penge op af lommen. Det er det ikke, bare fordi pengene følger patienten eller barnet eller eleven, så hvis velfærdssamfundet skal fungere på markedsvilkår, kræver det i virkeligheden reel brugerbetaling.
     Det tror jeg ikke er regeringens tanke, men der bliver lagt meget energi i at få noget, der ligner et som om-marked, og det kommer ikke til at fungere. Det er et politisk valg i de nordiske velfærdssamfund, at der ikke skal være sorte tal på bundlinjen, fordi det ikke nødvendigvis skal kunne betale sig økonomisk at holde skole eller at passe børn og gamle mennesker, der har brug for hjælp.
     Vi tror i Det Radikale Venstre, at man ved at tage alle de bureaukratiske og unødvendige dokumentationskrav osv. væk
- det kræver selvfølgelig overvejelser, men det kan vi gøre - og give udstrakt frihed, vise tillid og give ansvar, kan skabe attraktive faglige arbejdspladser, hvor veluddannede medarbejdere kan udvikle det miljø, de opgaveløsninger og den kultur, der skaber en lige så attraktiv arbejdsplads som dem, vi kan se i de moderne dynamiske innovative virksomheder i den private sektor. Det kræver reformer, og der mangler som sagt allerede medarbejdere. Der skal tid til, der skal uddannelse til, der skal tillid til, og der skal ansvar til. Det skal afløse regel- og kontrolstyringen og de endeløse dokumentationer, de såkaldte kvalitetsrapporter med endeløse opgørelser af alle mulige handlinger og aktiviteter. Vi mener, vi skal bygge på de lokale fællesskaber, hvor man tager hånd om hinanden, fordi ingen skal overlades til sig selv, og den sidste og den mindste skal med i fællesskabet, hvor mennesket kommer først. Et godt samfund kendes på, hvordan de svageste medborgere behandles. Det ved vi alle. Anerkendes man på lige fod i kraft af den person, man er? Mange synes det ikke, når det er deres religion eller etnicitet, der gøres til et problem. Får man en chance for at vise, hvad man kan? Det skal vi jo gøre os mægtig meget umage med at vi sikrer at alle i det danske samfund får. Kan man være sikker på, at man møder samme beskyttelse, rettigheder og pligter og muligheder som alle andre? Det er der en del mennesker der mener at de ikke nødvendigvis gør. Derfor er det vigtigt, at vi tager hele det værdisæt op, som er med til at skabe det danske samfund og den måde, vi lever sammen på. Der er mange ord i regeringens politik, og især på det energipolitiske område føler jeg lige trang til at sige, at regeringen tilsyneladende er ved at give mulighed for at bruge kul i det kulfri Avedøreværk 2. Det er den forkerte vej, vil jeg gerne sige til statsministeren. Vi håber, at der bliver bygget nogle flere vindmøller og ikke kun ni som sidste år, men at vi kommer op på mange hundrede vindmøller, som vi var det før i tiden. Der er brændpunkter og konflikter i verden, der skal løses ved hjælp af det internationale samfund. Danmark har en stor opgave med sit eksempel og sit bidrag, og derfor er det vigtigt, at Danmark står vagt om det internationale retssamfund og dets legitimitet. Derfor skal jeg dybt beklage på Det Radikale Venstres vegne, at statsministeren fulgte USA
i krig i Irak - en krig uden det internationale retssamfunds legitimitet.

Det giver demokratiets fjender argumenter for at gå imod de demokratiske kræfter, som vi ser det i Irak. Blair i Storbritannien, Bush i USA betaler prisen, men i Danmark har vi en regering, der med sit flertal kan sige, at der ikke er noget at komme efter. Det er faktisk ærgerligt. Det er rigtig ærgerligt, for hvis der ikke er noget at komme efter, burde regeringen gå forrest og vise åbenhed og give svar på de spørgsmål, oppositionen stiller. Det ville klæde demokratiet, friheden og folkestyret, som statsministeren talte om.

     Så vil jeg gerne understrege her til allersidst, at Det Radikale Venstre bakker op om, at der nu er lavet en strategi for, at danske tropper tilbagetrækkes fra Irak. Vi er faktisk glade for, at regeringen nu er gået ind på den tankegang, og vi tager det som et tegn på, at statsministeren og regeringen nu har valgt igen at bygge udenrigs- og sikkerhedspolitikken på brede politiske samarbejder i Folketinget. Og det håber vi bliver fremtiden.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig én, der har meldt sig for en kort bemærkning. Det er hr. Troels Lund Poulsen.

Det er et spørgsmål til fru Marianne Jelved om forslaget til vedtagelse, hvor der jo meget klart står, at man vil styrke det kommunale selvstyre. I den forbindelse vil jeg høre, om fru Marianne Jelved deler det synspunkt, som fru Helle Thorning-Schmidt gav udtryk for i sin ordførertale, nemlig at der skulle indføres minimumsstandarder. Er det en del af det her forslag til vedtagelse, som Det Radikale Venstre nu også er medforslagsstiller på?

Der er nogle af de generelle minimumsregler, som er udmærkede, f.eks. hvis man siger, at der skal være tilbud om mad i folkeskolen, og at det er et tilbud, som skal gælde alle skoler. Det kunne man jo godt kalde en minimumsrettighed. Det mener vi er en forøgelse af servicen, og det vil vi gerne være med til at se på.
     Vi er derimod meget betænkelige, hvis man laver minimumsrettigheder, der siger, hvor mange gange man skal i bad i løbet af 1 uge, eller andre af den type rettigheder, fordi man fra Folketingets side dermed lægger et serviceniveau. Og det mener vi ikke Folketinget skal. Folketinget skal lave en rammelov, der angiver, hvad meningen med opgaveløsningen i hjemmeplejen er, for nu at tage den, og så skal man lade kommunerne lægge serviceniveauet.

Tak for det relativt klare svar, men jeg har dog et opfølgende spørgsmål. Fru Helle Thorning-Schmidt har jo været meget klar, med hensyn til hvor meget minimumsstandarderne skulle udbredes, og hun har også udtalt sig meget detaljeret. Der er det enkle spørgsmål så bare til Det Radikale Venstre, om man er enig i alle de bemærkninger og forslag, som fru Helle Thorning-Schmidt er kommet med i forhold til minimumsstandarder, eller om der måske er et par områder, hvor man ikke er helt enig.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har fulgt helt detaljeret med i, hvad Socialdemokratiet har foreslået på området, og derfor nævner jeg vores principielle standpunkt. Vi tager forbehold over for minimumsstandarder, men der er nogle former for minimumsstandarder, vi godt kan se fornuften i - f.eks. at der, nøjagtig som vi siger, skal være minimum én engelsktime
i 3. klasse. Så jeg beder bare hr. Troels Lund Poulsen om at forstå, at jeg ikke kender alle Socialdemokratiets forslag, ellers ville jeg gerne tage dem styk for styk.

Det er fru Marianne Jelved helt tilgivet, at hun ikke kender dem. Vi mangler også stadig væk at se en lang række, måtte jeg forstå.
     Men det, jeg blot er interesseret i, er at undersøge, hvad der står i det her forslag til vedtagelse, og der kan jeg så konstatere, at man ikke er enig om, hvad det indeholder. For fru Helle Thorning-Schmidt gjorde jo meget ud af i sin tale - meget detaljeret - at slå fast, at der skulle indføres flere minimumsstandarder på en lang række områder, som fru Marianne Jelved nu siger at der ikke skal ske noget på.

Det er min opfattelse, at Socialdemokratiet ikke har offentliggjort deres liste endnu, så derfor tror jeg ikke, hr. Troels Lund Poulsen egentlig ved, hvad han taler om. Derfor synes jeg, vi skal blive på det principielle niveau og sige, at der er nogle typer minimumsrettigheder, der er logiske og relevante med hensyn til at beskrive, hvad det er for en opgave, der skal løses, men der er andre, der er for detaljerede i forhold til den kompetence, der bør ligge i kommunerne. Vi skal dele magten imellem Folketinget og kommunerne på en fornuftig måde. Det betyder også, at Folketinget skal holde sig fra at gå ind i det daglige arbejde i den kommunale institution.

Første næstformand (Svend Auken):
Så siger vi tak til fru Marianne Jelved og går videre i ordførerrækken ... undskyld, men det ville være tjenligt, hvis man meldte sig i tide. Fru Christmas-Møller for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne spørge den radikale ordfører, hvad der skal fortolkes ud af det forslag til vedtagelse, som De Radikale er medforslagsstiller til. Hvor mange milliarder regner den radikale formand med at der skal bruges på at sikre kommunerne den tilstrækkelige økonomi og det tilstrækkelige råderum, som man lægger op til her? For jeg forstår, at det ikke er tilstrækkeligt, at regeringen og kommunerne og regionerne bliver enige om et resultat, næh, man vil gøre sig til bedste, man vil bessermachen. Hvad er det så, der ligger
i det? Hvor mange milliarder skal der efter De Radikales skøn føjes til?

Det er jo godt nok svært at svare på, når man ikke kender resultatet af kommunernes og regeringens forhandlinger på nuværende tidspunkt. Men jeg kan sige, at vi i det parti, jeg repræsenterer, har arbejdet med en ambition om at skabe uddannelse til de medarbejdere, der er på velfærdsområderne nu, og som ikke har uddannelse. Og hvis vi tager halvdelen af dem, som ikke har uddannelse i dag, og siger, at de skal uddannes, koster det i sig selv i størrelsesordenen 3,5 mia. kr.
     Der er vi parate til at se på, hvordan vi kan øge de offentlige rammer, øge råderummet, så man kan give dem uddannelse. Om det lige skal være den mængde, jeg beskriver her, har vi ikke taget stilling til. Det er et eksempel for at illustrere, at vi ved, at der skal bruges flere penge, hvis vi skal have den her reform, tillidsreformen, til at fungere og få en bedre kvalitet i velfærden. Det skal vi, og så må vi også være parate til at skaffe det ekstra råderum. Det kræver reformer, det kræver flere medarbejdere, og det er derfor, vi hele tiden taler om en skattereform. Det er derfor, vi siger, at den største udfordring i det danske samfund er arbejdsmængden.

Det Radikale Venstre er medforslagsstiller til noget, man ikke rigtig ved hvad rummer, og man ved slet ikke, hvad konsekvenserne bliver for dansk økonomi. Det er lidt usædvanligt, i hvert fald når man betænker, hvordan fru Marianne Jelved tidligere som økonomiminister og også i andre sammenhænge har forsøgt at slå sig op som økonomisk meget ansvarlig. Jeg vil gerne spørge: Kan fru Marianne Jelved forestille sig, at det her forslag til vedtagelse kan være opfyldt, når regeringen sammen med kommunerne, sammen med regionerne har indgået ny aftale? Altså, kan man forestille sig ud fra den radikale synsvinkel, at kommuner og regioner selv er i stand til at vurdere, hvad der skal til, for at de kan dække de forpligtelser, de er pålagt?

Nu har jeg været med til de forhandlinger igennem rigtig mange år, og selvfølgelig kan kommunerne og regeringen blive enige om noget, men det er jo ikke ensbetydende med, at det, de bliver enige om, også rammer det niveau, som Det Radikale Venstre mener er det rigtige niveau. Og derfor må fru Pia Christmas-Møller forstå det forslag til vedtagelse således:
Dette er politik.
     Det er en politisk beskrivelse af, hvordan vi gerne vil have at tingene hænger sammen. Vi anerkender, at der er et efterslæb i velfærden i dag. Det Radikale Venstre anerkender, at det er der. Der er et forventningspres, som er skabt, fordi man siger, at nu giver man 2 mia. kr. til kvalitet i børneinstitutionerne, og hvad oplever folk? De oplever besparelser, fordi der skæres i forældrebetalingen til børneinstitutionerne. Så sidder de og græder i institutionen
i Randers, fordi forældrene får 400 kr. mere om måneden, men de skal spare 1 mio. kr. på deres medarbejderkonto. Sådan nogle ting vil Det Radikale Venstre simpelt hen ikke være med til. Og det er der, der skabes en forventning, som man ikke kan leve op til fra regeringens side.

Nu må jeg gå ud fra, at fru Marianne Jelved er enig med mig i, at selv om det er politik, kan det jo godt have noget med virkeligheden at gøre og bygge på det virkelige livs kendsgerninger. Det er da i hvert fald praktisk, og det tror jeg borgerne har en interesse i.
     Nu ved Det Radikale Venstre - forstår jeg - hvad det er, der presses på med; man ved, hvad det er, der er i efterslæb, og så ved man også, præcis hvad det vil koste at efterleve både presset og efterslæbet. Derfor spørger jeg bare i al stilfærdighed: Hvad er det for et tal, Det Radikale Venstre er kommet frem til? Så kan vi jo altid efter kommuneforhandlingen vurdere, om man har nået det tal, som Det Radikale Venstre har forestillet sig.

Det har jeg overhovedet ikke nogen opgørelse over på nuværende tidspunkt. Jeg kan bare konstatere, at når vi har været rundt og besøgt plejehjem, skoler og børneinstitutioner, har vi set, at man er under et kolossalt stressende pres; der er simpelt hen ikke midler og ressourcer til at løfte de opgaver, der pålægges institutionerne, og medarbejderne bruger en masse kræfter på noget, der er totalt irrelevant.
     Derfor hører det med i den her vurdering at spørge: Hvad kan vi afskaffe af bureaukrati? Hvorfor skal hver eneste skole i Danmark ud fra en 28-siders-manual udfylde en kvalitetsrapport og sende den ind til undervisningsministeren, en rapport med nogle totalt vanvittige brøker, hvor man tæller lærere og dividerer med bestemte elever og ikke de elever, der hører til et andet sted osv.?
     Det er spild af kræfter, og der er masser af den slags ting. Så det skal vi have væk først, og dermed frigøres der arbejdskraft, og der gives mulighed for en bedre velfærd, bedre undervisning osv., fordi kræfterne bruges til det, folk er uddannet til.

Jeg skal bare lige forstå det rigtigt, den her pind to i forslaget til vedtagelse. Jeg synes, jeg opfattede fru Marianne Jelveds besvarelse før som, at det var en forudsætning, at der skete en skattereform, for at pind to kunne opfyldes. Er det korrekt opfattet?

Svaret er nej. Men under alle omstændigheder skal der jo sikres flere medarbejdere, og det kræver reformer ligesom de reformer, vi lavede sidste år, hvor fru Pia Kjærsgaard selv var med. Men det er ingen forudsætning.

Jeg vil nu alligevel holde lidt fast i det og så lige slå tilbage og se, hvad det var, fru Marianne Jelved egentlig sagde, fordi sådan hørte jeg det i hvert fald. Og jeg må så spørge: Er der overhovedet noget på vej imellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre vedrørende en skattereform?

Hvis der var, så ville jeg ikke fortælle fru Pia Kjærsgaard det her og nu. Der er noget, der hører til privatlivets fred, ikke?

Ja, men derfor skal fru Pia Kjærsgaard have ret til at en tredje kort bemærkning, værsgo.

Jamen det bliver vistnok kun en bemærkning, for jeg skal bare takke for besvarelsen, den var helt fyldestgørende, tak.

Det var så lidt.

Vi siger tak til ordføreren, og så går vi videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Villy Søvndal.

Skulle vi nu ikke se fremad? Lad os se fremad. Sådan har den danske statsminister efter behov afviklet ethvert tilløb til debat om alting gennem de sidste 5½ år. Derfor var det måske tid at gøre en kort status.
     Foghregeringen tog fejl på de afgørende valg i dansk politik: velfærdspolitikken med regeringens tro på, at man kan klare det her ved at forringe løbende og så tilsætte noget managementstyring; klimapolitikken, hvor regeringen troede, man kunne klare det her med at læne sig op ad Bush og Lomborg; udenrigspolitikken, hvor Danmark indgik i Irakkrigen; og en ikkefair udlændingepolitik, bl.a. i form af den måde, asylansøgere blev behandlet på.
     Der er altså flere tungtvejende grunde til, at højrefløjen skal fjernes fra magten. De spiller hasard med velfærden, de har kigget passivt til, mens klimatruslen er eksploderet, og de har ført en udenrigspolitik til stor skade for danske interesser.
     På den baggrund vil jeg godt tage statsministeren på ordet: Lad os se fremad. Der er brug for en ny regering, for det er kun en ny regering, der kan gøre op med disse fejltagelser.
     SF's ambition er ikke til at tage fejl af. SF's vision for Danmark er: Vi vil verdens stærkeste velfærd og service for borgerne og en offentlig sektor, som er et forbillede som arbejdsgiver, for så vidt angår et godt arbejdsmiljø, afbureaukratisering og fleksibilitet. Derfor har vi i SF fremlagt en ambitiøs investeringsplan.
     En udenrigspolitik, som hviler på søjlerne: udvikling, opbygning, fred, international retsorden og demokrati med EU og FN som de centrale aktører. En klimapolitisk dagsorden, hvor vi satser på energibesparelser i stedet for at satse på ny udbygning af kulfyrede kraft-varme-værker, samtidig med at statsministeren siger, at han har forstået, at klimaændringer er menneskeskabte - det er i sig selv to bemærkelsesværdige modsigelser på en dag - miljøbistand til tredjeverdenslande og en halvering af CO₂-udslippet og på længere sigt et Danmark, som er den første CO₂-neutrale nation, er vores ambition.
     Hvis det skal ske, så er det bydende nødvendigt, at partierne til venstre, Socialdemokratiet og De Radikale inklusive, kender deres besøgelsestid. Det kommende valg bliver et valg for eller imod den siddende regering og dens politik. Hvis man tror, at den nye højrealliance vil ændre nævneværdigt på politikken, så tager man fejl. Vi ville i så fald komme til at opleve en fastholdelse af statsministerens katastrofale udenrigspolitik suppleret med fru Pia Kjærsgaards udlændingepolitik og, for at fuldende treenigheden, hr. Anders Samuelsens skattepolitik. I så fald er man i sandhed samspilsramt.

     Derfor til de socialdemokratiske og de radikale ledere:
I politik deler man sig efter anskuelser. Langt det meste af det, vi laver til daglig, laver vi i praksis sammen, venstrefløjen i dansk politik. Og hvis man spørger socialdemokratiske og radikale vælgere, så er det samarbejdet med venstresiden af salen, der foretrækkes. Hvis man ønsker et reelt opgør med VKO, så er det så sandelig også med venstrefløjen. Det gælder den offentlige velfærd, det gælder det sociale ansvar, det gælder miljø og klima, det gælder ulandspolitik, det gælder udenrigspolitik. På alle væsentlige spørgsmål har VKO-blokken ført blokpolitik, og jeg har hørt både socialdemokratiske og radikale ledere sige igen og igen, at indflydelsesmuligheden kun har været symbolsk og på ikkeafgørende områder. Derfor sker der jo ting rundt omkring os. I Norge og nu også i Sverige arbejdes der på at få samlet det centrum-venstre, som kan tage kampen op mod de udfordringer, vi står over for. For det er klimaændringerne, det er fattigdommen, det er håbløsheden, det er uvidenheden, det er fundamentalismen, det er profitkravet, det er magtfuldkommenheden, som har været vores største udfordringer i dag og i øvrigt i mange år fremover. Det er tankevækkende, at det er så tydeligt, at regeringen Fogh tog fejl på samtlige væsentlige dagsordener:
udenrigspolitisk med det katastrofale ideologiske eventyr i Irak, klimapolitisk med et ideologisk skoleridt sammen med Lomborg og Bush og velfærdspolitisk med ideologiske korstog mod den offentlige sektor og mod de offentligt ansatte. Jeg hørte godt, statsministeren i dag forsøgte at hente noget af det tabte hjem igen. Der var i dag ingen udfald mod pædagoger eller lærere eller sagsbehandlere i kommunen. Tværtimod blev de omfavnet varmt her, hvor vi nærmer os et valg. Over for det er det vores pligt, vores historiske pligt, at sikre en ny politisk kurs for Danmark. I SF så vi gerne, at vi havde verdens bedste offentlige sektor, som både var verdens bedste arbejdsgiver og leverede verdens bedste offentlige service. Er det urimeligt med de enorme menneskelige og økonomiske ressourcer, vi har i det her land? Det synes vi ikke i SF. Vi kunne godt tænke os, at vores daginstitutioner, vores skoler, hele vores uddannelsessystem styrkede ligheden blandt vores børn og unge ved at give dem alle de optimale betingelser for de bedste faglige præstationer. Vi efterlyser
i SF en debat om en dansk folkeskole, hvor trivsel og faglighed ikke ses som hinandens modsætninger, men som hinandens forudsætninger, hvor lærerens glæde ved jobbet ikke kan adskilles fra elevens glæde ved at lære. Vi kunne godt tænke os i SF, at mennesker, der har knoklet et helt liv, kunne se fremad, fremad med ro i sindet uden at skulle forsikre sig selv om, at de ikke behøvede at bekymre sig om deres alderdom, mødet med det offentlige, kunne være sikre på, at det ville bestå i tryghed, i omsorg,
i respekt, i værdighed, når de ikke længere kunne klare det selv.
     I SF synes vi, at vi skal have som ambition for vores samfund, at de hundrede tusinder af mennesker, der arbejder med vore børn, vore forældre, vore syge, vore udsatte grupper, i fremtiden og helst snart genfinder glæden og stoltheden ved deres job og ikke hele tiden skal se sig over skulderen for at se, om der nu er en borgerlig politiker efter dem med en bandbulle eller med et sæt af regulativer og skemaer, som de skal udfylde. Der er et kæmpe spænd mellem den virkelighed, som borgerne oplever, og det, regeringen siger. Der er ikke bedre velfærd eller bedre service ude i kommunerne, som statsministeren hævdede i sin tale. Der er ikke skabt hverken fred eller demokrati i Irak, selv om regeringen hævder det. Der er ikke satset på ren energi og kampen mod klimaforandringer, selv om regeringen hævder det. Så nu er det i sandhed tid til at se fremad. For det er jo ikke bare realpolitiske bestræbelser, der er ved at falde sammen omkring statsministeren og fru Pia Kjærsgaard. Det er hele ideologien bag, det er galt med. Markedsgørelsen af den offentlige sektor har vist sig katastrofal. Den politiske debatkultur er ændret afgørende i det her land. Det er tankevækkende at se det forsøg på at lægge pres på frie medier, bl.a. Danmarks Radio, der er gennemført også her på det seneste. Den politiske proces bliver presset i Danmark i øjeblikket. Den neokonservative udenrigspolitik i Irak og Afghanistan og i den såkaldte kamp mod terror har vist sig at være katastrofal.

Energiforbruget vokser til skade for kloden. Ulandsbistanden er reduceret på et tidspunkt, hvor verdens konflikter er under nyt pres fra klimaforandringer, og al fokus er rettet mod kampen mod terror.

     Så nu er det tid til at se fremad. Statsministeren afgav et løfte, da et Venstremedlem hoppede over til Ny Alliance. Han sagde, at hvis flere følger efter, så kendte man konsekvenserne. Det er jo i virkeligheden en meget trængt statsminister, der afgiver det løfte, eller hvad man nu vil kalde det, at vi snart er på vej mod et valg.
     Så derfor vil jeg bare til slut sige: I SF ser vi frem til et kommende valg. Efter vores opfattelse er det på høje tid.

Vi siger tak til ordføreren. Den første, der har bedt om korte bemærkninger, er fru Pia Christmas-Møller.

Nu fik vi jo at vide af fru Marianne Jelved, at det hører til privatlivets fred, om Det Radikale Venstre har en aftale med Socialdemokratiet om at gå sammen om en skattereform. Så vil jeg godt høre, om hr. Villy Søvndal og SF er inviteret til dette sammenrend i privatlivets regi, og om det i givet fald indebærer, at SF har accepteret skattestoppet, for det har fru Helle Thorning-Schmidt jo klart igen i dag tilkendegivet står, også efter en valgdag, hvor hun og hendes parti måtte få magt, som de har agt.

SF's position på skatten er jo kendt, nemlig at vi ønsker ændringer i skatten. Vi ønsker ikke at beskatte folk hårdere, men vi ønsker at flytte skatterne. Vi synes, de velhavende skal bidrage i højere grad til skatten. Vi synes, den skal lempes på de lave indkomster. Men det er jo en kendt sag, at der blandt partierne i oppositionen - ligesom der er blandt partierne i regeringen, har jeg forstået - er ganske stor diskussion om skat. Det synes jeg heller ikke man skal forsøge at undgå. Vi lever i et demokrati, der har som sin forudsætning, at man diskuterer forskellige holdninger.

Det er jeg meget enig i, og det glæder jeg mig dagligt ved. Det går jeg ud fra at hr. Villy Søvndal også gør.
     Men når det nu kommer til skattespørgsmålet, så er det jo ikke uinteressant, om vælgerne skal vente, at skattestoppet bliver ophævet med den risiko, at der kommer nye skattestigninger - det er jo SF's politik - eller om de kan regne med, at skattestoppet står, og at det, der kan ske på skatteområdet, oven i det kan være skattelettelser. Og det er jo det, Det Konservative Folkeparti og den borgerlige regering står for.
     Den borgerlige regering har jo bred enighed om og et flertal bag skattestoppet. Det, vi fra konservativ side så arbejder for oven i det, er at få lettet skatten på den sidst tjente krone, men det er jo en anden sag. Det tror jeg godt hr. Søvndal kan følge mig i. Så jeg vil gerne vide, om vælgerne kan være trygge ved den garanti, som Socialdemokratiets formand kom med tidligere i dag, nemlig at skattestoppet står, dersom man får et flertal til venstre i salen.

Jeg har jo lært, at for De Konservative er skattelettelser selve meningen med livet, så det er jeg godt klar over. Altså, der findes intet højere; det har jeg forstået, også fordi man jo hører det gentaget, hvis man skulle have tilbøjelighed til at glemme det en enkelt dag.
     Vi har jo et andet forhold til skat. For os er skatten en nødvendighed af to grunde, dels for at sikre finansieringen af den fælles velfærd, dels for at sikre, at vores samfund bevarer en vis grad af lighed. Og derfor er det ikke rigtigt, når fru Pia Christmas-Møller kom til at sige, at SF vil have skattestigninger. Vi har ikke behov for skattestigninger nu. Vi har behov for skatteomlægninger, der flytter skatten, så lavtlønsgrupperne bliver fritaget for skat og de højtlønnede kommer til at bidrage mere.
     For så vidt angår, hvad der kommer til at ske efter et valg, har vi jo erklæret en fælles interesse i at få nedsat en skattereformkommission, der kan komme med et udspil til en ny skattepolitik.

Nu plejer hr. Villy Søvndal at være meget klar i mælet. Denne gang tror jeg, man skal have en lille oversættelse med for at forstå budskabet. Budskabet var vel nærmest, at hr. Villy Søvndal har indgået en slags aftale med Socialdemokratiet; en aftale, der ikke helt kan tåle dagens lys endnu, forstår jeg. Men er det en aftale om at sikre skattestoppet, eller hvad? Kan vi få det klokkeklart frem? Bliver det med eller uden SF's stemmer, at skattestoppet står efter en valgdag, hvor man måtte få flertal til venstre side?

Vi har ikke indgået en aftale endnu. Det kan jeg godt røbe. Det mener jeg ikke hører privatlivet til. Og det er, fordi det ville være helt underligt, hvis Socialdemokratiet og SF satte sig ned og lavede en aftale, for selv i mine mest optimistiske stunder er jeg ikke sikker på, at vi får et flertal sammen. Man kan håbe det, men jeg er ikke sikker. Og det betyder, at man under alle omstændigheder bedst forhandler blandt de partier, der i så fald skal gennemføre en skattepolitik. Det er det ene.

     Det andet er, at i første omgang synes jeg der er noget langt vigtigere at koncentrere sig om, og det er at få en anden regering. Så vi har en rækkefølge i SF, der hedder:
Først vil vi have en anden regering, og bagefter sætter vi os ned og laver de sidste detaljer i politikken. Det tror jeg er en meget god rækkefølge.

Nu har vi så lige prøvet at få afdækket, hvorvidt SF er tilhænger af skattestoppet eller ej. Hvis man skal være med i en S-regering, må man jo forstå, at så skal man tilslutte sig et såkaldt skattestop. Det betyder jo også, at med de forslag, som SF har fremlagt, på ca. 14 mia. kr., hvor SF så vil kræve dem ind gennem skatter og afgifter, så mangler den 100-punkts-plan finansiering. Og hvad er det så for en politik? Betyder det, at når SF måtte gå med i regering, så har man ikke nogen politik, fordi man jo har fremlagt en 100-punkts-plan, der koster 14 mia. kr.? Hvordan får hr. Villy Søvndal det til at hænge sammen?

Jeg kan for så vidt godt forstå, at begge regeringspartier har en meget stor interesse for enighed på skattespørgsmålet, det er jeg glad for at de har. Altså, det kan jo ikke overraske, når man hører radio til daglig, at netop den diskussion har en meget stor interesse for Venstre og De Konservative.
     Det er rigtigt, at vi har fremlagt en ambitiøs 100-punkts-plan, som indeholder rigtig mange gode ting på velfærdsområdet, miljøområdet osv., og som selvfølgelig koster penge at gennemføre - det er klart. Men vi har jo en masse muligheder for også at skaffe ny finansiering. Regeringens ændringer af selskabsskatten vil vi jo gerne ændre tilbage igen. Vi vil gerne - og det er partierne enige om - lægge et loft over de skattebegunstigede indbetalinger på pensionsområdet. Vi vil gerne lukke skattehuller osv. osv., så vi sikrer en mere fair skatteligning.
     Så vi har under alle omstændigheder masser af muligheder for at skaffe finansiering til de ting, vi gerne vil.

Jeg kan så konstatere, efter det svar, hr. Villy Søvndal giver, at de 100 punkter til 14 mia. kr. jo ikke lader sig gennemføre, når man ikke anviser finansiering, for jeg har endnu ikke hørt, hvad det er for en finansiering, hr. Villy Søvndal vil fremkomme med.
     Det, vi kan se, er, at der derimod er tale om forbrydelser mod skattestoppet, fordi det, hr. Villy Søvndal
i dag nævner fra talerstolen, alt sammen er noget, som går direkte imod det skattestop, som er gældende. Ergo er der ikke den finansiering, som hr. Villy Søvndal taler om.

Jeg er ikke sikker på, at hr. Troels Lund Poulsen har hørt, hvad der er blevet sagt, men det er nok, fordi der lige var en spindoktor henne at hviske, og så kan det være sådan, at man ikke får hørt efter.
     Hr. Troels Lund Poulsen spørger: Hvad er finansieringen? Jeg redegjorde for finansieringen på tre punkter. Punkt 1 er lukning af skattehuller, altså hvor mennesker i dag unddrager sig beskatning, mens almindelige lønmodtagere bliver beskattet. Det giver flere penge. De flere penge vil vi bruge. Punkt 2 er loft over pensioner, hvor vi lægger et loft på 100.000 kr. pr. person over skattebegunstigede pensionsindbetalinger. Jeg har nogle gange spurgt folk i lokalet, når jeg har været rundtomkring, om de, der ville blive ramt af det her loft, ikke godt ville markere. Jeg er aldrig stødt på nogen, men jeg har heller ikke været i Nordsjælland for at holde et oplæg for nylig, så det kan være derfor. Men det rammer jo stort set ingen almindelige mennesker. Punkt 3 er, at vi vil flytte selskabsbeskatningen tilbage.
     Det var sådan bare tre hurtige bud på finansiering, så det er jo ikke rigtigt, når hr. Troels Lund Poulsen siger, at der ikke var nogen bud på finansiering. Der var tre.

Jeg kan så bare konstatere, at det forslag, som hr. Villy Søvndal har om loft over pensionsindbetalinger, jo klart er i strid med skattestoppet. Derudover kan jeg så også konstatere, at der jo altså er 14 mia. kr., der skal finansieres, og jeg har ikke set eller hørt dokumentation fra hr. Villy Søvndals side om, hvordan de skal finansieres.
     Men et klart spørgsmål kunne selvfølgelig være, hvordan hr. Villy Søvndal vurderer, hvor mange milliarder der er i at lukke skattehuller, fordi det jo er sådan et begreb, som hr. Villy Søvndal slynger om sig med ved festlige lejligheder.

Lige en kort rettelse først: Det er ikke i strid med skatteloftet at gå ind og sikre, at de mennesker, der unddrager sig skat med snilde konstruktioner den 31. december, eller hvornår det nu foregår, bliver pålagt skat, fordi vi ikke vil finansiere den fest i fællesskabet. Jeg forstår simpelt hen ikke, at man i et parti som Venstre synes, at det er o.k. Venstre har forsøgt at omdanne sig til et folkeparti. Det er da ikke sådan folk i al almindelighed, der indbetaler 100.000 kr. oven i, hvad de måtte have af arbejdsmarkedspensioner og andre ting. Det er de virkelig, virkelig velhavende, vi har fat på her. Men dér forstår jeg bare, at dér vil Venstre ikke være med.

     Men hr. Troels Lund Poulsen kan være helt rolig. SF vil, ligesom vi gjorde i 1990'erne, altid anvise betaling for de forslag, vi kommer med. Jeg er sikker på, at hr. Troels Lund Poulsen ved, at det gjorde vi i 1990'erne. Det var derfor, vi var med til at starte på at rette dansk økonomi op. Det er en disciplin, vi har øvet os rigtig meget i, og som vi vil fortsætte med.

Sandsynligheden for, at Venstre og De Konservative og Dansk Folkeparti har flertal efter et valg, er jo mindre i dag, end den har været tidligere på grund af Ny Alliances indtræden på den politiske scene.
     Derfor kan jeg ikke vare mig, når jeg nu følger diskussionen og spørgsmålene til SF's ordfører. Jeg er fristet til at spørge hr. Villy Søvndal, hvordan SF vurderer situationen nu, hvor selv statsministeren må stå på et pressemøde i maj måned og undlade at garantere, at der er et skattestop efter et valg. Giver det ikke anledning til nogle overvejelser hos SF?

Jo, der sker meget spændende i politik i øjeblikket. Jeg synes selv, at det mest spændende er at se den hurtige bevægelse, der sker i nye partier. De skal jo også lige have fundet et ståsted og sådan noget; det er måske forståeligt. Jeg hørte det egentlig sådan, at det, fra at man startede med at ville holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse fra Ny Alliances side, i løbet af et par dage blev til, at man ville minimere Dansk Folkepartis indflydelse. Og så blev det en halv snes dage efter til, at man ikke ville udelukke at kunne samarbejde med Dansk Folkeparti. Jeg synes, at de politiske positioner er fantastisk meget i bevægelse i øjeblikket, og derfor vil jeg have svært ved at sige det med sikkerhed.
     Men det er rigtigt, at den overvejelse, jeg synes det må give i partierne, er, at når selv statsministeren, der ellers har ristet skattestoppet i runer, på et pressemøde antyder, at det da godt kan være, at det ikke har evigt liv, så skal man jo altid være forsigtig med ikke at komme til at stå som den sidste og forsvare noget, der ikke har et evigt liv. Derfor er jeg meget glad for, at vi i SF aldrig har forsvaret skattestoppet.

Jeg synes også, at der i virkeligheden er mange nye muligheder, hvis man anskuer det lidt positivt, og det vil vi gerne gøre i Det Radikale Venstre.
     Vi har også forstået, at Ny Alliance vil have en skattereform. Vi er ikke enige med Ny Alliance i det, der er blevet talt om i offentligheden, men vi mangler at se noget konkret fra dem. Men hvis man ser for sig, at de for at støtte en VKO-regering, at være parlamentarisk grundlag for den - det kan man jo ikke afvise vil kunne ske - kræver en reform, så må man forvente, at der bliver en skattereform ud af det. Eller hvordan ser hr. Villy Søvndal på det?

Jeg må sige, at jeg kender folkene i Ny Alliance dårligere, end visse andre i Folketinget gør, men jeg har konstateret, at deres eneste sådan håndfaste krav har været, at skatten skulle ned på 40 pct. - det blev så lidt dramatisk og endte så på 42 pct. Jeg vil bare sige: Jeg tror, at det vil have så gigantiske omfordelingsvirkninger i vores samfund, at ikke engang statsministeren vil lægge ryg til det, men det kan statsministeren måske svare på senere. CEPOS, som indtil nu har været de mest rabiate med hensyn til at byde på omfordeling i vores samfund, har jo været meget moderate ved kun at ville afskaffe mellem- og topskatten. Det kostede 27 mia. kr.
     De må føle det underligt i CEPOS at være blevet kølhalet dobbelt om af Anders Samuelsen m.fl., der vil lette for godt og vel 50 mia. kr. - 51,8 mia. kr. har jeg forstået. Men jeg forstår så også, at Ny Alliance er blevet lidt skræmt over virkningen af deres eget forslag og har sagt, at nu er det sådan kun på lidt længere sigt og ikke her og nu. Men det gør jo ikke den store forskel; det er jo ikke rarere at få en slem tand trukket ud langsomt.

Man kan vel ikke forestille sig, at der kommer et nyt parti stormende ind med så stor bevågenhed og så stor attraktion for mange mennesker, som Ny Alliance er tildelt lige nu, og siger 40 pct. i skat og derefter bliver parlamentarisk grundlag sammen med andre partier, f.eks. Dansk Folkeparti, til en fortsat VK-regering, uden at man skal have noget for sin skattepolitik, når det er den, man har fået så stor bevågenhed på.
     Det er jo det, der er lidt interessant, nemlig at Venstre og De Konservative og Dansk Folkeparti kan blive bragt i en situation, hvor prisen for at fortsætte i regeringspositionen er en skattereform. Det synes jeg også er interessant. Og det er nyt.

Igen vil jeg sige, at jeg altså ikke har samme dybe kendskab til stifterne af Ny Alliance, som andre har, og derfor står jeg måske lidt mere tvivlende over for sådan fastheden i deres synspunkter.
     Hvad vil sandsynligheden af følgende scenarie være? VKO taber det næste valg, mangler 3 pct. Statsministeren ringer fluks til hr. Naser Khader og siger: Kunne du ikke tænke dig at være integrationsminister i en kommende VK-regering? Jamen, siger han, jeg har jo sagt, at jeg ville holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Ja, svarer statsministeren, det kommer du også til, for du bliver medlem af en regering, og det gør fru Pia Kjærsgaard ikke, så din indflydelse er langt større end deres. Og ville hr. Naser Khader så ikke synes, at det var så meget at få på en gang, at han ville sige: O.k., så efterlader vi de andre krav lidt mere i baggrunden?
     Jeg tror, at fristelsen ville være kolossalt stor. Og jeg kan se, at statsministeren lytter intenst nu, for han ser pludselig en mulighed for, at hans projekt, der ellers var ved at falde lidt fra hinanden, pludselig kan forlænges. Ham, der kan forlænge det, sagde godt nok de første dage, at han ville holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse, men det modererede han senere. Og statsministeren vil så kunne sige:
Men du sagde også, at du ville have indflydelse. Ja, og man får allermest indflydelse i en regering.

Normalt er vi ikke så glade for at omtale personer, der ikke er til stede, men i dette tilfælde mener jeg absolut, at det må være tilladeligt. Den næste er fru Pia Kjærsgaard.

Jeg tror egentlig, det er et passende tidspunkt, jeg får ordet på. Altså, nu tror jeg, at det er på høje tid, at Folketinget går på sommerferie; i hvert fald at fru Marianne Jelved og hr. Villy Søvndal gør det. Hold da op, der er altså godt nok nogle, der ikke har is i maven, kan jeg høre. Og jeg må sige, at fru Marianne Jelved jo tidligere har kunnet gå på vandet på egne vegne. Det gik skidt. Nu begynder hun også at kunne gå på vegne af tidligere partifælle hr. Naser Khader. Jeg regner bestemt også med, at det kommer til at gå temmelig skidt. Nå, nok om det. Man skal bare huske som politiker:
Træerne vokser aldrig ind i himlen. Sådan er det.
     Men det, jeg ville sige til hr. Villy Søvndal, var faktisk noget positivt. Jeg vil godt sige, at jeg synes, at det var meget, meget forfriskende - og jeg er ikke polemiker, sådan som hr. Villy Søvndal har for vane at være, jeg føler det faktisk virkelig - at hr. Villy Søvndal gik ud og lagde afstand til Enhedslistens opstilling af islamisten Asmaa Abdol-Hamid. Jeg vil bare gerne have, at hr. Villy Søvndal fra Folketingets talerstol ligesom uddyber synspunkterne.

Vores grundlæggende synspunkt er jo, at vi i modsætning til Dansk Folkeparti ikke deler folk efter etnicitet. I modsætning til Dansk Folkeparti, i hvert fald i modsætning til hvad nogle af ordførerne fra Dansk Folkeparti mener, mener vi ikke, at religion er en forbrydelse eller noget, som man ikke må have, eller noget, som vi skal sammenligne med ekstreme ideologier eller sådan noget. Folk er velkomne i SF, uanset hvilken etnisk baggrund de har, uanset hvilken religion de har, og uanset hvilken kultur de kommer fra. Vi deler på synspunkter.
     Vi får rigtig mange iranere i øjeblikket som medlemmer i SF. De har forladt Iran, fordi de ikke har kunnet holde ud at blive undertrykt af religiøse synspunkter, ikke også? Jeg mener, at Dansk Folkeparti laver den fejl over for dem at sige, at alle, der kommer fra et islamisk regeret land, dermed har de der islamiske teorier. Jeg kan hilse og sige, at det har de her folk ikke. De har netop forladt det land, fordi de ikke kunne holde præstestyret ud.
     Så vi deler folk ud fra deres grundlæggende holdninger, værdier og det, de tror på, og ikke ud fra, hvor de kommer fra. Og hvis Dansk Folkeparti også ville begynde på det, tror jeg, at den danske debat ville blive beriget ganske dramatisk voldsomt.

Jeg vil sige til hr. Villy Søvndal: Jamen tag det nu positivt. Altså, det, jeg bare ville høre, var det om personen Asmaa Abdol-Hamid, Enhedslistens fundamentalistiske kandidat. Og der bad jeg bare alene om det, at hr. Villy Søvndal, på samme måde som han har gjort i pressen, ville redegøre fra Folketingets talerstol, hvorfor han mener at det er en dårlig idé.

Jeg tager mit udgangspunkt i, at vi meget gerne vil have mennesker ind uanset deres etniske herkomst. Vi har det jo allerede, og vi får formentlig flere ved næste valg. Vi skelner ikke ved etnicitet. Vi skelner ved holdninger. Og der er det klart, at hvis vi får nogle mennesker ind, hvor vi synes, at det ikke umiddelbart er indlysende nemt at se, at deres holdninger matcher med SF's holdninger, så vil vi sige, at vi måske synes, at man skulle finde et andet sted at være end SF. Sådan er det jo, når partier skelner efter anskuelse.

Ja, men jeg har bare en sidste kommentar. Altså, jeg tror desværre, at jeg må lade mig nøje med det fra Folketingets talerstol, men alligevel synes jeg, at det står ret klart, hvad hr. Villy Søvndal mener om Enhedslistens fundamentalistiske kandidat, og det er jeg godt tilfreds med.

Jeg synes måske, at hvis fru Pia Kjærsgaard har spørgsmål til Enhedslisten, så vil jeg for klarhedens skyld foretrække, at hun stiller dem til Enhedslisten. Jeg har redegjort for SF's synspunkt.
     Jeg har rigeligt at lave med at være formand for et parti. Jeg har ikke nogen ambition om at lægge flere partier
i mit formandskab.

Nej. Men vi går også umiddelbart over til Enhedslistens ordfører nu. Hr. Per Clausen er den næste i rækken som ordfører.

Jeg kunne forstå på den sidste udveksling af synspunkter, at hr. Villy Søvndal også synes, at værdifællesskabet med Dansk Folkeparti er en smule ubekvemt, og det forstår jeg sådan set meget godt.
     Ellers er udgangspunktet for den her debat jo sådan set, at Danmark nu har besluttet sig for at trække sig ud af Irak, og statsministeren har jo sagt, at Danmark ville trække sig ud af Irak, når opgaven var fuldført. Nu kan vi konstatere, at det, der er sket i Irak, er, at man er gået fra et Saddam Hussein-diktatur til borgerkrig og til, at ekstremistiske fundamentalister har fået magten også i det område, hvor de danske tropper har været, men statsministeren siger, at opgaven er fuldført.
     Hvis vi nu overfører det til Danmark - for i Irak kan man sige, at det var skidt, og det er blevet skidt - hvor det var halvgodt, men nu er blevet rigtig skidt, kunne statsministeren så ikke sige, at også i Danmark er opgaven fuldført, og så trække sig ud af regeringen og trække regeringen tilbage? Det synes jeg faktisk ville være et godt og konsekvent skridt.
     Statsministeren har jo også mange gange erklæret klassekampen for død, og det, der så er bemærkelsesværdigt, er, at statsministerens venner fortsætter den ufortrødent. Det er jo blevet ekstra tydeligt i den seneste tid. Når De Konservative og de i dag fraværende fra Ny Alliance taler så stærkt for store skattelettelser til de rigeste, er det jo klassekamp. Men jeg indrømmer, selv om ikke alle taler så meget om det mere, at det selvfølgelig også er klassekamp, når Socialdemokraterne og venstrefløjen taler for flere penge til velfærd.
     Det er jo sådan, at hvis man giver skattelettelser på mange milliarder kroner, flytter man en stor del af samfundsøkonomien fra det, vi fælles bestemmer over, til det, enkeltpersoner bestemmer over, og vi ændrer velfærden fra at være noget, vi fælles bruger og betaler over skatten - som sygehuse, børnehaver, ældrepleje - til i stedet at være noget, der betales af forsikringsordninger og brugerbetaling, og som derfor bliver markedsstyret i stedet for demokratisk styret. Det betyder, at det bliver pengesedlen, ikke stemmesedlen, der afgør udviklingen i vores samfund. Det er det, der har været regeringens klare mål, siden de kom til magten. Regeringen ønsker jo at skabe et nyt Danmark, som beskæftigelsesministeren har sagt det meget tydeligt i et citat, der efterhånden er blevet folkeeje.
     Samtidig kan vi jo nu se, hvordan forslag om skattelettelser fører til en kolossal omfordeling til fordel for de rigeste. Selv om Ny Alliances ambitioner om at give direktørerne en skattelettelse på over 300.000 kr., sygeplejerskerne en på knap 8.000 kr. og pensionister og kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse stort set ingenting måske ikke går igennem, illustrerer det meget tydeligt, hvad konsekvenserne er. Betaling i børnehaven, for sygeforsikringen og ældreplejen vil koste det samme for alle, og det er jo dem, der har de laveste indtægter, som er dem, der har mest behov for hjælp, især hvis vi kigger på sundhedsvæsenet, så uligheden i samfundet ville vokse voldsomt, hvis man gennemførte det her.
     Det er også en politik, der er helt i overensstemmelse med det, som socialministeren fik på puklen for at sige, nemlig at en øget ulighed i samfundet kan skabe øget dynamik. Det må man jo ikke sige i Venstre - spørgsmålet er så, om Venstre alligevel vil lave politik sammen med mennesker, der vil føre en sådan politik.
     De borgerlige og dem fra Ny Alliance påstår jo så, at mange flere vil komme i arbejde, hvis de kan beholde flere penge af det, de tjener. Man har jo afprøvet den mekanik sådan lidt nedefra, hvor man har barberet kontanthjælpen ned, har starthjælp, har lavet kontanthjælpsloft og 300-timers-regler, og det har vist sig, at det i hvert fald i den del af systemet ikke fungerer særlig effektivt.
     Det er jo også sådan, at finansministeren sådan set har indset, at man nok ikke får dem, der allerede er i arbejde, til at arbejde mere ved at give dem skattelettelser. De fleste arbejder i dag så hårdt, at de nok hellere vil bruge en skattelettelse på at arbejde mindre. Og vi kan jo i hvert fald allerede nu se, hvordan mange offentligt ansatte vælger at være på deltid, fordi arbejdet er for hårdt. Der er også en række offentligt ansatte, som tvinges til at være på deltid, fordi fuldtidsjobbene ikke udbydes.
     Det er derfor, Enhedslisten vil gå en helt anden vej. De mange milliarder kroner, vi har i statskassen, skal bruges på velfærd. Vi skal dyrke fællesskaberne.
     I den her tid kommer der det ene nødråb efter det andet fra de offentligt ansatte. De kan ikke holde til det længere, og derfor risikerer vi, at velfærden bryder sammen, hvis ikke vi foretager en drastisk ændring. Det er derfor, Enhedslisten har foreslået, at vi skal ansætte 100.000 flere
i den offentlige sektor, og vi skal give de lavest lønnede
2.000 kr. mere om måneden hvert år i de år, som den kommende overenskomst kommer til at løbe i.

     Der er brug for massive investeringer i skoler, børnehaver, plejehjem, sygehuse og togskinner. Vi har fremsat vores forslag til finansiering. Det ligner ikke fuldt og helt Socialdemokraternes, SF's og De Radikales forslag, og derfor har vi sådan set heller ikke nogen forventning om, at en ny regering vil gennemføre Enhedslistens politik, men vi er sikre på, at der kan laves bedre aftaler med en kommende socialdemokratisk ledet regering, end der kan med den regering, vi har nu. Det er derfor, Enhedslisten ikke er i tvivl: Vi vil efter et kommende valg pege på en socialdemokratisk ledet regering.
     I årtier har de offentligt ansatte skulle høre på, at de ikke gør deres job godt nok, og at private firmaer vil kunne gøre det meget bedre. Der er blevet udviklet managementteorier og indført kontroller, brugertilfredshedsundersøgelser og strukturer, der skal omdanne den offentlige velfærd til markedsstyrede virksomheder. Men det er de færreste offentligt ansatte, der vil reduceres til at skulle forarbejde produkter. De vil tage sig af mennesker - børn, syge og ældre - og de vil have tid til at gøre deres arbejde og mødes med tillid til, at de med deres faglighed er kompetente til at løfte opgaven. Det kan godt være, at statsministeren vil give nogle milliarder kroner til ældrepleje og sygehuse osv. under kommuneaftaler og trepartsforhandlinger, men han vil samtidig stille krav om, at der skal ske yderligere markedsgørelse og konkurrenceudsættelse. Han vil fortsætte med at lade pengene følge patienten, barnet, den ældre, så de, der har råd, kan vælge en børnehave med flere voksne og højere brugerbetaling eller kan vælge plejehjem, hvor man kan købe sig til et bad hver dag og et måltid mad efter eget valg, mens de, der ikke har råd, må nøjes med en stadig mere udsultet offentlig sektor, hvor velfærden overhovedet ikke kan følge med velstandsstigningen i samfundet. Hvis vi derimod ønsker, at velstanden skal bruges til velfærd for alle, kræver det, at vi giver de ansatte bedre løn og arbejdsvilkår, og at vi giver de ansatte lov til selv at tilrettelægge arbejdet sammen med de borgere, det handler om. Det er da også de krav, som er rejst fra dagligdagens eksperter, de mennesker, som er i den offentlige sektor, de tillidsrepræsentanter, som mødes og har diskuteret, hvordan vi i fællesskab kan udvikle en fælles offentlig sektor, som løser de behov, der er. Det er i mødet mellem borgere og offentligt ansatte, kvaliteten skabes. Derfor er det positivt, at de offentligt ansatte også i dag tydeligt markerer deres synspunkter. Der skal gøres op med kontrol og unødvendig dokumentation, arbejdsmarkedet skal åbnes for alle, nedslidning og udstødning skal stoppes. Der skal være plads til alle. Mangfoldighed handler ikke kun om at forsvare Christiania og Ungdomshuset; det handler også om at skabe plads overalt i samfundet. Vi skal have plads til tørklæder, vi skal have plads til stiletter - måske skal vi endda have plads til slips. Vi afviser regeringens ønske om ensretning og kontrol, som starter med karriereplanlægning kontrolleret af staten i daginstitutionerne, fortsætter med en statsautoriseret kultur-, historie- og nu også demokratikanon og ender med påklædningspoliti og statsligt fastsatte regler for den korrekte danske hilseform. Regeringen og Dansk Folkeparti angriber velfærden og ensretter Danmark, men det er ikke nok.
     I 5 år ignorerede de den truende klimakatastrofe, og Danmarks energi- og miljøpolitiske arbejde blev reelt afviklet. Derfor ser vi nu, at Danmarks CO₂-udslip og energiforbrug er begyndt at stige. I forvejen er Danmark et af de lande, som har det største CO₂-udslip pr. indbygger, men det er ikke nok for regeringen, og her i dag har vi fået at vide, at man fremover skal satse yderligere på kulkraft. Klimaforandringerne skaber store flygtningestrømme, og kampen om de fossile brændstoffer har allerede udviklet sig til krige, f.eks. i Irak. Situationen vil blive langt mere alvorlig i de kommende år, hvis ikke vi gør en massiv indsats over for regeringens planer, som vil udfase de fossile brændstoffer i løbet af 112 år! Statsministeren indrømmede i sin tale i dag, at det vil tage mange år, og 112 år er mange år. Enhedslisten har fremlagt en plan, der gør det muligt, at Danmark kan overgå til vedvarende energi i løbet af 30 år. De borgerlige partier hævder, at Enhedslistens plan vil blive for dyr. Om regeringens plan ved vi, at den ikke vil være i stand til at sætte en effektiv stopper for klimaforandringerne. Den er måske på kort sigt billig, men på lang sigt katastrofal og langt dyrere. Vi står over for beslutninger om store investeringer i vores infrastruktur. Det er afgørende, at vi vælger de sociale og miljørigtige løsninger. Transporten skal over på skinner, og den kollektive trafik skal styrkes både lokalt og på landsplan. Enhedslistens alternativ er klart: Vi vil have mennesker, miljø og natur i centrum. Frihed, mangfoldighed og fællesskab repræsenterer fremtiden.

Ja, vi siger tak til ... Undskyld, det ville være tjenligt, hvis man meldte sig undervejs. Fru Pia Christmas-Møller med en kort bemærkning.

Jo, men det er også smart at høre ordførerens indlæg, inden man melder sig med et spørgsmål.
     Jeg fik ikke helt klarhed over, hvad hr. Clausen mener der ligger i forbindelse med det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten støtter i dag. Hvad er det for en udgiftsramme, Enhedslisten mener der er tale om her?

Hvor meget skal kommunerne og regionerne have ekstra?

Måske kunne vi gøre den her diskussion meget enklere ved at sige meget klart til den konservative ordfører, at der ikke i det forslag til vedtagelse, der foreligger i dag, er aftalt et præcist beløb for, hvor mange penge kommunerne skal have næste år, eller indgået en aftale om, hvordan finanslovens skal se ud.
     Vi har fremlagt et forslag, der siger, at der er brug for væsentlig flere penge til den kommunale service i de kommende år. Vi har sagt, at der er brug for at gøre en særlig indsats for at sikre, at der kommer ny arbejdskraft på området. Vi har sagt, at den meget, meget centrale detailstyring, som regeringen lægger op til af kommunerne, skal ophøre. Det er en enighed, som danner et godt udgangspunkt for, at vi i de kommende år kan drøfte, hvordan vi udvikler den offentlige sektor.

Når jeg er lidt optaget af det, er det, fordi det er meget praktisk - for hvis nu forslaget til vedtagelse fik flertal, ville regeringen blive pålagt nogle bestemte ting - at vide, hvad regeringen bliver pålagt helt konkret, og ikke mindst, hvor mange penge der skal findes plads til i budgettet. Der kan jeg forstå, at det er der ikke aftalt noget om. Det vil sige, at det ville være fuldstændig diffust, hvad der blev vedtaget, hvis man vedtog denne vedtagelse.

Nu har jeg ikke bemærket, at det er fremgået særlig klart af de indlæg, der har været fra de borgerlige ordførere, hvordan skatten skal være i de kommende år. Jeg har opfattet, at De Konservative og Ny Alliance, som ikke er her, kræver skattelettelser. Jeg har forstået, at Dansk Folkeparti ikke vil have skattelettelser - men de støtter dog de skattelettelser, der har været, og den forringelse, der har været i udviklingen i den offentlige sektor indtil nu - og at Venstre vistnok ikke rigtig har nogen mening. Det er jo de uklarheder, vi indimellem må leve med.
     Jeg siger bare til den konservative ordfører, at hun kan være forsikret om, at hvis vores forslag til vedtagelse gik igennem, ville de partier, der står bag, være i stand til at fremlægge en klar plan for de forhandlinger, der skulle være med kommunerne, og for den kommende finanslov, som ville sikre, at vi fik en offentlig sektor, der i langt større udstrækning, end hvad regeringen har været i stand til at præstere sammen med Dansk Folkeparti, tager udgangspunkt i mennerskers behov.

Jeg forstår, at forslagsstillerne ikke selv tror på, at det her forslag bør eller kan nyde fremme i Folketinget, og det er jo så sandt, som det er forventet.
     Jeg vil gerne sige, at det jo ikke er helt uden betydning, når man ønsker at pålægge en regering noget, hvad det er, regeringen så skal levere, for det er jo ikke nogen lille sag, hvis regeringen ikke gør, som Folketinget har sagt. Derfor er det ikke uvæsentligt, hvad det er, der ligger
i det forslag til vedtagelse. Der kan jeg forstå, at det er fuldstændig uafklaret. Det er tomme ord - det er tomme ord og ikke mere. Og det er lige præcis, hvad vælgerne skal tage det for.

Sagen er, at jeg sådan set ville mene, det var meget rimeligt, hvis det her forslag til vedtagelse gik igennem, at regeringen trådte af og udskrev valg, og så er jeg sikker på, at vi i forbindelse med sådan et valg kunne få valgt et Folketing, som ville vælge en ny regering, som ville kunne give den her tekst et meget, meget godt konkret indhold med en lang række af de forbedringer, som Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten er enige om - forbedringer, som næsten hver dag fremgår af drøftelser her i Folketingssalen og af betænkninger og beretninger fra Folketingets udvalg.
     Så situation er den, at hvis det er sådan, at den konservative ordfører ønsker afprøvet, hvad det her betyder i praksis, skal ordføreren bare stemme for forslaget til vedtagelse og sørge for, at vi slipper af med den regering, vi har nu. Så vil det vise sig, at vi er i stand til at gøre det her på en både økonomisk forsvarlig og for menneskene i Danmark rigtig god måde.

Vi siger tak til ordføreren. Undskyld. Det er forbigået min opmærksomhed, at hr. Troels Lund Poulsen også har bedt om en kort bemærkning.
     Hr. Troels Lund Poulsen.

Jeg vil gerne følge det spor, som fru Pia Christmas-Møller netop har anlagt, og spørge ind til det, som hr. Per Clausen nu har haft lidt svært ved at give noget klart svar på, nemlig råderummet for, at kommuner og regioner kan leve op til de forventninger, regeringen har skabt. Hvad er det for et beløb, vi taler om der? Det må man jo kunne kritisere, når man nu mener, at det ikke lever op til forventningerne. Det tror jeg da at alle her i Folketinget ville synes kunne være interessant, altså hvad Enhedslisten så fremlægger deres økonomiske politik på baggrund af.
     Altså, er det 1 mia. kr., er det 4 mia. kr., er det 8 mia. kr.?

Det er jo sådan, at Enhedslistens økonomiske politik ikke er den, der er indholdet i det forslag til vedtagelse her, fordi det er et forslag til vedtagelse, som de fire partier skulle kunne blive enige om.

     Enhedslisten har foreslået penge til øget velfærd i Danmark i en størrelsesorden, som kommer langt op i et tocifret milliardbeløb. Det kan man jo se ud fra Enhedslistens forslag til finanslov, hvor vi også har forslag til finansiering af det. Om den finansiering ved vi, at andre partier i Folketinget vil være med til nogle dele, andre vil de ikke være med til.
     Men udgangspunktet for den her vedtagelse er jo ikke, hvad Enhedslisten forventer at komme igennem med, hvis Enhedslisten er i flertal, men hvad vi kunne forvente at komme igennem med sammen med de andre partier, som har fremsat det her forslag til vedtagelse.

Tak for det meget klare svar, men så må jeg altså konstatere, at Enhedslistens måde at se på vedtagelsen på ud fra en økonomisk sammenhæng er, at det er et tocifret milliardbeløb, der skal til. Det er så konklusionen fra hr. Per Clausen, at det altså koster et tocifret milliardbeløb, hvis det her forslag til vedtagelse bliver vedtaget og det er Enhedslisten, der skal udmønte det.

Det er fuldstændig korrekt, at hvis man skal sikre, at man får erstattet de mennesker, der er på vej ud af den offentlige sektor, får ansat 100.000 mere og får sikret et kvalitetsløft i folkeskolen, som er det, der skal til osv. osv., vil det kræve et ganske dramatisk løft i bevillingerne til kommunerne.
     Men det, der jo også er interessant, er, at Enhedslisten er et meget, meget beskedent parti, så hvis vi er i stand til sammen med de øvrige partier i oppositionen at få forbedringer til kommunerne, som beløbsmæssigt er noget mindre end det, vi kunne ønske os, og kvalitetsmæssigt noget mindre, men som dog indeholder et løft i forhold til den politik, regeringen står for, hvor det er meningen, at den økonomiske vækst i den offentlige sektor skal være væsentlig lavere end i den private sektor, og i stedet for kommer op på et niveau, hvor vi får en udvikling, hvor væksten i den offentlige sektor er mindst lige så stor som i den private sektor - hvis vi skulle lave en aftale med de andre partier om det - så tager vi det.

Ja, jeg må jo sige, at jeg ikke blev særlig meget klog på det sidste svar her fra hr. Per Clausen. Men det, der står tilbage, er altså, at Enhedslisten ud fra den politiske formulering, som man nu har lavet i vedtagelsen, vil bruge det det her tocifrede milliardbeløb. Hr. Per Clausen kunne så ikke helt konkretisere, hvor stort beløbet er, men det er altså et tocifret milliardbeløb, og det har jeg så noteret.

Det kan hr. Troels Lund Poulsen sådan set overhovedet ikke konkludere. Det, hr. Troels Lund Poulsen kan konkludere, er, at Enhedslisten har en politik for, hvordan den offentlige sektor skal udvikle sig, så man kommer op på et tocifret milliardbeløb, hvis man skulle indfri det.
     Så ligger der et forslag til vedtagelse, hvor Enhedslistens udgangspunkt er, at vi som minimum skal sikre os, at der bliver den samme økonomiske vækst i den offentlige sektor som i den private sektor, og det har vi forstået at vi er enige med de øvrige oppositionspartier om. Det, at vi så har nogle ønsker, der rækker længere end det, forhindrer jo på ingen måde, at vi er i stand til at føre politik sammen med de øvrige oppositionspartier.
     Bare for at nævne et eksempel på det, så er det jo da lykkedes for Enhedslisten i dag at lave en aftale med en konservativ minister om, at vi øger indsatsen i fødevarekontrollen med 25 pct., så indimellem kan ting jo godt lade sig gøre.

Så siger vi tak til ordføreren, og så går vi videre, og den næste er fru Sofia Rossen.

Ærede formand, ærede medlemmer. Denne debat er måske en smule anderledes for mig end for de øvrige ordførere, fordi jeg som suppleant for hr. Kuupik Kleist muligvis betræder denne talerstol for sidste gang.
     Jeg har nu haft den ære at være medlem af Folketinget i godt 2 måneder, og det har sandelig ikke været nogen kedelig periode. Ikke alene har jeg fået lov til at opleve, at et nyt parti blev dannet og den deraf følgende turbulens, det har givet her i Tinget, jeg har også i den korte periode oplevet, hvordan debatter om så forskellige emner som bloktilskud til Grønland, sæl- og hvalfangst, CIA-flyvninger samt Thulebasen og EU-Parlamentet kan give sig udslag i en række forskellige politiske holdninger, der fra vores grønlandske synspunkt kan være ganske vanskelige at forstå.
     Lad mig starte med dyrene. For os i Grønland er havet det samme, som markerne er for de europæiske borgere. Det er fra havet, vi høster vores føde og råstofferne til vores industri. Vi har ikke mange andre muligheder, selv om der nu åbner sig nye, store forventninger til mineralressourcerne. Men det er alt sammen i fremtiden.

     Lige her og nu er det havets ressourcer, vi skal leve af, og det gør vi naturligvis på en bæredygtig og forsvarlig måde. Det er til gengæld den eneste måde, vi i dag kan skaffe den økonomi, der skal bære en selvstændig udvikling for vores befolkning, på, så hvis videnskabsfolkene i Den Internationale Hvalfangstkommission finder frem til, at der er bestande af hvaler, der kan udnyttes på normale kommercielle vilkår, skal de udnyttes fuldstændig ligesom fiskebestandene i EU.
     Regulering, ikke fredning, er vejen frem, og derfor skal IWC fastsætte kvoter, foretage overvågning og kontrol og sikre den bedst mulige viden om hvalernes tilstand i stedet for at gøre hvalerne til havets hellige køer. Midt i al propagandaen om fredning af alle hvaler har det været opløftende, at både fiskeriet og landbrugets førstemand i Danmark har støttet vores synspunkt.
     Med sælfangsten forholder det sig anderledes, fordi alle ved, at der er millioner af sæler i havene. Det er derfor meningsløst at forsøge sig med krav om fredning, men til gengæld bruger de danske og europæiske fredningsfolk fangstmetoderne i deres angreb på denne industri. Jeg forsvarer på ingen måde de fejl, der måtte blive begået ved aflivning af sæler, men at sådanne fejl skulle føre til krav om importforbud af alle produkter fra sælerne virker på mig lige så absurd, som hvis al fiskeindustri i Danmark skulle stoppes, fordi der notorisk drukner ca. 6.000 småhvaler i de danske fiskeres garn hvert år; eller hvis al svineproduktion skulle stoppe på grund af de omkring 170.000 svin, der hvert år må destrueres på grund af sygdom og elendighed i de danske svinefarme, eller hvis al jagt i Danmark skulle forbydes på grund af de ca. 7.000 anskydninger af hjorte og andet vildt, der sker hvert år, så jægerne må tilkalde hjælp for at finde de skamskudte og nødlidende dyr.
     Men sådanne krav hører vi jo heller ikke fra fredningsorganisationerne. Når det handler om dyrene i disse organisationers egne lande, drejer det sig om bedre regler for behandling og bedre levevilkår for dyrene, men ikke om totalfredning, for en totalfredning ville smadre hele den industri, der er baseret på dyrene, og ødelægge det økonomiske afsæt, den giver samfundet.
     For mig har det derfor været en besynderlig oplevelse at komme herned og på egen hånd opleve en debat om brug af dyr, der set med grønlandske øjne virker fuldstændig dobbeltmoralsk, når der samtidig finder seriøse forhandlinger sted i Folketinget om, hvorvidt det er nødvendigt at lovgive om seksuelt misbrug af dyr i Danmark, og der i aviserne afsløres regulære dyrebordeller - ja, så bliver de moralske pegefingre, der løftes mod vores fangst af dyr, der har levet frit og uberørt af menneskehænder hele deres liv, nærmest fuldstændig absurd.
     Også debatten om de kommende års tilskud til Grønlands økonomiske udvikling, det såkaldte bloktilskud, har været besynderlig. I den sammenhæng har røster, specielt fra Dansk Folkeparti, krævet, at Danmark igen skal styre tilskuddet på bl.a. det sociale område, og desuden har Dansk Folkeparti ønsket at gøre tilskuddene 1-årige, så man bedre kan true os på økonomien, hvis vi ikke gør, hvad der ønskes hernedefra.
     I den forbindelse har man endda kunnet høre medlemmer af dette Ting påstå fra denne talerstol, at de grønlandske politikere er fuldstændig ligeglade med de sociale problemer, vi har. Det er sket, på trods af at hjemmestyret år for år har øget bevillingerne til både det sociale område, sundhedsområdet og uddannelsesområdet, netop for at bekæmpe den form for problemer, som DF henviser til. Vi bruger i dag mere end 2 mia. kr. om året til socialvæsenet, sundhedsvæsenet og uddannelsesområdet, og det er mere end to tredjedele af det samlede bloktilskud og næsten en tredjedel af hele Landstingets årlige udgiftsbudget. Ikke desto mindre skal vi grønlandske politikere lægge øre til sådanne beskyldninger, som DF er kommet med i denne debat, og høre trusler om økonomisk kontrol af en karakter, der hører kolonitiden til.

     Samtidig har det dog været en glæde at kunne konstatere
i dag, at det er et absolut mindretal, der står bag denne kritik, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke det store flertal, der har støttet den aftale, som hjemmestyret og den danske regering har udarbejdet i fællesskab. For kort tid siden var jeg i Bruxelles for at overvære Europa-Parlamentets behandling af de klager, der er kommet fra de arbejdere, der i sin tid ryddede op i Thuleområdet efter det amerikanske fly, der styrtede ned med atombomber om bord i 1968. Igen var det foruroligende at se danske EU-politikere som stort set som de eneste stemme imod et overvældende europæisk ønske om, at disse arbejdere, danskere såvel som grønlændere, nu skal behandles anderledes værdigt, end Danmark hidtil har gjort, både hvad angår undersøgelse af deres helbred, og hvad angår oplysninger om de strålingsfarer, de uvidende blev udsat for. Min forundring blev ikke mindre af at opleve regeringens efterfølgende afvisning af på nogen måde at rette sig efter Europa-Parlamentets henstillinger. Jeg kan desværre ikke lade være med at spekulere over, om den samme kyniske holdning ville være lagt for dagen, hvis ulykken var sket hernede og ikke langt borte fra den danske daglige virkelighed. På samme måde har det været en forunderlig oplevelse at se regeringen afvise ethvert ønske om en klarlægning af, hvorvidt de hemmelige CIA-flyvninger har foregået i bl.a. det grønlandske luftrum, og om de har været lovlige eller ej. Det er blevet afvist af regeringen, men de fleste fly er jo heller ikke landet her i Danmark, kun i Grønland, og så er det måske mindre vigtigt, hvor lovlige de egentlig var, og hvad formålet har været. Der har altså været nok at blive forundret over i den korte tid, jeg har været her, men der er heldigvis også noget på den positive side. Det har f.eks. været meget opløftende at se, at Danmark via aktiv brug af de åbenlyse klimaændringer i Grønland har opnået værtskabet for klimatopmødet i 2009, og det har også været glædeligt at opleve, at Den Nordatlantiske Gruppes store ønske om at få grønlandiseret retsvæsenet og få bygget et lukket fængsel i Grønland er blevet imødekommet. Sidst, men ikke mindst har det været meget opløftende at se, hvordan fælleskommissionen angående den nye selvstyreaftale for Grønland har formået at finde vej frem gennem det ene konstruktive kompromis efter det andet, således at der nu er håb om en ny selvstyrelov allerede til næste år - en lov, som alle kan leve med, men som naturligvis skal udvikles videre på vejen mod virkelig selvstændighed for Grønland, for både hernede og i Grønland er der jo tilsyneladende opstået helt nye og uventede politiske alliancer med ganske kort varsel. Det er sket begge steder alene i de få måneder, jeg har været medlem af Tinget. Med disse ord vil jeg slutte og ønske Folketinget god arbejdslyst fremover.

Vi siger tak til fru Sofia Rossen for talen og går videre i talerrækken. Den næste er hr. Høgni Hoydal.

Værdidebat, værdiudfordringer, symbolpolitik og diverse alliancer har efter min mening præget dette folketingsår.
     Den danske regerings deltagelse i den uhellige alliance, som jeg vil kalde den, med George Bush og Tony Blair i deres commandoraid i Irak er heldigvis under afvikling, og det er efter min mening den store politiske begivenhed i dette folketingsår. Men det gør jo ikke tragedien i Irak mindre, at den danske deltagelse skal afvikles, og det bliver jo ikke fulgt op af nogen erkendelse af fejltagelserne og misinformationen. I stedet fastholder man, at Irakkrigen var en del af en værdikamp og en symbolpolitik, som der spinnes på med alle redskaber.
     Jeg kan gentage, som jeg har sagt før, at Irakkrigen vel nok er det bedste eksempel på, at man har skabt sit eget monster. Den fjende, som man opfandt og selv har skabt, kæmper man mod hver dag, og de egenskaber, som man tillagde fjenden, før man gik i krig, har man nu selv tillagt sig med brud på alle menneskerettigheder, tortur og deslige.

Og nu bruger de krigsførende lande så al deres energi og astronomiske pengebeløb på at frelse sig selv fra deres egne gerninger.

     Jeg vil endnu engang opfordre til, at regeringen anerkender den store fejl, der skete med deltagelsen i denne såkaldte alliance og med deltagelsen i Irakkrigen, for før det kommer man ikke videre, heller ikke det danske folkestyre.
     Statsministerens redegørelse i dag kan vel bedst beskrives som same procedure as last year. Det er svært at se de store forskelle mellem partierne i alle de tekniske beskrivelser af justeringer i velfærdssektoren. Det ser ud, som om man stiller på nogle ventiler og pumper i det store velfærdsmaskineri, og det skal jeg som sådan ikke blande mig
i.
     Men så kommer de obligatoriske linjer om det såkaldte rigsfællesskab, Færøerne og Grønland. Og der leverer statsministeren så en beskrivelse af nogle små, lette, symbolske hop på stedet. Og det er jo det, der er sket de sidste år i forholdet mellem Danmark og Færøerne. Der er foretaget nogle små, symbolske hop på stedet, men der er ikke sket nogen grundlæggende afvikling af de bindinger, som forhindrer, at Færøerne træder frit ud i verden og bliver en deltager i den globaliserede verden med det ansvar, som dertil hører, og kan udvikle sig som en virkelig aktør i verdenssamfundet og ikke som en krympet uldsok i Nordatlanten.
     Der er desværre ikke tale om en afvikling af det økonomiske bindingsforhold, som er mellem Færøerne og Danmark. Jeg vil gentage, at det største skred, der er sket i forholdet mellem Danmark og Færøerne det sidste år, var, da man unilateralt fra færøsk side besluttede at nedskære den danske støtte til Færøerne med en tredjedel. Der blev spået gråd og tænders gnidsel, men siden er det aldrig gået bedre i færøsk økonomi.
     Og mit håb har hele tiden været - jeg dadler jo ikke den danske regering for at opretholde sine storpolitiske interesser i Nordatlanten, det gør jo enhver stat - og jeg efterlyser stadig væk, at man også tør gå ind i en ny udvikling mellem Færøerne og Danmark, Danmark og Grønland, hvor man aktivt støtter de selvstændighedsbestræbelser, som er stærke i de to lande.
     I dag siger man, at ja, o.k., man kan acceptere et ønske fra det færøske og det grønlandske folk, men man støtter jo aktivt de kræfter, som ikke ønsker selvstændighed, og aktivt både politisk og økonomisk er stærke redskaber til at fastholde den nuværende status quo. Mit håb er jo, at Danmark også tør træde ud og sige:
Jamen vi støtter da selvstændighedsbestræbelserne. Der er ikke noget at være bange for, der er ingen grund til at true med dybe konsekvenser, hvis et folk træder ud i verden og bliver selvstændigt; det er da noget som man bør støtte. Og det burde jo egentlig også falde godt i tråd med de værdier, som statsministeren også bruger en del af sin tale på. For statsministeren fremhæver frihed, frisind og folkestyre som nogle specielt danske værdier. Og jeg vil da sige: Jo tak, det ville da være en fin idé at indføre disse værdier i det samlede danske folkestyre, og her tænker jeg også på Færøerne og Grønland. Jeg har jo aldrig opfattet Danmark som andet end et samfund, der virkelig står for frihed, frisind og folkestyre, i hvert fald når det gælder inden for dets egne grænser her i Skandinavien. Men jeg har svært ved at se, at de her fremhævede værdier specielt skulle være nogle danske værdier. Grundlæggende værdier må da gælde ud over en selv og også for den anden, hvis det skal have nogen virkelig gyldighed og betydning. Og jeg må ærlig talt sige, at jeg har svært ved at se, hvordan disse værdier - frihed, frisind og folkestyre - i virkeligheden virker i Danmark i dag, når man ser på, lad mig sige asylpolitikken, behandlingen af visse grupper, der falder uden for den gængse, brede masse, og også, når det gælder Irakkrigen, dansk politik over for Færøerne og Grønland, EU-politik osv. Færøerne og Grønland blev jo mod deres vilje og imod nærmest enstemmige parlamenter i Færøerne og Grønland draget med ind i Irakkrigen.

     I disse dage sejler det danske søværn rundt ved Færøerne
- man skal vist også til Grønland - hvor man forsøger at hverve færøske og grønlandske unge til at melde sig i det danske søværn. Det vil jeg gerne protestere imod. Jeg ønsker ikke, at færinger og grønlændere, som aldrig har haft militærtjeneste, og som aldrig har ønsket at være en del af den danske militærpolitik, bliver hvervet til et søværn, som måske har nogle fine funktioner civilt, men som også er en del af den danske krigsmaskine, som jo har været brugt i Irak de senere år. Det vil jeg gerne protestere imod, og jeg agter at stille forsvarsministeren en forespørgsel om dette hvervningstogt, som foregår i Grønland og Færøerne i øjeblikket. Statsministeren nævner en ny EU-traktat, som man skal gennemføre uden en folkeafstemning, som jeg forstår det. Dette er heller ikke i tråd med devisen om frihed, frisind og folkestyre. For med en EU-traktat, uanset hvor light eller hvor stærk den er, vil Færøerne og Grønland også blive medinddraget i det, selv om vi ikke er medlemmer af EU. Flere flertalsafgørelser i EU vil også betyde, at EU træffer afgørelser på Grønlands og Færøernes vegne, lige meget hvor meget man siger, at det ikke kommer til at ske. Så her har vi også et stort demokratisk problem. Mit håb for det kommende folketingsår er, som det har været mange gange - jeg tror, der har været visse bedringer i debatten visse steder - at Danmark fra at hylde nogle danske værdier, som åbenbart kun skal gælde for danskere i Danmark, også udbreder disse værdier aktivt til bl.a. det grønlandske og det færøske folk. Vi ønsker frihed, frisind og folkestyre. Vi har aldrig som folk truffet beslutning om vores egen fremtid og har aldrig valgt andet end at være selvstændige. Og selvstændighedsspørgsmålet er jo ikke en gammel nationalistisk idé, som fremføres fra vores side, det er simpelt hen redskabet til at tage ansvar i verden, til også at tage ansvar for de uhyrligheder, som er foregået i verden det seneste år, bl.a. med dansk deltagelse.

Tak til hr. Høgni Hoydal.
     Inden vi går videre med debatten, ridser jeg lige reglerne op, for det er jo første gang, vi prøver dem.
     Nu er det altså statsministeren, der får mulighed for at kommentere de syv ordførere plus de to fra henholdsvis Grønland og Færøerne, og statsministeren har op til 30 minutter. Efter de 30 minutter er der mulighed for, at de syv hovedordførere fra partierne kan få korte bemærkninger til statsministeren. Når vi har været igennem det, går vi videre med anden runde, hvor de syv hovedordførere igen har op til
10 minutter, og efter at hver hovedordfører her har haft ordet i sit hovedindlæg, er der mulighed for, at alle Folketingets medlemmer har mulighed for at komme med korte bemærkninger. Men først er det statsministeren, værsgo.

Jeg synes allerførst, der er grund til at sige tak for en yderst fredsommelig debat.
     Der har undervejs været sagt en række ting, som absolut kræver at blive sat på plads, og det vil jeg så gøre om et øjeblik.
     Men jeg vil godt starte med det, som hr. Høgni Hoydal sådan fik fremstillet, som om det bare var sådan noget obligatorisk, der skulle overstås, nemlig forholdene i rigsfællesskabet.
     Der er jeg altså nødt til at sige til hr. Høgni Hoydal, at jeg nu fra første færd som statsminister har lagt utrolig meget vægt på netop spørgsmålet om rigsfællesskabet, og hvorledes vi kan udvikle og modernisere det i fuld overensstemmelse med de ønsker, der fremsættes fra færøsk og grønlandsk side.
     Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at hr. Høgni Hoydal og jeg ser forskelligt på en række ting, og jeg synes jo nok, at det, jeg hørte i dag fra hr. Høgni Hoydals side, meget ligner, hvad vi tidligere har hørt. Det skal man ikke bebrejde hr. Høgni Hoydal, han står bare fast på sit standpunkt om færøsk selvstændighed, men derfor må hr. Høgni Hoydal jo også have mig undskyldt, at mit svar vil blive det samme, som det har været, hver eneste gang vi har haft denne debat, nemlig at hr. Høgni Hoydal må tage det slagsmål på Færøerne. For den danske holdning - og den er bakket op af vel alle i det danske Folketing, tror jeg - er, at det færøske folk kan få det, som det færøske folk vil have det.
     Og det, der altså er fremsat ønske om fra færøsk side, og som er forhandlet på plads med det færøske hjemmestyre, er en overtagelseslov, som betyder, at Færøerne gradvis kan overtage flere og flere sager inden for rigsfællesskabets rammer.

     Hvis hr. Høgni Hoydal vil gå ud over de rammer, så må hr. Høgni Hoydal altså få tilslutning til det på Færøerne først. Det er selvfølgelig det, det kniber med for hr. Høgni Hoydal, og så skal jeg, og så skal den danske regering, og så skal det danske Folketing gøres til bussemændene i den sag, og det er ikke helt rimeligt. Altså, det er skyggeboksning mod en fjende, der ikke findes, for Færøerne kan få det, som Færøerne vil have det.
     Men jeg synes faktisk, at vi er inde i en god gænge med den overtagelseslov, som er vedtaget, og som nu betyder, at Færøerne gradvis kan overtage en række sager i overensstemmelse med færøske ønsker.
     Til fru Sofia Rossen vil jeg blot knytte en enkelt kommentar til spørgsmålet om Thulearbejderne, som fru Sofia Rossen var inde på.
     Jeg er selvfølgelig bekendt med, at Europa-Parlamentet den 10. maj vedtog en betænkning, som kritiserer Danmark for ikke at leve op til sine forpligtelser over for Thulearbejderne. Men jeg vil gerne slå fast med syvtommersøm, at regeringen absolut ikke er enig i den kritik.
     Efter regeringens opfattelse tager betænkningen ikke højde for, at der siden 1987 er foretaget og offentliggjort helbredsundersøgelser af de daværende Thulearbejdere, og at der er gennemført registerundersøgelser til belysning af deres helbredstilstand. Så derfor giver betænkningen overhovedet ikke noget retvisende billede af, hvad der er gjort i forhold til at undersøge Thulearbejdernes helbredstilstand.
     Lad mig minde om, at de seneste undersøgelser er fra december 2005 og er foretaget af Kræftens Bekæmpelse og Statens Institut for Folkesundhed.
     Så alt i alt giver den betænkning, der er vedtaget i Europa-Parlamentet, ikke regeringen anledning til at foretage sig yderligere i sagen, men jeg kan oplyse, at der fortsat vil blive udført registerundersøgelser til belysning af Thulearbejdernes helbredstilstand.
     Så har det jo ellers været en debat, der er kommet vidt omkring, og der er sagt mange ting. Der er også sagt nogle ting, som simpelt hen er forkerte, og det synes jeg er vigtigt lige at få sat fuldstændig på plads her, således at en fortsat offentlig debat i det mindste foregår på et korrekt grundlag.
     En af de meget forkerte ting, der er sagt, er fru Helle Thorning-Schmidts påstand om, at der i denne regerings tid skulle være kommet 43.000 flere danskere på overførselsindkomst. Jeg er simpelt hen nødt til at slå meget kraftigt fast: Det tal er lodret forkert. Og det er ikke blevet bedre af, at det så bare er blevet gentaget og gentaget i debatten. Jeg er nødt til at sige fuldstændig klart: Det tal er forkert. Og det må vel være således, at vi kan føre politisk debat på baggrund af faktiske tal.
     Hvad er så det faktiske tal? Det faktiske tal er, at siden 2001, og her taler jeg om perioden fra 2001 til 2007, er antallet af danskere på overførselsindkomst faldet med
99.000 - faldet med 99.000. Der er altså ikke tale om den stigning på 43.000, som fru Helle Thorning-Schmidt gentagne gange fejlagtigt påstod. Der er tale om det modsatte. Der er tale om et fald på 99.000 siden 2001. Det er kendsgerningen. Dette er de faktiske tal. Jeg skal så med det samme sige, at det, vi her taler om, jo altså er overførselsmodtagere i, om jeg så må sige, den erhvervsaktive alder, og det vil sige, når der ikke er taget hensyn til folkepensionister og unge på SU, men det går jeg ud fra for alle er en selvfølge. Altså, det er jo således, at der bliver flere ældre, og derfor kommmer der flere på folkepension, og jeg går ud fra, at heller ikke Socialdemokraterne vil fratage folk deres folkepension. Så jeg går ud fra, at når der bliver flere ældre vil det for alle også være naturligt at der så kommer flere på folkepension. Således er det. Og at der kommer flere på SU: Ja, havde jeg nær sagt, det har vi ønsket. Altså, vi har jo ønsket, at flere unge mennesker skal have en uddannelse. Men hvis vi regner de to grupper fra, altså pensionister og SU-modtagere, og kigger på dem, som er i den erhvervsaktive alder, er der siden 2001 blevet 99.000 færre på overførselsindkomst. Det er kendsgerningen. Og det dækker jo selvfølgelig over, at der er kommet mange mennesker i beskæftigelse. Altså, beskæftigelsen i dag er rekordhøj. Ledigheden er den laveste siden 1974, og beskæftigelsen er faktisk steget med 90.000. Og det er jo altså derfor, at det er helt ude i hampen, når fru Helle Thorning-Schmidt siger, at regeringens arbejdsmarkedspolitik er slået fejl.

     Altså, det er tværtimod således, at den er en kanonsucces. Der har aldrig nogen sinde i danmarkshistorien været så mange mennesker i beskæftigelse, som der er nu. Det er kendsgerningen. Så er det på plads.
     Så har der jo også været en diskussion om velfærdspolitikken, og også her har det virkelig hvirvlet rundt i luften med mange tal, også en masse forkerte påstande, og det synes jeg også lige skal på plads.
     Det, der er en kendsgerning, og det kan enhver slå op i alle officielle og offentligt tilgængelige værker, er, at siden 2001, hvor vi trådte til som regering, er udgifterne til det offentlige forbrug vokset med 35 mia. kr. - der har også været mange tal i omløb, men det officielle tal, og det, der står fast, er 35 mia. kr. som følge af vækst - så det er altså ikke nedskæring, det er vækst. Og det kan enhver slå op, altså, det behøver man jo ikke at have en stor politisk diskussion om. Det er et faktisk tal, 35 mia. kr.
     Så kan man diskutere: Skulle det have været mere, skulle det have været mindre, eller hvad? Men det, der er det faktiske tal, er plus 35 mia. kr.
     Hvad dækker det så over? Hvis man går ned og kigger på de enkelte områder, dækker det jo over, at der er blevet flere penge til de tunge velfærdsområder - for det er der jo også nogle der sådan har forsøgt at sætte spørgsmålstegn ved
i debatten. Hr. Villy Søvndal er f.eks. en mester i det der med at sige: Ja, det kan godt være, at regeringens tal sådan passer, men når man går ud og kigger på de enkelte steder, så passer det jo ikke. Så spørger man sig selv: Hvor i alverden er pengene så blevet af? For det er jo altså en kendsgerning, at der er bevilget flere penge. Det kan man også se, når man går ud og kigger, for hvis vi f.eks. tager skoleområdet, er det således, at der er tale om en vækst i det antal kroner, der bruges pr. elev. Der er tale om en vækst på 500 kr. pr. elev. Det er ikke nedskæring, det er vækst. Det samme gælder, når man går ind og kigger på daginstitutionerne. Hvis man går ind og kigger på, hvad udgiften er pr. barn, så er denne enhedsudgift, altså udgiften pr. barn, vokset. Det er den i vuggestuer, det er den i fritidshjem, det er den inden for dagpleje, det er den
i såkaldt integrerede institutioner. Det er ikke nedskæring, det er vækst, også pr. barn, pr. elev. Hvis vi går ind og kigger på ældreområdet, er der også dér tale om, at det antal kroner, der bliver brugt pr. ældre, er vokset siden 2001. Så der er altså ikke tale om nedskæring, der er tale om vækst. Det er der også, når man kigger på andet end kroner og øre. Det er der også, når man kigger på: Hvor mange hænder er der så til at udføre arbejde? Der er kommet flere læger; der er kommet flere sygeplejersker; der er kommet flere til at tage sig af omsorg og pleje, når det gælder vore ældre. Der er kommet 1.200 flere læger, der er kommet 1.300 flere sygeplejersker, der er kommet 7.000-8.000 flere i ældreplejen. Og det betyder faktisk, at i den tid, denne regering har haft ansvar, er der kommet 25 flere sygeplejersker og læger pr. måned, og der er faktisk kommet fire ekstra ansatte i ældreplejen hver eneste dag i den tid, vi har haft regering. Så det er det, tallene dækker over; de dækker faktisk over konkrete forbedringer rundtomkring. Jeg synes, det var vigtigt at få de ting sat på plads, således at debatten i det mindste foregår på et korrekt grundlag. Se, så havde jeg jo med spændt forventning set frem til fru Helle Thorning-Schmidts indlæg i dag, fordi jeg tænkte, at vi så nu ville få præsenteret samlet: Hvad er egentlig Socialdemokratiets politik? Hvad er Socialdemokratiets plan? Hvad er det for mål, Socialdemokratiet har sat op? Så meget større var så min skuffelse over at konstatere, at fru Helle Thorning-Schmidt praktisk talt brugte hele sin taletid på én lang kritik af regeringen.

     Man kan selvfølgelig sige, at det er en ærlig sag, at et oppositionsparti er kritisk over for regeringen. På den anden side må man vel egentlig også sige, at med en anledning som den her - og det er jo ikke så ofte, vi har haft lejlighed til at høre fru Helle Thorning-Schmidt på Folketingets talerstol - ville det jo være nærliggende at benytte chancen til at få præsenteret, hvad det er, Socialdemokraterne selv vil.
     Det er jo ingen sag bare at kritisere andre. Det er jo en noget større opgave at få præsenteret, hvad ens eget bud på, hvad der skal ske, er. Det er jo nok så interessant, tror jeg, for dem, der ser og hører på sådan en debat, at få at vide, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne selv vil. Og det blev vi ærlig talt ikke klogere på. Vi blev kloge på alt, hvad Socialdemokraterne er utilfredse med, men ikke på, hvad Socialdemokraterne selv vil.
     En del af den kritik, som fru Helle Thorning-Schmidt kom med, gik jo netop på det her med, hvor mange penge der bliver brugt på offentlig velfærd. For fru Helle Thorning-Schmidt måtte jo trods alt erkende, at det er rigtigt, når vi siger, at der er sket en vækst i det offentlige forbrug på 35 mia. kr., siden vi trådte til som regering i 2001. Men så siger fru Helle Thorning-Schmidt: Der skulle have været brugt mange flere penge end de 35 mia. kr.
     Så fru Helle Thorning-Schmidt siger: Det, der er forskellen på, hvad VK-regeringen vil, og det, vi vil, er, at der skulle have været brugt mange, mange flere penge siden 2001 end de ekstra penge, regeringen har afsat. Og jeg synes faktisk, det er tankevækkende, at fru Helle Thorning-Schmidt vælger at sætte sin kritik ind netop der. For da vi trådte til i 2001, overtog vi faktisk en økonomisk plan, som den daværende socialdemokratiske regering havde lagt frem; en økonomisk plan, der gik frem til 2010; en økonomisk plan, som sagde, at det, der var plads til af vækst i det offentlige forbrug, var 1 pct. om året frem til 2005 og derefter 0,5 pct. om året. Det var den plan, vi overtog.
     Hvordan er det så gået? Har vi kunnet overholde det? For vi sagde: Vi synes, det er en god plan; vi prøver at køre efter den. Har vi så kunnet det? Ja, vi har gjort vores bedste, men jeg må jo sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at selv om Socialdemokratiet havde overladt os - om jeg så må sige - en økonomisk plan, der sagde, at vi kun måtte lade det offentlige forbrug vokse med 1 pct. om året og fra 2006 kun 0,5 pct. om året, så er det offentlige forbrug under denne regering faktisk vokset med mere.
     Så det er jo interessant, at fru Helle Thorning-Schmidt kritiserer, at vi ikke har brugt penge nok, i betragtning af at det er sådan, at skulle vi have fulgt den socialdemokratiske plan, skulle vi have brugt færre penge. Det er jo kendsgerningen. Den socialdemokratiske plan lagde op til færre penge til offentligt forbrug end dem, vi rent faktisk har brugt.
     Altså, det er jo gennemført utroværdigt at stå og kritisere os for kun at have brugt 35 mia. kr., når de 35 mia. kr. er væsentlig mere end det, den socialdemokratiske plan selv indeholdt. Og det er derfor, jeg synes, at fru Helle Thorning-Schmidt måske havde været bedre tjent med at koncentrere sig om at fortælle, hvad Socialdemokratiet vil, frem for bare at kritisere os, for det har ramt fru Helle Thorning-Schmidt selv, at fru Helle Thorning-Schmidt kritiserer, at vi ikke bruger penge nok, når vi altså har brugt væsentlig mere end det, Socialdemokratiet havde lagt op til.
     Det hele munder ud i en virkelig slingrekurs og uklarhed fra Socialdemokratiets side, når det gælder skattepolitikken, for det er jo helt klart, at skulle man så følge det overbud, som fru Helle Thorning-Schmidt i dag har præsenteret, ville det jo føre til gigantiske skattestigninger i det danske samfund. Det siger sig selv.
     Men slingrekursen og uklarheden er jo blevet endnu tydeligere af, at fru Lotte Bundsgaard for ikke så lang tid siden var meget, meget åbenmundet om, hvad der egentlig lå bag den socialdemokratiske skattepolitik. For det er jo nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at Socialdemokraterne har haft travlt med i hvert fald at sige, at de sluttede sig til regeringens skattestop.
     Vi har jo nok hele tiden haft på fornemmelsen, at det først og fremmest var, fordi Socialdemokraterne havde fornemmet, at langt ind i socialdemokratiske kredse er skattestoppet virkelig populært, fordi det jo beskytter almindelige mennesker mod at få ødelagt deres lønfremgang af pludselige stigninger i grønne afgifter og højere bidrag til det ene og det andet og det tredje, som jo var det sædvanlige
i 1990'erne, da Socialdemokraterne havde ansvaret. Så derfor er skattestoppet vældig populært.

     Så sagde Socialdemokraterne: For nu at lukke skattedebatten siger vi: Nu slutter vi os til regeringens skattestop.
     Vi har nok hele tiden haft på fornemmelsen, at det ikke var sådan dybtfølt af hjertet, men nu fik vi så forleden også syn for sagn; vi fik en klar udtalelse fra fru Lotte Bundsgaard, der var med til at formulere det i sin tid, og hun sagde: Det var af rent taktiske grunde, at vi sluttede os til skattestoppet.
     Fru Lotte Bundsgaard skriver i en bog:
     På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop. Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier.
     Så skriver hun videre om, hvordan man i virkeligheden skal se at komme af med skattestoppet. Det her er ren taktik. Og så beskriver hun, hvordan man skal få kvalt det her skattestop, og siger så: Det kræver bare en lille omvej at nå til dette mål.
     Det er jo befriende ærligt, at fru Lotte Bundsgaard på den måde fuldstændig afslører hulheden i den socialdemokratiske tilslutning til skattestoppet, og når man så har hørt fru Helle Thorning-Schmidt i dag og de overbud, der er præsenteret, må man sige: Ja, det er Socialdemokratiet classic, som vi altid har kendt det - større og større udgifter, højere og højere skatter, og skattestoppet kan vi ikke fæste lid til.
     Så er der i øvrigt i dag yderligere føjet en meget bemærkelsesværdig ting til debatten, nemlig at fru Helle Thorning-Schmidt satte spørgsmålstegn ved rimeligheden af forårspakken. Regeringen blev kritiseret voldsomt for at have gennemført forårspakken, og det blev påstået, at med den skattelettelse, vi her gav ganske almindelige mennesker, har vi på det nærmeste ødelagt velfærdssamfundet.
     Det rejser jo det spørgsmål: Var det, fru Helle Thorning-Schmidt sagde i dag, at forårspakken skal rulles tilbage? Var det, at Socialdemokraterne er ude på at tage den skattelettelse fra folk, som de fik bevilget i foråret 2004? Det er vel svært at tro det, men på den anden side er kritikken af regeringen jo fuldstændig uden indhold, medmindre fru Helle Thorning-Schmidt virkelig mener, at den skattelettelse skal tages hjem igen. Ellers er det jo en gratis omgang at stå og kritisere regeringen. Man kan jo ikke både sige, at det er kritisabelt, at regeringen har gennemført en skattelettelse, og så ikke ville tage den skattelettelse tilbage.
     Så man kan jo kun få den forståelse af fru Helle Thorning-Schmidts kraftige kritik af regeringen, at det er, fordi fru Helle Thorning-Schmidt pønser på at snuppe den skattelettelse fra folk igen.
     Lad mig minde om, at forårspakken var med til at sætte skub i dansk økonomi på det rigtige tidspunkt, og den har betydet, at med skattestoppet og regeringens andre ting har en ganske almindelig lønmodtagerfamilie fået 25.000 kr. mere til rådighed om året. Det er da noget, der betyder noget i almindelige menneskers budgetter, og derfor tror jeg, at det gør mange mennesker urolige i dag at høre Socialdemokraternes leder sætte spørgsmålstegn ved forårspakken og i den grad kritisere regeringen for at have gennemført en forårspakke, som i den grad var med til at sætte gang i dansk økonomi, skabe job, skabe beskæftigelse, skabe fremgang i det danske samfund.
     Over for det står jo en regering, der repræsenterer tryghed, tillid og forudsigelighed med et skattestop og et regeringsprogram, der er krystalklart, og som slår fast: Ja, regeringen vil fortsætte denne sænkning af skatten på arbejdsindskomst, forudsat at der er det nødvendige økonomiske råderum til det. Så det er altså slingrekurs over for fast kurs.
     Så havde jeg jo også set frem til fru Marianne Jelveds indlæg, og lad mig allerførst sige, at jeg hæftede mig ved nogle interessante betragtninger fra fru Jelveds side. Det var debatten om velfærdsrettigheder, kvalitetsrettigheder og disse såkaldte centralt fastsatte minimumsstandarder i velfærdssystemet. Og der kom fru Marianne Jelved med nogle meget interessante betragtninger om, hvordan det skulle håndteres, og hvordan man kunne forstå det, som jeg må sige at jeg ligger meget tæt op ad.
     For det er ikke et enten-eller. Der er områder i det danske samfund, hvor vi fra Folketingets side fastsætter centrale standarder. Det gør vi f.eks. på skoleområdet - vi gør det faktisk også på dele af velfærdsområdet. Så det tror jeg også vi vil have i fremtiden. Og det er ikke sådan, at regeringen afviser at drøfte den slags, det vil jeg gerne understrege.

Men det handler om at finde den rigtige balance, for man kan ikke både sige, at man ønsker øget medindflydelse for den enkelte medarbejder ude på den enkelte institution, og så sige, at Folketinget skal sidde i detaljer og bestemme, hvordan tingene skal gribes an. Man kan ikke både sige, at man lægger vægt på det kommunale selvstyre og tilliden til vore kommunalpolitikere og så sige, at Folketinget skal bestemme alting i detaljer. Det skal jo hænge sammen, det her.

     Det, man derfor med rette kan tale om, er, at Folketinget fastsætter nogle overordnede rammer, mål - selvfølgelig - standarder, men at der skal være frihed til, at medarbejdere og ledere udeomkring inden for de rammer, de lokale politikere sætter, kan skabe de resultater, udfolde den kvalitet, som nu passer til det lokale samfund, man befinder sig i. Det er den balance, vi skal prøve at finde. Og der synes jeg, fru Marianne Jelved var inde på nogle interessante betragtninger, som jeg også gerne vil høre nærmere om.
     Men ellers må vi jo sige, at fru Marianne Jelved afskar det meste af den øvrige diskussion ved at sige, at det hører til privatlivets fred. Og er der noget, jeg har respekt for, er det privatlivets fred, og det vil jeg ikke på nogen som helst måde forsøge at krænke.
     Men i det offentlige rum går det nok an at diskutere i hvert fald et enkelt af de punkter, som fru Marianne Jelved rejste i en af sine replikker i debatten. Det var en meget voldsom kritik af regeringen for ikke at gøre nok, når det gjaldt at sørge for tilstrækkelig med arbejdskraft i det danske samfund. Man fik nærmest indtryk af, at fru Marianne Jelved var en mester til det der, og at man bare skulle lytte til en erfaren på det område.
     Så kiggede jeg lidt i tallene, fra dengang fru Marianne Jelved var økonomiminister. Det er klart, at erfaren kvinde er god at gæste, og var der nu noget, man kunne samle op fra 1990'erne, skulle man være et skarn ikke at lære af det. Derfor prøvede jeg at kigge på tallene fra 1990'erne for at se, om der dér lå noget, som vi kunne lade os inspirere af. Der kan jeg så se, at fra 1993 til 2001 steg arbejdsstyrken med 16.000 personer, det vil sige i gennemsnit med 2.000 om året. Det var i øvrigt en periode, hvor befolkningsudviklingen gjorde, at der kom flere og flere ind på arbejdsmarkedet, så det er jo ikke så mærkeligt. Men der steg arbejdsstyrken med 16.000, altså 2.000 om året.
     Hvis vi så kigger på de 5 år, vi hidtil har haft regeringsansvar, fra 2001 til nu, er arbejdsstyrken steget med 15.000, dvs. i gennemsnit med 3.000 om året. Så vi har altså på 5 år nået, hvad fru Marianne Jelved var 8 år om
- oven i købet i en situation, hvor der som udgangspunkt kommer færre ind på arbejdsmarkedet, fordi vi nu rammer de små årgange, modsat dengang, hvor der faktisk kom stadig flere. Det er jo ikke så mærkeligt, at fru Marianne Jelveds score på det område, om jeg så må sige, ikke er imponerende. Det er jo, fordi fru Marianne Jelved var med til at lave orlovsordninger, som trak folk ud af arbejdsstyrken. Der var jo uddannelsesorlov, og der var forskellige andre ordninger. Der var tre orlovsordninger, som var med til at trække folk ud af arbejdsstyrken, og når man så hører fru Marianne Jelved
i dag stå og anklage den nuværende regering for ikke at gøre nok for at sikre tilstrækkelig med arbejdskraft, forekommer det jo altså at være noget hult for ikke at bruge et stærkere udtryk som hykleri, når man iagttager de bestræbelser, der blev gjort i 1990'erne for at trække folk ud af arbejdsstyrken og over på orlovsordninger. Se, hr. Villy Søvndal gjorde meget ud af, at tiden nu var til at se fremad, hvorefter hr. Villy Søvndal kiggede bagud. Og der er det jo sådan, når hr. Villy Søvndal kigger bagud - i hvert fald bagud til det, som hr. Villy Søvndal opfatter som år 0, altså 2001 - at det så er mistrøstigt, og det hensætter hr. Villy Søvndal i en stadig tilstand af dårligt humør. Det er trist for hr. Villy Søvndal - for jeg kender hr. Villy Søvndal som en, der egentlig af naturen er en munter søn - at han på den måde skal have ødelagt sin hverdag og sit liv af at kigge bagud på al den mistrøstighed. Og derfor finder hr. Villy Søvndal i den ene debat efter den anden her
i Folketingssalen trøst i at fastslå, at statsministeren virker mere og mere trængt - men jeg er her jo endnu. Det er selvfølgelig klart, at forventningens glæde kan man ikke tage fra nogen, og i lyset af at hr. Villy Søvndal har så lidt at glæde sig over, når han kigger bagud, skal man absolut unde hr. Villy Søvndal den glæde, der er forventningens glæde, over noget, som hr. Villy Søvndal tror han kan opnå i fremtiden. Det må vi så se om hr. Villy Søvndal kan.

     Jeg hæftede mig ved, at hr. Villy Søvndal slog fast i en interessant analyse af, hvad der kunne ske efter næste valg, at man får mest indflydelse ved at være i regering. Hr. Villy Søvndal gentog det i flere omgange, så vi blev efterladt med et klart indtryk af, at det her med, at man får mest indflydelse ved at være i regering, er noget, hr. Villy Søvndal er ved at arbejde sig meget stærkt ind i. Man blev næsten efterladt med et indtryk af, at hr. Villy Søvndal i tankerne befandt sig i ministerbilen - næsten for enhver pris, for der var ikke mange krav i det, hr. Villy Søvndal stillede op, og der var heller ikke meget at hente, når man lyttede til, hvad det så er for et alternativ, oppositionen repræsenterer.
     Så mens oppositionen mest har været optaget af at kritisere og ikke i dag har præsenteret et samlet alternativ til regeringen, så handler regeringen og arbejder støt og roligt fremad med det næste store projekt, som er en kvalitetsreform, der går ud på at sikre bedre sygehuse, bedre ældrepleje, bedre børnepasning, bedre skoler. Men for regeringen er det ikke kun et spørgsmål om flere penge - ja, vi tror da bestemt, at det vil koste flere penge i de kommende år; vi har aldrig lagt skjul på, at det offentlige forbrug også vil vokse i de kommende år - for regeringen er det lige så vigtigt at sikre nytænkning, sikre nye måder at gøre tingene på.
     Jeg vil sige, at jeg er stærkt oplivet af de mange møder og besøg, vi har haft rundtomkring i landet på institutioner, hvor vi har mødt engagerede ledere og medarbejdere, som sprudler af ideer, der skal have lov at komme til udfoldelse, og som kan bidrage til virkelig god kvalitet i den offentlige service i de kommende år.
     Jeg synes ærlig talt, at oppositionen skulle tænke lidt over, at det jo ikke ligefrem er med til at stimulere arbejdsglæden udeomkring, når det, medarbejderen skal høre, når det, sygeplejersken skal høre, når det social- og sundhedsassistenten skal høre, og når det, pædagogen skal høre, er, hvor elendigt det går overalt i det danske velfærdssamfund. I betragtning af det fantastiske og dygtige og engagerede arbejde, der bliver udført rundtomkring, og som de fleste brugere i virkeligheden er tilfredse med, er det jo trist, at de hele tiden skal høre oppositionen kritisere og sige, hvor elendigt det går i det danske velfærdssamfund.
     Jeg synes tværtimod, at vi skal bakke medarbejderne op, at vi skal påskønne den fantastiske indsats, der bliver gjort rundtomkring. Det er det, regeringen har sat sig for med de nye mål, vi har sat op.
     Så her på dette tidspunkt af debatten må jeg sige, at der tegner sig et samlet billede af en opposition, som har en uklar politik, og når der bliver lagt noget frem, kan man se, at det er indbyrdes modstridende, og at det er en absolut uklar og slingrende skattepolitik.
     Over for det står der en regering med en klar politik, med stærke økonomiske resultater og med et stort reformprogram, både når vi kigger bagud, og når vi kigger fremad; en regering, som også har sat nye mål.

Jeg beder statsministeren blive stående, for jeg har fornemmelsen af, at der er et par korte bemærkninger. Der er foreløbig fire. Det er fru Helle Thorning-Schmidt, hr. Villy Søvndal, hr. Per Clausen og hr. Høgni Hoydal. Man har igen her muligheden for op til tre korte bemærkninger.
     Fru Helle Thorning-Schmidt.

Det er jo herligt at se, at blodet stadig ruller hos statsministeren, og selvfølgelig også, at det både for ordførerens og statsministerens vedkommende er Socialdemokraterne, der kan få dem helt op i det røde felt.
     Statsministeren brugte jo sin taletid på at kritisere Socialdemokraterne, men også på et langt tilbagekig, og jeg tror egentlig, det dækker over, at statsministeren allerhelst vil slippe for at fortælle, hvad man egentlig selv vil; vil slippe for at forholde sig til problemerne i Irak; vil slippe for at forholde sig til de åbenbare og åbenlyse problemer, der er ude i vores velfærdssamfund.
     Statsministeren har ikke på et eneste tidspunkt nævnt nogen af de problemer, der er med lukkedage, manglende genoptræning, kræftbehandling, der ikke virker. Det er virkeligheden, vil jeg sige til statsministeren, og jeg synes, det er underligt, at man ikke forholder sig til den.
     Med hensyn til de tal, jeg har lagt frem, synes jeg, statsministeren skal tage diskussion med DA. Det er dem, der har lagt tallene frem.
     Statsministeren mener, at udgifterne pr. bruger åbenbart er steget, og så skal jeg bare spørge: Betyder det, at den kommunale budgetredegørelse for 2006 er forkert, når den viser, at på de tre store serviceområder - udgifter pr. elev, udgifter til børnepasning, udgifter til ældrepleje - er enhedsudgifterne rent faktisk faldet? Er der fejl i kommunalredegørelsen?

Svaret er ja, og de tal, jeg har oplyst, er de korrekte tal. Men vi må jo nok sige, at det fortæller meget om Socialdemokraternes position, at de er kommet dertil nu, at de skal alliere sig med Dansk Arbejdsgiverforening af alle. Men det bliver tallene ikke rigtigere af. Altså, det tal, jeg har oplyst, nemlig at antallet af modtagere af overførselsindkomst er faldet med 99.000, er det tal, der er det korrekte.
     Så vil jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt: Jeg har faktisk brugt en lang tale i dag på at fortælle om regeringens resultater, regeringens politik, regeringens mål. Jeg har i høj grad talt om velfærd, og det handler jo netop om, at vi skal sikre fornuftige løsninger på spørgsmålet om lukkedage, at vi skal sikre høj international standard i kræftbehandlingen, at vi skal sikre, at mennesker kan få genoptræning. Det er jo det, det hele handler om.
     Der var det, jeg var lidt trist til mode over, altså at vi slet ikke har hørt noget bud i dag fra Socialdemokratiets side på, hvad vi skal gøre, men fik én lang kritik af regeringen.

Så er det fru Helle Thorning-Schmidt for den anden korte bemærkning.

Jeg står her med »Samling om fornyelse«, som er Socialdemokraternes program. Vi har et finanslovforslag fra de to sidste år. Jeg har i dag holdt en tale. Jeg ved ikke, hvor statsministeren har været mentalt, men jeg skal da gerne give statsministeren den tale, så han kan se, hvilken forskel det vil gøre, hvis vi får en socialdemokratisk ledet regering.
     Sagen er den, at regeringen nu i 5½ år har brugt det råderum, der er i dansk økonomi, på skattelettelser frem for at bruge det på den offentlige velfærd, og det er jo det, man mærker ude i velfærdssamfundet her og nu.
     Jeg ved godt, at man ikke ønsker at tale om det. Jeg ved godt, at man ikke ønsker at lade virkeligheden komme herind, men det påvirker derude, at man taler hånligt om de offentligt ansatte, som statsministeren har gjort ved tidligere lejligheder, og det påvirker naturligvis også, at man målrettet ikke har investeret det fornødne i den offentlige sektor. Så jeg vil opfordre statsministeren til at læse vores program.
     Men jeg vil gerne væk fra det her. Nu har vi talt skat og velfærd nok, og vi får ingen klare svar fra statsministeren, så jeg vil gerne til noget helt andet, som statsministeren sikkert heller ikke ønsker at tale så meget om.
     Jeg vil gerne tale om det danske energiforbrug og vores CO₂-udslip, fordi også på det punkt har statsministeren jo lige taget nogle nye holdninger, og derfor vil jeg gerne vide: Kan statsministeren i dag fortælle Folketinget, hvor meget Danmarks energiforbrug og CO₂-udslip er steget sidste år?

Det kan godt være, at Socialdemokraterne har udgivet store publikationer, men der er ikke nogen, der kender dem. Det ville måske have været velgørende, om vi i dag var blevet præsenteret for et klart politisk alternativ fra Socialdemokratiets side.
     Lad mig så lige sige, at nu sætter fru Helle Thorning-Schmidt igen spørgsmålstegn ved den skattelettelse, som blev gennemført i foråret 2004, og anklager regeringen for at have gennemført en skattelettelse på bekostning af velfærden. Betyder det, at fru Helle Thorning-Schmidt nu vil tage den skattelettelse fra folk igen? Er det det, fru Helle Thorning-Schmidt siger?
     For sandheden er jo, at vi har gennemført en skattelettelse, ja, men vi har samtidig - vi har samtidig - afsat flere penge til offentligt forbrug, så den skattelettelse, der er gennemført, er jo ikke gennemført på bekostning af velfærd eller på bekostning af det offentlige forbrug. Der er gennemført en skattelettelse, som kom almindelige lønmodtagere til gode, samtidig med at det offentlige forbrug er vokset.

Så er det fru Helle Thorning-Schmidt for den sidste korte bemærkning.

Jeg skal gentage: Vi ønsker at gå imod fremtidige skattelettelser. Regeringen har sagt det modsatte. Man har tydeligt sagt også i dag, at hvis der er et råderum i dansk økonomi, så skal det råderum bruges til skattelettelser og ikke til velfærd. Det er en markant ideologisk forskel.
     Men der var et spørgsmål, som statsministeren ikke svarede på, og nu ved statsministeren alt, så det kan ikke være, fordi han ikke ved det. Men når han nu ikke svarede på det, så vil jeg godt hjælpe statsministeren en lille smule. Det faktiske energiforbrug er steget med 6,2 pct., og Danmarks faktiske CO₂-udslip er steget sidste år med 16 pct. Det er den første stigning i 17 år.
     Er statsministeren stolt af sin energipolitik? Er statsministeren stolt af hele Lomborgeventyret, eller er der noget som helst i den energi- og miljøpolitik, man har ført i de sidste 5½ år, som statsministeren gerne ville have gjort anderledes?

Regeringen har lagt et meget ambitiøst udspil frem til energi-, miljø- og klimapolitik, som vil betyde en øget anvendelse af vedvarende energi, og som sigter på en kraftig reduktion af CO₂-udslippet i Danmark. Den forhandles nu med de politiske partier, og jeg håber, at der vil stå et bredt flertal bag en sådan langsigtet og ambitiøs miljø-, klima- og energipolitik.

     Så vil jeg gerne sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at regeringen ikke har sagt, at hvis der er et råderum, så skal det kun bruges til skattelettelser. Der vil blive afsat flere penge i de kommende år til offentligt forbrug og dermed velfærd, men det, regeringen har sagt, er, at forudsætningen for at fortsætte sænkningen af skat på arbejdsindkomst er, at der er et råderum, og det er dog sund fornuft. Pengene skal være der, der skal være holdbarhed, der skal være økonomi til det. Men det er så typisk, at Socialdemokraterne ikke kan unde almindelige mennesker, at de kan få lidt mere ud af at gå op i løn. Det skal absolut tages ind i skatter og afgifter.

Statsministeren angreb mig for at kigge på virkeligheden. Der var næsten tryglen i statsministerens stemme. Kunne vi ikke blive ved tallene og holde os helt væk fra de der institutioner? Jeg vil godt komme med et tilbud til statsministeren, som jeg tror statsministeren vil have svært ved at afslå.
     Skal vi ikke sammen vælge ti institutioner i Danmark, sygehuse, døgninstitutioner osv., tage ud og kigge på dem og spørge: Er det rigtigt, at de står tilbage med det indtryk, at de har fået flere ansatte, at deres forhold er blevet bedre, eller står de med det indtryk, som jeg møder, når jeg er rundt?
     Så kunne jeg også få mit andet ønske opfyldt, nemlig at køre i en ministerbil, for så kunne jeg tage den på stop sammen med statsministeren. Så kunne vi slå to fluer med et smæk. Jeg fik min hedeste drøm opfyldt, og vi fik redegjort for, hvilket billede der i virkeligheden er det rigtige. Det er da et tilbud, man ikke kan sige nej til.

Jeg kan forstå og får endnu en gang bekræftet, at hr. Villy Søvndal er parat til at strække sig uendelig langt for at komme ind og sidde i en ministerbil.
     Men jeg vil sige til hr. Villy Søvndal, at jeg har været rundt på langt flere end ti institutioner. Jeg har været rundt på ganske mange, og jeg er faktisk utrolig imponeret over det fantastiske arbejde, der bliver udført rundtomkring af engagerede, dygtige medarbejdere, som har masser af ideer, også til, hvordan man kan gøre tingene bedre. De har også gode ideer til, hvordan vi kunne gøre tilværelsen nemmere udeomkring, og det er alt sammen noget, vi som politikere bør lytte til.
     Jeg rejser ikke rundt og påstår, at alting er perfekt. Tværtimod har vi jo sat nye mål op for, hvordan vi gerne vil gøre tingene endnu bedre. Vi er bare nødt til at holde fast i, da hr. Villy Søvndal altså ikke rigtig vil høre efter det, at der faktisk er afsat flere penge til velfærd i de senere år. Det, det så drejer sig om, er jo netop, at det også kan mærkes udeomkring på hver enkelt institution, og derfor er det så vigtigt med den kontakt.

Jeg takker for svaret, som jo i virkeligheden ikke var noget svar på det med selve turen, men det kommer vi lige tilbage til. Jeg er lige så imponeret som statsministeren over de ansatte. Jeg husker sådan billedet på Bispebjerg Hospital, som er kendetegnet ved, at de har 25 pct. overbelægning på de medicinske afdelinger. De mangler 10 pct. af de sygeplejersker, de skulle have ifølge normeringen, fordi der ikke er plads til dem, og folk flintrer rundt og får alligevel hjørnerne til at nå hinanden, ikke?
     Der sidder otte mænd og arbejder på et kontor, der er på størrelse med halvdelen af statsministerens kontor - sveder og arbejder. Det er fantastisk, alt det, de laver. Men deres billede er bare, at de har en regering, der gør deres vilkår sværere. Det er jo ikke statsministerens opfattelse, og det er jo derfor, jeg synes, mit tilbud var så godt.
     Skulle vi ikke tage at køre ud og kigge til dem? Og så invitere hele pressen, så de kan få noget andet at lave end at løbe efter hr. Naser Khader - de har også brug for ændringer, ikke? - med ud på en rigtig tur i det virkelige liv. Jeg vælger 5 steder, og hvis vi skal nå 50, så vælger vi
25 hver, og så lader vi de indtryk stå tilbage med hensyn til, hvem der havde ret i den her debat? Var det statsministeren måske på grund af for mange spindoktorer, der fik tegnet et fortryllende, lyserødt billede, som intet havde med virkeligheden at gøre, eller var det mit billede, der ikke var filtreret gennem spindoktorer, der var det rigtige? Det er da et rigtig godt tilbud.

Ja, jeg har i hvert fald haft et meget stort udbytte af netop at komme direkte ud på ganske mange institutioner, både sygehuse, ældrecentre, daginstitutioner og andre institutioner, og ganske ufiltreret netop høre de gode forslag og de værdifulde erfaringer.

Der kan jeg sige til hr. Villy Søvndal, at det, der er hørt udeomkring, det, der er sagt til os, det, der er skrevet til os, også i meget vidt omfang vil blive afspejlet i den strategi for en kvalitetsreform, som regeringen på et senere tidspunkt vil fremlægge.

Tredje næstformand Helge Adam Møller:
Så er det hr. Villy Søvndal for den sidste korte bemærkning.

Statsministeren bemærkede, at jeg også i dag har bemærket, at det er en stadig mere trængt statsminister, vi har foran os, men at jeg ser den slags ting meget, meget tydeligt og meget klart, tror jeg skyldes, at jeg er en meget stor humanist. Når vi har en statsminister, der siger, at mit billede ikke er rigtigt, og han derfor får verdens bedste tilbud om at gå ud og se virkeligheden sammen med mig, så vil statsministeren ikke svare på det. Det er da en meget trængt mand. Så min bekymring er for så vidt en ægte bekymring over en statsminister, der er så fuldstændig galt afmarcheret i forhold til virkeligheden, og som derfor har brug for en slags vejleder for at få et reelt, ufiltreret indtryk af, hvordan verden derude i virkeligheden ser ud. Og nu forventer jeg så til gengæld, at statsministeren kvitterer. Nu er det tredje gang, jeg er kommet med et rigtig godt tilbud. Man skal ikke øve unødigt trætte.

Ja, det har hr. Villy Søvndal fuldstændig ret i, og jeg tror egentlig, jeg vil sige det på den måde med hensyn til at være trængt, at det var først i den situation, hvor jeg behøvede hr. Villy Søvndals assistance, at jeg virkelig for alvor ville være trængt.

Nu når den her konkurrence om at rejse rundt og iagttage virkeligheden er ved at brede sig, så vil jeg bare give udtryk for det håb, at det kan ske i en delebilsordning, fordi ellers så får CO₂-udslippet da virkelig et drøn, hvis hr. Villy Søvndal og statsministeren skal til at konkurrere om, hvor mange de kan besøge ude i den virkelige verden.
     Men der er en ting, som jeg synes statsministeren sagde meget godt og meget rigtigt. Det var det der med, at man skal lytte til, hvad de offentligt ansatte siger. Så vil jeg bare spørge statsministeren, om statsministeren ikke har stødt på det standpunkt blandt mange offentligt ansatte, at et af problemerne og en af forklaringerne på, man har meget bureaukrati, meget kontrol, meget dokumentation og måske bruger for lidt tid på det, virkelig handler om, at man hele tiden skal forsøge at lade, som om man er på et marked - at man skal konkurrenceudsættes - og derfor skal tingene udbydes, og der er alt det bureaukrati omkring det.
     Er det noget af det, statsministeren vil sørge for bliver reduceret i fremtiden, eller skal det udvides i fremtiden?

Nej, vi skal bestemt gøre den daglige tilværelse enklere, og det er faktisk et af de punkter, som er centrale i arbejdet med en kvalitetsreform, for det er noget af det, vi ofte har hørt, når vi er udeomkring, nemlig at medarbejderne på den ene side siger, at det at dokumentere, hvad de laver, faktisk kan være en retssikkerhed, det kan være en beskyttelse, det kan være, at de kan vise, hvad de rent faktisk har gjort - hvis der bliver klaget, så kan de dokumentere, at de har gjort sådan og sådan.
     Så på den ene side kan det faktisk være retssikkerhed, men på den anden side skal man altså også sikre, at den form for dokumentation er så enkel og så relevant for den enkelte som muligt, og derfor er det en del af kvalitetsreformen, at vi kritisk skal gennemgå disse regler med henblik på at forenkle dokumentation og afbureaukratisere i det hele taget.

Men betyder det også, at statsministeren her vil love, at regeringen fremover ikke vil stille krav om, at kommunerne skal konkurrenceudsætte f.eks. 25 pct., som det er nu, af den aktivitet, man har, men at man i stedet for vil sige, at kommunerne sammen med de ansatte og sammen med borgerne må finde ud af, hvordan man tilrettelægger det mest fornuftigt for på den måde at undgå unødigt bureaukrati?
     Jeg kan da sådan set godt forstå, at der kan være medarbejdere, der sidder over for statsministeren, som vil være sikre på, man har dokumenteret alting, men hvis man nu holdt med at stille den slags meget detaljerede krav fra regeringens og Folketingets side, så kunne det jo være, at man faktisk kunne få en offentlig sektor, som fungerede, og hvor det var servicen over for borgerne, der var i centrum.

Jeg synes faktisk, at det er en meget fornuftig ting, at man altid er i stand til at dokumentere, om vi får noget for de penge, vi bevilger til bestemte formål, og hvad det er, vi får. Det tror jeg alle har en interesse i. Medarbejderne har jo også selv en interesse i at vise, hvad det egentlig er, der kommer ud af det.
     Jeg kan nævne, at når man besøger daginstitutioner, så kan man faktisk opleve, hvorledes det at dokumentere bliver kombineret med det at iværksætte spændende aktiviteter for børnene. Altså, en del af dokumentationen bliver faktisk at iværksætte aktiviteter sammen med børnene, som så kan vises for børnene og for forældrene, så det er et spørgsmål om, hvordan man tilrettelægger det.
     Så vil jeg bare sige til hr. Per Clausen, at regeringen har et fuldstændig uideologisk syn på, hvem der udfører opgaverne. Vi mener bare, at det er en fornuftig ting, at man hele tiden tester, at man får tingene bedst muligt og billigst muligt.

Tredje næstformand Helge Adam Møller:
Så er det hr. Per Clausen for den sidste korte bemærkning.

Men så bliver det også lidt interessant at høre, om statsministeren faktisk mener, at den måde, man undersøger, om ting nu fungerer bedst muligt på, nemlig ved at lave en konkurrenceudsættelse, også denne gang vil være et krav fra regeringens side, og at en større andel af de kommunale aktiviteter skal konkurrenceudsættes, eller om statsministeren mener, at det med at bedømme, vurdere og dokumentere, om tingene fungerer godt nok, kan man godt overlade til kommunerne - kommunalbestyrelsen, borgerne i kommunerne og de offentligt ansatte - eller om statsministerens kontrolgen, når det kommer til stykket, så slår alligevel til, og han siger: Jeg må hellere præcis beskrive, hvordan der skal gøres.

Jamen det er jo i høj grad overladt til de enkelte kommuner. Det, der sker, er, at regeringen sammen med kommunerne en gang om året aftaler nogle mål for, hvor stor en andel af aktiviteten, der jævnligt skal testes med henblik på, om man nu får tingene udført bedst muligt for de færrest mulige omkostninger. Det er jo bare sund økonomisk fornuft.
     Der er ingen ideologi i det. Om det ender med at blive udført af det offentlige eller af private, er mindre væsentligt. Det afgørende er bare, at det bliver udført godt til gavn for borgerne. Og jeg kan ikke forstå, at hr. Per Clausen har så meget imod, at man på den måde sikrer, at man får den bedst mulige service til borgerne.

Nu skal jeg ikke udfordre statsministeren til en duel på gentagelser, der tror jeg statsministeren er for stor en favorit. Og jeg kan i den forbindelse hjælpe statsministeren ved at sige, at han jo glemte at nævne det her med at løbe åbne døre ind og at kæmpe imod vindmøller, når han beskrev den færøske selvstændighedskamp. Så er det på plads.
     Men når statsministeren efterlyser opbakning til selvstændighedsbevægelsen på Færøerne, så kan jeg oplyse om, at det parti, jeg repræsenterer, i øjeblikket er langt det største parti med 27 pct. - det tror jeg også nogle danske partier gerne ville have haft i meningsmålingerne. Og derfor spørger jeg statsministeren: Når statsministeren taler om frisind, folkestyre og frihed, er det så bare gældende for ham selv eller for hans egne, eller gælder det også en aktiv støtte til folkestyre, frisind og frihed i f.eks. Færøerne?

Jamen jeg vil sige til hr. Høgni Hoydal, at jeg faktisk tror, at siden jeg blev statsminister i 2001, har hr. Høgni Hoydal oplevet de største fremskridt for Færøerne, som måske nogen sinde er sket, i henseende til at kunne overtage nye sagsområder.
     Jeg har den opfattelse og denne regering har den opfattelse, og jeg ved, den deles af et massivt flertal i Folketinget og måske endda simpelt hen af hele Folketinget, at til syvende og sidst er det jo det færøske folk selv, der afgør, og det grønlandske folk selv, der afgør, hvordan relationerne skal være for deres vedkommende inden for rigsfællesskabet.
     Det er blot derfor, jeg er nødt til at sige, at som regering har vi jo forhandlet med det færøske landsstyre, og det er den aftale, der ligger til grund for den lovgivning, som et meget, meget bredt flertal her i Folketinget har vedtaget. Og så er det blot i al stilfærdighed, jeg minder om, at hvis hr. Høgni Hoydal vil have det anderledes, så skal hr. Høgni Hoydal jo tage hjem og på Færøerne skabe et flertal for noget andet. Vi forholder os til, hvad et flertal fra færøsk side kommer og siger til os.

Jamen nu, når det er blevet så udbredt at komme med gode tilbud, så kan jeg også give statsministeren det tilbud, at jeg gerne skal rejse hjem med det samme i morgen, når situationen er blevet sådan, at det ikke er her i det danske Folketing og i den danske regering, at man tager afgørelser på det grønlandske og det færøske folks vegne. Og jeg forstår ikke helt det her ansvarsfrie rum, som man opstiller imellem landene.
     Mig bekendt er det Danmark, der træffer afgørelser om at gå i krig, om love på Færøerne, om at sende penge til Færøerne, og som forhandler med det færøske landsstyre. Vil det sige, at den danske regering slet ikke har nogen indflydelse på færøsk politik med de redskaber, den har med udenrigspolitik og med forsvarspolitik og med retspolitik og med penge? Er det sådan et helt ansvarsfrit rum, hvor Danmark intet ansvar har for, hvad der sker med de forhandlinger, man selv indgår i?

Nej, på en række af de områder, som hr. Høgni Hoydal her rejser, er der jo tale om, at det er rigsfællesskabet, der har ansvaret. Og det følger jo af, at det netop er et rigsfællesskab, så der er det et fælles ansvar. Og jeg skal jo ikke lægge skjul på, at jeg er tilhænger af det.

Altså, jeg mener jo, at i en moderne verden har vi brug for hinanden, har vi brug for et fællesskab. Og jeg tror, at det færøske såvel som det grønlandske folk er godt tjent med at indgå i et stærkt fællesskab med det danske folk.

     Jeg vil også sige til hr. Høgni Hoydal, at jeg føler - og jeg tror, at alle her føler - både historisk og aktuelt et fællesskab med Færøerne og med Grønland; et ansvar, vi vedstår os, så længe man ønsker det fra færøsk og fra grønlandsk side. Det er derfor, hr. Høgni Hoydal også var i stand til at minde mig om, at jeg ganske ofte har brugt udtrykket, at hr. Høgni Hoydal løber åbne døre ind.

Jeg skal kvittere for den klare udmelding.
     Så vil jeg gerne understrege, at det her jo igen bygger på fordomme. Jeg er også en stærk tilhænger af et stærkt fællesskab mellem både det danske folk, det grønlandske folk og det færøske folk. De fællesskaber, jeg ellers deltager i til daglig som person via andre sociale sammenhænge, bygger altså på, at man er ligestillet. Det vil sige, at det er to selvstændige personer eller fællesskaber, der så samarbejder. Så jeg forstår ikke den her idé om, at færøsk selvstændighed og grønlandsk selvstændighed på nogen måde skulle gøre fællesskabet værre for Danmark eller for Norge eller for Island. Jeg tror, det ville gøre det meget bedre.
     Og derfor spørger jeg igen statsministeren: Når han bekender sig til de her værdier - frihed, frisind og folkestyre - vil han så ikke også aktivt gå ind og sige:
Jamen det burde jo også gælde for det færøske og det grønlandske folk? Det er det, jeg spørger om: at gå aktivt ind i det. Det er ikke at sige: Jamen vi ser helst, man bliver i rigsfællesskabet, som jo er et gammelt koloniforhold. Det må man da indrømme.

Jamen nu anmoder hr. Høgni Hoydal om, at jeg nærmest sådan aktivt skulle intervenere i den færøske debat med støtte til hr. Høgni Hoydal og andre selvstændighedskræfter. Men i andre sammenhænge ville hr. Høgni Hoydal jo kraftigt have sig frabedt, at vi kom fra dansk side og blandede os i et internt færøsk anliggende. Så jeg vil bestemt afstå fra at sige ja tak til den høflige invitation, for jeg synes, at det er noget, som det færøske folk skal diskutere med hinanden og de færøske politikere skal diskutere med hinanden uden indblanding fra dansk side.
     Det, vi gør fra den danske regerings side, er at forhandle med de ansvarlige hjemmestyremyndigheder og til syvende og sidst landsstyret. Og det, der fremføres fra landsstyrets side, er det, vi forholder os til, og det er det, der jo altid er et bredt flertal for at støtte her i det danske Folketing. Så igen for nu at repetere: Hr. Høgni Hoydal har altså gang i en gevaldig kamp mod vejrmøller.

Jeg var lige ved at blive helt nostalgisk af at høre statsministeren repetere 1990'ernes kæmpe udfordringer. Det var dengang, der var 350.000 ledige - da vi overtog regeringsmagten efter den daværende VK-regering. Det fik vi ned på 145.000 ledige, inden Venstre og De Konservative tog over igen. Det var dengang, vi fik mere end 200.000 i beskæftigelse. Hvad har VK-regeringen præsteret? Omkring
100.000 ekstra i beskæftigelse. Så der er et stykke vej endnu for statsministeren, inden kapløbet er vundet. Men det svarer ikke på det spørgsmål, som er det centrale, og som jeg meget gerne appellerer til at statsministeren forholder sig til:
     I fremtiden, fremover, i de kommende år vil vi opleve rigtig mange mennesker, der går på pension, og vi vil opleve et stigende behov for flere medarbejdere, fordi vi ikke kan fylde hullerne ud efter dem, der går på pension. Hvad er regeringens plan for at skaffe en løsning på problemet vedrørende arbejdsudbuddet? Det går statsministeren fuldstændig let hen over. Det burde være det allerallervigtigste spørgsmål at svare på - for at skabe tryghed og for at sikre borgerne, at der er løsninger på de velfærdsopgaver, som vi mener vi skal have løst i Danmark.

Jeg deler fuldstændig fru Marianne Jelveds opfattelse af den analyse, at en af de meget store udfordringer, vi står over for i de kommende år, er at sikre et tilstrækkeligt antal hænder både i den private sektor og i den offentlige sektor. Allerede nu kan vi se, at det kniber med at få rekrutteret tilstrækkelig med arbejdskraft til de tunge serviceområder. Så fru Marianne Jelved har fuldstændig ret i, at det er den centrale udfordring - eller i hvert fald en af dem.
     Og hvad vil vi så gøre? Det har jeg faktisk beskæftiget mig med, men jeg uddyber det gerne her:

     Det er vigtigt at fortsætte indsatsen for at få flere danskere med indvandrerbaggrund i job. Selv om der er sket en betydelig stigning i beskæftigelsen blandt indvandrere i de seneste år, så er endnu halvdelen af dem, der kommer fra ikkevestlige lande, uden job. Der skal vi forstærke indsatsen for at få dem i arbejde. Der er en arbejdskraftreserve at tage fra. Vi skal også fortsætte bestræbelserne på, at udlændinge med kvalifikationer kan komme til Danmark og deltage på det danske arbejdsmarked. Og endelig skal vi jo generelt sørge for, at det kan betale sig at arbejde i det danske samfund.

Jeg er for så vidt fuldstændig enig i de tre temaer, som statsministeren slog an her i forbindelse med indsatsen for at få flere indvandrere i arbejde. Men det er jo ikke nok bare at sige det. Hvordan gør vi det helt præcis? Vi skal jo, samtidig med at vi prøver at skabe reformer eller skabe strukturændringer eller skabe ændringer i den måde, vi har skruet samfundet sammen på for at få en anden og mere hensigsmæssig adfærd frem, også på den måde skabe et øget råderum. Nu skal jeg ikke sige, om det skal gå til regeringens skattelettelser, det kan vi vende tilbage til, men jeg mener, det skal gå til opkvalificering af de offentligt ansatte.
     Men indsatsen for indvandrere: Hvordan? Udlændinge skal komme til Danmark - ja, men de hjælper ikke så meget i folkeskolen her og nu, og vi har en meget, meget lav søgning på læreruddannelsen, hvilket er et kæmpe problem i de kommende år for folkeskolen. Og endelig: Hvad er det for incitamenter, der skal til, for at det kan betale sig at arbejde? Kunne statsministeren ikke uddybe de her ting? Det er dog det, vi skal forhandle om og snakke om i de kommende måneder, går jeg ud fra.

Jo, for så vidt angår integrationsindsatsen, har vi jo allerede en aftale som led i velfærdsaftalen om at forbedre integrationsindsatsen bl.a. ved at forstærke det, der hedder den håndholdte indsats, hvor man går direkte ud og hjælper den enkelte med indvandrerbaggrund til at komme i beskæftigelse og hjælper med oplæring i virksomhederne. Det bliver så bakket op af nogle målrettede løntilskud til dem, der har været meget lang tid uden for arbejdsmarkedet.
     Så må jeg jo endelig sige, at noget af det allervigtigste, man kan gøre, for at ledige med indvandrerbaggrund kommer i job, er at sikre, at de lærer et godt og solidt dansk, som jo altså er forudsætningen for at kunne klare sig godt i det danske samfund.
     For så vidt angår, at det skal kunne betale sig at arbejde, er det jo mange ting. Det siger sig selv, at det er at sænke skatten på arbejdsindkomster, forudsat at der er et råderum til det, men det er jo også at sørge for, at der er et sådant samspil mellem skat, indkomst og sociale ydelser, at det altid kan betale sig at arbejde.

Nu prøver jeg virkelig at appellere meget venligt til det bedste i statsministeren. Der er en ganske udmærket skatteminister i regeringen, som har forhandlet på ganske fortræffelig vis. Vi kunne desværre ikke være med til allersidst, men det var fortræffelige forhandlinger om regeringens forslag til en erhvervsskattepakke. Der blev lukket huller, der blev indført begrænsninger af nogle fradragsmuligheder, og man sænkede selskabsskatten.
     Hvori består statsministerens frygt for, at man ikke, når man kan øve et sådan fornemt politisk håndværk for erhvervslivet, også kan gøre det på private borgeres personindkomst?

Jamen det kan man da bestemt også, for det, det handlede om, var at få lukket nogle huller og i øvrigt rettet op på nogle ting, der var forårsaget af domme afsagt af EF-Domstolen.
     Der er det således, at skattestoppet siger, at når sådan noget sker, hvis der er huller, eller hvis der kommer noget til os udefra, så kan man lave sådan et arrangement, som skatteministeren der fik sat i værk. Det er der ingen problemer i. Så hvis det opstår på andre områder, kan man også gøre det der.
     Men jeg tror, det er noget andet, fru Marianne Jelved i virkeligheden er ude på. Det er jo at få myrdet skattestoppet. Det går vi jo ikke med til. Altså, skattestoppet er jo virkelig en foranstaltning, der skaber tillid rundtomkring i de enkelte familier og ude i de enkelte virksomheder, og det er det, der gør, at virksomhederne tør disponere, at familierne tør disponere, og dermed er det en meget stærk medvirkende årsag til, at det går godt i dansk økonomi.

Tak til statsministeren. Derefter går vi i gang med anden runde, og jeg gør opmærksom på, at det igen er hovedordførerne, der har mulighed for at tale nu. Taletiden er 10 minutter. Efter hver hovedordfører har alle i Folketinget mulighed for at tage korte bemærkninger, dog samlet i maks. 25 minutter. Og der er det min hensigt at prioritere. Hvis der er flere, end der kan være på 25 minutter, prioriterer jeg de folketingsmedlemmer, der ikke har haft mulighed for tidligere i dag at gå ind i debatten.
     Og så er det Venstres ordfører, hr. Troels Lund Poulsen.

Vi er nu nået til anden runde af afslutningsdebatten, og jeg efterlyste jo i min tale visionen for det 21. århundrede med baggrund i det, som man kunne forvente fra Socialdemokraterne. Det gjorde jeg, fordi jeg havde håbet, at vi i dag var blevet lidt klogere, men jeg må sige, at det er vi ikke. Det var selvfølgelig også lidt dristigt, jeg gjorde det, fordi det kunne betyde, at min tale så hurtigt ville blive forældet. Det må jeg så konstatere at den ikke er blevet, og der er stadig væk en lang række bemærkninger, som jeg kunne gentage fra min første tale.
     Jeg synes alligevel, man i dag bliver nødt til at drage en lille parallel til det parti, som ikke er her, for Ny Alliance har jo annonceret, at partiet fremlægger et politisk program til august. Det er så et arbejde, der tager afsæt i, at man bruger 3 måneder. Til sammenligning kan man jo dér sige, at fru Helle Thorning-Schmidt nu har været formand for det største oppositionsparti siden april 2005. Det er mere end otte gange den tid, som Ny Alliance skal bruge på den opgave at formulere sin politik. Utroligt, men sandt.
     For hvad var det så, vi fik serveret af løfter i dag til vælgerne? Jo, vi fik serveret mange løfter til vælgerne:
Kommunerne skal have mere, sygehusene skal have mere, alle skal have mere. Det hele skal blive bedre, men ingen skal betale for det. Lettere sagt end gjort og derfor for let.
     Nuvel, selv om vi ikke må vide, hvem der skal have hvad og hvorfor og hvornår, ved vi alligevel, hvad det vil koste, for det vil mindst koste 4 mia. kr. pr. år. Hvordan skal de her penge så findes? Det er jo efterhånden et ret stort mysterium, for for at skaffe finansieringen, må man sige, udviser fru Helle Thorning-Schmidt i dag en næsten manisk interesse for skat.
     Det er lidt paradoksalt, når netop skat er et af de områder, hvor Socialdemokraterne faktisk skylder flest svar. Fru Helle Thorning-Schmidt opfordrer ligefrem fra Folketingets talerstol i dag til nedsættelse af en skattekommission, men også dér skylder Socialdemokraterne stadig væk svar. Det eneste, vi ved, er, at Socialdemokraterne vil finansiere deres løfter ved hjælp af en skattekommission. Det kan med andre ord kun betyde, at en skattekommission skal skaffe flere penge. Spørgsmålet til fru Helle Thorning-Schmidt er så: Hvem skal betale mere i skat? Det må Socialdemokratiet selvfølgelig have gjort sig nogle overvejelser om, eftersom man ønsker at finansiere sine løfter gennem en skattekommission.
     Men, siger fru Helle Thorning-Schmidt, vi kan også finde indtægterne ved ikke at give skattelettelser, og det er jo det mest utrolige nonsens. Det svarer lidt til - og i den forbindelse vil jeg gerne bruge et billede - at kigge ind i sit køleskab og sige til sig selv: Hvis jeg ikke spiser den pakke rugbrød, jeg ikke har købt, bliver madpakken i morgen større. Man bliver nærmest sulten af, at den linje lægges for dagen.
     Socialdemokraternes tilslutning til skattestoppet er helt og aldeles taktisk funderet. Det er jo noget, vi ved fra den tidligere politiske ordfører, fru Lotte Bundsgaard. Og til det kan jeg kun sige: Der er vel ikke mange, der vil sætte spareskillinger i en bank, der kun af taktiske årsager ønsker at passe på ens penge. Det er måske også derfor, Socialdemokraternes støtte til skattestoppet maksimalt vil vare én valgperiode. Det har vi jo også i dag fået at vide af den socialdemokratiske formand.
     De partier, Socialdemokratiet skal samarbejde med om at levere et skattestop, SF og Det Radikale Venstre, vil ikke være med i den taktiske leg. Tværtimod har fru Marianne Jelved i dag fortalt os, at skattestoppet i virkeligheden ifølge hende er lig med skattelettelser. Og derfor fristes man jo til at sige, at fru Helle Thorning-Schmidt samarbejder med en, som mener, at den politik, som fru Helle Thorning-Schmidt faktisk gerne vil føre, nemlig et skattestop, giver skattelettelser hver eneste dag. Hvordan føles det egentlig for Socialdemokratiet, som har det som sit evige mantra, at de ikke vil give skattelettelser?
     I Venstre er vi ikke enige med fru Marianne Jelved. Hendes holdning kan man jo naturligvis godt have, men vi mener ikke, at det er den rigtige holdning, for vi mener nemlig, at skatten ikke altid løbende stiger.

     Fru Marianne Jelveds holdning til fru Helle Thorning-Schmidt og det, man vel nærmest kan kalde en psykoanalyse, er vel i bund og grund udtryk for, at fru Marianne Jelved tror, at fru Helle Thorning-Schmidt deler De Radikales holdning inderst inde. I bund og grund, for at sige det meget klart, er de to kvinder i dansk politik enige om, hvad de vil. De siger det bare ikke offentligt.
     For Venstre betyder skattestoppet især tryghed og beskyttelse mod politikernes luner, så folk i ro og mag tør planlægge og investere. Vi er stolte af skattestoppet. Vi er også stolte af vores indsats for at sikre det frie valg og stolte af, at vi har decentraliseret flere opgaver og lagt dem ud til kommunerne som et led i kommunalreformen. Større kommuner har fået flere opgaver. Derfor skal de folkevalgte i kommunerne også have flere opgaver.
     Det betyder jo ikke, at Venstre udelukker, at vi skal have standarder i den kommunale service. Vi mener blot, at det er lokalt, man som folkevalgt skal beslutte disse standarder. Derfor er vi også imod de minimumsstandarder, som Socialdemokratiet har lanceret, og man fristes vel til at sige, at ingen kan sige det bedre end Herlevs borgmester, som siger følgende:
     Landspolitikerne blander sig i forvejen alt for meget i, hvad vi gør i kommunerne. Udspillet fra fru Thorning-Schmidt vil forstærke den tendens.
     Og han fortsætter:
     Alle de her stive og centralt fastsatte krav fratager de ansatte engagement og virkelyst, og de spærrer for nytænkning.
     Det var vel i bund og grund meget kloge ord fra en socialdemokratisk borgmester.
     Derudover vil jeg også gerne bruge et par bemærkninger på at konstatere, hvordan situationen ser ud for beskæftigelsen. Vi har intet mindre end en rekordhøj beskæftigelse. Aldrig har beskæftigelsen været højere. Faktisk er Danmark europamester i jobskabelse og økonomisk vækst.
     Socialdemokraterne forsøger som forventet at tegne et meget dystert billede af, at der er kommet flere på passiv forsørgelse. Men når vi dykker ned i tallene, som statsministeren jo netop har redegjort for, kan vi se, at de tværtimod viser, at vi har gjort en stor indsats for netop at sikre, at flere kommer ind på arbejdsmarkedet. Det er en linje, som vi vil følge, og det er en linje, som vi konstant vil arbejde videre på.
     Men når det nu er sådan, at oppositionen ser det danske samfund som et meget forsømt samfund, synes jeg også, man måske et kort øjeblik skulle hæfte sig ved, hvordan den offentlige service faktisk er i forhold til økonomien. F.eks. er den offentlige service vokset i takt med økonomien, og i år udgør den offentlige service nogenlunde samme andel af den samlede økonomi som i 2001, nemlig godt en fjerdedel.
     I formiddag hørte vi så Socialdemokraternes ordfører sige, at det er fuldt forståeligt, når danskerne bekymrer sig. Men den socialdemokratiske ordfører forsøger at fremmane et fejlagtigt billede. Er danskerne mon bekymrede over at leve i en verden med den mest konkurrencedygtige økonomi? Er danskerne mon bekymrede over at have verdensrekord i arbejdsglæde? Er danskerne mon bekymrede over at være en del af det land, hvor flest oplever en god balance mellem familie- og arbejdsliv? Er danskerne mon bekymrede over at være en del af et fællesskab, som er verdensmester i social retfærdighed? Jeg tror ikke, danskerne deler fru Helle Thorning-Schmidts dystre bekymringer. Jeg sagde det tidligere på dagen, men jeg vil faktisk gerne gentage mig selv, for det er intet mindre end fantastisk: Danskerne er verdens lykkeligste folk. Men som debatten i dag har vist, er der måske god grund til at bekymre sig, hvis Socialdemokraterne får magten, for så er det slut med de ældres ret til at kunne vælge hjemmepleje. Så er det slut med kommunernes frihed til at fastsætte lokale serviceniveauer. Så er det slut med den tryghed, som skattestoppet giver de danske familier. Så er der virkelig grund til bekymring. Lige netop i de her år rejser eksperter og politikere fra hele verden til Danmark for at studere vores samfundsmodel for at lære af den måde, som vi har opbygget vores velfærdssamfund på. Men lytter man til Socialdemokraterne, virker det nærmest, som om vi befinder os
i den mørke middelalder. Kære Socialdemokrater: Velkommen til nutiden, velkommen til Europas stærkeste økonomi. Velkommen til det land, som i de seneste år har gennemført flest reformer for at ruste Danmark til globalisering og fremtiden. Velkommen til virkeligheden, vil jeg sige til fru Helle Thorning-Schmidt. Med baggrund i det vil jeg gerne fremsætte følgende forslag til vedtagelse på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse til efterretning.
     Folketinget konstaterer, at den førte politik har medført en rekordhøj beskæftigelse og den laveste ledighed i over 30 år, og opfordrer til, at der fortsat fokuseres på vækst og øget arbejdsudbud.
     Folketinget konstaterer, at det offentlige forbrug er vokset med 35 mia. kr. siden 2001, som primært er brugt på flere behandlinger i sygehussektoren samt flere ressourcer i forhold til ældre.
     Folketinget ser frem til, at der ved den kommende kvalitetsreform sikres forbedringer af kvaliteten specifikt inden for sundhed, ældrepleje samt børnepasning.
     Folketinget understreger, at dette sker gennem aktiv inddragelse af brugere og medarbejdere.« (Forslag til vedtagelse nr. V 85).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter også i forhandlingen.
     Så er der en række korte bemærkninger. Der har meldt sig otte spørgere. De seks kan stensikkert nås, og de sidste to er tvivlsomme af hensyn til de 25 minutter.
     Jeg gør opmærksom på, at de korte bemærkninger er fra fru Kirsten Brosbøl, fru Margrethe Vestager, hr. Villy Søvndal, fru Line Barfod, hr. Rasmus Prehn, hr. Morten Østergaard, hr. Martin Henriksen og hr. Frank Aaen. Af hensyn til, at hr. Villy Søvndal er hovedordfører, bliver hr. Villy Søvndal flyttet ned som den sidste. Men det er op til, hvor hurtigt man afvikler de korte bemærkninger, om vi kan nå alle. Formanden vil hjælpe til, at man ikke brugere mere end de 60 sekunder.
     Så starter vi de korte bemærkninger, og den første, der får ordet, er fru Kirsten Brosbøl.

Hr. Troels Lund Poulsen sagde jo, at det her med skattestoppet var godt, fordi det kunne beskytte borgerne mod politikernes luner. Det er derfor, jeg gerne vil spørge hr. Troels Lund Poulsen, om det så ikke er en idé at overveje det her om velfærdsrettigheder, fordi det jo netop er noget, der kan gå ind og beskytte borgerne mod, at kommunernes økonomi vedblivende presses så meget, at der bliver foretaget nedskæringer i kernevelfærden rundtomkring i kommunerne.
     Jeg synes jo, det er sund fornuft, at vi siger, at borgerne har nogle helt klare, veldefinerede rettigheder til, hvilken service de kan forvente, uanset hvilket sted i landet de bor. Men jeg kan sådan set måske alligevel godt forstå, at Venstre er lidt skeptiske, for sagen er jo, at man så ikke kan fortsætte den linje, man har lagt fra den her regerings side, med at udsætte kommunerne for så voldsomt et økonomisk pres, at de nu mange steder har været nødt til at skære ned på kernevelfærden. Er det ikke det, der ligger til grund for Venstres modstand mod vores forslag om velfærdsrettigheder?

Først og fremmest skal vi måske starte med at blive enige om, hvordan man forhandler med kommunerne. Det er jo sådan, at regeringen en gang om året fører økonomiforhandlinger med KL, og i forbindelse med de forhandlinger når man som regel frem til en aftale, som Kommunernes Landsforening så accepterer. Og der kan jeg konstatere, at de aftaler, som den nuværende regering har indgået, altid har været med opbakning fra KL, altså fra de danske kommuner. På den måde er vi altså også med til at sikre, at der hos de danske kommuner er fuld accept af den økonomi, som vi giver via bloktilskud.
     Derfor er jeg helt uenig, når fru Kirsten Brosbøl siger, at de danske kommuner er blevet udsultet. Tværtimod har vi jo netop oplevet - og vi har også flere gange i dag under den her debat gentaget - at der er blevet tilført 35 mia. kr. til velfærdsforbedringer, og langt de fleste af de penge er jo målrettet gået til velfærdsforbedringer i kommunerne.

Jeg kan bare sige til hr. Troels Lund Poulsen - jeg tror også godt, ordføreren ved det - at det jo bl.a. er Kommunernes Landsforenings formand, som er Venstremand, og som har udtalt følgende:
     Regeringen har lanceret en økonomisk politik med lav vækst, og så skal den lade være med at foregøgle befolkningen, at man kan få et serviceniveau ud af ingenting.
     Det er jo en udtalelse, som må tale for sig selv, og derfor synes jeg også, at hr. Troels Lund Poulsen skulle genoverveje vores forslag om velfærdsrettigheder, for de vil jo netop sikre, at vi i hele landet kan sørge for, at der er et højt velfærdsniveau, og at vi herinde fra Christiansborg derfor er nødt til at sikre, at der er tilstrækkelige ressourcer til, at kommunerne også kan løfte de opgaver, for det er selvfølgelig en forudsætning for, at vi kan lave de her klare, veldefinerede rettigheder for borgerne til en ordentlig service, at vi selvfølgelig også lader en finansiering følge med.

     Så vil hr. Troels Lund Poulsen ikke overveje, om man ikke skulle sikre, at alle borgere i Danmark kunne få et ordentligt serviceniveau udeomkring i kommunerne uanset bosted, og at vi selvfølgelig også skal sørge for, at der følger god finansiering med til, at man kan løfte de opgaver udeomkring i kommunerne?

Inden vi nu igen havner i den grøft, som Socialdemokratiet åbenbart har besluttet sig for at stå i, nemlig hvor alt er forfærdeligt og alt er gået galt i Danmark, vil jeg blot stilfærdigt minde fru Kirsten Brosbøl om, hvordan virkeligheden faktisk er.
     Spørger man, hvordan den danske befolkning opfatter offentlig velfærd og brugertilfredshed, er langt over 80 pct. jo tilfredse med den service, de får. Ergo er det altså ikke det rigtige billede, som fru Kirsten Brosbøl tegner.
     Så til spørgsmålet fra fru Kirsten Brosbøl om, hvorvidt man skal lave minimumstandarder: Jeg er bestemt tilhænger af, at man lokalt kan få lov til at fastsætte standarder for, hvordan det kommunale serviceniveau skal være. Det er en ganske udmærket idé. Men jeg er også lige så meget modstander af, at vi her fra Christiansborg skal beslutte, hvor mange frikadeller fru Jensen i Skanderborg skal have, hvor mange bade fru Jensen skal have i Thyborøn. Det mener jeg simpelt hen er en alt, alt for nidkær detailstyring, som jeg ikke mener at vi her fra Christiansborg skal blande os i. Og der må jeg så bare konstatere, at Venstre og Socialdemokratiet er uenige om, hvilken vej vi skal gå.

Statsministeren har talt med megen varme i stemmen om inddragelsen af medarbejdere i den offentlige sektor og det brede forarbejde, at man gøder jorden for forandring, at medarbejderne skal have de bedste muligheder for faglig udvikling for at yde en engageret indsats, og at lederne skal være kompetente, professionelle og synlige. Og så nævner statsministeren pædagogen, sygeplejersken, social- og sundhedsassistenten.
     Statsministeren nævner ikke folkeskolelæreren. Er det, fordi folkeskolelæreren ikke er omfattet af de medarbejdere i den offentlige sektor, som skal have de bedste muligheder for faglig udvikling og for at yde en engageret indsats og også have frihed til at løse opgaverne på basis af lokale forhold? Det er jo ellers den erklærede politik fra statsministeren, som vi har hørt det i dag.

Vi har jo taget initiativ til en kvalitetsreform, som vi nu også får lejlighed til at diskutere med Folketingets partier. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil gøre det endnu bedre og udvikle den offentlige sektor.
     Når statsministeren nævner en lang række personer og en lang række ansatte, er det selvfølgelig, fordi vi går hele vejen rundt. Der er ikke nogen i den her debat - hvis man ellers måtte have gode forslag fra Det Radikale Venstre - som ikke kan bidrage. Derfor vil jeg give det tilsagn til fru Margrethe Vestager, at skulle Det Radikale Venstre have nogle meget visionære bud på, hvad man skal gøre, så indsamler vi dem, ligesom vi indsamler alle andre gode forslag, og så vil de indgå i det arbejde, som vi nu har igangsat.

Når det er lidt interessant, er det jo, fordi de mennesker, som bliver nævnt, vil kunne tage pejling af, hvad der har været regeringens handlinger indtil nu. Og med hensyn til det her med frihed til at løse opgaverne har regeringen jo vist én vej med hensyn til lærernes arbejde i folkeskolen. Man ønsker at styre folkeskolen i en sådan grad, at man har lavet en skolestyrelse på Slotsholmen. Man har givet kommunerne påbud om at lave en kvalitetsrapport, som kræver manualer på ikke mindre end 28 sider til skolelærerne, som de skal udfylde, for at kommunen kan indrapportere til skolestyrelsen, så skolestyrelsen kan overvåge, hvad det er, skolerne skal. Og man har lavet de centraliserede, obligatoriske afprøvninger, som skal vise, om læreren har lært eleverne noget. Det er jo én vej at gå.
     Det er ikke at vise tillid til det faglige selvstyre eller til den faglighed, medarbejderne har, og derfor spørger jeg bare, om hjemmehjælpere og SOSU-assistenter, pædagoger og andre skal tage pejling af vejen for folkeskolen eller det, som er de nye toner fra statsministeren i dag, nemlig helt åbenlyst et forsøg på at vise varme og tillid og åbenhed over for offentligt ansatte.

Den vej, som VK-regeringen har valgt på uddannelsesområdet, er jo en vej, der tager afsæt i at sikre, at langt hovedparten af dem, der forlader folkeskolen, rent faktisk kan læse og skrive. Vi må jo desværre konstatere, at en lang række PISA-undersøgelser desværre har vist, at der er mellem
16 og 18 pct., der ikke kan læse og skrive, når de forlader den danske folkeskole. Det har vi ønsket at tage et opgør med, derfor har vi lavet en uddannelsespolitik, der sigter på, at vi ikke vil finde os i, at der er så mange unge mennesker, der ikke har de basale færdigheder i orden, når de forlader den danske folkeskole.

Nu sagde hr. Troels Lund Poulsen, at borgerne generelt var vældig tilfredse med den offentlige velfærd, og det er jo rigtigt. Hvis vi bliver spurgt, er de fleste af os jo vældig tilfredse med de pædagoger, folkeskolelærere og hjemmehjælpere osv., som vi konkret møder, for vi kan se, de knokler. Men det, som folk ikke kan forstå, er, at der er en enorm vækst i, hvad man kan i sit privatforbrug, mens der stort set ikke er nogen vækst i den offentlige velfærd. Det er jo det, der er problemet, og det understreges så af, at regeringen deler løfter ud til højre og Venstre, men ikke vil finansiere dem.
     Hr. Troels Lund Poulsen sagde så, at Venstre ønsker at inddrage de offentligt ansatte. Nu har LO og FTF jo været rundt at spørge de offentligt ansatte og har holdt tillidsmandsmøder med 800 tillidsfolk, disse dagligdagens eksperter, der er kommet med deres bud. Nogle af de bud, de kommer med, er, at de skal have bedre løn, at de skal have flere hænder, så de får tid til at udføre deres arbejde, og så de også får frihed til, at de kan lave deres arbejde, i stedet for at de skal opstille alle mulige kontrolforanstaltninger, der skal undersøge og dokumentere i forhold til det private.
     Er det nogle bud, som Venstre vil lytte til, og er det noget, man leve op til?

Ja. Det startede jo ikke helt godt fra fru Line Barfods side. Spørgeren kom med en lang svada om, hvor forfærdelig tingenes tilstand var. Et øjeblik var man nærmest hensat til en følelse af, at det var hr. Villy Søvndal, der var på banen, men det er så fru Line Barfod.
     Jeg synes bare, vi skal starte med at slå helt klart fast, at der jo altså ikke er tale om den nedskæring, som fru Line Barfod gerne ville diskutere. Statsministeren og jeg selv har meget klart fortalt, hvor mange penge vi har løftet den offentlige velfærd med siden 2001.
     Derudover er det helt rigtigt, at vi også har et privatforbrug, som er meget tilfredsstillende. Men jeg må altså erkende, at jeg er glad for, at det danske samfund bliver et rigere samfund. Derfor undrer det mig, at fru Line Barfod ikke kan glæde sig over, at danske familier faktisk også får et større økonomisk råderum. Det er jo netop også med til at gøre, at man kan prioritere det at være sammen med sine børn, at man kan prioritere ferier, at man kan prioritere en lang række ting, som gør, at man faktisk har glæde af at være sammen.

Problemet ved at få pengene til sit privatforbrug er, at jeg jo ikke som privatperson kan gå ud og sige, at nu vil jeg gerne have for 500 kr. bedre folkeskole. Så kan jeg gøre, som Venstre ønsker, og købe plads på en privatskole i stedet for. Men så synes jeg, at Venstre skulle sige åbent, at det er det, man ønsker. Det har beskæftigelsesministeren, hr. Claus Hjort Frederiksen, jo gjort. Han har sagt åbent, at man ønsker at skabe et andet Danmark, hvor det private forbrug buldrer derudad, mens der næsten ikke kommer noget til det offentlige forbrug. Sig dog åbent, at det er det, man ønsker, frem for at stå og påstå, at man gerne vil gå ind for velfærd.
     Hr. Troels Lund Poulsen svarede ikke på det, jeg spurgte om med hensyn til de bud, der er kommet fra dagligdagens eksperter, fra de mange, mange tusinde offentligt ansatte, som peger på, at det, de har brug for, er højere løn og flere hænder, så de har mere tid til at udføre deres arbejde i stedet for at skulle lave al mulig dokumentation, fordi regeringen ønsker at kontrollere dem. Vil Venstre lytte til det? Og vil man opfylde nogle af de krav?

Jeg synes måske bare, at vi i al almindelighed skal starte med at konstatere og slå fast, at Danmark har verdens dyreste folkeskole. Så det billede, som fru Line Barfod ønsker at tegne af, at vi har en folkeskole, der er totalt nedslidt, hvor der slet ikke er nogen ressourcer, er jo simpelt hen forkert. Vi har en meget stærk folkeskole, som vi også har prioriteret. Det er jo ikke sådan, at VK-regeringen ikke har tilført midler til den danske folkeskole. Det har vi gjort, fordi vi har syntes, det var nødvendigt, sådan er det.
     Hvad angår kvalitetsreformen, anerkender jeg det meget store arbejde, som mange interesseorganisationer har gjort gennem de seneste måneder, og som de fortsat gør ved at komme med forslag. Jeg har tilladt mig at tage rundt og besøge det, jeg vil kalde hverdagens eksperter, som har givet mig en lang række bud på, hvad de synes udfordringerne er. Og nogle af de ting, der står tydeligt for mig i den forbindelse, er, at de nok savner en større politisk anerkendelse af det arbejde, de gør.
     Der tror jeg også at en del af forklaringen ligger. Men vi ser på alle de forslag, der kommer, og så præsenterer regeringen naturligvis sit forslag til en kvalitetsreform. Så fru Line Barfod kan være helt tryg, vi kommer også med et udspil.

Vi hørte tidligere Venstres formand og landets statsminister tale meget smukt og rørende om omsorg, tryghed og nærvær. Vi har tidligere også hørt hr. Troels Lund Poulsen selv tale om, at vi nærmest er den lykkeligste nation i hele verden.
     Jeg vil gerne høre, hvordan Venstre så forklarer, at der
i den tid, hvor vi har haft den nuværende regering, er sket en voldsom stigning i antallet af familier, der bliver sat på gaden, fordi de ikke har råd til at betale deres husleje. Domstolsstyrelsens tal viser, at der er en massiv stigning - op mod over 30 pct. - i antallet af familier, der bliver sat på gaden, herunder familier med børn.

     Man kan prøve at forestille sig den situation, hvor man som mor eller far skal fortælle sine børn, at tegningerne skal tages ned af væggen i børneværelset, ned i en flyttekasse, uden man kan fortælle børnene, hvor de skal flytte hen. Der er sket en massiv stigning i det, imens vi har haft den borgerlige regering. Det lyder for mig som omsorgssvigt, utryghed og manglende nærvær. Hvordan kan hr. Troels Lund Poulsen tale om, at vi er verdens lykkeligste nation, og hvordan kan der blive talt om omsorg, tryghed og nærvær, når vi har denne situation?

Jeg kan tillade mig at sige med baggrund i, hvordan virkeligheden er, at vi har taget en lang række initiativer, som sikrer, at nogle af de personer, der før var på passiv overførsel, i dag ikke længere er på passiv overførsel.
     Lad mig give et konkret eksempel: Bl.a. er det lykkedes at nedbringe antallet af kontanthjælpsmodtagere, således at der i dag er færre kontanthjælpsmodtagere, end der var i 2004. Det tager jo helt klart sit sigte på, at vi også gerne vil gøre en særlig indsats for at sikre, at nogle af dem, der er parkeret på passiv overførsel, kommer ind på arbejdsmarkedet og bliver aktive.
     Derudover synes jeg også, det er vigtigt at slå fast, at regeringen jo netop har taget initiativ til at sige til kommunerne gennem et lovforslag, at der er en pligt til at genvurdere hjælpen til personer, som udsættes af beboelseslejemål. Det har vi jo netop gjort, fordi vi bekymrer os om de her mennesker, for vi er også opmærksomme på, at man sætter folk på gaden. Men jeg deler ikke det meget store sortsyn, som hr. Rasmus Prehn giver udtryk for.

Det ryster mig noget at høre Venstres ordfører tale om, at han ikke kan dele et sortsyn, når der er tale om børn, der bliver sat på gaden. Det mener hr. Troels Lund Poulsen ikke giver grund til sortsyn. Det gør det så sandelig for mig. Jeg bryder mig ikke om, at vi i kongeriget Danmark sætter børn på gaden, og det er jeg faktisk rystet over at høre at Venstres ordfører opfatter som et sortsyn.
     Vi tog det her op fra socialdemokratisk side allerede for 2 år siden i 2005, og i mellemtiden er det meget begrænset, hvad Venstres socialminister har foretaget sig på området. Det er minimalt. Man lægger ansvaret ud til kommunerne i stedet for selv at tage ansvar for det her. Jeg synes ikke, man kan være det bekendt. Jeg synes, man skylder en bedre forklaring end den, man giver her.
     Selv om man har sat ind med mindre initiativer og undersøgelser osv., har vi set, at Domstolsstyrelsen senest for en måned siden kunne oplyse nye tal, der viser, at tallene for folk, der bliver sat på gaden, herunder børn, stiger, stiger og stiger. Der skal en helt anden forklaring til.

Ja, men det, der er virkeligheden, er jo netop, at vi har taget en lang række initiativer med baggrund i de tal, som hr. Rasmus Prehn nævner, så hr. Rasmus Prehn omgås jo sandheden meget lemfældigt, når han siger, at regeringen ikke er optaget af det her. Regeringen er bestemt optaget af at sikre, at vi også bekymrer os om dem, der har det svært i det danske samfund; derfor er det simpelt hen ikke en korrekt fremstilling.

1.679 ord tror jeg nok nøjagtig var det, som hr. Troels Lund Poulsen kunne formå at sige i sin første ordførertale, og så tror jeg, at hr. Troels Lund Poulsen senere var inde på, at der er nogle, der mener, at ordføreren fra Venstre ikke er morsom. Dertil vil jeg sige, at jeg synes, at ordføreren fra Venstre er klar til Bakkens Hvile, hvor han kunne optræde med sangen: »Sådan var det ikke i 90'erne«, for når man kigger på, hvad indholdet i talen var, var der 67 ord ud af de 1.600 ord, der handlede om ting, der ikke er sket endnu, enten fordi det er ting, som Socialdemokraterne ikke havde gjort i 1990'erne, eller ting, som regeringen gerne vil bryste sig af. 67 ord om ting, der skal ske i fremtiden. Jeg tror, at de vigtigste handlede om kvalitetsreformen, som det står lysende uklart for befolkningen hvad går ud på. Det var altså det, de 67 ord handlede om. Jeg tror, man må fokusere på de sidste 6 ord, og de var:
Alle gode ideer modtages med kyshånd. Er det ikke en falliterklæring fra Venstres ordfører, at det i dag ikke kunne blive til mere konkret politik end 67 ord?

Jeg vil sige tak for den minutiøse gennemlæsning, som hr. Morten Østergaard har udsat min ordførertale for. Det takker jeg for, men vil blot anmode hr. Morten Østergaard om at gennemlæse den igen, for der er faktisk en lang række forslag, der er også en lang række opremsninger af, hvad den nuværende regering har taget af initiativer.
     Jeg forstår selvfølgelig godt, at det kan være vanskeligt for hr. Morten Østergaard helt at følge med, for Det Radikale Venstre har jo valgt den strategi, der hedder de korslagte armes strategi. Man ønsker slet ikke at få indflydelse, fordi man har parkeret sig selv på sidelinjen, og så skal jeg blive beskyldt for, at når jeg beder Det Radikale Venstre - som jo pr. natur er et parti, der er helt vildt efter at få indflydelse - om at komme med forslag og konstaterende siger, at dem vil vi gerne se på, så er det også et problem.

Men jeg noterer mig, at Det Radikale Venstre ikke synes, de har lyst til at bidrage i det politiske arbejde og søge den politiske indflydelse. Det er selvfølgelig også en holdning at have.

Ja, hvis det er Venstres udtryk for, at gode ideer modtages med kyshånd, kan jeg måske bedre forstå, at det er lidt småt med ideerne. For jeg synes ikke, det er en voldsomt varm modtagelse, som gode ideer får. Men så vil jeg da sige, at jeg har forstået det sådan, at den eneste idé, man hidtil har, er, at hvis alle bare vil arbejde 20 minutter mere om ugen, har vi slet ikke nogen problemer i fremtiden. Det er selvfølgelig en idé.
     Jeg synes måske, man skulle overveje, og det kan man så tage imod med kyshånd eller med en anden hånd, eller hvad man har lyst til: Er det klogt, at man bruger de offentligt ansattes tid på at løbe rundt og tælle håndvaske på sygehusene? Er det klogt, at vi nu laver en optælling af alle pc'er på folkeskolerne? Er det den måde, Venstre mener vi sikrer kvalitet i den offentlige sektor? Eller var det bedre, at man fandt tid til en tillidsreform, hvor man gav magten tilbage til dem, som hr. Troels Lund Poulsen kalder hverdagens eksperter?
     Se, det var en idé, man kunne tage imod med kyshånd, og så ville der måske blive råd til, at man kunne vie lidt flere ord til fremtiden og lidt mindre til fortiden, næste gang hr. Troels Lund Poulsen skal udtrykke sig.

Måske man bare skulle give en forbrugeroplysning til nogle, der måtte være faldet ind i debatten og ser hr. Morten Østergaard holde et lidt længere indlæg med en lang række spørgsmål. Det er jo ikke sådan, at regeringen i dag ikke har givet svar på, hvad det er, den vil. Statsministeren har givet en meget lang redegørelse.
     Nu er det så tilfældigvis sådan, at jeg kommer fra det samme parti som statsministeren, og så er der jo ikke nogen grund til, at jeg skal stå og gentage det samme mange gange. Det kan være nødvendigt, erkender jeg, at gentage det flere gange, fordi der er nogle, der måske ikke ønsker at forstå, hvad der bliver sagt.
     Men der har været en lang række konkrete forslag til og visioner om, hvor vi skal bevæge os hen. Men der er vel ikke noget unaturligt i, at vi, lige før regeringen præstenterer en kvalitetsreform, er lidt optaget af den debat.
     Derfor vil jeg sige helt åbent til hr. Morten Østergaard, at han skal være mere end velkommen til også at sende sine forslag. Han må sågar sende dem til mig personligt, og så vil jeg se på, hvor mange af dem vi kan bruge. Jeg vil ikke udelukke, at der kan være forslag fra hr. Morten Østergaard, der kan være så fornuftige, at de vil nyde fremme, og så vil hr. Morten Østergaard blive orienteret om det, og så vil der være en stor sejr til hr. Morten Østergaard som politiker.

Jeg vil gerne kvittere for regeringens forslag til en demokratikanon, som man kan læse om i dag i bl.a. Berlingske Tidende. Dansk Folkeparti er sådan set enig i regeringens tankegang på det her område, men når nu V og K lægger så meget vægt på demokratiske principper, fristes man til at spørge ind til noget, som egentlig ikke har været diskuteret
i dag. Hvorfor agter regeringen, sådan som jeg forstår det, at fortsætte med en implementering af EU-forfatningen, når den i realiteten er faldet ved to folkeafstemninger i Frankrig og Holland? Jeg forstår, at det er sådan, at alle lande skal være enige om en traktatændring, og i det her tilfælde en forfatning, og det er alle lande jo ikke. Den er jo faldet. Så i forlængelse af de her fornuftige ord om demokratiske principper vil jeg sige: Hvorfor agter regeringen så at fortsætte med en implementering af EU-forfatningen?

Der skylder man vel at tage afsæt i den virkelighed, der er, vil jeg sige til hr. Martin Henriksen. Vi har jo sagt, at vi ikke forholder os til en EU-traktat, før vi kender resultatet af de forhandlinger, som foregår. De forhandlinger kommer jo til at foregå her i løbet af juni måned.
     Jeg synes, det er glædeligt, at EU-samarbejdet er kommet på rette spor igen, efter at vi har set en ny fransk præsident, efter at vi også har hørt nye toner fra Holland. I Venstre er vi meget varme tilhængere af et tæt europæisk samarbejde. Vi mener også, det er nødvendigt, at vi indretter EU til den virkelighed, der er i dag, nemlig at vi har 27 medlemslande.
     Derfor bliver vi selvfølgelig også nødt til at se på, hvorvidt der skal laves en ny traktat eller noget andet, og det er jo det, vi kommer til at diskutere på topmødet i juni måned. Når vi så kender udfaldet af den debat, kommer regeringen selvfølgelig også tilbage til Folketinget, hvad enten det bliver i den ene eller den anden form.

Jamen jeg beder jo netop Venstres ordfører om at forholde sig til virkeligheden og de spilleregler, som jeg forstår at den danske regering sådan set er gået ind på i EU-samarbejdet. Det er det, der er relevant.
     Så bare til det om, at vi har behov for et nyt traktatgrundlag eller forfatningsgrundlag, eller hvad det kan være: Man hører jo tit, at EU-samarbejdet er sat i stå, det kan ikke gå hurtigt nok. Men sidste år, så vidt jeg erindrer, fremsatte Europa-Kommissionen i retning af 400 forslag, så EU-samarbejdet kører jo på skinner derudad, og nogle af os mener sådan set, at det går en tand for hurtigt.
     Men igen. I forlængelse af de her demokratiske principper kunne man så ikke forestille sig, at Venstre nu her ved Folketingets afslutningsdebat sagde, at man gerne vil have en folkeafstemning om den minitraktat, miniforfatning, der kommer. For det er trods alt klart, at det er regeringens holdning, at der skal være flere flertalsbeslutninger, og det vil sige, at Danmark kan blive stemt ned på flere områder. Så vi afgiver i realiteten suverænitet, fordi vi går fra områder, hvor vi har vetoret, til at vi kan blive stemt ned. Så var det ikke noget med en folkeafstemning om den kommende traktat, eller hvad det bliver?

Nu synes jeg måske, man skulle tage afsæt i virkeligheden. Det giver jo ingen mening at diskutere en folkeafstemning eller ej, før vi kender resultatet af de forhandlinger, der kommer til at være i juni måned, og derfor vil jeg sige, at før vi kender det resultat, giver det jo ikke mening, at jeg skal stå og forholde mig til det.
     Jeg vil hverken komme med forudsigelser eller andre ting, for jeg synes, det bedste er, inden man træffer en politisk beslutning, at man så faktisk kender virkeligheden. Min lære af politik er, at det er nemmest at komme med politiske forslag, når man tager afsæt i virkeligheden frem for at tage afsæt i hypotetiske situationer, og det tror jeg sådan set også hr. Martin Henriksen er enig i, for han er jo en ganske fornuftig politiker. Så jeg tror også, han deler det fornuftige udgangspunkt, at når man ved, hvordan situationen er, så tager man en politisk beslutning.
     Men at tage en politisk beslutning, før vi ved, hvordan virkeligheden ser ud, er forkert.

Det vil jeg da godt lige følge op på, for en ny traktat med nye regler for, hvordan der skal stemmes i unionen, kommer der ikke uden en folkeafstemning. Det kan vi vel være sikre på.
     Og så til mit egentlige spørgsmål: Nu har vi haft meget diskussion om velfærd i dag, og hver eneste gang har regeringens svar været: Jamen der gives flere milliarder til velfærd i dag end tidligere. Ergo er velfærden blevet bedre. Men når nu vi alligevel ser en masse brugere, en masse ansatte i den offentlige sektor demonstrere og protestere over nedskæringer og forringelser, hvad er regeringens holdning så til de mennesker? Er det stadig væk socialistiske ballademagere, eller er det folk, der har en god og reel grund til at protestere?

Lad os starte uden for Danmark. Lad os starte med EU-spørgsmålet. Altså, jeg må sige det samme til hr. Frank Aaen, som jeg lige netop har svaret hr. Martin Henriksen, nemlig at jeg synes, det er meget fornuftigt at tage stilling til, hvad der måtte ske på Det Europæiske Råd, når vi kender resultatet af forhandlingerne.
     Jeg er klar over, at hr. Frank Aaen er en meget visionær politiker, der kan se ind i fremtiden og måske også nogle gange ser rigtigt ind i fremtiden. Men jeg må så bare bekende, at mine evner er meget mere begrænsede end hr. Frank Aaens, og jeg kan ikke forudsige, hvad der kommer til at ske på Det Europæiske Råds møde i juni måned. Derfor har jeg det bare sådan, at jeg først forholder mig til, hvad resultatet er, når man kender det.
     Så til spørgsmålet om, at hr. Frank Aaen jo anerkender, at der er blevet brugt flere penge på offentlig velfærd. Tak for det, vil jeg sige til hr. Frank Aaen. Det er så første gang, jeg har konstateret, at Enhedslisten mener, der er blevet brugt flere penge på velfærd, men det er nu engang sådan, at skal man lave en offensiv investering, skal man også bruge penge.
     Det har vi også valgt at gøre, men derudover betyder det selvfølgelig ikke, at der ikke kan være ting, der kan forandres, der kan gøres bedre. Derfor lytter vi også meget til, hvad de forskellige brugerorganisationer siger, hvad de faglige organisationer siger. Der er nogle ting, som helt sikkert skal forandres. Der er andre ting, som måske ikke bliver forandret, men vi har dialogen.
     Det er, fordi vi faktisk er interesseret i at lytte til de mennesker, som er ude i virkeligheden. Dem bekymrer vi os om.

Så er det der hovne udtryk socialistiske ballademagere altså droppet. Det er jeg tilfreds med. Så mangler vi bare, at regeringen gør noget, for protesterne er der jo stadig væk. Vi behøver bare at lytte til, hvad der foregår.
     Men lad mig så vende tilbage til EU-spørgsmålet. Det var jo ikke hypotetisk. Det var ikke noget med at kigge i en krystalkugle. Det var noget med at lytte til, hvad statsministeren sagde, nemlig at der nok kom en traktat og der nok kom nogle ændrede stemmeregler. Så er det bare, jeg siger det helt enkle, at når vi ved fra statsministeren, at det er det, der kommer, så får vi vel mulighed for at debattere det i offentligheden på en måde, der er så gennemgribende, som tilfældet er ved en folkeafstemning, i stedet for det bare bliver kørt igennem med et lyntog her i Folketinget.
     Det må man da kunne tage stilling til. Hvis der kommer en ny traktat med nye stemmeregler, får vi så en folkelig debat, der afsluttes med en afstemning - ja eller nej?

Nu var jeg jo tilfældigvis også i Folketingssalen, da statsministeren holdt sin tale, og jeg må erkende, at hvis man lyttede efter den tale, fremgik det, at statsministeren jo ikke sagde noget om, hvordan resultatet blev på Det Europæiske Råd i juni måned.
     Det synes jeg er lidt værd at bemærke, for statsministeren sagde sådan set meget rigtigt, hvad virkeligheden var, men han sagde jo ikke, hvad udfaldet så måtte blive, og det er blot der, jeg tillader mig at sige til hr. Frank Aaen, at jeg ikke er særlig god til at kigge ind i fremtiden.
     Jeg anerkender, at hr. Frank Aaen er meget stærk på det område, og at man måske også kunne vælge at søge inspiration hos hr. Frank Aaen vedrørende visse dele af fremtidsudsigterne.

Men når det er sagt, vælger jeg trods alt at tage min beslutning om, hvad der skal ske, når jeg kender det reelle bidrag fra Det Europæiske Råd. Alt andet synes jeg ikke er seriøst.

Jeg siger tak til ordføreren. Næste ordfører bliver fru Helle Thorning-Schmidt.

Det er jo en meget interessant debat, vi har haft i dag, og jeg er da meget, meget glad for, at hr. Morten Østergaard har talt lidt på, hvad Venstres ordfører har sagt, og jeg håber også, man kan lave en lignende optælling på statsministeren, for der er jo brugt utrolig meget tid på at tale om 1990'erne og utrolig meget tid på at tale om Socialdemokraterne.
     Jeg ved næsten ikke, om jeg skal grine eller græde. Jeg tror nu, jeg vil grine, for det er da egentlig en ære, at statsministeren bruger så lang tid på at debattere med Socialdemokraterne. Så det er da egentlig meget godt.
     Der er nu nogle ting, som er ganske slående ved det, der er sagt i dag, og det er måske mest de ting, der ikke er blevet talt om. Det, der er slående, er jo som sagt, at statsministeren bruger al sin tid på at skue bagud, ikke fremad. Det, statsministeren er frygtelig god til, er at prale af fortiden, og så er han selvfølgelig også god til - det har han nemlig ganske stor øvelse i - at skælde ud på Socialdemokraterne.
     Det vil så også sige, at når vi taler om fremtidens udfordringer, f.eks. Irak eller miljø- og energiudfordringen, glider statsministeren fuldstændig af. Jeg kunne ikke få et præcist svar, jeg kunne faktisk slet ikke få noget svar på nogen af de spørgsmål, jeg havde stillet. Så der afviser man at lytte.
     Så er der jo et særligt speciale, som statsministeren er så glad for, og det er at præsentere skræmmebilleder af, hvad Socialdemokraterne ønsker. Jeg må bare sige en ting ganske, ganske tydeligt: Vi ønsker ikke at rulle de tidligere skattelettelser tilbage. Vi konstaterer, at man har givet skattelettelser, vi konstaterer, at de penge kunne have været brugt på velfærdsforbedringer, men vi konstaterer også, at sket er sket. VKO-blokken har valgt, at det skulle være sådan. Pengene kunne have været brugt på velfærd, og vi siger også, at det måske er en af grundene til, at velfærden halter
i dag. Det andet, vi kan konstatere, er, at det er utrolig småt med nye initiativer, og der er vel kun ét forslag i det, som statsministeren er kommet med. Det er den her demokratikanon, altså flere eksperter, som skal sidde og udtale sig om, hvad vi alle sammen skal mene om demokrati. Jeg er spændt på at se deltagerskaren i den her demokratikanon, og jeg håber da også, og det håber jeg også statsministeren måske kan bekræfte, at der kommer nogle fra arbejderbevægelsen med til at beskrive, hvad demokrati er - nogle af dem, som også har været med til at præge vores velfærdssamfund. Så alt det her udstiller regeringens passivitet. Det samme kan man sige på arbejdsmarkedsområdet. Jeg anerkender, at der er kommet flere mennesker i arbejde i denne regerings tid, men det skulle da også bare mangle i en tid, hvor vi har højkonjuktur, at man ikke magter at sætte flere i arbejde. Det, der er spørgsmålet nu, er: Har regeringen givet op? Har man givet op over for at få flere mennesker i arbejde? Det synes jeg da er relevant at vi sætter fokus på, og jeg skal da gerne komme med gode ideer til, hvordan vi kan få flere ud på arbejdsmarkedet. Så har vi Irak. Statsministeren har ikke ønsket at svare på spørgsmål om Irak. Men min opfordring skal være, og statsministeren har jo en chance igen: Erkend dog realiteterne i Irak, erkend, at der er borgerkrig nede i Irak. Lad os stille hinanden spørgsmålet: Hvad kan vi lære af situationen i Irak? Og jeg synes da, det er interessant at spørge regeringen: Fortryder man overhovedet noget i Irak? Det kan godt være, at der er nogen, der synes, de ikke har fået noget ud af debatten, men jeg har fået noget ud af debatten. Jeg har fået det ud af den, at regeringen og statsministeren er lodret imod kvalitetsrettigheder. Det vil sige, at noget af det, vi har foreslået om, at vi skal give et måltid mad til de små børn i daginstitutionerne, er regeringen imod, og man mener, det vil skabe mere administration. Jeg forstår det overhovedet ikke. Det andet, man er imod, er f.eks., at vi skal sikre, at mennesker, der er alvorligt syge, ikke kommer til at ligge på gangene på vores hospitaler, at patienterne nærmest skal have en garanti for, at de ikke kommer til at ligge på hospitalernes gange. Det er en velfærdsrettighed, regeringen er imod. Så har vi også fået noget helt på det rene. Vi har fået det på det rene, at hvis der er et råderum i dansk økonomi, skal i hvert fald noget af det bruges på skattelettelser. Det noget kunne måske i stedet for bruges på velfærd. Så der er forskel i dansk politik.

     Så har vi kommentarerne til velfærd, og der må vi jo bare konstatere, at regeringen har sendt tingene i udvalg, flere udvalg, med flere tænkepauser og meget lidt konkret handling. Til det må vi sige, at der jo er problemer udeomkring i kommunerne. På tværs af partiskel ytres der enorme bekymringer for, hvad der sker i kommunerne.
     Jeg har mange gange givet det her citat fra Folketingets talerstol, og så vil jeg bare spørge statsministeren: Hvad mener statsministeren om det citat fra Fabrin, hvor han siger, at regeringen har lanceret en økonomisk politik med lav vækst, og at den så skal lade være med at foregøgle befolkningen, at man kan få et serviceniveau ud af ingenting?
     Det citat står i lodret modsætning til, hvad både statsministeren og Venstres ordfører har stået her på talerstolen og sagt i dag.
     Det, som vi til gengæld har hørt Venstres ordfører gentage mange, mange gange, og også statsministeren for den sags skyld, er det der mantra om, at man har givet 35 mia. kr. ekstra. Det kan jo ikke skjule virkeligheden. Det kan ikke skjule, at det er et mindre beløb, end der blev givet i den foregående periode, og det kan selvfølgelig heller ikke skjule de skavanker, der er i den offentlige sektor.
     Hvad er der galt? Er det, at borgerne lider af falsk bevidsthed og er socialistiske ballademagere, eller at de 35 mia. kr. simpelt hen ikke er tilstrækkeligt til at sikre et ordentligt serviceniveau?
     Det, som kommunerne beder om nu, er jo ikke, at de skal have guldbelagte vandhaner eller silkelagner til de gamle. Nej, det, kommuner diskuterer, er ikke engang små serviceforbedringer. Det, de klager over, er, at de må kæmpe for at undgå nye forringelser i kommunernes økonomi. Det er det, debatten handler om. Og jeg bliver nødt til at spørge igen, om det slet ikke gør indtryk på statsministeren. Er det os alle sammen, der har misforstået noget, eller har statsministeren ret?
     Så har vi hele energi- og klimadebatten. Det vil statsministeren slet ikke diskutere. Jeg stillede ham flere spørgsmål om det, men vi må igen konstatere, at der ingen sammenhæng er mellem ord og handling. Det faktiske energiforbrug er steget i det sidste år. Danmarks faktiske CO₂-udslip er steget, og det er første gang i 17 år, at CO₂-udslippet er steget. Det er da værd, at vi bemærker det. Det mest konkrete, kan man sige, i regeringens energiudspil, som statsministeren jo også står og er så glad for, er, at vi nu må bruge mere kulkraft.
     Så har vi diskussionen om integration. Det kan godt være, at statsministeren synes, man har gjort utrolig meget på det her område. Men er man virkelig tryg? Er man virkelig tryg ved det spor, som integrationen kører på i Danmark lige nu? Er man ikke det mindste bekymret for, at vi stadig har ghettoisering i Danmark? Er man ikke det mindste bekymret for, at unge med anden etnisk baggrund, unge tosprogede, forlader folkeskolen uden de fornødne redskaber til at få job senere i livet, uden at kunne færdiggøre en uddannelse, og at vi har danskere med indvandrerbaggrund, der i hobetal falder fra på de danske erhvervsskoler? Er tingene så lyserøde, som de bliver fremstillet her fra Folketingets talerstol af statsministeren? Nej, det er de ikke.
     Det er jo sådan set også det, som udtrykkes her. Statsministeren har meget, meget få bud på, hvad man selv vil gøre inden for vigtige emner - energi, Irak og alle de her spørgsmål - så han bruger al sin taletid til at kritisere Socialdemokraterne.
     Til sidst skal jeg sige lidt om demokrati. Jeg synes jo, det, som regeringen har lagt op til, er meget hult. Jeg kan ikke lade være med i dag at citere hr. Christian Mejdahl, som siger, at han gerne vil være fair og retfærdig over for oppositionen, og jeg citerer:
     Så er man nødt til at sige, at det meste politik foregår
i de 20 pct., hvor man ikke samarbejder bredt hen over midten. Sådan er det, og der står prøven om, om regeringen lytter nok til oppositionen. Så det, vi kan konstatere i dag, er, at der er meget få bud fra regeringen på, hvad man gerne vil, at man bruger masser af tid på at kritisere Socialdemokraterne, at man ikke anerkender den virkelighed, som danskerne står i. Det er i det hele taget ikke særlig kønt at se på.

Tak til ordføreren. Der er en lang række spørgsmål.

Det tænkte jeg nok.

Jeg skal lige først læse op, hvem jeg har noteret til at stille spørgsmål. Og hvis nu man stiller nogle korte, præcise spørgsmål, har vi en god mulighed for at nå rækken igennem. Jeg læser lige navnene op:
     Hr. Christian Wedell-Neergaard, hr. Søren Espersen, fru Inger Beinov Støjberg, fru Colette Brix, hr. Lars Barfoed, fru Ellen Trane Nørby, hr. Helge Adam Møller, hr. Jacob Jensen, hr. Kim Andersen, hr. Martin Henriksen og hr. Ulrik Kragh. Det er dem, jeg har noteret her, men der er 25 minutter til rådighed, og så ser vi hvor langt vi når. Vi tager hr. Christian Wedell-Neergaard som den første spørger.

Fru Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet foreslår minimumsstandarder. Man vil altså uddele en række rettigheder til borgerne, som borgerne så kan kræve at få, hvad angår den offentlige sektor. Sådan nogle forslag vil jo virke stærkt udgiftsdrivende. Det er minimumsstandarder, som er fastlagt centralt, og som er en form for diktat til kommunerne, og dermed vil det fratage de lokale ansvaret for at tilrettelægge serviceydelserne, og i stedet vil det i højere grad være serviceydelser, som tilrettelægges af Folketinget.
I dag skriver Erik Fabrin i avisen, at skal fru Hansen mærke mere kvalitet, skal det skabes lokalt og ikke igennem centralt fastsatte regler. Hvad mener fru Helle Thorning-Schmidt om det?

Det, vi har set i de sidste mange år med VKO-flertallet, er jo, at man har lovet og lovet en bedre service, men når det kom til at betale regningen, så har man vendt sig væk og sagt, at det var kommunernes ansvar, med det resultat - og nu skal jeg nok lade være med at citere igen - at formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Fabrin, siger, at det må holde op, at man bliver ved med at love, når man samtidig har en meget stram udgiftspolitik. Det er ganske klart, at det er den måde, man har kørt kommunerne på.
     Vi vil gerne ændre på det system. Vi vil gerne sige klart og tydeligt til borgerne, at nu har de nogle rettigheder. Nu skal de være sikre på, at de ikke f.eks. skal ligge på gangen på et hospital, hvis de bliver alvorligt syge. Vi vil gerne give ret til, at man kan få en enestue, hvis man er døende. Og det, der er spørgsmålet her, er jo, at det drejer sig om klare valg. Hvad er det for et velfærdssamfund, vi ønsker? Vi har foretaget et valg, og vi har samtidig også foretaget det valg, at hvis vi fra Christiansborg giver borgerne nogle klare rettigheder, så skal der naturligvis også følge midler med, så de rettigheder kan blive opfyldt.

Dermed fratager man jo lokale ansvaret for at tilrettelægge serviceydelsen i skillelinjen mellem borgeren på den ene side og den offentlige sektor på den anden side, og man skaber et stærkt udgiftsdrivende system, som er medvirkende til, at de offentlige udgifter stiger. Har Socialdemokratiet og fru Helle Thorning-Schmidt overhovedet nogen anelse om, hvad det her kommer til at koste?

Nu er det jo ikke første gang, at man giver rettigheder til borgerne. Vi har jo også minimumstimetal i skolen, og vi har behandlingsgarantier, så det er ikke første gang, at borgerne får nogle rettigheder. Jeg ved godt, at der er meget, De Konservative ikke forstår om velfærdssamfundet, men man kan vel nærmest sige om velfærdssamfundet, at det er rettighed på rettighed på rettighed, hvor borgerne får nogle klart definerede ting, de kan regne med, når de møder velfærdssamfundet.
     Der er vi forskellige. Socialdemokraterne mener sådan set, at vi skal give borgerne flere rettigheder og ikke færre rettigheder. Jeg tror også, hvis man spørger brugerorganisationerne eller nogle af de faglige organisationer, bl.a. FOA, at de vil synes, at det her er en rigtig god idé.

Jeg har også et spørgsmål, der drejer sig om fremtiden, og den synes jeg også vi skal se lidt ud i.
     Der har været talt meget om hr. Villy Søvndals ministerdrømme og hans mulighed for at køre i bil efter valget, og her har vi måske kvinden, der kan opfylde hr. Villy Søvndals hede drømme. Er der en reel mulighed for det under en socialdemokratisk ledet regering? Vi har også lige talt om skræmmebilleder. Jeg synes, det er rart at få det helt på det rene. Er der en mulighed for, at hr. Villy Søvndal kan komme til at køre i en ministerbil i en socialdemokratisk ledet regering?

Socialdemokraterne ønsker faktisk at stå i spidsen for en regering, som bygger på S og R. Men det er også lige så klart, at jeg er imponeret over den udvikling, som SF har været igennem bl.a. i Europaspørgsmålet, hvor man har taget nogle ganske vanskelige diskussioner. Derfor er der intet principielt til hinder for, at Socialistisk Folkeparti kunne indtræde i en socialdemokratisk ledet regering.

Det synes jeg også er nyt. Altså, man har hidtil, så vidt jeg har forstået, satset på en SR-regering. Det, der nu kommer fra Socialdemokratiets leder, er altså, at det, som man lægger op til ved næste valg, er at danne en S-SF-R-regering. Er det korrekt forstået?

Jeg er ikke sikker på, at hr. Søren Espersen har hørt efter. Jeg sagde, at vi går efter at danne en SR-regering, men der er ikke noget principielt, der hindrer, at Socialistisk Folkeparti kan indtræde i en regering. Og jeg kunne stille det samme spørgsmål, måske ikke lige til hr. Søren Espersen, men til V og K: Er der noget principielt, der hindrer, at Dansk Folkeparti kan indtræde i en regering med V og K?

Jeg kan jo konstatere, at Socialdemokraterne med fru Helle Thorning-Schmidt i spidsen heller ikke i dag på trods af en meget, meget lang taletid har formået at fortælle, hvad Socialdemokratiet egentlig vil med fremtiden.
     Men Socialdemokraternes forslag til finansloven i år 2007 hang simpelt hen på ingen måder sammen, og nu kan jeg så forstå, at fru Helle Thorning-Schmidt mener, at man sagtens kan løfte forbruget med yderligere 4 mia. kr. om året - igen uden at vise en eneste finansieringskilde. Hvem er det, der skal betale? vil jeg spørge fru Helle Thorning-Schmidt.

Jeg synes, at det spørgsmål er besynderligt, når jeg nu har stået heroppe med min tale - jeg skal også gerne give fru Inger Støjberg min tale. Jeg vil gerne opremse noget af det, som vi brænder for at komme i gang med.
     Vi brænder for at komme i gang med at skabe et Danmark, som bygger på vedvarende energi, et Danmark, som igen sætter miljø på dagsordenen. Vi brænder for at komme i gang med at skabe et Danmark, som går op imod stigende ulighed, og som ikke fastholder den ulighed, der er i dag, eller gør den værre. Vi brænder for at investere i vores velfærdssamfund, investere i vores børn, så de kan lære at læse, også den halvdel af de børn med udenlandsk baggrund, som ikke lærer at læse. Vi brænder efter, at man skal have mindre frafald på vores erhvervsskoler. Vi brænder efter at investere i vores infrastruktur. Vi brænder efter at komme i gang med at udbygge velfærdssamfundet, og vi var sådan set meget godt i gang i 1990'erne. Regeringen har ladet stå til i 5½ år. Vi brænder for at bringe velfærdssamfundet tilbage på sporet.
     Det er meget muligt, at Venstre ikke synes, at det er et projekt at give flere rettigheder til borgerne, når det handler om velfærd. Det er meget muligt, at Venstre ikke synes, at det er et projekt at sætte miljø på dagsordenen. Det synes vi.

Nu er jeg godt klar over, at fru Helle Thorning-Schmidt ikke er den hyppigste gæst på Folketingets talerstol, men jeg vil godt lige repetere reglerne. Jeg stiller spørgsmålene, og fru Helle Thorning-Schmidt svarer. Og det gik vi så glip af nu.
     Nu fik vi så svar på, hvad Socialdemokraterne brænder for. Allermest virker det jo, som om Socialdemokraterne brænder penge af uden at ville fortælle, hvordan noget skal finansieres. Sidste års finanslov hang på ingen måder sammen, og den eneste måde, man fik den til at hænge bare en smule sammen på var ved at lave lavere gældsnedbringelse og ellers hive nogle penge ud af de statslige selskaber.
     Hvem er det, der skal betale for alt det, Socialdemokraterne tilsyneladende brænder for? Hvor skal pengene findes?

Jeg er glad for, at fru Inger Støjberg nu har konstateret, at Socialdemokraterne har et projekt, at vi har nogle ting, vi gerne vil i gang med, og at der er forskel på det, som Socialdemokraterne vil, og det, Venstre vil.
     Venstre har også sagt i dag, at hvis der er et råderum i dansk økonomi, skal noget af det, som statsministeren sagde, bruges på skattelettelser. Jeg vil nu anbefale, at man lader være med at bruge de penge, som man vil bruge på skattelettelser i fremtiden, på det, men at man i stedet investerer dem i vores fælles velfærd. Det er en forskel, og det er dér, pengene skal komme fra.

Jeg vil gerne vende mig til det udenrigspolitiske, for fru Helle Thorning-Schmidt har jo selv bragt de udenrigspolitiske temaer op og er, forstår jeg, glad for, at vi har tilvejebragt en bred enighed igen om Irak og Afghanistan.
     Så vil jeg gerne spørge, om det er med fru Helle Thorning-Schmidts billigelse, at Socialdemokratiet i går og også her til morgen ved stemmeafgivningen i forbindelse med debatten om Israel og Palæstina har brudt den mangeårige enighed, der har været om forhandlingslinjen over for Israel og Palæstina, ved at Socialdemokratiet her i Folketingssalen
i går bl.a. sammen med SF fremsatte et forslag til vedtagelse, der betyder en ensidig kritik af Israel, men ikke rummer ét kritisk ord om de palæstinensiske overgreb på Israel. Er det noget, som fru Helle Thorning-Schmidt har billiget? Har hun også billiget, at Socialdemokratiet så ikke stemte for det forslag til vedtagelse, som regeringspartierne havde fremsat sammen med Dansk Folkeparti, et forslag, der betyder en fortsættelse af forhandlingslinjen om en tostatsløsning?

Jeg er helt uenig i, at det forslag til vedtagelse, vi sagde ja til i går, ikke betyder en fortsættelse af den forhandlingslinje, vi har haft hidtil. Vi går stadig ind for en tostatsløsning. Vi kan se problemer på begge sider, både på Palæstinas og Israels side, så naturligvis er jeg enig i det forslag til vedtagelse, som min egen gruppe stemte for i går.

Må jeg så spørge fru Helle Thorning-Schmidt: Hvorfor fremlægger Socialdemokratiet et forslag, som betyder en ensidig - en ensidig - fordømmelse af Israel, men ikke ét kritisk ord om de palæstinensiske raketangreb, de palæstinensiske terrorangreb på israelsk territorium? Hvorfor er der ikke ét kritisk ord om det i forslaget til vedtagelse fra Socialdemokratiet?

Hr. Lars Barfoed ved jo udmærket godt, at vi har arbejdet for en tostatsløsning i ganske mange år. Vi er også enige i det, som udenrigsministeren tidligere har arbejdet for, nemlig at man skal tale med begge parter, at man skal sikre, at der sluttes fred. Og vi ved også godt, at den sidste terrorist ikke skal have lov til at bestemme forhandlingsklimaet i Mellemøsten.
     Derfor står jeg fuldstændig bag det forslag til vedtagelse, vi har fremsat i går. Det er en fortsættelse af den linje, vi hele tiden har haft.

Jeg noterede mig, at fru Helle Thorning-Schmidt i sin første runde under sin tale hæftede sig særligt ved en artikel i dagens udgave af Børsen, hvoraf der fremgår, at 43.000 flere er kommet på overførselsindkomst blandt personer uden for den erhvervsaktive alder siden år 2000. Og det mente fru Helle Thorning-Schmidt var et stort problem. Men jeg vil sige til fru Helle Thorning-Schmidt, at det tal jo indeholder, at der er kommet flere pensionister, at der er flere personer, der nu tager orlov, og at der er flere unge mennesker, som er begyndt at tage en SU-berettiget uddannelse.
     Er det et problem for fru Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiet, at der er det? Og betyder det - det må vi jo konstatere som konsekvens - at Socialdemokraterne åbenbart er klar til at hæve pensionsalderen og ikke længere give mulighed for, at danskerne kan tage orlov, herunder barselorlov, eller for, at unge mennesker kan komme på en uddannelse, hvor der følger SU med?

Som jeg også sagde til statsministeren før, er tallene korrekte. Jeg synes, at man skal tage diskussionen med Dansk Arbejdsgiverforening. Det er dem, der har anklaget regeringen for at være dumpet, når det handler om at få flere på arbejdsmarkedet. Og jeg er godt klar over, at regeringen og statsministeren elsker at gemme sig bag nogle tal frem for at konstatere og tale om de problemer, der i virkeligheden er.
     Det kan jo ikke være rigtigt, at man er tilfreds med den arbejdsmarkedsindsats, vi har i Danmark. Der er en voldsom mangel på arbejdskraft, og der er stadig alt for mange mennesker, der er på overførselsindkomster. Jeg må konstatere, at når Venstre og regeringen er så optaget af den her diskussion, så må det åbenbart være, fordi de er fuldstændig tilfredse med, hvor mange mennesker vi har på arbejdsmarkedet, og de ikke ser noget problem i, at der er mange mennesker på overførselsindkomster i Danmark.

Jo, men det var jo ikke os, der startede, det var jo fru Helle Thorning-Schmidt, der startede med at nævne det her tal. Derfor syntes jeg bare, at det var interessant ligesom at få afdækket, hvad begrundelsen var for, at det tilsyneladende var et stort problem for Socialdemokratiet.
     Jeg vil godt spørge i den forbindelse, om ikke fru Helle Thorning-Schmidt anerkender, at der er kommet et stort og markant fald i antallet af personer i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst; samlet set er det et fald på
99.000 mennesker siden 2001, bl.a. 39.000 færre på dagpenge og 30.000 færre på kontanthjælp. Men i det tal er der vel at mærke ca. 20.000 personer flere på barsel eller orlov i det hele taget. Det er da en positiv udvikling, som jeg går ud fra at fru Helle Thorning-Schmidt også anerkender som værende en succes for den arbejdsmarkedspolitik, som denne regering har ført.

Jeg anerkender fuldstændig, at der er kommet flere mennesker
i arbejde. Men jeg må så også sige: Det manglede bare andet, når der er højkonjunktur. Det, jeg mener man har behov for, er at gå endnu hårdere til værks, have endnu flere ideer til, hvordan man kan skaffe arbejdskraft. Statsministeren siger altid: Vi kan ikke få mere udvikling i den offentlige sektor, for vi har ikke hænderne til det. Jamen hvis han må give op over for at få flere mennesker i arbejde, så giv dog op, så vil vi andre gerne tage over. Jeg har nogle gode forslag for nogle af de offentligt ansatte, der er på deltid, og som ønsker at komme på fuld tid. Lad dem dog komme på fuld tid. Der er måske 20.000 af dem. Sørg for, at integrationen af mennesker med anden etnisk baggrund kommer til at lykkes. Sikr, at de unge får den nødvendige uddannelse i folkeskolen. Lad os gå op imod tendensen til, at flere går på førtidspension. Lad os sikre en reduktion af sygefraværet. Lad os sikre, at aktiveringsindsatsen over for de ledige bliver fremrykket. Vi har et væld af ideer til, hvordan man skal få flere mennesker i sving og til at arbejde for velfærdssamfundet. Det lyder på mig, som om statsministeren har givet fuldstændig op.

Det er jo interessant at høre, at Socialdemokraterne har så mange ideer til, hvordan vi får flere ud på arbejdsmarkedet, når man samtidig kan konstatere, at Socialdemokraterne jo ikke ville være med til integrationsaftalen, der netop skulle sikre, at en stor gruppe kunne komme ud på arbejdsmarkedet.
     Jeg kan så også forstå, at fru Helle Thorning-Schmidt vil have, at der kommer færre på førtidspension. Altså, jeg må sige, at det virker jo, som om at Socialdemokraterne ikke rigtig ved, hvor det er, de er på vej hen.
     Jeg vil også gerne følge op på det, hr. Jacob Jensen spurgte om: Synes Socialdemokraterne, at det er et problem, at der er kommet flere på folkepension, og at der er kommet flere studerende? For jeg kan forstå, det er et problem, der er folk, der er på førtidspension. Så kan vi dermed konstatere, at Socialdemokraterne synes, at det er problematisk, at vi har studerende, førtidspensionister og folkepensionister i det her land.

Nej, det kan fru Ellen Trane Nørby ikke konstatere. Vi synes, at det er godt, at der er kommet flere studerende, men vi synes ikke, at det er så godt, at der er kommet flere på førtidspension, og det havde jeg egentlig heller ikke opfattelsen af at hverken Venstre eller De Konservative syntes var godt - at mennesker kom på førtidspension.

Nu bliver jeg forvirret, for hvis vi kigger på, hvor mange der var på førtidspension i 2001, så var det 259.380 personer. Hvis vi så kigger på, hvad der skønnes i år, så er det 244.356 personer. Altså, bare lige min hurtige matematiske regning siger, at det er et fald på 15.000 personer. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvor Socialdemokraternes formand vil hen med den tanke om, at der er kommet flere på førtidspension under den her regering.
     Jeg vil også gerne spørge konkret: Hvordan kan det være, at fru Helle Thorning-Schmidt kan stå på talerstolen og sige, at Socialdemokraterne vil så meget, når de ikke har villet være med til integrationsaftalen, når de ikke har villet være med til at slække på østaftalen og nogle af de andre initiativer, der netop skulle til her i en højkonjunkturtid for at skabe mere arbejdskraft på det danske arbejdsmarked?

Regeringen har ikke levet op til de forudsætninger, der lå for førtidspensionsreformen, den har simpelt hen ikke levet op til de målsætninger, den havde for førtidspensionsreformen.
     Hvad angår det sidste om integrationsaftalen, vil jeg sige, at der ikke er nogen tvivl om, at Socialdemokraterne er dybt optaget af at få flere mennesker på arbejdsmarkedet, også dem med anden etnisk baggrund. Derfor var vi med et langt stykke af vejen i integrationsaftalen. Men vi er lige så optaget af - og det kan jeg forstå at hverken Venstre eller De Konservative er - at det ikke nytter at blive ved med at piske mennesker, der rent faktisk ikke kan flytte sig fra den pisk. Og det er jo også det, vi opdager nu med 300-timers-reglen; vi opdager, at mennesker ikke kan komme i sving, at de ikke har ressourcerne til at komme i sving.
     Så jeg er bange for, at også på det område må Venstre og De Konservative indse, at Socialdemokraterne havde ret. Det var for hårdt, og det var for meget for mennesker, som rent faktisk ikke havde nogen som helst mulighed for at komme ud på arbejdsmarkedet.

Den næste spørger er hr. Per Ørum Jørgensen.

Jeg vil gerne kvittere fru Helle Thorning-Schmidt for, at der er den store interesse i Socialdemokratiet for energi- og miljøpolitikken. Sådan har vi det også i regeringen, som netop har fremlagt en meget ambitiøs plan.
     Netop i forbindelse med spørgsmålet om CO₂-udslippet må jeg sige, at der kom en melding fra fru Helle Thorning-Schmidt, som jeg gerne vil sætte et spørgsmålstegn ved. Fru Helle Thorning-Schmidt siger meget klart, at det er første gang i 17 år, CO₂-udslippet er steget, men jeg står faktisk med tallene fra Energistyrelsen, der viser, at der var en markant stigning i 1997, da fru Helle Thorning-Schmidts partikollega, hr. Svend Auken, var miljøminister, og at der var en lille stigning i 2000.
     Der er mange faktorer, der spiller ind på CO₂-udslippet og energiforbruget, og det går lidt op og ned. Vil fru Helle Thorning-Schmidt trække den bemærkning om, at det er første gang i 17 år, at CO₂-udslippet er steget, tilbage?

Nej, det vil jeg ikke. Jeg tror, at man skal korrigere for eksporten, og så tror jeg faktisk, at jeg ender med at have ret.

Problemet er jo, at fru Helle Thorning-Schmidt ikke korrigerer for eksporten. Fru Helle Thorning-Schmidt stillede et meget klart spørgsmål til statsministeren og sagde, at CO₂-udslippet var steget med 16 pct. Det er jo et tal, hvor der ikke er korrigeret. Og så går fru Helle Thorning-Schmidt op og siger, at det er første gang i 17 år, CO₂-udslippet er steget. Det hænger jo ganske enkelt ikke sammen.

CO₂-udslippet er steget. Og hvis man spørger mig, om det er et ambitiøst energiudspil, man er kommet med, må svaret være:
Nej.
     Det mest konkrete i regeringens energiudspil er et forslag om mere kulkraft. Ved Skærbækværket og ved Avedøre 2-værket er det ikke i dag tilladt at fyre med kul. Ifølge regeringens energiudspil agter man at gøre det tilladt at fyre med kul, så jeg er bange for, at ordføreren ikke har ret, når han siger, at der er tale om en ambitiøs energipolitik.

Næste taler er hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg har et meget enkelt spørgsmål. Det er et af de der slags spørgsmål, der kan besvares med et ja eller et nej, og det må være befriende for en ordfører at få sådan et spørgsmål.

Det er affødt af, at fru Helle Thorning-Schmidt i sit første ordførerindlæg klandrede regeringen og dermed også Dansk Folkeparti for, at der er blevet bevilget for få penge til den offentlige sektor gennem de seneste år.

     Svaret fra statsministeren på det angreb fra fru Helle Thorning-Schmidt var at henvise til 2010-planen, altså den plan, som SR-regeringen offentliggjorde, og hvori Socialdemokratiet bl.a. beskrev, hvor mange ekstra penge man ville have råd til at give til den offentlige sektor, altså hvor meget væksten i den offentlige sektor måtte være.
     Jeg synes egentlig, at den diskussion, der var mellem fru Helle Thorning-Schmidt og statsministeren, afføder et meget enkelt spørgsmål: Er fru Helle Thorning-Schmidt enig i, at hvis man havde fulgt den plan, som SR-regeringen fremlagde som SR-regering, ville vi i dag have brugt færre penge på offentligt forbrug, offentlig velfærd end det, vi rent faktisk har brugt?

Både statsministeren og ordføreren fra Dansk Folkeparti glemmer, at der i 2010-planen var en ganske stor buffer på i omegnen af, tror jeg, 12-15 mia. kr. Lige præcis den buffer ville vi have brugt på vækst i den offentlige sektor. Regeringen og Dansk Folkeparti valgte noget andet. Man valgte at bruge den buffer til skattelettelser.
     Derfor er det fuldstændig korrekt, når Socialdemokraterne siger, at helt fra starten af denne regerings og VKO-flertallets periode har man konsekvent givet skattelettelser frem for at investere i vores velfærd. Så nej, ordføreren har ikke ret. Vi ville have sikret, at velfærden fungerede, og så måtte skattelettelserne komme senere. Regeringen og Dansk Folkeparti har valgt anderledes.

Det var et meget langt svar, hvor jeg egentlig bare opfordrede til et ja eller nej. Det er nok udtryk for, at fru Helle Thorning-Schmidt er fuldstændig bekendt med, at den plan, man lagde frem, ville have betydet færre offentlige investeringer frem til nu, hvis den var blevet fulgt, end hvad der rent faktisk er tilfældet.
     Spørgsmålet er jo: Hvis SR dengang var fuldstændig enige om, at når man tilrettelagde planen frem til 2010, skulle man bruge 15 mia. kr. mere end det, man selv angav, til offentlig velfærd, hvorfor skrev man det så ikke? Hvorfor havde man så ikke indbudgetteret det i de årlige vækstrater, der var plads til i den offentlige sektor? Det er jo noget sludder, fru Helle Thorning-Schmidt står og siger.
     Man havde lagt nogle penge til side, det er fuldstændig rigtigt, men hvis det var meningen, at de penge skulle have været brugt til offentlig velfærd, hvorfor skrev man det så ikke? Hvorfor puttede man med det? Hvorfor skulle man have det som sådan en skjult reserve, hvis man mente, der var behov for det i den offentlige sektor, fordi udviklingen i den offentlige sektors økonomi, som vi jo nu hører, skal svare til udviklingen i den private økonomi?

Sandheden om den økonomiske politik i 1990'erne er, at den offentlige udgiftsvækst svarede til den vækst, man havde i samfundet. Vi havde et meget stramt mål på 0,5 pct., men det svarede jo ikke til den vækst, der var i samfundet. Siden da har vi fået en langt større vækst. Hvis man kigger på tallene nu, vil man se, at i de år, hvor vi sad med regeringsansvaret
- det håber jeg også at hr. Kristian Thulesen Dahl vil give mig ret i - lå gennemsnittet på 2,3 pct. i vækst, hvor gennemsnittet for regeringen nu ligger på mellem 1 og 1,5 pct. Så der er jo forskel, og det er lige præcis den forskel, som borgerne kan mærke ude i deres hverdag. Jeg synes, det er besynderligt, at et parti, som bliver ved med at tale om, at de går ind for ægte velfærd, ikke anerkender, at der er denne forskel.

Det er et kort og enkelt spørgsmål til fru Helle Thorning-Schmidt: Den radikale leder, fru Marianne Jelved, sagde tidligere i dag, at på grund af skattestoppet har VK-regeringen givet skattelettelser i størrelsesordenen 30 mia. kr. Er fru Helle Thorning-Schmidt enig i det?

Det var ikke det, fru Marianne Jelved sagde. Hun lagde alle de skattelettelser sammen, der har været, og det kommer op på
30 mia. kr. Jeg er enig i, at skattestoppet selvfølgelig har givet nogle lettelser, men jeg er lige så enig i, at det, der virkelig har battet, bl.a. er forårspakken, som var en meget voldsom lettelse. Vi ville ikke have valgt den skattelettelse. Vi ville, som jeg også har sagt heroppe fra talerstolen, have brugt pengene på velfærd i stedet. Vi mangler jo ikke penge i den danske skattekasse. Der er bugnende overskud. Hver gang de åbner skuffen i Finansministeriet, finder de et større overskud, så vi mangler ikke penge. Derfor - det vil jeg gerne gentage meget, meget tydeligt - agter Socialdemokraterne at fortsætte regeringens skattestop og samtidig naturligvis også lukke huller.

Jeg vil gerne takke for svaret, for dermed bekræfter fru Helle Thorning-Schmidt jo, at det er muligt at give skattelettelser, samtidig med at man forbedrer velfærden i samfundet. For fru Helle Thorning-Schmidt bekræftede jo i formiddag, at der de seneste 6 år er givet 6 mia. kr. mere til velfærdsforbedringer. Så tak for svaret.

     Så vil jeg gerne til slut bede fru Helle Thorning-Schmidt bekræfte, hvad hun sagde i dialogen med statsministeren for en halv times tid siden, nemlig at Socialdemokratiet vil gå imod fremtidige skattelettelser. Det var, hvad fru Helle Thorning-Schmidt sagde i spørgsmålet til statsministeren. Vil fru Helle Thorning-Schmidt bekræfte det udsagn her?

Jeg kunne næsten ikke høre, hvad ordføreren sagde, men jeg tror, at ordføreren spurgte om ... Kunne det gentages? (Spørgsmålet bliver gentaget uden mikrofon.) Tak.
     Man kan være helt sikker på, at Socialdemokraterne vil være dybt ansvarlige og sige til danskerne, at de ikke kan få skattelettelser i den tid, der kommer. I stedet for de skattelettelser, som regeringen og Dansk Folkeparti planlægger - det har vi fået bekræftet i dag, også fra statsministerens side - vil vi bruge pengene på velfærd. Skattelettelser er noget, man giver, når velfærden er i orden, og det er den desværre ikke i dagens Danmark.

Tak. Den sidste spørger, jeg har, kan vi vist lige nå at få med med lidt god vilje. Hr. Ulrik Kragh.

Fru Helle Thorning-Schmidt har været inde på en række forskellige spørgsmål og svar vedrørende energipolitikken. Det er selvfølgelig dejligt, at der er fokus på vores miljø fremadrettet, men påstanden om, at der er en stigning i energiforbruget på 6,1 pct. i Danmark i 2006, er jo baseret på, at Sverige i den samme periode har lukket ned for atomkraft, og at der har været en meget lav vandstand i de norske vandmagasiner, der skaber vandkraft. Så årsagen til, at der har været en stigning i det danske energiforbrug, er, at vi har eksporteret strøm til Norden.
     Skal fru Helle Thorning-Schmidts budskab forstås således, at svenskerne skulle starte på atomkraften igen, for at Danmark kunne komme ned på det niveau, som vi har haft tidligere?

Nej, sådan skulle det ikke forstås.

Ønsker hr. Ulrik Kragh endnu et spørgsmål? Det går fint nu, korte svar.

Det var så fint nok, for der skal jo være en balance i det. Den energi, der skal bruges i Norden, skal jo produceres i Norden.
     Det, der ligger i det udspil, som regeringen er kommet med, med hensyn til de fremtidige muligheder for at nedbringe CO₂'en, er, at på de to mest effektive kraftværker i Danmark
- det på Avedøre, blok 2, og det på Skærbækværket - er der mulighed for at nedbringe CO₂-udslippet, hvis de fyrer med kul i stedet for at fyre med naturgas, fordi der udfases gamle kulkraftværker, som ikke har så høj en effektivitet. Det vil sige, at det giver bedre miljø, hvis man gør det, men af en eller anden hellig politisk begrundelse vælger man altså fra Socialdemokraternes side på forhånd at sige: Uha, det her er farligt. Var det ikke en idé, at fru Helle Thorning-Schmidt i stedet for blot at tage de små, korte, hurtige satte sig lidt ind i metieren?

Dengang den her regering kom til, var Danmark et hestehoved foran resten af verden. Dengang havde det været sjovt at holde et Københavnstopmøde om energiforbrug og vedvarende energi. Det havde været rigtig sjovt. I dag er Danmark et mulehår foran de andre, hestehovedet er fuldstændig forsvundet. Det er et resultat af bevidste valg af denne regering, som ikke har interesseret sig for vedvarende energi. Jeg kunne opregne stribevis af citater fra både statsministeren og vicestatsministeren, som viser, at man ikke har været optaget af hele det her område.
     Nu er man så vendt på en tallerken og lader pludselig, som om man er optaget af vedvarende energi og miljø. Jeg er ikke imponeret, og det er jeg overvist om at danskerne heller ikke er.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pia Kjærsgaard.

Jeg synes egentlig også, det har været en god debat, forstået på den måde, at der jo er mange fronter, der bliver sådan markeret. Sådan lige sagt i en sidebemærkning: Jeg tror, der rundtomkring breder sig sådan en stemning af, at den her debatform måske ikke er den allerbedste. Det er jo den første, vi har haft her i Folketinget. Jeg synes godt nok, at ligesom man er ved at komme lidt i omdrejninger heroppe, får man at vide, at man skal gå ned. Det var godt med 1 times debat, sådan som det var i gamle dage, men det er så en helt anden diskussion.
     Men i hvert fald er forskellighederne trukket op, og det er vel også det, der er meningen med sådan en afslutningsdebat eller åbningsdebat, eller hvad har vi, en af de store debatter.
     Så vil jeg godt sige, at Dansk Folkeparti arbejder loyalt, solidt og indimellem også diplomatisk på, at der fortsat er et flertal imellem Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative efter næste valg.

     Der har været utrolig meget snak om partiet Ny Alliance. Jeg skal ikke tale så meget om det, for det synes jeg måske er lidt forkert, når formanden ikke er til stede. Men jeg synes nu alligevel, det kunne have været rigtig, rigtig godt og gavnligt at stille en masse spørgsmål til det nye parti,
f.eks. om finansieringen af det her med, at vi kun skal betale 40 pct. i skat, og om, hvor pengene til den lettelse,
52 mia. kr., skal komme fra. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan udlændingepolitikken skulle være. Skal den rulles tilbage til før 2001? Det er der noget der tyder på med de udtalelser, der har været fra Ny Alliance. Hvad med skattestoppet? Skal det fortsætte osv. osv.? Der er jo rigtig, rigtig mange spørgsmål, der trænger sig på. Det må vi så afvente til åbningsdebatten, hvor vi håber på, at vi får partiformanden på banen. Jeg kan forstå, at det eneste, man i virkeligheden kan blive enige om i Ny Alliance, er, at Dansk Folkeparti skal holdes uden for indflydelse. Jeg synes jo ikke, det er sådan et særlig sympatisk partitræk, at man har det som punkt på sin politiske dagsorden og stort set som eneste politiske punkt. Når jeg siger det, er det, fordi jeg godt vil understrege, at sådan har vi det altså ikke i Dansk Folkeparti. Uanset hvem der sidder i Folketinget, uanset hvem der bliver valgt, uanset hvor umulige man indimellem kan synes at meningerne kan være, vil jeg godt understrege meget stærkt, at det, vælgerne bestemmer, er det, vi retter os efter. Der har været mange konspirationer, vil jeg næsten sige, med hensyn til hvordan udfaldet vil være efter næste folketingsvalg. Jeg tror nok, at man skal nære sig meget for at forudse tingene lige nu. Jeg tror, der er nogle, der skal passe på, at de ikke tror, at de kan gå på vandet, for virkeligheden kan lige pludselig blive en helt anden. Men lad os nu sige, at det i meningsmålingerne op til et valg ser ud til, at der lige mangler et par mandater af de 90, der hidtil har været med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, og et andet parti - Ny Alliance, det kunne også være De Radikale - skal ind og give nogle mandater videre, så er det det, vi arbejder med og efter, naturligvis. Det vil jeg godt understrege meget, for jeg synes, det har været utrolig udemokratisk at høre på endnu en gang, at Dansk Folkeparti sådan bare skulle holdes uden for indflydelse. Jeg læste en ritzaumeddelelse her for nylig, og jeg kunne forstå, at hr. Naser Khader egentlig gerne ville have stemt for en afskaffelse af blasfemiparagraffen, men da det var Dansk Folkeparti, der havde stillet forslaget, stemte han imod. Det siger han til Ritzau. Det må jeg sige at jeg synes ikke rigtig har noget med demokrati at gøre. De der gode ord
- som jo er rigtig gode ord, og som jeg også kan forstå man har brugt inden for Ny Alliance - at det ikke drejer sig om, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om, falder jo totalt til jorden. Det følte jeg bare lige trang til at give udtryk for. Der er ikke så mange, der har talt om Ny Alliance. Det forstår jeg godt. Alle går som katten sådan lidt rundt om den varme grød, for hvor vil Ny Alliance, når de kommer ind - for det gør de nok med nogle mandater - lægge loddet? Så derfor skal de jo behandles rigtig, rigtig pænt. Endnu en gang tror jeg nok, at det er Dansk Folkeparti, der er nødt til at sige lidt om, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Men alle de spørgsmål må vente. De skal nok komme, og vi kan jo alle sammen glæde os rigtig, rigtig meget til, hvordan de vil konkretisere de politiske programpunkter, så mange mennesker, der mødes i et nyt parti. Det har vi til gode. Det, jeg bare vil konstatere i dag, er, at når jeg siger, at Dansk Folkeparti fortsat arbejder benhårdt på, at der efter næste folketingsvalg skal være et flertal imellem Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative, er det, fordi jeg grundlæggende synes, at samarbejdet har været godt. Selvfølgelig kan der være uenigheder, selvfølgelig kan der være ting, der irriterer, men grundlæggende synes jeg, det har været godt siden 2001. Og i modsætning til, hvad jeg har hørt mange stå og sige fra Folketingets talerstol, er jeg ikke i tvivl om, at der er en grundlæggende tilfredshed med det flertal i den danske befolkning. Der er opbakning til udlændingepolitikken, der er opbakning til skattestoppet, hvor vi i Dansk Folkeparti jo tager stilling fra år til år, om vi vil være med. Det gør vi kun, hvis der er andre grupper, der kan tilgodeses, dem, der ikke har så meget gavn af skattestoppet nu og her. Alle har gavn af det, men der er nogle, der har mere gavn af det end andre. Jeg synes, at det skal siges, at det her med sultens slavehær, som hr. Villy Søvndal har for vane at stå her og prædike fra Folketingets talerstol og alle andre steder, ikke holder vand; det holder ganske enkelt ikke vand. Jeg synes egentlig, at det var rigtig godt, at hr. Troels Lund Poulsen et par gange heroppe fra Folketingets talerstol har sagt, at han står her og kan tale næsten på vegne af verdens lykkeligste folk. Det synes jeg jo er dejligt, og jeg synes også, det skal siges, for ellers synes jeg godt nok, det har været noget negativt fra Socialdemokratiet og udefter. Jeg synes, vi skal fremhæve de gode ting, der er sket. Jeg synes, vi skal fremhæve, at der er en grundlæggende tilfredshed i den danske befolkning.

     Så vil jeg vende mig lidt mod det alternativ, som siger, at man vil danne regering efter næste valg med fru Helle Thorning-Schmidt i spidsen. Jeg må godt nok sige, at det, jeg også har hørt i dag, er, at der er så mange uenigheder. Hvad vil man med skattestoppet? Socialdemokratiet siger, at det går de ind for. Nu var det jo noget andet, som statsministeren også fremhævede at den afgående fru Lotte Bundsgaard har skrevet i en bog, nemlig at det var sådan mere strategi og taktik, det gik ud på. Man skulle sådan tækkes vælgerne, det var i virkeligheden ikke rigtig det, man selv mente.
     Det kan vi jo ikke stole på. Det er simpelt hen snyd og fusk og lusk. Sådan noget kan man ikke i politik. Man kan det godt i et stykke tid, men det bliver altid afsløret. Man kan også forstå, at de andre partier, som fru Helle Thorning-Schmidt i givet fald skulle bakkes op af, ikke står bag skattestoppet overhovedet.
     Hvad med udlændingepolitikken? Vil man fastholde udlændingepolitikken, eller vil man også fire på den, sådan som jeg kan forstå at de partier, der skal bakke fru Helle Thorning-Schmidt op, fortsat vil gøre, 24-års-reglen, tilknytningskravet og alle de andre gode ting, som der trods alt har været for at fastholde en stram udlændingepolitik?
     Jeg synes simpelt hen, der er så mange ting, der bare sejler derudaf, og jeg synes, at lederen af Socialdemokratiet bør være meget mere markant, med hensyn til hvad det egentlig er, man vil, hvis man skulle få det flertal efter næste valg. Hvem er det, man vil læne sig op ad, og hvordan vil man få flertal for den politik, man påstår man vil føre? Ingen tror rigtig på det.
     Så vil jeg bare sige til fru Helle Thorning-Schmidt, som her i anden omgang harcelerede over integrationen, hvor regeringen fik mange knubs af fru Helle Thorning-Schmidt for ikke at gøre nok for integrationen: Hvem var det nu lige, der sprang fra et integrationsforlig i sidste øjeblik? Var det ikke fru Helle Thorning-Schmidts parti? Var vi ikke så langt henne, at vi regnede med og håbede på at få Socialdemokratiet med, et af de mange forlig, hvor vi virkelig har prøvet at få Socialdemokratiet med?
     Man taler meget om blokpolitik, men hver evig eneste gang det sådan er ved at være lige ved og næsten, så springer Socialdemokratiet fra. Hele integrationsforliget var så langt henne, men Socialdemokratiet sprang fra.
     Hvad var det, der skete i forbindelse med velfærdsaftalen? Hvem var det, der var med, da vi skulle udmønte, med hensyn til at der kunne komme flere udlændinge til det danske samfund, som var topkvalificerede, og som dansk erhverv stod og manglede, fordi de ikke kunne få dansk arbejdskraft? Det var regeringen og Dansk Folkeparti. Hvem var det, der var ude? Det var Socialdemokratiet og de øvrige socialistiske partier.
     Jeg synes bare, det skal siges, når vi hele tiden bliver bebrejdet, hvor dårligt det går, og hvor lidt der er gjort. Hvem er det, der har været med i de ting, der trods alt er gjort? Det er Dansk Folkeparti og regeringen, og det er altså Socialdemokratiet, som den ene gang efter den anden springer fra og ikke vil være med.
     Der blev givet en økonomisk belønning til virksomheder, som vil ansætte indvandrere, en greencardordning, hvor højtuddannede udlændinge kan få visum til at søge job i op til 6 måneder, og jobkortordningen blev udvidet til at gælde en meget bredere vifte af jobområder. Det var det, vi gjorde
i forbindelse med velfærdsaftalen, hvor Socialdemokratiet ikke ville være med. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at man så bare står og siger, at der ikke er sket noget som helst, og spørger om, hvad regeringen og Dansk Folkeparti vil med integrationen. Vi vil faktisk en hel masse, for der er jo ingen tvivl om, at det allerallerbedste for indvandrere, der skal bo og være i det danske samfund, er at komme videre, komme ud på arbejdsmarkedet. Men som jeg også sagde i mit første indlæg, er det ikke det eneste, der tæller. Man er også nødt til selv at give et positivt tilskud til det danske samfund. Man er nødt til at gøre sig umage, man er nødt til at være med, man er nødt til at bøje sig på visse områder. Naturligvis er man det, når man bosætter sig i et andet land. Men Socialdemokratiet har under ingen omstændigheder eller på noget tidspunkt villet være med i de ting, som vi gennemførte, og som der ikke er nogen tvivl om er en klar, klar forbedring. Når det er sagt, synes jeg, det er godt, at vi er kommet lidt videre i hele diskussionen om kvalitetsreformen. Jeg ser faktisk efter det, jeg har hørt her, meget lyst på, at der vil være mange, der er interesserede i, at den offentlige sektor klart skal opgraderes, at det skal være meget bedre at være ansat i den offentlige sektor, og at det skal være meget bedre at være bruger af den offentlige sektor. Jeg synes i hvert fald, det har været demonstreret her i dag, at det er Folketingets partier indstillet på. Hvor mange der så vil være med i den sidste ende, får vi at se. Men jeg skal i hvert fald garantere, at det ikke er Dansk Folkeparti, der kunne drømme om at lukke andre partier ude. Tværtimod er vi tilhængere af demokratiet, og at man er med i nogle brede flertal.

Tak til ordføreren. Der er en lang række spørgere. Jeg skal lige nævne navnene, så vi har dem helt på plads: Hr. Jens Peter Vernersen, hr. Morten Østergaard, hr. Villy Søvndal, fru Line Barfod, hr. Mogens Jensen og hr. Ole Sohn. Det er dem, jeg har noteret på min seddel. Og der er en mere, der melder sig, det får vi lige noteret.
     Den første er hr. Jens Peter Vernersen.

Det er jo helt åbenbart, at der et klart fællesskab imellem Dansk Folkeparti og regeringspartierne, Venstre og De Konservative, i forbindelse med den politik, der er ført. Derfor har Dansk Folkeparti selvfølgelig også helt og fuldt et medansvar for de 5½ år, der nu er gået.
     Derfor vil jeg godt spørge fru Pia Kjærsgaard: Hvordan har Dansk Folkepartis leder det med, at et meget, meget stort antal kræftpatienter ikke kan blive behandlet i det danske sundhedsvæsen efter 5½ år? Der mangler faktisk i nærheden af
40.000 behandlinger her i 2007. Det har Dansk Folkeparti jo et medansvar for. Hvordan har Dansk Folkeparti det med, at der er reduceret med 2.000 sengepladser på de medicinske afdelinger, således at patienterne må ligge døende på gangen? Føler Dansk Folkeparti ikke også her et ganske betydeligt medansvar?

Jeg vil sige det på den måde, at Dansk Folkeparti føler et meget stort medansvar for, at det danske samfund fungerer optimalt - optimalt. Og det er jo altså det, hele øvelsen i dag har gået ud på, nemlig at vi sætter gang i en kvalitetsreform. I forbindelse med de mål, vi ikke har kunnet opfylde indtil nu - og der er opfyldt mange mål - vil jeg sige, at der er, som der også står i det her forslag til vedtagelse, som Dansk Folkeparti er medunderskriver på, investeret 35 mia. kr. mere i velfærd, penge, som primært er brugt på sundhedsbehandling, primært på kræftbehandling og til ældreforsorgen.
     Jeg er ikke i tvivl om, at der er områder, der stadig væk mangler et meget stort løft, bl.a. kræftbehandlingsområdet. Jeg skal jo bare beklage, at de gange, Dansk Folkeparti har været med i Kræftplan 1 og Kræftplan 2, er Socialdemokratiet ikke kommet med nogen forslag. Hvem er det igen, der har stået ude på sidelinjen? Det er Socialdemokratiet. Og javel, de har fundet, at det, vi andre gennemførte, var vældig godt, men de har alligevel ikke villet være med til det, som aftalen har indebåret.

Jeg tror da, det kniber lidt med fru Pia Kjærsgaards hukommelse og historieforståelse. Det var faktisk Socialdemokraterne, der lavede den første kræftplan med hr. Arne Rolighed som minister, før vi fik regeringsskiftet i 2001. Så der skete faktisk noget på det tidspunkt.
     Men det alvorlige er jo altså, at man efter 5½ år melder, at der mangler omkring 40.000 behandlinger. Der er
2.000 senge, der er fjernet, og det er også efter disse 5½ år oplyst, at af de patienter, der har fået en hjerneblødning, behandles kun 60 pct. til tiden. Et meget stort antal behandles ikke til tiden. Det er oplysninger, som har været helt fremme i offentligheden, og alligevel er der gået så lang tid, hvor man ikke har fået taget fat, hvor man ikke har fået løst disse problemer; man har talt om det. Det, vi har hørt sundhedsministeren sige, er, at kræftpatienter med prostata og kræftpatienter med brystkræft må tåle at vente lidt længere, for det går nok ikke så galt. Man ved faktisk ikke rigtig meget om det. Når vi ser den udvikling, som er helt uacceptabel, har Dansk Folkeparti også et ansvar for den. Dertil kommer, at genoptræningen heller ikke fungerer. Cirka halvdelen kommer igennem genoptræning på nuværende tidspunkt.

Taletiden er altså maksimalt 1 minut.
     Fru Pia Kjærsgaard.

Jamen jeg erkender, at der stadig væk er ting, der kan gøres bedre, men jeg bliver også bare nødt til igen at meddele, at
f.eks. er der sket en stigning i behandlinger på over 40 pct. siden 2001. Der er investeret 8 mia. kr. mere siden 2001 i sundhedsområdet. Og det er dog trods alt en slags penge. Jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at vi kan gøre det bedre. Og vi skal gøre det bedre. Med hensyn til de tilfælde, som - man må næsten sige heldigvis - dukker op i pressen, og som bare kan konstateres på de faktiske tal, jamen der vil jeg sige, at det jo netop er dem, vi skal løfte. Og det er jo også derfor, vi har været meget præcise med hensyn til at sige, at der skal bruges flere penge. Vedrørende kvalitetsreformen er det fint, hvis man går ind og ser på, hvordan pengene bruges bedre, for jeg tror stadig væk, at der er mange områder, hvor man kan gøre det, men der skal også samlet bruges flere penge.

Indledningsvis kan jeg ikke lade være med at kommentere det med, at Dansk Folkeparti er kede af, at der er nogle, der stiller sig op og vil holde nogle andre udenfor, for som jeg husker de finanslovforhandlinger, vi havde i forbindelse med dette års finanslov, var det jo sådan set Dansk Folkeparti, der insisterede på, at miljøministeren ikke måtte have lov til at samarbejde bredt. På en måde kan man sige, at det vel også er en afart af det at holde nogen udenfor.

     Men tilbage til sundhedspolitikken. Jeg synes, at det er vigtigt at kigge fremad, som fru Pia Kjærsgaard siger. Og nu er det jo sådan, at med Dansk Folkepartis stemmer vil man lave en ny ventetidsgaranti i forbindelse med alle de sygdomme, som netop ikke er kræft. De skal prioriteres nu; nu skal nedgroede negle og den slags ting kunne behandles meget hurtigt.
     Der er det så, jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard: Er det også sådan i Dansk Folkepartis verden, at pengene kun kan bruges én gang, sådan at hvis man vælger, at der skal være kortere ventetid for nedgroede negle, betyder det også, at de penge kan man ikke bruge på at yderligere forstærke indsatsen mod kræft?

Jeg synes, at den måde, hr. Morten Østergaard fremturer på, er meget arrogant. Skal folk med nedgroede negle have samme ventetid i forbindelse med behandling som en kræftramt? Altså, det kan jeg overhovedet ikke deltage i.
     Vores håb er selvfølgelig, at når man har en eller anden lidelse og da specielt en alvorlig lidelse som kræft eller andre sygdomme, så er der den kortest mulige ventetid; det siger sig selv. Jeg tror på ingen måde, at vi fuldstændig kan fjerne ventetider. Men at ventetiderne skal nedbringes som sådan, siger sig selv.

Jo, jo, men det er jo et simpelt prioriteringsspørgsmål. Altså, man beslutter jo, hvad man vil bruge de næste hundrede, hundredetusinde eller millioner af kroner i sundhedspolitikken på. Det bestemmer man jo selv, særlig hvis man er Dansk Folkeparti og har bestemmende indflydelse. Så kan man jo bestemme, at de penge skal gå til kræftbehandling, eller man kan bestemme, at de skal gå til alt muligT andet, og sinke ting, der ikke er livstruende.
     Og det er jo den prioritering, som Dansk Folkeparti må stå ved, og hvor de kan sige: Ja, det kan godt være, at vi i mange år har brystet os af at gøre noget ved kræftbehandlingen, men nu har vi altså besluttet os for at prioritere alt muligT andet. For nu vil vi prioritere at bruge penge, der kunne været gået til at forbedre kræftindsatsen for, til at forbedre det for de mennesker, der er i livsfare på grund af deres sygdom. Der vælger man så at prioritere anderledes, og det er da et svigt fra Dansk Folkepartis side.

Jamen jeg kan jo bare konstatere, at også på det her område er der en rygende uenighed i forbindelse med det, den første ordfører sagde fra Socialdemokratiet, og det, den radikale ordfører siger. Den første ordfører var meget hånlig over for, at sundhedsministeren har været ude at sige, at folk med kræftformer, som ikke er så livstruende som andre, måtte vente en smule mere end andre. Der har hr. Morten Østergaard altså en helt, helt anden holdning.
     Jeg bliver også lige nødt til at svare på indledningen af det, hr. Morten Østergaard sagde. Vi ønsker ikke at holde partier ude. Vi vil gerne have mange partier med i et forlig. Det har vi vist hver evig eneste gang, der har været en vilje til det.
     Nu kom hr. Morten Østergaard lige med et præcist område, nemlig miljøområdet. Vi har haft hele diskussionen, og jeg tager den gerne igen. Det må altid være sådan, at de partier, som er med til at finde pengene, også er dem, der udformer forliget. Altså, man kan jo ikke bare komme svingende ind fra højre eller venstre og sige: Nu vil jeg godt være med til at dele pengene ud. Man må tage det sure med det søde.

Inden vi går videre til næste spørger, skal jeg lige oplyse, at der vil blive en middagspause omkring kl. 18 på 1 time.
     Vi går videre til næste taler, hr. Villy Søvndal.

Det ligger i meget fin forlængelse af fru Pia Kjærsgaards sidste svar. Det drejer sig om den diskussion om at holdes uden for indflydelse fra Ny Alliances side. Jeg tror nu ikke, at fru Pia Kjærsgaard skal være så bekymret, for det startede jo med, at de først sagde, at de ville holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Så blev det 2 dage efter til, at man ville minimere indflydelsen, og så blev det til for en halv snes dage siden, at man ikke ville udelukke et samarbejde. Så den angst tror jeg ikke Dansk Folkeparti skal gå rundt med.
     Men forudsætningen for hele den diskussion er jo så også, at man ser fru Pia Kjærsgaard som sådan personificeringen af alt ondt i den her verden. Og der vil jeg godt sige: Sådan har jeg det ikke. Det, som jeg synes er slemt, og som er groet op i de sidste 5½ år, er slet ikke noget, fru Pia Kjærsgaard har udtænkt. Jeg tror ikke, det er fru Pia Kjærsgaard, der har udtænkt, at Danmark f.eks. skulle deltage i Irakkrigen. Det tror jeg er statsministeren. Jeg tror heller ikke, det er fru Pia Kjærsgaard, der har udtænkt, at vi skulle have et skattestop. Det tror jeg også er statsministeren.
     Det er jo sjældent, jeg tager fru Pia Kjærsgaard i forsvar, men jeg vil bare have fru Pia Kjærsgaard til at bekræfte, at det slet ikke var hendes tanker. De er kommet et helt andet sted fra. Og måske kan fru Pia Kjærsgaard også sætte navn på hvorfra.

Det er jo meget ofte, hr. Villy Søvndal tager mig i forsvar, men det sker altid på en meget, meget polemisk måde - altid. Og der har vi så ligesom lært, at sådan er hr. Villy Søvndals stil, og det er også bare helt i orden.
     Men altså, jeg skal jo ikke stå her og sige, hvem der har fået ideer til hvad, og bare give hr. Villy Søvndal ret eller uret i det ene eller det andet. Det, vi gør i Dansk Folkeparti, er naturligvis, at vi tager stilling, når vi bliver præsenteret for forslag fra andre partier, også fra hr. Villy Søvndals parti, fra statsministerens parti, eller hvad ved jeg. Hvis vi er interesseret i at indgå forlig eller aftaler, jamen så forsøger vi jo som oftest også selv at få noget ud af det til gavn for vores vælgere. Sådan må det jo altid være.

Jeg takker for svaret. Spørgsmålet var bestemt ikke polemisk ment, for det ligger ikke til min natur. Men man skal jo aldrig skyde folk noget i skoene, de ikke har gjort. Jeg forstod også svaret sådan, at fru Pia Kjærsgaard sagde: Vi tager stilling til forslag fra andre partier. Jeg er sikker på, at fru Pia Kjærsgaard kan bekræfte den kendsgerning, at både Irakkrigens tilblivelse og skattestoppet er forslag, der
i begge tilfælde stammer fra den nuværende statsminister. Jeg siger det som et argument mod den forestilling, at bare fru Pia Kjærsgaard blev taget væk fra dansk politik, så var alt godt med den nuværende statsminister. Det er jo det, Ny Alliance i høj grad bygger deres argumentation på. Det vil jeg meget advare imod, for det er ikke fru Pia Kjærsgaard, der får samtlige dårlige tanker i Danmark.

Jamen jeg er fuldstændig enig med hr. Villy Søvndal.

Det var svaret, og derfor går vi videre til fru Line Barfod.

Der er blevet snakket en del om velfærd i dag. Hvis vi skal have god velfærd i fremtiden, kræver det, at der også er nogle til at udføre arbejdet, og det er jo meget tydeligt for de mange offentligt ansatte, at de har brug for mere tid og brug for en højere løn.
     Hr. Per Clausen spurgte i første runde fru Pia Kjærsgaard, om Dansk Folkeparti vil love, at de vil stille som betingelse for at stemme for kommuneaftalerne i Finansudvalget om en måneds tid, at der bliver afsat penge til, at man kan sikre et lønløft til de lavest lønnede offentligt ansatte, bl.a. de mange i ældreplejen. Det var ikke helt klart, hvad fru Pia Kjærsgaard svarede, og derfor vil jeg gerne høre, om vi nu kan få det fuldstændig krystalklart, at det for Dansk Folkeparti vil være en betingelse for at stemme for kommuneaftalerne, at der bliver afsat betydelige midler til et lønløft til bl.a. de lavtlønnede i ældreplejen.

Først og fremmest er det jo KL, der må arbejde med det her sammen med regeringen. Sådan er det. Jeg tror nok, at jeg klart og tydeligt i min ordførertale, men også i besvarelsen efterfølgende til hr. Per Clausen, har sagt, hvor meget det her ligger Dansk Folkeparti på sinde. Det ville jo være nøjagtig det samme, som hvis jeg gik ind nu og blandede mig i trepartsforhandlingerne. Det synes jeg heller ikke jeg skal gøre. Men efterfølgende er der jo den her kvalitetsreform, som meget af debatten i dag har drejet sig om. Og der er det meget, meget vigtigt for Dansk Folkeparti, at vi får flere til at tage del i plejen af vores ældre, og at vi får tilført flere midler til sundhedssektoren. Jeg synes, at jeg har sagt det så tydeligt, som jeg overhovedet kunne, men at gå ind nu inden en kommuneaftale, og mens der er trepartsforhandlinger, og sige, at sådan vil vi altså have det, mener jeg faktisk er forkert. Men jeg synes, at jeg klart og tydeligt har sagt, hvad Dansk Folkepartis opfattelse af det her er.

Nu er det jo sådan, at det er Dansk Folkepartis stemmer, der skal stemme kommuneaftalen igennem i Finansudvalget. Derfor er det ret afgørende, om det for Dansk Folkeparti er så vigtigt at leve op til det, man har været ude at sige til de mange lavtlønnede offentligt ansatte, om, at de har behov for højere løn, og at de skal have flere penge, at der faktisk også bliver sat penge af til det. Det hjælper ikke meget at sige, at de skal have højere løn, hvis ikke der kommer penge ud til kommunerne og til regionerne, så der faktisk er penge til at give et lønløft, når overenskomstforhandlingerne går i gang og man så skal finde ud af, hvordan de konkret bliver fordelt. Det er jo ret afgørende at vide, om Dansk Folkeparti bare står og siger en masse pæne ting, eller om man også rent faktisk vil leve op til det der, hvor man sidder med muligheden for at gøre det, fordi man er en del af et flertal.
     Hvis vi skal have offentligt ansatte i fremtiden, så kræver det, at de får ordentlige arbejdsvilkår - det er nok svært med denne regering - men det kræver også, at de skal have en højere løn. Det har Dansk Folkeparti så muligheden for at sikre.

Jeg er meget, meget enig med fru Line Barfod i den argumentation, som hun her har fremført. Det kunne såmænd lige så godt have været min egen. Men det plejer jo at være sådan, hvilket jeg også tror man vil erkende, at hvis Dansk Folkeparti er meget opsat på at få nogle ting igennem, så får vi dem også igennem. Vi skruer ikke forventningerne op, uden at vi også føler, at det er noget, vi kan få igennem, for selvfølgelig skal vi også - det synes jeg vi har været ret gode til - have en vis form for, man kan sige medløb fra regeringens side i forhold til de ting, som vi synes er rigtige. Men først og fremmest synes jeg, at KL skal opfange det her budskab. Det er jo ikke altid, at KL har været lige meget oppe på dupperne i forhold til at forhandle en aftale hjem, og jeg er ganske overbevist om, at Kommunernes Landsforening selv er meget interesseret i, at der skal komme en portion penge til kommunerne.

Jeg kan forstå, at det, når man er leder i et topstyret parti, er sådan, at man må tage på turné for overhovedet at finde ud af, hvad virkeligheden er. Man er kommet så langt væk fra virkligheden, at man har måttet tage på turné, og den turné har åbenbart også været så topstyret, at man ikke rigtig har været helt ude i virkeligheden og har skullet forholde sig til nogle af problemerne.
     Har fru Pia Kjærsgaard ikke set nogen eksempler på den stigende ulighed, der er opstået i Danmark, og den stigende forringelse af vores velfærdssamfund, som er opstået i Danmark i de år, hvor Dansk Folkeparti har lagt stemmer til regeringens politik? Har alt bare været rosenrødt? Sådan måtte man jo forstå fru Pia Kjærsgaard.
     Uligheden er stigende i Danmark, og jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard: Er det sådan, at Dansk Folkeparti, hvilket man jo har vist i den måde, man har bakket op om regeringens politik på, er enig med socialministeren i, at ulighed ikke er noget problem i Danmark, og at det, at uligheden stiger, ikke er noget problem?
     Vi har jo her i år set, hvordan antallet af familier, der bliver sat på gaden, fordi de ikke har råd til at betale husleje, er steget, mens den borgerlige regering har siddet. Er det ikke noget, der betyder noget for fru Pia Kjærsgaard? Betyder ulighed noget, eller er hun enig med socialministeren
i ... Ja, det skifter lidt her med hensyn til mikrofonen. Vi er både på højre og venstre kanal. Nu prøver jeg venstre kanal. Er fru Pia Kjærsgaard enig med socialministeren i, at ulighed og den stigende ulighed i Danmark ikke er noget problem?

Nej, det er jeg overhovedet ikke enig i, og hvis hr. Mogens Jensen havde fulgt lidt med, tilkendegav jeg klart min holdning, da socialministeren var ude med den melding. Og det blev der også rettet op på. Jeg synes, at det var en dårlig melding, og det vil jeg godt gentage her. Nej, det er jeg overhovedet ikke enig i.
     Men lad mig lige komme tilbage til det der, som hr. Mogens Jensen sagde - og jeg ved ikke rigtig, hvad et topstyret parti har med en turné rundt i landet at gøre. Jeg synes, at det er en underlig sammenblanding.
     Men vi har jo fra Dansk Folkepartis side gjort det - nok lidt i modsætning til f.eks. hr. Mogens Jensens partiformand
- at vi faktisk har brugt meget tid de steder, vi har været. Vi har ikke bare været en tur igennem det på et kvarter eller
20 minutter. Vi har brugt 2 timer hvert sted på at tale med lederne, på at tale med de ansatte, på at tale med brugerne og beboerne for virkelig at få et indtryk af: Hvad er det her for noget? Og nej, alt er da ikke rosenrødt. Det har jeg ikke givet indtryk af overhovedet. Tværtimod har jeg sagt, at den her sektor virkelig trænger til et løft. Nej, alt er ikke rosenrødt. Så var der jo slet ikke nogen grund til, at vi stod og diskuterede den her kvalitetsreform, hvis vi bare kunne sige, at alt er rosenrødt. Så var der da ingen grund til, at statsministeren tog rundt, at fru Marianne Jelved tog rundt, at fru Helle Thorning-Schmidt tog rundt, og at jeg sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl har taget rundt. Jeg skal understrege meget, at vi virkelig har gjort os umage for at sætte os ind i problemerne de steder, vi har været. Det har altså ikke bare været sådan en photo opportunity, vi har været ude til. Det har været grundige samtaler, det har været oprigtigt de steder, vi har besøgt, og man har været glad for at få lejlighed til igennem flere timer at fortælle om, hvad der foregik lige netop der.

Så er det hr. Mogens Jensens sidste spørgsmål.

Det er rart at høre fru Pia Kjærsgaard erkende, at der virkelig er store problemer i vores velfærdssamfund, som skal løses, og som jo ikke mindst skyldes den politik, som fru Pia Kjærsgaard har været med til at lægge stemmer til.
     Jeg kan jo slet ikke få det til at passe med, at fru Pia Kjærsgaard her tidligere nærmest har stået og pralet med, at man har været med til at gennemføre skattelettelser for 10 mia. kr. Hvorfor er det noget at prale med, når man samtidig kan se, at der i store dele af den offentlige sektor virkelig er behov for hjælp og indsats og ydelser? Hvordan kan det være, at Dansk Folkeparti har prioriteret at give skattelettelser, hvoraf de fleste gik til de mest velhavende
i det her samfund, når man samtidig kan konstatere, at der ude i den offentlige sektor er et behov for oprustning og for yderligere ressourcer? Jeg forstår jo, at fru Pia Kjærsgaard bl.a. har været på Frederikssund Dagcenter, hvor man står over for at skulle fyre to fuldtids- og to deltidsmedarbejdere, hvilket blot er et eksempel. Jeg vil spørge fru Pia Kjærsgaard: Hvordan kan det være, at man vil lægge stemmer til en masse skattelettelser, samtidig med at man gennemfører nedskæringer sammen med regeringen i den offentlige sektor?

Jeg har i dag været meget forundret over, at Socialdemokratiet nu pludselig har fundet en ny taktik, ikke særlig snedigt synes jeg, i form af at tale om skattelettelser, altså forårspakken, som i den grad var en succes, og som Socialdemokratiet burde have været med i, fordi pengene jo præcis ikke gik til de velstillede, som hr. Mogens Jensen sagde. Hr. Mogens Jensen er helt forkert på den. De gik til folk i bunden af indkomstskalaen, de gik til jobfradrag, og de gik til mellemindkomsterne. Slut. Pengene gik ikke til de mest velstillede, det er forkert. Det var faktisk LO-arbejderne, som fik allerallermest ud af det, og det gav luft til hele systemet.

     Det var et godt initiativ, det var et godt tidspunkt. Og står jeg ved det? Jamen jeg plejer at stå ved alt, hvad jeg gør. Noget er jeg måske mindre stolt af, noget prøver jeg sådan at skubbe lidt til side, men når nu hr. Mogens Jensen selv fremhæver det, så vil jeg da gerne sige det igen: Det, der skete dengang, var genialt.

Jeg er glad for at høre, at fru Pia Kjærsgaard bekymrer sig om den stigende ulighed i samfundet og tager afstand fra socialministerens ønske om øget ulighed. Jeg er også glad for, at fru Pia Kjærsgaard bekymrer sig om det minuttyranni, der er i ældreomsorgen, den kortere og dårligere service, vi kan give ældre borgere. Jeg er også glad for, at fru Pia Kjærsgaard bekymrer sig om de mange medicinske patienter, der ligger på gangene på hospitalerne. Det er et godt udgangspunkt.
     Men nu har Dansk Folkeparti jo haft et medansvar for den førte politik i næsten 6 år, og det kan der stilles et spørgsmål om. Pressen er stort set gået fra salen, så nu kan vi i en sådan lukket kreds måske få et svar. Bekymrer det ikke fru Pia Kjærsgaard, at konsekvensen af at have sagt ja til et skattestop og samtidig lave skattelettelser på 10 mia. kr. - de kunne have været brugt til at fjerne ventelisterne med, fjerne sengene på gangene, give ældre en bedre omsorg, give plejerne en højere løn osv. - var en forkert prioritering, når der nu er så store mangler i den offentlige sektor, som fru Pia Kjærsgaard selv understreger?

Nej, det var ikke en forkert prioritering, og jeg tror, at jeg har forklaret det mange gange i dag. Det var ikke en forkert prioritering. Og samtidig - det skal vi jo ikke glemme - har hele velfærdsområdet fået et gevaldigt milliardløft. Det kan dokumenteres, sådan er det. At der stadig væk er områder, der skal løftes, det er vi slet, slet ikke uenige om, vil jeg sige til hr. Ole Sohn.
     Jeg står jo ikke her i dag og påstår, som nogle siger, at alt er rosenrødt, og at alt er lykkeland. Nej, der er bestemt områder, som skal løftes, hvilket vi har set med egne øjne, f.eks. områder inden for plejesektoren, hvor der er blevet vist tv-udsendelser med skjult kamera. Man kan have sympati eller ikke sympati for brugen af skjult kamera, men i de her tilfælde er vi jo blevet indviet i nogle ting, som vi ellers ikke var blevet indviet i, hvad angår psykiatriske patienter.
     Det er jo nok sådan nogle ting, der i virkeligheden har fået hele den her debat op at stå, som det hedder på nudansk, og vi er så begyndt at gå ind i, at vi nu skal have en kvalitetsreform, for det kan ikke være rigtigt, at det med de mange, mange penge, vi betaler i skat, ikke fungerer bedre - samtidig med at der skal gives flere penge til området. Det står vi ved i Dansk Folkeparti.
     Men jeg synes ikke, at man bare kan sige det, for Dansk Folkeparti er jo ikke noget nedskæringsparti. Det tror jeg ikke nogen overhovedet vil beskylde os for at være. Tværtimod har vi jo på adskillige områder inden for sundheds- og socialområdet været med til at bevilge flere penge. Jeg tror egentlig, at vi er kommet igennem med meget, meget mere, hvor Dansk Folkeparti har haft indflydelse i forhold til en borgerlig regering, end SF havde på en socialdemokratisk ledet regering. Det er ikke ret meget, SF kan prale med, dengang SF sad igennem mange år og var parlamentarisk støtte for en SR-regering.

Når man nu har lavet et skattestop og man, som fru Pia Kjærsgaard gør, praler af skattelettelser på 10 mia. kr., så må man selvfølgelig også tage ansvaret for, at man ikke har brugt pengene på at fjerne senge fra gangene på hospitalerne; så må man også vedstå ansvaret for, at minuttyranniet er fortsat i ældresektoren, at ældre får en dårligere service end tidligere. For det er jo et valg, man har truffet. Nu har man valgt - med stolthed, kan jeg forstå - at bruge pengene på skattelettelser, og så har man nedprioriteret forbedringerne, selv om fru Pia Kjærsgaard åbent erkender, at der er store mangler. Man har prioriteret, at det må vente, fordi skattelettelserne kom først. Det er jo et valg, og det synes jeg er en fin prioritering.
     Der er en ting, som jeg godt kunne tænke mig at få svar på. Kan vi ikke få løftet sløret for: Hvad er Dansk Folkeparti mindre stolt af at have været med til at gennemføre?

Hvis ikke engang hr. Ole Sohn sådan lige kan slynge mig noget
i hovedet, så har jeg endnu sværere ved det selv. Men i forhold til skattestoppet tror jeg også - jeg siger det nu vist for tredje gang - at selv om nogle får mere gavn af skattestoppet end andre, så er det jo også en garanti for de svage i vores samfund. Hver evig eneste gang man mødtes ovre i Finansministeriet i en sen aftentime før i tiden, kunne borgerne være ret sikre på, at når de vågnede op igen næste morgen til et forlig eller en aftale, hvor der sad en socialdemokratisk ledet regering og SF skulle bakke op, var der en ny skat eller en afgift. Jeg skal bare nævne de grønne afgifter, som jeg i allerhøjeste grad tror smertede de mennesker allerallermest, som hr. Ole Sohn gerne vil tage vare på. Det tror jeg hr. Ole Sohn gør ud fra et ærligt hjerte.

     Så lige om minuttyranni: Det kaldte man det jo ikke i begyndelsen. Så vidt jeg ved, var det en socialdemokratisk minister, der indførte, at der nu skulle indføres stregkoder og alt, hvad der i øvrigt var inden for hjemmeplejen. Det var ikke en borgerlig socialminister.

Der er plads til et spørgsmål mere, og det er fra hr. Hüseyin Arac. Værsgo. Jeg gør opmærksom på, at medlemmet får ét spørgsmål.

Fru Pia Kjærsgaard snakker, hun er god til det, og hun er især god til at snakke udenom. Hun stiller et spørgsmål til Socialdemokraterne om, hvad vores holdning til integration er. Det er, at vi stiller krav til vores nye medborgere, men vi skaber også muligheder for dem, så de kan komme i arbejde, og så de kan få en uddannelse.
     Fru Pia Kjærsgaard siger, at vi skal have flere i arbejde - det er jeg enig i - men er det med til at fremme integrationen, at nogle fra Dansk Folkeparti sammenligner tørklædet med Hitlers hagekors? Er det med til at fremme integrationen, når man sammenligner muslimernes hellige bog, Koranen, med »Mein Kampf«? Eller er det med til at splitte folk i dem og os, altså at generalisere alle muslimer som fundamentalister eller terrorister?

Jeg ved, at man havde den debat for cirka en uges tid siden i Folketinget, hvor jeg nok tror at de ting blev meget, meget grundigt gennemdrøftet, og hvor hr. Søren Espersen var ordfører for os. Jeg kunne desværre ikke være til stede. Jeg havde faktisk et møde ude i landet, på Bornholm, den dag, så jeg kunne desværre ikke være til stede. Men jeg har i hvert fald hørt, at den sag faktisk blev sat godt og grundigt på plads i forhold til, at man gerne vil misforstå nogle ting; at nogle måske nok udtrykker sig lidt mere kulørt, kan man sige, end andre, og at andre straks griber den og forsøger at få noget meget, meget negativt ud af det.
     Det er i hvert fald ikke med til at fremme integrationen, hvis man hele tiden vil pukle løs på Dansk Folkeparti, for det er sådan, jeg også lidt har opfattet det, nemlig at man fordrejer. Alene de to ting, hr. Hüseyin Arac kom med her, var en total fordrejning af det, der rent faktisk blev sagt.
     Sådan er det, og det har vi lært at leve med, men det er ikke med til at fremme integrationen, når man bevidst vil forsøge at gøre alting negativt. Også på tidspunkter, hvor tingene måske bliver trukket lige lovlig skarpt op.

Det ene minut er for længst gået, og vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken med fru Pia Christmas-Møller.

Det at være folkevalgt forpligter. En af disse pligter er hele tiden at bevare overblikket og holde øje med de udfordringer og problemstillinger, vi står over for, både nu og i fremtiden.
     Desværre må jeg sige, at det kniber med de langsigtede forpligtelser i oppositionen. Her vil man løse de udfordringer, vi står over for nu, på bekostning af fremtiden. Gang på gang har vi oplevet, hvordan fru Helle Thorning-Schmidt fremsætter ufinansierede forslag, selvmodsigende udspil og tanker og ideer, der ophæver hinanden, hvis man ser dem i sammenhæng.
     Lad mig referere til Jyllands-Posten, der for et par måneder siden havde et interview med fru Helle Thorning-Schmidt. Det blev her klart sagt, at det første mål for Socialdemokratiet er at genoprette den offentlige sektor
- spændende, spændende - i forhold til, hvordan den så ud, da den borgerlige regering kom til. Lad os lige lade det mål stå et øjeblik, og lad os så tænke igennem, hvad det ville føre til af konkrete tiltag. Det må jo betyde, at den offentlige sektor skal tilbage til situationen i 2001, da Nyrup Rasmussen var statsminister. Og det vil betyde, at 510 betjente skal fyres. Så har vi situationen, som den så ud i Nyrup Rasmussens regeringsperiode. Det vil betyde, at vi skal have gennemført 98.000 færre operationer, for så har vi situationen, som den så ud på hospitalerne under Nyrup Rasmussens regeringsledelse. Prisen
i børnehaverne skal øges med 20 pct., for så har vi situationen, som den så ud under den socialdemokratisk ledede regering op til 2001. Og de 80.000 danskere, der har fået job, og som er kommet i arbejde, er kommet i beskæftigelse, kan godt regne med at få en fyreseddel, for så er situationen, som den så ud under Nyrup Rasmussen.

     Genopretning, genopretning - jeg tror, at de fleste mennesker vil oversætte disse ting til at være mere lig brutal nedskæring. Det er tom snak, når fru Helle Thorning-Schmidt prøver at fremmane et billede af den offentlige sektor som værende forsømt i de år, hvor vi har haft en borgerlig regering. Tværtimod kan det konstateres, at der har været massive velfærdsforbedringer.
     Det kan godt være, at man kan finde et eller måske to eller måske flere socialdemokratiske forslag, der for nogle få vil varme her og nu, men for de mange og ikke mindst for de fremtidige generationer er der endnu flere, der får det koldt og klamt. Socialdemokraterne og De Radikale vil smide regningen i børneværelset. SF og Enhedslisten vil smide stakkevis af regninger i børneværelset. Lad mig sige, så det ikke kan misforstås: Det er ikke konservativ politik. Vi sætter en ære i at gøre samfundet endnu bedre og mere robust for dem, der kommer efter os, og vi vil betale for de fornøjelser undervejs, som vi har glæde af.
     Bortset fra den langsigtede uansvarlighed er det imidlertid svært at få øje på, hvad der i øvrigt binder oppositionen sammen. Socialdemokraterne siger, at de accepterer skattestoppet - ganske vist, at det kun er af taktiske årsager - men det gør De Radikale og SF til gengæld ikke. De vil derimod brandskatte bl.a. boligejerne. Det vil Socialdemokraterne vist nok ikke endnu da. Hvor er den fælles enighed om et så væsentligt spørgsmål?
     Socialdemokraterne går ind for regeringens udlændingepolitik. De Radikale, SF og Enhedslisten derimod er imod både 24-års-reglen og tilknytningskravet. Hvor er perspektivet for oppositionen i udlændingepolitikken?
     Socialdemokraterne deltog i folkeskoleforliget med regeringen. De Radikale derimod gav sig selv en sveder og gik uden for døren. Hvor er fodslaget? Hvad kan vi forvente på skoleområdet?
     Socialdemokraterne ønsker minimumsstandarder i den offentlige sektor. Det ønsker SF også, men det vil De Radikale under ingen omstændigheder acceptere på en lang række områder. Hvor er perspektivet? Hvad kan vi vente?
     Socialdemokraterne siger, at de vil fortsætte regeringens ansvarlige økonomiske politik. Alligevel har Socialdemokraterne fremsat et forslag til finanslov, der er underfinansieret med næsten 4 mia. kr. SF og Enhedslisten byder dog over med forslag, der er væsentlig dyrere og væsentlig mere uansvarlige. Hvor stor en underfinansiering kan man blive enig om? Hvad er laveste, eller skal man her sige højeste fællesnævner?
     Nej, lige nu er der mere, der skiller end samler oppositionen. Jeg har forstået, at man vil have en ny regering, men det er praktisk talt også det eneste, man kan blive enig om. Derfor kan det undre så meget desto mere, at partierne faktisk kan blive enige om, at de vil danne en regering sammen. Og dog, kan man nu også blive enig om det?
     Nogle gange siger Socialdemokraterne, at de gerne vil i regering med De Radiale, og andre gange er det uden De Radikale - det kommer lidt an på, hvilken vej De Radikale har valgt at gå den dag. Nu forstår jeg, at SF også er blevet inviteret ind i varmen i lyserød stue, ind i ministerbilerne, eller er det kun for en meget kort besøgstur? Vi ved det ikke helt. Det er svært at blive klog på, hvad dagsformen egentlig er i dag, når man har hørt nøje efter fru Helle Thorning-Schmidts udtalelser i dagens debat.
     Nogle gange er der god grund til, at et ledigt standpunkt er ledigt. På samme måde er der en god grund til, at nogle partier aldrig har været i regering. SF er stadig et socialistisk parti, der vil brandskatte befolkningen, opbygge en markant større offentlig sektor og fratage individet det personlige ansvar og initiativ. SF's værdier har historisk ligget milevidt fra de fleste andre partiers. Og selv om Jens Otto Krag i midten af 1960'erne ændrede sit standpunkt og etablerede det røde kabinet med SF, så har Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre jo da i hvert fald indtil videre holdt hovedet koldt og afvist direkte regeringsdeltagelse af SF - indtil videre.

     For det vil jo sige, at det varede til lige indtil juletid, hvor den danske befolkning med stor undren oplevede, hvordan fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal omfavnede hinanden og snakkede fremtidigt fælles regeringssamarbejde.
     SF har i partiets snart 50-årige historie aldrig været i regering, og det er med god grund. Partiet har sin rod i gamle kommunister såsom Aksel Larsen, der havde tætte forbindelser til Moskva under den kolde krig. Der er personer, som ønskede et helt andet samfund end vores, og derfor skal man ikke lade sig forblænde af, at der nu er kommet nye ansigter til, for hr. Villy Søvndal mener sådan set det samme som alle sine forgængere i SF's formandsstol. Der er stort set ikke sket noget i SF de seneste 50 år, når man skærer ind til benet.
     Det store holdningsskred er derimod sket i Socialdemokratiet og i Det Radikale Venstre, som begge har undergået en dramatisk venstredrejning. Siden fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal drak caffelatte sammen, har hr. Svend Auken tydeligt sagt, at SF bør have ministerposter. Og fra den radikale kronprinsesse, fru Margrethe Vestager, har der lydt præcis samme toner. Hun blev godt nok undsagt af hr. Naser Khader, men han har som bekendt forladt partiet siden da.
     Nu kan man ikke fortænke noget parti og for den sags skyld noget folketingsmedlem i at have regeringsambitioner. Vi Konservative ved jo, hvor meget indflydelse der er at hente der. Men det ville klæde Socialdemokraterne, De Radikale, folkesocialisterne og Enhedslisten at fortælle, hvilke fælles ambitioner de har. Vælgerne har krav på at vide, hvilken politik oppositionen kan samles om. Det handler jo ikke bare om, hvem man stemmer på, men også, hvad man skal stemme om. Hvilken vej skal det danske samfund udvikles, hvis oppositionen får magt, som den har agt?
     Vi er desværre ikke blevet klogere efter dagens debat, og man fristes til at tænke lidt på, hvordan Peter Plys egentlig klarede en vanskelig situation. Peter Plys kunne have spurgt Grislingen: Hvor skal vi hen, Grisling? Ingen steder, kunne man forestille sig Grislingen svarer. Nåh, ville Plys så konstatere, der går vi hen.
     Det er vel det, der står tilbage af oppositionen i dag.

Tak til ordføreren. Der er en række medlemmer, der har bedt om ordet for korte bemærkninger. Jeg nævner hr. John Dyrby Paulsen, hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Ole Sohn, hr. Per Clausen, hr. Thomas Adelskov og fru Line Barfod.

Nu synes jeg jo ikke, at den konservative ordfører gjorde ret meget ud af den konservative politik i det her indlæg, så den har jeg egentlig lyst til at spørge ind til.
     Jeg forstår på den konservative ordfører, at udviklingen
i den offentlige velfærd under den her regering jo er tilfredsstillende, ja, den er vel ovenud tilfredsstillende set fra et konservativt synspunkt. De Konservative siger, at skattelettelser er en forudsætning for velfærdsudviklingen, og for at en velfærdsudvikling jo er så god, som den kan være
i det konservative verdensbillede, er det skattelettelser, der står for som det næste på tapetet, ikke som nr. 1, men som nr. 1, 2 og 3 på den konservative liste over prioriteringer. Må jeg så ikke have lov til at spørge fru Pia Christmas-Møller: Når nu den konservative skatteordfører har sagt, at der er råderum til skattelettelser, når nu den konservative finansordfører har sagt, at der er råderum til skattelettelser, kunne man så ikke af fru Pia Christmas-Møller få at vide, hvilke skattelettelser der er tale om? Hvilke skatter skal sættes ned, hvor meget skal de sættes ned, og hvornår skal de sættes ned? Det er jo i virkeligheden nogle meget enkle svar, der kunne gives, så kunne vi ikke få dem af fru Pia Christmas-Møller?

Det er trist, at hr. John Dyrby Paulsen åbenbart ikke har haft lejlighed til at høre mit hovedindlæg under første afdeling i dag, for der brugte jeg faktisk hele min tid på at redegøre for Det Konservative Folkepartis visioner for det danske samfunds udvikling. For det er det, vi er i Folketinget for, nemlig for at præge samfundsudviklingen med konservative visioner og værdier.
     Hr. Dyrby Paulsen går helt galt i byen, hvis han tror, at skattelettelser er målet for Det Konservative Folkeparti, det er helt galt. For Det Konservative Folkeparti er det derimod et mål at skaffe velfærd til de mennesker, der her og nu har brug for det, og til de opvoksende generationer, til de kommende generationer.

Vi ønsker derfor at sikre en samfundsudvikling båret af vækst, for at vi kan skabe grundlaget for velfærd - uden indtjening, ingen velfærd, uden overskud, ingen velfærd - og forudsætningen for, at vi kan øge vores velfærd, er, at vi får øget arbejdsudbuddet.

     I øjeblikket oplever vi virksomhederne være tvunget til at sige nej til nye ordrer, fordi medarbejderne grundet skattesystemet siger nej til overarbejde. Det giver tab, når det drejer sig om vækst, og dermed tab på velfærdskontoen.

Jamen jeg kan jo så forstå, at Konservatives visioner ikke fortjener en gentagelse, men lad nu det være.
     Jeg forstår ikke helt Konservative, for den ene dag hører vi, at der er råderum til skattelettelser, og at det er prioritet nummer et for Det Konservative Folkeparti, og den næste dag hører vi så, at hvis det bare bliver en aftale inden næste valg om skattelettelser, så er det også o.k. Og nu hører jeg så fru Pia Christmas-Møller sige, at Konservative sådan set ikke har ønsket skattelettelser, at det ikke er noget, man vil have, og at det ikke er noget, man har på tapetet.
     Hvis jeg slår op på Det Konservative Folkepartis hjemmeside, står der lige nøjagtig det modsatte, nemlig at Det Konservative Folkeparti lover skattelettelser. Det gjorde man i 2001, det gjorde man ved sidste valg, det har man nok også tænkt sig at gøre ved næste valg, og det gør man også nu.
     Så kunne fru Pia Christmas-Møller ikke fortælle os lidt om, hvor det er, de her skattelettelser - der er en forudsætning for alt muligt andet i den konservative optik - skal placeres; hvem det er, der skal have dem; hvor meget de skal have; og hvornår de skal have dem?
     For det minder jo ærlig talt lidt om, når man hører debatten, at Konservative bliver sat på plads gang på gang af Venstre. De Konservative siger, at de godt vil have skattelettelser, og Venstre siger: Nej, det er der ikke råderum til. Det minder sådan lidt om et tvangsægteskab, som vi var inde på.
     Men kunne vi ikke få det at vide klart og tydeligt: Hvis Konservative havde magten, hvor var det så skattelettelserne ville være, og hvornår ville de være der?

Vi mener, det er helt afgørende, at skatten på den sidst tjente krone bliver lettet, fordi det er forudsætningen for, at flere yder en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, og dermed en forudsætning for, at arbejdsudbuddet bliver øget, og det er forudsætningen for, at velfærden kan blive øget. Sådan hænger det sammen. Men det er selvfølgelig måske lidt for komplekst for en socialdemokrat at fatte, en socialdemokrat, som traditionelt er vant til at måle alt i kroner og øre, og hvor store udgifter man har brugt på det - jo større udgifter, helst i milliardklassen, jo større forventer man lykken er.
     Jeg er nødt til at sige: Det kunne ikke være fjernere fra Det Konservative Folkepartis verdensbillede. Sådan ser vi ikke tingene. For os er skattelettelser et instrument til fremme af velfærd og dermed til fremme af menneskers muligheder for selv at søge lykken. Det er sådan vi ser tingene hænge sammen, og vi er i øvrigt i det stykke glade for at få total opbakning i vismandsrapporten, der netop er offentliggjort i dag.

Den næste, der får ordet for korte bemærkninger, er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu har jeg jo hørt både første og andet ordførerindlæg fra Det Konservative Folkepartis politiske ordfører. Og det virker på mig, som om den konservative ordfører simpelt hen har glemt at blære sig med en af sine sejre, for jeg kan ikke se eller høre, at asylpolitikken er nævnt med et eneste ord, hverken i fru Pia Christmas-Møllers første indlæg eller i det andet, og jeg forstår jo på fru Pia Christmas-Møller, der jo har investeret utrolig meget prestige i netop i det med asylområdet at presse Dansk Folkeparti, at det var en enorm sejr, at man nu har fået lavet en lillebitte aftale i forbindelse med de afviste irakiske asylansøgere.
     Den konservative integrationsordfører, fru Henriette Kjær, efterlyste for et år siden en diskussion af, hvor lang tid man kunne sidde i et asylcenter. Har Det Konservative Folkeparti fundet et svar på det, eller er det helt glemt i sejrsrusen over den lille aftale, man har lavet?

Jeg kan godt forstå, at det må være vanskeligt at være hr. Simon Emil Ammitzbøll, som jo aldrig har været i Folketinget
i en periode, hvor Det Radikale Venstre har haft nogen indflydelse, og dermed har Det Radikale Venstre jo heller ikke nogen lang resultattavle. Det har Det Konservative Folkeparti. Derfor er det mig ikke muligt at opremse alle de store, mellemstore og mindre resultater, vi har opnået i den regeringsperiode, som strækker sig tilbage til 2001. Men det er fuldstændig korrekt, at vi har lagt vægt på, at der skete noget for de afviste asylansøgere, og jeg må korrigere hr. Ammitzbøll: Det drejer sig ikke kun om de afviste irakiske asylansøgere. For os var det afgørende, at der blev indlagt objektive kriterier, når mulighederne for at rejse hjem med støtte skulle forbedres, ikke kun støtte i form af konkrete penge, men også i form af konkret træning, sådan at man vil være i stand til at bidrage positivt til genopbygningen af det land, man kommer fra. Der var nogle væsentlige fremskridt i den aftale, og det er vi tilfredse med.

Belæringen om Det Radikale Venstres manglende indflydelse er jo et ekko fra hver eneste debat, fru Pia Christmas-Møller har stillet sig op og været politisk ordfører i, mens jeg har siddet i Folketinget. Man får samme svar, lige meget hvilket spørgsmål man stiller. Men det lærer jeg jo nok at leve med, og det forandrer sig vel også på et tidspunkt efter et valg.

     Jeg synes, at det er utrolig imponerende, at Det Konservative Folkeparti smyger sig uden om med hensyn til at sige, hvad der skal ske med de mennesker fra Syd- og Mellemirak, der har siddet 5, 8 og 10 år i danske asylcentre uden at få en mulighed for at komme ud i det danske samfund eller have en mulighed for at vende tilbage til der, hvor de kommer fra. Når de folk fra Syd- og Mellemirak efter regeringens nye aftale stadig skal sidde og kede sig i danske asylcentre, stadig ikke får lov til at komme ud i det danske samfund, så tror jeg personligt, at de er ligeglade med, om aftalen er underskrevet med en venlig hilsen fra fru Pia Christmas-Møller eller med en mindre venlig hilsen fra fru Pia Kjærsgaard.

Må jeg ikke starte med at sige tak for den udtalte ros, jeg fik fra den radikale ordfører. Jeg tager det som en stor kompliment i disse tider, hvor der er mangel på konsistens i det politiske liv. Jeg sætter faktisk en ære i at være konsistent. Når man får det samme spørgsmål gang på gang, så synes jeg, det er yderst tilfredsstillende at kunne give det samme svar gang på gang, og det er det, hr. Simon Emil Ammitzbøll har fået fra mig og også har registreret, og det siger jeg tak for.
     Med hensyn til den konkrete aftale om forbedringerne af forholdene for afviste asylansøgere er det sådan, at der netop er tale om afviste asylansøgere. Målet er, perspektivet er, at de skal vende hjem. Derfor handler det jo om at forbedre deres muligheder for at vende hjem og bidrage konstruktivt til deres samfund.
     Indtil det kan lade sig gøre, skal de selvfølgelig have et fornuftigt liv her i lejrene, og der er også muligheder for, at man kan tilbyde dem forskellige aktiviteter både inden for og uden for lejrene. Det vil jeg gerne gøre hr. Ammitzbøll opmærksom på; de muligheder findes allerede i dag.

Nu er De Konservative et historisk bevidst parti, og derfor undrer det mig selvfølgelig ikke så meget, at jeg ligesom hørte ekkoet fra engang i min pureste ungdom, barndom, da fru Pia Christmas-Møller fremmanede et billede af hr. Villy Søvndal som sådan nærmest en kloning af Stalin. Jeg kan kun anbefale, at Det Konservative Folkeparti fører valgkamp på dét billede, for det tror jeg nok vil reducere Det Konservative Folkeparti til det, man kunne sige vel er den størrelse, det bør have nu.
     Men et enkelt spørgsmål: Fru Pia Christmas-Møller er jo medlem af et parti, der ikke vil efterlade regningen i børneværelset og derfor også har en visionær energipolitik. Hvad mener fru Pia Christmas-Møller i grunden det siger om regeringens energipolitik, når konsekvenserne nu er, at CO₂-udslippet stiger, at energiforbruget stiger, og at regeringen har meget, meget svært ved at få godkendt sin plan
i forhold til at overholde Kyotoaftalen i EU; hvad siger det om visionerne i regeringens klima- og energipolitik de første
5 år?

Allerførst: Må jeg ikke sige, at med den historieundervisning, som hr. Per Clausen formentlig har været underkastet i folkeskolen, så er jeg nu rimelig fortrøstningsfuld. Jeg tror ikke, der er ret mange, der vil forveksle hr. Villy Søvndal med Stalin. Det må bero på manglende historisk viden, når hr. Per Clausen kunne gøre sig den form for forestillinger. Mit indlæg var så langt fra at gøre det, så det må bero på hr. Per Clausens manglende historiske forudsætninger. Det er der i øvrigt sket forbedringer med; historieundervisningen er opprioriteret under denne regering, men det har hr. Per Clausen jo så ikke rigtig kunnet få glæde af, og det skal han så være undskyldt.
     Må jeg med hensyn til energipolitikken sige, at Det Konservative Folkeparti sammen med Venstre har gjort utrolig meget for at sætte energipolitikken højt på dagsordenen. Det er lykkedes at få temaet sat så højt på dagsordenen, at Danmark i 2009 får FN's klimakonference her til København.
     Vi har været drivende kræfter på europæisk plan, når det drejer sig om at opsætte meget ambitiøse mål for at øge andelen af vedvarende energi. Det har vi gjort på internationalt niveau, og vi har gjort det på nationalt niveau, og jeg vil gerne vende tilbage med yderligere oplysninger.

Nu tilbragte jeg jo det meste af min skoletid dengang, man blev undervist i historie og kongerækker og den slags. Det kan godt være, jeg ikke har lært så meget, men jeg tror nok, at den historieundervisning, vi fik dengang, nogenlunde svarer til det, Det Konservative Folkeparti kunne ønske sig at man fik i dag.
     Men jeg vil så bare gentage mit spørgsmål, for det fik jeg ikke noget svar på. Jeg spurgte sådan set fru Pia Christmas-Møller om, hvad hun mente om det visionære i en energi- og klimapolitik, der har ført til, at CO₂-udslippet stiger, at vi har stigende energiforbrug, og at den danske regering har store vanskeligheder med at få godkendt sin plan
i forhold til Kyotoaftalen.

     Det er alligevel lidt utroligt, når man tænker på, at vi har en regering, der har en visionær energipolitik, at det er gået så galt. Eller er pointen, som det også fremgår af statsministerens tale i dag, at det først er nu, man har opdaget, at klimaforandringerne også påvirkes af menneskenes opførsel, og at problemet er, at man indtil i år troede, at Bjørn Lomborg havde ret?

Jeg kan sige, at den allokeringsplan, som regeringen fremlagde i 2006, vil tilgodese de mål, som vi har forpligtet os til i forbindelse med Kyotoaftalen. At man fra EU's side har stillet nogle spørgsmål til planen, er helt naturligt og ikke, som hr. Clausen udlægger det, et problem i forhold til, om planen vil virke.
     Vi har til sinds at efterleve Kyotoaftalen, vi har til sinds fortsat at være drivende kræfter på internationalt, europæisk og også nationalt niveau. Det understøttes af de energiplaner, vi har lagt frem. Det understøttes af, at Danmark er blandt de fremmeste lande, når det drejer sig om andelen af vedvarende energi. Og vi har sat yderligere ambitiøse mål op på området.
     Ja, jeg mener faktisk, at Det Konservative Folkeparti anført af konservative miljø- og energiministre har været helt i front her, så vi er ganske godt tilfredse, selv om det selvfølgelig er meget store udfordringer, vi som samfund står over for i disse år.

Fru Line Barfod for en kort bemærkning, og hr. Thomas Adelskov bedes gøre sig klar.

Fru Pia Christmas-Møller talte om, at det, hun ønskede, var et samfund, hvor man selv kan søge lykken. Det kan selvfølgelig være meget godt, hvis man er rig og rask, selv at gå ud og søge lykken. Men for rigtig mange mennesker er det nødvendigt at være sammen med andre i et fællesskab, bl.a. mange af de offentligt ansatte, som er ude at protestere i dag og prøver at råbe politikerne op om, at der er brug for flere ressourcer.
     Hvis de skal søge lykken, handler det om, at de har tid til at gøre deres arbejde, fordi det faktisk er noget af det, der kan gøre dem mere lykkelige: at de kan få lov til at gøre deres arbejde, at de har tid til at gøre det ordentligt, og at de også kan holde til at gøre det. For i dag er der jo faktisk mange af dem, som er slidt ned, allerede før de når pensionsalderen, og som måske ikke engang vil nå at opleve den pensionsalder, som fru Pia Christmas-Møller har været med til at udskyde.
     Så jeg vil gerne høre, om fru Pia Christmas-Møller kun vil være med til at skabe muligheder for, at man kan få lykke, når man er rig og rask, eller om der også skal være mulighed for dem, der gerne vil søge lykken i fællesskab med andre.

Politik kan ikke skabe lykken. Det er måske værd at notere sig for en ærkesocialist som fru Line Barfod. Det er i hvert fald Det Konservative Folkepartis livserfaring, og derfor gør vi os ikke forestillinger om, at vi herinde kan opstille et utopia, hverken bredt for et samfund som helhed eller for den enkelte.
     Lige så evident er det, at enhver ikke er sin egen lykkes smed. Det er højst en halv sandhed, fordi ulykkerne kan ramme når som helst. Sygdom er hver mands herre, og andre tildragelser kan komme. Så det, politik kan - og det er det, vi skal bruge de politiske instrumenter til - er at begrænse ulykkerne og dæmme op for virkningerne af de ulykker, der uvægerlig kommer. Det er, hvad politik kan og skal.
     Der har fru Line Barfod fuldstændig ret i at vi har behov for et fællesskab, og præcis derfor går Det Konservative Folkeparti også så aktivt ind for, at vi har en offentlig sektor på et højt kvalitativt niveau. Vi søger at forbedre de offentlige servicetilbud på en lang række områder. Det er jo i virkeligheden også ideen med kvalitetsreformen.

Jeg er fuldstændig enig i, at man ikke kan beordre folk til at blive lykkelige, og det hjælper slet ikke at skrive i en lov, at nu skal alle være lykkelige. Jeg synes heller ikke, man skal begynde at dele lykkepiller ud eller andet. Men det, der er det afgørende, er jo, om man tror på, at man kan skabe nogle rammer for, at folk har mulighed for at få et bedre liv. Der er det afgørende jo, om man tror på, at de rammer handler om fællesskaber.
     Den politik, som fru Pia Christmas-Møller og De Konservative har været med til at stå for, har jo gået på det stik modsatte af at styrke fællesskaberne. Den har jo i stedet gået på, at hvis nogen gerne vil have nogle ordentlige vilkår, skal de vælge dem individuelt. I stedet for at vi fælles skal arbejde for at have en god ældrepleje, fælles skal arbejde for at have gode børnehaver osv., skal det overlades til folk at have et større privat råderum og så med brugerbetaling kunne købe sig til noget ekstra.
     Derfor vil jeg gerne høre, om fru Pia Christmas-Møller faktisk mener det, hun siger, om, at folk skal have mulighed for at søge lykke i fællesskaber, og at vi derfor skal sikre mulighed for, at de offentligt ansatte i fællesskab kan få nogle ordentlige rammer til også at gøre det godt både for syge og ældre og børn.

Ja, det er præcis opgaven. Når vi nu ønsker at satse så målrettet på vækststrategier, er det for at skabe baggrund for, at vi kan øge velfærden. Og det er igen forudsætningen for, at mennesker, som ikke umiddelbart kan klare sig selv, kan få den nødvendige og tilstrækkelige håndsrækning. Det er også forudsætningen for, at vi kan opbygge de fællesskaber, som fru Line Barfod taler om.

     For os handler det om, at forskelligheden er en selvstændig værdi, som vi har glæde af. Det er ikke et nødvendigt vilkår, som skal bekæmpes, og den forskellighed skal også rummes, når vi giver forskellige offentlige tilbud.
I virkelighedens verden er det jo sådan, at de private muligheder, frit valg-ordningen f.eks. på hjemmehjælpsområdet, kun er udnyttet af 10-15 pct., men bare det, at tilbuddet er der, har øget tilfredshedsgraden betydeligt blandt alle, også dem, der bruger det offentlige. Det samme gælder sygehusområdet med behandlingsgarantien og de private sygehuse som et supplerende alternativ.

Nu har vi jo her i dag i hvert fald fået slået fast med syvtommersøm, at det er vigtigere for De Konservative med skattelettelser i toppen end at sikre, at der er penge til daginstitutionerne, til ældreområdet og til folkeskolerne. Jeg har et enkelt spørgsmål til den konservative ordfører:
Hvor i det virkelige liv finder De Konservative nogen som helst dokumentation for, at skattelettelser på nogen som helst måde skulle øge arbejdsudbuddet?
     Det er mig bekendt sådan, at der er to steder, hvor man har eksperimenteret med at øge skatten og så har troet, at det på den måde ville øge arbejdsudbuddet. Det var i USA under Reagan, og så var det i Sverige under den forrige borgerlige regering under en konservativ statsminister, hvor det jo sådan set nærmest havde den modsatte effekt, fordi borgerne derovre sagde: Nu behøver vi ikke at arbejde så meget, for nu har vi nok til dagen og vejen.
     Så hvor i det virkelige liv, altså ikke i teorien hos De Konservative og i det konservative grupperum, har man belæg for at sige, at det vil øge arbejdsudbuddet?

Lige her. Lige her i Danmark. Hr. Thomas Adelskov behøver slet ikke at rejse så langt eller læse alle de udenlandske aviser osv. Hr. Thomas Adelskov kan slå ørene ud og øjnene op og konstatere ved selvsyn, at forårspakken, der kom i rette tid og i rette dosis, netop understøttede væksten i samfundet, øgede arbejdsudbuddet og har medført, at det er lykkedes os at få arbejdsløsheden markant ned under det, man hos Socialdemokraterne og andre stivsindede økonomer kaldte den strukturelle bund, for så vidt angår arbejdsløsheden.
     Vi har fået arbejdsløsheden ned med 30.000. Vismændene kommer i dag og siger: Skatten på arbejdsindkomst, skatten på den sidst tjente krone skal lettes. Og med hensyn til at vælge benhårdt imellem, om man vil satse på det ene eller det andet - for os er det jo et både-og og ikke et enten-eller - siger Peter Birch direkte til Ritzau, at skal han vælge mellem flere penge til offentligt forbrug, flere penge til forskellige serviceydelser eller skattelettelser, vælger han skattelettelser, for det er den eneste vej til at øge vores velfærdsmuligheder fremover.

Jeg konstaterer bare, at den der skattereform, som regeringen har gennemført, jo ikke har øget arbejdsudbuddet, som ordføreren påstår. Det er jo ikke korrekt. Det er korrekt, at vi har et opsving, der har gjort, at der er kommet flere i beskæftigelse. Det ændrer sådan set ikke ved, at der ikke findes historisk belæg for at sige det, som De Konservative siger, nemlig at når man letter på skatten i toppen, øger man arbejdsudbuddet. Derfor må vi bare konstatere i dag, at det altså er vigtigere for Det Konservative Folkeparti med skattelettelser i toppen end at sikre, at der rent faktisk er penge til vores velfærdssamfund.
     Lad mig så sige, at jeg ikke synes, der er nogen grund til at blive vred, for debatten her er vel for at afdække holdningerne. Jeg er meget interesseret i at vide, hvad Det Konservative Folkeparti går og tænker, det tror jeg også befolkningen er, så vi behøver ikke hidse os op.
     Men når nu det er så vigtigt for Det Konservative Folkeparti at få gennemført skattelettelser - jeg har læst mig til i Børsen, at den konservative skatteordfører, hr. Jakob Axel Nielsen, mener, at det er meget vigtigt, og at det vil være et nederlag for De Konservative, hvis ikke det bliver gennemført - må jeg så ikke spørge: Hvad vil konsekvensen for Det Konservative Folkeparti være, hvis ikke man får gennemført skattelettelser?

Som jeg indledte min tale med her i anden runde, hviler der faktisk en forpligtelse på en politiker, der er folkevalgt. Jeg mener helt alvorligt, at vi har den forpligtelse at varetage samfundets interesser ud fra bedste evner, værdier, visioner og holdninger.
     Vores holdning er, at det danske samfund taber indtægter for hver eneste dag, vi undlader at gøre noget ved vores skattesystem, fordi for hver eneste dag, der går, siger flere og flere virksomheder nej tak til ordrer, fordi de ikke kan få medarbejderne til at tage overarbejde, på grund af at skattesystemet virker som en hæmsko.
     Det siger Dansk Industri så sent som i dag. Det siger vismændene. Det siger OECD. Det koster os indtægter, at vi har et skattesystem, som hæmmer væksten frem for at understøtte den. Derfor er det utrolig vigtigt for os Konservative, at vi får lettet skatten på den sidst tjente krone. Det kan være i toppen, det kan være mellemskatten, det kan være bundskatten. Det kan være hvor som helst, hvor mennesker bliver brandskattet af at yde en ekstra indsats, af at tage en lille smule overarbejde.
     Vi skal have vendt udviklingen. Vi skal have et skattesystem, som understøtter vores vækst og dermed vores velfærdsmuligheder.

Hr. Villy Søvndal er den sidste, der får ordet for en kort bemærkning.

Jeg vil først kvittere for den historiske gennemgang af SF. Den var mangelfuld, men fru Pia Christmas-Møller har jo heller ikke oplevet glæden ved den fornyede historieundervisning i folkeskolen, så det var formentlig derfor.
     Men jeg synes dog alligevel, at fru Pia Christmas-Møller havde fået fat på en afgørende pointe i forhold til SF, nemlig at SF er tilhænger af en meget stærk offentlig sektor. Det er helt rigtigt set. Efter vores opfattelse er et balancesamfund, der har en stærk privat sektor og ved siden af en meget stærk offentlig sektor, den mest dynamiske samfundsmodel, vi kender.
     Og det er jo det, vi synes den nuværende regering ikke gør tilstrækkeligt, forstået på den måde, at så længe folk ligger og venter på sygehusene, som de gør, så længe et så rigt samfund skærer ned på de ældre, så længe man øger lukkedagene på daginstitutionerne og sænker elevtimetallet i folkeskolen, så har vi ikke en tilstrækkelig stærk offentlig sektor. Er fru Pia Christmas-Møller ikke enig i det grundsynspunkt?

Jeg kan ikke anerkende fremstillingen. Det er ikke historie, det er nutid, vi her forholder os til. Så derfor burde hr. Villy Søvndal ulejlige sig med at kigge ordentligt efter, hvordan tingene ser ud i det virkelige liv.
     Der er ikke tale om, at timetallet er nedsat ude i skolerne; der er ikke tale om, at vi har sparet på ældreomsorgen; der er ikke tale om, at vi har sparet på sundhedsområdet. Tværtimod har vi pumpet milliarder ud i sundhedsområdet, vi har fået op imod næsten 100.000 flere operationer gennemført siden 2001. Der er virkelig en lang række massive forbedringer på det offentlige område, som har understøttet menneskers oplevelse af, at vi faktisk har et samfund, der prioriterer velfærdsfunktionerne højt.
     Men en af forskellene på Det Konservative Folkeparti og SF er jo, at vi først og fremmest ser på, hvor en opgave kan blive løst mest smidigt og mest effektivt. SF vil først og fremmest have opgaverne løst i et offentligt regi, det er forskellen. Og derfor bliver det et ubalancesamfund, SF's politik vil føre til.

Nej, det mener jeg nu ikke er den rigtige beskrivelse. Hovedforskellen er en anden. Vi vil jo først og fremmest have de her opgaver løst. Altså, hvis man ikke vil have, at det sker, at en patient ligger og venter på en gang på et hospital i hovedstadsområdet eller et andet sted i Danmark, så er man også nødt til at tilføre de ressourcer, uanset hvilken model man vælger, der gør, at det ikke sker. Og der nytter det ikke med de der alenlange kolonner om, hvad man har gjort.
     Jeg vil gerne kvittere for, at den her regering har sendt penge ud i det offentlige - langt færre end det skete tidligere, men den har sendt penge ud. Men det hjælper jo ikke den stakkels patient, der ligger og venter, og derfor forstår jeg ikke, at ambitionerne ikke er højere i en periode, hvor vi er så rige, som vi er, nemlig at vi ikke vil finde os det. Vi vil sikre, at der er den tilstrækkelige økonomi til, at folk ikke skal ligge ubehandlede på gangene.
     Jeg synes ikke, det er så indviklet, og jeg synes, fru Pia Christmas-Møller er alt for ideologisk på det her spørgsmål. Der er vi langt mere praktiske folk i SF.

Sådan hører jeg det desværre ikke. Jeg er meget enig i det grundsynspunkt, at det f.eks. for syge mennesker handler om at blive behandlet, blive behandlet rettidigt på et højt kvalitativt niveau. Det er det, det drejer sig om.
     Og det var præcis derfor, at vi Konservative satte os i spidsen for en behandlingsgaranti, som skulle lægge et maksimalt pres på det offentlige sygehusvæsen, og som skulle sikre, at patienten havde hånds- og halsret, sådan at hvis ikke det offentlige sygehusvæsen kunne levere inden for en lægefagligt fastsat tid, jamen så kunne man gå til private, til udlandet eller andre steder. Og det gav et pres, det gav samtidig også en samlet udvidelse af kapaciteten.
     I dag står vi med et fælles problem. Vi skal rekruttere flere læger, og vi skal rekruttere flere sygeplejersker. Og her har vi en stor opgave, når vi skal have udvidet sygehuskapaciteten yderligere, hvad enten det er i privat eller i offentligt regi. Det er der også lagt planer for, og vi er på vej, og der er også kommet flere læger og flere sygeplejersker til - i størrelsesordenen mellem 1.000 og
2.000 - men behovet er endnu større.

Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 19.15. Første taler bliver fru Marianne Jelved.

Mødet udsat kl. 18.09

Mødet genoptaget kl. 19.15

Forhandlingen genoptoges

Vi er kommet så langt i talerækken, at det er fru Marianne Jelved, der er ordfører.

Jeg har skrevet her: Sådan er der så meget. Det var, da jeg havde hørt statsministerens svar. Men jeg har beredt mig på at være i godt humør, og derfor vil jeg indlede med et tema, som ikke har været så meget berørt i dagens løb, nemlig udsigten til, at statsministeren kan fortsætte som statsminister med et sikkert flertal bestående af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti bag sig, fordi jeg har noteret mig, at statsministeren taler, som om det er situationen. Men jeg synes, det er lidt interessant, at det ikke nødvendigvis er situationen. Det er der i hvert fald temmelig mange meningsmålinger der har vist på det seneste. Og hvad sker der så med skattestoppet, og hvad sker der med udlændingepolitikken? Det er to meget centrale områder for regeringen og dens parlamentariske støtte, Dansk Folkeparti.
     Jeg har også noteret mig, at statsministeren på et pressemøde her i maj ikke længere vil garantere et skattestop efter et valg. Det synes jeg sådan set var meget klogt af statsministeren.
     Men hvad vil statsministeren så garantere vælgerne? Og hvorfor bliver statsministeren ved med at jagte den socialdemokratiske formand omkring de samme spørgsmål, når statsministeren ikke engang selv længere er i stand til at garantere disse politikområder?
     Jeg noterer mig også, at fru Pia Kjærsgaard ikke vil holdes udenfor og skoser Ny Alliance for at ville holde fru Pia Kjærsgaard udenfor. Men det er jo i dag sådan, at fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti afgør suverænt fra sag til sag, hvem der må være med og få indflydelse, og hvem der skal holdes udenfor.
     Jeg har også noteret mig med en vis interesse igennem årene, at især medlemmer af Dansk Folkepartis folketingsgruppe og ledelsen taler om systemskiftet i 2001 med en meget stor fryd. Det kan jeg godt forstå, hvis jeg var Dansk Folkeparti, nemlig defineret ved, at Det Radikale Venstre nu blev sat endeligt uden for indflydelse. Så jeg noterer mig med glæde, at fru Pia Kjærsgaard er begyndt at blive lidt øm på sine gamle dage og gerne vil involvere alle andre i de politiske arbejder herinde og ikke holde nogen udenfor.
     Hvis nu der ikke bliver et VKO-flertal efter næste valg
- det tillader jeg mig at gå ud fra at der ikke bliver, og det vil Det Radikale Venstre ønske temmelig kraftigt og arbejde for at der ikke bliver - hvad så med udlændingepolitikken? Når de afviste asylansøgere ikke kan sendes hjem, fordi regeringen ikke vil tage ansvaret for at sætte de afviste asylansøgere i en flyver, og fordi hjemlandets regering ikke vil tage ansvaret for at tage imod de afviste asylansøgere, og fordi FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, ikke vil tage ansvaret for at lade de afviste asylansøgere komme tilbage til deres hjemland, hvad så med den situation? Der tror jeg afgjort, der vil ske nogle ændringer, hvis ikke der er et VKO-flertal, fordi vi vil holde op med at presse de afviste om at rejse frivilligt tilbage, når vi ikke selv er i stand til som ansvarlige myndigheder at sende dem tilbage. Og derfor vil vi også sikre os, at de ikke behandles umenneskeligt, som de gør i dag. Selv om Det Konservative Folkeparti i dag meget heltemodigt indimellem protesterer over den behandling, der sker, så sker der jo ikke meget andet, end at væggene i asylcentrene bliver malet for et eller andet antal millioner, men forældrene lider stadig, og børnene lider stadig, og det er ikke lovens skyld, det er nemlig regeringsflertallets ansvar, og det er dem, der er i stand til at handle, hvis de vil ændre på forholdene. Vi vil heller ikke opleve en lukkethed omkring udlændingepolitikken, som vi gør i dag. I dag mangler der informationer til borgerne om praksisændringer, fordi der ikke i almindelighed er åbenhed i forvaltningen i Udlændingeservice og i ministeriet om de afgørelser, der sker
i praksis. Flygningeadvokater må selv lave deres eget sagsregister, så de i deres sagsbehandling kan henvise til, hvordan sager har været afgjort tidligere. Ombudsmanden har kritiseret manglende høringer og manglende opfyldelse af notatpligt. Og det nytter ikke, at statsministeren taler om frihed og folkestyre, når borgernes mulighed for at gøre deres rettigheder gældende ikke er til stede. Borgerne kender dem ikke. Det er anden gang, Ombudsmanden kritiserer Indenrigsministeriet og Udlændingestyrelsen for den forvaltning. Efter vores opfattelse i Det Radikale Venstre er det en uantagelig forvaltningspraksis, og det er et brud på den retsstat, der giver lighed for loven.

     Så er der skatteområdet. Statsministeren erklærede sig enig i, at den største opgave - eller i hvert fald en af de rigtig store opgaver - er at sikre et tilstrækkeligt antal medarbejdere til den offentlige sektor. Statsministeren anerkendte også, at arbejdsudbuddet kan stige, hvis man sænker skatten på arbejde. Begge dele er jeg meget glad for at statsministeren anerkender.
     Men så siger statsministeren også, at jeg, altså undertegnede, vil myrde skattestoppet. Det var statsministerens ord. Nej, jeg vil sådan set ikke specielt myrde skattestoppet, men jeg er enig med OECD, vismændene og Velfærdskommissionen i, at det skattesystem, vi har, er det dummeste i verden. Det er skadeligt for arbejdsudbuddet, og vi har en stigning i topskatteyderne, som er temmelig markant. Vi har verdensrekord i antal medarbejdere, der betaler den højest mulige marginalskat. Det er steget fra
815.000, da regeringen startede, til 960.000 i dag. Det er da en rekord, der vil noget. Så der er såmænd så mange ting, man kan hæfte sig ved, når man skal se på inkonsekvensen hos regeringen. Regeringen har flertallet, regeringen kender problemerne, statsministeren har anerkendt dem her fra talerstolen, regeringen kender løsningsmulighederne, jævnfør erhvervsskattepakken, som statsministeren også ganske udmærket repeterede her fra talerstolen for nogle timer siden, men regeringen fralægger sig ledelsesansvaret. Derfor må vi jo gå en anden vej, hvis vi vil have lidt gang i skattepolitikken. Og derfor er spørgsmålet: Hvornår gennemfører Venstre og De Konservative egentlig de skattelettelser, de har lovet i deres regeringsgrundlag i denne valgperiode? Hvordan tager regeringen sig sammen for at sikre et råderum, der giver mulighed for, at vi sænker skatten på arbejde? Det er jo det, der er det helt centrale. For Det Radikale Venstre er det sådan set ikke spørgsmålet om, hvilken metode man anvender, det er spørgsmålet om, at det sker. Og jeg synes, det er et manglende lederskab fra regeringens side, hvis man, når man sidder med et stabilt flertal, ikke bruger de muligheder, der er, til at ændre på systemet, i det her tilfælde skattesystemet. Man ved, at man burde gøre det, og man ved, at det vil løse en række problemer, herunder øge arbejdsudbuddet og skabe ekstra råderum, der gør, at vi har flere ressourcer til velfærdsopgaverne på en forsvarlig og ansvarlig økonomisk måde. Så ser man selvfølgelig også, at regeringen nu er gået ind i en fase af sit politiske liv, som er karakteriseret ved overskriften kvalitetsreform. Alle partier har åbenbart været ude i institutionerne og er blevet kloge af det, og jeg er enig i, at det er imponerende, hvad der ydes på trods af benspænd og bureaukrati herfra. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, når man tænker over det, at regeringen på sjette år har haft ansvaret for den offentlige sektor, og nu skal der altså kvalitet til. Man skulle jo gå ud fra, at en regering og myndighederne i det hele taget hver dag sikrede den højest mulige kvalitet i den offentlige sektor. Hvem skulle ellers tage ansvaret for det? Men her er der altså en ren tilståelsessag. Det har regeringen forsømt, så nu skal der virkelig en kvalitetsreform til. Det er jo sådan set meget banalt og almindeligt. Men vi vil gerne være med, og jeg vil gerne pege på nogle forhold, som er interessante. Vi kan se det i både regeringens egne udgivelser og også i Rockwool Fonden, der har lavet et stykke arbejde omkring hjemmehjælpen, ældreplejen, og der viser det sig, at der er ansat 8.000 flere fuldtidsmedarbejdere i ældreplejen fra 2000 til 2006. Men det overraskende er, at man ikke i hjemmehjælpsstatistikken kan se, at der er sket en stigning i serviceniveauet, f.eks. ved at der er flere, der omfattes af ældreplejen, og man kan heller ikke se, at der er en stigning
i de leverede timer til hjemmehjælp. Det vil sige, at der er
8.000 flere medarbejdere, og de er åbenbart brugt til rent bureaukrati, og det tror jeg gerne, fordi regeringen har bestemt sig for - og nu kommer der virkelig en seriøs bøn til regeringen - at der skal være valgmulighed af hjemmehjælp. Det er vi i Det Radikale Venstre enig i. Men kunne man ikke lade kommunerne selv om, hvordan man vil skabe den valgmulighed? Behøver man diktere et kæmpe bureaukrati herindefra om, at der skal være valgmulighed mellem en privat ansat og en offentligt ansat hjemmehjælp? Ligger der ikke en skjult dagsorden under det, som giver et unødigt bureaukrati? Lad dog kommunerne selv sikre, at den enkelte hjemmehjælpsmodtager selv kan have indflydelse på, hvem der bliver hjemmehjælp hos den enkelte. Så vil vi undlade at skose regeringen for dens bureaukrati. Til allersidst vil jeg gøre opmærksom på noget, som jeg synes er trist. I det forslag til vedtagelse, som regeringen og Dansk Folkeparti har fremsat, står der i næstsidste afsnit:

     »Folketinget ser frem til, at der ved den kommende kvalitetsreform sikres forbedringer af kvaliteten specifikt inden for sundhed, ældrepleje samt børnepasning.«
     Hvad i alverden skal der ske med folkeskolen? Folkeskolen, som er udsat for det mest afsindige bureaukrati, der er kendt i mands minde eller nogen sinde er set i folkeskolen, lider under, at kræfterne bruges på alle mulige andre ting end det, der er folkeskolens egentlige opgave, nemlig undervisning.
     Så derfor håber jeg, at det her er en forglemmelse, og det forventer jeg da at der bliver taget hånd om. Ellers så får vi lange diskussioner om, hvad den kvalitetsreform skal omhandle.

Der er en række medlemmer, som har bedt om korte bemærkninger til ordføreren. Det er hr. Jacob Jensen, fru Ellen Trane Nørby, hr. Erling Bonnesen, hr. Kristian Pihl Lorentzen, hr. Flemming Damgaard og hr. Martin Henriksen.
     Så er det først hr. Jacob Jensen for en kort bemærkning til ordføreren.

Nu var fru Marianne Jelved i sit indlæg her lidt efter, hvorvidt statsministeren og dermed regeringen kunne garantere et skattestop efter valget. Jeg kan se rundt i Folketingssalen her, og jeg kan også se uden for disse tykke mure og konstatere, at der i hvert fald er en bred opbakning ud over regeringspartierne og Dansk Folkeparti og vistnok også Socialdemokraterne, selv om det måske ikke er helt helhjertet, for næste valgperiodes vedkommende.
     Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Marianne Jelved i forhold til det, De Radikale lægger op til, nemlig om fru Marianne Jelved føler, at det er et solidt politisk grundlag eventuelt at gå ind i et regeringssamarbejde på baggrund af, for jeg går stadig væk ud fra, at De Radikale med fru Marianne Jelved i spidsen arbejder på at kunne danne en SR-regering. Føler fru Jelved så, at det er et solidt politisk grundlag at gå ind på, når man nu hører, at Socialdemokraterne melder ud i dag, at de under ingen omstændigheder kan stemme for skattelettelser, men i øvrigt at skattestoppet står ved magt også i næste periode, i forhold til det, som De Radikale går til valg på på skattepolitikken?

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan regeringsdannelsen kommer til at se ud specifikt efter et valg, for der mangler jeg valgresultatet, men bare gøre opmærksom på, at hvis ikke der er et flertal med Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, så synes jeg, det er meget svært. Og derfor synes jeg, det er klogt, at statsministeren ikke har villet garantere et skattestop efter et valg. Men hvis der ikke er det flertal, så kan der jo kun skabes et flertal på det her punkt, hvis der indgås en alliance mellem V, K og O og Socialdemokraterne, og den alliance vil jeg rigtig gerne se.
     Det, vi vil gøre, er at søge indflydelse på at fremme den politik, Det Radikale Venstre slås for. Og jeg synes, det er klogt, hvis man ikke kan sikre sig på forhånd eller se, der er et flertal for ens politik, så at sige: i det omfang det er muligt at skaffe flertal for det. Det er jo fair nok. Men der er stor forskel på det og så på at garantere et skattestop. Og vi vil arbejde alt, hvad vi kan for at få det flertal væk, der er i dag, fordi det låser mange ting, og vi vil gerne have indflydelse på den politik, der skal føres, på en anden måde end det, vi har haft nu.

Nu er der ikke nogen grund til at tro, at de skulle løbe fra det løfte, der kom fra Socialdemokraternes formand her tidligere om, at Socialdemokraterne arbejder for og står ved, at skattestoppet også efter et valg står ved magt, hvis det står til Socialdemokraterne. Det har jeg ikke nogen grund til at tro, men derfor vil jeg godt spørge fru Jelved, om det ikke er afgørende for De Radikale at kende konditionerne for at kunne indgå et sådant samarbejde. En ting er, hvad man ønsker, og en anden ting er, hvad man håber på, men man kan vel også konstatere af de faktiske forhold i jernindustrien, at vi i Folketinget såvel som i befolkningen har et massivt flertal, der bakker op omkring skattestoppet.
     Så derfor vil jeg spørge helt konkret: Er det et ultimativt krav fra De Radikales side, at skattestoppet skal væk efter et valg, hvis De Radikale skal kunne indgå i en regering sammen med Socialdemokraterne på baggrund af den udmelding, vi har hørt fra formanden for Socialdemokratiet her i dag?

Jamen jeg ved ikke, hvorfra hr. Jacob Jensen kender opfattelsen fra et flertal i befolkningen. Hvis jeg ser på de målinger, der er foretaget bare inden for det sidste år, så er der jo ikke hundrede procent opbakning blandt socialdemokratiske vælgere omkring skattestoppet. Det er måske halvdelen, der går ind for det.
     Vi aflæser de målinger, der i øvrigt er af vælgernes præferencer, som at der er skred hos vælgerne i sympatien for eller opbakningen til skattestoppet og opbakningen til den nuværende udlændingepolitik. Der sker nogle bevægelser, og det skulle jo også være mærkeligt andet, hvis der ikke skete det, fordi efterhånden som det går op for folk, hvilke omkostninger det har, at man har bestemte politikområder, så sker der nogle bevægelser. Det er jo et led i demokratiet.
     Og vi vil da blive ved med at arbejde for at skabe opbakning bag den politik, som vi synes er den rigtige. Og det opgiver vi ikke før et valg. Og vi stiller ikke nogen krav om at vide, præcis hvordan vi kan indgå samarbejder efter et valg.

Jeg vil gerne høre fru Marianne Jelved, om Det Radikale Venstre stadig væk går ind for en skattelettelse på arbejdsindsatsen og dermed en sænkning af, hvad man betaler for det arbejde, man udfører.

Svaret er ja.

Så vil jeg meget gerne spørge fru Marianne Jelved, hvordan det hænger sammen med den socialdemokratiske formand, fru Helle Thorning-Schmidts, udmelding i dag, som var meget bastant, og som handlede om, at Socialdemokraterne til hver en tid vil stemme imod en skattelettelse. Hvordan harmonerer det med Det Radikale Venstres ønske, og hvordan harmonerer det med et samarbejde mellem Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre?

Det første spørgsmål fra Venstres ordfører lød jo, om Det Radikale Venstre og jeg vil gå ind for en sænkning af det, man betaler af skat på arbejde. Svaret er ja.
     Men vi vil have en skattereform. Vi taler ikke om skattelettelser. Vi taler om, at man omlægger systemet, nøjagtig som Velfærdskommissionen og vismændene beskriver det, men ikke specielt efter den metode, de har anlagt.
     Det, der jo er virkelig mærkeligt, er, at vi sidder med et flertal lige nu, som er parat til at bruge og smøre løs glasur ud over hele Danmark med skattelettelser på sammenlagt op til omkring 30 mia. kr. i de næste år. Tænk, hvad vi kunne have fået af strukturændringer i skattesystemet, der fik det til at fungere på en helt anden hensigtsmæssig måde, hvis man havde gjort det på en anden måde end ved at dele nogle milliarder ud om året.

Nu har fru Marianne Jelved jo i løbet af dagen sådan et par gange været i nærheden af arbejdsmarkedsområdet og det at få fremskaffet, kan vi sige, fremtidens nye medarbejdere. Det er sådan et meget vigtigt og interessant emne. Derfor vil jeg godt have fokus på det og prøve at dreje debatten lidt ind på de nye jobcentre. Det synes jeg kunne være interessant lige at prøve at få rørt lidt ved.
     I forbindelse med kommunalreformen blev der jo oprettet nye jobcentre - de er ikke ens over hele landet - og også de nye forsøgscentre, som vi jo sådan i daglig tale kalder dem. Og nu viser det sig jo heldigvis, at de begynder at fungere bedre og bedre. Man er ved at komme lidt over indkøringsvanskelighederne. Også i systemet er der jo efterhånden sådan en opfattelse af, at det nok er måden at gøre det på i fremtiden, at man får sammenlagt det statslige og kommunale system for netop at få sat fokus på tingene. Og så er det jo, at jeg vil dreje spørgsmålet ind på det. Vi har hørt tidligere meldinger fra Det Radikale Venstre om, at hvis man får magt, som man har agt, så vil man rulle tilbage til det gamle system. Det håber jeg så ikke man vil. Men spørgsmålet går på, om man, hvis erfaringerne synes at blive positive med det nye system, så vil bakke op at få gennemført det nye system overalt i landet, når der nu skal evalueres på det.

Det synes jeg godt nok er svært uden videre at svare på. Indtil videre er vi i hvert fald meget skuffede over det, vi ser i jobcentrene. Vi er især meget skuffede over - og vi har beklaget det meget over for en af ministrene, som vi i øvrigt har et rigtig fint samarbejde med, nemlig beskæftigelsesministeren - at der er lavet et umanerlig kraftigt bureaukrati, hvor man har nedsat udvalg, og jeg ved ikke hvad, der skal kontrollere de indberetninger, kommunerne skal komme med til staten, bare for at tage et eksempel, som jeg lige kan huske her.
     På vores rejse rundt i landet for at blive klogere på, hvordan hverdagen fungerer i de offentlige institutioner, har vi også besøgt nye jobcentre. Og vi er imponerede over den indsats, der lægges for dagen fra medarbejdernes side, ingen tvivl om det. Men vi kan se, at der virkelig er ekstremt meget bureaukrati. Det bliver vi nødt til først og fremmest at rense ud i.

Det er jo fint, at vi skal have renset ud i overflødige skemaer. Den proces er også sat i gang af ministeren, for så vidt angår den del af det.
     Men de øvrige forhold omkring lokale beskæftigelsesudvalg begynder jo også sådan så småt at træde
i karakter, hvor man kan få den lokale indflydelse og få et reelt medspil i forbindelse med at prøve at være med til at fremskaffe arbejdspladserne lokalt og få foretaget prioriteringerne rigtigt, så man får gjort de rigtige indsatser lokalt, hvor det virker. Det er jo decentralisering ført ud, hvor den hører hjemme, sådan at man kan få den lokale indflydelse. Og det er jo sådan set det, vi også håber på at få De Radikales opbakning til, når vi når så langt, i stedet for at vende tilbage til mere centralistiske tendenser. Så det er en opfordring til, at man støtter op om de nye jobcentre.

Ja, vi vil da gerne vise, at vi også er åbne og modtagelige for argumenter eller for noget, der kan være en succes. Det vil vi ikke afvise; det vil jeg i hvert fald ikke afvise på forhånd. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at vores kritik af den måde at strukturere det på har været, at vi ikke mener, at en kommune i sig selv er et stort nok område for en beskæftigelsesindsats. Men vi vender tilbage til det, og vi følger interesseret, hvordan det udvikler sig. Men vi har også en kritisk sans med os.

Jeg vil gerne fortsætte lidt i skattesporet. Vi ved jo, at SF inden for de senere år har fremlagt en såkaldt 100-punkts-plan, der vil betyde stigende skatter for omkring
14 mia. kr. Derudover har SF fremlagt et finanslovforslag, der betyder ekstra udgifter for mindst 6 mia. kr. Er det et input til en eventuelt kommende S-R-SF-regering, som De Radikale bifalder? Eller tilslutter De Radikale sig Socialdemokraternes støtte eller foregivende støtte til skattestoppet? Eller har man en helt anden eller tredje vej?

Jeg synes, det er fuldstændig frisindet og i frihedens og folkestyrets ånd. Jeg vil gerne tage statsministeren på ordet og bruge de samme ord, som statsministeren brugte, og sige, at det er helt i den ånd og i vores tradition og kultur i folkestyret gennem mere end 150 år i Danmark, at vi deler os efter anskuelse, og at hvert parti går til valg på sin politik og prøver at overbevise vælgerne.
     Det synes jeg ærlig talt man skulle lade fortsætte, og at man skulle lade være med at pådutte os, at vi skal indgå i en eller anden alliance eller båndlægge os selv inden et valg. Det kan Venstre gøre alt det, de vil, jeg skal ikke blande mig i det, men frihold os andre for de krav og de normer, som Venstre sætter. Vi ønsker frihed til at gå til valg på vores egen politik. Og vi ønsker frisindet så stort her, at det også accepteres af de andre partier, at vi ikke skal sige, hvem vi på forhånd kan indgå hvilke aftaler med. For så begynder jeg at true med, at vi vil indgå aftaler med Venstre.

Jeg er meget enig i, at frisind er en rigtig god ting, som vi skal værne om, men jeg synes alligevel, at man savner et klart svar på, hvilken skattepolitik sådan en eventuel S-R-SF-regering vil føre.
     Det Radikale Venstre vil af med skattestoppet, til gengæld vil man brandskatte boligejerne. Socialdemokraterne foregiver at støtte regeringens skattestop, indtil man har lavet en skattekommission, og så må vi se, hvad der sker bagefter. Og SF vil med deres forslag jo helt klart hæve skatterne igen. Så kan vi få et klart svar på, hvilken skattepolitik sådan en mulig regering vil føre? Jeg tror, vælgerne er interesseret i at vide det, uanset om vi taler om frisind eller ej.

Det vil jeg prøve at gøre mig umage med at svare på den dag, jeg har fået et svar på følgende spørgsmål: Hvilken skattepolitik vil en VKO-Ny Alliance-regering føre? For det er det, vi kan se frem til bliver resultatet efter et valg. Det synes jeg er meget interessant at vide. Hvad skal erstatte skattestoppet?
     Så vil jeg gerne lige gøre det fuldstændig klart endnu en gang, at uanset hvor mange gange Venstres medlemmer siger, at vi vil brandskatte boligejerne, bliver det ikke sandt. Vi lader ejendomsværdibeskatningen følge lønudviklingen og folkepensionen, og det er ingen brandskatning. Derimod er det en brandskatning af lønmodtagerne, at Venstre lader 40 pct. af lønmodtagerne betale 63 pct. i marginalskat.

Det har jo nu vist sig, at der er total forvirring i og usikkerhed om den samlede oppositions skattepolitik, og det er jo ikke så godt set med oppositionens øjne. Derfor vil jeg godt vide helt præcist fra fru Marianne Jelveds side, hvad Det Radikale Venstre vil gøre, når fru Marianne Jelved siger, at der skal ske en omlægning af skattesystemet. Det betyder jo, at der er nogle skatter, der skal stige, hvis vi skal tage det for pålydende, som fru Marianne Jelved talte om før. Og der vil jeg gerne helt klart have at vide: Hvilke skatter er det, der skal stige?

Vi har ikke lagt os fast på en bestemt model. Det har jeg også sagt rigtig mange gange, og jeg vil meget gerne gentage det. Vi er helt åbne for at forhandle, hvordan man gør det her. Jeg henviser med stor glæde og med ros til regeringens skatteminister, som har gennemført en reform af erhvervsbeskatningen, der har sænket skatten på selskaber ved at lukke nogle huller og ved at reducere nogle fradragsmuligheder.

     Det er udmærkede principper. Dem vil vi gerne overføre til personskatteområdet. Og vi er fuldstændig åbne over for, hvad skatteministeren vil komme med af forslag. Vi synes endda, at det vil være rigtig klogt af regeringen at tage teten på netop det her område nu. Læs i stjerner, sol og måne og se, hvad det er, der står skrevet. Det er ikke sikkert, at der er et flertal af den her karakter. Og statsministeren fraskriver sig muligheden for at styre det her, hvis regeringen venter til efter et valg. Det er uklogt.

Så vil jeg gerne spørge på en anden måde: På hvilke punkter på skatteområdet er fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre uenig med Socialdemokratiet og SF?

Det ved jeg faktisk ikke helt præcis, for jeg har ikke talt med de to partier så konkret om det her, for det skal jeg nok lade være med, det har jeg ingen brug for at gøre. Og jeg mener, at det er forkert af hr. Flemming Damgaard Larsen, som jeg har kendt i en menneskealder, og som jeg ved forfægter frisind og folkestyre og frihed, at pådutte os, at vi skal lave aftaler af den karakter inden et valg.
     Nej, vi skal lade vælgerne tale, og så skal vi efter valget gerne indgå brede aftaler - vi er ikke nødvendigvis bundet til S og SF. Og vi vil ikke engang bede Det Konservative Folkeparti om at snakke med os om den slags ting, det vil forvirre dem alt for meget, så lad dem køre med deres skattelettelser. Men på et tidspunkt får vi brug for en anden, og det synes jeg at statsministeren skulle vise mandsmod til at tage fat i. Det ville være alle tiders scoop, og så var den diskussion ude af næste valg. Det ville jeg virkelig tage hatten af for statsministeren for.

Jeg synes nu, at det er meget rimeligt at spørge til, hvordan fru Marianne Jelved og Det Radikale Venstre forholder sig til eventuelle regeringskonstellationer fremover. Jeg forstår jo, at det er en målrettet indsats, man har for at vælte regeringen. Derfor er det vel også meget rimeligt, at vi spørger til eventuelle regeringskonstellationer.
     Så hvordan ser fru Marianne Jelved på Socialdemokraternes vel nærmest ønske om at få SF med i en kommende regering? Er det noget, som fru Marianne Jelved vil sætte sig imod, eller er det noget, som Det Radikale Venstre vil se på med milde øjne, eller hvordan forholder det sig? Vil det være en god ting for at få radikal politik igennem, eller vil det ikke være en god ting?

Nu har jeg jo hørt rigtig godt efter, hvad ordførerne har sagt i dagens løb, og jeg har hørt fru Pia Kjærsgaard sige noget, som mange vistnok anser for at være rigtig klogt sagt. (Munterhed). Det er nemlig ikke et spørgsmål om, hvem man samarbejder med, men hvad man samarbejder om. Sådan!

Så vil jeg spørge, hvad fru Marianne Jelved kunne forestille sig man kunne samarbejde om, hvis nu SF kom med i en regering, som Socialdemokraterne har luftet at de gør, for det er vel stadig væk relevant og legitimt at spørge om det.
     Og grunden til, at jeg spørger om det, er jo, at det er sådan, at hvis vi kigger på skolepolitikken, er Socialdemokraterne med - de er med på de ting, som De Radikale synes er dårlige, og som SF synes er dårlige - og hvis vi kigger på erhvervsskoleområdet, er De Radikale og Socialdemokraterne med, men der er SF udenfor. Og så kunne man blive ved sådan, også på skatteområdet.
     Så jeg kunne godt tænke mig at få at vide, hvor De Radikale ligesom vil sætte et fingeraftryk f.eks. på skolepolitikken. Hvad vil man afskaffe? Vil man afskaffe al den politik, som Socialdemokraterne har været med til at gennemføre? Og hvordan har man forestillet sig at det skulle kunne lade sig give sig?

Faktisk har jeg en fornemmelse af, at selv undervisningsministeren er ved at fortryde alle de ting, der er sket omkring folkeskolen, og er begyndt at tænke lidt mere over nogle ting. Det var venligt ment, vil jeg gerne sige til undervisningsministeren.
     Men igen vil jeg sige, at Det Radikale Venstre altså har godt 100 års erfaring med at håndtere vanskelige forhandlingspositioner og -situationer, også efter valg, og derfor kan hr. Martin Henriksen være ganske, ganske tryg ved, at VKO-flertallet ikke længere eksisterer efter et valg, og at Det Radikale Venstres stemmer igen bliver afgørende. Det skal nok gå.