Beretning afgivet af Retsudvalget den 4. september 2007

Beretning

over

Forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne om udstedelse af straffeattester

[af Anne Baastrup (SF) m.fl.]

 

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 3. november 2006 og var til 1. behandling den 30. november 2006. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (S, RV, SF og EL) bemærker, at antallet af udstedelser af private straffeattester er vokset de seneste år. Stadig flere arbejdsgivere ønsker at se en straffeattest i forbindelse med en ansættelse. Umiddelbart er der ikke noget på arbejdsmarkedet, der kan begrunde denne udvikling. Konsekvensen er imidlertid meget uheldig, især for unge. Kravet om en ren straffeattest betyder bl.a., at unge, som har begået mindre kriminalitet, kan få svært ved at få et job eller en læreplads. Og jo længere tid unge, der har begået kriminalitet, er væk fra arbejdsmarkedet, jo større er risikoen for, at de havner i kriminalitet igen.

Mindretallet bemærker, at det fremsatte beslutningsforslag ikke indebærer, at arbejdsgiverne ikke skal have adgang til at kræve straffeattester i forbindelse med ansættelser. Sigtet med beslutningsforslaget er at begrænse arbejdsgivernes adgang til straffeattestoplysninger til relevante oplysninger, således at arbejdsgiveren ikke pr. automatik får ret til at vide alt, der fremgår af en straffeattest.

Mindretallet tager til efterretning, at der ikke er et flertal for beslutningsforslaget i den fremsatte form.

Der er efter mindretallets opfattelse imidlertid god grund til at undersøge udviklingen på arbejdsmarkedet på dette område og overveje problemets omfang og eventuelle ændringer i reglerne om udstedelse af straffeattester. Mindretallet bemærker, at det under behandlingen af forslaget er blevet oplyst, at der ikke foreligger undersøgelser, som afdækker, hvorvidt personer fastholdes i ledighed alene som følge af, at de har begået en strafbar handling.

Mindretallet opfordrer regeringen til med inddragelse af relevante organisationer på arbejdsmarkedet at undersøge baggrunden for udviklingen af antallet af udstedelser af straffeattester samt konsekvenserne heraf.

Et andet mindretal i udvalget (V) bemærker, at mindretallet ikke kan støtte beslutningsforslaget, og henviser til mindretallets tilkendegivelser under 1. behandling.

Et tredje mindretal i udvalget (DF) bemærker, at mindretallet ikke kan støtte beslutningsforslaget, og henviser til mindretallets tilkendegivelser under 1. behandling.

Et fjerde mindretal i udvalget (KF) bemærker, at mindretallet ikke kan støtte beslutningsforslaget, og henviser til mindretallets tilkendegivelser under 1. behandling.

 

 

 

P. u. v.
PETER SKAARUP
formand

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 25

Bilagsnr.

Titel

1

Meddelelse om udvalgsbehandlingen indtil videre

2

1. udkast til beretning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 25

Spm.nr.

Titel

1

Spm., om ministeren vil tilsende udvalget Arbejdsmarkedsstyrelsens udtalelse, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om, hvilket grundlag Arbejdsmarkedsstyrelsen har for at udtale sig om problemstillingen, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om kommentarer til artikel i Jyllands-Posten 10/10-06: »Straffeattester: Straffeattest er en ekstra straf«, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm. om kommentarer til artikel i Jyllands-Posten 9/10-06: »Børneforvaltning vil se jobsøgernes straffeattester«, til justitsministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om, hvilke muligheder der er for at søge om at få slettet lovovertrædelser fra ens straffeattest før det normale sletningstidspunkt, til justitsministeren, og ministerens svar herpå